Rt-1907-314

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1907-04-05
Publisert:	Rt-1907-314
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 27/1 B s.A.
Parter:	Andreas Sivertsen Eltvedt (Advokat Knoph) mod Ole Aasoldsen Stavdal (Advokat Ebert)
Forfatter:	Prydz, Vogt, Hagerup Bull, Roll, Morgenstierne, Gjelsvik, V. Scheel
Lovhenvisninger:

Extraordinær Assessor, Byretsassessor Prydz: Med Hensyn til nærværende Sags Gjenstand og nærmere Omstændigheder henviser jeg til Præmisserne til de ergangne Domme, nemlig Dom afsagt af Sorenskriveren i Gjerpen den 20 Marts 1902 og Bergens Overretsdom afødt xx.xx.1903. Ved førstnævnte Dom blev kjendt for Ret: «Indstevnte Andreas Sivertsen Eltvedt af Solum bør til Citanten Ole Aasoldsen Stavdal betale de paasøgte kr. 12.000 - tolv Tusinde Kroner - med 4 - fire - % aarlig Rente heraf fra 3 Marts 1900 til Betaling sker - mod af Citanten at erholde heftelsesfrit Skjøde paa den solgte, Citanten før tilhørende Eiendom, Sandkjen i Solum og den ved Sandkjen beliggende, Citanten før tilhørende Skov, med Beliggenhed, Grændser og Udstrækning, saaledes som angivet i Citantens Indlæg afødt xx.xx.1900. Processens Omkostninger ophæves.

Ved Overrettens Dom blev kjendt for Ret: «Saafremt Appellanten, Andreas Sivertsen Eltvedt inden sit Værnething til 1 eller 2 Thing, hvortil han kan give Indstevnte, Ole Aasoldsen Stavdal, lovligt Varsel, med sin korporlige Ed benegter den 22 December 1899 at have for en Kjøbesum af 12.000 Kroner afkjøbt Indstevnte den under Sagen omhandlede Eiendomsstrækning Sandkjen med den ved samme beliggende Skov overensstemmende med de i Indstevntes Indlæg afødt xx.xx.1900 beskrevne Grændser, bør Appellanten for Indstevntes Tiltale i denne Sag fri at være, hvorhos Sagens Omkostninger for begge Retter ophæves. Aflægges ikke saadan Ed, bør Underrettens Dom ved Magt at stande og Appellanten til Indstevnte betale Processens Omkostninger for Overretten med 100 - et Hundrede - Kroner.

Overretsdommen er af Andreas Eltvedt paanket til Høiesteret, hvor han har ladet nedlægge saadan Paastand: At Overrettens

Side:315

Dom underkjendes, og at Appellanten frifindes for Indstevntes Tiltale i denne Sag samt hos ham tilkjendes Processens Omkostninger for alle Retter - subsidiært for Høiesteret.

Fra Indstevnte, Ole Aasoldsen Stavdal, er nedlagt Paastand, principalt om Stadfæstelse af Underretsdommen, subsidiært om Stadfæstelse af Overrettens Dom, hvorhos i første Tilfælde paastaaes Omkostninger for Overretten og Høiesteret, i sidste Tilfælde Omkostninger for Høiesteret.

Efter Overretsdommens Afsigelse er der under 9 Marts 1906 optaget et Tingsvidne i Skien og under 16 Januar 1907 et Tingsvidne inden Gjerpens Sorenskriveri. Jeg kan ikke finde, at Sagen ved de under disse Tingsvidner fremkomme Oplysninger er bragt i nogen forandret Stilling.

Jeg er kommen til det Resultat, at Appellanten maa blive at frifinde.

Efter min Mening har man ikke i Sagens Oplysninger tilstrækkelig Føie til at antage, at det ved Leiligheden var kommet til endelig Afslutning af Handel. Naar der er Spørgsmaal om, hvorvidt en Handel om fast Eiendom er afsluttet, og særlig naar det gjælder Transaktioner af den Betydning, som den her omhandlede Gaardhandel efter Parternes Forhold maatte antages at have for dem, maa man vistnok i Tilfælde, hvor skriftlig Kontrakt ikke foreligger, være streng i sine Fordringer til det Bevis, som den Part har at føre, der paastaar, at det er kommet til endelig Handel. Her skulde - som man af den faktiske Fremstilling i Underretsdommen ser - Handelen være endelig afsluttet derved, at Eltvedt, efterat Stavdal under den omhandlede Samtale om Parternes Eiendom Sandkjen havde udtalt, at han om Høsten havde befaret og taxeret sin Eiendom for Kr. 12.000, og efterat han derpaa havde svaret bekræftende paa et Spørgsmaal fra Eltvedt, om han vilde sælge for den Pris, havde erklæret sig villig til at give dette Beløb for Eiendommen, og at de saa havde taget hinanden i Haanden og 1 Vidne. Hotelværten, slaaet af. Dette var det hele. Ikke engang om et saadant Punkt som, hvorledes Kjøbesummen skulde afgjøres, blev der talt. Da senere 2 og 3 Vidne kom til, blev der talt «frem og tilbage» om Handelen, og saa ytrede 3 Vidne, at det skulde være morsomt, at slaa af, og han fik da ogsaa den Morro. Det var først under disse to Vidners Nærvær, der blev talt om Kjøbesummens Afgjør, uden at det er oplyst, om det var før eller efter det nye Haandtag, og drom blev kun sagt, at den skulde erlægges mod Skjøde, medens der ikke blev nævnt noget om, naar dette skulde udfærdiges. Men med Hensyn til alle de øvrige Punkter, hvorom der regelmæssig træffes Afgjørelse ved Eiendomshandler, blev der intet sagt. Der blev ikke talt om Tiden for Eiendommens Overdragelse, ikke om, hvorledes det skulde ordnes med de forholdsvis betydelige Pengeheftelser paa Eiendommen, ikke om den fornødne Skyldsætning og Omkostningerne ved denne og ved Skjødningen og heller ikke om Skatter og Afgifter. Det er under Sagen oplyst, at Eiendommen ikke var odelsfri, noget, som ved Gaardhandler og særlig ved Skovhandler vistnok tillægges væsentlig Betydning, og et par Vidner har forklaret, at der hvilede flere Havnerettigheder paa Eiendommen. Om intet af dette blev der talt. Med Hensyn til Havnerettighederne er der vistnok fra Stavdals Side henvist til en fremlagt Panteattest, hvor der intet findes anført om saadanne Rettigheder, men det er visselig et meget almindeligt Forhold, at

Side:316

der hviler den Slags Brugsrettigheder paa Eiendomme, uden at der i Panteregistret findes Oplysning derom. Og at det skulde være ukjendt for Stavdal, at der ialfald existerede Pretensioner om saadan Ret, kan vanskelig antages. Det er videre oplyst, at Stavdal Vaaren efter Handelen drev frem Tømmer fra Skoven. Det er ikke oplyst, om dette Tømmer var hugget før eller efter den af Stavdal under Forhandlingen i Hotellet omtalte om Høsten foretagne Befaring og Taxering, og man kan saaledes ikke uden videre gaa ud fra, at Hugsten var foretaget senere, skjønt dette jo synes ganske rimeligt, idet Tømmerhugst til Salg i Almindelighed ikke begynder før om Høsten. Men ogsaa om Tømmeret var hugget før den af Stavdal omtalte Taxering, maatte det ligget nær at omtale samme og træffe Bestemmelse om, hvorvidt det skulde medfølge i Handelen eller ikke, men herom blev heller ikke talt. Jeg finder efter dette, at der mangler saa meget paa, at der er truffet de til en virkelig Eiendomshandel fornødne Bestemmelser, at ensaadan ikke kan ansees at være kommet istand. Man faar i det hele, synes jeg, bestemt Indtryk af, at der ikke har været egentlig Alvor i, hvad der blev talt. I faa Henseende maa det ogsaa komme i Betragtning, at Parterne visselig ikke har været ædrue ved Leiligheden. Dette, at de ikke var ædrue, er ligefrem udtalt af 3 Vidne, og jeg kan ikke finde denne hans Forklaring afsvækket ved 1 Vidnes, Hotelværtens, Forklaring. Dette Vidne har til et Spørgsmaal, om Eltvedt var beruset, svaret: «Nei, ikke saavidt Vidnet forstod, ligesom heller ikke Citanten var beruset efter Vidnets Skjøn». De ved denne Besvarelse tagne Forbehold tyder paa, at Vidnets Benegtelse af, at Parterne var berusede, ikke er at forstaa som en Erklæring om, at han ansaa dem for ædrue.

Det tyder heller ikke paa alvorlig Handel, at der hverken blev talt om at skrive Kontrakt paa Stedet eller engang sagt noget om, naar eller hvor saadan senere skulde udfærdiges. Eltvedt synes strax at have havt den Ting paa det rene, at der ingen bindende Handel var afsluttet. Samværet i Hotellet var den 22 December, og allerede i Slutningen af samme Maaned indfandt han sig efter Anmodning af Stavdals Sagfører hos denne og vægrede sig for at oprette Kontrakt. Naar Sagføreren som Vidne har forklaret, at Eltvedt ved denne Leilighed maatte erkjende, at Handel var afsluttet, men vægrede sig for at skrive, mener jeg, at denne Forklaring ikke kan tillægges nogen afgjørende Betydning. Forholdet maa naturligvis være, at Eltvedt ikke har fragaaet, hvad der var talt i Hotellet, men har ment, at der ikke derved var afsluttet bindende Handel. At han ved Leiligheden tilbød at yde en Erstatning af 100 Kroner er jo en Ting ganske uden Betydning. Han var sig naturligvis bevidst at have været uforsigtig i sin omtaagede Tilstand og kunde jo ikke føle sig ganske tryg, saa det var rimeligt nok, at han var villig til at ofre lidt for at undgaa mulige Ubehageligheder.

Jeg skal sluttelig bemærke, at jeg mener at have væsentlig Støtte for det Resultat, hvortil jeg saaledes er kommet, i tidligere Høiesteretsdomme; jeg vil nævne Dommene i Rt-1881-72, Rt-1882-8, Rt-1883-597 og Rt-1904-633. Navnlig mener jeg, at Dommene afødt xx.xx.1883 angaar Tilfælde, som har i væsentlige Henseender Lighed med det foreliggende.

Jeg antager, at Processens Omkostninger efter Omstændighederne maa blive at ophæve for alle Retter.

Side:317

Konklusion:

Andreas Siversten Eltvedt bør for Ole Aasoldsen Stavdals Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.

Extraordinær Assessor, Sorenskriver Vogt: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Jeg finder det dog ikke oplyst, at Parterne ikke var ædrue, da de om Eftermiddagen den 22 December 1899 forhandlede om Salg og Kjøb af vedkommende Eiendom.

De af de underordnede Retter refererede Bevisligheder bør efter min Mening suppleres med, at Sagens 1 Hovedvidne under Tingsvidnet den 9 Marts 1906 har forklaret, at der under Forhandlingerne, hvor Aftalen var «Penge mod Skjøde», ikke blev omtalt andre Salgsbetingelser, og at der navnlig ikke var Tale om Skyldsætning og Udgifterne ved saadan, om Heftelser paa Eiendommen eller om, hvem af Parterne skulde betale Skjødningsomkostningerne. Denne Forklaring er, som det vil sees, afgivet efter Overretsdommens Afsigelse.

Assessor Hagerup Bull: Jeg kan ikke være enig med de foregaaende Voterende. Efter min Mening er der ved det i Sagen omhandlede Sammentræf bleven afsluttet en for begge Parter forbindende Kontrakt om Salg af den omprocederede Eiendom Sandkjen i Solum med tilliggende Skog. Efter den Forklaring, som af 1 Hovedvidne er afgivet, maa jeg antage, at det har været Parternes Mening at træffe en for sig forbindende Aftale, og at de efter Afsluttelsen af denne Aftale har ment, at de derved gjensidig var bundne. At saa var Tilfældet, finder jeg yderligere bekræftet ved de Forklaringer, som er afgivet af 2 og 3 Hovedvidne om det bagefter passerede. I den fornyede Haandtagning med Afslag fra 3 Vidnes Side ser jeg en høitidelig Bekræftelse af Parterne paa, at Kontrakten var indgaaet. Og jeg kan i den Erklæring, som foreligger fra Sagfører Grini, ikke andet end finde Bekræftelse paa, at Andreas Eltvedt endnu dengang ansaa det passerede som noget, hvorved han var bunden. Naar der fra hans Side senere under Processen er bleven hævdet et andet Standpunkt, ser jeg heri kun et Udtryk for, at han efter Konferance med sin dengang antagne Sagfører har faaet den juridiske Opfatning, at det passerede ikke indeholdt nogen bindende Kontraktsafsluttning.

Det kan ganske vist siges at Aftalen i visse Maader var knap og ufuldstændig; men i de vigtigste Punkter var denne Ufuldstændighed dog mere tilsyneladende end virkelig. Det maatte sige sig selv, at naar den omkontraherede Eiendom ikke var særskilt skyldsat, var det Sælgerens Sag som den, der skulde præstere Skjøde, at besørge og bekoste Skyldsætning. Naar det var aftalt, at Kjøbesummen skulde erlægges kontant mod Skjøde, saa laa heri, at der i ethvert Fald ikke maatte findes Pengeheftelser i Eiendommen. Spørgsmaalet om Tidspunktet for Eiendommens Tiltrædelse kunde ikke volde nogen Vanskelighed efter Eiendommens Beskaffenhed. Odelsfrihed var ikke aftalt og kunde saaledes ikke kræves. Som anført kunde det nok imidlertid være paafaldende, at Parterne overhovedet ikke berørte enkelte af disse Punkter, og paa samme Maade kunde det være paafaldende, at man ialfald ikke traf Aftale om en senere skriftlig Opsættelse af Kontrakten, ligesom det ogsaa paakalder Opmærksomheden, at Eltvedt efter det forklarede øieblikkelig gik ind paa at betale den af

Side:318

Stavdal forlangte Kjøbesum. Alt dette er imidlertid efter min Mening fuldt forenligt med, at Parterne har villet afslutte, og bagefter mente at have afsluttet en fuldt forbindende Aftale, naar man kun tager i Betragtning, at denne Aftale blev truffet under de ydre Omstændigheder, som Tilfældet var. Jeg finder det i saa Henseende tilstrækkeligt at minde om, at alt foregik under et - som det maa antages - tilfældigt Sammentræf paa et Hotel, hvor begge Parter havde drukket en Del. Jeg er med Andenvoterende enig i, at der intet er oplyst om, at de ikke skulde have været ædrue ved Anledningen. Men at de var saavidt paavirket ved Nydelsen af Spirituosa, at de var mere medgjørlige og mindre omtænksomme end under almindelige Omstændigheder, maa jeg anse for at være paa det rene. Mit Resultat bliver efter dette, at Underrettens Dom maa blive at stadfæste under Ophævelse af Processens Omkostninger for Overretten og Høiesteret.

Jeg skal bemærke, at der fra Appellantens Side ikke er nedlagt nogen Indsigelse mod, at Indstevnte i sin principale Paastand har uden Kontrastevning paastaaet Underretsdommen stadfæstet, og at jeg da antager, at der maa være Adgang for Høiesteret til at afsige saadan Dom. Da jeg imidletid har Grund til at tro, at jeg er i Minoritet, skal jeg ikke formulere nogen Konklusion.

Assessor Roll: Jeg slutter mig til Hr. Assessor Hagerup Bull.

Extraordinær Assessor, Professor Morgenstierne. Ligesaa.

Extraordinær Assessor, ProfessorGjelsvik: I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor B. Scheel: Jeg er paa samme Maade som Hr. Assessor Vogt i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

Af Underrettens Dom hidsættes:

Efter forgjæves anstillet Forligsmægling har Citanten, Ole Aasoldsen Stavdal, ved Stevning afødt xx.xx.1900 sagsøgt Indstevnte, Andreas Sivertsen Eltvedt af Solum til Betaling af Kr. 12.000,00 mod at erholde heftelsesfrit Skjøde paa den angivelig solgte Eiendom Sandkjen i Solum samt den «ved Sandkjen beliggende Skov» tilligemed Renter fra Paaklagen samt Sagsomkostninger. Indstevnte har paastaaet Frifindelse med Tilkjendelse af Omkostninger.

Indstevnte, der benegter, at der foreligger nogen Handel «om Sandkjen i Solum samt den ved Sandkjen beliggende Skov» har provoceret Citanten til at angive den solgte Eiendoms Nummer og Skyld, eller om den ikke er særskilt skyldsat, ialfald at angivne Beliggenhed, Grændser og Udstrækning. Da denne Provokation paany blev fremsat med Krav paa nærmere at faa angivet, hvad Citanten vilde tilskjøde Indstevnte mod de Kr. 12.000,00 har Citanten i Indlæg afødt xx.xx.1900 nærmere betegnet den angivelig solgte Eiendoms Grændser og Beliggenhed, efterat han først havde erklæret dette unødvendigt. Imidlertid havde han i Sessionen 16 Juni 1900 ført 3 Vidner, af hvilke 1 Hovedvidne ad Spørgsmaal 2-3 erklærede, at saavel Vidnet som ogsaa Indstevnte var personlig kjendte paa Sandkjen og Skoven dersteds, og var disse Eiendomme saa bestemt afgrændsede, at der ikke kan være Tvivl om, hvad der nævntes ved Aftalen om Salget. - Indstevnte er Selveier af en anden Eiendom ved Navn Sandkjen, og den her omhandlede Eiendom maa være en Parcel af den Citanten tilhørende Eiendom Gaards No. 52 Brugs No. 5, Stavdal i Solum. Den saaledes omakkorderede Eiendom, hvorover der forøvrigt, som senere nærmere skal omhandles, er afholdt en Taxtforretning under nærværende Sags Verseren, er imidlertid nærmere

Side:319

individualiseret ved Citantens Beskrivelse i Indlægget afødt xx.xx.1900. Om man en saaledes finder det tilstrækkelig oplyst, hvilken Eiendom det her gjælder, vil man imidlertid ikke kunne indgaa paa i den noget ufuldstændige Betegnelse at se et Indicium for, at det muligens ikke er kommet til en endelig bindende Overenskomst mellem Parterne.

Om hvad der passerede paa Britania Hotel i Skien, da Parterne, antagelig 22 December 1899, skulde have afsluttet Handelen, har de 3 Hovedvidner forklaret sig. i Vidne, Hotelværten, udtaler, at ingen af dem, saavidt Vidnet kunne skjønne, var berusede; de eiede begge en Parcel af Sandkjen, som de begge fandt burde høre sammen til en Eiendom; de udbød begge sine Eiendomme tilsalgs, og ytrede Citanten, at han afvigte Høst havde befaret og taxeret sin «Eiendom Sandkjen med den ved samme beliggende Skov» til Kr. 12.000,00; dette erklærede Indstevnte sig villig til at give for Eiendommen, hvorefter Parterne haandtoges, og Vidnet slog af paa Handelen. Derefter spurgte Indstevnte, hvorledes det skulde forholdes med Betalingen, hvortil Citanten svarede, at Pengene skulde betales kontant mod Skjøde, hvorefter Indstevnte udtalte, at det skulde han greie. Vidnet fik ikke Indtryk af, at Parterne var berusede, og han har aldrig været i Tvivl om, at Handelen var alvorlig ment. Vidnet forklarer videre, at Indstevnte en Gang. senere kom fra Citantens Sagforer, og da udtalte til Vidnet, at han havde budt Citanten Kr. 100,00, da han ikke vilde staa ved Handelen, men heller ikke vilde, at Citanten skulde paaføres noget Tab. 2 Vidne, der er Citantens Svoger, kom tilstede, efterat denne Handel var afsluttet; det fortaltes ham, at Indstevnte havde kjøbt «Sandkjen Skov» for Kr. 12.000,00; der blev talt frem og tilbage om Handelen, efterat Vidnet kom tilstede, og paa Indstevntes Spørgsmaal svarede Citanten, at Pengene skulde betales mod Skjøde. Parterne haandtoges atter, og 2 og 3 Vidne slog af paa Handelen. 3 Vidne, der forklarer sig i Overensstemmelse med 2 Vidne, fik Indtryk af, at Citanten og Indstevnte ikke var ædru ved Anledningen, uden at han tør udtale sig om Graden af deres Beruselse.

Indstevnte har under nærværende Sags Verseren - tildels dertil provoceret ved Citantens Procedure - ladet afholde Taxt og Overtaxt over det omtvistede Stykke efter de af Citanten angivne Grændser. Ved Undertaxten ansattes Værdien til Kr. 9.125,00 og ved Overtaxten blev Værdien af den ene Halvpart af Mændene, hvoriblandt Opmanden, ansat til Kr. 9.200,00, medens den anden Halvpart ansatte den til Kr. 8.000,00. Det maa saaledes antages, at Eiendommen ikke har en Værdi af Kr. 12.000,00; men denne Omstændighed udelukker jo ikke, at Indstevnte har villet kjøbe Eiendommen for denne Sum, eller ialfald har erklæret at ville gjøre det; Eiendommens virkelige Værdi kan derfor ikke have nogen direkte Betydning ved nærværende Sags Afgjørelse.

Indstevnte urgerer meget stærkt, at det ikke er kommet til nogen endelig bindende Overenskomst og gjør gjældende, at det Hele kun er Snak og «Fyllerør», uden forpligtende Virkning.

Retten finder vistnok, at der er noget, der taler til Fordel for denne Anskuelse; man maa studse ved, at to Bønder indgaar en saavidt stor Handel uden at nedtegne Kontraktsvilkaarene paa Papiret, da den almindelige Opfatning i disse Samfundslag vistnok endnu er, at man først bindes ved sin Underskrift; i samme Retning trækker jo ogsaa Eiendommens ufuldstændige Betegnelse og Kjøbesummens Størrelse. De af Citanten førte 3 Vidner har imidlertid samtlige godtgjort Parternes Enighed om de for en Kjøbekontrakt essentielle Punkter, og naar Indstevnte herimod som Fritagelsesgrund gjør gjældende, at han ved Anledningen var saa beruset, at han af den Grund ikke kan være bunden ved sine Ord, maa Indstevnte have Bevisbyrden for denne Fritagelsesgrunds Tilstedeværelse. Saadant Bevis er imidlertid ikke præsteret, og da saavel den omkontraherede Eiendoms Størrelse og Beliggenhed som Kjøbesummens

Side:320

Størrelse og Forfaldstid maa ansees tilstrækkelig oplyst til at statuere en endelig Kjøbekontrakts Afslutning, finder Retten saaledes at maatte tage Citantens Paastand tilfølge med Ophævelse af Sagens Omkostninger.

Af Bergens Overrets Dom hidsættes:

Retten skal bemærke, at det ifølge de 3 navnte Hovedvidners Prov maa antages, at kun 1 Hovedvidne var nærværende, da selve den saakaldte Handel mellem Parterne skal være afsluttet, medens 2 og 3 Hovedvidne først kom tilstede noget senere og da hørte omtale mellem Parterne, at disse (tidligere paa Eftermiddagen) havde afsluttet Handel om Indstevntes Eiendom Sandkjen (med den samme tilliggende Skov). 1 Hovedvidne, der efter sin Forklaring er kjendt paa Sandkjen og med Skoven dersteds, har derhos udsagt, at Appellanten er kjendt sammesteds, siden han var Barn og at disse Eiendomme ere saa bestemt afgrændsede, at der ikke kan være Tvivl om, hvad der mentes med den ommeldte Aftale om Salget.

Afhørt som 1 Vidne under det ovennævnte Tingsvidne, har 1 Hovedvidne paa Tilspørgsel om, hvorpaa han støtter sin tidligere udtalte Formening om, at Appellanten har været kjendt paa Sandkjen, siden han var Barn, svaret at Appellantens Fader var Indstevntes Nabo og at disse to fra Barnsben af og i ethvertfald saalænge Vidnet har Erfaring derom, har været Bekjendte. Vidnet har derhos udsagt, at der under de nævnte Forhandlinger mellem Parterne kun var Tale om Sandkjen og tilhørende Skov, ikke om No. eller Skyld (Sandkjen er efter Panteregistret ikke nogen selvstændig Eiendom, men henhører under den Indstevnte tilhørende Eiendom Gaards No. 52, Brugs No. 5 Stavdal i Solum), og at Vidnet ikke var i Tvil om, at Forhandlingerne kun gjaldt Eiendommen Sandkjen (med tilhørende Skov).

2 Tingsvidne, der efterat den nævnte angivelige Handel havde fundet Sted, blev af Appellanten anmodet om at være med for at opgaa Grændserne for vedkommende Eiendom, har provet, at han ikke tror, at Appellanten kjendte Eiendommens Udstrækning og Grændser, hvilken Opfatning Vidnet siger det fik under den anstillede Befaring, idet det da viste sig, at det var store Strækninger af Eiendommen, hvor Appellanten ikke kjendte Grændserne.

3 Tingsvidne, der efterat den ommeldte Handel havde fundet Sted som Kjendtmand blev anmodet af Appellanten om at være med for at opgaa Grændserne for den solgte Eiendom, har provet, at efter Vidnets Skjøn kjendte Appellanten selv ikke Eiendommens Udstrækning og Grændser.