Rt-1909-801

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1909-10-15
Publisert:	Rt-1909-801
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 10/2 B s.a.
Parter:	Peder A. Tofte og stationsmester Olsen (advokat Killengreen) mod grosserer Johan Sørensen (advokat Fr. Stang Lund).
Forfatter:	Thoresen, Motzfeldt, Skattebøl, Hoff, Reimers, Mejdell, Roll, Reimers
Lovhenvisninger:	Vasdragsloven (1887) §15

Assessor Thoresen: Ved dom afsagt af sorenskriveren i Mellem-Gudbrandsdalen den 18 august 1904 blev gaardbruger Peder A. Tofte og stationsmester Olsen frifundne for grosserer Johan Sørensens tiltale i den mod dem anlagte sag, hvorhos procesomkostningerne ophævedes.

Denne dom har grosserer Sørensen ved ankestevning afødt xx.xx.1904 indbragt for Trondhjems overret, ved hvis under 20 august 1906 afsagte dom saaledes er kjendt for ret: «Indstevnte gaardbruger Peder A. Toftes salg til indstevnte stationsmester O. Olsen af halvdelen i det skiferbrud, der forefindes paa en førstnævntes eiendom ved overudskiftningsforretning afødt xx.xx.1862 tillagt teig i Nordre Langlien kjendes ugyldig. Indstevnte Peder A. Tofte kjendes uberettiget til at bryde skifer inden det ved nævnte forretning udskiftede Nordre Langliens sameie uden til gaardsfornødenhed for sig som eier af gr.-no. 115, br.-no. 2 Nedre Tofte af skyld mark 8,30 og for de øvrige til skiferbrud inden nævnte sameie berettigede. De indstevnte Peder A. Tofte og stationsmester O. Olsen bør en for begge og begge for en at betale appellanten grosserer. Johan.Sørensen saadan erstatning, som ved lovlig skjøn optaget paa de indstevntes bekostning, bestemmes, for det tab, som er paaført appellanten i tiden fra indkaldelsen til forligelseskommissionen og til skjønnets optagelse derved, at de indstevnte fra ovennævnte brud har solgt skifer til andre end de til skiferbrud inden sameiestrækningen berettigede eller udover, hvad der til disses gaardsfornødenhed maatte tiltrænges. Forøvrig bør de indstevnte for appellantens tiltale i sagen fri at være. Processens omkostninger for begge retter ophæves

Med hensyn til sagens nærmere omstændigheder henvises til underrettens og overrettens præmisser.

Overrettens dom er af Peder A. Tofte ved stevning afødt xx.xx.1907 indanket til høiesteret og af grosserer Sørensen kontrapaaanket ved stevning afødt xx.xx.1907.

Af hovedappellanten er nedlagt saadan paastand: «Hvis sagen ex officio afvises: At appellanten, Peder Tofte, hos indstevnte, Johan Sørensen tilkjendes kost og tæring for alle retter. - Ellers: At appellanten, Peder Tofte, frifindes for tiltalen og hos indstevnte, Johan Sørensen tilkjendes sagsomkostninger for overretten og høiesteret.»

Fra indstevntes side er nedlagt saadan paastand: 1. At gaardbruger Peder A. Toftes salg til stationsmester O. Olsen af halvdelen i det skiferbrud, som forefindes paa den ham som eier af gaarden Nedre Tofte gr.-no. 115, br.-no. 2 tillagte teig i det udskiftede sameie Nordre Langlien kjendes ugyldig. 2. At han som eier af eiendom, som er berettiget i ovennævnte sameie, kjendes uberettiget til at bryde skifer

Side:802

i sameiet videre end til husbehov. 3. At Tofte tilpligtes at betale Sørensen sagens omkostninger for alle retter.»

For stationsmester Olsens vedkommende er appel til høiesteret at betragte som bortfaldt. Han er nemlig ikke længer delagtig i skiferbruddet og har saaledes ikke længer interesse af sagen. Der er for høiesteret fremlagt nye dokumenter, hvoriblandt et af appellanten den 18 juni 1907 optaget tingsvidne ved Mellem- Gudbrandsdalens sorenskriveri.

Der findes ikke føie til nogen afvisning af sagen ex officio, da det er fuldt paa det rene, hvilken strækning sagen gjælder.

Jeg kommer betræffende spørgsmaalet om hovedappellantens dispositionsret med hensyn til det af ham optagne skiferbrud i Nordre Langliens sameie til det resultat, at hans ret i saa henseende ikke gaar videre end til at bryde skifer til husbehov eller gaardsfornødenhed for sig selv samt i tilfælde for andre inden sameiet til skiferbrud berettigede. Idet jeg i væsentlige dele finder at kunne tiltræde, hvad der i saa henseende er anført i overrettens domspræmisser, finder jeg dog udtrykkelig at burde gjøre opmerksom paa, at jeg ikke kan være enig med overretten, naar den udtaler, at der for den, der har optaget skiferbrud i et sameie, skal være en fortrinsret, saa at vedkommende i tilfælde kan kræve rettens beskyttelse heraf. Jeg vil udtale, at det resultat, hvortil jeg saaledes er kommet, forekommer mig bedst at stemme med, hvad der ligger i selve sameiets begreb og karakter. At der for Nordre Langliens vedkommende i saa henseende skulde gjælde særegne regler, maatte det formentlig være appellantens sag at godtgjøre, men noget tilstrækkelig bevis i saa henseende kan jeg ikke finde, at der er ført, og jeg antager heller ikke, at sagen er bragt i nogen ny og for appellanten gunstigere stilling ved det ovennævnte af appellanten etter overretsdommens afsigelse optagne tingsvidne.

Jeg kommer saaledes til samme resultat som overretten, men finder efter omstændighederne at burde give ny konklusion.

Processens omkostninger for alle retter finder jeg bør ophæves.

Konklusion:

Gaardbruger Peder A. Toftes salg til stationsmester O. Olsen af halvdelen i det under sagen omhandlede skiferbrud kjendes ugyldig. Peder A. Tofte kjendes uberettiget til at bryde skifer inden det ved overudskiftning, sluttet 11 september 1863, udskiftede Nordre Langliens sameie i videre udstrækning end til gaardsfornødenhed for de ham eller andre tilhørende eiendomme, som er berettiget til skiferbrud i sameiet. Processens omkostninger for alle retter ophæves.

Assessor Motzfeldt: Jeg kommer i det væsentlige til samme resultat som førstvoterende og tiltræder ogsaa for en væsentlig del, hvad han har udtalt.

Jeg er enig med ham i, at det ikke er godtgjort, at der for brugen af dette sameie nogensinde af dets eiere har været fastsat andre regler end de for sameie i almindelighed gjældende. Det er heller ikke godtgjort, at der paa stedet har uddannet sig nogen for sameierne bindende retsopfatning eller sedvane, der skulde ændre de almindelige sameieregler, forsaavidt angaar benyttelsen af dette skiferbrud. Jeg antager da, at retten til at bryde skifer til husbehov tilkommer samtlige sameiere. Men denne ret kan af den enkelte alene udøves med en saadan begrænsning, at de andres lige ret ikke krænkes. Deraf følger, at den enkelte sameier ikke kan sælge nogen del af det af ham optagne brud. Han har heller ikke ret til at sælge den udbrud te skifer. Overretten

Side:803

sees at antage, at den sameier, der har aabnet et skiferbrud eller gjenoptaget et ældre, nedlagt brud, er fortrinsberettiget til at vedblive driften af samme, saalænge driften af ham holdes igang. Og han skal da ikke alene kunne bryde sten til eget behov, men ogsaa til fyldestgørelse af, hvad de andre brugsberettigede trænger. Han skal have ret til i denne udstrækning at sælge skifer til de andre brugsberettigede. Og retten til saadan drift skal han mod godtgjørelse kunne overdrage en anden berettiget. Heri kan jeg ikke være enig. Denne mening forekommer mig ikke holdbar og stemmer ikke med de almindelige regler om brug i sameie. Overretten paapeger ogsaa selv de tvil og vanskeligheder, som en saadan lære vilde medføre. Jeg antager, at Peder Tofte kun har ret til at bryde skifer til husbehov for sin egen gaard. Af førstvoterende blev det udtalt og i konklusionen givet udtryk for, at han har ret til at bryde skifer ogsaa for andre sameiere. Heri kan jeg ikke være enig, hvis der heri skal ligge udtalt nogen ret for ham. Peder Tofte staar i aldeles samme stilling som de øvrige sameiere og har ingen ret - til skade for de andre - at afdække mere af skiferberget end tilstrækkelig til tilfredsstillelse af sin egen gaardsfornødenhed. Han har ikke ret til i de største og bedste findesteder at afdække og lægge beslag paa et langt større areal end tilstrækkelig for ham og derved tvinge de andre sameiere til at aabne daarligere brud med besværligere driftsforhold. Noget andet er, at han ved almindelig frivillig overenskomst tillige kan paatage sig at bryde skifer til tilfredsstillelse af andre sameieres gaardsfornødenhed. Men dette er i tilfælde alene en almindelig arbeidskontrakt. Deri kan ikke være indbefattet salg af sten, idet han ikke har nogen særskilt ret til stenen. Han udøver kun den anden sameiers ret til at bryde. Den anden sameier benytter kun for at faa stenen brudt Peder Tofte istedetfor andre arbeidere. Og Peder Tofte vil ikke kunne hindre andre sameiere fra selv at bryde sin skifer. Da der saaledes efter min mening ikke her er tale om nogen ret for Peder Tofte, vil jeg votere for, at der i konklusionen udelades ordene «eller andre».

Med hensyn til omkostningerne er jeg enig med førstvoterende.

Ekstraordinær assessor, skifteforvalter Skattebøl: Jeg er enig med hr. assessor Motzfeldt.

Assessor Mejdell: Jeg tiltræder førstvoterendes konklusion og kan ogsaa i det væsentlige tiltræde begrundelsen. Dog vil jeg bemerke, at jeg ikke vil udtale mig om, hvorvidt lodeiere i et fællesskab, hvor der forefindes stenbrud, i sin almindelighed maa præsumeres ikke at kunne disponere over stenbruddet uden med fælles samtykke eller i videre omfang ialfald end til gaardsfornødenhed. Jeg antager, at spørgsmaalet i denne almindelighed ikke behøver at løses under nærværende sag. For mig er det afgjørende, at ved den i 60-aarene foretagne udskiftning af Nordre Langlien blev fællesskabet iøvrig udskiftet og gik saaledes hver teig over til at blive hver lodeiers udelukkende eiendom. Naar det da heder i underudskiftningen afødt xx.xx.1861, hvortil overudskiftningen maa antages at have sluttet sig: «Stenbrud og torvbrændsel er uberørt af udskiftningen», maa jeg gaa ud fra, at man har ment, at stenbrud og torvbrændsel kun skulde kunne udøves i samme udstrækning, som paa den tid havde været brugelig, og efter sagens oplysninger maa jeg gaa ud fra, at nogen tilvirkning af sten eller torv til andet end gaardsfornødenhed var der paa den tid ikke tale om. Jeg mener, at uanseet hvad muligens forholdet kunde have været, om strækningen i sin helhed havde vedblevet at ligge i fællesskab,

Side:804

maa det ialfald antages, at naar strækningen udskiftes og en saadan klausul bliver paalagt lodden som den nævnte, kan det ikke være meningen, at eieren af lodden skulde kunne paalægges en saa ubestemmelig byrde, som det vilde være, om de stenbrudberettigedes ret antoges at gaa saa langt, som appellanten gjør gjældende. Jeg lægger videre vegt paa, at dengang da appellanten begyndte at drive i det omhandlede stenbrud, er det paa det rene, at han ikke eiede vedkommende teig. Det var kun i kraft af sin egenskab af eier af andre teige end den, hvor stenbruddet befandt sig, at han søgte sin hjemmel til at drive stenbruddet. Det er videre paa det rene, at det er denne hjemmel, han under nærværende sag udelukkende paaberaaber sig som sin adkomst. Det er oplyst, at han senerehen er blevet eier af vedkommende teig, men paa denne sin egenskab af eier har han under nærværende sag overhovedet ikke bygget. Med førstvoterende er jeg enig i, at overretten gaar for langt, naar den udtaler, at appellanten antages at være fortrinsberettiget til at vedblive driften af bruddet, saalænge den af ham holdes igang. Jeg forstaar overretten nemlig derhen, at den har ment at tilstaa appellanten en virkelig eneret til at drive bruddet, saaledes at, saalænge han driver bruddet, ingen anden af fællesskabets interessenter kan gjøre fordring paa at blive delagtige i driften. Saa langt antager jeg ikke, at hans ret under nogen omstændighed gaar. Det eneste der kan være spørgsmaal om, er, at han kan have ret til i analogi med, hvad der f.eks. gjælder efter vasdragslovens §15 andet led, at kunne kræve forholdsmæssig refunderet de nødvendige udgifter, som han har havt til aabning af stenbruddet, og som kan antages at være af økonomisk nytte for de andre stenbrudberettigede. I nærværende sag foreligger imidlertid, saavidt jeg ser, ikke det spørgsmaal til afgørelse. Under sagen har i det hele taget ikke det spørgsmaal været bragt paa bane, om de øvrige rettighedshavere har nogen refusionspligt. Hvad der saaledes for tiden alene er at afgjøre, er, hvorvidt appellanten har ret til, gjennem overenskomst med de øvrige stenbrudberettigede at sælge udvunden sten til disse uanfegtet af nogen indsigelse fra indstevnte Sørensens side.

Assessor Roll: Jeg slutter mig til førstvoterende og kan i væsentlige dele tiltræde, hvad hr assessor Mejdell har anført. Forskjellen mellem førstvoterende og andenvoterende er, som det sees, ikke stor. Begge er enige i, at Peder Tofte ikke har nogen fortrins- eller eneret, hvoraf følger, at andre sameiere maa kunne bryde i det samme brud, hvis de saa maatte ønske - om mod eller uden erstatning, skal jeg lade staa derhen. Ligeledes er de enige om, at de andre sameiere maa kunne skaffe sig fornødne skifer fra bruddet gjennem eller ved hjælp af Peder Tofte. For mit vedkommende har jeg efter sagens skikkelse fundet det korrektest i konklusionen udtrykkelig at udtale, at Peder Tofte har ret eller adgang til at bryde skifer ogsaa for sine medsameiere. Det har nemlig under sagen ganske i sin almindelighed været bestridt, at Peder Tofte havde nogen saadan adgang, og jeg tror derfor, at den konklusion, hvortil jeg slutter mig, giver et klarere udtryk for den mening, som jeg med samtlige de, der hidtil har voteret, nærer, end den af hr. assessor Motzfeldt foreslaaede.

Ektraordinær assessor, skifteforvalter Hoff: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende paa samme maade som d'hrr. assessorer Mejdell og Roll.

Assessor Reimers: Jeg slutter mig ligeledes til førstvoterendes resultat og kan ogsaa for en væsentlig del tiltræde hr. assessor Mejdells

Side:805

bemerkninger. Med hensyn til spørgsmaalet om Peder Toftes adgang til fra det i sagen omhandlede skiferbrud at levere skifer ogsaa til eiere af andre i sameiet andelsberettigede gaarde, er der, som det af voteringen og navnlig af hr. assessor Rolls bemerkninger fremgaar, i realiteten ingen forskjel i opfatningen hos de i sagen voterende. Differancen gjælder, kun spørgsmaalet om, hvorvidt denne adgang bør finde sit udtryk i dommens konklusion; og forsaavidt slutter jeg mig til d'hrr. assessorer Motzfeldt og Skattebøl, idet jeg med dem skulde anse det forsigtigst til forebyggelse af mulig senere misforstaaelse, at konklusionen formes saaledes som af hr. assessor Motzfeldt foreslaaet. Dom afsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Af underrettens dom hidsættes:

- - - Ved underudskiftning begyndt 10 september 1860 og sluttet 9 september 1861 blev Nordre Langliens sameie i Søndre Frons herred udskiftet mellem sameierne. Overensstemmende med disses ønske blev - efter hvad der i forretningen udtrykkelig anføres - «stenbrud og torvbrændsel uberørt» af samme. Efter begjæring af 9 lodeiere, der fandt, at enkelte sameiere havde faaet andel i sameiet efter langt større skyldforhold, end de rettelig tilkom, blev overudskiftningen afholdt fra 7 juli 1862 til 11 september 1863 og blev ved denne efter undersøgelse af de tildelte lodders beskaffenhed nogen forandring «foretaget ved enkelte lodder». Om stenbrud etc. tier forretningen.

Paa en Tofte nedre gr.nr. 115, br.nr. 2 ved denne udskiftning tillagt teig begyndte indstevnte, Peder A. Tofte, som dengang eiede gr.nr. 115, br.nr. 3, for 17-18 aar siden at bryde skifersten og blev der af denne solgt saavel til inden- som udenbygdsboende. Ved kjøbekontrakt afødt xx.xx.1902 solgte Peder A. Tofte, der imidlertid var blevet eier af gr.nr. 115, br.nr. 2 en denne gaard tilhørende af omhandlede sameie udskiftet skovteig, kaldet «Hansteigen» og i forbindelse hermed halvdelen af «Toftesæter skiferstenbrud» m.m. (tomt til et hus med strandret ved fiskevandet Øiangen samt fiskeret i vandet) - alt for en kjøbesum af kr. 2.000,00. Hansteigen blev senere fraskilt hovedbruget ved skyldsætningsforretning, tinglyst 6 december 1902, og er af Peder A. Tofte ved et i sagen fremlagt, udateret og utinglyst skjøde overdraget stationsmester Olsen for kjøbesum kr. 2.000,00.

Efter oprettelsen af den nævnte kjøbekontrakt har de indstevnte derefter i fællesskab drevet Toftesæter skiferstenbrud og produceret sten til salg. Citanten, der er eier af flere i det udskiftede sameie berettigede gaarde, hvis teige har et samlet areal af ca 14.708 maal eller ca. 22 % af hele det udskiltede areal (ca. 66.936 maal) har fundet delte forhold retskrænkende for sig og derfor anlagt nærværende søgsmaal og anfører til begrundelse af dette i det væsentlige følgende: Alt tagskiferberg og (brændtorv) er forblevet uudskiftet ved udskiftningen af Nordre Langliens sameie og er saaledes fremdeles fælles eiendom for eierne af de brug, der i 1860 havde medeiendomsret i strækningen. Enhver af disse har derfor ret til at bryde sten, hvorsomhelst i den udskiftede strækning, uanseet om paa egen eller andres teig, men kun til gaardsbrugsbehov - ikke til salg. Ogsaa naar vedkommende bryder skifer paa egen teig, har han kun en saadan husbehovsret - i forhold til sin gaards skyld. Denne rettighed kan kun overdrages i forbindelse med den eiendom den tilligger. - - -

Videre hævder indstevnte P. A. Tofte, at han ifølge den paa stedet herskende sedvane er blevet eneeier af det omhandlede brud som den, der har taget bort «graaberget» og sat bruddet i drift. Han formener, at det kan da ikke negtes ham, at optage en kompagnon i driften, ligesom der intet

Side:806

forbud er mod at sælge erhvervede teige i sameiet eller de erhvervede rettigheder til stenbrydning. Samtlige disse gaar i handel og vandel og skyldsætninger afholdes over dem. - - -

Naar det saa spørges om, hvilke rettigheder og forpligtelser denne sameiernes overenskomst om fortsat sameie med hensyn til stenbrud medfører for dem, maa besvarelsen væsentlig afhænge af, hvilken mening kontrahenterne, dvs: sameierne selv kan antages at have villet lægge i overenskomsten.

Ved afgjørelsen af dette spørgsmaal har man til vejledning den vidneførsel, der er passeret i denne sag samt i en ældre analog sag vedrørende skiferbrud i Søndre Langliens sameie, hvilken er dokumenteret i nærværende sag. Efter 7 til 11 kontravidnes (kfr. ogsaa 6 kontravidne) prov er opfatningen i dette distrikt den, at hvor stenbrud ligger i sameie, er den sameier, der borttager «graaberget» (overberget) paa en strækning eneberettiget til at bryde skifer i dybet paa denne strækning, og hvis nogen anden tager skifer der, bliver det anseet for et indgreb i den førstes ret. Den som saaledes har optaget et brud, ansees berrettiget til derfra at sælge sten saavel til indensom udenbygdsboende, ligesom til at overdrage skiferbruddet til andre (jfr. 9 kontravidne). Saaledes har der været forholdt i Søndre Langlien, og i den i sagen omhandlede strækning, Nordre Langlien, ligger der foruden de indstevntes brud ogsaa et andet brud, der af gaarden Isums eiere har været drevet i kraft af den samme opfatning. Den saaledes paa stedet herskende opfatning og brug er efter rettens mening udtryk for, hvad der er tilsigtet ved den af sameierne i Nordre Langlien ved udskiftningen i 1860 trufne bestemmelse. Enhver sameier har efter denne ret til at optage skiferstens brud hvorsomhelst, dvs: uanseet om paa egen eller anden lodhavers teig - indenfor strækningen og ret til at drive dette som dets eneraadige eier. Retten maa dog her gjøre en reservation. Den antager nemlig, at det maa være en saavel efter sameiernes mening som objektivt seet selvfølgelig forudsætning for berettigelsen til at optage et brud, at man ikke krcenker vedkommende teigeiers ret til skogen; eiendomsretten til denne maa gaa foran sameierens ret til skiferbrydning.

Den sameier, der saaledes lovlig har optaget et brud, maa som eier af dette efter eget godtbefindende kunne disponere over den udvundne sten, ligesom han maa kunne optage en kompagnon i driften eller helt overdrage bruddet til en anden. Her at anvende den for sameie i skog og torvmyr gældende husbehovsregel - kfr. udskiftningslovens §121 - vilde formentlig hindre udnyttelsen af de økonomiske goder, skiferstenen repræsenterer, ligesom det formentlig vil være omtrent umulig at konstatere, naar en lodhaver havde taget mere skifer, end der vilde falde paa hans gaard, herved taget i betragtning den skifer, som overhovedet kunde udvindes i den hele sameiestrækning.

Efter rettens mening kan der først da med rette blive tale om en af sameieretten flydende indskrænkning i brudeiernes raadighed over deres brud, naar der ikke længere er anledning til at optage nye brud i den udskiftede strækning, og de i drift værende brud ikke afgiver materiale udover de i sameiet oprindelig berettigede gaardes behov, og dette saaledes, i tifælde af frit salg, ikke vilde kunne tilfredsstilles. At saa skulde være tilfældet i nærværende tilfælde er ikke paastaaet.

Naar citanten hævder, at rettigheden til skiferbrydning kun kan overdrages i forbindelse med den eiendom, den tilligger, skal retten derhos bemerke, at efter dens forstaaelse af heromhandlede sameies karakter er det berettigelsen til at optage brud, ikke berettigelsen til at drive et forhen optaget, der kun kan overdrages i forbindelse med den i sameiet berettigede

Side:807

eiendom. Citantens anskuelse af sameieretten synes ogsaa at føre til den urimelige konsevens, at den, der erhverver en udskiftet teig, fraskilt hovedbølet, aldeles ikke har ret til at bryde sten paa denne. - - -

Af overrettens dom hidsættes:

- - - Grosserer Johan Sørensen har nedlagt følgende paastand: 1. At gaardbruger Peder A. Toftes salg til stationsmester Olsen af halvdelen i det skiferbrud, der forefindes paa den hans eiendom ved overudskiftningsforretning afødt xx.xx.1862 tillagte teig i Nordre Langlien kjendes ugyldig. 2. At Peder A. Tofte som eier af gr.nr. 115, gr.nr. 2 Tofte nedre af skyld mark 8,30 og stationsmester Olsen kjendes uberettiget til at bryde skifer i det ved overudskiftningsforretning afødt xx.xx.1862 udskiftede Nordre Langliens sameie uden til husbrug og i forhold til, hvad hans lod i sameiet kan taale. 3. At de to indstevnte tilpligtes in solidum at betale appellanten erstatning efter skjøn af uvillige mænd, optaget paa de indstevntes bekostning, for den ham i forhold til hans lod i Nordre Langlien forvoldte skade ved de indstevntes ulovlige drift af nævnte skiferbrud med renter af forligsklagen tilligemed sagens omkostninger for under- og overret. - Med hensyn til pastandens 2 led har han derhos gjort opmerksom paa, at ordene «uden til husbrug og i forhold til hvad hans lod i sameiet kan taale» sigter alene til Peder A. Toftes lod og til hans husbrug som eier af nævnte gaard.

Med underretten anser man det heller ikke tvilsomt, at overudskiftningen ikke har bevirket nogen forandring i den ved underudskiftningen trufne bestemmelse om, at «stenbrud og torvbrændsel» skulde være uberørt af denne. Efter proceduren maa det derhos ansees uomtvistet, at dette forbehold tilsigter at vedligeholde den før udskiftningen bestaaende retstilstand i de saaledes undtagne henseender.

Hvad der er omtvistet, er derimod hvilken denne retstilstand er, og specielt om den medfører et sameieforhold med hensyn til stenbruddene, som udelukker den enkelte i det tidligere sameie andelsberetigede fra endog paa egen grund at drive skifer til salg og fra at sælge en anpart af det af ham aabnede brud til en trediemand. Appellanten hævder dette, idet han gjør gjældende, at sameieforhold medfører, at den enkelte sameier ikke kan tilegne sig eller disponere over nogen del af sameiegjenstanden anden paa egen haand eller udnytte den videre end til den grænse, som i enkelte andre anvendelser udtrykkelig var opstillet i lovgivningen, nemlig til gaardsfornødenhed, og derhos kun i forhold til, hvad hans lod i sameiet kan taale. De indstevnte gjør derimod gjældende og har heri faaet underrettens medhold, at den retstilstand, som er bestemt at skulde opretholdes, gaar ud paa, at enhver i sameiet andelsberettiget har adgang til hvorsomhelst inden dettes grænser at optage brud med den følge, at han bliver eneberettiget til samme i det omfang, hvori han har fjernet det ovenfor liggende graaberg, og at han ikke er underkastet nogen indskrænkning i adgangen til at sælge enten udvundne sten eller selve bruddet.

Da det maa have formodningen for sig at den enkelte sameier ikke har nogen ret til at tilegne sig en udelukkende ret til nogen enkelt del af sameiet eller i det hele nogen raadighed, som kan komme de øvrige til fortrængsel (jfr. høiesterets dom i Rt-1886-650), antages bevisbyrden for, at den enkelte sameier tilkommer en saadan vidtgaaende særraadighed, som de indstevnte paastaar, at maatte paahvile disse. Ogsaa analogien fra, hvad der i udskiftningslovgivningen udtrykkelig er bestemt om brug af uud skiftet skog og torvmyr, taler herfor, selv om man ikke tør opstille det som noget ubetinget princip, at de enkelte sameieres brugsret kun gaar til fyldestgiørelse

Side:808

af eget behov (jfr. til eksempel sameiernes adgang til jagt og fiskeri). De bevisligheder, som haves, gjælder dog kun for en mindre del Nordre Langliens sameie, og oplysningerne gaar for dettes vedkommende heller ikke paa langt nær tilbage til den tid, da udskiftningen blev foretaget. Selve det omprocederede brud blev først optaget i tiden omkring 1887; den teig, hvorpaa det ligger, tilhørte dengang, som det synes, endnu ikke indstevnte, Peder Tofte (jfr. 11 kontravidne). Det skal være drevet af denne indstevnte i fællesskab med forskjellige andre, der synes ogsaa at have været andelsberettigede i sameiet. Arbejdsstyrken anføres at have været 10-12 mand eller flere, og der skal den hele tid have været drevet til salg dels til indenbygds folk dels efter, hvad ialfald et vidne (1 kontravidne) med bestemthed ved at forklare, ogsaa til udenbygds folk. Nogen indsigelse skal driften, efter hvad der er in confesso, ikke have mødt, uden fra appellantens side og først, da en halvpart af bruddet solgtes til indstevnte Olsen. Derimod har 4 vidne ved tingsvidnet afødt xx.xx.1905 Ole Heggeløkken forklaret, at han engang angivelig i 1888 brød skifer sammen med 5 vidne Svein Hegge ved Toftesæter, men at driften blev indstillet, fordi Iver Isum havde sagt til 5 vidne, at de ikke maatte bryde sten til salg. 5 vidne der har bekræftet, at han har drevet sammen med 4 vidne ved Toftesæter, vil dog ikke erindre nogen saadan udtalelse, men siger sig at have daarlig hukommelse. Han var en tid (jfr. hans forklaring som 11 kontravidne ved underretten) eier af den teig, hvorpaa det omprocederede brud ligger, og tror, at indstevnte Peder Tofte i den tid brød sten der. Om hvorvidt dette skede med hans tilladelse, foreligger der ingen oplysning. Ogsaa Iver Isum har havt et skiferbrud inden Nordre Langliens tidligere sameie. Om dette er det oplyst, at det blev optaget nogle aar efter det procederede. 1 vidne ved tingsvidnet oplyser, at det blev optaget efter en brand paa Isum for at skaffe skifer til de nye huse, der skulde opføres. Efter hvad 6 vidne Iver Isums broder Torvald Isum - har forklaret, har der ikke ham bekjendt været leveret skifer fra dette brud til andre, alene med undtagelse af ham selv, der har faaet skifer til et staburtag, og af slegtninge paa Elstad i Ringebu og Bjølatad i Hedalen (Vaage). Og han forklarer at være sikker paa, at broderen Iver delte vidnets egen opfatning, at han ikke var berettiget til at sælge skifer til andre af Isumbruddet, idet han har hørt ham sige, at han ansaa sig forpligtet til at yde et slags erstatning ved at oparbeide et stykke vei til fælles bedste, uden at han dog ved, hvorvidt dette er gjort. Om andre salg end de omforklarede fra Isumbruddet foreligger der ikke oplysning. Derimod er det uimodsagt anført, at den nuværende eier af Isum (6 vidne) har staaet i underhandling med en grosserer i Kristiania om bortforpagtning af bruddet, og 6 vidne har udtalt, at han vistnok ikke kjender til, men dog finder det sandsynlig, at Iver Isum bar udstillet skifer paa en udstilling i Skien i 1891, hvilket de indstevnte har paastaaet. Forøvrig gjælder oplysningerne andre udskiftede sameier i samme bygd.

De indstevnte støtter sig fornemlig til, hvad der er oplyst om det noget tidligere (i 1867) udskiftede Søndre Langliens sameie. Her blev en strækning, hvorpaa de da i drift værende skiferbrud ved Storhaugen var beliggende, undtaget fra udskiftningen og altsaa bibeholdt som sameie. - - -

Efter dette synes det vistnok at maatte antages, at forudsætningen for det ved sameiestrækningens udskiftning tagne forbehold med hensyn til stenbrud har været den, at den enkelte i sameiet berettigede skulde have ret til at aabne skiferbrud hvorsomhelst inden strækningen. Videre maa det vistnok antages, at forudsætningen, saaledes som den gjenem senere tiders praksis har aabenbaret sig, har været den, at en i sameiet berettiget, som har aabnet

Side:809

et brud eller gjenoptaget et ældre nedlagt brud, ogsaa er fortrinsberettiget til at vedblive driften af samme, saalænge denne af ham holdes igang. At den udbrudte sten tilhører den, der har udbrudt åen, kan noppe være tvilsomt. Og billighed maa ogsaa utvilsomt tilsige, at den, der vil nyde godt af det arbeide og de omkostninger, som en anden har havt ved at aabne et brud, godtgjør ham derfor, hvilket naturlig leder til, at han kjøber stenen af ham istedenfor selv at bryde den. Hvad der kan være tvilsomt, er, om dette krav er mere end et billighedskrav - jfr. den af flere vidner givne begrundelse - og om en fortrinsret vilde kunne anerkjendes i strid med en anden til stenbrud berettigets bestemte krav paa selv at faa bryde skifer i bruddet. Forsaavidt stillingen skulde være den, at sten ikke eller dog ikke uden uforholdsmæssige omkostninger skulde kunne brydes andetsteds i strækningen eller ikke kunde erholdes kjøbt hos vedkommende, der driver bruddet, til rimelig pris, turde det vistnok være et spørgsmaal, om det vilde kunne negtes den anden selv at bryde, hvad han tiltrængte. Og ligesaa turde det være tvilsomt, om nogen fortrinsret vilde kunne gjøres gjældende ved en eventuel opløsning af fællesskabet. Men med disse og maaske andre begrænsninger burde det vistnok være berettiget at anerkjende en virkelig fortrinsret for dem, der har aabnet bruddet og holder driften i gang, saa at han i tilfælde kan kræve rettens beskyttelse deraf. Under en modsat forudsætning vilde der let kunne indtræde ret uholdbare tilstande. Men er det en virkelig ret - vistnok ikke en eiendomsret men dog en fortrinlig brugsret, - vil det ikke kunne ansees udelukket, at den skulde kunne være gjenstand for overdragelse til andre. En betingelse maa det dog være, at den ikke derved skifter karakter. Dette vil tildels afhænge af rettens indhold iøvrig og navnlig af, om den indebærer beføielse til ikke blot at forsyne sig til eget behov, men ogsaa at bryde til salg og i sidste fald ikke blot til at sælge til andre inden strækningen berettigede men ogsaa til fremmede. Efter vidneforklaringerne har der jevnlig været solgt sten fra saadanne brud og tildels ogsaa til fremmede. Ligesom det imidlertid sees, at beføjelsen til at sælge til fremmede er bestridt af enkelte, saaledes maa det ogsaa efter vidneforklaringerne antages, at det kun har været i enkelte kortere tidsrum i de senere aartier, at saadant salg har fundet sted i nogen større udstrækning. At salg til fremmede har fundet sted før udskiftningen eller i den nærmeste tid efter denne, foreligger der ingen oplysning om. Det er heller ikke efter forholdene paa den tid sandsynlig, at der vilde blive spørgsmaal herom i nævneværdig omfang. Og om saa en og anden gang kan have fundet sted, er det naturlig nok, at ingen har fundet sig opfordret til at gjøre indsigelse. Og selv om man vil antage, at undladelse af protest mod de i senere tider stedfundne salg til fremmede, har været begrundet i den opfatning, at saadant salg har været berettiget, saa ligger disse ikke saa langt tilbage i tiden, at man kan anse en saadan retsopfatning fastslaaet som retslig forbindende. Derimod vil man vistnok maatte anse salg til fyldestgjørelse af behovet hos andre til stenbrud inden strækningen berettigede som beføiet. Selv om man ikke vil anerkjende en virkelig fortrinsret, men kun et billighedskrav paa at faa sine omkostninger godtgjort hos de andre, der vil nyde godt af det paa bruddet nedlagte arbeide, synes man at maatte komme til, at der ikke herfor kan være noget iveien. De andre berettigede vil ikke herved skades. Skulde salg negtes, vilde disse være henvist til selv at aabne brud med den følge, at disses antal urimelig forfleredes, hvad der umulig kan være i sameiernes interesse. Med antagelsen af, at den berettigede ikke er henvist til blot at bryde sten til eget behov, men at han ogsaa kan bryde til fyldestgjørelse af, hvad de andre berettigede tiltrænger, synes da at følge, at han

Side:810

ogsaa mod godtgjørelse kan overlade en anden berettiget at overtage driften. Thi retten forandrer ikke derved karakter. Ligesaagodtsom A. maatte kunne bryde sten til sig og B., ligesaavel synes han at maatte kunne overlade det til B. selv at bryde til sig. Derimod synes man ikke at burde antage, at der er adgang til at overdrage fortrinsretten til nogen, der ikke selv er berettiget til stenbrud inden strækningen. Ganske vist kan det siges, at naar der blot overholdes den begrænsning, at der ikke brydes mere end til tilfredsstillelse af de beretligedes eget behov, saa kan det ikke komme synderlig an paa, hvem der driver. Men helt ud gjælder dette neppe, og da den fortrinsret, som der her handles om, kun er et udslag af og et slags forsterkelse af den brugsret, som tilkommer deltagerne i fællesskabet, synes det at være det rette at negte, at fortrinsretten efter overdragelse kan tilkomme nogen, der ikke er i besiddelse af saadan brugsret, og som ikke selv ved at aabne eller gjenoptage bruddet kunde have erhvervet saadan ret. Spørgsmaalet bliver da, om indstevnte Olsen, saaledes som der fra de indstevntes side synes at gjøres gjældende, kan ansees som deltager og berettiget til stenbrud i fællesskabet, fordi han samtidig har af kjøbt Peder Tofte Hansteigen, en af de teige, som blev tildelt dennes gaard ved udskiftningen at Nordre Langliens sameie, men ikke er den, paa hvilken bruddet befinder sig. Ogsaa dette spørgsmaal maa erkjendes at være tvilsomt, men synes dog at maatte besvares benegtende. Tiltrods for, at det efter vidneforklaringerne synes for en ikke liden del at have været husmænd, der har befattet sig med at drive skiferbrud, maa det dog utvilsomt antages, at disse ikke har nogen selvstændig, men kun en fra vedkommende gaardbruger afledet brugsret inden sameiet. De er jo ikke sameiere. Det er, efter hvad ovenfor er anført, gaardsfornødenhed, som maa antages at betinge brugsretten og bestemme dens omfang. Men er dette tilfældet, kan erhvervelsen af en skogteig, for hvilken der neppe kan være noget behov for skifer tilstede, ikke antages at medføre nogen ret til skiferbrud. Mod denne løsning kan det vistnok ikke være afgjørende, at indstevnte Olsen efter dette vil være uberettiget til at bryde skifer endog paa sin egen teig. Thi har han intet legitimt behov for skiferen, ligger heri intet urimelig.

Efter det anførte antages appellantens paastand i dens 1 post at burde tages tilfølge. Hvad 2 post angaar, vil appellanten derimod ikke kunne gives medhold i, at Peder Tofte kjendes uberettiget til at bryde skifer i videre omfang end til gaardsfornødenhed, idet han efter det anførte findes berettiget til at bryde ogsaa, hvad der tiltrænges til gaardsfornødenhed for de øvrige til stenbrud inden strækningen berettigede. Som følge heraf vil paastanden om, at han kjendes uberettiget til at bryde mere end hans lod i sameiet kan taale, heller ikke kunne tage tilfølge. - - -

Beichmann. Johannes Jystad, kst. Bergersen.