Rt-1908-753
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1908-09-18 |
| Publisert: | Rt-1908-753 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 10/2 B |
| Parter: | Arnt Lund Udhaug (Overretssagfører J. Risting til Prøve) mod Kristian R. Lund (Advokat Jørgen Smith). |
| Forfatter: | Prydz, V. Scheel, Meidell, Motzfeldt, Vogt, Kjerschow, Reimers |
| Lovhenvisninger: | Lakseloven (1905) §1 |
Extraordinær Assessor Byretsassessor Prydz: Med Hensyn til nærværende Sags Gjenstand og nærmere Omstændigheder henviser jeg til Præmisserne til de foregaaende Retters Domme, nemlig Dom afsagt den 8 Juni 1903 af den konstituerede Sorenskriver i Fosen med Meddomsmænd og Trondhjems Overrets Dom afødt xx.xx.1905.
Ved førstnævnte Dom blev kjent for Ret: «De Indstevnte, Kristoffer J. Udhaug og Kristian R. Lund, kjendes uberettigede til det af dem ved Klitskjærgrunden breven Laksefiske med Kilenot. Derhos bør de at udrede til Citanten, Arnt Lund, Erstatning for den Skade, som er ham tilføiet, ved dette deres Fiske, at bestemme ved Skjøn af uvillige Mænd optaget paa de Indstevntes Bekostning med 4 % Renter pr. Aar af Skjønsbeløbet fra 1 Mai 1901 til Betaling sker. Forøvrig bør Kristoffer J. Udhaug og Kristian R. Lund for Arnt Lunds Tiltale i denne Sag fri at være. Sagens Omkostninger ophæves.»
Ved Overretsdommen blev derimod kjendt for Ret: «For Appellanten, Kristoffer J. Udhaugs Vedkommende, bør Underrettens Dom uefterrettelig at være, hvorhos Sagen for hans Vedkommende afvises fra Underretten. Appellanten, Kristian R. Lund, bør for Indstevnte, Arnt Lund Udhaugs Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger for begge Retter ophæves.»
Overretsdommen er af Arnt Lund Udhaug paanket til Høiesteret, hvor han har ladet nedlægge saadan Paastand: «1) At Indstevnte, Kristian R. Lund, kjendes uberettiget til det af ham ved Klitskjærgrunden drevne Laksefiske med Kilenøter. 2) At han tilpligtes at betale Appellanten, Arnt Lund, Erstatning for den Appellanten ved Fisket voldte Skade med Renter fra 1 Mai 1901. Erstatningen at bestemmes ved uvillige Mænds Skjøn paa Indstevntes Bekostning. 3) At Appellanten tilkjendes Omkostninger for Overret og Høiesteret.»
Side:754
Kristian R. Lund har ladet nedlægge Paastand om Frifindelse med Tilkjendelse af Procesomkostninger for Høiesteret.
Forsaavidt Overretsdommen gaar ud paa Afvisning fra Underretten for Kristoffer J. Udhaugs Vedkommende, er der akviesceret ved samme.
Det er her ved Retten paa det Rene, at det kun er de to fra Klitskjærgrunden anbragte Nøter og ikke tillige den tredie Not, der er anbragt fra selve Klitten, som Sagen gjælder. Ligesaa er det nu paa det Rene, at Sagen kun gjælder Klitskjærgrunden, ikke tillige Klitskjæret. Som det sees, er de i Underretsdommen angivne Distancemaal, hvorefter Klitskjærgrunden ligger nærmere Appellantens Land end Klitten, taget ved Lavvande. Ved Høivande er Forholdet omvendt, idet som i Overretsdommen oplyft Afstanden da er kortere mellem Klitten og Klitskjærgrunden end mellem denne og Appellantens Land.
Jeg kommer til samme Resultat som Overretten, og jeg kan i det Væsentlige tiltræde dennes Begrundelse. Jeg voterer saaledes for Stadfæstelse af Overrettens Dom, forsaavidt paanket er, og antager med Hensyn til Procesomkostningerne her for Retten, at disse bør ophæves.
Da jeg efter Konferancen maa antage, at jeg er i Minoritet, skal jeg ikke forme nogen Konklusion.
Assessor V. Scheel: Jeg er enig med Førstvoterende.
Ekstraordinær Assessor, Advokat Meidell: Jeg kommer til samme Resultat som Underretten. Jeg mener, at det Princip for Deling af Sjøgrund, der er gjort gjældende i den i Overretsdommen omhandlede Høiesteretsdom afødt xx.xx.1878, Rt-1878-782, ikke kan tages absolut fikst, men at Principet maa taale nogen Afændring, naar Forhold og Omstændigheder er saadanne som under nærværende Sag. Det er ikke ganske korrekt, forekommer det mig, naar Overretten refererer Skyldsætningsforretningen afødt xx.xx.1856 saaledes, at man faar Indtrykket af, at Klitten specielt er nævnt som en særskilt Eiendomsparcel, der ved Skylddelingsforretningen tillagdes Indstevntes nuværende Brugsnumer. Omhandlede Brugsnumer repræsenteredes dengang af Hans Aage E. Lund. Ordlyden i Skylddelingsforretningen er den: «Hvad som er østenfor Linien Litr. B indtil Merkeslinien mellem Uldriksborg og den Eiendom, nærværende Forretning angaar, udgjør de andre 2/5 Dele og tilhører Hans Aage E. Lund samt 1/4 Del i Fjøsholmens Laksevarpe, Klitten, en liden Holme østenfor Fjøsholmen.» Ordlyden giver saaledes Udtryk for, at det er en Fjerdedel i Fjøsholmens Laksevarpe, der benævnes «Klitten, en liden Holme østenfor Fjøsholmen». Imidlertid er det paa det Rene efter Proceduren, at Indstevnte og hans Formænd i 1856 fik og siden har udøvet Eiendomsraadighed over den omhandlede Holme, altsaa ikke bare har erhvervet Andel i det ved Holmen paa den Tid drevne Laksevarp. Uagtet det saaledes er paa det Rene, at Indstevnte nu eier den nævnte Holme, Klitten, mener jeg dog, at det har sin Betydning, at Skylddelingsforretningen, saaledes som Tilfældet er, nærmest en passant taler om «Klitten», medens det, som Skylddelingen øiensynlig lægger væsentlig Vegt paa, er Laksevarpet. Af Appellanten er uimodsagt blevet anført ved Høiesteret, at naar Indstevntes Formand er tillagt Raadighed over Klitten, der ligger ganske udenfor den Delelinje mellem Opsidderne, som Forretningen ellers fastsætter, saa var Grunden hertil den, at Indstevnte eller hans Formand trængte Klitten til Anlæg af en Brygge.
Side:755
Indstevntes Eiendom manglede nemlig bekvem Plads for Brygge og Sjøbod. Den omhandlede Holme er efter Oplysningerne ikke større end omtrent 1 Maal. Den er ikke andet, saavidt jeg har forstaaet, end en Stengrund, der kan egne sig til Oplagstomt og lignende, men i sig selv er uskikket som Jordeiendom. Efter sin Beliggenhed hører den naturlig til Appellantens Eiendom Fjøsholmen eller Holmhaugen, som den ogsaa er blevet kaldt. At det skulde været Meningen, uden at det fik noget Udtryk i Skylddelingsforretningen, at omhandlede Skjær eller Holme skulde tilkomme som naturlig Tilbehør den under Sagen omhandlede Grunde, Klitgrunden, forekommer mig i og for sig, saaledes som den topografiske Situation foreligger, at have i høi Grad Sandsynligheden mod sig. Der har tidligere under Proceduren foruden den saakaldte Klitgrund ogsaa været Tale om en anden Grunde, der er benævnt Klitskjæret, men denne sidste Grunde har ingen Interesse for Sagen, saaledes som den foreligger ved Høiesteret, saa jeg alene skal berøre Klitgrunden. Kun skal jeg bemærke, at Grunden Klitskjæret utvilsomt tilligger Holmhaugen, idet den befinder sig i adstillig kortere Afstand fra dette Land end fra Klitten. Omtrent i samme Afstand som Klitskjæret befinder sig fra Holmhaugen (23 Favne), befinder Klitgrunden sig fra Klitskjæret, og begge Grunde ligger i samme Retning. Det kan forøvrig bemerkes, at hvis Afstanden mellem Klitgrunden og Holmhaugen regnes efter Situationen, som den er ved Lavvande, bliver Afstanden mellem de nævnte Steder mindre end mellem Klitgrunden og Klitten. Efter Situationskartet kan det sees, at Sjøbunden fra Klitten af i Retning mod Klitgrunden først er faldende, derimod nærmere Klitgrunden atter igjen stigende, saaledes at Klitgrunden selv stikker op som et Skjær, der ved Høivande sees at være 3,2 m. under Vandfladen og ved Lavvande, efter hvad der er oplyst om Differancen mellem Lavvande og Høiande, kun har en Dybde af 0,2 m. Det vil efter min Mening, naar man gjør sig op et Indtryk af Stedforholdene, falde som det eneste naturlige at henregne ligesaavel Klitgrunden som Klitskjæret til den Sjøbund, der tilligger Holmhaugen. Jeg mener, at det, naar det gjælder saadanne Holmer, er det naturlige at se hen til de samlede Lokaliteter og ud derfra afgjøre, hvad det er for Strandside, hvoraf Holmen eller Skjæret nærmest maa skjønnes at være en Fortsættelse. Holmen i sig selv er, som jeg sagde, et bart Skjær. Den kan nok, som af Overretten fremhævet, have sin Værdi, men dette Moment i og for sig forekommer mig ikke at komme i Betragtning, naar det dels - som jeg har nævnt - efter Stedforholdene og dels eftersom de faktiske Forhold iøvrigt har udviklet sig, maa fra alle Sider antages at være betragtet som en Eiendom, der kun kom i Betragtning i sin Egenskab af Skjær. Jeg antager efter dette, at Indstevnte, K. K. Lund, har været uberettiget til at fæste Not paa Klitgrunden, som jeg har kaldt den, eller Klitskjærgrunden, som er den Benævnelse, der anvendes af Underretten.
Under Sagen her ved Høiesteret er der kun Tale om to Kilenøter. Af disse to Kilenøter har den søndre været umiddelbart fæstet i Klitgrunden, den anden, den nordre, har - som det fremgaar af Underretsdommen - atter igjen været fæstet sammen med den søndre. Begge Kilenøter har saaledes sammentagne havt Støtte ved Fæste i Klitgrunden. Naar saa er Forholdet, mener jeg, at det ligesaavel for den ene som den anden af Kilenøternes Vedkommende gjælder, at den anvendte Anbringelsesmaade har været uberettiget.
Side:756
At den Maade, hvorpaa Indstevnte har indrettet sig ved Anbringelsen af sine Kilenøter, har ledet til Tab, maa jeg efter den foreliggende Udtalelse fra Meddomsmændene gaa ud fra. Med Underretten er jeg derfor enig i, at der tilkommer Appellanten Erstatning.
Som det fremgaar af de tidligere Domme, har oprindelig foruden K. K. Lund ogsaa en Trediemand, Kristoffer J. Udhaug, været indstevnt. For Kristoffers Vedkommende blev imidlertid Sagen ved Overrettens Dom afvist fra Underretten. Her ved Høiesteret procederes Sagen alene mellem Arnt Lund Udhaug paa den ene Side og Kristian K. Lund paa den anden. I Underretsdommens Konklusion er brugt det Udtryk, at Indstevnte kjendes uberettiget til det ved Klitskjærgrunden drevne Laksefiske. Jeg antager, det vil være korrektere, at Konklusionen gjøres lydende paa: det fra Klitskjærgrunden drevne Laksefiske.
Processens Omkostninger for samtlige Retter antager jeg bør ophæves.
Konklusion:
Indstevnte, Kristian K. Lund, kjendes uberettiget til det af ham fra Klitskjærgrunden drevne Laksefiske med kilenot. Derhos bør han til Appellanten, Arnt Lund, betale Erstatning efter Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa hans Bekostning, for den Skade, som ved dette Laksefiske er paaført Appellanten. Af Skjønsbeløbet svares 4 af Hundrede i aarlig Rente fra 1 Mai 1901, til Betaling sker. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.
Assessor Motzfeldt: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Hr. Assessor Mejdell.
Ekstraordinær Assessor, Lagmand Vogt: Enig med Førstvoterende.
Ekstraordinær Assessor, Lagmand Kjerschow: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Hr. Assessor Mejdell.
Assessor Reimers: Jeg kommer til samme Resultat som Hr. Assessor Mejdell. Men jeg finder ikke for dette Resultat at kunne bygge paa Skyddelingsforretningen og de Slutninger, som af denne muligens maatte kunne udledes, Slutninger, som nødvendigvis maa blive mere eller mindre usikre. Heller ikke finder jeg det nødvendig at udtale mig om, i hvilken Retning Delelinien paa Land mellem Parternes Eiendomme er at trække udover den tilstødende Sjøgrund. Det er nemlig under enhver Omstændighed paa det Rene, at Holmen Klitten ved Delingen i 1856 blev tillagt Indstevntes Eiendom og med fuld Eiendomsret. Og naar intet Forbehold i modsat Retning ved Delingen blev taget, mener jeg, Klitten tilkommer almindelig Sjøgrundsret, jfr. Bestemmelsen i den nye Lakselov afødt xx.xx.1905 §1, 3 Afsnit, som vistnok alene udtaler, hvad der ogsaa før var gjældende Ret. Jeg mener imidlertid med Hr. Assessor Mejdell, at det, naar de lokale Forhold, som de fremgaar af Situationskartet, og Sagens Oplysninger forøvrig holdes for Øie, vilde være aabenbart urimlig at lade denne Sjøgrundsret omfatte den forholdsvis i lang Afstand derfra liggende Klitgrund, som, efter hvad der er paa det Rene, ogsaa ved Lavvande er et Undervandskjær. Det naturlige er, forekommer det mig, at betragte dette Skjær, hvis Afstand fra Fastlandet, Holmhaugen, Appellantens Eiendom, kun er ubetydelig større end Afstanden fra Klitten, som udgjørende en Del af den til Appellantens Eiendom hørende Sjøgrund. Under de Kollisioner, der i
Side:757
Tilfælde som det foreliggende hyppig vil kunne opstaa, faar man, mener jeg, uden at lade de nøiagtige Afstande være det afgjørende, lade Afgjørelsen bero paa et rimelig Skjøn om, hvad der i det enkelte Tilfælde efter de lokale Forhold fremstiller sig som den naturlige Løsning.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Tredievoterendes Konklusion.
Af Underrettens Dom hidsættes:
Efter forgjæves anstillet Forligsmægling har Citanten (Arnt Lund) ved Aastedsstevning sagsøgt de Indstevnte (Kristoffer og Kristian Udhaug) for at faa dem kjendt uberettigede til at drive Laksefiske med Kilenot ved «Klitskjæret» og «Klitskjærgrunden» og tilpligtet at udrede Citanten Erstatning for derved tilføiet Skade. - - -
De Indstevnte, som har paastaaet sig frifundet og tilkjendt Sagsomkostninger, har til sin Frifindelse anført følgende: at Klitskjæret og Klitskjærgrunden hører «Klitten» til, og at de som Eiere af og berettigede til Fiske fra Klitten ogsaa skal have Ret til at fiske fra Klitskjærgrunden. Ved Skyldsætningsforretning, afholdt i 1856, hvor Udhaug Gaard blev delt mellem Citanten og de Indstevnte lagdes Holmen «Klitten» til den Del, som nu eies af Indstevnte. Klitskjæret og Klitskjærgrunden blev ikke bestemt nævnt, da de som overflydte Skjær havde mindre Betydning efter den Tids Forhold, men Navnene tyder med Bestemthed paa, at de tilhører Klitten. Klitten, der saaledes er tillagt de indstevntes Eiendom, er da tillagt alle den tilkommende Herligheder og Rettigheder, saaledes ogsaa med Eiendomsret til tilstødende Sjøgrund, med hvad derpaa befindes. Klitskjæret og Klitskjærgrunden er Smaaholmer, der ikke har særskilt Ret til Sjøgrund, men maa betragtes som endel af Sjøgrunden, saaledes at den Eiendom, der eier Sjøgrunden, eo ipso har Eiendomsret til Holmerne. Denne Mening støttes af Høiesteretsdom af 1878, hvor der udtales, at enhver Del af den indenfor Marbakken liggende Sjøgrund tilhører det Land, som den under almindelig Høivand ligger nærmest. Ved Aastedsbefaringen blev der ved Maalingerne taget Hensyn til laveste Vandstand, hvad der saaledes var en Feil. Ved rigtig Maaling vil det vistnok vise sig, at ialfald Klitskjærgrunden tilhører Klitten, saaledes at det af de Indstevnte foretagne Laksefiske er fuldt lovlig. - - -
Citanten har til Frifindelsespost 1 anført, at ved Skylddelingsforretningen af 1856 blev Landet vestenfor den optrukne Delingslinje tillagt Citantens Eiendom, medens Landet østenfor den nævnte Linje tillagdes de Indstevntes Eiendom, der tillige fik Andel i Fjøsholmen Laksevarpe og Klitten. Da denne Holme falder vestenfor nævnte Grænselinje, vilde den have tilhørt Citanten, hvis den ikke var blevet specielt undtaget som følgende med de Indstevntes Del. Naar derfor kun Klitten blev taget fra Citantens Eiendom, maa det være Meningen, at Klitskjæret og Klitskjærgrunden skulde vedblive at tilhøre Citanten. Disse var ligesaa vigtige og ligesaa bekjendte for Stedets Folk som Klitten, selv om denne er større. Klitskjæret og Klitskjærgrunden er skilt fra Klitten men betydelige Afstande og med fuldstændige Dybraaser. Maalingen viser ogsaa, at de hører Strandbredden til og danner Dele af denne. - - -
Retten skal om den af de Indstevnte reiste Paastand, at Klitskjæret og Klitskjærgrunden tilhører dem, bemærke, at da Gaarden Udhaug blev delt i 1856, gik Grænselinjen mellem de Indstevnte og Citanten ned til Fjæren. Ved de under Aastedsbefaringen 8 August 1901 foretagne Maalinger viste det sig, at en direkte Fortsættelse af Grænselinjen mellem Eiendommene fra Fjæren og udover Sjøen vilde komme til at gaa 48 m. østenfor Klitten. Efter dette vilde Klitten, forsaavidt ingen Bestemmelser var truffet om den i Skyldsætningsforretningen af
Side:758
1856 have tilfaldt Citanten, der skulde have den paa vestre Side af Grænselinien faldende Del. Da der nu ikke i Skyldsætningen er truffet nogen Bestemmelse om, hvem der skal være Eier af Klitskjæret og Klitskjærgrunden, maa disse ubetydelige Skjær eller Holmer efter Rettens Mening komme til at tilhøre det Land, som de ligger nærmest, da de er af ringe Størrelse og overflydte med Høivand, saaledes at de nærmest maa regnes for en Del af Sjøgrunden.
At Klitskjæret og Klitskjærgrunden skal kunne henregnes til Klitten som en til denne henhørende Sjøgrund, som af de indstevnte paastaaet, kan Retten dog ikke antage. Klitten er nemlig en Holme af ikke betydelig Størrelse, og ligger tæt ind til det Land, som efter hvad der er in confesso ved Skyldsætningsforretningen af 1856 blev tillagt Citanten. Klitten kan derfor efter Rettens Mening ikke regnes som en selvstændig Eiendom med egen tilhørende Sjøgrund. Denne maa tillægges det omkring liggende Land - Fjøsholmen - der forøvrig ikke er en Holme, men en Halvø, og i nærværende Sag forekommer det Retten at være saameget desto klarere, at Klitskjæret og Klitskjærgrunden maa tilhøre Citanten, da det efter de foretagne Maalinger viser sig, at disse Holmer ligger nærmere Fjøsholmen end Klitten. - - -
Af Overrettens Dom hidsættes:
- - - Tvisten dreier sig hovedsagelig om, hvem af Parterne, der har Eiendomsret til Klitskjærgrunden, til hvilken 2 af de omhandlede Kilenoter, direkte og indirekte, var fæstet. I saa Henseende hævder Appellanterne, at Klitskjærgrunden, ligesom Klitskjæret som smaa omflydte Skjær hører sammen med Sjøgrunden og, da denne efter Situationskartet ligger 15 Favne nærmere Klitten, der uomtvistet tilhører Appellanternes Eiendom, end Indstevntes Land, maa efter hans Mening ogsaa Laksenøterne være drevet paa lovlig Vis med Fæste i Appellantens Grund. De under Underretssagen foretagne Maalinger var for det første feilagtige, idet Maalene toges efter laveste Vandstand istedenfor ordinært Høivand, og dernæst mindre nøiagtige, hvorhos Afstanden fra Klitskjærgrunden blev taget fra denne til Klitskjæret og fra Klitskjæret til Land, hvorved Bredden af dette sidste i Virkeligheden er fratrukket. Skyldsætningen fastsætter kun Grænsen paa Land og kan efter Appellantens Mening ikke fortsættes udover Strandlinjen.
Indstevnte derimod fastholder, at den under Skyldsætningen fastsatte Grænselinje fortsat udover Sjøen i samme Retning falder saaledes, at baade Klitten og Klitskjærgrunden vilde have tilfaldt Indstevntes Eiendom, saafremt det ikke var udtrykkelig sagt, at der for Klittens Vedkommende skulde gjøres en Undtagelse. Skyldsætningen bestemmer nemlig, at hvad der ligger vestenfor Grænselinjen skal tilhøre Indstevntes Eiendom, og Kartet viser, at saavel Klitten, som Klitskjær og Klitskjærgrund ligger paa vestre Side af Grænselinjens Fortsættelse. Naar der tilligger Strandbredden 3 nær hinanden liggende Skjær, hvoraf det ene under Skyldsætningen tillægges en anden Part end den, hvortil det ellers vilde have hørt, mener han, at Undtagelsen kun kan gjælde det ene Skjær og ikke ogsaa de andre. Klitten maa karakteriseres som en liden nøgen Holme og dens Beliggenhed tæt indtil Landet med Strandbreddens tydelige Fortsættelse udimod den, henfører den saa paatagelig til Strandbredden som Del af denne eller af dens Sjø-grund, at al Selvstændighed som egen Eiendomsgjenstand med eget Sjøgrundsterritorium er udelukket. Han bestrider, at Situationen kan bedømmes efter almindelig Høivand, idet den Omstændighed, at Strandbredden paa den ene Kant kan falde fladere, saa Høivandet gaar længre op, ikke bør medføre, at denne Strandbred derfor ansees fjernere fra et udenfor liggende Punkt end den Strandbred, der faktisk (ved Lavvand) ligger fjernere, men hvor Høivandet paa Grund af en Hævning af Terrænet ikke flyder over.
Nærværende Ret finder ikke, at der i Skyldsætningsforretningen afødt xx.xx.1856, ved Hvilken Gaarden Udhaug deltes paa Skifte mellem Arvingerne, blev
Side:759
fastslaaet nogen Grænselinje for Sjøgrunden, saaledes som Tilfældet var paa Land. Linjen B. i nævnte Forretning kan ikke sees at ramme Sjøterritoriet, og under Litr. C. hvor Appellantens Eiendom beskrives, heder det kun, at hvad som er østenfor Linjen, Litr. B. indtil Merkelinjen mod Ulriksborg, udgjør de 2/5 af den tidligere Eiendom, der tilfaldt Hans Aage Lund (Appellantens Eiendom), samt 1/4 i Fjøsholmens Laksevarpe, Klitten, en liden Holme østenfor Fjøsholmen. Nogen Bestemmelse i Forretningen om, at Grænsen i Sjøen netop skal fortsættes i Retning af Grænsen paa Land, forefindes ikke, og man er føgelig ligeoverfor Eiendomsretten til Sjøgrunden henvist til den af Høiesteret i Dom afødt xx.xx.1878 etablerede Regel, at ethvert Punkt af Grunden tilhører den Strand, som det ved almindeligt Høivand maatte ligge nærmest. Sagens Udfald vil da i nærvæ rende Tilfælde være afhængig af, hvorvidt Holmen Klitten, skal tillægges særskilt Sjøgrundsret. Sættes denne ud af Betragtning, og man kun ser hen til Parternes Strandlinie forøvrigt, er det nemlig utvilsomt, at den omtvistede Sjøgrund ligger nærmest Indstevntes Grund, medens i modsat Fald Klitskjærgrunden, eller som den paa Ridset er benævnt, Klitgrunden bliver at henføre tdil Klitten som liggende nærmere denne end Indstevntes Strandlinje ved almindelig Høivand, der overensstemmende med den citerede Høiesteretsdom maa antages at blive Udgangspunktet for Afstandsmaalingerne.
Klitten er i Skyldsætningen betegnet som en liden Holme, og denne Betegnelse maa efter Kartet antages korrekt, idet den efter Situationskartet kun er omtrent 50 Meter lang med vel 20 Meters Bredde. (Afstanden fra Klitten til Klitskjærgrunden er ca. 80 Meter, medens den mellem denne og Indstevntes Land udgjør ca. 108.5 Meter). Derimod er Holmen efter de fremkomne Oplysninger efter sin Beskaffenhed i det Hele af forholdsvis betydelig Værdi. Efter Skjønsmændenes før citerede Udtalelse af 18 Juni f. A. er den af væsentlig Betydning og af adskillig Værdi, særlig som Oplagsplads, og den har i en Række af Aar været bebygget med Brygge, ligesom den ogsaa, rigtignok for kortere Tid, har været anvendt til Fisketørring. Selve den Omstændighed, at den under Delingsforretningen særskilt blev nævnt og tillagt Appellantens Eiendom, uagtet den naturlig skulde have medfulgt Indstevntes, tyder paa, at den har havt særlig Interesse som Eiendomsgjenstand. At den, som Vidneførselen den 18 Juni f. A. viser, har været Gjenstand for Efterspørgsel til en i Forhold til Størrelsen meget høi Pris, maa visselig tilskrives, at vedkommende Sognestyre havde Brug for den i et specielt Øiemed, se. til Kuloplag; men det viser dog, at han har Betingelser for at eksistere som selvstændig Eiendomsgjenstand, og det kan neppe bestrides, at den under disse Omstændigheder tilkommer sin tilstødende Sjøgrundsret og maa betragtes som noget mere end selve Sjøgrunden eller som en ubetydelig Forhøining i denne. Kfr. den før citerede Høiesteretsdom i Rt-1878-782 paa side 784. Naar Skyldsætningen i 1856 har tildelt Appellantens Eiendom denne Holme med ubegrænset Eiendomsret, synes det vanskelig at kunne udelukke den Holmen efter de naturlige Forholde tilliggende Sjøgrund. Derimod stiller det sig for Retten særdeles tvilsomt, om Klitskjærgrunden ved sin forholdsvis betydelige Afstand og ved sin Beskaffenhed kan henføres til denne, og om det kan antages forenlig med Skyldsætningsforretningen, at den skal følge Klitten, naar der ikke findes nogen Antydning i Forretningen derom. Naar imidlertid hensees til, at omhandlede Grund paa Skylddelingsforretningens Tid, altsaa længe før Kilenotfisket var igang, liden eller yderst ringe Betydning kan have havt, er det let tænkelig, at Skylddelingsmændene liden eller ingen Opfordring har havt til udtrykkelig at nævne denne eller idet hele taget til at afgjøre, hvor stor Del af Sjøgrunden, hvortil Klitskjærgrunden efter nærværende Rets Opfatning efter sin Beskaffenhed maa henføres til, nævnte Holme disponerede over. Det indsees derfor ikke, at man med fuld Tryghed under de foreliggende Bevisligheder kan begrænse heromhandlede Holmes Sjøgrund til et
Side:760
Felt, der efter den gjældende Retsregel vilde være mindre, end dens Strandret og Beliggenhed tilsiger. Efter denne Opfatning har Appellanten havt sine Kilenøter fæstede i egen Grund med Nøterne placerede ud mod Dybet (Marbakken), uden at der fra Indstevntes Side er ført Bevis for, at nogen ham tilkommende bedre Ret derved er krænket. Parterne er enige om, at det er Fiskeriet ved Klitskjærgrunden, Sagen gjælder, og der foreligger saaledes ikke Føie for Retten til nærmere at undersøge Eiendomsforholdet ligeoverfor Klitskjæret. - - -
Bergersen.
Enig.
Wildhagen.
Idet jeg slutter mig til de foregaaende Voterende, finder jeg at burde tilføie, at Sagen muligens vilde have stillet sig anderledes, forsaavidt Indstevntes Anke ikke efter Proceduren maatte ansees udelukkende baseret derpaa, at de omhandlede Nøter havde Landfæste i Klitskjærgrunden. De Steder, hvor de 2 yderste Nøter efter Kartet stod, og hvor de efter Sagens Natur synes at maatte have havt Fæste i Grunden, sees nemlig efter Kartet at ligge nærmere til Indstevntes Eiendom end til Klitten. Spørgsmaalet om de Steder, hvor Bundfæstet var anbragt, ligger udenfor eller indenfor Marbakken, vilde forsaavidt været af Betydning.
Beichmann.