Rt-1900-753
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1900-07-07 |
| Publisert: | Rt-1900-753 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 135 1ste Session s. A. |
| Parter: | Otto Robsahm & Ko. (Adv. Killengreen) mod Sypige Beda Bedstrøm (Adv. Flood beskikket). |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: | Vasdragsloven (1887) §41, Granneloven (1887) §12, §44 |
Ved Dom, afsagt af Kristiania Byret den 15 April 1899, blev saaledes kjendt for Ret:
«Indst., Otto Robsahm & Ko., bør til Cit.inden, Sypige Beda Bedstrøm, betale Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn, optaget paa Indst.s Bekostning, for den Skade, som er Cit.inden forvoldt ved, at hun den 9 August 1895 blev overkjørt af en Indst. tilhørende hest med Vogn, tilligemed 4 af Hundrede i aarlig Rente af Skjønsbeløbet fra 27 Februar 1896 til Betaling sker.
Processens Omkostninger ophæves. Den for Cit.inden befalede Sagfører, Adv. Flood, tilkjendes i Salar 400 Kroner, som udredes af Statskassen».
Med Hensyn til Sagens faktiske Omstændigheder henvises til nysnævnte Doms Præmister (Indtagen i Rt-1899-409 flg).
Denne Dom er af Otto Robsahm & Ko. ved Stevning afødt xx.xx.1890 indanket til Høiesteret, hvor Sagen i Henhold til Lov afødt xx.xx.1891 og senere Tillægslove er udgaaet til skriftlig Behandling.
Af Appell. er nedlagt saadan Paastand:
At Appell. Otto Robsahm & Ko. frifindes for Indst. Beda Bedstrøms Tiltale i denne Sag og tilkjendes Sagsomkostninger for Byretten og Høiesteret».
Af Indst., der ogsaa ved Høiesteret er forundt fri Sagførsel, er nedlagt saadan Paastand:
«At Byrettens Dom stadfæstes, at Appell. ilægges Sagsomkostninger ved Høiesteret, og at der tilstaaes den for Indst. beskikkede
Side:754
Sagfører et paasende Salarium for Sagens Udførelse ved Høiesteret, hvilket i ethvert Fald paastaaes udredet af Statskassen».
Høiesteret er med Byretten enig i, at der ikke er Grund til at antage, at der ved den ovennævnte Leilighed er udvist nogen Uforsigtighed fra Indst.s Side, og man finder med Byretten heller ikke, at der er noget at lægge Appell. eller dennes Kjørekarl tillast med Hensyn til Hestens Benyttelse i Almindelighed i Byen eller den Maade, hvorpaa Kjørselen ved omhandlede Anledning foregik. Den indtrufne Ulykke hidrører saaledes fra Omstændigheder, hvorfor ingen af Sagens Vekommende bærer nogen Skyld. Byretten har imidlertid, som det vil sees, antaget, at Erstatningspligten i et Forhold som det foreliggende, indtræder uafhængig af de almindelige civilretlige Regler om culpa. Heri kan Høiesteret ikke være enig. Nogen positiv Lovbestemmelse, der skulde medføre et saadant videregaaende Ansvar, kan her ikke anføres. Navnlig findes N.L. 6-10 ikke at kunne paaberaabes for Byrettens Resultat, idet den heromhandlede Overkjørsel efter Høiesterets Mening ikke kan siges foranlediget af Dyrets egen Drift, medens dette antages at være Forudsætningen for den i de nævnte Lovbestemmelser etablerede Ansvarspligt, eller ikke kan man her paaberaabe sig den gjennem Retspraxis (navnlig Høiesteretsdomme i Rt-1874-145 flg., Rt-1875-330 flg. og Rt-1889-642 flg.) anerkjendte Sætning om en af positiv Lovhjemmel uberoende mulig Ansvarspligt for Udøverne af Bedrifter, der medfører en særlig og nærliggende Fare for, at Skade derved vil paaføres Andre. Ved denne Retspraxis maa det ansees fastslaaet, at Udøveren af en saadan Bedrift, selv om Udøvelsen maa ansees retmæssig, og selv om han har udvist al den Omhu, som efter Omstændighederne kan kræves, ogsaa uden positive Lovbud vil kunne blive erstatningspligtig for Trediemand paaført Skade. Denne Sætning maa fremdeles ansees som gjældende, uanseet, at den i de Anvendelser, som omfattes af de nævnte Domme, senere er bleven overflødiggjort ved Lovgivningsmagtens Indgriben (se Vasdragslov afødt xx.xx.1887 §41 og §44, Naboeiendomslov afødt xx.xx.1887 §12 flg.). Men Sætningen gjælder kun om Bedrifter af den nævnte særlige Beskaffenhed. Den kan efter Høiesterets Mening ikke anvendes paa en saa almindelig og (naar Agtsomhed vises) saa lidet farlig Ting som det at benytte en i sig selv feilfri Hest til Kjørsel i en Bys Gader. Her maa vor Rets almindelige Regel komme til Anvendelse, hvorefter Skadeserstatningspligt alene indtræder, saafremt der fra nogen Vedkommendes Side enten foreligger ond Villie eller er vist Mangel paa pligtmæssig Omtanke eller Forsigtighed.
Efter dette vil Appell. blive at frifinde for Indst.s Tiltale. Sagens Omkostninger findes efter Omstændighederne at burde ophæves. Salariet for den for Høiesteret betalede Sagfører, Adv. Flood, hvis Procedure har været forsvarlig, vil blive at udrede at Statskassen.
Et af Rettens Medlemmer, der slutter sig til Flertallets Konklusion, men ikke helt kan tiltræde den i saa Henseende givne Begrundelse, finder i den Anledning at burde bemærke følgende:
Den almindelige Regel etter vor Retsforfatning med Hensyn til Skadeserstatningspligt er, at saadan alene indtræder, hvor der fra nogen Vedkommendes Side enten foreligger ond Villie eller er vist Mangel
Side:755
paa pligtmæssig Omtanke og Forsigtighed. Ellers gjælder det som Regel, at Ingen svarer for hændelig Skade, der bliver der, hvor den rammer. Hvor Lovgivningen i enkelte Tilfælde har statueret noget modsat (se saaledes L.s 5-8-1, 6-10-4), da maa dette ansees som Undtagelser fra nysnævnte Regel. Men at statuere et saadant Undtagelsestilfælde ogsaa med Hensyn til Skade, hidrørende fra Heste, hvormed Kjørsel i en By finder Sted, paa Grund af den med saadan Bedrift forbundne Fare for Publikum, hvilket Byretten synes at antage, skjønnes ikke tilstrækkelig begrundet. Om man end vil gaa ud fra, at Udøvelse af en Bedrift af særlig farlig Beskaffenhed medfører en exceptionel Erstatningspligt - en Lære, hvorfor der iøvrigt kun i enkelte specielle Tilfælde haves positiv Lovhjemmel, men som det ansees ufornødent i sin Almindelighed nærmere at drøfte -, kan det dog ingenlunde medgives, at saadan Kjørsel, som under nærværende Sag omhandlet, skulde kunne henføres til de Arter af Bedrift, der medfører en særlig Fare for Almenheden. Vilde man antage dette, vilde Konsekvenserne vanskelig kunne overskues. Man kunde formentlig med ligesaa megen Føie henføre f. Ex. Ridning paa Hest eller Bicykle, Skiløbning, Skøiteløbning, Kjælkeagning, Lystseilads til de særlig farlige Bedrifter, der i Tilfælde medførte ubetinget Erstatningspligt, og Spørgsmaalet om det mere eller mindre farlige vilde paa denne Maade udelukkende komme til at bero paa et Skjøn, idet der favnes ethvert juridisk Holdepunkt ved Sagens Afgjørelse. At dette vilde fremkalde stor Retsusikkerhed, siger sig selv.
I Henhold til det Anførte afsiges saadan
Dom:
Appell., Otto Robsahm & Ko., bør for Indst., Beda Bedstrøms, Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger for Byretten og Høiesteret ophæves. Den for Indst. for Høiesteret befalede Sagfører, Adv. Floods Salarium anfættes til 180 - et Hundrede og otti - Kroner, der tilligemed det ham for Sagens Udførelse ved Byretten tilkommende Salarium udredes af Statskassen.