Rt-1906-97

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1905-11-29
Publisert:	Rt-1906-97
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 78/2 1905
Parter:	Værkseier A. L. Thune (Adv. Lous) mod Grosserer Carl Krogh (Adv. Seip.)
Forfatter:	Skattebøl, H. Scheel, Motzfeldt, Vogt, Blom, Hallager, Justitiarius Løchen
Lovhenvisninger:	Vasdragsloven (1887) §2, §3, §7, Vasdragsloven (1887)

Extraordinær Assessor, Skifteforvalter Skattebøl: Efter forgjæves anstillet Forligsmægling saagav Værkseier A. L. Thune ved Stevning, der faldt irette den 20 Oktober 1900, Grosserer Carl Krogh og nedlagde efter Sagens Deduktion saadan Paastand:

«At Indstevnte tilpligtes under en passende Tvangsmulkt at borttage den ved Kathrinelund No. 118 Drammensveien, foretagne Udfyldning i Frognerkilen udenfor den under kartforretning afødt xx.xx.1877 for Eiendommen angivne søndre Grænselinie samt at betale Citanten Processens Omkostninger».

Sagen blev paadømt af Kristiania Byret med Meddomsmænd den 3 December 1902 med det Udfald, at Grosserer Krogh blev frifundet for Thunes Tiltalte i Sagen og Processens Omkostninger ophævet.

Denne Dom er af Værkseier Thune ved Stevning afødt xx.xx.1903 paanket til Høiesteret, hvor af Appellanten er nedlagt saadan Paastand:

1. At den mellem Kjelbæk, G.-No. 3, Br.-No. 29 i Aker og No. 118 Drammensveien i Kristiania liggende Søgrund, for sidstnævnte Eiendoms Vedkommende indtil den i Kartforretning afødt xx.xx.1878 angivne Grænse for det faste Land, bliver at dele mellem begge Eiendomme efter den Regel, at hvert Punkt tilhører den nærmest liggende Strand.

2. At Indstevnte, tilpligtes at betale Appellanten Processens Omkostninger ved Høiesteret».

Indstevnte har paastaaet Byrettens Dom stadfæstet og sig tilkjendt Procesomkostninger for Høiesteret.

Side:98

Angaaende Sagens faktiske Sammenhæng henviser jeg til Byretsdommens Præmisser.

Efter denne Doms Afsigelse er der ikke erhvervet nye Oplysninger.

Ved at sammenholde den for Underretten nedlagte Paastand med den for Høiesteret nedlagte vil det erfares, at Sagen foreligger i en noget anden Skikkelse for Høiesteret, end den havde ved Underretten. Medens Appell. ved Underretten paastod, at Krogh urettelig havde udestængt Appell.s Eiendom fra dens tidligere Beliggenhed som frit stødende til Frognerkilen, og medens han derfor paastod Indst. tilpligtet at borttage den ved Kathrinelund No. 118 Drammensveien foretagne Udfyldning i Frognerkilen udenfor den under Kartforretning afødt xx.xx.1877 for Eiendommen angivne søndre Grænselinie, saa hævder Appell. nu, at den Grund, som Indst. har paafyldt sønderfor nævnte Linie, er Søgrund og som saadan undergivet den Regel, at ethvert Punkt af denne tilhører det faste Land, som det ligger nærmest. Han mener, at en Del af det paafyldte Stykke ligger nærmest Appell.s faste Land, og som Følge heraf hævder han videre, at fra det paafyldte Stykke maa Indst. tilpligtes at borttage, hvad der er paafyldt den Del af Stykket, som tilhører Appellanten; med andre Ord, han optager ikke Paastanden om, at han har en Færdselsret over den af Indst. opfyldte Grund, men indskrænker sig til at paastaa vindiceret den Del av Grunden, som han mener tilhører ham.

Det første Spørgsmaal, som forekommer til Løsning, er efter min Opfatning dette, hvorvidt Stykket qvæstionis kan betegnes som Søgrund.

Jeg mener, at dette Spørgsmaal maa besvares bekræftende. Alle de foreliggende Oplysninger peger i den Retning, at Frognerkilen, som er en Bugt af Søen, i ældre Tid har gaaet længere indkilen, som er Bugt af Søen, i ældre Tid har gaaet længere indover, altsaa nærmere op mod den Linie, hvor Drammen-Kristiania-Jernbanen nu ligger. Men jeg bortser herfra og holder mig alene til det omhandlede Stykke, det vil sige Stykket sønderfor den paa Bykartet af 1877 optrukne rødstribede Linie, og holder mig, forsaavidt det opfyldte Stykke angaar, til Oplysningerne, saaledes som disse fremtræder navnlig i Vidnernes Prov. Forholdet synes mig da at være det, at dette Stykke ved lav Vandstand ligger tørt og ved høi Vandstand og middels Vandstand er overfyldt af Vand, - ved middels Vandstand dog kun i ringe Grad. Efter dette mener jeg som anført, at det maa betegned som Søgrund; regulær Landgrund kun det i ethvert Fald ikke kaldes.

Det næste Spørgsmaal bliver da, hvorvidt der i Henseende til Eiendomsretten til dette Stykke skal opstilles den Regel, som antages at gjælde for Søgrund eller den Regel, som ifølge Lov om Vasdragene afødt xx.xx.1887 §2 gjælder, hvor to Eiendomme støder til og adskilles ved Elv eller Bæk. Det er paa det rene, at Frognerelven løber ud mellem Eiendommene Kathrinelund og Kjelbæk. Den nederste eller sydligste Del af Appell.s Eiendom som ligger tværs overfor Stykket qvæstionis, er, efter hvad der synes at være in confesso, en Del af det regulære faste Land. Det samme gjælder en Del af den søndenfor liggende Parcel, tilhørende Frognerkilens Fabrik. Forholdet er altsaa det, at ved denne Del af Frognerelven er der almindelig Landgrund paa den høire eller vestre Side, medens der er Søgrund paa den modsatte, og Tvisten mellem Parterne dreier sig altsaa om hvorvidt Eiendomsretten til dette Stykke skal undergives den Regel,

Side:99

som ved den i Rt-1878-782 refererede Høiesteretsdom er fastslaaet for Søgrund, hvilket hævdes af Appell., eller om man skal følge Reglen i Vasdragslovens §2.

Underretten har, som det sees, sluttet sig til den sidste Opfatning, og jeg tiltræder den og tiltræder Underrettens Begrundelse herfor.

Jeg vil imidlertid herved intet have udtalt om, hvorledes Forholdet vilde have været at bedømme, hvis der havde været Spørgsmaal om et Areal længere ude i Søen, hvor det kunde være mindre let at paavise Elvens Løb og Elvens Leie. Men her hvor Elvens Løb, saavidt jeg forstaar, er tydelig betegnet ikke alene ved en Rende - jeg henviser herom til Kontravidnernes Prov - men ogsaa ved Bred paa den vestre Side, mener jeg, det er naturligt at fastslaa, at der mellem Eiendommene er en ved Elven bestemt betegnet Grænse, og jeg antager derfor, at det for saadanne Forhold ved Vasdragslovens §2 givne Regel maa komme til Anvendelse. At denne Opfatning er rigtig, at man med andre Ord her har med en Elv og et Elveløb at gjøre, finder jeg bestyrket ved flere af de Dokumenter, som er benyttede under Sagen. Jeg henviser i saa Henseende til en Skyldsætning afødt xx.xx.1845, hvor Kjelbæks Grænse mod øst er angivet ved Frognerelven, til en Kjøbekontrakt afødt xx.xx.1873, hvor Kjelbæks Eier, idet han afhænder en Del af Eiendommen, under Punkt 3 erklærer, at han forbeholder sig Ret til Elven og under Punkt 4, at han forbeholder sig fri Adgang til fra sin Brygge udover langs Elven at passere over til «Dronningen», - fremdeles til en Skyldsætning afødt xx.xx.1873 og et Skjøde af 6 Mai s. A., hvor ogsaa Frognerelven angives som Kjelbæks Grænse.

Efter det Resultat, jeg saaledes er kommen til, finder jeg det ligesom Underretten ufornødent at udtale mig om Indstevntes subsidiære Indsigelse gaaende ud paa, at der skulde være en Kontraktmæssig Forpligtelse for Appell. til at finde sig i den Opfyldning, som af Indst. er foretaget.

Jeg vil votere for, at Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

Konklusion:

Byrettens Dom bør ved Magt at stande.

Extraordinær Assessor, Byretsassessor, Dr. H. Scheel: Jeg kommer til samme Resultat som Førstvoterende og kan i det væsentlige tiltræde hans Begrundelse. Hvad der for mig har staaet meget tvivlsomt, er det Spørgsmaal, om man efter de foreliggende Oplysninger kan gaa ud fra, at Frognerelven ogsaa forbi det omhandle nu opfyldte Stykke Søgrund fortsatte sit Løb i en saavidt konstant Retning og i en saavidt udpræget Rende, at man kan sige, at det var Elven, som fortsatte ogsaa udenfor det Punkt, hvor den tidligere Strandlinie paa den østre Side passeres og langs Appells. Eiendom. Men jeg er dog særlig under Hensyn til de af Førstvoterende paaberaabte Vidneprov forsaavidt kommen til samme Resultat som denne. At Elvens Vandforsyning for Tiden er forholdsvis ubetydelig, mener jeg, at man ikke kan lægge synderlig Vegt paa, da det er oplyst, at dette væsentlig skyldes Kommunens Vandindtag fra Sognsvandet, hvorigjennem fra Begyndelsen af 80-Arene udtoges det mangedobbelte af den Vandmængde, som efter den Tid løber videre i Elven. Men naar

Side:100

man gaar ud fra dette faktiske Forhold, at der kan paavises en udpræget Rende, hvorigjennem Elvevandet flyder videre ogsaa forbi den omhandlede Søgrund, og naar Forholdet er det, at denne Søgrund ved lavt Vand ligger tør, saaat der endogsaa for Øiet ikke er nogen væsentlig Forskjel udenfor og indenfor Strandlinien, mener jeg, at det er sproglig fuldt berettiget at tale om Elv ogsaa for denne Stræknings Vedkommende. Jeg kan med Hensyn til Sprogbrugen ogsaa henvise til de af Førstvoterende nævnte Dokumenter. Men under disse Omstændigheder mener jeg, at Vasdragslovens §3 ligefrem her kommer til Anvendelse, og jeg finder, at Regelen ogsaa i denne Anvendelse er praktisk begrundet. Hvor der findes en saadan konstant Rende for Elvevandet udover Søgrunden, vil der jo i Almindelighed ikke af nogen Grundeier kunne disponeres over denne Rende paa samme Maade, som over den øvrige Søgrund. Selv om Renden i sin Helhed tilfalder den ene Grundeier, vil han ikke fylde den eller paa anden Maade stænge for Vandets Løb. Heller ikke kan han stænge for Færdsel, hvis saadan der kan foregaa, eller for Fisk, mere end han i Elv kan anbringe saadant Stængsel, og han vil derfor heller ikke kunne nyttiggjøre sig den Grund, som efter en anden Delingsregel maatte kunne tilfalde ham paa den anden Side af Renden, saaledes som den anden Grundeier, der har Adgang til at bruge den i umiddelbar Forbindelse med sin Landgrund. Jeg skal ogsaa nævne, at hvis det er i en Indsø, at en Elv strømmer ud paa en saadan Maade som her forudsat, kan der jo ingen Tvivl være om, at det er Regelen om Gjenboer paa modsatte Sider af Elv og ikke Regelen om Grænsen mellem Naboer paa samme Landside, som kommer til Anvendelse. Og jeg finder ikke, at der kan paavises nogen rimelig Grund til, at Forholdet skulde være et andet, hvor Elven strømmer ud i Havet.

Selv om man ikke anser Regelen i Vasdragslovens §2 som ligefrem anvendelig, mener jeg derfor, at i ethvert Tilfælde Betingelserne for en analogisk Anvendelse helt ud er tilstede. Hvorledes Forholdet kan stille sig, hvor Elven over Søgrunden ikke har noget konstant eller udpræget Løb, eller hvor Elverenden omgives af Søgrund, som til enhver Tid er dækket af Vand, derpaa finder jeg det ikke under nærværende Sag paakrævet nærmere at indlade mig.

Assessor Motzfeldt: Jeg er i det væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende paa samme Maade som Hr. Assessor Scheel.

Extraordinær Assessor, Sorenskriver Vogt: I det væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Blom: Jeg er enig med Førstvoterende paa samme Maade som Hr. Assessor Scheel.

Extraordinær Assessor, Expeditionschef Hallager: Ligesaa.

Justitiarius Løchen: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

Byrettens Dom er saalydende:

Ved Udløbet af Frognerelven, som nedenfor Majorstuen og indtil sit Udløb i Frognerkilen danner Grænsen mellem Kristiania og Aker, ligger paa Østsiden i Byen Eiendommen No. 118 ved Drammensveien, Kathrinelund, tilhørende Grosserer Karl Krogh, og paa Vestsiden i Aker Eiendommen Kjelbæk, Gaards-No. 3 Brugs-No. 29, som eies af Værkseier A. L. Thune, og nedenfor denne Eiendom ligger en Del af den Frognerkilens Fabrik tilhørende Grund. Forinden Thune i 1898 kjøbte Kjelbæk (af Enkefru v. Ditten), havde Krogh paa sin ligeoverfor liggende

Side:101

Eiendom foretaget en Del Opfyldning udover fra sin Eiendoms tidligere Vandlinie - angivet som dens søndre Grænselinie under Kartforretning afødt xx.xx.1877 ved Strøgets Indlemmelse i Byens Territorium (Lov afødt xx.xx.1877) og tillige betegnet ved en i Elvebredden anbragt Bygrænsesten - mod syd i Retning af Frognerelvens Løb samt i Eiendommens hele Bredde. Herved blev den synbare Elvebred forlænget paa Bysiden saa langt, som Kjelbæk strækker sig paa Akerssiden.

Da Thyne ved denne Opfyldning mente, at Krogh urettelig havde udestængt hans Eiendom fra dens tidligere Beliggenhed som frit stødende til Frognerkilen, medens den efter Kroghs Opfyldning af den østenfor liggende Strand alene støder til Frognerelven og kun ved en smal Kommunikation har Forbindelse med Søen, har han efter forgjæves prøvet Forligsmægling ved Stevning af 24 September, iretteført ved Extraret paa Aastedet den 20 Oktober 1900 sagsøgt Grosserer Krogh, som han paastaar under passende Tvangsmulkt tilpligtet at borttage den ved Kathrinelund, No. 118 Drammensveien, foretagne Udfyldning i Frognerkilen udenfor den under Kartforretning afødt xx.xx.1877 for Eiendommen angivne søndre Grænselinie samt til at betale Citanten Processens Omkostninger.

Indstevnte har paastaaet sig frifunden og tilkjendt Sagomkostninger hos Citanten.

Som allerede ovenfor antydet er Citantens Hovedbetragtning den, at da Indstevntes Eiendom i 1877 ved offentlig Foranstaltning blev opmaalt og kartlagt, laa dens søndre Grænselinie, altsaa Eiendommens Afslutning mod Frognerkilen, adskillig høiere oppe ved Elven paa Bysiden, end Apotheker Dittens og senere Citantens paa Akerssiden. Denne laa derfor paa det Punkt, hvor Indstevntes Eiendom hørte op, i direkte Forbindelse med Frognerkilen og Havet, da Elveleiet maatte ansees ophørt der, hvor en af Bredderne ikke mere existerede, og afløst af Søen. Ved Opfyldning havde Indstevnte nu forlænget Elveleiet paa Bysiden til det Punkt, hvor Citantens Eiendom Sluttede mod Elven, og derved berøvet denne Eiendom dens tidligere uhindrede og aabne Forbindelse med Frognerkilen. Herved var der paaført Citanten betydelig Ulempe, idet han var blevet forhindret fra som paatænkt at benytte den paagjældende Del af sin Eiendom til Anlæg af Bedding for større Fartøier (indtil af 220 Fods Længde).

Det er efter de under Aastedsbefaringen gjorte Iagtagelser saavelsom efter de under Sagen irettelagte Karter tilfulde oplyst, at det forsaavidt forholder sig som af Citanten anført, at Indstevnte i Tiden omkring 1896-98 har opfyldt udenfor den paa Kartet af 1877 aflagte Grænselinie saa langt nedover i Elvens Retning, at Opfyldingen strækker sig omtrent lige saa langt paa Bysiden som Citantens Eiendom paa den anden, og at Frognerkilens Vand ikke nu direkte kan naa op til Citantens Eiendom, men kun gjennem den for Elveløbet fornødne Rende staar i Forbindelse med denne.

Den Omstændighed, at Indstevnte ved sine Foranstaltninger har forlænget Elvebredden paa sin Side og tilføiet Citanten saadan Ulempe som af denne paastaaet, er imidlertid i og for sig og som et blot og bart faktisk Forhold selvfølgelig ikke tilstrækkelig til at paadrage Indstevnte noget Ansvar overfor Citanten og nogen Pligt til at borttage den iværksatte Opfyldning. Dertil kræves først og fremst, at Indstevnte efter vor i disse Forhold gjældende Ret maa ansees for ved sine Opfyldninger at have handlet ulovlig. Havde han derimod tilstrækkelig retslig Beføielse til at handle, som han har gjort, kan dette ikke paadrage ham noget Ansvar overfor Citanten, selvom denne finder sine mulige Planer om Skibsverft m.v. krydsede af Indstevntes Optræden.

Hvad vor nu gjældende Ret angaar, er det ved Vasdragsloven afødt xx.xx.1887 §2 afgjort, at Grænsen mellem Parternes Eiendomme dannes ved Midtstrømslinien («Djupaalen») i Frognerelven, og man antager, som nærmere nedenfor vil blive omhandlet, at denne Grænselinie fortsætter sig ogsaa i Elvens Udløb

Side:102

i den ved Elveløbet dannede Rende eller Fordybning, saalænge denne Fordybning omgives af Grund, som endnu maa antages at være privat Eiendomsret undergivet. Og over denne Grændse, altsaa vestenfor Frognerelven, er der, saavidt oplyst under Sagen, ikke foretaget nogen Opfyldning af Indstevnte. Det er mod syd, at Indstevnte har ladet opfylde, og Sagens Hovedspørgsmaal bliver derfor, hvor hans Eiendomsgrænse kan antages at være paa denne Kant, thi har han kun fyldt op paa sin egen Grund, kan dette ikke paadrage ham noget Ansvar overfor Citanten, saalænge denne ikke godtgjør at have en særlig Ret, en negativ Servitut, som berettiger ham til at forbyde Indstevnte at fylde paa sin egen Grund, eller at der skulde være Lovbestemmelser af saadant Indhold, navnlig da i Lovgivningen om Naboretsforholdene.

Det sees af ældre Karter, at Indstevntes Eiendom søndenfor, hvor Drammensjernbanen nu gaar, i Løbet af det 18 og i første Halvdel af det 19 Aarhundrede kun for en forholdsvis Ubetydeligheds Vedkommende har existeret som tørt Land. Ved Eiendommens Indlemmelse i Byen i 1877 og dens derved foranledigede Opmaaling var dens Vandlinie formentlig ved i Tidens Løb stadig fortsat Opfylding, dog kommet et ganske godt Stykke længere mod Syd, nemlig ca. 86 Meter fra Jernbanesporets Midte. Hertil har Citanten erkjendt Indstevntes Berettigelse til at opfylde; men den senere Opfylding udenfor den i 1877 i Kartforretningen angivne Vandlinie er efter Citantens Opfatning ulovlig og maa kunne forlanges fjernet. Det er i denne Henseende allerede paafaldende, at det jo er paa Grund af en i Forhold til de heromhandlede Eiendomme og dens indbyrdes Forhold ganske tilfældig og udenfra tiltrædende Begivenhed, nemlig Byterritoriets Udvidelse i 1877 og Bestemmelsen i Lov 12 Mai 1877 §3 om de nye Bydeles Opmaaling, som overhovedet foranledigede, at Taxtforretningen dengang blev afholdt og Eiendommens Grænse mod syd paa Maalebrevet aflagt der, hvor dens Vandlinie netop dengang var beliggende. Var Indlemmelsen skeet tidligere f. Ex. ved Loven afødt xx.xx.1857 (den forrige Byudvidelse), vilde et dengang optaget Maalebrev formentlig have udvist en adskillig længere mod nord beliggende Sydgrænse overenstemmende med Eiendommens daværende Vandlinie. Dette viser formentlig tilstrækkeligt, at medens de paa Maalebrevet angivne Linier for Eiendommens Begrænsning mod vest, nord og øst er sande Grænselinier, idet Eiendommen her støder sammen med fremmed Eiendom, og derfor uforanderlige, saa kan dette ikke være Tilfældet med dens Begrænsning mod syd, idet Kartet alene angiver, hvor Eiendommens Vandlinie netop befandt sig paa den Tid, Opmaalingen tilfældigvis fandt Sted. Der skulde ved denne Anledning kun optages et Landkart; hydrografiske Arbeider laa naturligvis ganske udenfor disse Opmaalingers Ramme, og det var derfor en given Sag, at Kartet mod syd blot kunde optage Eiendommen, forsaavidt den hørte til Byens landfaste Territorium; Kartets Begrænsning af Eiendommen mod syd, hvor den paa Kartet ikke sees at mødes med Grund, som eies af andre, kan Retten derfor i Overensstemmelse med Kartforretningens hele Formaal ikke betragte som andet, end en faktisk Angivelse af, hvor Eiendommen som Grundstykke eller Tomt i almindelig Forstand dengang endte mod Frognerkilen. Men maa det saaledes erkjendes, at Maalebrevet af 1877 ikke ved den angivne Begrænsning af Citantens Eiendom mod syd har havt til Hensigt eller været istand til ogsaa at angive Citantens Eiendomsgrænse paa denne Kant, bliver det nødvendigt at undersøge, hvor denne Eiendomsgrænse da maa være at finde.

Herom skal man bemærke, at Indstevntes Eiendom paa Sydsiden støder umiddelbart til Frognerkilen, en Arm af den større Kristianiafjord, og dens Grænse mod Frognerkilen maa derfor blive at bestemme efter, hvad der maa antages at gjælde om de faste Eiendomme, der støder til Havet. Der har for disses Vedkommende ikke hos os hersket Tvivl om, at Eiendomsretten over Grunden ikke ophører

Side:103

allerede der, hvor den støder til Havet, altsaa med Vandlinien, men at Eiendomsretten ogsaa strækker sig over den af Havet beskyllede Grund et vist Stykke udover. Hvor langt Eiendomsretten strækker sig udover Vandlinien, er vistnok et i visse Retninger noget tvivlsomt Spørgsmaal; men i det foreliggende Tilfælde synes de foreliggende faktiske Forhold at være af saa enkel Beskaffenhed, at Svaret hverken er vanskeligt at finde eller synderligt tvivlsomt. Under Henvisning til den nyeste Fremstilling af dette Emne i Dr. Scheels Forelæsninger over norsk Tingsret 1 Hefte (Kria. 1901) Side 40-41 og de der citerede Lovbestemmelser, Retsafgjørelser og Forfattere, antager man at kunne gaa ud fra, at Grænsen gaar saa langt udover som til «Marebakken» eller «Molbakken», forstaaet som det Dyb, hvor man ikke længere kan faa Fodfæste i Bunden under almindelig lav Vandstand. Selv om der ikke til denne Grændse kræves en saavidt stor Dybde som 2 Meter, er det imidlertid efter de foreliggende talrige Vidneprov tilstrækkelig godtgjort, at det Terrain, som af Indstevnte er opfyldt søndenfor den paa Kartet af 1877 angivne Vandlinie, har havt en saa ringe Dybde helt frem til Dronningøen, at det utvivlsomt har tilhørt og tilhører Eieren af Kathrinelund; det maa saaledes ansees tilfulde godtgjort, at det kun ved extraordinær høi Vandstand har kunnet passeres i Baad, og at Elverendens begge Sider jevnlig ved lav Vandstand laa ganske tørre, saa at der fra Indstevntes Eiendom direkte var Udgang til tørskoet at komme over til Dronningøen, jfr. Kartet Dok. 2, kun ved at lægge nogle Planker over selve Elverenden. Det vilde vistnok have været ønskeligt, om der paa de i Sagen fremlagte Karter havde været rigere Oplysninger om Dybdeforholdene i Elvemundingen til Dronningøen og noget udenfor denne. Men det foreliggende Materiale er dog ihvertfald tilstrækkeligt til at konstatere, at det Dyb, hvor Indstevntes Eiendomsret efter det ovenanførte maa antages at ophøre, ligger udenfor den Linie, indenfor hvilken den sidste Opfyldning har fudnet Sted, idet Grunden her før Opfyldingen ikke paa nogen Kant laa saa dybt under Vandspeilet, at der kan være Tale om, at Grundeierens Ret paa Grund af Dybdeforholdene allerede skulde være ophørt.

Retten skal videre bemærke i Anledning af Citantens Klager over, at Indstevnte ved sin Opfyldning har udelukket ham fra den tidligere frie Adkomst til Havet, at man overhovedet ikke kan erkjende, at Citantens Eiendom nogensinde har havt saadan fri Adgang til Havet, som der vilde udkræves for at være berettiget til at forbyde Indstevntes Opfylding. Saafremt det nemlig erkjendes, at Eiendomsretten til Grunden ikke ophører der, hvor den beskylles af Havets Vand, men først, hvor Molbakken eller det Dyb, hvor man ikke mere kan faa Fodfæste, begynder, og det tillige erindres, at Indstevntes Eiendom ikke paa nogen Kant naar saa langt frem mod Frognerkilen, at den kommer ud imod eller Berøring med Molbakken, forstaaet som ovenfor forklaret, synes det at være klart, at Citantens Grund, der mod syd begrænses af Frognerkilens Fabriks Eiendom, mod øst er begrænset af Frognerelven, ikke blot indtil det Punkt, hvor Opfyldingen i 1877 var stanset, men ogsaa længere nedover langs Elvens Rende eller Dyb, idet der hinsides fremdeles ligger privat Grund, nemlig den til Kathrinelund hørende Forstrand. Over denne kan der vistnok uhindret ske Færdsel med Baad o. l., forsaavidt Dybdeforholdene overhovedet muliggjør det; men ligesaalidt som Citanten paa nogen anden Maade kan disponere derover, f. Ex. fortetage Opmudring der, ligesaalidt kan han forbyde Indstevnte selv at disponere derover f. Ex. ved at paafylde det. Citantens Eiendom har efter det anførte ikke nogensinde ligget til Havet, men kun til Frognerelven, og dens Forbindelse med Havet er ham kun sikret ved Bestemmelsen i Vasdragslovens §7 Litr. a, hvorefter Indstevnte ikke har Ret til at stænge Elven; men herom er der jo fra hans Side aldeles ikke Tale.

Til Fuldstændiggjørelse skal man tilføie, som i det foregaaende bemærket, antager, jfr. Scheels Tingsret S. 244, at ved Elvemundingen maa Vasdragslovens Bestemmelse om, at Vasfarets «Djupaal» danner Grænsen mellem de

Side:104

paa hver Side liggende Eiendomme, analogisk være anvendelig, saalangt disse paa hver Side liggende Eiendomme strækker sig, altsaa indtil Molbakken begynder, forsaavidt «Djupaalen» kan forfølges saa langt. Og i det foreliggende Tilfælde er det tilstrækkelig oplyst, at Frognerelvens Rende eller Løb tydelig fortsætter sig ialfald til øst for Dronningøen, hvorved det ogsaa viser sig, at den af Indstevnte iværksatte Opfylding helt er beliggende paa hans egen Grund, idet Opfyldingen ikke engang strækker sig saalangt som til Elverenden, men kun til en indenfor denne liggende Linie.

Citanten har heller ikke legitimeret, at der tilkommer ham nogen særskilt Ret, som i Tilfælde maatte have Karakteren af en negativ Servitut over Indstevntes Eiendom, hvorved han kunde være beføiet til at forbyde ham at disponere som skeet over sin Grund, ligesaalidt som han har paavist, eller Retten kjender til noget Lovbud, som skulde kunne anføres til Støtte for en saadan Beføielse.

Indstevnte vil efter det anførte blive at frifinde, uden at det efter den Maade, hvorpaa Retten finder at maatte betragte Sagen, bliver nødvendigt at undersøge, hvilken Betydning der kan tillægges dem af Indstevnte for hans Ret til at foretage Opfyldingen ogsaa paaberaabte Kartforretning og Overenskomst afødt xx.xx.1874.

Efter Omstændighederne antages Omkostningerne at burde ophæves.

Indstevnte sees at have varslet Citantens Hjemmelsmand, Enkefru v. Ditten, og hendes Søn og Foretningsfører Johannes v. Ditten for Processens Skyld. Den af den sidstnævnte nedlagte Paastand om Tilkjendelse af Kost og Tæring samt om, at Indstevnte eller hans Retsfuldmægtig i Sagen skulde ilægges Mulkt for unødig Trætte, er der selvfølgelig ingen Anledning eller Grund til at tage tilfølge, hvilket formentlig ikke behøver udtrykkelig at udtales i Konklusionen.

Edward Hambro. A. Norbech Olsen. D. A. Halvorsen.

Haakon Ustvedt. W. Grønstad.