Rt-1897-340
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1897-02-25 |
| Publisert: | Rt-1897-340 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 28 1ste Session d. A. |
| Parter: | Johan Christiansen Verpens Dødsbo (Aage Schou) mod det Kongelige Forsvarsdepartement paa Statskassens Vegne (Johannes Bergh). |
| Forfatter: | Motzfeldt, C. Hansteen, Roll, Birkeland, Reimers, Justitiarius Lambrechts 11-11 |
| Lovhenvisninger: | Norske Lov (1687) 5- |
Extraordin. Assessor, fhv. Statsraad Motzfeldt: Angaaende nærværende Sags Gjenstand og faktiske Omstændigheder henviser jeg til den af Kristiania Overret under 25 Juni 1894 afsagte Dom. Ved denne blev Forsvarsdepartementet frifundet for Joh. Christiansen Verpens Bos Tiltale og Omkostningerne for Underret og Overret ophævet; den befalede Sagfører, Adv. Ingar Nilsen, blev der tilkjendt i Salar 600 Kr. af Statskassen.
Ved Underretsdom, afsagt den 9 Novbr. 1891 af Sorenskriveren i Lier, Røken og Hurum med Meddomsmænd, var Forsvarsdepartementet med Ophævelse af Processens Omkostninger dømt til at betale «Johan Christiansen Verpens Dødsbo Erstatning efter Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa Forsvarsdepartementets Bekostning, for den Skade, der ved Anlægget af Jetteen i Drøbaksund er forvoldt Boets Eiendomme Gaards-No. 56, Br.-No. 3 Kongsdelen og Gaards-No. 53, Br.-No. 15 Verpen ved Forringelse af det til samme hørende Fiskeri og ved besværliggjort Adgang for den dertil hørende Havn».
Denne Dom var dog afsagt under Dissents, idet tre af Meddomsmændene stemte for det anførte Resultat, medens Sorenskriveren og den fjerde Meddomsmand voterede for Forsvarsdepartementets Frifindelse.
Overrettens Dom er af Joh. Christiansen Verpens Dødsbo indbragt for Høiesteret, hvor der af Boet er nedlagt saadan Paastand:
«At Indst., det Kgl. Forsvarsdepartement paa Statskassens Vegne, tilpligtes at betale Citantsk., Joh. Christiansen Verpens Dødsbo af Hurum, Erstatning efter Skjøn, optaget paa det Offentliges Bekostning for den Skade, der ved Anlægget af Jetteen i Drøbaksund er forvoldt Citantsk. og dets Hjemmelsmænd som Eiere af Gaards-No. 56, Br. No. 3 Kongsdelen og Gaards-No. 53, Br.-No. 15 Verpen, saavelsom for den Værdiforringelse, der ved Anlægget er tilføiet de nævnte Eiendomme med Renter af Erstatningsbeløbet fra Indkaldelsen til Forligelseskommissionen, samt Processens Omkostninger for Høiesteret».
Forsvarsdepartementet har paastaaet Overrettens Doms stadfæstet samt sig tilkjendt Procesomkostninger ved Høiesteret, derunder Salar til Regjeringsadvokaten.
Jeg kommer til samme Resultat som Overretten.
Appellsk. sees at paastaa Erstatning for den Værdiforringelse, der ved Anlægget af Jetteen skal være tilføiet saavel dets Makrelfiske som dets Skibshavn.
Sagens første Spørgsmaal bliver da, om det er godtgjort, at Anlægget af Jetteen har bevirket noget Tab paa Appellsk.s Makrelfiskeri og Havn. Og forsaavidt dette Spørgsmaal besvares bekræftende, bliver det at afgjøre, om det Offentlige pligter at svare Erstatning derfor.
Hvad det første Spørgsmaal angaar, er det vistnok godtgjort, at Makrelfisket ved Verpen i den senere Tid er aftaget ganske betydeligt. Men det er samtidig oplyst, at Makrelfisket i Løbet af de sidste 20 Aar i ganske overordentlig Grad er aftaget saavel i hele Kristianiafjorden baade indenfor og udenfor Drøbaksund som langs Kysten helt rundt Lindesnes lige til
Side:341
Stavanger. Og jeg kan ikke finde det fyldestgjørende godtgjort, at denne Nedgang i Fisket i Kristianiafjorden ovenfor Drøbak har været procentvis eller forholdsvis større paa Vestsiden, - og det er jo der alene Jetteen kan antages at have virket -, end paa Østsiden eller overhovedet større end længere ude i Fjorden.
Oplysninger staar her mod Oplysninger og Paastande mod Paastande, saavel fra de afhørte Vidner som fra de Sagkyndige, hvis Erklæringer er indhentet. Jeg henviser herom til Førstvoterendes Redegjørelse herfor i Overrettens Dom forsaavidt angaar de til den Tid tilveiebragte Oplysninger. Og de senere tilveiebragte Oplysninger have heller ikke for mig bragt dette Spørgsmaal til Klarhed.
Appellsk., der paastaar Erstatning, maa jo utvivlsomt have Bevisbyrden for, at Skade er lidt, og naar det ikke har fyldestgjort denne Bevisbyrde, maa Følgen heraf blive, at der ingen Erstatning kan tilkjendes det. Det vilde ogsaa efter min Mening, selv om Jetteen skulde antages i nogen Grad at have medvirket til Nedgangen i Makrelfisket ved Verpen, være aldeles umuligt for Høiesteret saaledes at begrændse Skjønsthemaet og for Skjønsmændene at afgive sit Skjøn paa saadan Maade, at Appellsk. kun fik Erstatning for det enkelte Aarsags-Moment ved Nedgangen i Fisket, der i Tilfælde skyldtes Jetteen, og ikke for hele den Nedgang i Makrelfisket, der overhovedet havde fundet Sted og skyldtes ganske andre Aarsager. At der vilde fundet overmaade stærk Nedgang Sted ligesaavel i Verpens Makrelfiske som andetsteds, selv om ingen Jettee var anlagt, er jo utvivlsomt. Og hvormeget større denne i Tilfælde er blevet ved Jetteen, anser jeg det for omtrent umuligt for nogen at bestemme. Selv om Jetteen skulde antages i nogen Henseende at være hinderlig for Makrellens Opgang eller Indsig i Vestfjorden, - og alene herom handler de fremkomne Oplysninger, - er der dog mener jeg, Grund til at antage, at endel Makrel sandsynligvis gaar over Jetteen og endel passerer gjennem de to ved Jetteen anbragte Aabninger. Det er derhos paa den anden Side ikke urimeligt under denne Forudsætning at antage, at Makrelfisket ved Verpen under Makrellens Udsig paa Grund af Jetteen vil være større, end om Jetteen ikke havde været, idet den, om den overhovedet er hinderlig for Makrellens Vandring, vil kunne standse dens Udsig ligesaavel som dens Indsig.
Mere behøver jeg ikke at anføre for at begrunde mit Resultat. Men jeg vil tilføie, at selv om Skade var bevist at være tilføiet Verpens Makrelfiskeri ved Anlægget af Jetteen, er efter min Mening det Offentlige ikke derfor erstatningspligtig. Jeg kan til Begrundelse heraf henvise til, hvad der af Anden- og Tredievoterende i Overretten er anført. Verpens Eneret til Makrelfiske paa Stedet bestaar efter min Opfatning alene deri, at Eieren er eneberettiget til der at trække Vad og følgelig kan hindre andre fra at tage Makrel ved at trække Vad paa hans Grund. Men han kan ikke gjøre Erstatningsansvar gjældende, fordi den Makrel, der vilde søge hen til hans Strand, middelbart paavirkes gjennem andre lovlige Foranstaltninger paa et andet nærmere eller fjernere Sted, og saaledes kommer frem i mindre Masser. Han kan saaledes f. Ex. ikke hindre Fiskere fra at lægge sig paa Søen i Nærheden af eller umiddelbart udenfor hans Strand for at fiske eller gjøre Dampskibe ansvarlige for, at de under sin Fart skræmmer Makrellen fra at komme under Land. Og er Appell.s Ret ikke større, saa har han ikke større Ret end enhver anden Fisker, der har været vant til at fiske Makrel eller anden Fisk blot fra Baad, til at kræve Erstatning, om Jetteen
Side:342
bevirker, at Makrel eller anden Fisk nu kommer ind i den indre Fjord i mindre Antal eller til andre Tider end før. Der handles jo her kun om Saltvandsfiske i Havbugter.
Hvad angaar den af Appellsk. paastaaede Erstatning for Skade, som ved Jetteanlægget skulde være tilføiet hans Skibshavn, saa finder jeg denne Paastand endnu mindre begrundet end Paastanden om Erstatning for tabt Makrelfiske. Jeg kan forsaavidt henvise til Overrettens Begrundelse. Den Indtægt, Appellsk. har havt af Havnen, er i mine Tanker end mere prekær og afhængig af de tilfældige, til enhver Tid forhaandenværende Omstændigheder end Indtægter af Makrelfisket.
Jeg finder, at der efter Omstændighederne er Grund til at ophæve Processens Omkostninger for Høiesteret.
Konklusion:
Overrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.
Assessor C. Hansteen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
Assessor Roll: Jeg kan ikke være enig med de foregaaende Voterende, hvad Spørgsmaalet om Erstatning for Fisket angaar. Ved Hovedvidnerne, navnlig de under Sagens første Session førte Vidner, støttet som disse maa siges at være ved Erklæringer fra Prof. Sars, Fiskeriinspektør Buvig og Kapt. Dannevig, anser jeg det for godtgjort, at Makrellens Indsig i den til Verpen stødende Vestfjord hindres ved Jetteen, og at som Følge deraf Verpen mister omtr. 14 Dage af den første og bedste Fisketid. Heraf flyder, at der uanseet Makrelsfiskets Nedgang i Kristianiafjorden indenfor Drøbak overhovedet er paaført Eieren af Verpen Tab, og jeg kan ikke forstaa andet, end at dette Tab direkte skyldes Jetteen. Jeg finder videre, at den Eneret til at fiske med vad udenfor sin Strand, som Verpen er oplyst at have, maa betragtes som en Eiendomsherlighed ganske i Lighed med den eneret, der efter den almindelige Lov tilkommer Eierne langs Indsøer og Elve til Fiske udenfor deres Strand. Naar der fra det Offenliges Side træffes Foranstaltninger, der ødelægger eller formindsker saadan Eiendomsherlighed, maa formentlig det Offentlige yde Erstatning. Dette stemmer, saavidt jeg har kunnet erfare, ogsaa med Retspraxis, og jeg vil i saa Henseende særskilt henvise til den i Rt-1892-401 indtagne Høiesteretsdom, der angaar en Sag, som efter mit Skjøn frembyder stærke Analogier med nærværende.
Hvad Spørgsmaalet om Erstatning for Tab af Indtægt ved Havnen angaar, er jeg derimod enig med de foregaaende Voterende. Tabet her vilde i Tilfælde maatte betegnes som en altfor afledet Følge af Jetteens Anlæg, og desuden er, saavidt jeg har kunnet opfatte det, Aarsaagsforbindelsen mellem Jetteens Anlæg og Nedgangen i Brugen af Havnen som Oplagshavn ingenlunde bragt paa det Rene.
Jeg kommer saaledes til det Resultat, at jeg maa votere for, at det Offentlige tilpligtes at betale Appell. Erstatning for den Verpen Eiendom tilføiede Skade paa Fiske efter Skjøn, optaget paa det Offentliges Bekostning. Jeg kan erkjende, at et saadant Skjøn vilde frembyde ganske betydelige Vanskeligheder; men derved kan jeg dog ikke afholdes fra at henvise Sagen til Skjøn, og jeg antager, at det maatte lade sig gjøre at begrændse Skjønnet paa en saadan Maade, at man ikke vilde resikere, at det vilde løve ud i en urimelig Konklusion.
Da jeg af den foreløbige Konference ved, at jeg befinder mig i Minoritet,
Side:343
anser jeg det imidlertid ufornødent nærmere at formulere noget Domsforslag.
Processens Omkostninger for Høiesteret antager jeg med de foregaaende Voterende bør ophæves.
Extraordin. Assessor, Advokat Birkeland: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende, idet jeg dog fortrinsvis lægger den afgjørende Vægt paa Sagens retlige Side, at Erstatning ikke kan pligtes in casu, selv om Skade ved Jetteen for Makrellens Indsig har stor Sandsynlighed for sig.
Extraiordin. Asessor, Sorenskriver Blom: Jeg er enig med Hr. Assessor Roll.
Assessor Reimers: Jeg er i Resultatet enig med Førstvoterende, men finder det ufornødent at udtale mig om, hvorledes Erstatningsspørgsmaalet retslig vilde have stillet sig under Forudsætning af, at det kunde ansees godtgjort, at Tilbagegangen i Makrelfisket ved Verpen skyldes Jetteens Indflydelse paa Fiskens Opgang i Vestfjorden. For mig er det for mit Resultat tilstrækkeligt, at jeg med Førstvoterende ikke kan finde fyldestgjørende Bevis i saa Henseende ført fra Verpens Side; og det er denne Eiendom eller dens Eier, hvem Bevisbyrden her paahviler.
Justitiarius Lambrechts: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. En Sidebetragtning, der trækker til samme Resultat, er for mig ogsaa det, at der her er Tale om en Foranstaltning af Staten i Forsvarsøiemed, der ikke direkte okkuperer noget af den angivelig Skadelidendes Grund eller direkte træder i Kollision med nogen af hans Eiendomsrettigheder.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.
Af Overrettens Dom hidsættes:
Hvad angaar det paastaaede Tab af Indtægt af den til Indst.s Eiendomme hørende Havn bemærkes, at det efter de foreliggende Oplysninger, hvoriblandt 2 her for Retten fremkomne Erklæringer synes at forholde sig saa, at Havnen er mindre søgt af Fartøier end tidligere. Hvorvidt Aarsagen hertil er den, som Indst. formener, at Jetteen er til Hinder for, at ialfald større Fartøier kan stikke lige ud Fjorden fra Verpen eller den af Appellantsk. antydede, at den væstentligste Grund til at søge Havn i Drøbaksund, nemlig at man der hindredes mindre af Is end længere inde, formentlig nu er bortfaldt, efterat Isbrydningen er sat igang over hele den indre Fjord, ansees det nu ufornødent at afgjøre. Man kan nemlig under enhver Omstændighed ikke erkjende, at Indst. har noget Krav paa at faa det omhandlede Tab godtgjort af det Offentlige. Det maa i denne Henseende bemærkes, at hvad Indst. klager over, ikke er, at Havnen ved Jetteanlægget skulde være blevet mindre god eller dens frie Benyttelse paa nogen Maade hemmet. Indst.s Besværing gaar alene ud paa, at Jetteen afholder fremmede Fartøier fra at søge hen til Havnen og derved berøver Eieren Afgiften for dennes Benyttelse. Men skulde dette Tab kunne kræves godtgjort af Appellantsk. som Jetteens Opfører, maatte med samme Grund snart sagt enhver anden Handling eller Foretagende, der i sit Resultat virkede som Motiv for Fartøier, der ellers vilde lagt op i Indst.s Havn, til at foretrække andre Havne, medføre Erstatningspligt for dem, der havde sat Foretagendet iværk. Herpaa vilde vel imidlertid ingen gaa ind. Det siger sig ogsaa selv, at Eieren af Verpen alltid har maattet være forberedt paa, at den heromhandlede Indtægt vilde kunne formindskes eller ophøre. Dette vilde ske, saasnart Fartøierne af hvilkensomhelst Grund, for hvilken de ikke behøvede at gjøre Rede, ikke længere fandt sig tjent med at benytte Indst.s Havn.
Side:344
Efter hvad der er anført vil Sagens Udfald saaledes blive, at Appellantsk. helt frifindes for den reiste Tiltale. Processens Omkostninger antages at burde ophæves saavel ved Under- som ved Overret.
Fr. Dop.
Andenvoterende, Assessor Lie kan efter de fremkomne Oplysninger om Jetteens Høide og Bygning ikke komme fra, at Jetteen ialfald i nogen Grad er hinderlig for Makrellens Opgang og at den - ialfald for en Del ved Siden af den almindelige Aftagen af denne Fiskeart i Kristianiafjorden - er Aarsagen til den indtraadte Formindskelse i Fisket for Indst.s Eiendom. Derimod antages det, at det vil være at strække de almindelige Regler om Erstatningspligt for langt og at kunne lede til betænkelige Følger, hvis der i nærværende Tilfælde skulde tilstaaes Indst. Erstatning. Adgang til Fiskeri i Havet eller i Saltvandsfjord er ikke paa saadan Maade nogen Ret for Landets Borgere, at ikke disse maa finde sig i de Indskrænkninger deri, som det Offentlige i det Almindeliges Interesse paabyder; det Offentlige har ikke krænket nogen Privatmands Ret, naar det benytter sin lovlige Adgang til at spærre Seilløbet paa Vestsiden af Kaholmen. Selv om det antages, at Indst. har en Eneret - med Udelukkelse af andre - til Makrelfiske for Verpens Grund, er dog Udøvelsen af denne Eneret bundet af Forudsætning om, at der virkelig kommer Makrel tilstede og han er, trods denne Eneret, pligtig at finde sig i de almindelige Foranstaltninger, som det Offentlige maatte paabyde f. Ex. i Havnevæsenets eller Fiskeriets Interesse ved Forbud mod Fiske paa visse Lokaliteter eller til visse Tider. I Konklusionen er jeg enig med Førstvoterende.
C. Lie.
Tredievoterende, Assessor Knap er enig med Andenvoterende. Den Eneret til Saltvandsfiske for sin Grund som muligens tilligger Verpens Eier, er ikke ensbetydende med Ret til at kræve, at ingen nogensteds ved nogen Foranstaltning skal bevirke, at der kommer mindre Fisk i Vandet over Verpens Grund end før. Fiskemængden maa alltid have været ubestemt og tilfældig, afhængig af saavel Naturforholde som menneskelige Foretagender udenfor vedkommende Grund, og denne Resiko maa enhver Grundeier formentlig bære, naar hine Foretagender i og for sig ere lovlige og berettigede. Her i Sagen foreligger Antydninger til, at Fiskere ved Færder og Jomfruland driver sit Fiskeri til ganske stor Skade for Fiskeriet i den indre Fjord, men at de dertil skulde være uberettigede og derfor være erstatningspligtige, vil neppe nogen antage, selv om de ved sit Fiske tog alt fra det Indre af Fjorden. Om Forholdet med Hensynet til Laxefiske er et andet, skal Tredievoterende ikke udtale sig om. Det anførte gjælder kun med Hensyn til alt i Almindelighed frit Havfiske. L. 5-11-11 kan ikke forstaaes saaledes, at den in casu skulde være afgjørende.
Joh. Knap.