Rt-1890-538

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1890-06-07
Publisert:	Rt-1890-538
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 222/1 1890
Parter:	Styrelsen for Norges Statsbaner (Bergh) mod Brandforsikringsselskabet «Norge» (Heiberg).
Forfatter:	V. Scheel, Jonas Stenersen, J. R. Andersen, L. Birkeland, Ph. Hansteen, Ole Norbye, M. Lambrechts
Lovhenvisninger:	LOV-1854-09-07-§4, LOV-1854-09-07, LOV-1854-09-07-§3, LOV-1854-09-07-§3b

Den 12 Juni 1885 opstod der Ildebrand paa Gaarden Rustand i Fiskum, beliggende tæt ved Jernbanelinien mellem Hougsund og Kongsberg. Gaardens Bygninger og endel Løsøre opbrændte. Begge Dele vare assurerede i Brandforsikringsselskabet «Norge». I Erstatning udbetalte Selskabet til Eieren Kr. 4864,00. Da Ildsvaaden antoges forvoldt ved Gnister fra et forbipasserende Lokomotiv, lod Selskabet sig af Eieren tiltransportere hans mulige Erstatningskrav i denne Anledning hos «Styrelsen for Norges Stadsbaner» og anlagde derpaa efter forgjæves prøvet Forligsmægling ved Stævning afødt xx.xx.1887 Sag mod nævnte Styrelse. Selskabet paastod sig herunder tilkjendt det anførte Beløb med Tillæg af 5 Kr. for udlagte Omkostninger, ialt saaledes Kr. 4869,00 med Renter og Omkostninger. Jernbanestyrelse paastod sig frifunden og tilkjendt Sagsomkostninger.

Ved Kristiania Byrets Dom afødt xx.xx.1889 blev Styrelsen tilpligtet at betale til Selskabet det paasøgte Beløb med Renter, 5 pCt. fra 6 januar 1887 (Indkaldelsen til Forligelseskommissionen) til og med 31 Decbr. 1888, og 4 pCt. fra 1 Januar 1889, til Betaling sker. Sagens Omkostninger ophævedes.

Side:539

Denne Dom har Styrelsen derefter ved Stævning afødt xx.xx.1889 paaanket til Høiesteret, hvor Sagen er udgaaet til skriftlig Behandling i Henhold til Loven afødt xx.xx.1887 og 28 Marts 1885. Jernbanestyrelsens Paastand gaar ud paa Frifindelse og Tilkjendelse hos Brandforsikringsselskabet af Procesomkostninger ved Byretten og Høiesteret. Brandforsikringsselskabet paastaar Byretsdommen stadfæstet og sig tilkjendt Sagens Omkostninger ved Høiesteret.

Angaaende de nærmere Omstændigheder ved Ildebranden, og hvad dermed staar i Forbindelse, henvises nærmere til det i Byretsdommens Præmisser givne Referat af de under et optaget Brandforhør og et senere afholdt Thingvidne fremkomne Oplysninger.

Appellsk. benægter, at Ildebranden, saaledes som Byretten har gaaet ud fra, er foraarsaget ved Gnister fra vedkommende Lokomotiv. Oplysningerne gaar imidlertid afgjort i Retning af, at saa maa være skeet. Ildsvaaden opstod kun nogle ganske faa, antagelig 2 a 3 Minuter, efterat Jernbanetoget havde passeret, se 2,3 og 4 V. samt 5 og 8, jfr. 4 Dept. Det var Udhusbygningen, som først antændtes. Denne, der indeholdt Stald, Fjøs, Lade og Underlaave, laa omtrent parallelt med Jernbanelinien i en Afstand fra samme af kun 12 til 20 Alen. Det var paa Bygningens mod Jernbanelinien vendende Side, det begyndte at brænde. Paa denne Side stod Bygningen paa Grund af det nedover mod Jernbanelinien skraanende Terræn paa nogle omtrent mandshøie Stenpillarer, saaledes at der her var et aabent Rum under Bygningen. Nede paa Jorden eller Bunden i dette aabne Rum laa der endel fra Laden og Underlaaven nedfaldt Hø- eller Halmrusk, hvoraf Noget ogsaa kunde være kommet udenfor Bygningen. Da 4 V. opdagede Ilden, saa han først en liden Lue i Rusket under Bygningen, og strax efter slog Luen opover og fattede i Væggen, jfr. 2 V. og 5 Dept., som ogsaa forklare sig derhen, at Ilden uddredte sig nedenfra opover Væggen. Det maa videre ved 1, 2, 3 og 4 V.s Prov og 4 Dept.s Forklaring ansees bevist, at Vinden dengang var stærk sydlig a sydostlig, og altsaa, eftersom Udhusbygningen laa i Nordvest for Jernbanelinien, stod fra denne lige imod Udhusbygningen. Fremdeles fremgaar det af Oplysningerne, at der ikke fandtes Ildsted i Udhusbygningen, og at Ingen havde været i Nærheden af den i Tiden lige før Ildsvaaden. Fra Appellsk.s Side er vistnok anført, at vedkommende Lokomotiv var forsynet med Gnistfænger, der antoges at være fuldt betryggende, og at det ikke tidligere havde været bemærket, at dette Lokomotiv havde kastet Gnister eller Varme. Men heraf kan det selvfølgelig ikke med nogen Sikkerhed udledes, at Lokomotivet dog ikke ved nærværende Anledning har gjort dette; og de fremgaar derhos af 1 og 3 V.s Prov, at det i Aarenes Løb flere Gange har hænndt, at Græsset er blevet antændt saavel uden- som indenfor Gjærderne om Jernbanelinien, antagelig ved Gnister fra Lokomotiver. 1, 2, 3 og 4 V. sees ogsaa Alle at være af den Mening, at Ilden i nærværende Tilfælde skyldes Lokomotivgnister. At dette er Tilfældet, har efter det Hidsatte al Sandsynlighed for sig. Man kunde imidlertid ogsaa, saaledes som af 3 V. antydet, tænke sig, at Ilden er opstaaet ved, at Nogen fra Jernbanetoget af under Forbifarten har kastet fra sig en brændende Cigarr eller Lignende. Men selv om saaledes maatte have været Tilfældet, vilde det, saavidt skjønnes, ikke forandre Sagens Stilling, da det for Spørgsmaalet om Jernbanens Ansvar formentlig maa komme ud paa Et og det Samme, enten Ildsvaaden er opstaaet paa den ene eller anden Maade, naar det kun er paa det Rene, hvad jeg efter det Foreliggende maa anse det for at være, at det er fra Jernbanen Ildens Opkomst skriver sig, eller med andre Ord, at det er Jernbaneanlægget, som ved sin Drift har foraarsaget Ildsvaaden.

Selv om dette antages, mener imidlertid Appellsk., at Jernbanen efter

Side:540

vor Rets almindelige Erstatningsregler ingen Ansvarspligt har, da nogen Uforsigtighed ikke er paavist at have fundet Sted fra Jernbanens Side, hvorfor Skaden i Forhold til Jernbanen maa ansees for kasuel. Jeg finder det imidlertid ikke nødvendigt at indlade mig paa de herhenhørende Spørgsmaal, da Sagens Afgjørelse efter min Mening ikke beror paa Besvarelsen deraf.

Jeg antager nemlig, at nærværende Sag maa blive at afgjøre efter den samme Betragtningsmaade, hvorpaa den i Rt-1888-513 og flg refererede Sag «Styrelsen for Norges Statsbaner mod Ole Olsen Jahren og Auen Andreasen Jahren» blev afgjort af Høiesteret under 31 Maj f. A. Med Pluraliteten af de i den Sag Voterende mener jeg nemlig, at Bestemmelsen i §3 Litr. b i Lov angaaende Jernveie afødt xx.xx.1854 («det skal være forbudt inden en Afstand af 40 Alen at have Oplag af let ildfængende Ting, undtagen i Huse af Grundmur eller under anden ildfast Overdækning, dog saaledes osv.»), naar den sammenholdes med Lovens §4, særlig dennes sidste Punktum («Det Samme - nemlig at man ikke er pligtig til at borttage vedkommende Indretning uden mod Erstatning - «gjælder, naar Noget, der omhandles i denne eller foregaaende Paragraf, er udført paa den Tid, da en Jernveis Anlæg paabegyndes»), er at forstaa saaledes, at Oplag, der ere ældre end en Jernbanes Anlæg, ere upaavirkede af nævnte Bestemmelse i §3 Litr. b, uden forsaavidt som §4 hjemler Adgang til mod Erstatning at forlange vedkommende Bygning eller Anlæg med Indhold fjernet. Og paa den anden Side antager jeg, at den Udhusbygning, hvorom der her handles, maa ansees som et saadant Oplag, der omhandles i nævnte §3 Litr. b og §4. Bygningen indeholdt nemlig, som allerede bemærket bl. A. Lade og Underlaave, altsaa de Rum, hvori Gaardens Avling opbevaredes, og vare bestemte til at opbevares. Vistnok er der oplyst, at Avlingen paa Ildebrandstiden saagodtsom var opbrugt, idet der kun var igjen lidt Havre og Potetes, og forsaavidt kunde der siges, at der for Tiden ikke var noget Oplag der af let ildfængelige Ting. Men jeg antager med Pluraliteten i hin tidligere Sag, at, naar der handles om et paa vedvarende Benyttelse som Oplagssted beregnet Anlæg, saa omfattes dette af Lovens Udtryk «Oplag» uden Hensyn til, om de Gjenstande, som deri opbevares, for en større eller mindre Del og til sine Tider maaske endog ganske ombyttes med andre af samme Art, saa at den maaske stundimellem endog kan være ubenyttet.

Under denne min Forstaaelse af de herhenhørende Lovbestemmelser og af Lovens Udtryk «Oplag» i Anvendelse paa Udhusbygningen qv., kan jeg derfor paa ingen Maade give Appellsk. Medhold i, at Indst.s Cedent skulde have gjort sig skyldig i nogen culpa eller endog Lovovertrædelse ved at have vedblevet at benytte Bygningen som Oplagssted for sin Avling ogsaa efter Jernbanens Anlæg, uagtet Bygningen ikke var indrettet saaledes, som i fornævnte §3b foreskrevet for nye Anlæg. At den ikke var dette er nemlig fuldt paa det Rene, idet den var opført af Tømmer, og kun var tækket med almindelige Tegelsten, - over Fjøset og Stalden var der endog kun Bordtag. Tværtimod mener jeg, at Eieren var i sin lovlige Ret, naar han vedblev at benytte Bygningen som tidligere, aldenstund der ikke fra Jernbanens Side har været stillet noget Forlangende til ham om at fjerne Bygningen mod Erstatning eller overhovedet har været truffet nogen Foranstaltning til at faa undersøgt og i Tilfælde taxeret og erstattet Eieren den Skade eller Forringelse, som Eiendommen maa antages at have lidt derved, at Bygningen som Følge af Jernbanens Anlæg var blevet mere udsat for Fare ved Ildsvaade end tidligere.

Fra Appellsk,s Side er det vistnok paastaaet, at Erstatning for den større Ildsfarlighed i Virkeligheden er ydet fra Jernbanens Side, idet den

Side:541

Erstatning for «Ulempe», nemlig 20 Spd., som blev tilkjendt Gaardens Eier under Expropriationen i sin Til til Jernbanens Anlæg, skulde være fuld Valuta ogsaa for enhver fremtidig Resiko. Men, foruden at der kan være Spørgsmaal, om ikke denne Indsigelse, hvad Indst. paastaar, blev for sent fremsat i Byretten, kan det formentlig i og for sig ikke være tvivlsomt, at derved alene kan være tænkt paa egentlig «Ulempe», f. Ex. ved at Passagen mellem de forskjellige Jordstykker besværliggjordes, ok ikke tillige paa den forøgede Fare for Ildsvaade. Expropriationstaxten, der kun lyder paa «Ulempe», maatte sikkerlig have udtrykt sig anderledes, hvis derved havde været tænkt ogsaa paa eventuel Skade ved Ildsvaade.

Jeg skjønner derfor ikke rettere, end at Jernbanen i nærværende ligesom i hin ældre Sag maa siges ved Intet at have foretaget sig til Ordning af Forholdet at have paataget sig Resikoen ved, at Bygningen blev mere udsat for Ildsfare end før.

Appellsk. gjør imidlertid gjældende, at, selv om man i Almindelighed gaar ind herpaa, kan det dog ikke gjælde i nærværende Tilfælde, eftersom Udhusbygningen efter Oplysningerne maa antages at have været i væsentlig slettere Tilstand ved Ildebrandstiden, end dengang Jernbanen anlagdes; og Jernbanens Ansvar maa selvfølgelig, paastaar Appellsk., bedømmes i Forhold til vedkommende Bygnings Tilstand ved Jernbanens Anlæg. Indst. har benægtet som ubevist, at Bygningen var i daarligere Tilstand end ved Jernbanens Anlæg. Af Oplysningerne fremgaar det, at Bygningen var gammel, ialfald over 40 Aar gammel, se 1 V., og den omtales tildels som daarlig, se 2 og 4 Thingsv.; omvendt betegner dog 2 V. selve Laden som «i nogenledes god» Stand. Men at den har været daarligere eller skrøbeligere end ved Jernbanens Anlæg, bortseet selvfølgelig fra, hvad der var den naturlige Følge af, at den var bleven saameget ældre, kan jeg ikke finde bevist. Særlig forsaavidt det under Proceduren har været nævnt som en Mangel, at Gulvet i Laden var sunket noget mod den mod Jernbanen vendende Side, og at der for den herved opstaaede Aabning under Væggen kun var anbragt 3 Bord, er at bemærke, at dette Arbeide var udført for lang Tid siden, mere end 20 Aar tilbage i Tid, det er før Jernbanens Anlæg. Og forøvrigt selv om det havde været paavist, at Eieren ikke havde vist ønskelig Omhu med Hensyn til Reparation og Vedligeholdelse, indsees det ikke, at dette med Nytte kunde paaberaabes af Jernbanen, medmindre det var bevist, baade at Eieren herved havde udvist, hvad der efter Maalestokken for den Enhver paahvilende almindelige Agtsomhedspligt maatte betegnes som grov Skjødesløshed, og at det netop var at tilskrive denne Skjødesløshed, at Ildsvaaden kunde opstaa.

Et saadant Forhold mener imidlertid Appellsk. at Eieren har udvist derved. At han havde ladet Avner og andet letsængeligt Rusk blive henliggende under og ved Udhusbygningen. Og Følgen heraf maa efter Appellsk.s Mening blive, at Jernbanen, hvorledes Tilfældet forøvrigt end bedømmes, maa blive at frifinde. Men heller ikke i dette Punkt antager jeg, at Apellsk. kan gives Medhold. Jeg finder det i saa Maade tilstrækkeligt at fremhæve, at det ikke er bevist, at det anførte Rusk og Affald har været Andet eller Mere, end hvad der maa antages omtrent overalt at ville findes under og ved en Ladebygning, ialfald naar den er af Træ og gammel, saaledes som den heromhandlede. Det kan i denne Forbindelse ogsaa mærkes, at 1 V. udtrykkelig anfører, at Rusket ikke laa i store Hauger, ligesom 2 V. oplyser, at, naar Rusket tildels laa ogsaa udenfor Bygningen, skrev dette sig fra, at Hønsene paa Gaarden ofte holdt til under Bygningen, og da sparkede omkring det der liggende Rusk. Særlig, forsaavidt 1 V. har anført, at den ovennævnte Bordvæg ikke var ganske tæt, henvises til, hvad allerede

Side:542

foran er bemærket om, at Bordvæggen skrev sig fra Tiden forinden Jernbanens Anlæg; og, forsaavidt 1 V. specielt har bemærket, at et Bord i denne Bordvæg muligens kan være løsnet, er dette altfor ubestemt til, at derpaa kan bygges Noget.

Efter der Anførte antager jeg, at Jernbanen pligter Erstatning. Appellsk. mener imidlertid, at denne ialfald maatte indskrænkes til, hvad det vilde have kostet at foretage de fornødne Forandringer ved Bygningen, hvis Jernbanen i sin Tid havde fremsat Forlangende derom. Men dette er ganske uholdbart. Et er det, hvad Udgifterne ved Forandringerne, om disse paa Forlangende vare blevne foretagne, vilde have andraget til, et Andet, hvad den Skade andraget til, som er bleven en Følge af, at saadan Forføining ikke er foretagen.

Det er denne Skade, som Jernbanen formenes pligtig til at ansvare. Og den repræsenteres, saavidt skjønnes, naturlig og retmæssig af den udbetalte Assurancesum.

Jeg voterer for Byretsdommens Stadfæstelse med Ophævelse af Processens Omkostninger ogsaa for Høiesteret.

Konklusion:

Byrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

V. Scheel.

Enig:

Jonas Stenersen, J. R. Andersen, L. Birkeland.

Iøvrigt enig finder jeg imidlertid, at Appellsk. ikke bør undgaa at erstatte Indst. Processens Omkostninger for Høiesteret. Efter den af Førstvoterende citerede Høiesteretsdom afødt xx.xx.1888 i Sagen «Styrelsen for Norges Statsbaner mod Ole Olsen Jahren og Auen Andreasen Jahren» (Rt-1888-513 flg.) forekommer det mig nemlig, at det paa Forhaand maatte kunne vides, at nærværende Sags Indbringelse for Høiesteret vilde være ganske frugtesløs.

Ph. Hansteen.

Da jeg efter de foreliggende Oplysninger ikke kan være i nogen Tvivl om, at Ilden maa antages forvoldt ved Gnister fra Lokomotivet, anser jeg det ikke nødvendigt at udtale Noget om, hvilken Stilling Sagen vilde have havt, ifald Aarsagen havde kunnet antages at være den, at Nogen paa Toget uforsvarligen havde kastet noget Ildsfarligt fra sig. Da derhos de paagjældende Gaardens Bygninger som existerende før Jernbanen og, uanseet at de havde sine Mangler, vare lovlig bestaaende, saadanne som de vare, til Benyttelse for Avlingen, enten de tilfældigvis nu indeholdt Noget deraf eller ei, og noget Rusk paa Skraabakken, nedenunder ikke var Andet end, hvad Benyttelsen førte med sig, kan det efter min Opfatning forsaavidt ogsaa være ligegyldigt, enten noget egentligt «Oplag» af let ildfængende Ting som omhandlet i §3b her kan siges paa Brandtiden at have været forhaanden eller ikke, men jeg kan forresten, efter hvad der er oplyst, ikke antage, at der var noget saadant. Iøvrigt i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende, er jeg dog enig med Hr. Assessor Hansteen angaaende Omkostningerne for Høiesteret.

Ole Norbye.

Ligeledes enig med Førstvoterende paa samme Maade som Hr. Assessor Ph. Hansteen.

M. Lambrechts.

Jeg tiltræder Hr. Assessor Hansteens Forslag om Procesomkostninger for Høiesteret, hvorefter min Konklusion bliver:

Byrettens Dom bør ved Magt at stande. I Procesomkostninger for Høiesteret betaler Styrelsen for Norges Statsbaner til Brandforsikringsselskabet «Norge» 250 - to Hundrede og femti - Kroner.

V. Scheel.

Heri enig.

Jonas Stenersen.

Side:543

Ligesaa.

J. R. Andersen.

Ligesaa.

L. Birkeland.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.