Rt-1912-689
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1912-05-22 |
| Publisert: | Rt-1912-689 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | Dom 22 mai 1912 l.nr. 65/1 s.a. |
| Parter: | Peder P. Øiseth, Herman Aarsrud m.fl. (advokat Valentin Voss) mot Styrelsen for Statsbanerne (advokat Schjødt). |
| Forfatter: | Assessor Mejdell. Assessor Vogt. Extraordinær assessor, professor Bjørn. Assessor Birkeland. Konst. assessor, byretsassessor Christiansen. Ekstraordinær assessor, byskriver Hvoslef. Justitiarius Thinn |
| Lovhenvisninger: | Lov om Kjøbstaden Tromsø (1851) §26, Grunnloven (1814) §105, LOV-1854-09-07-§2 |
Assessor Mejdell: Med hjemmel af kumulationsappel og opreisningsbevillinger afødt xx.xx.1910 har Feder P. Øiseth, Herman Aarsrud, Nils Astrup, Ole Hanestad, Thea Strand, Lars Hoel og Iver Lundeby indanket til at kjendes uefterrettelig eller underkjendes og forandres følgende den 13-20 august 1908 af sorenskriveren i Solør med skjønsmænd afholdte ekspropriationsforretninger i anledning af jernbaneanlægget Flisen-Elverum: Takst nr. 1, gnr 36, bnr 4, tilhørende Peder P. Øiseth, takst nr. 38, gnr 41, bnr 59, tilhørende Herman Aarsrud, takst nr. 39, gnr 44, bnr 3, tilhørende Nils Astrup, takst nr. 40, gnr 44, bnr 4, tilhørende Ole Hanestad, takst nr. 41, gnr 44, bnr 8, tilhørende Thea Strand, takst nr. 43, gnr 45, bnr 2, tilhørende Lars Hoel, takst nr. 57, gnr 49, bnr 1, tilhørende Iver Lundeby, - samt to af samme sorenskriver med skjønsmænd den 29-30 september 1908 afholdte overekspropriationsforretninger med hensyn til nævnte forretninger: Takst nr. 1 (Peder P. Øiseth) og takst nr. 43 (Lars Hoel).
Af appellanterne er saadan paastand nedlagt: «1. At de paaankede under- og overtakster med fravigelseskjendelser underkjendes. 2. At sagen hjemvises til nye takster paa jernbanestyrelsens bekostning efter paastevning enten fra denne eller fra nogen af appellanterne. Ved de nye takster bliver vedkommende eiendoms beliggenhed ved eller i nærheden af jernbanestation ikke at anse som nogen særfordel, til hvilken der kan tages hensyn ved erstatningens bestemmelse, og kun saadanne fordele kommer i betragtning, som den tilbageværende del af vedkommende eiendom opnaar fremfor nogen anden eiendom i distriktet. 3. At indstevnte tilpligtes et betale til appellanterne sagens omkostninger ved høiesteret.»
Af indstevnte, Styrelsen for Statsbanerne, er nedlagt saadan paastand: «At de paaankede ekspropriationsforretninger stadfæstes, og at appellanterne in solidum tilpligtes at betale indstevnte procesomkostninger for høiesteret.»
Appellanteraes paastand er baseret paa den opfatning af de paaankede takster, at skjønsmændene har gaaet ud fra feilagtige forudsætninger ved sin ansættelse af særfordele til afkortning i de respektive takstsummer. Som nævnt, omhandles i sagen dels nogle undertakster, dels to overtakster, nemlig over takst nr. i (Peder P. Øiseth) og takst nr. 43 (Lars Hoel). Faastanden omfatter, som det vil sees, ogsaa de undertakster, som er afgivet vedrørende de sidstnævnte takst-nr. 1 og nr. 43.
Jeg skal bemærke, at eftørat overtakst er af holdt for nr. 1 og nr. 43, finder jeg ikke, at der er formel adgang for høiesteret til at lage under paakjendelse tvistigheder, der alene har hensyn til de for nævnte numere i sin tid afgivne undertakster. For Peder P. Øiseths og Lars Hoels vedkommende bliver der saaledes alene tale om overtaksterne af 29-30 september 1908; for de andre appellanters
Side:690
vedkommende gjælder, at der ingen overtakst har været begjæret, og det er saaledes her undertaksternes retslige beføielse, der bliver spørgsmaal om. Med støtte i den i Rt-1910-189 refererede høiesteretsdom af 22 januar s.a. finder jeg, at appellanterne maa gives medhold. Det er med hensyn til de enkelte appellanter oplyst følgende:
1. Takst-nr. 1, Peder P. Øiseth: Overtakstmændene har skjønnet, at ulempeerstatningen maatte bortfalde paa grund af særfordele ved nær beliggenhed til stoppestedet paa Haslemoen.
2. Takst-nr. 38, Herman Aarsrud: Her er af uudertakstmændene anført: Erstatning for grundeN mellem pælene 1.410 + 4,7 og 1.427 + 0,2 samt for ulempe bortfalder paa grund af særfordele ved stationsanlægget. Mændene erklærede videre, at ogsaa erstatning for gruudafstaaelse til stationsveien bortfaldt paa grund af særfordele.
3. Takst-nr. 39, Nils Astrup: Undertakstmændene skjønnede, at al erstatning saavel for grund til station og adkomst som for ulempe, deri indbefattet gjærdehold ved stationsveien, maatte bortfalde paa grund af særfordele.
4. Takst-nr. 40, Ole Hannestad: Her har mændene anført: For grund til stationsvei samt for gjærder ingen erstatning.
5. Takst-nr. 41, Thea Strand: Her er samme tilførsel gjort.
6. Takst-nr. 43, Lars Hoel: Ved overtaksten blev bestemt, at ulempeerstatningen, som ved undertaksten var sat til et betydelig høiere beløb, skulde nedsættes til 500 kr., hvorunder hensyn er taget til særfordele paa grund af stationens nærhed.
7. Takst-nr. 57, Iver Lundeby: Ved undertaksten fastsatte skjønsmændene, at ingen erstatning bliver at give for en del af grunden paa grund af særfordele.
At skjønsmændene har gaaet ud fra, at der for samtlige appellanters vedkommende foreligger særfordele, er saaledes paa det rene, og spørgsmaalet er, som jeg allerede har antydet, om de ved bedømmelsen af, hvad der er henregnet til særfordele, har handlet ud fra korrekt lovforstaaelse. Der er ikke under taksten, hverken ved under- eller overtaksterne, saavidt man kan se, blevet specielt procederet om, hvad der skal forstaaes ved særfordele. For en enkelt af appellanternes vedkommende, nemlig lensmand Astrup, har styrelsen for statsbanerne gjort gjældende, at da der ikke foreligger nogen bevilling til at fremsætte nye indsigelser, har han mod indstevntes protest ikke adgang til nu af tage den reiste indsigelse op til procedure ved høiesteret. Jeg skal senere i en anden forbindelse berøre dette spørgsmaal. For de øvrige appellanters vedkommende er ingen processuel indvending fremkommet fra indstevntes advokat mod, at det retslige spørgsmaal paakjendes at høiesteret.
Som sagt, nogen procedure ved skjønsretten angaaende spørgsmaalet har ikke fundet sted. Heller ikke foreligger der, saaledes som i sagen af 1910, nogen erklæring fra vedkommende skjønsmænd om, hvilke forudsætninger de ved sin ansættelse har gaaet ud fra. Imidlertid maa jeg give appellanterne medhold i, at der efter det i sagen oplyste er i høi grad antagelig, at skjønsmændene til grund for sit skjøn har lagt den samme retsopfatning, som af indstevnte er gjort gjældende under proceduren ved høiesteret. Indstevnte har hævdet, at hvis det faktiske forhold er, at et jernbaneanlæg bevirker, at eieren af grund opnaar en anden og fordelagtigere anvendelse af den del af eiendommen, som bliver igjen efter ekspropriationen, end han havde, før anlægget istandbragtes eller projekteredes, saa skal enhver saadan gjennem
Side:691
jernbaneanlægget frem kaldt ekstraordinær fordel komme til afkortning i den grundeieren tilkommende erstatning, og det uanseet om eiendomme i nabolaget, hvorover jernbanelinjen ikke gaar, og fra hvilke der saaledes ikke er anledning til at ekspropriere, har opnaaet ligesaa store og samme slags økonomiske fordele, som jernbaneanlægget har bragt ekspropriatus. indstevnte gjør gjældende, at det rette og billige princip vilde være, at samtlige de af et distrikts indvaanere, som anlægget bragte større eller mindre økonomisk fordel, burde kunne avkræves refusion for den værdiforøgelse, jernbanen har tilført deres eiendomme. Nogen saadan bestemmelse er der ikke i vor lovgivning. Men dette, at nabolaget faar beholde uafkortet de nævnte fordele, giver ikke, forfægtes der af indstevnte, den eier, fra hvem jernbanen har eksproprieret grund, nogen føie til at beklage sig over, at for hans vedkommende fordelen gaar i fradrag paa ekspropriationssummen; thi han kan ikke tilregne sig, siges der, at jernbanen har bragt hans eiendom værdiforøgelse, og han kan derfor heller ikke beklage sig over, at han i form af fradrag i ekspropriationssummen maa give jernbanen refusion: han selv er blevet lige rig eller lige fattig som før.
Jeg kan ikke finde, at indstevnte kan høres med dette ræsonnement. Veiloven afødt xx.xx.1851 §26, hvortil loven afødt xx.xx.1854 §2 slutter sig, siger, at ved takstens bestemmelse over skaden paa jord skal tages billigt hensyn til, hvorvidt grundeieren for sit særskilte vedkommende erholder større eller mindre nytte af den vei, som anlægges. Hvis forholdet er dette: A's eiendom berøres ikke af jernbanen, men han opnaar visse fordele af jernbanens nærhed; over B's eiendom gaar derimod jernbanen og af jernbanens nærhed opnaar B de samme fordele og ikke andre, end A opnaar - da vil jo, hvis som paastaaet af indstevnte, 3 til fradrag i erstatningssummen skal taale afkortning for fordelene, B, sammenlignet med hvad der gjælder for A, lide et direkte tab ved, at jernbanelinjen gaar over hans grund; B bliver økonomisk uheldigere stillet end A, og jeg indser ikke, hvorledes man (kfr. grundlovens §105) kan sige, at 3 faar fuld erstatning, i det øieblik man ved at ekspropriere grunden fra ham betager ham en værdi, som ikke vilde være betaget ham, om jernbanelinjen ikke var blevet udstukket over hans eiendom. Hvis jernbanen ikke var lagt over hans eiendom, vilde han været i samme gunstige stilling som A; han vilde faaet en valuta, han nu gaar glip af. Særlige fordele eller, som det heder i veiloven, fordele der gjælder for den enkeltes særskilte vedkommende, kan kun da siges at være tilstede, naar eieren derved, at jernbanen gaar over hans grund, opnaar andre fordele, end om jernbanen ikke var blevet lagt paa hans grund. Har derfor skjønsmændene ikke lagt denne betragtning til grund, men derimod den, der er forfægtet fra statsbanernes side, mener jeg, at skjønnene hviler paa et retslig urigtig grundlag.
Som jeg har nævut, er i nærværende sag ingen erklæring afgivet af skjønsmændene selv. Men jeg mener, det har en vis interesse, at den samme mand, Tollef Kilde, der var opmand i den sag, der omhandles i Rt-1910-189, ogsaa har været opmand under overtaksten den 29 septbr. 1908, og det har da al sandsynlighed for sig, at den samme retsopfatning har gjort sig gjældende under de i nærværende sag omhandlede takster som under den takst, sagen af 1910 omhandler. Det vil sees, at nærværende og hin sag begge gjælder takster vedrørende jernbaneenlægget Flisen-Elverum. Af jernbanestyret er utfærdiget et cirkulære afødt xx.xx.1902, hvorom det er oplyst, at al dets hensigt
Side:692
er at tjene skjønsmændene til veiledning om, i hvilke tilfælde fradrag for særlige fordele skal finde sted, men saaledes som dette cirkulære er affattet, finder jeg, at det er vel egnet til at bibringe skjønsmændene en feilagtig opfatning af, hvad det er, de har at tage i betragtning, naar der skal blive tale om fradrag i erstatningen. I det nænvte cirkulære er ikke det mindste antydet i retning af, at skjensmændene ved bedømmelsen af, om der tilflyder en eiendom for dens særskilte vedkommende større eller mindre nytte af jernbanen, har at tage hensyn til, hvorleds forholdet stiller sig, naar den grundeiers stilling, hin eiendom berøres af jernbanen, sammenlignes med andres, hvem ekspropriationen ikke berører. I hvilken udstrækning skjønsmændene er pligtige til at anstille sammenligning, og hvilke hensyn i de enkelte tilfælde mændene har at tage, skal jeg ikke under nærværende sag nærmere drøfte. Men jeg finder det tilstrækkelig at betone, at veilovens §26 maa opfattes saaledes, at i større eller mindre udstrækning er skjønsmændene, for at finde ud, om der for den enkelte eiendom foreligger særskilte omstændigheder, pligtige til at anstille sammenligning med andre forhold end de, der vedrører den enkelte eiendom. Det kan ikke være nok til at berettige til fradrag i ekspropriationssummen, at skjønsmændene finder, at eiendommen har opnaaet værdiforøgelse gjennem, den omstændighed, at der kommer jernbaneanlæg i distriktet; denne fordel er ingen særlig fordel, der, isoleret betragtet, berettiger til fradrag.
Som jeg antydet ovenfor, staar appellanten lensmand Astrup efter indstevntes mening i en særstilling. indstevnte antager nemlig, at Astrup gjennem sin eller sagferers procedure ved undertaksten har positivt erkjendt, at der for hans vedkommende forelaa særfordele. Jeg finder ikke, at den tilførsel fra vedkommende advokat, hvortil her sigtes, indeholder nogen saadan erkjendelse, og jeg mener derfor, at der for Astrups vedkommende er den samme adgang til procedure om det retsspørgsmaal, hvorom sagen handler, som for de øvrige appellanters vedkommende.
Processens omkostninger antager jeg specielt under hensyn til høiesteretsdommen af 1910, at styrelsen for Norges statsbaner bør tilsvare appellanterne.
Konklusion:
De paaankede undertakster med fravigelseskjendelse vedkommende takst nr. 38, tilhørende Herman Aarsrud, takst nr. 39, tilhørende Nils Astrup, takst nr. 40, tilhørende Ole Hanestad, takst nr. 44, tilhørende Thea Strand og takst nr. 57, tilhørende Iver Lundeby, samt depaaankede overtakster med fravikelseskjendelse vedkommende taskt nr. 1, tilhørende Peder P. Øiseth og takst nr. 43, tilhørende Lars Hoel, ophæves, fordi skjønsmændene maa antages at have gaaet ud fra feilagtige forudsætninger med hensyn til spørgsmaalet om adgang til fradrag for særfordele i erstatningen. Sagen hjemvises til nye takster paa jernbanestyrelsens bekostning. I procesomkostninger for høiesteret betaler styrelsen for Norges statsbaner til Peder P. Øiseth, Herman Aarsrud, Nils Astrup, Ole Hanestad, Thea Strand, Lars Hoel, og Iver Lundeby kr. 500.
Assessor Vogt: Jeg kommer til samme resultat som førstvoterende og kan i adskillige punkter slutte mig til hans begrundelse. Denne kan jeg dog, saa som jeg opfattet den, ikke helt tiltræde, idet jeg antager, at der for en ekspropriatus kan foreligge en virkelig særfordel, som eksproprianten kan forlange bragt i afdrag paa erstatningen for grund eller ulempe, selv om lignende fordel ved ekspropriantens anlæg ogssa tilfalder nogen anden. Jeg er selvfølgelig enig i, at til saadan særfordel ikke kan henregnes den nytte, som anlægget i sin almindelighed
Side:693
medfører for distriktet eller stedet og de der beliggende eiendomme, men alene saadan fordel, som med rette kan betegnes som gjennem anlægget særskilt opnaaet for den enkelte eller de enkelte eiendomme. For at da fradrag i erstatningen skal kunne ske af hensyn til saadan særlig fordel, maa denne efter min mening nærmere paavises; den kan saaledes ikke uden videre ansees at være en følge af, at vedkommende eiendom ligger i nærheden af en jernbanestation, eller at saadan station anlægges paa eiendommen. Nogen paavisning eller begrundelse som her antydet har ikke fundet sted under de takstforretninger, nærværende sag angaar, forsaavidt man kan dømme efter det dokumenterede. Og det stiller sig da uklart og usikkert, om skjønsmændene ved at tage hensyn til angivelige særfordele, har gaaet ud fra en rigtig forstaaelse af dette begreb. Denne omstændighed anser jeg tilstrækkelig til at medføre, at de paaankede takstforretninger ophæves. Saameget mer begrundet finder jeg det at gaa til sadan ophævelse og til sagens hjemvisning, som derved intet foregribes med hensyn til en korrekt ansættelse af den endelige erstatning, mens det ingenlunde kan ansees udelukket, at appellanten vilde lide uret, om de afholdte takster opretholdes.
Extraordinær assessor, professor Bjørn: Jeg er enig med de foregaaende voterende. Saavidt jeg har forstaaet, er uoverensstemmelsen mellem dem mere tilsyneladende end virkelig.
Assessor Birkeland: Jeg er enig med hr. assessor Vogt.
Konst. assessor, byretsassessor Christiansen: Jeg slutter mig ogsaa til hr. assessor Vogt, men finder at burde betone: Forat en af en ekspropriatus opnaaet fordel skal kunne komme til afkortning, maa det, saavidt jeg skjønner, kræves, at fordelen ikke er af de almindelige, som anlægget tilsigter at tilføre et distrikt, at den er direkte fremkaldt eller foraarsaget ved ekspropriationen, anlægget eller dets drift; og at det alene er ved at berøres af ekspropriationen, at fordelen overhovedet opstaar for ekspropriatus's eiendom. Den samme opfatning er, saavidt jeg forstaar, udtalt i dr. Scheels Tingsret §29.
Ekstraordinær assessor, byskriver Hvoslef: Enig med førstvoterende paa saamme mande som hr. assessor Vogt.
Justitiarius Thinn: Jeg er i det væsentlige enig med førstvoternde. Jeg tiltræder derhos hr. assessor Christiansens bemerkninger. Hvad der efter min opfatning retslig seet er at henføre til særfordele, for hvilke ekspropriatus maa taale afdrag i den ham ellers tilkommende erstatning, er saadanne fordele - og kun saadanne - som skjønnes at ville tilflyde hans eiendom netop derved, at anlægget lægges over denne, og som han altsaa ikke vilde have opnaaet, om anlægget ikke var lagt over hans grund. Der maa med andre ord, forat fradrag for fordele skal kunne finde sted, bestaa et aarsagsforhold mellem vedkommende fordele og den omstændighed, at ekspropriationen sker netop fra den eiendom, hvem de tilflyder. saavidt jeg har opfattet førstvoterende, er dette ogsaa hans mening.
Dom afsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.