Rt-1912-215

Instans:	Høyesterett - Kjennelse
Dato:	1911-12-02
Publisert:	Rt-1912-215
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 46/1 s.a.
Parter:	Straffesag mod stenhugger Karl Oskar Hartvig Hermansen (forsvarer til prøve: overretssagfører Fritz Wilberg - aktor: advokat Fr. Stang Lund).
Forfatter:	Prydz, Hambro, Thoresen, Backer, Vogt, Hoff, justitiarius Thinn
Lovhenvisninger:	Straffeloven (1902) §228, Straffeprosessloven (1887) §286, §291, §342, §343, §344, §345, §390, §393, §230, §30, §65

Assessor Prydz: Ved tiltalebeslutning udfærdiget af statsadvokaten i Smaalenene og Hedemarkens lagsogne 23 januar d.a., blev Karl

Side:216

Oskar Hartvig Hermansen sat under tiltale til fældelse efter straffelovens §228 for at have øvet vold mod en anden person med skade til følge eller medvirket hertil derved at han den 13 november 1910 ved skytterhuset i Thorsnæs slog Ments Selmer Syversen med en trækavle eller et træstykke i ansigtet, saa hans næse fik skade. Ved den derefter af Tune sorenskriveris meddomsret under 27 februar s.a. afsagte dom blev han for forbrydelse mod straffelovens §228 anseet med fængsel i 5 maaneder. Efterat domfældte havde begjæret fornyet behandling ved lagmandsret, idet han paastod at være uskyldig, blev han ved beslutning afødt xx.xx.1911 sat under tiltale ved Smaalenenes lagmandsret. Den nye beslutning var udførligere end den oprindelige, idet faktum i samme angives saaledes: «at han den 13 november 1910 ved skytterhuset i Thorsnæs stødte til Ments Selmer Syversen, saa han faldt overende, og med et træstykke slog ham i ansigtet, saa hans næse fik skade eller forholdt sig mod ham paa en af disse maader».

Under hovedforhandlingen for langmandsret gjorde tiltaltes forsvarer gjældende, at der ikke var lovlig adgang til uden tiltaltes samtykke at udvide tiltalen til at omfatte spørgsmaalet om hvorvidt tiltalte var skyldig i overtrædelse af straffelovens §228 ved at støde til fornærmede, saa han faldt overende. Forsvareren antog videre, at der ikke var lovlig adgang til at spørge lagretten alternativt, om tiltalte var skyldig i enten at have slaaet fornærmede med en trækavl i ansigtet eller at have stødt til ham, hvorom han bl.a. henviste til Rt-1898-654.

Lagmanden bestemte imidlertid at spørgsmaalene overensstemmende med et af statsadvokaten affattet udkast skulde stilles saaledes:

1. Hovedspørgsmaal. Er tiltalte Karl Oskar Hartvig Hermansen skyldig i at have øvet vold mod en anden person derved, at han den 13 november 1910 ved skytterhuset i Thorsnæs stødte til Ments Selmer Syvertsen, saa han faldt overende, og med et træstykke slog ham i ansigtet eller forholdt sig mod ham paa en af disse maader?

2. Tillægsspørgsmaal. Har den i spørgsmaal 1 omhandlede legemsfornærmelse havt skade paa legeme eller helbred til følge, nemlig en beskadigelse at næsen, som foraarsaget blødning og arbeidsudygtighed.

Paa foranledning af indsigelse herimod fra forsvarerens side afgav retten saadan beslutning: «Retten forstaar tiltalebeslutningen ogsaa i dens oprindelige lydelse som sigtende paa at ramme hele tiltaltes forhold ligeoverfor klageren ved den paatalte anledning, forsaavidt det indeholder nogen legemsfornærmelse, og at grunden til, at der alene nævnes slag med en trækavl eller et træstykke, blot er den, at man har villet fremhæve det moment, som antages at være det mest graverende. Der er saaledes efter straffeproceslovens §342 formentlig fuld adgang til at medtage i spørgsmaalet ogsaa den del af legemsfornærmelsen, som maatte findes at ligge i puf eller stød. Retten er videre af den opfatning, at der her foreligger blot en enkelt forbrydersk handling selv om denne har givet sig udslag baade i slag og puf. Begge disse dele af legemsfornærmelsen maa derfor efter straffeproceslovens §343 indtages i et og samme spørgsmaal, og der antages heller intet at være til hinder for at stille dem alternativt, da den større eller mindre udstrækning at fobrydelsen henhører til straffespørgsmaalet og derfor ikke skal afgjøres af lagretten».

Lagretten, besvarede hovedspørgsmaalet bekrteftende, tillægsspørgsmaalet benegtende.

Side:217

Ved den derefter den 21 april 1911 afsagte dom blev kjendt for ret: «Tiltalte Karl Oskar Hartvig Hermansen dømmes for legemsfornærmelse efter straffelovens §228 1ste led, sammenholdt med §230, til fængsel i 30 dage. I erstatning til statskassen for omkostninger ved meddomsretten betaler tiltalte 10 - ti - kroner».

Vedkommende strafudmaalingen er i domsbegrundelsen anført, at ved straffens bestemmelse er paa den ene side taget hensyn til, at for, nærmede ingen rimelig foranledning havde givet til overfaldet og til, at tiltalte tidligere er straffet for forbrydelse af voldsom art, men paa den anden side til, at den af tiltalte forøvede legemsfornærmelse ikke har været betydelig, specielt mener man, at bevis ikke er ført for at han har benyttet det i tiltalebeslutningen omhandlede træstykke eller noget andet vaaben.

Tiltalte har under 2 mai 1911 angivet saadan ankeerklæring: «Herved paaanker jeg dom, afsagt 21 f. m. af lagmandsretten for Smaalenenes lagsogn i sag nr. 34 for 1911 samt den til grund for dommen liggende sagsbehandling, alt forsaavidt vedkommer den beslutning af retten, hvorefter lagretten forelagdes spørgsmaal, om jeg var skyldig i at have øvet vold mod Ments Selmer Syvertsen ved enten at støde til ham eller at slaa ham med et træstykke i ansigtet. En saadan alternativ spørgsmaalsstilling mener jeg i den foreliggende sag ikke er tilstedelig. Forøvrig henholder jeg mig til og vedtager vedlagte nærmere udformning af ankens begrundelse fra min forsvarer». Den indsigelse, som ved lagmandsretten blev fremsat i anledning af at tiltalen var blevet udvidet, er, som det vil sees, ikke gjentaget i ankeerklæringen.

Jeg mener, at anken maa blive at forkaste.

Fra forsvarerens side er det gjort gjældende at det stillede hovedspørgsmaal er i strid med bestemmelsen i straffeproceslovens §343 om, at et spørgsmaal blot maa angaa et forbrydersk forhold. Tilføielsen af et saadant sted og tiløielsen af et saadant slag som omspurgt maa, mener forsvareren, betragtes som to forskjellige strafbare forhold. Heri kan jeg ikke være enig. Det er anført, at det ikke fremgaar af hovedspørgsmaalet, om de to omspurgte handlinger, stødet og slaget, antages udført samtidig eller til forskjellig tid. Jeg kan dog ikke finde andet, end at det ved spørgsmaalets lydende er givet tydelig nok tilkjende, at det helt ud gjælder et og det samme overfald. Men det gjøres videre gjældende, at ogsaa om stødet og slaget antages bibragt fornærmede ved samme leilighed, er disse handlinger dog saa forskjelligartede, at de ikke kan slaaes sammen til et enkelt strafbart forhold. At de enkelte ved en og samme leilighed udøvede haandgribeligheder, naar de, skjønt samtlige faldende ind under samme straffebud, dog ikke er ganske ensartede, skulde sondres ud fra hverandre, saaledes at overfaldet opdeles i forskjellige strafbare forhold, forekommer mig helt unaturligt og uantageligt. Jeg mener saaledes, at hvis det in casu er saa, at tiltalte ved leiligheden baade har stødt til fornærmede, saa han faldt overende, og har slaaet ham i ansigtet med et træstykke, har man for sig et sammenhængende strafbart forhold og ikke to forskjellige. Og man har da ikke alene efter straffeproceslovens §343 adgang til at gjøre det forudsatte forhold til gjenstand for et enkelt spørgsmaal, men jeg antager ogsaa, at det maa ansees som lovens mening, at saa skal ske. En prøve paa, at der i saadanne tilfælde kun foreligger et enkelt forhold, vil man have deri, at en dom angaaende en enkelt haandgribelighed ved et overfald vil være res judicata for overfaldet i dets helhed.

Side:218

Jeg mener videre, at der maa være adgang til, naar bevisets stilling tilsiger det, at stille spørgsmaalet alternativt, saaledes som her skeet. Der maa kunne spørges, om en tiltalt ved leiligheden har forulempet den fornærmede med spænd, stød og slag eller paa en af disse maader. Det er vistnok saa, som fra forsvarets side fremholdt, at bekræftende besvarelse af et saadant spørgsmaal kan være fremkommet ved sammenlægning af minoritetsvota; men jeg indser ikke, at der med føie kan gjøres indvending mod saadan sammenlægning. Naar de forskjellige fraktioner inden lagretten har fundet bevis at foreligge, den ene for en, den anden for en anden haandgribelighed, saa har hver af dem fundet tiltalte skyldig i det paatalte strafbare forhold, og mere kan ikke bebøves. Jeg kan herom ogsaa henvise til Getz og Hagerup §343, note 6, andet afsnit.

Den for strafudmaalingen fornødne afgjørelse om udstrækningen af det strafbare forhold maa det, som i lagmandsrettens beslutning anført, være rettens sag at træffe. Jeg er saaledes i det hele enig i, hvad lagmandsretten i sin beslutning har udtalt vedkommende de heromhandlede spørgsmaal.

Sluttelig vil jeg bemerke, at det vistnok vilde lede til nær sagt uoverkommelige vanskeligheder, om man vilde opstille den fordring, at det strafbare forhold ved lagrettens kjendelse skal fastslaaes i alle sine detaljer. Og særlig vilde det blive tilfældet i overfaldssager, hvilke regelmæssig vil omfatte baade flere og forskjelligartede forulempelser.

Konklusion:

Anken forkastes. (Vanlige salærer og omkostningsansvar).

Ekstraordinær assessor Hambro: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Assessor Thoresen og ekstraordinær assessor Backer: Ligesaa.

Assessor Vogt: For mig har det foreliggende spørgsmaal frembudt adskillig tvivl. Jeg medgiver, at sterke grunde kan tale for den af førstvoterende hævdede opfatning. Imidlertid er jeg kommet til et andet resultat. - Jeg er enig i, at efter straffeproceslovens §343, tredie led, beror lovligheden af det i nærværende sag til lagretten stillede spørgsmaal paa, om samme maa siges alene at angaa et strafbart forhold. Med hensyn til lovens forstaaelse og anvendelse forsaavidt kan man efter min mening ikke opstille nogen almengjældende regel. Det kan ikke være afgjørende, om de forskjellige handlinger, som paatalen omfatter, er ensartet i den forstand, at de rammes af samme straffebestemmelse, og om de er led i en fortsat forbrydelse, saaledes at de i tilfælde alene bliver at belægge med en straf. Det maa efter min opfatning her komme an paa, om det i det enkelte tilfælde maa erkjendes, at de forskjellige handlinger er saaledes adskilt og saavidt væsensforskjellige, at de betinger en forskjellig bedømmelse af udøverens strafansvar. Ud fra dette synspunkt kan jeg ikke finde, at de i det foreliggende lagrettespørsmaal omhandlede legemsfornærmelser omfatter et og samme strafbare forhold. Her er nemlig ikke tale om en enkelt saadan strafbar handling, for hvis vedkommende der kunde opstaa tvivl om, hvorvidt den var at betegne enten som et sted eller som et slag, i hvilket tilfælde der utvivlsomt alene vilde foreligge et strafbart forhold, der i sin helhed kunde medtages i samme skyldspørgsmaal i alternativ form. Men her spørges om to forskjellige fra hinanden helt afsondrede (hvor lang tid ligger imellem er forøvrig ikke oplyst) og i sit væsen sterkt divergerende legemsfornærmelser. Tiltaltes straffeskyld vil naturligvis blive at bedømme høist forskjellig, eftersom han

Side:219

ansees overbevist om at have med et træstykke slaaet fornærmede i ansigtet eller alene at have tilføiet ham et stød. Og straffen vil ogsaa afhænge af, om begge disse handlinger eller kun den ene af dem ansees forøvet. De to i nærværende sag foreliggende straffedomme synes mig vel skikket til at belyse dette forhold. Meddomsretten fandt det bevist at tiltalte havde tilføiet fornærmede det omhandlede slag og idømte tiltalte for dette forhold en straf af 5 maaneders fængsel. Lagmandsretten antog derimod, at bevis ikke var ført for den nævnte legemsfornærmelse og bestemte derfor straffen alene til 30 dages fængsel. Slaget med træstykket var af paatalemyndigheden opfattet som en saa alvorlig vold, at der til lagretten blev stillet tillægsspørgsmaal, om legemsfornærmelsen havde medført skade paa legeme eller helbred. Det er forøvrig bemerkelig, at dette spørgsmaal er fremsat som tillæg til et hovedspørgsmaal, hvis bekræftende besvarelse lader det ganske uafgjort, om tiltalte overhovedet er anseet overført at have tilføiet omhandlede slag. Jeg mener at denne uregelmæssighed tjener til at illustrere det lidet holdbare i, hvor forholdet er som i nærværende sag, at kumulere spørgsmaalene saaledes som her i hovedspørgsmaalet gjort, Jeg vil i denne forbindelse pege paa, at den oprindelige tiltalebslutning for lagmandsretten alene gik ud paa, at tiltalte havde slaaet fornærmede som foran angivet. Under hovedforhandlingen ved lagmandsretten blev tiltalen udvidet til at omfatte ogsaa, at tiltalte havde stødt til fornærmede. Ved denne udvidelse har paatalemyndigheden i mine øine lagt for dagen, at den bragte et ny forhold ind i sagen. Thi havde det ikke været tilfældet, havde med andre ord det nævnte sted været at opfatte alene som et led i det forhold, som laa indenfor rammen af den tidligere tiltalebeslutning, saa behøvedes ingen tilføielse til eller udvidelse af denne for at medtage stødet i spørgsmaalet til lagretten, jfr. straffeproceslovens §342. Den stedfundne udvidelse af tiltalen maa søge sin hjemmel i straffeproceslovens §291, andet led. Vistnok har for lagmandsretten forsvareren paaberaabt, at der ikke var adgang til uden tiltaltes samtykke at udvide tiltalen som skeet. Men denne indsigelse, om den er at betragte som saadan, er ikke fastholdt under anken, og tiltalte maa derfor antages at have opgivet sin negtelse af her at meddele fornødent samtykke. Betingelserne efter nævnte bestemmelse i straffeprocesloven maa derfor antages at foreligge. Følgelig kan man ikke paa den stedfundne udvidelse af tiltalen bygge nogen ophævelse af den afsagte lagmandsretsdom. Men ved denne udvidelse er, saavidt jeg forstaar, ikke tilveiebragt noget grundlag for berettigelsen til at stille skyldspørgsmaalet saaledes som her er gjort. Efter dette spørgsmaals affatning og indhold giver dets bekræftende besvarelse ingen oplysning om, hvad lagretten i virkeligheden har anseet tiltalte skyldig i, - om i begge de om handle de legemsfornærmelser eller alene i en af dem og isaafald i hvilken. Men dette mener jeg, det er lagrettens sag at afgjøre. Uden saadan afgjørelse savner man det nødvendige grundlag for bestemmelse af tiltaltes straf. Det er efter min mening et led i selve skyldspørgsmaalet at faa afgort, hvilke strafbare handlinger tiltalte har begaaet. En modsat opfatning, der hviler paa den betragtning, at lagretten i en sag som den foreliggende alene har at afgjøre, om tiltalte overhovedet er skyldig i legemsfornærmelse, og at det saa tilkommer retten at foretage en selvstændig bevisbedømmelse med hensyn til, hvilken eller hvor mange legensfornærmelser tiltalte har tilføiet fornærmede, - finder jeg at slaa i strid med den hovedregel i straffeprocessen, at skyldspørgsmaalet helt ud henligger under

Side:220

lagretten. Skal retten paa grundlag af en af lagretten ganske uafhængig prøvelse af beviset afgjøre, hvilke legemsfornærmelser den tiltalte ansees skyldig i, aabner man veien for, at den tiltalte bliver idømt straf for et forhold, som lagretten ikke har fundet det bevist at foreligge. Efter lagrettens svar i denne sag er det ingenlunde udelukket, at den alene har fundet tiltalte skyldig i den mindre graverende forbrydelse at have puffet til fornærmede, at end ikke et eneste medlem af lagretten har fundet ham skyldig i at have tilføiet det slag, hvorom der er spørgsmaal. Og saa skulde retten alligevel have anledning til at dømme ham som skyldig i den sidste, meget mere graverende voldshandling eller saavel i denne som i den anden mindre graverende. Hertil har lagmandsretten i nærværende sag efter sin udtalelse i domsgrundene anseet sig kompetent. Havde der til lagretten været stillet spørgsmaal alene om, hvorvidt tiltalte var skyldig i at have tilføiet slaget, hvad tiltalen oprindelig alene omfattede, og lagretten saa havde besvaret dette spørgsmaal benegtende, var tiltaltes frifindelse given. Men naar saa ganske det samme forhold indtages i spørgsmaal til lagretten som et alternativ ved siden af det andel forhold, og lagretten til det saaledes sammensatte spørgsmaal svarer ja, et ja, der meget mulig hviler paa, at tiltalte aldeles ikke er skyldig i det førstnævnte forhold, saa skal retten alligevel kunne dømme ham for dette! Man skulde altsaa ved paa denne maade at blande de forskjellige handlinger sammen kunne opnaa fældende dom for en handling, som ved en klarere fremgangsmaade vilde af lagretten paa en afgjørende maade været erklæret ikke at foreligge. Saadan urimelighed kan det ikke have været lovens mening at give anvisning paa. Kanske ligesaa iøinefaldende bliver det misforhold, - jeg kan ikke betegne det anderledes, - som vil kunne opstaa ved at følge den fler af mig bestridte opfatning, om sagen tænkes forelagt for høiesteret i den stilling, at det var strafudmaalingen, der var givet til gjenstand for anke. Høiesteret skulde da have adgang til efter sin egen prøvelse af bevislighederne, endog af nye saadanne som maatte være indhentet i medhold at straffeproceslovens §390, at opgjøre sig en mening om, hvilke af de forskjellige i skyldspørgsmaalet omhandlede legemsfornærmelser den tiltalte havde gjort sig skyldig i. Herved vilde man give høiesteret anledning til at fælde tiltalte for et ganske andet forhold, end lagretten havde fundet bevist som grundlag for hans skyld. - Og man udsætter sig endog for, at sagen bringes i den stilling, at høiesteret finder, at tiltalte overhovedet ikke har begaaet nogen af de handlinger, der ligger til grund for og omfattes af tiltalebeslutningen og skyldspørgsmaalet. Saa skal høiesteret alligevel udmaale en straf! Høiesteret skulde have kompetance til selv at prøve bevislighederne, af hensyn til strafudmaalingen, men dog skulde den af en lagrettekjendelse, der intet oplyser om, hvad tiltalte egentlig har gjort, være bundet til at fælde en dom, der stod i bestemt strid med høiesterets egen opfatning af, om tiltalte overhovedet var skyldig. Eller om det gjaldt en meddomsretsdom, hvor meddomsretten udtrykkelig havde anført, hvilke af de forskjellige voldshandlinger tiltalte var anseet overført og hvilke ikke. Her skulde altsaa høiesteret kunne forkaste denne bevisbedømmelse under paaberaabelse af, at forholdet laa ind under strafudmaalingen og ikke vedkom selve skyldspørgsmaalet. Man kommer i det hele, saavidt jeg ser, ved at følge den lære, at man her alene har med strafudmaalingen at gjøre, op i uløselige vanskeligheder. Disse vilde vistnok ialfald delvis kunne bortryddes, hvis man antog, at et saa uafgjørende svar paa

Side:221

skyldspørgsmaalet som det, der foreligger i denne sag, maatte tvinge retten til at gaa ud fra, at tiltalte af lagretten alene var anseet skyldig i det forhold, der vilde betinge den mindste straf. Men en saadan lære vilde jo slaa ihjel den sats, at det er retten, som her er herre over bedømmelsen, og den vilde i sig selv være yderst uheldig, da ogsaa den vilde kunne medføre, at tiltalte ikke blev straffet for den handling, som lagretten i virkeligheden havde anseet ham skyldig i. Jeg mener følgelig, at fra hvilken side man ser spørgsmaalet leder i et tilfælde som det foreliggende en formulering af skyldspørgsmaalet som den, der her er benyttet, til, at det bliver aldeles paa det usikre, om tiltalte ikke bliver fældet for noget andet, noget mere eller mindre end det, som lagretten har villet kjende ham skyldig i. Men en saadan uklarhed og vilkaarlighed, der vil kunne føre til ligefrem uretfærdighed, bør man efter min mening ikke lade hefte ved afgjørelsen i straffesager. Og man kan undgaa det ved overalt, hvor der er spørgsmaal om to eller flere forskjellige strafbare handlinger, som det ikke er forbundet med nogen faktisk vanskelighed at skjelne fra hinanden, at opstille særskilt spørgsmaal for hver af dem. Herved kan det visselig, ske, at om mindst 7 medlemmer af lagretten finder, at tiltalte er skyldig i et af disse forhold, uden at de kan blive enige om i hvilket, maa hvert spørgsmaal besvares benegtende, selv om der altsaa er pluralitet for, at tiltalte er skyldig - i overtrædelse at vedkommende straffebestemmelse. Men denne følge er langt mindre betænkelig, end hvad der, som jeg ovenfor har paapeget, kan følge af, at man slaar de forskjellige handlinger sammen som alternativer i samme spørgsmaal. Og den førstnævnte følge er, saavidt jeg forstaar uundgaaelig i ethvert tilfælde, hvor det er uimodsigelig, at der spørges om to helt forskjellige strafbare, men dog helt ensartede forhold, som rammes at samme straffebestemmelse. Om baade A og B ved samme anledning er slaaet, og C tiltales som skyldig i begge slag, maa det ende med hans frifindelse, om 5 af lagretten finder, at han har slaaet A, men ikke B, og 5 andre, at han har slaaet B, men ikke A, altsaa selv om alle lagrettens medlemmer er enige i, at tiltalte har forøvet en legemsfornærmelse. Og det fordi der ikke kan samle sig nogen pluralitet om nogen enkelt af de handlinger, hvorom der er spørgsmaal.

Naar jeg saaledes finder at maatte antage, at den i sagen nævnte spørgsmaalsstilling er feilagtig, navnlig deri, at den lader det uafgjort, hvilken eller hvilke legemsfornærmelser tiltalte efter lagrettens mening har tilføiet fornærmede, og da der er en mulighed for, at der ikke inden lagretten har været pluralitet for, at nogen enkelt af de paatalte handlinger er forøvet af tiltalte, saa finder jeg tillige, at feilen kan have virket bestemmende paa den paaankede doms indhold, - jfr. straffeprocessens §393, - og jeg voterer derfor for, at dommen ophæves.

Ekstraordinær assessor, skifteforvalter Hoff: I resultatet enig med førstvoterende. Jeg deler dog ikke den mening, at, hvis forholdet havde været det, at der inden lagretten var en minoritet, som fandt den ene legemsfornærmelige handling (stødet) bevist, og en anden minoritet, som fandt den anden handling (slaget) bevist, disse minoriteter da in casu skulde kunne lægges sammen for at danne bevis for nogen af handlingerne. Men jeg finder det efter omstændighederne naturlig at antage, at hvis ikke en majoritet har anseet begge handlinger eller nogen bestemt enkelt af dem bevist, saa maa der inden lagretten have gjort sig den betragtning gjældende, at det var fuldt godtgjort, at tiltalte har

Side:222

gjort sig skyldig i legemsfornærmelse mod fornærmede enten paa den ene eller paa den anden maade, uden at det kunde konstateres paa hvilken. Og dette maa efter min mening være nok for skyldspørgmaalets afgjørelse. Jeg mener derfor, at det ikke kan antages, at maaden for spørgsmaalsstilllngen i nærværende sag har ledet til nogen følge, som kan begrunde dommens ophævelse.

Justitiarius Thinn: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Jeg antager med ham og de øvrige voterende af majoriteten, at det ikke stiller sig tvilsomt, at der her jo kun er spørgsmaal om ett strafbart forhold i strafferetslig forstand, - en legemsfornærmelse forøvet mod fornærmede derved, at tiltalte ved leiligheden enten har baade puffet ham overende og slaat til ham, eller alene har forholdt sig mod ham paa en af disse maader. Den forandring med hensyn til beskrivelsen af det paatalte forhold, som af statsadvokaten under hovedforhandlingen for lagmandsretten er foretaget i tiltalebeslutningen, har derfor efter min mening sin hjemmel i straffeproceslovens §291, nr. 1 som en berigtigelse af den. Forandringen betegner ikke nogen udvidelse af tiltalen til nogen anden strafbar handling i henhold til nævnte §'s nr. 2. Og jeg mener, at selv om domstolen er ubundet af tiltalebeslutningens beskrivelse af gjerningen, saa er det alligevel korrekt og i overensstemmelse med lovens egen anordning, at rettelse i tilfælde sker i selve tiltalebeslutningen, som er det dokument, hvori man under den mundtlige forhandling har at søge den nøiagtige fremstilling af sagens grundlag (jfr. straffeproceslovens §286). Foreligger der kun ett strafbart forhold, er der jo ikke tvist om, at der angaaende samme kun kan stilles ett hovedspørgsmaal til lagretten angaaende tiltaltes skyld, saafremt der da ikke er tale om, at forholdet kan henføres under flere forskjellige straffebestemmelser, hvad der her ikke er spørgsmaal om.

Jeg antager videre, at det tilligger retten (lagmandsrettens dommere) i forbindelse med dens afgjørelse med hensyn til spørgsmaalsstillingen til lagretten, som en del af denne, at afgjøre, om der efter tiltalen og bevislighederne foreligger ett eller flere strafbare forhold, og denne afgjørelse kan som henhørende til sagsbehandlingen prøves af høiesteret paa grundlag af det faktiske materiale, som det, i tilfælde ved anvendelse af bestemmelsen i straffeproceslovens §390, maatte ansees paakrævet at forelægge for denne ret.

Naar der da her, som jeg mener med rette, kan er stillet ett hovedspørgsmaal til lagretten, og det maa antages efter bevislighedernes stilling under hovedforhandlingen, at der har hersket uklarhed angaaende maaden, hvorpaa legemsfornærmelsen i tilfælde var udøvet, finder jeg, at det er i fuld overensstemmelse med straffeproceslovens §344, at spørgsmaalet med hensyn til gjerningens beskrivelse er formet alternativt, saaledes som skeet. Det kunde efter min mening ikke været stillet anderledes. Heller ikke det stillede tillægsspørgsmaal som saadant (hvorom der forøvrig efter sagens stilling ikke er tale) kan jeg ikke finde, at der er noget at udsætte paa. Og den skyldig-kjendelse, som gjennem lagrettens bekræftende svar paa hovedspørgsmaalet er erhvervet, er efter min mening fuldt tilstrækkelig som grundlag for retten til derpaa at bygge en fældende dom efter straffelovens §228, første led. Det er af lagretten afgjort, at tiltalte er skyldig i den paatalte legemsfornærmels, hvad enten nu denne maatte være forøvet paa den ene eller anden af de maader, som der er spørgsmaal om. Og dermed er lagrettens opgave udtømt, saaledes som jeg forstaar lovens fordeling

Side:223

af dommergjerningen mellem lagretten og retten. Lagrettens opgave er afgjøre spørgsmaalet: skyldig eller ikke skyldig i den paatalte strafbare handling, og kun dette. Og dette har den at afgjøre uden angivelse af nogen begrundelse, blot gjennem sit svar: ja eller nei. Lagretten har ikke til opgave at fastslaa faktiske momenter som grundlag for rettens straffeudmaaling. Skulde det have været tilfældet, mener jeg, at lagrettens medvirkning til domsafgjørelsen maatte have været ordnet paa en ganske anden maade end loven nu har gjort det. Strafudmaalingen tilligger helt ud retten inden rammen af det ved lagrettens skyldigkjendelse betegnede straffebud. Og det faktiske grundlag for strafudmaalingen er rettens sag at fastslaa og bedømme uafhængig af lagretten, hvis nærmere opfatning at sagen i dens detaljer ikke foreligger for retten og det er umuligt for denne at kunne gjøre sig op nogensomhelst mening om. Kun forsaavidt har loven tillagt lagretten at øve indflydelse paa strafudmaalingen, som den i §346 har givet retten og parterne adgang til at æske lagrettens udtalelse, om der foreligger «særdeles formildende eller særdeles skjærpende omstændigheder i almindelighed», og om der er tilstede saadanne særlige omstændigheder, som efter straffelovens §30 nr. 4 betinger fradømmelse at visse rettigheder som tillægsstraf, ligesom straffeproceslovens §345, sidste punktum, og straffelovens §65 paakalder lagrettens medvirkning ved afgjørelsen af spørgsmaalet om idømmelse af ubestemt straf. Angaaende rettens og eventuelt høiesterets stilling til strafudmaalingen og grundlaget for denne, finder jeg forøvrig at kunne henvise til voteringerne i de i Rt-1893-561 og Rt-1894-56 anførte domme. Jeg slutter mig ganske til, hvad der er anført. Naar det er fremholdt, at det vilde være urimelig og betegne et misforhold, om retten skulde udmaale straf for en mere graverende forbrydelse, end lagretten kan tænkes at have fundet, at der foreligger, finder jeg sluttelig at burde bemerke, at denne indvending mod majoritetens resultat ingen vegt har, naar man opfatter loven som jeg gjør, derhen, at den ikke har villet henlægge til lagretten nogen anden adgang til at influere paa strafudmaalingen end den jeg her har nævnt, men forøvrig har begrænset lagrettens opgave til simpelthen at afgjøre, hvorvidt tiltalte er skyldig efter vedkommende straffebestemmelse og retten deretter kan straffælde ham, men har fundet det betryggende for retsudøvelsen at overlade straffens bestemmelse ligesom de øvrige for sagens afgjørelse nødvendige funktioner udenfor skyldafgjørelsen til retten med adgang til anke til høiesteret.

Assessor Prydz: Jeg tiltræder i alt væsentlig justitiarius bemerkninger.

Assessorerne Hambro, Thoresen og Backer: Ligesaa.

Kjendelse afsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.