Rt-1911-227

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1910-12-20
Publisert:	Rt-1911-227
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 41/2 s.a.
Parter:	Enkefru Emma Schlytter (adv. Holst Borgen) mot fru Nora Niewöner Knutzen (adv. S. Johannesen).
Forfatter:	Bjørn, Prydz, Thoresen, Birkeland, Blom, Mejdell, Reimers
Lovhenvisninger:	Arveloven (1854) §33, §73, Norske Lov (1687) 1-, Grunnloven (1814) §108, Arveloven (1854)

Med hensyn til nærværende sags gjenstand og nærmere omstændigheder henvises til præmisserne til Kristiania byrets dom afødt xx.xx.1909.

Af byfogden i Kristiania blev i sagen den 31 august 1908 afsagt saadan beslutning: «Enkefru Emma Schlytter ved advokat H. S. Dahl gives for beregningssum kr. 9.058,60 med reserverede renter rettens udlæg næst bedre berettigede hos fru Nora Niewöhner Knutzen i den hende tilfaldne morsarv, der fortiden indestaar i enkefru Kristine Knutzens dødsbo og bestyres af advokat S. Johannesen, skibsreder Ivar Helgesen og Halvdan Boye som executores testamenti, dog med forbehold af den skyldneren for livstid tillagte nyttesret (rentenydelse) af arvemidlerne».

Ved byrettens dom blev saaledes kjendt for ret: «Den paaankede fogedkjendelse underkjendes. Enkefru Emma Schlytters paastand om udlæg i farsarv tilkommende fru Nora Niewöhner Knutzen i dødsboet efter moderen enkefru Kristine Knutzen tages ikke tilfølge. Hvad morsarven angaar gives for tiden intet udlæg. Sagens omkostninger ophæves.»

Denne dom er af fru Emma Schlytter ved hovedstevning afødt xx.xx.1909 og af fru Nora Niewöhner Knutzen ved kontrastevning afødt xx.xx.1910 indbragt for høiesteret.

Hovedappellantinden fru Schlytter har nedlagt saadan paastand: at den paaankede fogedkjendelse og byretsdom forandres saaledes: 1. at der gives enkefru Emma Schlytter for beregningssum kr. 9.058,60 med reserverede renter udlæg i den indstevnte fru Niewöhner Knutzen tilkommende anpart i tilgodehavende farsarv af enkefru Knutzens efterladte midler stor kr. 11.608,00 med deraf indgaaende renter eller subsidiært i indstevnte fru Niewöhner Knutzens anpart af tilkommende farsarv af de samme midler, beregnet til 6,71 % af midlernes endelige nettobeløb, 2. at der for samme beregningssum gives enkefru Schlytter udlæg i den indstevnte fru Niewöhner Knutzen tilkommende morsarv efter enkefru Knutzen, kapital som renter, og subsidiært: udlæg som nævnt, men med forbehold som i fogedkjendelsen gjort af den fru Niewöhner Knutzen betingede livsvarige rentenydelse - «nyttesret» - af arvemidlerne, 3. at der hos indstevnte tilkjendes appellanten erstatning for processens

Side:228

omkostninger for høiesteret, byretten og for fogedretten, hvad den egentlige procedure for sidstnævnte ret angaar.

Kontraappellantindens paastand gaar ud paa, principalt: at eksekutionen ikke fremmes, forsaavidt der er paastaaet udlæg i farsarv og morsarv; subsidiært forsaavidt angaar morsarven: at der fortiden intet udlæg gives; yderligere subsidiært: at udlæg gives med forbehold af debitrix's rentenydelse i den morsarv, som maatte være i behold ved hendes død; subsidiært forsaavidt angaar farsarven: at udlæg ikke gives i mere end en fjerdepart af 6,71 % af dødsboets nettoformue kr. 113.329,44, at hovedappellantinden i alle tilfælde tilpligtes at betale executores testamenti (bestyrelsen) sagens omkostninger for byret og høiesteret.

Foreløbig bemerkes, at kontraappellanten i sit tilsvar for høiesteret har antydet, men ikke nedlagt formelig paastand om afvisning paa grund af manglende stevnemaal til testamentseksekutorerne. Hertil findes dog ikke grund. Sagen gjælder fru Knutzen, ikke eksekutorerne.

Høiesteret kommer i realiteten til samme resultat som fogedretten.

Pligtdelsretten efter arvelovens §33 er en ret for livsarvingen, ikke for hans kreditorer. Paa disse har loven ikke tænkt. Uafhængig af dem kan derfor en livsarving enten helt renuncere paa sin arvelod eller samtykke i visse indskrænkninger i sin ubetingede ret efter §33. I første tilfælde foreligger et arveafkald, arvelovens §73. I sidste kan arvingens samtykke til en lempning i pligtdelsretten neppe efter arvelovens terminologi betegnes som «af kald». Men paa navnet kommer det ikke an. Det fælles for begge tilfælde er, at livsarvingen uden nogetsomhelst hensyn til sine kreditorer kan, være sig fuldt ud eller i begrænset udstrækning, frafalde sin ret efter §33. At denne frafaldelse saaledes som her helt aabent og i gjensidig forstaaelse mellem arvelader og livsarving i virkeligheden meddeles i arvingens egen interesse, forandrer ikke forholdet. Den kan betegne skuffede forventninger for arvingens kreditorer, men ikke en krænkelse af deres ret. Jfr. høiesteret i Rt-1899-677.

Fru Schlytter maa derfor finde sig i at respektere testamentets bestemmelse i §1 forsaavidt, som den beskytter afkastningen af fru Nora Knutzens arv efter moderen mod angreb fra hendes kreditorer.

Det samme gjælder ogsaa kapitalen, forsaavidt som testamentet medfører, at fyldestgjørelse for kreditorerne gjennem realisation af de udlagte arveværdier ikke kan opnaaes, saalænge fru Nora Knutzen lever.

Paa den anden side efterlader testamentets udtryk, saavidt skjønnes, ikke tvil om, at arven er datterens og ved moderens død bliver hendes formue. Det kan i saa maade være tilstrækkelig at pege paa testamentets indledning: «Al den arv, som efter mig tilfalder min datter.» Og i fuld overensstemmelse hermed udtaler sig §1, §2, §3 uden at det her kan være nødvendig at citere de enkelte udtryk. Men er altsaa arven efter moderen ved dennes død blevet en del af datterens formue, indsees det ikke, at hendes kreditorer kan negtes adgang til gjennem udlæg at søge fyldestgjørelse i arven ligesaa vel som i hendes eiendele udenfor arven. At de, saalænge hun lever, ikke kan føre sig udlægget til nytte, fordi arvens afkastning ved testamentet er sikret hende, er en sag for sig. Det hindrer ikke, at kreditorerne allerede paa det nærværende tidspunkt erhverver den sikkerhed for fyldestgjørelse, som et udlæg i den hende tilfaldne arv, frembyder til trods for det baand, som indtil videre er lagt paa dens afkastning. De behøver ikke at finde sig i at maatte vente med at forfølge sin ret gjennem udlæg indtil

Side:229

hendes død for da mulig at maatte konkurrere med andre og senere kreditorer. Naar moderens bo er endelig opgjort og arv udlagt fru Nora Knutzen i induvidualiserede værdier, vil der for udlægshaveren være adgang til en paafølgende specifikation af udlægget, N. L 1-22-32.

Det anførte maa gjælde om alt, hvad der i arv tilfalder fru Knutzen efter moderen. Følgelig ogsaa om de gjenstande, som omhandles i testamentet afødt xx.xx.1904. De er ved arvefaldet blevet hendes eiendom og maa følgelig som hendes øvrige eiendele kunne tjene hendes kreditorer til sikkerhed gjennem udlæg. Men med det samme forbehold af fru Knutzens ret til for sin livstid at beholde den urealiserede som for hendes øvrige arv efter moderen.

Hvad angaar farsarven, slutter man sig til byrettens resultat og i det væsentlige ogsaa til dens begrundelse.

Fogedrettens beslutning vil saaledes blive at stadfæste. Processens omkostninger for byretten og høiesteret findes at burde ophæves.

To af de voterende, assessorerne Prydz og Blom, kommer ogsaa med hensyn til spørgsmaalet om arven efter fru Knutzen til samme resultat som byretten og kan i det væsentlige tiltræde dennes begrundelse.

Disse voterende er enige i de almindelige udtalelser, hvormed majoriteten under henvisning til Rt-1899-677 har indledet sine betragtninger over det foreliggende tilfælde. Det er altsaa saa, at transaktioner mellem en arvelader og en insolvent livsarving, hvorved denne helt eller delvis giver afkald paa sin ret efter arvelovens §33, er fuldt gyldige uden hensyn til, at arvingens kreditorer derved skuffes i sine forventninger om, at han ved arveladerens død vil blive solvent.

In casu har moderen med datterens samtykke truffet den testamentariske bestemmelse angaaende den arvelod, som ved hendes død skulde tilfaldt datteren, at den skulde holdes samlet under forvaltning af en af hende, moderen, organiseret bestyrelse, og at datterens ret skulde være indskrænket til - for sin livstid at nyde renterne, medens kapitalen ved hendes død skulde tilfalde hendes arvinger. Det er fuldt legitimt, at en arvelader ikke vil, at hans formue skal gaa til en forgjældet arvings kreditorer, og det er i saadanne tilfælde vistnok det almindelige, at det, saaledes som her, ordnes saa, at arvingen faar renterne for sin livstid, medens kapitalen gaar til næste generation. Og som af byretten udtalt, «da ordningen er bindende for hende selv efter det af hende dertil meddelte samtykke, maa den dermed ogsaa være bindende for hendes kreditorer.»

At der i testamentet er brugt udtryk som f.eks. «den arv som efter mig tilfalder min datter» kan efter disse voterendes mening ikke føre til, at arven maa ansees ved moderens død at være blevet datterens formue. Spørgsmaalet er, hvorledes arven er tilfaldt hende, og det er ikke som formue, men kun saa, at hun for sin levetid skal nyde renterne. Det afgjørende maa jo uanseet de brugte mere eller mindre nøiagtige benævnelser blive de trufne bestemmelsers indhold. Og meningen er ikke tvilsom. Den er, at formuen skal gaa til datterens arvinger og ikke til datteren og hendes kreditorer.

I henhold til det anførte stemmer disse 2 voterende for stadfæstelse af byrettens dom med ophævelse af procesomkostningerne for høiesteret.

Et af rettens medlemmer, assessor Mejdell vil bemerke:

Med hensyn til foranledningen til testamentet afødt xx.xx.1906 udtales i de indstevntes tilsvar for høiesteret følgende: «Da fru Niewöhner, som var ganske blottet for eksistensmidler og ude af stand til at sørge for sig selv, i anledning af gaardkjøbet (kjøbet af Gabels gade 10) var

Side:230

kommet i et effektivt ansvar for pantegjælden af ca. 20.000 kroner + renter, fandt hendes moder ved testamentarisk bestemmelse at burde forhindre, at arvemidlerne efter hende inddroges af datterens kreditorer og istedet sørge for, at de kom datteren selv og senere dennes arvinger tilgode» - I overensstemmelse med, hvad der saaledes erklæredes at være dipositionens øiemed, heder det i testamentets indledning: «Al den arv, som efter mig tilfalder min datter Nora Niewöhner .... skal hun tage under iagttagelse af følgende bestemmelser ....». Og i §1 heder det: «Arven, saavel formue som renter, fast gods som løsøre, der altsammen maa blive hendes særeie (kfr. mit testament afødt xx.xx.1902) skal være uangribelig af hendes kreditorer» .... «Da hendes kreditorer skal være uberettiget til at tage udlæg i renterne eller i hendes krav paa dem, skal ogsaa de gjenstande hun for renterne maatte anskaffe, være uangribelig af kreditorerne.»

Efter hvad der saaledes fra indstevntes side er erkjendt, og efter testamentets egen ordlyd, er datteren ikke blevet arveløs. Hendes er arven, hun har retten til arven, men efter testamentets positive bestemmelser er hendes raadighed undergivet visse indskrænkninger: a) I levende live erholder hun ikke kapitalen udbetalt. Den forvaltes af en bestyrelse, der er indsat i testamentet. Renterne derimod har hun retten til at faa, men det beror paa bestyrelsens diskretion i hvilke portioner og til hvilke tider. b) Ved hendes død derimod «opløses bestyrelsen. Den da i behold værende formue bliver at udbetale til den eller de personer, som hun ved testamente maatte have indsat til sine arvinger. Forefindes der intet saadant testamente, forholdes med arven efter loven, dog saaledes at den fra hende separerede egtemand Heinrich Niewöhner ikke i noget tilfælde skat tage arv efter hende.»

Det er disse og udelukkende disse vilkaar, «de i foranstaaende testamente trufne bestemmelser», datteren ved sin paategning afødt xx.xx.1906 har vedtaget. Andet afkald har hun ikke afgivet.

Sagen foranlediger da efter min mening to spørgsmaal:

1. Har en arvelader, naar han indhenter arvingens samtykke, et samtykke, der som liggende i arvingens egen interesse praktisk taget altid vil blive givet, adgang til at bestemme, at de arvemidler, som med hjemmel af arvelovens §33 tilfalder arvingen, skal arvingens kreditorer være udestængte fra at tage fyldestgjørelse i?

Dette finder jeg ganske uantagelig. Arvingen har i et tilfælde som det nævnte ingenlunde givet afkald paa nogen ham tilkommende rettighed, og dette er, hvad arvelovens §73 hjemler adgang til. Men han har uden selv at lide skaar i sine rettigheder givet afkald paa kreditorernes rettigheder, hvad han er ganske uberettiget til.

2. Det næste spørgsmaal er: Er de indskrænkninger, arvingen for sit eget vedkommende har indgaaet paa, i sin raadighed over arven bindende for hans kreditorer?

Det spørgsmaal antager jeg, maa besvares bekræftende, og kan i saa henseende henvise til, hvad der af høiesterets majoritet er bemerket.

I konsekvens heraf antager jeg, at paa samme maade som arvingen selv er underkastet testamentets bestemmelse om, at saalænge hun er ilive, er kapitalen unddraget hendes forvaltning, og at, hvad renterne angaar, er disses udbetaling afhængig af den indsatte bestyrelses forgodtbefindende paa samme maade maa kreditorerne ogsaa finde sig heri. Men de renter, som bestyrelsen i henhold til testamentet stiller til arvingens disposition, kan (som del af den arvelod, der tilfalder hende som livsarving) ligesaalidt som kapitalen unddrages hendes kreditorer.

Side:231

Jeg antager derfor, at kreditorerne ikke kan negtes adgang til at tage udlæg i den hele paa arvingens pligtdel faldende arv (kapital saavel som renter). Det er om kreditorernes adgang til at tage udlæg, der under nærværende sag er tale. Hvad angaar kreditorernes adgang til at skride til realisation af udlægget, er dette et spørgsmaal, der ikke for tiden foreligger til afgjørelse.

Med hensyn til de effekter, som omhandles i testamentet afødt xx.xx.1904, og som derfor ligger udenfor den indstevnte efter arvelovens §33 tilkommende trefjerdepart, indsees ikke rettere end, at testamentet afødt xx.xx.1906 lovgyldig har unddraget disse gjenstande fra at tjene kreditorerne til fyldestgjørelse.

Procesomkostningerne antager jeg bør ophæves. Konklusion finder jeg det ufornødent at forme.

Dom:

Fogedrettens beslutning stadfæstes. Processens omkostninger for byretten og høiesteret ophæves.

Af fogedrettens kjendelse hidsættes:

I henhold til Kristiania byrets dom af 4, forkyndt 11 februar d.a. har enkefru Emma Schlytter for efter pantobligation skyldige kr. 8.900,00 med renter og omkostninger begjæret eksekution afholdt hos fru Nora Niewöhner, eller som denne nu kalder sig fru Knutzen (hendes pigenavn). Rekvirenten har herunder forlangt udlæg givet i: a) Skyldnerens resttilgodehavende paa farsarv efter afdøde overretssagfører Knutzen og b) hendes morsarv, begge dele indestaaende i enke fru Kristine Knutzens dødsbo, der forvaltes af advokat S. Johannesen, skibsreder Ivar Helgesen og Halvdan Boye, hersteds. Subsidiært paastaaes udlæg givet i samtlige skyldnerens arvemidler med forbehold af den skyldneren for livstid betingede nyttesret til dem.

Mod forretningens fremme har saavel skyldneren som executores testamenti i enkefru Knutzens dødsbo protesteret. Ved fru Knutzens død 29 april 1907 er boet overtaget af eksekutorerne uden skifterettens mellemkomst. - - -

Med hensyn til morsarven formener rekvirenten, at de refererede høiesteretsdomme (Rt-1899-677 og Rt-1901-735) ikke rammer nærværende tilfælde. Høiesteretsdommen af 1901 omhandler saaledes et virkelig om end partielt afkald paa arv. Saafremt arvefraskrivelsen skal kunne medføre retsvirkning for arvingens kreditorer, maa den være ubetinget eller skeet til fordel for en bestemt anden person og ikke fremtræde som et proformaverk. Dette er tilfælde her, hvor det netop har været arveladers og arvings hensigt at sikre arven for arvingen, men med udelukkelse af dennes kreditorer. Fru Knutzen har derhos aldrig havt frie hænder til at forføie over pligtdelsretten, noget virkelig afkald har saaledes ikke fundet sted. Testamentet med paategning maa nærmest betegnes som en arvepagt mellem moder og datter. Denne bandt sig nemlig først, efterat moderen havde gjort det, hvorved denne var udelukket fra at forandre testamentet. Da endvidere arvemidlerne ved skyldnerens død af hende vil kunne testamenteres til hvemsomhelst (paa en eneste undtagelse nær nemlig ikke til manden) saa maa de betragtes som hende tilhørende, omendskjønt hun efter testamentet alene har en livsvarig nyttesret af dem. Testamentet siger selv, at arven saavel fast gods som løsøre bliver altsammen hendes særeie, ligesom den fulde dispositionsret mortis casu er forbeholdt hende. Dette er det bedste bevis for, at fru Niewöhner ikke har givet afkald paa arv; i modsat fald maatte dispositiones mortis casu være forbeholdt andre personer. Testamentets hensigt er derhos ikke at beskytte arven udover fru Niewöhners levetid, da hun efter dette tidspunkt

Side:232

uden indskrænkning efter eget ønske kan forføie over den (kfr. testamentets §2). Der handles derfor her om et nyt arvefald, idet vedkommende arvinger tager arv efter skyldneren og ikke tillige efter fru Knutzen. Da samtlige indtægter af arven skal gaa til skyldneren, er oprettelsen af en bestyrelse for arvemidlerne at anse som et proformaverk, udenfor hvad dens finansielle opgave angaar. Kapitalfondet kan derhos ikke betragtes som noget eget retssubjekt, en juridisk person eller tilhørende endnu ikke indsatte eller ufødte arvinger. Bestyrelsen kan heller ikke siges «pr. kommission» at besidde arven paa vedkommendes vegne; men maa forholdet anskues paa samme maade, som naar man tager udlæg i en under en almindelig skifteret henstaaende arv.

Retten anser det til sandsynlighed godtgjort, at fru Niewöhner ved skiftet 1895 fik udlagt sig hele sin farsarv. Herfor taler foruden den maade, hvorpaa skiftet blev opgjort, at samtlige interesserede i skiftet maa ansees at være gaaet ud fra det som endelig. Der blev skiftet in specie, og opgjør foretaget i en form, som synes at udelukke, at nogen af parterne skulde have noget at kræve hos den anden i den anledning.

Udlæg antages heller ikke at kunne gives i den skyldneren for livstid tillagte nyttesret (rentenydelse) af hendes morsarv. Dette af hensyn til bestemmelsen i §1 i testamentet afødt xx.xx.1906, hvorved det med bindende virkning for kreditorerne er bestemt, at de skal være udelukkede fra at kunne fyldestgjøres af renterne (jfr. høiesteretsdom i Rt-1901-735). Herved er det udelukket at kunne give udlæg i arvemidlerne uden noget forbehold.

Men da retten ikke kan betragte andre som arving (eier) til arvemidlerne end skyldneren (kfr. Hagerup: Skifte side 234 anm. 2) om end med en i hendes levende live begrænset eiendomsret, da hun ifølge testamentet afødt xx.xx.1906 §2 frit vil kunne disponere over dem ved sin død, antages rekvirentens subsidiære paastand at maatte tages til følge. Naar fru Niewöhner nu engang alene skulde have ret til blot at oppebære renterne, saa skjønnes det ikke i betragtning af denne indskrænkning at være nogen mulighed for at give hende friere hænder til at disponere kapitalen end som skeet i testamentets §2. Vel er det saa, at fru Niewöhner i levende live ikke direkte vil kunne disponere over arvekapitalen; men hun vil neppe være afskaaret fra indirekte at kunne drage nytte af den ved til eksempel mod et vist vederlag at forpligte sig til at testamentere arven til en bestemt person. Noget til hinder herfor vil testamentets bestemmelse formentlig ikke være. At det muligens vilde falde noget vanskelig at opnaa noget større bud antages ikke at forandre forholdet, og at udlægshaveren først vil kunne forføie over arvemidlerne ved skyldnerens død, formenes ikke at være til hinder for, at udlæg nu gives.

Af byrettens dom hidsættes:

- - - Fru Schlytters paastand for farsarvens vedkommende, der gaar ud paa fogedkjendelsens forandring og udlæg efter forskjellige alternativer, bliver saaledes at forkaste.

Spørgsmaalet bliver altsaa dernæst om morsarven, og der foreligger da efter enkefru Kristine Knutzen 3 testamenter:

1. Testamente afødt xx.xx.1902, hvori hun bestemmer, at arven skal være datterens særeie, unddraget hendes mand og hans kreditorer.

2. Testamente afødt xx.xx.1904, hvori hun giver datteren et tillæg til lovens arvelod, bestaaende i endel løsøre, som imidlertid ogsaa skal indgaa under særeiet.

Side:233

3. Testamente afødt xx.xx.1906, hvoraf skal hidsættes: «Al den arv, som efter mig tilfalder min datter Nora Niewöhner, derunder indbefattet den arv, som ifølge mit testamente afødt xx.xx.1904 tilfalder hende udenfor og som tillæg til hendes arvelod efter loven, skal hun tage under iagttagelse af følgende bestemmelser:

§1. Arven - saavel formue som renter, fast gods som løsøre, der altsammen bliver hendes særeie (kfr. mit testamente afødt xx.xx.1902) skal være uangribelig af hendes kreditorer. Kapitalen, der skal holdes ude af hendes besiddelse og adskilt fra hendes mulige øvrige formue, skal bestyres og forvaltes af advokat S. Johannesen og skibsreder Ivar Helgesen, som executores testamenti. - - - Renterne bliver at udbetale hende i saadanne portioner og til saadanne tider, som bestyrelsen finder hensigtsmæssig. Da hendes kreditorer skal være uberettiget til at tage udlæg i renterne eller i hendes krav paa dem, skal ogsaa de gjenstande, hun for renterne maatte anskaffe, være uangribelig af kreditorerne.

§2. Bestyrelsen opløses ved min datters død. Den da i behold værende formue bliver at udbetale til den eller de personer, som hun ved testamente maatte have indsat til sine arvinger. Forefindes der intet saadant testamente, forholdes med arven efter loven, dog saaledes, at den fra hende separerede egtemand Heinrich Niewöhner ikke i noget tilfælde skal tage arv efter hende.

§3. Omendskjønt min datter ikke selv skal have besiddelsen og dispositionsretten over den arvede formue, skal dog bestyrelsen kunne overlade hende til personlig brug og benyttelse løsøre og andre brugsgjenstande, deriblandt det løsøre, som tilfalder hende ifølge mit ovennævnte testamente afødt xx.xx.1904. - - -»

Testamentet er forsynet med en paategning saalydende: «Undertegnede vedtager herved i et og alt de i foranstaaende testamente trufne bestemmelser, idet jeg frafalder den mig ifølge arvelovens §33 tilkommende pligtdelsret saaledes, at den indskrænkning i min mors testationsret overfor mig, som nævnte § medfører, er bortfaldt.

Kristiania den 22 juni 1906. Nora Niewöhner».

Den saaledes etablerede ordning med en for fru Niewöhner Knutzens levetid særskilt organiseret formuesmasse kan ikke ex officio omstødes efter grundlovens §108, da denne formuesmasse ikke er gjenstand for nogen bestemt arvegang, naar hun er død.

Nogen anledning til at sætte ordningen ud af betragtning som proforma verk kan heller ikke findes forhaanden. Og da den er bindende for hende selv efter det af hende dertil meddelte samtykke, maa den dermed ogsaa være bindende for hendes kreditorer. Der eksisterede heller ingen ret for hendes kreditorer med hensyn til hendes arveretsstilling, dengang hun samtykkede i denne ordning. Hun og moren kunde overhovedet ordne sig med arveretsstillingen ganske som de selv vilde uhindret af hendes kreditorer. Hun kunde efter arveloven afødt xx.xx.1854 §73 endog give slet og ret afkald paa enhver arv og følgelig da ogsaa samtykke i, at arven blev hende unddraget gjennem en ordning, der kun levnet hende - men heller ingen anden - dens renter «i saadanne portioner og til saadanne tider, som bestyrelsen finder hensigtsmæssig».

Det maa imidlertid være en fremtidig afgjørelse forbeholdt, hvorledes stillingen bliver at bedømme, dersom der skulde blive noget til hinder for særskilt bestyrelse efter testamentet af 1906 §1, og ligesom hvorledes den bliver at bedømme, naar hun er død, da begge dele maa faa sin afgjørelse, naar tilfældene indtræffer.

Side:234

Fru Schlytters paastand for morsarvens vedkommende, der ligeledes gaar ud paa forandring af fogedkjendelsen og udlæg efter forskjellige alternativer, bliver saaledes at forkaste, dog med iagttagelse af det fornødne i nysnævnte anledning, saaledes at afgjørelsen gjælder «for tiden».

Den af fru Niewöhner Knutzen og testamentseksekutorerne i morens bo nedlagte paastand i sagen gaar ud paa ophævelse af fogedkjendelsen og negtelse af udlæg helt eller delvis efter forskjellige alternativer og vil efter det anførte blive at befølge saaledes som i konklusionen nærmere formuleret. - - -