Rt-1891-374

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1891-04-11
Publisert:	Rt-1891-374
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.Nr. 62/1 1891
Parter:	Norges Banks Filialafdelning i Bergen som Kreditor i Handelsfirmaet Lyder Bentzons Konkursbo (T.E.B. Heiberg) mod Bergens Privatbank (Platou).
Forfatter:	Saxlund, Thoresen, Ph. Hansteen, Scheel, Mørch, Hagerup, Justitiarius Lambrechts
Lovhenvisninger:	Konkursloven (1863) §119, §91, Konkursloven (1863)

Assessor Saxlund: I Lyder Bentzons Konkursbo i Bergen havde Bergens Privatbank tilgode ca. 250,000 Kr. i anerkjendte Fordringer. I dette Beløb har Privatbanken i Henhold til Konkurslovens §119 paastaaet sig berettiget til at likvidere et Beløb af Kr. 4053.55 med paaløbne Renter, som det samme Bo ved Konkursens Aabning havde indestaaende i Banken paa Opsigelsekonto, saa at Afkortning først sker i den Del af Bankens Fordring, hvorfor ingen anden Sikkerhed haves. Boets Bestyrer benægtede den paastaaede Ret, men ved Bergens Skifterets Decision afødt xx.xx.1888 blev Bergens Privatbanks Paastand tagen tilfølge, idet Banken kjendtes berettiget til i sin Fordring paa Boet at afkorte Kr. 4053.55 med paaløbne Renter, paa saadan Maade, at Afkortningen først sker i den Del af Bankens Fordring, for hvilken ingen anden Sikkerhed eller Endossent haves. Denne Decision har Administrationen for Bankafdelningen i Bergen i Henhold til Konkursl.s §91, idet Bankafdelningen er større Kreditor i Boet, ved Stævning afødt xx.xx.1888 paaanket til Høiesteret, hvor Appellsk. har nedlagt Paastand om, at Indst., Bergens Privatbank, kjendes uberettiget til at bringe Handelsfirmaet Lyder Bentzons Konkursbos Indskud paa samme Banks Opsigelseskonto Kr. 4053,55 med Renter fra 12 Marts 1887 til Likvidation ligeoverfor dens Fordring i Boet i Anledning af dettes Vexel- og Endossementsforpligtelser til Banken, samt at Appellsk. tilkjendes Procesomkostninger for Høiesteret. Bergens Privatbank har

Side:375

ladet møde og paastaaet, at den afsagte Decision stadfæstes, og at Indst. hos Appellsk. tilkjendes Processens Omkostninger for Høiesteret.

Konkursl.s §119 bestemmer, at «Enhver, der skylder Penge til et Konkursbo, kan deri afkorte, hvad han har at fordre i Boet, uden Hensyn til Fordringens og Modfordringens Beskaffenhed forøvrigt, saafremt Fordringen enten af Fordringshaveren selv eller af den, efter hvem han ved Arv er kommen i Besiddelse af samme, var erhvervet inden Konkursens Aabning». At den heromhandlede Fordring var erhvervet inden Konkursens Aabning, er paa det Rene, og jeg skjønner ikke rettere, end at den nævnte Lovbestemmelse ligefrem er anvendelig paa Tilfældet. Appellsk. har forment, at Diskontovirksomhed paa den ene Side, hvoraf Bankens Fordring antaes at være opstaaet, og Indskud i Banken paa den anden Side er to forskjellige Virksomheder, mellem hvilke ingen Forbindelse kan siges at existere, og at der derfor ikke kan være Spørgsmaal om, at Banken kan fordre Likvidation for Indskudet i sin Fordring paa Boet. Men dette Argument forekommer mig at være aldeles betydningsløst. Det kommer efter Konkurslovens citerede Bestemmelse ikke an paa, hvorfra Fordringen eller Modfordringen skriver sig eller deres Beskaffenhed; Betingelsen for den ubetingede Adgang til Likvidation er blot, at der haves en Modfordring, og dette er, forekommer det mig, Tilfældet i denne Sag. Appellsk. har videre forment, at det skulde være en stiltiende Forudsætning Parterne imellem, at Likvidation ikke skulde finde Sted. Men ligesom ingen udtrykkelig Aftale i saa Henseende er paaberaabt, er heller ikke nogensomhelst Oplysning tilveiebragt, som tyder paa, at nogen saadan Forudsætning skulde have været tilstede. Appellsk. har fremdeles paaberaabt sig en Høiesteretsdom afødt xx.xx.1889, refereret i Rt-1890-171. Men denne Dom angaar et Tilfælde, som er meget forskjelligt fra det, som nærværende Sag gjælder. Der handledes i hin Sag om en Forpligtelse hidrørende fra Grundfondforskrivelse, hvis Hensigt var at stille Publikum en Garanti for, at Banken skulde opfylde sine Forpligtelser; det var en Forpligtelse, som var stiftet, før Banken traadte i Virksomhed, og maatte siges at være stilet nærmere til Almenheden og Bankens Kreditorer end til denne selv. I nærværende Sag handles derimod om Forpligtelser, som ere indgaaede, efter at Banken havde begyndt sin Virksomhed, og saavel Fordring som Modfordring hidrører ligefrem fra, hvad der hører Bankens Forretning til.

Det forekommer mig derfor klart, at Indst. har Ret, naar han paastaar, at den begjærede Likvidation har Medhold i den citerede Lovbestemmelse, og Sagen forekommer mig i saa Henseende saa klar, at jeg finder, at Appellsk. bør tilpligtes at erstatte Indst. Processens Omkostninger for Høiesteret.

Konklusion:

Den paaankede Decision bør ved Magt at stande. I Procesomkostninger for Høiesteret betaler Norges Bank Filialafdelning i Bergen til Bergens Privatbank 200 - to Hundrede - Kroner.

Extraordn. Assessor, Byretsassessor Thoresen: I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Ph. Hansteen: Iøvrigt enig tror jeg dog, da det forekommer mig, at det for Forretningsverdenen kan være af Interesse at faa det under Sagen omhandlede Spørgsmaal afgjort ved Høiesteretsdom, at Processens Omkostninger i nærværende Tilfælde bør ophæves.

Assessor Scheel: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Extraordn. Assessor, Sorenskriver Mørch: Ligesaa

Extraordn. Assessor, Professor Dr. Hagerup: Ligesaa.

Side:376

Justitiarius Lambrechts: Ligesaa. Jeg skal for mulig Fuldstændigheds Skyld tillade mig en kort Bemærkning. Appellsk. har som efter dets Mening afgjørende for sig paaberaabt, at Forudsætningen mellem en Bank og Indskyderne i samme er, at vedkommende Indskyder til enhver Tid kan betragte og benytte sit Indskud som Kontanter. I hvilken Grad denne Betragtning under regulære Forhold har sin Gyldighed, er Noget som i nærværende Sag ikke behøver at afgjøres. Naar det som in casu er kommen til Konkurs paa en af Siderne, har, saavidt jeg skjønner, den anførte Betragtning ingensomhelst Anvendelse eller Betydning.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.