Rt-1909-417

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1909-05-22
Publisert:	Rt-1909-417
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 29/1 B s.a.
Parter:	Straffesag mod grosserer Wilhelm Thams og generalkonsul Chr. Thams (forsvarer advokat Klingenberg - aktor advokat Schjødt).
Forfatter:	Motzfeldt, Vogt, Hagerup Bull, V. Scheel, Hoff, Reimers
Lovhenvisninger:	Grunnloven (1814) §97, §105, §8, Grunnloven (1814), Straffeloven (1902) §339

Assessor Motzfeldt: Den 12 januar 1909 blev de ansvarlige indehavere af firmaet M. Thams & Co., grosserer Wilhelm Thams og generalkonsul Chr. Thams af politimesteren i Uttrøndelagen sat under tiltale «til fældelse efter straffelovens §339, kfr. §1, §2, §6 og §7 i de under 25 februar f.a. approberede vedtægter mod skogenes ødelæggelse inden Rennebu herred sammenholdt med §15 i lov om vernskogens bevarelse og mod skogenes ødelæggelse m.v. afødt xx.xx.1908 for i begyndelsen af forrige maaned i Kjønnum og Gunnes skoge i Rennebu at have ladet foretage hugst af henholdsvis 12 bartrær ned til 6 alen 6" og 12 bartrær ned til 6 alen 7" uden anmeldelse derom til herredsstyret mindst 6 uger, før hugsten paabegyndtes og uden udvisning af amtsskogmesteren eller en anden af herredsstyret godkjendt skogkyndig mand». Ved dom afsagt den 13 februar 1909 af meddomsret for Ørkedalen blev de tiltalte kjendt «uberettigede til hugst som skeet i strid med skogvedtægterne for Rennebu herred afødt xx.xx.1908», men frifandtes for straf. Angaaende sagens nærmere omstændigheder henviser jeg til dommens præmisser. Meddomsrettens dom er af de domfældte paa grund af formentlig urigtig lovanvendelse begjæret indbragt for høiesteret. Politimesteren i Uttrøndelagen har derhos ogsaa fra sin side begjæret sagen paaanket til høiesteret til forandring, «fordi retten ikke har udtalt sig om straffepaastanden, idet det da sagen er anlagt som almindelig straffesag, antages urigtig, at retten alene har udtalt sig om de tiltaltes berettigelse til den i sagen omhandlede hugst». Sagen er af kjæremaalsudvalget henvist til prøvelse i høiesteret. Forsvareren har nedlagt paastand om frifindelse og tilkjendelse af forsvarsomkostninger ved meddomsretten. Aktor har paastaaet de tiltalte fældet til straf for den nævnte hugst.

Det sees, at firmaet M. Thams.& Co. i aarene fra 1891 og udover i Rennebu har indgaaet endel udhugstkontrakter, der giver ret til at hugge alle de trær i vedkommende skog, der inden kontraktens udløb har naaet en vis størrelse. Dimensionerne er i kontrakterne mindre end tilladt i de ved kongelig resolution afødt xx.xx.1908 approberede skogvedtægter for Rennebu, idet maalene i enkelte kontrakter gaar ned til 6 alen 6", medens efter vedtægterne kun trær, der holder 8 alen 8", er gjenstand for fri hugst. Kontrakternes løbetid er forskjellig, fra 5 indtil 25 aar. Kjøbesummen for udhugstrettighederne er paa alle kontrakter forlængst af Thams & Co. udbetalt. Om de udfærdigede skogvedtægter skal gjøres anvendelige paa de af firmaet indgaaede udhugstkontrakter, vil firmaet derved blive afskaaret fra adgangen til at afvirke en hel del af de trær, hvortil de efter sine kontrakter har ret. Af skogkyndige mænd er efter specificerede beregninger disse trær værdsat til over kr. 30.000,00. Dette bliver altsaa firmaets tab, hvis hugstretten skal reduceres overensstemmende med vedtægterne.

Side:418

Det første spørgsmaal, der reiser sig, er, hvorvidt det har været hensigten med vedtægterne at ramme ogsaa ældre udhugstkontrakter. Jeg antager, at vedtægterne maa forstaaes som omfattende al hugst inden herredet, uden hensyn til om denne foregaar med hjemmel af eiendomsret eller af ældre udhugstret.

Det næste spørgsmaal bliver da, hvorvidt det at give vedtægterne en saadan anvendelse er forenlig med grundlovens §97, hvis forbud mod at give love tilbagevirkende kraft tilsigter at hindre krænkelse af borgernes ældre lovlig erhvervede rettigheder. Anvendelsen af budet i §97 kan i mange tilfælde være meget vanskelig og foranledige megen tvil. Indholdet af forbudet kan neppe fremstilles i nogen almindelig paa alle forhold passende sætning; det maa betragtes og bedømmes særskilt i sin anvendelse paa de forskjellige slags retsforhold. Angaaende kontraktforhold udtaler professor Aschehoug i sin Statsforfatningsret (3die bind, 2den udgave) side 133-146 og 376, at disse retsforhold hører til dem, der mindst taaler paavirkning af senere love. Heri er jeg enig. Kontraktsforhold maa som regel bedømmes efter den paa deres stiftelsestid gjældende lovgivning. Parternes indbyrdes rettigheder og forpligtelser bør ikke ved en senere lov kunne umiddelbart forandres til skade for nogen af parterne uden erstatning til den skadelidende. Og sterkest gjælder dette, naar kontrakten som her allerede er fuldt opfyldt fra den ene side. Borgernes fuldt lovlig erhvervede rettigheder bør ikke kunne hverken af stat eller kommune krænkes uden erstatning. Det kan efter min mening ikke fordres af den enkelte borger, at han skal gjøre særopofrelser til fordel enten for det hele statssamfund eller for herredet ved at give afkald, paa sine lovlig erhvervede rettigheder. En mand kan derved blive økonomisk ruineret. Vil lovgivningen have en ny lov anvendt paa ældre forhold paa en saadan maade, at dette maa siges at støde an mod budet i grundlovens §97, maa dette betragtes som et slags ekspropriation, og erstatning derfor maa gives i overensstemmelse med grundlovens §105. Der gives vistnok tilfælde, hvor eieren uden vederlag af lovgivningen kan blive paalagt baand eller indskrænkninger i raadigheden over sin eiendom. Men vedkommende bestemmelser antages da paa anden maade indirekte at yde ham vederlag eller fordele, der holder ham skadesløs. I nærværende tilfælde gjælder det imidlertid ikke ordning eller regulering af brugen af en eiendom eller udøvelsen af en rettighed. Det gjælder selve rettighedens substans. Man kan ikke her ligestille en skogeier og en skogleier med dennes tidsbegrænsede ret. Skogleieren, udhugsthaveren, taber selve den gjenstand, han har kjøbt og som han her har betalt, naar han ikke faar ret til at tilegne sig træerne. Baandet paa skogeieren efter vedtægterne lader derimod ikke denne lide et saadant tab. Han maa kun vente med at hugge sine mindre trær, til disse har vokset sig større og værdifuldere. Træerne og værdien bliver i skogen. Resultatet af vedtægternes anvendelse i nærværende tilfælde vil blive, at firmaet lider et tab af over kr. 30.000,00 uden nogetsomhelst direkte eller indirekte vederlag. De skogeiere, af hvem firmaet har kjøbt sin udhugstret, faar derimod paa sin side beholde i skogen til fremtidig vekst og hugst de solgte og betalte trær. De faar følgelig uden nogetsomhelst vederlag sine skoges værdi tilsvarende forøget.

Jeg finder, at grundlovens §97 er krænket, hvis hensigten er, at de her omhandlede vedtægter uden erstatning skal anvendes paa firmaet Thams's ældre udhugstkontrakter. Og da der hverken i loven eller i vedtægterne er bestemt eller antydet nogen ret til erstatning for den

Side:419

skadelidende, maa jeg gaa ud fra, at man ikke har tænkt sig, at der skal svares erstatning. Men er der ikke i et saadant tilfælde adgang for domstolene til at tilkjende erstatning samtidig med, at loven erklæres gjældende ligeoverfor den skadelidende, har man efter min mening ingen anden udvei end forsaavidt at negte loven gyldighed. Hensynet til den privates ret kræver det. Og den erstatningspligtige vil neppe tabe paa det. Vil man have sagen gjennemført ogsaa med pligt til at svare erstatning, har man jo adgang til at give en ny lov. Det er imidlertid uvist, om man vil gjennemføre sagen, naar dette skal koste penge. Jeg anser det f.eks. her for at være en til vished grænsende sandsynlighed for, at Rennebu kommune ikke vilde have gjort vedtægterne gjældende ligeoverfor firmaet M. Thams & Co., om forudsætningen skulde være, at kommunen i erstatning skulde udrede over kr. 30.000,00.

Det er sagt, at loven i ethvert fald faar adlydes; den skadelidende faar, om han har nogen ret, senere gjøre erstatningssøgsmaal gjældende. Heri kan jeg imidlertid ikke være enig. Jeg tror ikke, man kan forlange, at en mand for at faa sin ret i et saadant tilfælde skal maatte være i besiddelse af økonomisk evne til at føre sin sag igjennem tre instanser og være nødt til at vente i en aarrække for at faa den ham tilkommende erstatning. Erstatningen bør, om han har krav paa saadan, tilkjendes ham i og med det samme loven gjøres gjældende mod ham. Saa sker i andre tilfælde, hvor ekspropriation anvendes. Og ellers vil efter min mening anvendelsen af grundlovens §97 blive saa indskrænket, at den praktisk talt kan betragtes omtrent som uskrevet. Denne min opfatning stemmer ogsaa med høiesterets dom afødt xx.xx.1890 (Rt-1890-455). - Og er det ubillig at forlange at den skadelidende selv skal optræde med søgsmaal, hvor det er paa det rene, at det er staten, der i tilfælde skal betale erstatning, bliver ubilligheden endnu langt større her, hvor der hersker uklarhed om, mod hvem erstatningsansvaret i tilfælde skulde rettes. Dette kunde tænkes rettet mod de til udhugst solgte skoges eiere, der faar fordelen af vedtægternes anvendelse. Firmaet Thams & Co. har ogsaa henvendt sig til dem med spørgsmaal, om de var villige til at tilbagebetale en forholdsvis del af den oppebaarne kjøbesum. Hertil har de imidlertid erklæret sig uvillige. De har svaret, at de intetsomhelst har havt med at faa disse vedtægter istand, og at de intet har imod, at firmaet hugger efter kontrakten. Enkelte har derhos erklæret, at de ikke ser sig istand til at tilbagebetale noget. De, der har oppebaaret kjøbesummen, kan derhos forlængst være døde eller have solgt skogen, naar firmaet skulde gjøre sin ret gjældende. Deres efterfølgere vilde benegte at have gjort sig skyldige i noget forhold, der kan begrunde erstatningspligt. Andre kan være blevet fuldstændig insolvente. - Dernæst kunde erstatningssøgsmaalet tænkes gjort gjældende mod staten, der ved sin lov har givet kommunen adgang til at udfærdige saadanne vedtægter, og som uden noget forbehold har approberet de i 1908 udfærdigede vedtægter. - Og endelig kunde søgsmaalet tænkes anlagt mod Rennebu kommune, der har udfærdiget vedtægterne uden at gjøre nogen undtagelse til fordel for de ældre indgaaede udhugstkontrakter. - Det sees saaledes, at her kunde firmaet Thams & Co. være udsat for at maatte anlægge flere søgsmaal, det ene efter det andet, for at komme til sin ret. Jeg mener, at skulde saadanne vedtægter være gyldige ligeoverfor ældre kontrakter, maatte loven baade bestemme, at erstatning bliver at svare, og afgjøre, hvem der skal betale denne, hvorledes den skal bestemmes, og naar den skal betales.

Side:420

Hvad jeg har anført, finder jeg afgjørende for, at de tiltalte maa blive at frifinde med hensyn til den hugst, de har foretaget i henhold til kontrakten afødt xx.xx.1891, der er indgaaet før den heromhandlede lov afødt xx.xx.1893 blev givet.

Jeg kommer heller ikke til noget andet resultat med hensyn til den anden kontrakt, i henhold til hvilken de har hugget. Den er af 1 september og 6 november 1893, altsaa før loven afødt xx.xx.1893 vartraadt i kraft, men efterat loven den 26 juli var kundgjort. Jeg mener nemlig, at det er den i henhold til loven udfærdigede vedtægt, der her er den lokale lov, hvorpaa det kommer an. Loven af 1893 giver kun adgang til at give vedtægter. Men den omstændighed, at der er mulighed for, at der i fremtiden vil blive givet vedtægter - paa samme maade som der er mulighed for nye love - kan efter min mening ikke rokke en længe før vedtægtens udfærdigelse afsluttet udhugstkontrakt. Her er tillige det at merke, at loven har ikke selv bestemt noget om vedkommende vedtægters indhold. Man er ikke alene i uvished om, hvorvidt der vil blive udfærdiget vedtægter i henhold til den af loven givne bemyndigelse; her sees at være hengaaet 15 aar, inden kommunen benyttede adgangen. Men man er ogsaa fuldstændig i uvished om, af hvilket indhold de eventuelt kommende vedtægter vil blive. Jeg mener,, at en kontrakt og dens indhold ogsaa ligeoverfor vedtægterne maa bedømmes efter, hvad der gjaldt paa kontraktstiden.

Jeg kommer altsaa til det resultat, at de tiltalte maa blive at frifinde, og at der maa tilkjendes dem erstatning for nødvendige forsvarsomkostninger ved meddomsretten.

Konklusion:

Grosserer Wilhelm Thams og generalkonsul Chr. Thams bør for paatalemyndighedens tiltale i denne sag fri at være. I erstatning for nødvendige forsvarsudgifter ved meddomsretten tilkjendes dem 50 kroner, Forsvarer og aktor for høiesteret, advokaterne H. O. Klingenberg og Schjødt, tillægges i salarium af statskassen, førstnævnte 80 og sidstnævnte 60 kroner.

Ekstraordinær assessor, sorenskriver Vogt: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Jeg finder imidlertid at burde gjøre en del tillægsbemerkninger, dels fordi jeg ikke føler mig vis paa, at min begrundelse helt falder sammen med førstvoterendes, der forekom mig muligens at gaa noget vidt i retning af at tillægge grundlovens §97 annulerende virkning paa love, og dels af hensyn til den betydning og den rækkevidde, som antagelig vil blive tillagt afgjørelsen i nærværende sag. Foreløbig skal jeg bemerke, at forsaavidt det fra forsvarets side er gjort gjældende, at §8 i loven afødt xx.xx.1893 ikke kan antages paa samme maade som §3 at ville gjøre de vedtægter, der har sin hjemmel i paragrafen, anvendelige efter 1 januar 1899 ogsaa paa udhugstkontrakter oprettede før lovens kundgjørelse, saa kan jeg heri ikke give forsvaret medhold, idet jeg maa forstaa §8 saaledes, at den med hensyn til, hvorvidt vedtægterne skal have tilbagevirkende kraft, henholder sig til de regler, der i §3 er opstillet for de egentlige verneskogvedtægter. Og at vedtægterne for Rennebu afødt xx.xx.1908 selv har ment at skulle anvendes ogsaa paa ældre udhugstkontrakter, maa siges at fremgaa af vedtægternes ordlyd i forbindelse med, at deres §2, der indeholder udtrykkelige undtagelsesbestemmelser, intet nævner om, at ældre udhugstrettigheder er stillet i nogen særskilt klasse.

Naar da spørgsmaalet bliver, om forbudet i grundlovens §97 maa medføre, at domstolene her maa sætte tilside lovens og vedtægternes

Side:421

hensigt, er jeg ganske enig med førstvoterende. For mig stiller det sig saaledes, at hvis de her omhandlede vedtægter tillades gjort gjældende mod de tiltaltes udhugstrettigheder, saaledes at de tiltalte for den tilbageværende del af hugsttiden skal ansees forpligtet til at lade staa igjen ethvert træ, der, om det end holder det i kontrakterne opstillede maal, ikke naar det maal, der i vedtægterne er angivet som minimumsstørrelsen, medmindre udvisning finder sted, hvilken her ikke er angivet at ville blive indrømmet, saa vil det i virkeligheden sige det samme som, at det paalægges de tiltalte i almen interesse at afgive en del af den formuesværdi, som de har erhvervet gjennem fuldt lovlige kontrakter, og for hvilke de har betalt det derfor betingede vederlag. Men en saadan afgivelse eller opgivelse af sin eiendom for at tilfredsstille en samfundsinteresse, hvilket er i sit væsen noget andet og videregaaende end at maatte finde sig i, at nye love indfører ordninger, der kan have en vis i økonomisk henseende skadelig indflydelse paa en rettigheds udøvelse, pligtes ikke uden fuld erstatning og efter min mening neppe heller, uden at en ekspropriationslov dertil har givet adgang, jfr. grundlovens §105. At henvise den, hvis eiendom saaledes berøves ham gjennem en lovbeslutning, til ad søgsmaals vei at indtale erstatning hos den, der muligens maatte være pligtig til at yde saadan, vilde efter mit skjøn være at etablere en omgangsmaade, der ikke er lovhjemlet, og som vilde stille vedkommende i en uheldigere og vanskeligere stilling, end om man overensstemmende med de for ekspropriation gjældende regler forlanger, at erstatningen skal være bestemt paa forhaand, og at dens ydelse skal være vilkaaret for at kunne fremtvinge eiendommens eller vedkommende anden formuesværdis opgiven. Ialfald maa det efter min mening være paa det rene, hvem den skadelidende har at henvende sig til for at blive fyldestgjort, og at det ikke vil volde ham nogen vanskelighed at erholde denne fyldestgjørelse. Hvorledes det forsaavidt forholder sig i det foreliggende tilfælde, er udredet af førstvoterende.

Jeg kan ikke se rettere, end at hvis forbudet i grundlovens §97 ikke i denne sag skulde blive bragt i anvendelse, saaledes at de for Rennebu istandbragte skogvedtægter maa ansees uforbindende for de tiltalte, saalænge ikke disses ældre hugstrettigheder i fornøden udstrækning udløses mod erstatning, saa maa dette grundlovsbud og den betryggelse, som grundloven deri har søgt til vern for den enkelte mod lovgivningens vilkaarlige indgriben i hans legitimt erhvervede rettigheder, paa det nærmeste ansees som ophævet eller bortfaldt. Det forekommer mig, at det resultat, hvortil meddomsretten i nærværende sag er kommet, ikke er bedre begrundet, end om en lov, der bestemte, at f.eks. føderaadskontrakter ikke skulde kunne oprettes, blev givet tilbagevirkende kraft paa ældre saadanne kontrakter, uden at der samtidig blev tilstaaet føderaadsmodtageren erstatning, om han end kanske havde maattet anvende hele sin formue som valuta til erhvervelse af føderaadet. Jeg kan nemlig ikke se, at spørgsmaalet om, hvorvidt en lov, der i virkeligheden medfører ophævelse af en gyldig afsluttet kontrakt, er forenlig med grundlovens §97, kan afhænge af, om vedkommende lov kun og direkte angaar saadanne kontrakter, eller om den gjennem sine bestemmelser forøvrig medfører, at kontrakten bliver frataget sin retskraft.

Jeg er fuldt opmerksom paa, at høiesteret tidligere har anerkjendt gyldigheden af meget vidtgaaende indskrænkninger fra lovgivningens side i den enkeltes raadighed over sin eiendom, men ved disse domme kan neppe siges at være afgjort mere, end at eieren maa finde sig i i det almenes interesse at underkaste sig regulerende, og ordnende bestemmelser,

Side:422

saalænge disse ikke medfører en hel afgivelse eller en direkte aftvingelse af selve eiendomsretten eller dens fulde økonomiske værdi. I saadanne tilfælde vil det ofte kunne paaregnes, at tabet eller værdiforringelsen alene bliver midlertidig, idet gjenoprettelse af samme vil finde sted i tidens løb og det kanske tildels netop ved hjælp af den lovordning, der har medført begrænsningen i eierens raadighed. Helt forskjellig derfra stiller det sig i det foreliggende tilfælde, hvor de tiltalte paastaaes forpligtet til uden vederlag i nogen form helt ud og for al tid at give afkald paa en væsentlig del af en tidsbegrænset raadighed over en andens eiendom, som de ved gyldig kontrakt og mod fuld valuta har erhvervet sig. For afgjørelsen af, hvad de tiltalte i virkeligheden afgiver, er det - som af førstvoterende. paapegt - af den største betydning at bemerke, at ved kontraktstidens udløb bortfalder enhver hugstret. Der er følgelig her tale om en ganske anderledes vidtgaaende indgriben i den privates økonomiske stilling end den, der følger af begrænsninger i en eiers benyttelse af sin eiendom, medbevarelse for ham af selve eiendommen og den deri liggende værdi, en begrænsning, som det er naturlig, at domstolene har fundet borgerne pligtige til at underkaste sig til fremme af almindelige samfundsinteresser. At domstolene tillige har anseet den, der har bevilgning til at drive en bestemt næring, pligtig til at udøve denne næring paa den maade, som stemmer med den til enhver tid gjældende lovgivning, hvilket vedkommende maa have havt opfordring til at forudse, kan, saavidt jeg forstaar, ikke føre til at antage, at grundlovens §97 heller ikke skulde kunne paaberaabes, hvor en ny lovs gjennemførelse ligefrem medfører ophævelse af kontraktmæssig erhvervede rettigheder.

Inden jeg afslutter disse bemerkninger, vil jeg henlede opmærksomheden paa det hensyn, der i lov af 10de februar 1908 om gyldighed af visse udhugstkontrakter aabenbart er taget til grundlovens §97. Denne lov omfatter kun kontrakter, som senere indgaaes, ligesom dens sidste paragraf bestemmer, at loven træder i kraft straks, dette selvfølgelig for at hindre, at der efter lovens emanation skulde blive oprettet kontrakter, som maatte komme i strid med loven, men som desuagtet maatte opretholdes, netop paa grund af bestemmelsen i grundlovens §97. Det vil imidlertid sees, at et forbud mod at hugge ned til det i en udhugstkontrakt for et længere tidsrum fastsatte maal vil økonomisk seet væsentlig virke paa samme maade for den berettigede som et forbud mod i det hele at udstrække hugsttiden udover et vist antal aar.

Med førstvoterende er jeg ogsaa enig i, at naar man først antager at loven af 1893 ikke grundlovmæssig kan tillægges saadan tilbagevirkende kraft som her af paatalemyndigheden paastaaet, saa maa dette komme til anvendelse paa begge de i sagen omhandlede kontrakter. Jeg slutter mig her helt ud til førstvoterendes ræsonnement, idet jeg alene skal tillægge, at hvis en modsat opfatning skulde blive bragt i anvendelse ligeoverfor kontrakter afsluttede efter lovens emanation eller knndgjørelse, men før skogvedtægternes istandbringelse, saa vilde det blive den rene hasard i dette tidsrum at oprette udhugstkontrakter, da det vilde være ganske umulig at opgjøre sig nogen mening om, hvilke forholdsregler man maatte iagttage for at sikre sig sine interesser. Jeg kan sammenfatte min mening angaaende dette spørgsmaal derhen, at da kontrakten af 1893 blev oprettet, var retstilstanden paa dette omraade i Rennebu aldeles uforandret den samme som den, der gjaldt i tiden før loven af 1893 udkom, idet ingen skogvedtægter var istandbragt,

Side:423

og jeg forstaar da ikke, paa hvilket retsgrundlag man vil bygge den paastand, at kontrakten af 1893 er mindre eller svagere retsbeskyttet end kontrakten af 1891.

Konst. ekstraordinær assessor, byretsassessor Hambro: Jeg slutter mig til de tidligere voterende med hensyn til det i tiltalebeslutningen først nævnte faktum, hugning i Gunnes skog overensstemmende med udhugstkontrakten af 29 oktober og 12 november 1891.

Derimod mener jeg, at skogvedtægterne maa tillægges virkning ligeoverfor udhugstkontrakten med Gunnar Thoresen Kjønnum af 1 september og 6 november 1893, uden at der for firmaet M. Thams & Co. deraf opstaar noget krav paa erstatning. Ved emanationen av loven afødt xx.xx.1893, navnlig dens §8 med henvisningen til §3, havde samtlige i skogdriften interesserede faaet et efter min opfatning tilstrækkelig varsel om, at der maatte ventes saadanne skogvedtægter, bl.a. med deres indskrænkninger i adgangen til hugst af de mindre dimensioner, noget, hvori jo netop et væsentlig og efter min mening det karakteristiske vern mod skogenes ødelæggelse vilde ligge. Naar de tiltalte da slutter udhugstkontrakter og særlig saa langvarige udhugstkontrakter som størstedelen af de af førstvoterende nævnte i virkeligheden er, saa maatte dette efter min mening blive paa eget eventyr. Jeg lægger her særlig vegt paa, at lovens §3, hvortil §8 som sagt henviser, i sidste punktum ligefrem stiller i udsigt, at vedtægter, som istandbringes efter 1 januar 1899, vil blive gjort gjældende paa udhugstkontrakter ogsaa fra tiden før lovens kundgørelse. Ved udhugstkontrakter, saa langvarige som de af firmaet M. Thams & Co. i Rennebu afsluttede, maatte der efter dette være temmelig sikker udsigt til, at der i løbet af det paagjældende tidsrum sent eller tidlig ogsaa vilde blive istandbragt skogvedtægter for Rennebu herred, hvilket man som sagt efter min mening ikke ved kontraktsindgaaelsen var berettiget til ganske at lade ud af betragtning. Kan loven, hvad alle erkjender, give sine bestemmelser direkte og fuld anvendelse paa senere opstaaede kontraktsforhold, maa den, saavidt jeg skjønner, ogsaa kunne tillægges den mindre virkning, at indeholde et varsel om, at der ved senere kontraktsindgaaelser maa tages hensyn til, at der naarsomhelst i kraft af loven kan fremkomme bestemmelser, som vil kunne paavirke disse kontrakter. Hvad saadanne bestemmelser i hovedsagen vilde gaa ud paa, maatte de tiltalte efter de her paagjældende forholds natur som ovenfor antydet være nogenlunde forberedt paa.

Jeg vil efter dette votere for, at de tiltalte fældes til en mindre bod - jeg havde nærmest tænkt 5 kroner, hvilken jeg ogsaa vilde have anbefalet eftergivet ved benaadning, - og derhos kjendt uberettiget til hugst i Kjønnum skog i strid med skogvedtægterne for Rennebu herred afødt xx.xx.1908. Med hensyn til salarerne er jeg enig med førstvoterende og skal, da jeg ved, at min mening ikke deles af rettens øvrige medlemmer, indskrænke mig til disse bemerkninger.

Assessor Hagerup Bull: Jeg er med de foregaaende voterende enig i, at loven afødt xx.xx.1893 og skogvedtægterne for Rennebu har tilsigtet at omfatte ogsaa aavirkning, der sker med hjemmel af ældre udhugstkontrakter. I modsætning til de tidligere voterende er jeg derimod med meddomsretten enig i, at grundlovens §97 ikke er til hinder for, at loven og vedtægterne finder saadan anvendelse.

Naar jeg mener dette, er det fordi jeg har en fra de foregaaende voterende væsentlig afvigende opfatning af forholdet mellem nævnte grundlovsparagraf og lovbestemmelser - jeg tager her og i det følgende

Side:424

ordet «lovbestemmelser» i den videre, materielretslige betydning som omfattende ogsaa vedtægter - af den her omhandlede art. Jeg lægger i saa henseende vegten paa, at disse lovbestemmelser ikke indeholder særregler angaaende visse kontrakter eller kontraktmæssig erhvervede rettigheder. Bestemmelserne gjælder behandling af skog og rammer efter sin udtryksmaade saavelsom efter sin mening alle dispositionsberettigede over skog uden hensyn til, hvilket grundlag der er for deres rettigheder. De indskrænker den almindelige handlefrihed paa dette omraade og gjælder navnlig ikke mindre eiere end brugsberettigede.

Hvorledes lovgivningen ved grundlovens §97 er indskrænket med hensyn til bestemmelser særlig angaaende kontraktsforhold i sin almindelighed eller visse arter kontrakter og derigjennem erhvervede rettigheder, er saaledes et spørgsmaal, som her overhovedet ikke foreligger. Jeg skal ikke indlade mig derpaa - de herhenhørende spørgsmaal er jo udførlig omhandlet i literaturen, og jeg henviser forsaavidt navnlig til Aschehougs fremstilling i 3dje del af hans Statsforfatning - men jeg skal kun tilføie, at forsaavidt andenvoterende har omhandlet særlig lov om udhugstkontrakter afødt xx.xx.1908, saa er denne lov netop en, der særlig gjælder visse kontrakter, og som saaledes falder udenfor rammen af nærværende sag. Og naar spørgsmaalet gjælder f.eks., om en lov om føderaadskontrakter kan gives anvendelse ogsaa overfor allerede bestaaende føderaadskontrakter, saa er ogsaa dette et spørgsmaal, som af samme grund ikke her behøver at behandles.

Hvad derimod angaar de love, der som de her foreliggende lovbestemmelser indeholder begrænsninger i borgernes almindelige handlefrihed, saa har det hidtil saavidt mig bekjendt været den uimodsagt gjældende lære, at de kan bringes i anvendelse ogsaa overfor kontraktmæssig bestemte forhold. Jeg henviser forsaavidt til Aschehougs statsforfatning 3dje del, 2den udgave, kap. 60 §44, jfr. ogsaa §25 §39, og Morgenstiernes statsforfatningsret 2den udgave side 682-684. Det vil sees, at begge forfattere med samme bestemthed hævder den nys nævnte mening. Hos Morgenstierne heder det saaledes side 682: «Det siger sig saaledes selv, at lovbud, som griber ind i den almindelige handlefrihed ved at forbyde visse handlinger, maa adlydes, selv om derved opfyldelsen af allerede indgaaede kontrakter hindres». Og side 683: «Et forbud mod at anvende fast eiendom eller anden gjenstand uden med visse nærmere angivne indskrænkninger faar nemlig selvfølgelig i lige grad anvendelse paa enhver over gjenstanden dispositionsberettiget, uanseet om det er en eier eller en brugsberettiget. Indskrænkninger i friheden til at bebygge en tomt kan ligesaa meget ramme tomtens leier som dens eier, og et forbud mod at hugge i skog uden efter forstvæsenets udvisning vilde i lige grad ramme skogens eier og den, som har erhvervet en hugstret i den». Det vil sees, at i den sidste sætning tages der netop udtrykkelig sigte paa et forhold som det foreliggende, hvor vedtægterne med visse undtagelser opstiller kravet paa, at aavirkning kun maa finde sted efter udvisning af amtsskogmesteren eller en anden af herredstyret godkjendt skogkyndig mand.

Jeg kan heller ikke finde andet, end at den mening som saaledes har gjort sig gjældende, ogsaa maa være den rigtige. Overalt hvor lovgivningen paa omraader, som er den almindelige kontraktsfrihed underkastet, vil etablere almengjældende regler, maa den være forberedt paa at støde paa forhold, som allerede for kortere eller længere tid er ordnet ved kontrakt. Vil man ikke, at lovgivningen paa disse omraader

Side:425

- og de omraader, som er kontraktsfriheden underkastet, er jo regelen - skal være berøvet adgangen til at give virkelig almengjældende regler, saa maa disse regler da ogsaa kunne omfatte forhold, som tidligere er ordnet ved kontrakt. De vilde ellers blive gjennemhullet med undtagelser i en udstrækning, som kun i de færreste tilfælde paa forhaand kan overskues. Og i mange forhold, hvor kontrakter afsluttes for maaske lange aarrækker, vilde det vare ligesaa lang tid, før lovens bud blir virkelig almengjældende. Det kan i saa henseende erindres, at denne betragtningsmaade, som gjøres gjældende til fordel for indehavere af tidsbegrænsede brugsrettigheder, ogsaa synes helt ud at maatte komme til anvendelse til fordel for andre tidsbegrænsede rettigheder, og det er som bekjendt intet usædvanlig, at fæsteret til grund overdrages paa 50, 99 eller et par hundrede aar. Men det siger sig selv, at ialfald i mangfoldige tilfælde vil lovbestemmelser ikke kunne faa den tilsigtede virkning, medmindre de helt. fra først af kan blive almengjældende.

Jeg mener videre, at det ikke kan have været grundlovens mening, at de rettighedshavere, hvis rettigheder er hjemlet ved kontrakt, skal have en mere uangribelig stilling end de, som bygger sine rettigheder paa andet grundlag. Navnlig synes det ganske uantagelig, at en rettighed skulde blive mere uangribelig ved gjennem kontrakt at overdrages til en anden. Naar det herimod anføres, at visse arter rettigheder rammes meget haardere end andre, saa er hertil for det første at bemerke, at anvendeligheden af grundlovens §97 ikke kan afhænge heraf. Jeg skal senere komme tilbage til, hvorvidt specielt udhugstberettigede som de tiltalte i nærværende tilfælde kan siges at blive særlig haardt rammet, om de her omhandlede lovbestemmelser kommer til anvendelse paa dem. Men idet jeg foreløbig gaar ud fra, at saa er tilfældet, mener jeg som sagt, at dette ikke kan være afgjørende. Og jeg mener ogsaa, at allerede tidligere fastslaaet retspraksis viser, at man ikke kan tage det udgangspunkt. Det forholder sig jo ingenlunde saa, at f.eks. en eier, som ved regulerende lovbestemmelser indskrænkes i anvendelsen af sin eiendom, altid paa anden maade gjennem virkningerne af vedkommende lovbestemmelser indirekte faar et vederlag eller fordele. Det har jo endog været almindelig antaget, at selv om en lov afskjærer eieren adgangen til at benytte sin eiendom paa den eneste maade, hvortil den med rimelighed kan anvendes, saa behøver dette ikke at involvere nogen strid med grundlovens §97 eller hjemle ham noget krav paa erstatning. Jeg skal lade staa hen, hvorvidt denne lære er rigtig. Men saa meget er sikkert, at selv lovregler, som gjør et dybt skaar i borgernes økonomiske stilling, godt kan være fuldt forenelige med grundlovens §97. Kriteriet for hvorvidt en lov er forenlig eller uforenlig med nævnte grundlovsparagraf, er ikke at søge i, hvorvidt den for flere eller færre, i større eller mindre udstrækning, medfører økonomisk skade. Navnlig skal der meget til for at erklære en lovbestemmelse grundlovstridig, naar skadetilføielsen ikke gaar videre, end der maa til, for at lovgivningen overhovedet skal kunne ved almindelige bestemmelser regulere de paa gjældende fremtidige forhold. Disse fremtidige forhold maa navnlig ogsaa kunne reguleres, hvad enten de er etableret ved kontrakt eller ikke.

Hvad dernæst angaar spørgsmaalet om, hvorvidt de tiltalte kan siges i særlig grad at være uheldig stillet som følge af, at loven og vedtægtsbestemmelserne gives anvendelse overfor dem, skal jeg bemerke,

Side:426

at jeg heller ikke forsaavidt kan slutte mig til, hvad der af de tidligere voterende er udtalt.

Det hører ikke hid at afgjøre, hvilken virkning disse lovbestemmelser har paa de indbyrdes forhold mellem de tiltalte og deres medkontrahenter. Nærværende sag angaar ikke dette forhold. Det fremhæves ogsaa f.eks. af Morgenstierne paa det anførte sted, at spørgsmaalet herom er det foreliggende emne (om loves tilbagevirkende kraft) uvedkommende. Aschehoug i sin statsforfatning 3die del side 147 nederst antager imidlertid, at i et tilfælde som det foreliggende, hvor «den part, hvem den forbudne ydelse skyldtes, allerede har erlagt vederlag for samme, kan han kræve dette tilbage eller erstatning derfor». Under alle omstændigheder mener jeg, at man ikke er berettiget til uden videre at gaa ud fra, at hvor en lov gjør en kontrakt, helt eller delvis umulig at opfylde, saa skulde den kontrahent, som allerede har erlagt vederlaget for en ydelse, som ifølge lovbudet saaledes maa udeblive, have tabt dette vederlag uden at kunne kræve det refunderet eller uden at kunne kræve nogen godtgjørelse for den ugrundede berigelse, som saaledes tilfalder hans medkontrahent. Jeg mener, at der kan være spørgsmaal om forskjellige maader, hvorpaa den forstyrrelse i forudsætningerne for kontrakter, som her foreligger, paavirker disses indhold. Men nærmere at indgaa herpaa finder jeg, at der ikke kan være føie til.

Jeg kommer efter dette til det resultat, at de tiltalte maatte være uberettigede til den stedfundne hugst, som skede i strid med skogvedtægterne for Rennebu. Og da der fra paatalemyndighedens side er nedlagt straffepaastand overfor de tiltalte, mener jeg, at dens anke forsaavidt maa gives medhold. Jeg antager imidlertid ligesom tredievoterende, at man her kan blive staaende ved en ringe bod, hvilken jeg derhos ligesom nævnte voterende vilde anbefale helt eftergivet ved benaadning. Da jeg er i minoritet, skal jeg ikke forme nogen konklusion.

Med hensyn til salarierne er jeg enig med de tidligere voterende.

Assessor V. Scheel: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med hr. assessor Hagerup Bull.

Ekstraordinær assessor, skifteforvalter Hoff: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende, idet jeg derhos i det væsentlige henholder mig til de af andenvoterende anførte bemerkninger.

Assessor Reimers: Jeg slutter mig ligeledes til førstvoterendes resultat og tiltræder i væsentlige dele ogsaa hans begrundelse, ligesom jeg ogsaa slutter mig til de af hr. assessor Vogt anførte bemerkninger.

Dom afsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.