Rt-1907-161

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1906-10-13
Publisert:	Rt-1907-161
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr 21/2 s.A.
Parter:	Andrea Johnsen og Helvik Mikkelsen (Adv. Gustav Heber) mod Nils Olsen Ballestad og Hustru Marie Anne Olsen (Adv. Flood).
Forfatter:
Lovhenvisninger:	Arveloven (1854) §60

Under 22 Februar 1904 har Sorenskriveren i Gjerpen som Skifteforvalter afsagt saadan Decision:

Afdøde Ole Colbjørnsen og Hustru Gunhilde Mikkelsdatters Fællesbo tages ikke under offentlig Skiftebehandling. Sagens Omkostninger ophæves. Nærværende Decision staar til Paanke i 6 Uger.

Denne Decision, der af to af Rekvirenterne, Andrea Johnsen og Helvik Mikkelsen, blev paanket til Bergens Overret, er af Overretten stadfæstet, forsaavidt paanket, med Ophævelse af Sagens Omkostninger for Overretten.

Et af Overrettens Medlemmer har dog voteret for, at Boet tages under Skiftebehandling.

Sagen er nu af de to nævnte Rekvirenter indbragt for Høiesteret, hvor de har paastaaet Skiftedecisionen og Overretsdommen underkjendt, det paagjældende Bo taget under offentlig Skiftebehandling og sig tillagt Sagsomkostninger for alle Retter.

De Indstevnte, Nils Olsen Ballestad og Hustru Marie Anne Olsen, har paastaaet Overetsdommens Stadfæstelse og Tilkjendelse af Sagsomkostninger for Høiesteret.

Sagens Nærmere Omstændigheder vil erfares af Skiftedecisionens Præmisser.

Høiesteret kommer til samme Resultat som de underordnede Retter og kan i alt væsentligt tiltræde deres Begrundelse. Derved ansees intet udtalt om, hvorledes det vilde have stillet sig med Hensyn til Førstafdødes Slægtnings Arveret, hvis Ole Colbjørnsen ikke efter Gunhild Mikkelsdatters Død havde truffet nogen testamentarisk Disposition over Boet.

Processens Omkostninger antages at burde ophæves ogsaa for Høiesteret. - Tre af de Voterende kommer til samme Resultat som

Side:162

det dissenterende Medlem af Overretten, og kan i det Væsentlige tiltræde hans Begrundelse. Testamentets sidste Afsnit kan klarlig alene have havt for Øie den eventuelt Førstafdødes Arvinger efter Loven, da det ikke er en Følge af Bestemmelsen i Testamentets første Afsnit, at Længstlevendes Arvinger efter Loven ikke kan gjøre noget Krav paa Arv efter ham eller hende før ved hans eller hendes Død. Men naar det altsaa i sidste Afsnit udtrykkelig udtales, at førstafdødes Intestatarvinger kan gjøre Krav paa Arv ved Længstlevendes Død, da er derved paa en utvetydig Maade lagt for Dagen, at første Afsnit ikke har tilsigtet at udelukke dem fra Arv efter Førstafdøde. Idet Faktum, at Appellanterne har ladet saa lang Tid hengaa efter Ole Colbjørnsens Død, før de fremkom med sit Arvekrav, drifter Mindretallet sig ikke til at lægge - det være sig en Godkjendelse af de Indstevntes Fortolkning af Testamentet eller overhovedet en Frafaldelse af Arv.

I Henhold til det Anførte afsiges saadan

Dom:

Overrettens Dom bør ved Magt at stande.

Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

Af Skifterettens Decision hidsættes:

Den 12 April 1879 oprettede Ægtefolkene Ole Colbjørnsen og Gunhild Mikkelsdatter et saalydende Testamente:

«Da vi undertegnede Ægtefolk Ole Colbjørnsen og Gunhild Mikkelsdatter Ballestad ei ere velsignede med Livsarvinger og formedelst Svagelighed ei kunne vente at erholde saadanne for Fremtiden, saa have vi af gjensidig Omhu for hinandens Vel besluttet, at naar en af os ved Døden afgaar, da skal den Længstlevende være den førstafdødes eneste Arving til alt, hvad vi eie eller eiendes vorder, være sig af Jordegods, Løsøre, rede Penge, Indgjæld eller andet af hvad Navn nævnes kan, uden Skifterettens Mellemkomst, mod at den Længstlevende betaler den paa Eiendommen hvilende Gjæld.

Saaledes kan da ingen af vore øvrige Arvinger efter Loven gjøre nogetsomhelst Krav paa Arv hos os, førend vi begge ere afgaaede ved Døden, hvilket herved bekræftes med vore Underskrifter i de af os tilkaldte Vidners Overvær».

Gunhild Mikkelsdatter afgik ved Døden for ca. 15 Aar siden, antagelig i 1887, og Ole Colbjørnsen den 13 Mai 1896. Han havde imidlertid den 6 November 1890 giftet sig paany med Marie Anne Nilsdatter, og ogsaa med denne sin anden Kone oprettet gjensidig Testamente afødt xx.xx.1893, der af Inhold er ganske enslydende med Testamentet afødt xx.xx.1879. Da Ole Colbjørnsen døde 1896, overtog Marie Anne Nilsdatter Boet i Henhold til Testamentet af 1893, uden at Gunhild Mikkelsdatters Arvinger dengang fremkom med noget Krav paa Arv, og Marie Anne Nilsdatter giftede sig atter i 1898 med Nils Olsen Ballestad. De nævnte Ægteskaber er børnløse.

Nu har Gunhild Mikkelsdatters Intestatarvinger, nemlig Helsøster Helvik Mikkelsdatter og Halvsøstrene Andrea Christensdatter gift med Ole Petter Johnsen og Mariane Christensdatter gift med Jens Jørgensen Ballestad, ment sig berettigede til i Henhold til Testamentet afødt xx.xx.1879 ved Ole Colbjørnsens Død i 1896 at oppebære Halvparten af Ole Colbjørnsen og Gunhild Mikkelsdatters Fællesbo og har i Skrivelse til Skifteretten afødt xx.xx.1902 forlangt, at de nuværende Besiddere af Fællesboet nemlig Nils Olsen Ballestad og Kone Marie Anne Nilsdatter skal bringe Boet under Skiftebehandling. Disse har imidlertid vægret sig herfor, og under den derpaa opstaaede Skiftetvist er Forligsmægling mellem Parterne forgjæves anstillet i Samling den 21 Juni 1902. Nils Olsen erklærede

Side:163

derunder, at han ikke var tilsinds at fremsætte noget Forligstilbud. Gunhild Mikkelsdatters Arvinger har derefter foruden Paastand om, at Boet tages under offentlig Skiftebehandling, ogsaa paastaaet Tilkjendelse af Sagsomkostninger, medens de Indstevnte Nils Olsen og Kone har nedlagt Paastand om, at afdøde Ole Colbjørnsen og Hustru Gunhild Mikkelsdatters Fællesbo ikke tages under offentlig Skiftebehandling samt at de tilkjendes Omkostningerene ved Skiftetvisten.

Gunhild Mikkelsdatters Arvinger har fremholdt, at Testamentet af 1879 hjemler dem Arveret fremgaar ikke alene deraf, at det er det almindelige ved gjensidige Testamenter, at begge Ægtefællers Arvinger arver ved Længstlevendes Død, saafremt ikke det modsatte udtrykkelig er bestemt uanseet, at der som almindeligt ogsaa er brugt Udtrykket «eneste Arving» om Længstlevende, men ogsaa af Testamentets sidste Afsnit, hvor det heder, at ingen af vore øvrige Arvinger efter Loven kan gjøre Krav paa Arv, førend vi begge er afgaaet ved Døden, hvoraf maa sluttes, at ved Længstlevendes Død kan begges Arvinger gjøre Krav paa Arv.

Gunhild bragte desuden Midlerne, og der herskede mellem hende og hendes Sødskende det bedste Forhold; hun vilde endog paa sit sidste ikke have andre til at stelle om sig end sine Søskende, saaledes at der ingen Grund er til at tro, at hun ved Testamentet skulde have villet gjøre sine Arvinger arveløse. En af dem, Jens Jørgensen Ballestad, blev endog tilkaldt som Testamentvidne, hvilket han formenes ikke vilde være bleven, om det havde været Gunhilds Tanke at udelukke sine Arvinger.

Grunden til, at Krav paa Arv først nu 6 Aar efter Ole Kolbjørnsens Død fremsættes, angives at være den, at Arvingerne var ubekjendte med Testamentets Inhold og med Arvelovens §60, forbyder Længstlevende at borttestamentere til Skade for Førstafdødes Arvinger.

At Jens Jørgensen havde været Testamentvidne, kjendte de øvrige Arvinger ikke til, og det er undskyldeligt, at denne selv saa lang Tid efter ikke kunde huske Testamentets Indhold. Videre er fremhævet, at denne Arving senere - efter Skiftetvisten - er død og hans Bo under Skiftebehandling; herunder er fremlagt et gjensidigt Testamente med hans tidligere i 1901 afdøde Kone væsentlig ordlydende med nærværende Testamente, og dets Forstaaelse var af Skifteforvalteren og Arvingerne fortolket i det Væsentligste overensstemmende med Gunhilds Arvingers Paastand nu. Omhandler derhos Betydningen af Udtrykket «eneste Arving», hvorom er henvist til Dom i Rt-1889-17.

De Indstevnte Nils Olsen Ballestad og Kone bestride, at Testamentets Slutningsbestemmelse kan forstaaes som af Gunhilds Arvinger paastaaet. Den Længstlevende er ved Testamentet indsat som den eneste Arving, og derved bleven fuldstændig dispositionsberettiget over Boets Midler, det maa derfor kun være den Længstlevendes Arvinger, der ved Længstlevendes Død kan fremkomme med Krav paa Arv. Gunhilds Arvinger har ved hendes Død mistet enhver Ret til Arv, da hun havde sin Mand som Enearving. Ved Ole Colbjørnsens Død indtraadte et nyt Arvefald, og da her var oprettet gjensidigt Testamente mellem ham og hans Kone, tilfald nu hele den beholdne Formue hende; hvis intet Testamente havde foreligget, vilde Ole Colbjørnsens Intestatarvinger, om saadanne havde existeret, kunnet fremsætte Krav paa Arv, men ikke Gunhilds Arvinger. Henviser til Dom i Rt-1888-125. - - -

Af Bergens Overrets Dom hidsættes:

Kst. Assessor Olsen: Kjernepunktet i det omtvistede Testament er Bestemmelsen i dets 1 Del - - - «saa have vi - - - besluttet, at naar en af os ved Døden afgaar, da skal den Længstlevende være den Førstafdødes eneste Arving til alt hvad vi eie eller eiende vorder».

Side:164

Og Retten kan ikke finde det tvilsomt, at ved denne Bestemmelse, om den havde staaet alene, Førstafdødes Arvinger vilde være udelukkede fra Arv efter Førstafdøde.

Men det kan heller ikke findes, at Slutningstiraden: «Saaledes kan da ingen af vore øvrige Arvinger efter Loven gjøre nogetsomhelst Krav paa Arv hos os, førend vi begge er afgaaede vid Døden» - har saadant Inhold, at det af den kan siges at fremgaa, at det har været Testamentarernes bestemte Forudsætning, at efter Længstlevendes Død ogsaa Førstafdødes Arvinger skulde kaldes til Arv. Det i nævnte Tirade brugte Udtryk kunde vistnok synes at antyde en Tanke om, at ingen af Ægtefællernes Arvinger ved Testamentet skulde udelukkes fra Arv. Men med rene og klare Ord, som det i den første Del af Testamentet er sagt, at Længstlevende er Førstafdødes eneste Arving, maatte det - for at dette skulde fortolkes som kun indeholdende et Tilsagn til Længstlevende om at faa sidde med det hele Bo uskiftet - af den øvrige Del af Testamentet ganske anderledes utvetydig end af den citerede Slutningstirade fremgaa, at efter Længstlevendes - den «eneste Arvings» - Død ogsaa Førstafdødes Arvinger skulde træde ind. Som Slutninstiraden er afsattet, er der efter Rettens Mening heller intet til Hinder for, at den kan være tilføiet som en almindelig, om end overflødig Udtalelse om, at de eventuelle Arvinger - Mandens eller Hustruens - ikke skulde kunne gjøre noget arvekrav gjældende før Længstlevendes Død.

Heller ikke ved det forøvrigt under Sagen oplyfte kan det siges godtgjort, at Testatorernes Mening har været en anden. Den Omstændighed, at det maa ansees paa Rene, at det var Hustruen, som havde bragt ialfald det Væsentlige af Midlerne ind i Fællesboet, maa vistnok - ligesom ogsaa Oplysningerne om, at der mellem hende og hendes Arvinger herskede at godt Forhold - medføre en vis Formodning for, at hun ikke har havt til Hensigt at udelukke sine Slægtninge fra Arv. Men noget Bevis af afgjørende Vægt findes dog ikke at kunne udledes af de nævnte Omstændigheder, idet der antages at maatte kræves noget betydelig mere end en vis Grad af Formodning om en Afdøds Villie for at sætte den Mening, som fremgaar af Testamentet, ud af Betragtning.

Naar Appell. videre stærkt har paaberaabt sig den Omstændighed, at Jens Jørgensen, der, da Testamentet qv. blev oprettet, var forlovet med en Halvsøster af Testatrix, blev benyttet som Testamentsvidne, saa kan ikke dette findes at være af væsentlig Betydning, medens derimod noget Bevis mod Appellanternes Opfatning af Testamentet er givet ved Vidnet Lars Olsen Ballestads Forklaring om flere Gange Sommeren 1902 at have talt med nævnte Jens Jørgensen om heromhandlede Testament, og at Jørgensen, der til Vidnet udtalte, at han havde opfattet Testatorernes Mening derhen, at Fængstlevende af dem skulde være den eneste Arving og have fuld Raadighed over Arven, ligesom ogsaa, at Jørgensen havde fortalt, at dette ogsaa var hans egen Opfatning af Testamentet. Videre Vidnets Forklaring om, at Jørgensen under nævnte Samtale var meget skamfuld over, at han havde indladt sig i Processen med Appell. At Jørgensen paa den Tid, han skulde udtalt sig som anført til Vidnet, selv stod som Part i Arvetvisten, kan vistnok siges at gjøre det mindre sandsynligt, at han for Alvor skulde have udtalt en Opfatning saa stik i Strid med hans egne Interesser, men paa den anden Side kan det heller ikke findes uantageligt, at han kun af Hensyn til sine Nærmeste har ladet sig bevæge til at gaa med paa Sagen, og den Omstændighed, at han - som Testamentsvidne - fuldt bekjendt med Testamentets Indhold i 6 Aar har forholdt sig passiv, peger ogsaa stærkt i samme Retning som hans af nævnte Vidne refererede Udtalelser. Hans Enke eller Bo har som før anført heller ikke deltaget i Appellen af Skifterettens Afgjørelse. Ved Bedømmelsen af, hvilken Vægt der skal lægges paa nævnte Vidnes Prov, kan man heller ikke se

Side:165

bort fra Vidnets Forklaring om, at der var et meget godt Forhold mellem ham og Jørgensen - som mellem Brødre - - -.

Assessor Ring: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig.

Assessor Wildhagen: Jeg antager, at Testamentet maa ansees som et almindeligt gjensidigt Testamente, saaledes at begge Ægtefællers Arvinger skulde træde ind ved Længstlevendes Død.

Testamentet maa sees i sin Helhed, og Udtrykket «eneste Arving» er ikke i og for sig afgjørende. Ligesom det er muligt, at Hovedvægten rettest bliver at lægge paa Ordet eneste, saaledes kan det være forklarligt, at Længstlevende, der beholder Boet uskiftet i Henhold til gjensidigt Testamente, er kaldt Arving, og han bliver da forsaavidt paa den Tid ogsaa eneste effektive Arving, idet Arvefaldet er udskudt til Længstlevendes Død.

Testamentets Indledning og Begrundelse passer til den Hensigt, at Længstlevende skal beholde Boet uskiftet, men antyder intet, hvoraf der kan udledes, at det har været Tanken at udelukke Førstafdødes Arvinger. Til Testamentets dispositive Bestemmelse, at Længstlevende skal være eneste Arving, er knyttet det Tillæg «uden Skifterettens Mellemkomst». Dette Tillæg antyder netop Længstlevendes Frihed for Skifte med Førstafdødes Arvinger, hvilket det var liden Mening i at udtale, om Længstlevende var en virkelig Universalarving. Ved Siden af dette svagere Argument kommer det stærkere, der ligger i Slutningspassusset. Saavel Ordene «ingen af vore øvrige Arvinger efter Loven» og Ordene «Arv hos os» som overhovedet, at Slutningsbestemmelsen er skreven, tyder bestemt paa en Forudsætning om, at begge Ægtefælles Arvinger skulde have sin Ret i Behold og skulde træde ind, naar begge Ægtefæller var døde. Jeg faar et saa stærkt Indtryk af, at Meningen har været den nævnte, at jeg ikke kan lægge afgjørende Vægt paa den negative Form, hvori Slutningspassusset er udtrykt. Det i Rt-1848-325 ff. omhandlede Testamente, der blev antaget at udelukke Førstafdødes Arvinger, var affattet adskillig anderledes.

Med den saaledes antagne Forstaaelse af Testamentet stemmer ogsaa de øvrige forøvrigt mindre væsentlige Oplysninger bedst. Paa Lars Olsen Ballestads Prov lægger jeg ingen Vægt, dels fordi det kun omhandler Jens Jørgensens Fortolkning af Testamentet, dels fordi denne Fortolkning efter Provet ikke engang er klar i sin Mening ligesom Jens Jørgensens egen Handling ikke stod i Overensstemmelse med at Testamentet skulde forstaaes som indsættende Længstlevende til Universalarving med endelig Udelukkelse af Førstafdødes Arvinger.

Jeg antager saaledes, at Appellanternes Paastand bør tages tilfølge, idet jeg dog tiltræder, at Omkostningerne ophæves. - - -.