Rt-1891-329

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1891-04-08
Publisert:	Rt-1891-329
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 55/1 1891
Parter:	Skifteretten i Porsgrund som Forvalter i Charles Wells juniors Konkursbo (Schweigaard ved Klingenberg) mod A. G. A. Hals (Blom).
Forfatter:	Hansteen, Thoresen, Saxlund, Scheel, Mørch, Hagerup, Lambrechts
Lovhenvisninger:	Konkursloven (1863) §49, §123, §15, §54, §62, §78, §85

Assessor Ph Hansteen: med Hensyn til de faktiske Omstændigheder, der have foranlediget nærværende Søgsmaal, Henvises til den Fremstilling deraf, som er givet i Præmisserne til den af Kristiansands Stiftsoverret under 30 Mai 1888 afsagte Dom, hvilken Fremstilling jeg altsaa vil have betragtet som en Del af mit Votum; den er saalydende:

"I 1872 begyndte Kul- og Tømmerhandler med Videre Charles Wells i Kingston upon Hull i England tillige en Tømmerhandel i Porsgrund, hvilken Forretning han lod drive ved sin Nevø Charles Wells junior, som bosatte sig i Porsgrund, tog Borgerskab der og førte Forretningen i sit eget Navn (Charles Wells junior), men i Virkeligheden for Onkelens Regning. I 1875 forlod Charles Wells junior Porsgrund, reiste tilbage til England og blev optaget som Onkelens Kompagnon; alle dennes Forretninger i Porsgrund fortsattes under Bestyrelsen af en Fuldmæktig og vedblev at føre Navnet Charles Wells junior. Dennes Borgerskab blev den 17 Mai 1881 annuleret paa Grund af, at han i de senere Aar har taget fast Bolig i England og ikke længere kunde betragtes som norsk Borger. I Slutningen af 1881 indfandt han sig i Porsgrund, og havde han da flere forfaldne Papirer, i hvilken Anledning der af en af Kreditorerne A. G. A. Hals blev tilstævnet Gjæsteret og rekvireret Konkurs. Charles Wells fik imidlertid nogle Dages Udsættelse, hvorunder han i Følge med bemeldte Hals reiste ind til Kristiania, og blev sammesteds den 5 Decbr. 1881 afsluttet en Kontrakt mellem Hals og Kristiania Bank og Kreditkasse paa den ene Side og Charles Wells junior paa den anden Side af følgende Indhold: Sidstnævntes Bo, hvis Aktiva bestaar af a) Trælastbeholdning, derunder indbefattet Tømmer i Basdragene, b) Dampsag, c) Prammer, d) Møbler, e) Heste og Kjøreredskaber, f) Arbeidsredskaber, g) Lille Ladaas Skov i Solum, h) Pantobligationer og Jernbaneaktier samt i) udestaaende Fordringer, hvilke Aktivas Værdi ansættes til 3.500, overdrages til Mathias Bauvert paa Kristiania Bank og Kreditkasse samt A. G. A. Hals's Vegne, af hvilke Føstnævntes Fordring udgjør ca. 1.650 og Sidstnævntes ca.

Side:330

2.200, saaledes at han paa Keditorernes Vegne efter bedste Evne forvalter og paa den for alle Parter fordelagtigste Maade realiserer ovennævnte Eiendele. Af hvad der ved Realisationen indkommer, udbetales efterhaanden - efterat diverse mindre Gjældsposter tilsammen ca. 3.600 Kr. Samt skyldig Tomteleie, fornødne Drifts-, Flødnings- og Arbeidsomkostninger ere dækkede - til Kreditkassen og Hals hver 50 pCt. af disses ovennævnte Tilgodehavende foruden Protest- og Sagføreromkostninger samt løbende Renter, indtil Betaling sker, og endelig Hals's Reiseudgifter i Sagens Anledning. Efterat disse 50 pCt. ere erholdte frafalder Kreditkassen og Hals ethvert videre Krav paa Charles Wells's firma i Porsgrund, hvorimod de for de resterende 50 pCt. holder sig til Firmaet i Hull, hos hvilket Firma Kreditkassen endvidere søger Dækning for 2 af ham paa Charles & Charles Wells junior trukne, men endnu ikke akcepterede Vexler, hver stor 400, forudsat at han skaffer dette Firmas Erklæring for, at samme vil dække nævnte 2 Vexler. Naar Kreditkassen og Hals af de ved Realisationen af nævnte Eiendele indkomne Penge som nævnt har erholdt 50 pCt. af sine respektive Fordringer foruden Omkostninger og Renter, overdrages Resten af Boet til James Wells af Row Church Yard, London Warehousemand til Dækning af dennes Tilgodehavende hos Charles Wells, stor ca. 7.100 og forpligter denne sig til at skaffe James Wells Erklæring for, at han antager som fuld Betaling, hvad der bliver tilovers af Boet, efterat ovennævnte Kreditorer ere dækkede i Overensstemmelse med Foranførte. Charles Wells junior frasiger sig enhver Befatning med Boet, der saaledes bliver Kreditorernes fælles Eiendom indtil Kreditkassen og Hals er dækket med 50 pCt. Netto, hvorefter James Wells bliver eneraadig over og Eneeier af Boets resterende Eiendele. I Paategning paa Kontrakten dateret 8 Decbr. 1881 og undertegnet for Charles Wells junior af Overretssagfører Bratt efter Fuldmagt, der er vedhæftet Kontrakten heder det, at da Mathias Vauvert har erklæret sig uvillig til at overtage Bestyrelsen af Boet, er man bleven enig om at overdrage Boets Bestyrelse til A. C. Hauland, der som foranført paa Kreditorernes Vegne har at forvalte og realisere Boets Eiendele. Charles Wells junior reiste herefter tilbage til England, hvor den 12 Decbr. 1881 Firmaet Charles & C. Wells junior er taget under Konkursbehandling af Fallitretten i Yorkshire, og i hvilket Bo Mr. Beichinshow er beskikket som Kurator (Trufter), hvilket Konkursdekret den 3 Febr. 1882 blev thinglæst i Porsgrund. Den 31 Decbr. 1881 indløb til Skifteretten i Porsgrund Begjæring fra Charles Wells junior af 23 samme Maaned om at tage hans Bo under Behandling som Konkursbo, men Afgjørelsen heraf blev udsat, indtil der ogsaa fra ovennævnte Kurator i det engelske Konkursbo den 2 Febr. 1882 skete Henvendelse til Skifteretten i Porsgrund om, at den af Charles Wells junior indgivne Begjæring maa blive taget tilfølge, og blev der ved Skifterettens Decision afødt xx.xx.1882 bestemt, at hans herværende Eiendele tages under Konkurs saaledes, at disse registreres, forvaltes og realiseres af Skifteretten og Udbyttet efter Fradrag af de efter Norsk Ret prioriterede og priviligerede Fordringer tilstilles Skifteretten i hans Konkursbo i England. Præmisserne til nævnte Decision udtaler, at Skifteretten ikke anser sig berettiget til efter Hr. Wells's Begjæring i Skrivelse afødt xx.xx.1881 at tage hans Bo under Behandling.

I den samtidig med Decisionen udfærdigede Bekjendtgjørelse om Konkursen opfordres Enhver, der har priviligeret eller prioriteret Fordring paa Ch. Wells herværende Eiendele til at anmelde disse inden 30 Marts 1882. De almindelige Fordringshavere, heder det videre, maa anmelde sine Fordringer i Hovedboet i England. Skiftesamling til Prøvelse af de anmeldte Fordringer blev berammet til 21 April 1882, men udsattes til 9 Mai samme Aar; i sidstnævnte Møde udsattes atter Prøvelsen til 4 Juli,

Side:331

hvorefter den foregik, dog saaledes, at den for 2 Fordringers Vedkommende udsattes indtil Videre. Senere er ingen Skiftesamling afholdt.

Imidlertid havde ovennævnte Fordringshavere, Kreditkassen og Hals, eller A. C. Hauland paa disses Vegne sat sig i Besiddelse af ovennævnte Eiendele, realiseret den allerstørste Del deraf og gjort sig betalt".

Denne Fremstilling er forøvrigt taget efter Byretsdommen i den i Rt-1887-465 flg. refererede, af Høiesteret under 29 Januar s. A. paadømte Sag: Skifteretten som Forvalter i Charles Wells jun.s Konkursbo mod Kristiania Bank og Kreditkasse.

Der blev nemlig af Skifteretten i Porsgrund anlagt tvende, om jeg saa maa sige, paralelle Sager i Anledning af de i den berørte Fremstilling omhandlede Forhold, den ene Sag ved Kristiania Byret mod Kristiania Bank og Kreditkasse, den anden Sag ved Porsgrunds Bything mod A. C. Hauland og A. G. A. Hals eller dennes Konkursbo.

Som anført blev Søgsmaalet mod Kreditkassen endelig afgjort ved Høiesteretsdommen afødt xx.xx.1887, hvorved Kreditkassen blev tilpligtet at betale til Skifteretten paa Charles Wells jun.s Konkursbos Vegne et Beløb af Kr. 5.898.58. Det blev nemlig ved denne Dom med 5 Stemmer mod 2 afgjort, at den Betaling, som Kreditkassen havde faaet, maatte anseee Skeet ved usædvanlige Betalingsmidler, og at Betalingen derhos havde fundet Sted tidligere end den 8 Decbr. 1881, hvilken Dato ikke laa 8 Uger forud for den 2 Febr. 1882, da Konkursbehandlingen var aabnet i Porsgrund.

Mod Hauland og Hals blev der efter forgjæves Forligsprøve efter Indfaldelse afødt xx.xx.1882 inkamineret Sag ved Porsgrunds Underret for en til Sagens Behandling beskikket Sættedommer den 11 Juli s. A. med Paastand om, at den Kontrakt af 5 og 8 Decbr. 1881, hvorefter Hals og Hauland havde gjort sig betalte som anført, skulde kjendes ugyldig, og at de Indst. skulde tilpligtes under en daglig Mulkt at udlevere de af dem i Henhold til Kontrakten i Besiddelse tagne Gjenstande eller in subsidium tilpligtes at udrede Værdien af de samme Gjenstande efter Skjøn af uvillige Mænd. Ved den af den bestikkede Sættedommer, Overretssagfører Flood, den 11 Marts 1884 i Sagen afsagte Dom bleve imidlertid Hals og Hauland frifundne med Ophævelse af Procesomkostningerne.

Sagen blev derefter af Porsgrunds Skifteret paa Charles Wells jun.s Bos Vegne indbragt til Kristiansands Stiftsoverret, men her blev derpaa Sagen henstaaende i Paavente af, at den forhen omhandlede Sag mod Kristiania Bank og Kreditkasse skulde faa sin endelige Afgjørelse ved dens Paadømmelse i Høiesteret.

Uanseet det Udfald, som Sagen mod Kreditkassen havde faaet ved Høiesteret, fortsattes Sagen mod Hals og Hauland ved Overretten, hvor den blev paadømt under 30 Mai 1888 med det Udfald, at de Indst. bleve frifundne for den af Porsgrunds Skifteret som Forvalter af Charles Wells jun.s Konkursbo mod dem reiste Tiltale. Processens Omkostninger for begge Retter bleve ophævede, og det Sættedommeren, Overretssagfører Flood, tilkommende Salarium bestemtes til 330 Kr., at udredes af Statkassen. Dette Resultat fik Sagen paa Grund af, at Overretten gav en efter Bestemmelsen i Konkursl.s §49 fremsat Indsigelse, der ikke havde været fremsat i Sagen mod Kreditkassen, Medhold. Overretsdommen var dog ikke enstemmig, idet et af Rettens Medlemmer havde voteret for, at Hals skulde tilpligtes at betale et Beløb af Kr. 10.474,79 og Hauland et Beløb af Kr. 829,40.

Ved Stævning afødt xx.xx.1888 er Stiftsoverrettens Dom af Porsgrunds Skifteret paa Charles Wells jun.s Vegne indanket til Hoiesteret, hvor Sagen dog nu alene angaar Indst., A. G. A. Hals, idet Stævningen ikke er bleven forkyndt for Hauland, som altsaa her for Høiesteret staar udenfor Sagen.

Side:332

Appellsk.s Paastand gaar ud paa, at A. G. A. Hals skal tilpligtes at betale til Skifteretten i Porsgrund som Forvalter af Charles Wells jun.s Konkursbos Eiendele her i Landet Kr. 10.474.79 samt Processens Omkostninger ved alle Retter.

Indst., A. G. A. Hals, har herimod taget til Gjenmæle og nedlagt Paastand om, at Stiftsoverrettens Dom stadfæstes, og at han hos Appellsk. tilkjendes Omkostninger for Høiesteret. Indst. har dog ikke her for Retten gjentaget de Indsigelser mod Søgsmaalet, som maa antages at have fundet sin Afgjørelse af Høiesteret i Sagen mod Kreditkassen, idet han her for Høiesteret kun støtter sig paa den ogsaa i de foregaaende Instantser i nærværende Sag fremsatte Indsigelse, at Søgsmaalet mod ham er for silde fremsat, nemlig længe efter Udløbet af den i Konkursl.s §49 for et saadant Søgsmaals Anhængiggjørelse foreskrevne Frist af 4 Uger efter den Skiftesamling, hvori Fordringernes Prøvelse har fundet Sted. Indst. har i denne Henseende gjort gjældende, at da der af Porsgrunds Skifteret til Prøvelse af Fordringerne var berammet Skiftesamling til Afholdelse den 21 April 1882, og da denne Skiftesamling ogsaa blev afholdt den nævnte Dato, saa maa 4 Ugers Terminen efter Konkursl.s §49 være at beregne fra denne Dag, uden at det herimod kan komme i nogen Betragtning, at den bestemte Prøvelse af Fordringerne da ikke kom til at finde Sted, men blev udsat først til den paafølgende 9 Mai, og da videre til 4 Juli næstefter, da Prøvelsen endelig foregik, undtagen for et Par Fordringers Vedkommende.

Da nu, efterat Forligsbehandling havde fundet Sted den 25 Mai 1882, Sagen først inkamineredes ved Porsgrunds Bything den 11 Juli 1882, medens der afholdtes Bytning i Porsgrund baade den 6 og 13 Juni, saa gjør Indst. videre gjældende, at skjønt, som anført, vistnok Forligsbehandlingen skede i betimelig Tid, nemlig inden 4 Uger efter Skiftesamlingen den 21 April, saa maa dog efter Forligelsesl.s §48 den Omstændighed, at Sagsøgeren har ladet over to Thing gaa hen efter Forligsbehandlingen, uden at han anhængiggjorde sit Søgsmaal, bevirke, at deite korruerer.

Appellsk. har herimod indvendt, at der i nærværende Tilfælde ikke er nogen Anvendelse for Konkursl.s §49, eftersom ingen Prøvelse af Fordringerne foregik i den til den 21 April berammede Skiftesamling.

Jeg tror imidlertid, at Indst.s Indsigelse maa gives Medholds saaledes som skeet ved den afsagte Overretsdom i Sagen, og jeg henholder mig i saa Henseende ogsaa ganske til Overrettens Begrundelse heraf. Jeg lægger nemlig en ganske afgjørende Vægt paa den Omstændighed, at Konkursl.s §49 til nærmere Betegnelse af, hvilken Skiftesamling der er ment som terminus a quo for de der foreskrevne. 4 Uger har i en Parenthes tilføiet en henvisning til Lovens §54, saaledes nemlig: - - - - "inden 4 Uger efter den Skiftesamling, hvori Fordringernes Prøvelse har fundet Sted (§54)". Nu angaar §54 ene og alene "den til Fordringernes Prøvelse berammede Skiftesamling", og naar Konkursloven i den nævnte Parenthes som anført har henvist til denne Paragraf, §54, tror jeg, at man maa antage, at Loven hermed har villet betegne, at det er den i denne § omhandlede Skiftesamling, og ingen Anden, som skal være terminus a quo for 4-Ugersterminen i §49. Det forekommer mig ogsaa, at dette i høi Grad bestyrkes ved den Omstændighed, at Konkursloven foreskriver, at den i §54 omhandlede Skiftesamling til Fordringernes Prøvelse skal bekjendtgjøres paa en særegen, ganske solen Maade, nemlig paa den Maade, som er foreskrevet for Proklamaers Betjendtgjørelse samt undtagelsesvis ogsaa ved andre nærmere bestemte Publikationer, ved hvilken Forskrift denne Skiftesamling forekommer mig at blive ganske særlig skikket til at denne et fix Udgangspunkt for en legal Termin som den i §49 nævnte, Noget, der ikke kan siges om de senere Skiftesamlinger i et Konkursbo,

Side:333

hvortil muligens, og saaledes som i nærværende Tilfælde Skeet, Fordringernes Prøvelse fra den første dertil bestemte Skiftesamling bliver udsat. Det kan let være Tilfældet, at den, mod hvem en saadan Termin skal løbe, aldeles ikke er Fordringshaver i Konkursboet eller overhoved har noget med dettes Gang og Forretninger iøvrigt at gjøre, saaledes at Vedkommende med Hensyn til de senere Skiftesamlinger vilde have vanskeligt for at følge med, og i ethvert Fald vilde man ved at lægge Vægten paa, ikke til hvilken Tid den første Skiftesamling til Fordringernes Prøvelse var berammet, men paa til hvilken Tid Prøvelsen virkelig foregik, ikke saa noget fast og Sikkert Udgangspunkt, men derimod en omvexlende, saa at sige flydende Regel, der for et Øiemed som det, hvori Terminen er sat i §49, synes mig at skulle være meget uhensigtsmæssig.

Jeg kan saaledes ikke komme til andet Resultat, end at Søgsmaalet efter Bestemmelsen i Forligelsel.s §48 sammenholdt med fornævnte §49 i Konkursloven maa korruere som for filde anlagt. Der kunde maaske tænkes gjort den Indvending mod Anvendeligheden in casu af den nævnte § i Konkursloven, at den ved Porsgrunds Skifteret foregaaede Skiftebehandling ikke kan siges at have fundet Sted i et her i Riget under Behandling staaende Konkursbo, idet Skiftebehandlingen i Porsgrund kunde siges ikke at være nogen egentlig Konkursbehandling. Men herpaa skal jeg ikke videre indlade mig, dels fordi dette ligger udenfor Proceduren, og jeg desuden anser det afgjort ved Høiesteretsdommen afødt xx.xx.1887 i Sagen mod Kreditkassen, at den norske Konkurslovs Bestemmelser fuldt ud ere anvendelige paa den nævnte i Porsgrund foregaaede Skiftebehandling i de under Charles Wells jun.s Konkursbo henhørende Affærer her i Riget. Jeg vil i denne Henseende ikke undlade at bemærke, at netop Konkursl.s §49 af en af de Voterende, nemlig I. Thomle, er berørt i hans Votum i Sagen mod Kreditkassen, se Rt-1887-475 nederst.

Efter det Anførte kommer jeg altsaa til at stemme for Stadfæstelse af Stiftsoverrettens Dom forsaavidt A. G. A. Hals betræffer.

Hvad Procesomkostninger angaar, antager jeg, at disse bør ophæves ogsaa for Høiesteret. Efter det Resultat, hvortil jeg saaledes kommer, er der for mig ikke Opfordring til at indlade mig paa nogen af Indst.s subsidiære Paastande, som jeg altsaa her forbigaar.

Konklusion:

For A. G. A. Hals's Vedkommende bør Stiftsoverrettens Dom ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

Extranordn. Assessor, Byretsassessor Thoresen: Jeg er af en anden Mening end Førstvoterende. Det forekommer mig, at den af ham hævdede Fortolkning af Konkursl.s §49 savner Hjemmel i eller er lidet forenlig med Lovens Ord. Den Del af §'en, hvorpaa det her kommer an, er saalydende: "Forsaavidt Boet i Kraft af de i §42, §43, §44, §45, §46 indeholdte Regler vil søge nogen pantsat eller afhændet Gjenstand tilbage, eller vil have noget thinglæst Dokument, hvorved Eiendom eller anden tinglig Ret er overdragen, kjendt ugyldigt, maa dets Ret mod Vedkommende, saafremt denne kan søges ved norsk Domstol, være gjort gjældende inden 4 Uger efter den Skiftesamling, hvori Fordringernes Prøvelse har fundet Sted (§54)". Disse Ord forekommer mig efter efter bogstavelige Indhold ganske tydelige, og der skjønnes ikke at være tilstrækkelig. Grund til at fravige dem. Meget mere støttes den bogstavelige Fortolkning af flere andre Bestemmelser i Konkursloven, se saaledes §62, §78, §85 og §123, som vise, at netop Fordringernes Prøvelse er et afgjørende Vendepunkt i Skiftebehandlingen. Naar man vil have, at de Ord i §49 "den Skiftesamling, hvori Fordringernes Prøvelse har fundet Sted" Skulle betyde "den til Fordringernes Prøvelse berammede Skiftesamling", saaledes som nævnt i §54, og man til Støtte herfor paaberaaber sig, at §49 i Parenthes henviser til §54, kan jeg ikke tillægge

Side:334

Henvisningen den Betydning, idet jeg opfatter den alene som en Tydeliggjørelse af, hvad der skal forstaaes ved "Fordringernes Prøvelse", hvilke Ord ere nærmere forklarede i §54. Ligeoverfor det saaledes Anførte finder jeg ikke at kunne tillægge det af Førstvoterende fremholdte Moment, at man under den af mig hævdede Fortolkning af §49 vilde savne et fast Udgangspunkt for Præskriptionens Beregning, nogen afgjørende Vægt. Jeg antager saaledes, at naar en Skiftesamling er omberammet, kan Præskriptionen først begynde at løbe fra den Skiftesamling, hvori Fordringernes Prøvelse faktisk foregaar, hvilket in casu, som anført, fandt Sted den 4 Juli 1882. Da Stævning i Sagen udtoges den 28 Juni næstfør, og Sagen blev inkamineret den 11 Juli næstefter, formenes Fordringen anhængiggjort i rette Tid. I Henhold hertil samt under henvisning til den afsagte Høiesteretsdom af 1887 i Sagen mod Kreditkassen antager jeg, at Indst. er ansvarspligtig ligeoverfor Appellsk. med Hensyn til de af ham oppebaarne, Charles Wells tilhørende Midler.

Betræffende Spørgsmaalet om Størrelsen af det Beløb, Appell. tilkommer, gjør Indst. in subsidium gjældende, at han under ingen Omstændigheder kan tilpligtes at betale mere, end hvad han i Virkeligheden har beholdt af det til ham indbetalte Beløb, nemlig Kr. 9.003,50, ikke derimod Resten af det paastaaede Beløb, der alene er Erstatning for havte Udgifter.

Jeg antager imidlertid, at han ikke kan undgaa at restituere Alt, hvad der er ham udbetalt af Wells Midler, i Henhold til den afsluttede Overenskomst afødt xx.xx.1881, der er underkjendt, og at han saaledes er skyldig at betale hele det paastævnte Beløb Kr. 10.474.79. Videre har Indst. ligeledes in subsidium gjort gjældende, at han Vaaren 1884 blev nødt til at opgive sit Bo til Konkurs, men opnaaede Akkord mod at betale 10 pCt, hvilken Akkord formenes at have forbindende Virkning for al den Gjæld, der paahvilede ham. Appell. har herimod bemærket, at det er ham udekjendt, hvorvidt omhandlede Akkord var Tvangsakkord eller Underhaandsakkord, og at han saaledes ikke kan erkjende, at den var af førstnævnte Slags. Han formener, at Spørgsmaalet om Akkordens Betydning med Hensyn til Boets Fordring hos Indst. henseet til, at Akkorden er kommet, efterat Fordringen er opstaaet, ikke kan finde sin Afgjørelse under nærværende Sag, men i Tilfælde ved den efterfølgende Exekution. Jeg antager heller ikke, saalænge der ingen Legitimation foreligger for, at Akkorden qv er en Tvangsakkord, hvilket vistnok er paastaaet af Indst., der personlig har afgivet Møde i Høiesteret for at fremføre dette, at der under nærværende Sag er Anledning til at afgjøre noget angaaende Akkordens Betydning og Virkning med Hensyn til Indst.s Forpligtelse ligeoverfor Appellsk. Spørgsmaalet om Akkordens Virkning og Betydning er saaledes efter min Mening ikke præjudiceret ved nærværende Sags Afgjørelse, men kan i Tilfælde optages paanyt paa behørig Maade saaledes som ogsaa af Appellsk. udtrykkelig erkjendt her i Høiesteret.

I Henhold til, hvad jeg saaledes har anført samt med Bemærkning, at Processens Omkostninger formentlig bør blive at ophæve ved alle Retter, er det min

Konklusion:

A. G. S Hals bør til Skifteretten i Porsgrund som Forvalter af Charles Wells jun.s Konkursbos Eiendele her i Landet betale 10.474 - ti Tusinde fire Hundrede fire og syvti - Kroner 79 - ni og Syvti - Øre. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.

Assessor Saxlund: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Jeg antager med ham, at den til Fordringernes Prøvelse berammede Skiftesamling maa danne Udgangspunktet for de 4 Uger, inden hvilke Tilbagesøgningsret efter §49 i Konkursloven skal være gjort

Side:335

gjældende. §'en henviser til §54, som alene handler om den til Fordringernes Prøvelse berammede Skiftesamling. At bortforklare denne Henvisning, saaledes som Andenvoterende har forsøgt, forekommer mig aldeles uantageligt. Andenvoterende mener nemlig, at Henvisningen blot skulde have den Betydning at vise, hvori Fordringernes Prøvelse bestod, Saaledes som denne er nærmere beskrevet i §54. Hans Læsemaade synes mig imidlertid at stride mod almindelig Ordforstand. Den kunde maaske have ladet sig forsvare, dersom Henvisningen til §54 havde staaet umiddelbart efter Ordene "Fordringernes Prøvelse", men der staar den ikke; den staar efter Ordene "hvori Fordringernes Prøvelse har fundet Sted". Henvisningen gaar saaledes ikke blot paa Fordringernes Prøvelse, men den gaar paa Præskriptionsbestemmelsen i det Hele, paa at Fordringernes Prøvelse har fundet Sted. §49 forudsætter, at Prøvelse af Fordringerne er skeet til berammet Tid, og jeg kan derfor ikke tage Ordene i §'en som betydende, at Fordringernes Prøvelse faktisk har fundet Sted. Det er med god Grund, at §49 forudsætter, at Fordringernes Prøvelse har fundet Sted til berammet Tid. Det er nemlig i §54 paabudt, at saadan Prøvelse da skal ske, og nogen Afvigelse herfra tilsteder Loven kun for det Tilfælde, at man ikke i det berammede Møde rækker til at gjennemgaa alle Fordringer. For dette Tilfælde tilsteder §57, at Skifteretten bestemmer, til hvilken Tid Forhandlingerne skulle fortsættes, uden at nogen anden Bekjendtgjørelse om Forhandlingernes Fortsættelse finder Sted end den, der ligger i Skifteforvalterens Udtalelse ved Mødets Slutning; men at slet ingen Prøvelse sker i det dertil berammede Møde, tilsteder Loven ikke. Udsættelsen saavel den 21 April som den 9 Mai var derfor efter min Mening en Afvigelse fra Lovens Paabud, men en saadan Uregelmæssighed kan fornuftigvis ikke brage tilfølge for Præskriptionsbestemmelsens Virksomhed. Jeg skjønner ikke andet, end at Henvisningen i §49 til §54 bliver aldeles betydningsløs, naar den ikke forstaaes paa den af Førstvoterende og mig antagne Maade. Og hensees til Lovgrunden, forekommer det mig næsten utænkeligt, at Lovgiveren skulde have villet gjøre Præskriptionsbestemmelsen afhængig af, at Prøvelse af Fordringerne faktisk havde fundet Sted. Der handles nemlig her om en Præskriptionsbestemmelse vedrørende Trediemand; denne har Krav paa at saa Kundskab om den bestemte Tid, efter hvilken han kan være tryg for ikke at være udsat for Søgsmaal. Bekjendtgjørelse om Tiden for Prøvelse af Fordringer vedrører ogsaa Trediemand, og Bekjendtgjørelsen skal være udfærdiget efter Reglerne i Konkurslovens §15. Udsættelse af Skiftesamling har derimod Trediemand Intet at bestille med; saadan sker ikke efter Bekjendtgjørelse i Henhold til Lovene §15. Skulde det være tilladt at udsætte Prøvelsen af Fordringerne i det Uendelige med den Virkning, at Tiden for Adgangen til Tilbagesøgning hos Trediemand ikke var begyndt at løbe, synes det mig, at Præskriptionen efter Loven bliver rent betydningsløs, saa at sige til Intet. Selv efter Forløbet af Aar kunde da Trediemand være udsat for Tilbagesøgningssøgsmaal, og Præskriptionsbestemmelsen vilde efter min Mening i saa Fald være ganske forfeilet. Nogen Pligt til at underrette sig om, hvad der passerer i hver enkelt Skiftesamling i et Bo, har Trediemand ikke. Hvad han har at holde sig til, er den Bekjendtgjørelse som er skeet til Almenheden i det Hele. Jeg vil endnu tilføie med Hensyn til Forstaaelsen af Henvisningen i §49 i Konkursloven, at jeg skjønner ikke, hvad Henvisningen skulde betyde, dersom den kun tilsigtede at udtale, hvori Fordringernes Prøvelse bestaar efter §54; det forekommer mig, at Henvisningen saaledes forstaaet er ganske intetsigende.

Assessor Scheel: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Andenvoterende.

Extraordn. Assessor, Sorenskriver Mørch: Ligesaa.

Side:336

Extraordn. Assessor, Pofessor Dr. Hagerup: Jeg bygger min Afgjørelse i denne Sag paa en noget anden Betragtning end af de foregaaende Voterende fremhævet. For mig er det Afgjørende, at Udaangspunktet for den i Konkursl.s §49 omhandlede Præskription overhoved ikke i nærværende Tilfælde kan regnes fra den Prøvelse alene af de "priviligerede og prioriterede Fordringer", som har fundet Sted her. Jeg skal bemærke, at ved Skiftedecisionen afødt xx.xx.1882 er det ligesaalidt som ved Høiesteretsdommen afødt xx.xx.1887 afgjort, at der her i Riget skal finde en særegen Konkursbehandling Sted. Meget mere udelukker Skiftedecisionens Præmisser bestemt denne Forstaaelse af Decisionen. Det heder der, "at den norske Skifterets Stilling og Forfold til Opbyderens Bo i England nærmest maa opfattes og bedømmes i Analogi med det Forhold, som opstaar, naar en norsk Borger har Eiendele i forskjellige Jurisdiktioner her i Landet, og Hjemstedets Skifteret forlanger Assistance af disse Jurisdiktioners Skifteretter". Og Førstvoterende i den anførte Høiesteretssag, mod hvis Bemærkninger ingen af de øvrige Voterende, som vare enige med ham, kan sees at have gjort nogen Indvending, gaar bestemt ud fra, hvad heller ikke i sig selv er tvivlsomt, at der efter Forordningen afødt xx.xx.1793 §1 ikke er Adgang til her i Riget at aabne en Særkonkurs over Midler, tilhørende en i Udlandet bosiddende Person. Hvad der ved nævnte Decision og Høiesteretsdom er afgjort, er da alene: at den engelske Konkursbehandling skal udstrække sine Virkninger ogsaa til Konkurskyldnerens her i Riget værende Midler, at det skal bedømmes efter norsk Lovgivning, hvad der skal henhøre under disse Midler, og at til de Bestemmelser, hvortil der herunder bliver at tage Hensyn, ogsaa maa regnes Konkurslovens Omstødelsesregler. Denne Forudsætning anser jeg mig ogsaa i mit Votum bunden ved. Men herved er ikke afgjort, hvorledes disse Omstødelsesregler i hver Retning i Anvendelse paa udenlandsk Bo blive at fortolke. Selv den af Førstvoterende anførte Ytring i Rt-1882-475 gaar ikke videre end til at forudsæt, at ogsaa §49 i Konkursloven kan blive at anvende; men hvorledes ved denne Anvendelse Udgangspunktet skal beregnes, naar der er Tale om et Konkursbo i Udlandet, derom er under Voteringen i den nævnte Høiesteretssag ikke faldt nogen Ytring, end sige nogen Afgjørelse, og i denne Retning anser jeg mig derfor ved mit Votum ganske ubunden. Med Hensyn til Fortolkningen af den nævnte § maa jeg nu gaa ud fra, at den ved "Skiftesamling til Fordringernes Prøvelse" alene har sigtet til den Prøvelse, som finder Sted i Hovedboet og er bestemt til at omfatte samtlige Fordringer. Det bliver formentlig klart ikke alene af Henvisningen til §54, der kun handler om en saadan Prøvelse, men ogsaa deraf, at den Prøvelse, som i nærværende Tilfælde har fundet Sted her i Riget af de priviligerede og prioriterede Fordringer, ikke danner noget organisk og regelmæssigt Led af en saadan Behandling af en udenlandsk Skyldners herværende Midler. Det er ikke nogetsteds i Lovgivningen foreskrevet, at en saadan Prøvelse af disse Fordringer skal finde Sted; vi har overhoved ingen Lovregler derom, og det er i Forhold til Lovgivningen ganske vilkaarligt og tilfældigt, at Skifteretten i dette Tilfælde har givet dig til at foranstalte en Prøvelse af disse Fordringer. Hvorvidt dette overhoved er stemmende med en rigtig Anvendelse af de konkursretslige Regler, skal jeg ikke udtale mig om, men det er sikkert, at Skifteretten kunde have indrettet sig saaledes, at den uden Videre havde sendt de herværende Midler over og henvist ogsaa de priviligerede og prioriterede Fordringshavere til at anmelde sine Fordringer i det engelske Bo; her i Riget behøvede der ikke at have været Tale om nogen Prøvelse, end ikke af de priviligerede og prioriterede Fordringer. Isaafald vilde ligefuldt Alt, hvad der er afgjort og forudsat ved den tidligere Høiesteretsdom, have fundet fuld Anvendelse. Lovens Omstødelsesregler vilde lige fuldt have

Side:337

været anvendelige, men man vilde da ikke havde kunnet anvende §49 i Konkursloven, saaledes at man fik et Udgaangspunkt for den der omhandlede Præskription i nogen her i Riget truffet Foranstaltning Hvorvidt nu §49 i Anvendelse paa udenlandske Forhold er saaledes at forstaa, at Udgangspunktet for Præskriptionens Løb regnedes fra en Prøvelse, foretaget i det engelske Konkursbo, i Hovedboet, finder jeg det overflødigt at udtale mig om; det ligger udenfor Proceduren, og derom er Intet oplyst. Jeg finder det i hvert fald klart, at man gaar udenfor Loven ved at opstille den Prøvelse, der her i Riget har fundet Sted, som Udgangspunkt for Præskriptionen. Naar det forøvrigt af Førstvoterende er bemærket, at en Betragtning som den, hvorpaa jeg bygger min Afgjørelse, ogsaa ligger udenfor Proceduren, saa forholder dette sig vistnok saa. Parterne ere her for Skranken gaaede ud fra, at der, forsaavidt de i nærværede Tilfælde overhoved kan være Tale om Præskription, denne alene kunde beregnes fra en Prøvelse, som har fundet Sted her i Landet, men dette er da efter min Opfatning en urigtig Forudsætning om Lovens Forstaaelse, som ikke kan binde Domstolene.

Med Hensyn til Størrelsen af det Beløb, som Indst. har at tilsvare, angaaende Spørgsmaalet om Akkordens Indflydelse samt Procesomkostningerne, tiltræder jeg hvad Andenvoterende har anført, og paa de foran angivne Præmisser falder da ogsaa min Konklusion sammen med hans.

Justitiarius Lambrechts: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Andenvoterende. Med Hensyn til det Hovedspørgsmaal, hvorom der her i Voteringen er Dissents, skal jeg bemærke, at det visselig maa erkjendes at være meget tvivlsomt. Tingen er efter min Mening den, at man her staar ligeoverfor et ganske ulovbestemt Tilfælde. Konkursl.s §49 forudsætter, at Fordringernes Prøvelse finder Sted i den dertil berammede Skiftesamling, og at saa sker, er visselig det Regulære, ligesom det selvfølgelig er Skifteforvalterens ligefremme Pligt saavidt muligt at paase og giennemføre, at dette sker. Men naar det i et enkelt Tilfælde enten af absolut tvingende Nødvendighedsgrunde eller af stærke Hensigtsmæssighedsgrunde sker, at Fordringernes Prøvelse ikke foregaar i den dertil berammede Skiftesamling, men at Omberammelse finder Sted og Fordringernes Prøvelse udsættes, hvad skal saa gælde med Hensyn til Terminen efter §49? Det forekommer mig da mest stemmende med Ordene og Dispositionen i §'en, at man istedetfor den fra først af berammede Skiftesamling sætter den Skiftesamling, hvori Fordringernes Prøvelse faktisk paabegyndes. Med Hensyn til, hvad der af Professor Hagerup er anført, skal jeg ogsaa tillade mig nogle Bemærkninger. Efter min Mening ligger det ligefrem i Høiesteretsdommen af 1887, at det i nærværende Sag omhandlede Forhold ved det Passerede og navnlig ved den upaaankede Skiftedecision er bragt under Paavirkning af norsk Konkurslovgivning, videre at Skifteretten i Porsgrund efter Sagens processuelle Stilling er anseet kompetent til Anlæg af Sag til Omstødelse af den i nærværende Tilfælde foreliggende Retshandel, samt endelig at Spørgsmaalet om Omstødeligheden skal løses efter den norske Konkurslovgivnings Bestemmelser. Til disse Bestemmelser maa do efter min Mening ogsaa henregnes §49 angaaende Betimeligheden af Omstødelsessøgsmaals Anlæg. Den upaaankede Decision afødt xx.xx.1882 bestemmer Konkursbehandlingsopgjør for visse Fordringer (prioriterede og priviligerede), og i Konkursindkaldelse af samme Dato er der berammet en Skiftesamling til Prøvelse af saadanne Fordringer. Den Termin, som man fra Fordringernes Prøvelse skal hente, maa formentlig derfor blive den af Skifteretten i Porsgrund anordnede. Hvorvidt man efter engelsk Ret vilde have nogen tilsvarende Termin, er ganske i det Blaa. Som allerede af Førstvoterende og ligeledes af professor Hagerup bemærket, ere begge parter her i Høiesteret ligefrem enige om, at den kritiske Termin er Skiftesamling i Porsgrund

Side:338

til Fordringernes Prøvelse og ikke nogen tilsvarende Akt i England. Afgjørende i og for sig er, som af Professor Hagerup anført, dette vistnok ikke, men det fortjener dog efter min Mening stærkt at akcentueres.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Andenvoterendes Konklusion.