Rt-1911-28
| Instans: | Høyesterett - Kjennelse og dom |
|---|---|
| Dato: | 1910-10-15 |
| Publisert: | Rt-1911-28 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 12/2 s.a. |
| Parter: | A. Terichoffs Aktiebolag (adv. Th. E. Jacobsen) mod Zach. Backers konkursbo (adv. F. M. Bugge). |
| Forfatter: | Blom, Birkeland, Vogt, Hambro, Bjørn, Salomonsen, justitiarius Thinn |
| Lovhenvisninger: | Konkursloven (1863) §82, §131, LOV-1906-06-02-2-§15, LOV-1906-06-02-2 |
Kjendelse.
Assessor Blom: I Zach. Backers konkursbo, der er under behandling ved Fredrikstad skifteret, opstod der en række tvistigheder ianledning af anmeldte erstatningskrav for endel af opbyderen afsluttede og ved konkursens aabning ufuldbyrdede stavkontrakter. Tvistighederne blev behandlet gjennem udveksling af indlæg for bytinget, og da de skulde paadømmes, blev de af skifteforvalteren i medhold af lov afødt xx.xx.1902 §7 henvist til behandling og paadømmelse ved handelsretten. Af denne blev under 19 juli 1909 i disse tvistigheder afsagt dom, hvorved saaledes blev kjendt for ret: «De omtvistede af Anton B. Nilsen, K. D. Resch, Johan Christensen, Ramviks Sågverks Aktiebolag, Sandvikens Sågverks Aktiebolag, Granningeverkens Aktiebolag. A. Terichoffs Aktiebolag og Ströms Trävaruaktiebolag anmeldte erstatningskrav anerkjendes ikke som dividendeberettigede fordringer i Zach. Backers konkursbo. Skiftetvistens omkostninger ophæves.»
Denne dom blev den følgende dag, 20 juli 1909, aflæst, som det kaldes, i en skiftesamling i Fredrikstad skifteret, der var bekjendtgjort ved avertissement i Fredrikstad Blad den 18 s. m.; men forøvrig sees samlingen ikke at være bekjendtgjort paa nogen anden maade.
Handelsrettens dom er af A. Terichoffs Aktiebolag ved stevning afødt xx.xx.1909 paaanket til Høiesteret.
Indstevnte, Zach. Backers konkursbo, har ved sagens behandling i Høiesteret gjort gjældende, at paaanken er skeet for silde, idet boet mener, at stevningen maatte have været udtaget inden 6 uger, regnet principalt fra dommens afsigelse i 9 juli og ialfald fra dommens aflæsning i ovennævnte skiftesamling 20 juli. Indstevnte har derfor begjæret præliminær afgjørelse af, om ikke sagen burde afvises fra Høiesteret
Side:29
som for sent paaanket. Appellanten har imidlertid hævdet, at 6 ugers fristen i ethvert tilfælde maa regnes fra afholdelsen af den skiftesamling, hvori dommen er aflæst, og han mener derhos, at den skiftesamling, hvori nærværende dom er aflæst, ikke kan betragtes som en lovlig skiftesamling, da samlingen ikke er bekjendtgjort paa saadan maade, som er stemmende med konkurslovens §82.
Med hensyn til det første spørgsmaal, som her foreligger, om 6 ugers fristen skal regnes fra 19 juli henviser indstevnte til §15 i lov om rettergangsmaaden i handelssager afødt xx.xx.1902, hvilken § er saalydende: «Den, som finder sig misfornøiet med en handelsrets dom, kan paanke den til Høiesteret, naar sagen angaar en appellabel gjenstand. Sagen indstevnes uden hensyn til Høiesterets sessioner og foretages udenfor ordenen efter varselets udløb. Ankefristen er i de i §7 omhandlede tilfælde den samme som for skifterettens decisioner». Lovens §7 lyder: «Hvis noget krav, som kan være gjenstand for handelsrettens paakjendelse, indtales i bo, som staar under skiftebehandling, og der opstaar tvist derom, som ikke har særlig hensyn til skiftet, skal skifteretten henvise tvisten til paakjendelse ved handelsret, saafremt dette enten forlanges af nogen af parterne, eller skifteretten paa grund af sagens beskaffenhed finder det fornødent». Det er, som allerede nævnt, med hjemmel af denne §, sagen er paadømt af handelsretten.
Ankefristen skal altsaa, heder det, være som for skifterettens decisioner bestemt. Og i konkurslovens §131, jfr. lov afødt xx.xx.1906 (nr. 2), heder det bl.a., at «i andre tilfælde .... skal paaankningsfristen saavel for skifterettens decisioner, beslutninger og udlodninger som for de efter saadanne retshandlingers appel afsagte overretsdomme være 6 uger, regnet fra den skiftesamling, hvori beslutningen er fattet, decisionen afsagt, udlodningen aflæst eller underretning om sagens udfald i overretten meddelt.»
Naar det i §15 i loven af 1902 er sagt, at ankefristen er den samme som for skifterettens decisioner, mener jeg, at bestemmelsen i konkurslovens §131 maa forstaaes saaledes, at ankefristen netop man regnes fra det tidspunkt, som der er nævnt, nemlig fra den samling, hvori beslutningen er fattet. Dette bliver saa meget klarere, naar hensees til, at det videre i §'en heder: ... decisionen afsagt, udlodningen aflæst, eller underretning om sagens udfald i overretten meddelt. Naar, saaledes som her, en sag af skifteretten er henvist til paadømmelse af handelsretten, saa er det ianledning af det spørgsmaal, som her reises, naturlig at ligestille handelsrettens afgjørelser med overrettens afgjørelser. Og om de sidste er det altsaa ligefrem sagt, at ankefristen for overetsdommens vedkommende skal regnes fra den tid, da der er meddelt underretning derom i skifteretten og ikke fra overretsdommens afsigelse.
Spørgsmaalet bliver da, om der er givet tilbørlig varsel til den skiftesamling, hvori handelsrettens dom er aflæst. I denne anledning bemerkes, at det i konkurslovens §82 heder: «Naar skiftesamling skal afholdes, bør bekjendtgjørelsen saavidt mulig ske saa betimelig, at der fra sammes indrykkelse i den offentlige kundgjørelsestidende og indtil skiftesamlingens afholdelse hengaar mindst 14 dage. Hvorvidt berammelsen, foruden i kundgjørelsestidenden tillige bør bekjendtgjøres paa anden maade, beror udenfor de tilfælde, for hvilke særlig regel er givet, paa skifterettens bestemmelse». Der ligger, mener jeg, i denne lovbestemmelse en forudsætning om, at berammelsen skal bekjendtgjøres i
Side:30
den offentlige kundgjørelsestidende, og det er derhos sagt, at kundgjørelsestiden bør være mindst 14 dage fra indrykkelsen i kundgjørelsestidenden.
Nogen saadan indrykkelse i kundgjørelsestidenden er ikke skeet i nærværende tilfælde. Naar det videre heder, at bekjendtgjørelsen bør saavidt mulig ske saa betimelig, at der til skiftesamlingens afholdelse hengaar mindst 14 dage, saa mener jeg, at en kundgjørelsesfrist af 2 dage, saaledes som her, maa siges at være altfor snau. I sidste punktum af §82 staar der: «Naar den for fordringernes anmeldelse bestemte frist er udløbet, kan offentlig bekjendtgjørelse undlades, saafremt skifteretten foretrækker at give samtlige anmeldte fordringshavere særlig underretning». Denne bestemmelse kan imidlertid ikke have anvendelse her; thi det er klart, at bestemmelsen gjælder underretning om skiftesamling, forinden denne afholdes, og der kan ikke være tale om, at den underretning, som efter samlingens afholdelse her er givet de forskjellige parter om domsudfaldet, kan ligestilles dermed eller have nogen betydning for den her citerede lovbestemmelse.
Jeg skal oplyse, at samlingen den 20 juli sees der ikke at have mødt nogen af kreditorerne eller deres retsfuldmægtige.
Jeg mener efter det anførte, at samlingen afødt xx.xx.1908 ikke kan ansees som en lovlig bekjendtgjort skiftesamling, og at bestemmelsen om 6-ugers fristen efter konkurslovens §131 derfor ikke her kan komme til anvendelse. Det er den, for sager almindelig gjældende ankefrist til Høiesteret nemlig 6 maaneder fra dommens afsigelse som her maa komme til anvendelse, og den er ikke oversiddet.
Konklusion:
Den nedlagte afvisningspaastand tages ikke tilfølge.
Assessor Birkeland: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
De ekstraordinære assessorer Vogt og Hambro, konst. assessor Bjørn, ekstraordinær assessor, konst. lagmand Salomonsen og justitiarius Thinn: Ligesaa.
Kjendelse afsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion:
Dom.
Ekstraordinær assessor, Vogt: Sagens gjenstand fremgaar af præmisserne til Fredriksstads handelsrets dom afødt xx.xx.1909, hvorved saaledes blev kjendt for ret (se foran side 28).
Dommen er paaanket til Høiesteret af A. Terichoffs Aktiebolig, som har nedlagt paastand om at anerkjendes som uprioriteret kreditor i Backers konkursbo for et beløb af 40.700 frcs., samt om tilkjendelse af omkostninger for alle retter.
Indstevnte, bemeldte konkursbo, har paastaaet handelsrettens dom stadfæstet med tilkjendelse af omkostninger for Høiesteret.
Som det fremgaar af handelsrettens domspræmisser, er tvisten mellem parterne opstaaet ianledning af en kontrakt om levering af stav fra aktiebolaget til Backer, hvilken kontrakt var uopfyldt ved konkursens aabning. For handelsretten var der mellem parterne uenighed om, hvorvidt leverings- og betalingsterminen efter kontrakten delvis var indtraadt før konkursen. For Høiesteret har appellanten ikke optaget sin paastand forsaavidt. Da paa den anden side boet har medgivet, at aktiebolagets krav, hvis det overhovedet anerkjendes, udgjør 40.700 frcs., foreligger til Høiesterets afgjørelse alene det spørgsmaal, om aktiebolaget har krav paa at anerkjendes som uprioriteret kreditor i boet for det tab, som samme har lidt derved, at den omhandlede kontrakt
Side:31
ikke er blevet opfyldt fra kjøberens side, uanseet at den omkontraherede opfyldelsestid ikke var indtraadt før konkursen.
Jeg kommer til samme resultat som handelsretten og finder med hensyn til begrundelsen ogsaa at kunne henvise til det af handelsretten anførte. Den af bolaget reiste erstatningsfordring er som anført først opstaaet efter konkursens aabning. Ved afgjørelsen af, om fordringen desuagtet kan gjøres gjældende ligeoverfor kjøberens bo finder jeg ikke grund til at fravige den lære, der er hævdet i norsk teori, særlig af Schweigaard, og som gjentagne gange er tiltraadt af Høiesteret.
Idet jeg saaledes vil votere for stadfæstelse af handelsrettens dom saavidt paaanket er, antager jeg imidlertid, at der kan være grund til at ophæve processens omkostninger ogsaa for Høiesteret, da det spørgsmaal, sagen angaar, foruden at være af stor praktisk interesse, i forskjellige henseender kan frembyde berettigede tvil.
Konklusion:
Handelsrettens dom bør, saavidt paaanket er, ved magt at stande. Processens omkostninger for Høiesteret ophæves.
Assessor Birkeland: Iøvrig enig med førstvoterende finder jeg, at appellanten efter Høiesteretsdom, indtaget i Rt-1897-864, har havt saa liden grund til at indbringe sagen for Høiesteret, at procesomkostninger for Høiesteret med 300 kroner bør tilkjendes indstevnte.
Assessor Blom: Jeg er enig med førstvoterende.
Ekstraordinær assessor, Hambro: Som hr. assessor Birkeland.
Konst. assessor, Bjørn: Enig med d'hrr. assessorerne Vogt og Blom.
Ekstraordinær assessor, konst. lagmand Salomonsen: Ligesaa.
Justitiarius Thinn: Som hr. assessor Birkeland.
Dom afsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.
Af handelsrettens dom hidsættes:
- - - Tvisten angaar for det første spørgsmaalet i dets almindelighed om konkursboets stilling til de ved konkursens aabning fra begge sider uopfyldte stavkontrakter i de tilfælde hvor modtagelsesterminen ikke var oversiddet fra opbyderens side.
Det er her paa det rene, at der under 16 juli 1908, altsaa umiddelbart efter opbudet blev skrevet af konkursboets bestyrer til samtlige stavleverandører og meddelt, at boet ikke vilde kunne indlade sig paa at modtage staven, medmindre leverandørerne vilde indgaa paa for kjøbesummen at konkurrere i boet som uprioriterede kreditorer.
Fra stavleverandørernes side fremholdes det exceptionelle forhold, som her foreligger nemlig, at det netop er det voldsomme prisfald paa stav, der har foraarsaget konkursen. Opbyderen konstaterer - anføres der - sin manglende evne til at opfylde sine forpligtelser ved at overlevere sit bo til konkursbehandling, selve opbudserklæringen er identisk med en erklæring gaaende ud paa, at han ikke vilde kunne opfylde sine forpligtelser og konstituerer altsaa en misligholdelse af disse.
Retten skal bemerke, at det foreliggende tilfælde synes egnet til at fremkalde tvil om den ubetingede holdbarhed af den gjennem retsbrug og Høiesteretspræjudikater fastslaaede lære om de i konkurs paa begge sider uopfyldte kontrakter: at en sælger alene gjennem levering af varen imod at konkurrere for dividende kan gjøre en uopfyldt ikke før konkursen misligholdt kontrakt gjældende overfor konkursboet.
Det er i nærværende tilfælde paa det rene, at konkursen er bevirket ved opbyderens uformuenhed til at effektuere de indgaaede stavindkjøb, og det maa medgives, at der ikke synes at være god sammenhæng mellem dette
Side:32
faktum og det resultat, at de tap, som stavleverandørerne herved paaføres ansees konkursboet uvedkommende. Imidlertid maa retspraksis paa dette omraade, særlig efter Høiesteretsdom afødt xx.xx.1896 (Rt-1897-864) være fastslaaet og udelukke erstatningskrav paa konkursboet i anledning af gjensidig uopfyldte kontrakter, forsaavidt varen ifølge de stipulerede leveringsterminer ikke skulde have været udtaget paa det tidspunkt, da konkurs aabnedes.
Naar det har været fremholdt, at der af opbyderen har været udvist uagtsomhed derved, at han skjønt uden nævneværdig formue har indladt sig paa konjunkturspekulatiener i stav paa henved en million kroner, saa finder retten ikke grund til i det her foreliggende tvistemaal at indgaa paa spørgsmaalet herom. Opbyderens forhold med hensyn til stavkontrakterne har været gjort til gjenstand for behandling i bobestyrelsens indberetning, hvortil henvises. For det i nærværende - skiftetvist foreliggende retsspørgsrmaal om konkursboets erstatningsansvar i anledning af de uopfyldte stavkontrakter, antages efter den citerede Høiesteretsdom at 22 juli 1896 det afgjørende at maatte ligge i, at konkursboet ikke har havt pligt til at opfylde stavkontrakterne paa anden maade end ved at tilbyde modtagelse af varen mod dividende. For et særskilt erstatningekrav mod boet, fordi opbyderen i en vis branehe har kontraheret udover, hvad han efter sine midler uden hazard kunde indlade sig paa, antages der ikke at være noget retslig grundlag.
Det tab, som saadant forhold fra skyldnerens side maatte have medført, alder i konkurstilfælde hans samtlige kreditorer tillast og vil ikke af de enkelte fordrigshavere kunne gjøres gjældende mod konkursboet som særskilte erstatningskrav, fordi om de har foretrukket at undlade effektering af de omkontraherede varer fremfor at levere og derefter konkurrere i boet paa lige fod med dettes øvrige kreditorer. - - -