Rt-1912-97

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1911-11-24
Publisert:	Rt-1912-97
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.-nr. 20/2 B s.a.
Parter:	Knud K. Næsheim (advokat Schjødt) mod Haugesund kommune (advokat Fr. Stang Lund).
Forfatter:	Assessorene Mejdell, Motzfeldt, Roll, Birkeland, Reimers, de ekstraordinære assessorene professor Gjelsvik, byskriver Hvoslef
Lovhenvisninger:	Ølloven (1884) §11, LOV-1904-05-17-8-§28, Bygningsloven (1845) §9, LOV-1848-08-17, LOV-1851-09-24, LOV-1854-07-07, LOV-1860-05-18-§1, LOV-1869-06-12-§10, LOV-1869-06-12-§7

Assessor Mejdell: Ved dom afsagt den 28 juni 1904 af sorenskriver N. Meyer som sættedommer i Haugesund blev i nærværende sag saaledes kjendt for ret: «Haugesunds kommune bør for Knud K. Næsheims tiltale i denne sag fri at være. Processens omkostninger ophæves».

Samme resultat fik sagen ved dom afsagt af Bergens overret under 29 januar 1906. Processens omkostninger for overretten ophævedes.

Overrettens dom er af Knud K. Næsheim indbragt til høiesterets prøvelse, hvor der for ham er nedlagt saadan paastand: «1. At kommunestyrets beslutning af 20, approberet 27 oktober 1902 kjendes ugyldig, forsaavidt afgiftsbeløbet overskrider kr 00, og 2. At sidstevnte tilpligtes at betale appellanten kr 4 600 med renter fra paaklagen og sagsomkostninger for alle retter». Indstevnte, Haugesunds kommune, har nedlagt paastand paa stadfæstelse af overrettens dom og tilkjendelse af omkostninger ved høiesteret.

Hvad sagen gjælder, vil sees af præmisserne til de foregaaende retters domme.

Jeg kommer delvis til et andet resultat end de foregaaende instanser.

Sagens første spørgsmaal er, hvorvidt der i Haugesund paa den tid, da den under sagen omhandlede beslutning af Haugesunds kommunestyre den 20 oktober 1902 fattedes, var tilstede «særlige forhold» i den forstand, dette udtryk er benyttet i loven afødt xx.xx.1884 §11, sidste passus, samt hvorvidt saadanne særlige forhold ogsaa eksisterede 1899, da kommunestyret fattede den beslutning afødt xx.xx.1899, approberet 10 oktober næstefter, som ligeledes er omhandlet under saken. I denne henseende er jeg af samme mening som de tidligere retter og kan forsaavidt i det væsentlige henvise til, hvad der af disse er bemerket. Som særlig for Haugesund er i særdeleshed paaberaabt, dels at der til stedet foregaar til visse tider af aaret en sterk tilstrømning af fiskere, dels at byens folkemængde har været voksende, dels at udskjænkningsstedernes antal er sterkere indskrænket end andre steder. Jeg mener, at disse forskjellige momenter taget i forening maa i og for sig være nok til at kunne karakteriseres som saavidt særlige, at kommunestyret og regjeringen, om den dertil finder grund, har anledning til at fastsætte et andet maksimum for ølafgiften end det ordinære efter ølloven afødt xx.xx.1884 §11 første punktum.

Men der er fra kommunens vedkommendes side kommet tilorde - saaledes som jeg senere nærmere skal paapege - den forstaaelse af Norsk

Side:98

nævnte §11's sidste passus, at hvis der er saadanne særlige forhold tilstede, at der er lovlig adgang til at udvide afgiftsgrænsen, saa har kommunen dermed eo ipso under forudsætning af regjeringens approbation adgang til af hvilkesomhelst hensyn at bestemme hvilkensomhelst afgift. Denne forstaaelse af loven kan jeg imidlertid ikke give medhold.

Jeg finder det fornødent at opholde mig noget ved den historiske udvikling, som afgift af udskjænkning og udsalg af øl har undergaaet i tidens løb. I lov afødt xx.xx.1851 bestemtes der; «I de landdistrikter, hvor vedkommende fattigkommission finder, at misbruk ved udskjænkning og udsalg af øl gaar i svang, skal det være samme tilladt at paalægge dem, der mod betaling udskjænke eller udsælge denne drik, et overordentlig bidrag til fattigkassen, hvilket bidrag ikke maa være under 1 og ikke over 20 speciedaler om aaret, og hvorfor intet afslag i deres øvrige ydelser til fattigvæsenet bliver at tilstede». I lov afødt xx.xx.1854 blev der fattet en lignende bestemmelse for udskjænkning og udsalg af vin i de landdistrikter, hvor vedkommende fattigkommission fandt, at misbrug foregik. For stortinget i 1860 forelaa der for landets vedkommende en del private forslag angaaende emnet, hvorhos der saavel for kjøbstederne som for landet forelaa en kongelig proposition vedrørende udskjænkning m. m. I de private forslag sees det at være fremhævet, at misbrug af udskjænkning, som det havde været meningen med de nævnte love afødt xx.xx.1851 og 7 juli 1854 at hemme, vedblev fremdeles. Navnlig fremhævedes det, at det oftere hændte, at de, som skulde betale den afgift, som de nævnte love fastsatte, og for hvis inddrivelse der var anledning til at anvende udpantning, naar det kom til stykket, ingenting havde at betale med. Man mente derfor, der maatte træffes skarpere forholdsregler, og med dette for øie er det da, loven afødt xx.xx.1860 om udskjænkning og udsalg af øl og vin paa landet er istandbragt. Samtidig sees der at være indkommet til departementet en henstillen fra Kristiania magistrat om, at der maatte træffes foranstaltninger ogsaa i kjøbstæderne. Det paapeges, hvorledes, etterat ølbryggeribedriften bar taget større og større omfang, nydelsen af øl er blevet mere og mere almindelig og antallet af udskjænkningssteder har steget sterkere og sterkere, hvilket - siges det i formandskabets henstillen til departementet - medfører, at udskjænkning af øl nu er blevet en bedrift af saadant omfang og betydning, at der er ligesaamegen grund til at ordne og beskatte denne bedrift som andet krohold». Formandskabet finder, at det for individerne «fordærvelige og ødelæggende i overdreven øldrik i og for sig med samme føie opfordrer til beskatning af øl som af brændevin». «Det a politimesteren udhævede hensyn» - siger formandskabet- "til den nærværende tilstands demoraliserende indflydelse paa familielivet og haabet om ved udskjænkningens beskatning at kunne modvirke denne fordærvelse» er for formandskabet afgjørende. Afgiften for byerne blev, med den undtagelse - der ikke har nogen interesse for nærværende sag - som omhandles i loven for kjøbstæderne, dens §3, sat til et for all afgiftspligtige lige beløb af indtil 50 speciedaler om aaret. Denne afgift for udskjænkning af øl inden kjøbstæderne danner en modsætning til den afgift, der efter loven afødt xx.xx.1845 §9 var fastsat for brændevin. Herom bestemte for kjøbstædernes vedkommende nævnte paragraf følgende: «Afgiften bestemmes paa følgende maade: a. Inden midten af oktober maaned sammentræder aarlig kjøbstadens formænd og repræsentanter for at skjønne, hvor stort kvantum brændevin,

Side:99

der i det følgende aar i kjøbstaden vil blive udskjænket og i mindre partier end 40 potter udsolgt. Af dette kvantum beregnes en afgift af 4 skilling pr. pot, og det saaledes udkommende beløb udgjør med en i litr. b nævnt undtagelse den sum, der for det følgende aar bliver at fordele som brændevinsafgift i kjøbstaden.» Litr. b bestemmer, «at etterat der er optaget en fortegnelse over de personer, som er udskjænknings- eller salgsberettigede, har magistraten at fordele beløbet - det efter litr. a bestemte beløb - over vedkommende personer, saaledes at brændevinsafgiften blive lige for alle uden hensyn til omfanget af deres næring.» Afgiften er altsaa efter brændevinsloven fast pr. pot. Den næste lov i materien - kfr. dog lov 26 mai 1866 §6 - er loven af juni 1869. Ved denne lovs §7, blev det i loven af 18 mai §1 fastsatte høieste afgiftsbeløb forandret fra 50 til 100 speciedaler, hvorhos §1 indeholdt nærmere regler om, at retten til udskjænkning af øl, vin, mjød og cider heretter skulde være gjenstand for bevilling. I lovens §10 fastsattes: «Under særlige forhold i en kjøbstad kan representantskabet med kongelig approbation sætte grænsen for den hidhørende afgift (§7) høiere end til 100 speciedaler». Og i motiveringen til §10 heder det i vedkommende komiteindstilling: «Da loven ikke for øl- som for brændevinsudskjænkningen har opstillet nogen beskatningsregel, finder komiteen det lidet tilraadelig at hæve enhver ydergrænse for afgiften. Paa den anden side finder man at maatte give efter for de gjentagne forestillinger, især fra rigets nordligste egne, hvor en videre grænse skal være fornøden. Men udvidelsen bør da ske paa en halv dispensatorisk maade ved en kommunebeslutning, der først bliver gyldig ved at stadfæstes af kongen.»

Det fremgaar af hvad jeg saaledes har anført, at bestemmelserne om ølafgiften fra lovgivningens side ikke er givet med specielt fiskale hensyn for øie, men de er givet som en forholdsregel, der har hensyn til medvirkning af de misbrug, udskjænkning (eller efter lov 18 mai 1860 §1 for landet: tillige udsalg af øl) kan lede til. Det fremgaar af forabeiderne til de forskjellige forannævnte love, at man dels har ment, at man ved at sætte en afgift som betingelse for udøvelsen af næringen skulde faa det i sin haand at føre bedre opsyn og kontrol med de personer, der udøvede næringen, hvorhos man har tænkt sig, at det paa de steder, hvor misbrug foregik, kunde være naturlig, at de forøgede udgifter, som paadroges kommunen enten gjennem politiopsyn, fattigbyrder, arrestvæsen eller lignende kunde i væsentlig mon blive kommunen godtgjort. Det fremgaar, at i de kjøbstæder, hvor lovens almindelige regel gjælder om afgiftspligtens maksimum (kr 400 efter loven afødt xx.xx.1869), om der her findes flere personer inden kjøbstaden, der driver udskjænkning, og den ene har en meget lukrativ forretning, medens andre ikke, er der ikke af den grund adgang til at behandle den ene anderledes end den anden. Afgiften skal være lige for samtlige.

Bestemmelserne i loven afødt xx.xx.1869 for kjøbstæderne §7 og §10 er i det væsentlige optaget i loven om udskjænkning og udsalg af øl for kjøbstæderne afødt xx.xx.1884 §11. Spørgsmaalet er da, hvorledes forholdet stiller sig i de kjøbstæder, hvor særlige forhold hjemler administrationen adgang til at fastsætte anden grænse for afgiften end den ordinære, kr 400.

Jeg mener, at det følger af loven, at den omstændighed, at der gjennem dispensation fra lovens almindelige forskrifter er givet adgang til at sætte afgiften høiere end det ordinære maksimum, ikke bevirker,

Side:100

at afgiften i sig selv skifter væsen. Derved, at grænsen for det tilstedelige afgiftsbeløb forhøies paa grund af de særlige forhold gaar ikke afgiften over til at blive kvalitetsmæssig forskjellig fra, hvad den under ordinære forhold er. De samme principer blir de gjældende, enten afgiften er ordinær eller ekstraordinær. De samme principer maa befølges i det ene tilfælde som i det andet. Da det under ordinære forhold er paa det rene, at der ikke er anledning for kommunestyret til at anvende ølafgiften som væsentlig en skattekilde for kommunens budget i sin almindelighed, følger deraf, at heller ikke der, hvor de særegne forhold er tilstede, kommunen har adgang til under afgjørende hensyn til kommunens budgetmæssige interesser i deres almindelighed at fastsætte størrelsen af afgiften ad libitum.

Det er imidlertid dette, som etter min mening i nærværende sag er skeet, forsaavidt angaar den under sagen omhandlede kommunebeslutning afødt xx.xx.1902. Kommunens vedkommende har, saavidt jeg kan læse de paagjældende dokumenter, ikke under hensyn til de forøgede ulemper, som de særlige forhold i Haugesund har medført, jugeret, hvad der med rimelighed er at svare som afgiftsbeløb til kontraballancering - om jeg saa maa udtrykke - det af de paagjældende særlige ulemper, men kommunen har i og for sig derved, at den mener, at det er konstateret, at der er særlige forhold tilstede, anseet sig kompetent til at fastsætte - relativt til de hensyn, som loven forudsætter som de bestemmende - ganske vilkaarlig hvad beløb afgiften skal udgjøre udover det normale maksimum. Indstillingen fra magistraten til formandskabet afødt xx.xx.1902 indledes saaledes: «Foranlediget ved de trykkede forhold, hvorunder kommunens budget for tiden befinder sig, har magistraten troet at burde henstille til d'herrer formænd at tage under overveielse, hvorvidt det vilde være hensigtsmæssig at forhøie afgiften af udskjænkningen af øl og vin m. m. i henhold til lov 18 juni 1884 §11.» Dette er - som det vil sees - udelukkende en henvisning til kommunens budgetmæssige behov i sin almindelighed. Længere nede i samme indstilling heder det: «Byens voksende folkemængde i forbindelse med den store fiskerbefolkning, som hvert aar søger hid, har skaffet udskjænkerne en afsætning, der har gjort udskjænkningen til en i høi grad lukrativ forretning. Det er i saa henseende tilstrækkelig at nævne, at der for 8000 indbyggere kun er 2 udskjænkningssteder, og at den ene rettighedshaver er skatlagt efter en aarlig indtægt af sin udskjænkning af 15.000 kroner.» Magistraten finder «at der er fuld føie til at sætte afgiften til 3.000 kroner pr. aar. Man vil derved have lagt en i forhold til byens beskatning forøvrig passende beskatning paa en i høi grad lukrativ forretning, der for nærværende bys vedkommendes maa karakteriseres som et monopol.» Det fremgaar, ikke rettere end jeg ser, med al tydelighed, at magistraten ganske har været blind for, at der overhovedet er andre hensyn at tage end de fiskale. Det samme fremgaar af, hvad der er udtalt i formandskabets indstilling, ligeledes afødt xx.xx.1902; det heder: «Formandskabet kan ikke andet end yde (den af magistraten fremkastede) tanke sin fulde tilslutning. Man maa saaledes erklære sig enig i den af magistraten leverede begrundelse i sin almindelighed og i særdeleshed maa man fremhæve, at den omstændighed, at Pedersens enkes rettighed nu er bortfaldt, maa begrunde en noksaa betydelig forhøielse af afgiften. Dette i forening med, at rettighederne har været meget indbringende, forekommer formandskabet at være et saa vegtig hensyn, at en endog meget betragtelig forhøielse maa kunne forsvares,

Side:101

idet der ikke kan være tvil om, at den eneste nu gjenværende rettighed - bortseet fra det endnu ikke igangsatte bolag - godt kan taale en saadan.» Saa heder det videre: «Sees der hen hertil og til, at hr. Næsheim, der som anført er den eneste gjenværende rettighedshaver, er en af byens mest bemidlede mænd, er der ingen grund til at nære betænkeligheder, selv om afgiften bestemmes høiere end til det af magistraten foreslaaede beløb.» Til hvad der saaledes er bleven anført af magistraten og formandskabet som begrundelse for afgiftsgrænsen kr 3.000, gjøres der - som det fremgaar af departementets foredrag - fra departementets side ingen reservation eller bemerkning.

Jeg er enig med indstevnte deri, at hvis administrationen etter drøftelse af de momenter, der efter loven er at anse som de relevante for fastsættelsen af afgiftsbeløbets størrelse, havde afgivet et skjøn, saa maatte dette skjøn være bindende for domstolene. Jeg er enig deri, at det eneste, som domstolene har adgang til, er en undersøgelse af, om de retslige betingelser for administrationens afgivelse af skjøn er tilstede. Selve skjønnet savner domstolene adgang til at kriticere.

Men i nærværende tilfælde er efter min opfatning det, som er foregaaet, dette, at der overhovedet ikke fra administrationens side er taget andre hensyn ved bestemmelsen af afgiftsbeløbet end, som jeg gjentagende har nævnt, de fiskale. Er dette saa, saa kan administrationens skjøn, naar man har den opfatning af lovgivningens heromhandlede forskrifter, som jeg ovenfor har fremholdt, ikke opretholdes.

Dette gjælder beslutningen afødt xx.xx.1902.

Hvad derimod den under sagen omhandlede kommunebeslutning afødt xx.xx.1899, kommer jeg til samme resultat som de foregaaende retter. Den begrundelse, som fra magistraten sees at være givet for den da paa bane bragte afgiftsforhøielse, er saalydende: «Af almindelige udskjænkningsrettigheder, erhvervede i henhold til lov 18 mai 1860, har Haugesunds by nu blot 2, etterat Jonassens enke isommer afgik ved døden. Ved høieste resolution afødt xx.xx.1897 blev kommunestyrets den 30 september samme aar fattede beslutning om at afgiften forhøies til 800 kroner naadigst stadfæstet. Dengang var rettighedshavernes antal gaaet ned til 3. Da der nu som nævnt blot er to rettigheder, er det vel ikke tvilsomt, at indehaverne af disse fuldt saa let og lettere maa kunne svare en afgift af 1.200 kroner hvor - som tidligere - de 3 erlagde 800 kroner hver. Naar sees hen til at Haugesund har en folkemængde af mellem 8000 og 9000 mennesker, og at her er en stor tilstrømning af fremmede især under vaarsildfisket, og at her blot er 2 udskjænkningssteder, antager man, at her maa være «særlige forhold», som lov 18 juni 1884 §11 nævner, tilstede.» Det fremgaar, at forhøielsen her med, hvad der synes, fuld føie refererer til den differance i det samlede afgiftsbeløb, som svarer til, at tidligere var der tre udskjænkningsberettigede, som hver svarede kr 800, nu er det to, som tilsammen faar at svare det gamle beløb, som de tre før svarede, nemlig kr 2.400. Dette er under bedømmelse af forholdene før og nu en begrundelse af den skjønsmæssige art, at jeg ikke indser, sit domstolene her har nogen adgang til at gribe ind.

Med hensyn til de for forhøielsen iøvrig paaberaabte omstændigheder, saa fremgaar det af, hvad jeg tidligere har sagt, at jeg ikke kan se andet, end at disse fuldt ud motiverer adgang til forhøielse.

Efter hvad jeg saaledes har anført, vil jeg ikke kunne tage tilfølge appellantens paastand, naar den gaar ud paa tilkjendelse af et beløb stort kr 4.600. Jeg mener, at de afgifter der - kfr. underretsdommen -

Side:102

af appellanter er betalt for aarene 1900 til og med 1902, ikke kan kræves refunderet. Hvad angaar afgiften for 1903, fremgaar det ligeledes af mit anførte, at jeg antager, at der har været lovlig adgang til at opkræve et afgiftsbeløb stort kr 1.200. Det appellanten afkrævede og af ham betalte beløb er kr 3.000; følgelig blive det beløp, som jeg mener, appellanten kan kræve tilbagebetalt af kommunen kr 1.800. I overensstemmelse hermed maa ogsaa appellantens paastandspost nr. 1 modificeres.

Processens omkostninger for alle retter finder jeg bør ophæves.

Konklusion:

Haugesunds kommunestyres beslutning afødt xx.xx.1902, stadfæstet ved høieste resolution av 27 s.m. kjendes uforbindende for Knud K. .Næsheim, forsaavidt den ved beslutningen fastsatte afgift overstiger kr 1.200. Haugesunds kommune betaler til Knud K. Næsheim kr 1.800 med 4 af hundrede i aarlig rente deraf fra 13 juli 1903, til betaling sker. Processens omkostninger for alle retter ophæves.

Assessor Motzfeldt: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Assessor Roll: Ligesaa.

Assessor Birkeland: Jeg voterer for stadfæstelse af overrettens dom med ophævelse af processens omkostninger for høiesteret og tiltræder det væsentlige i overrettens begrundelse. Jeg er enig i, at afgjørelsen af, hvad loven af 1884 har forstaaet ved særlige forhold i en kjøbstad, underligger domstolene; men bortseet fra dette spørsmaal eller udenfor det kommer man i nærværende sag, saaledes som den foreligger, efter min mening ind paa administrationens enemerker, hvor den har at træffe det endelige skjøn og den bindende afgjørelse. Jeg kan nemlig ikke overbevise mig om, at selve basis eller kardinalpunktet ved beslutningen af 1902 skulde have været appellantens store indtægter af øludskjænkningen og den hensigt at lægge en ekstrabeskatning paa denne, kvalitativt helt forskjellig fra ølafgiften ved udskjænkningsrettigheder. Hvad der i 1902 af de kommunale autoriteter blev fremholdt som særlige forhold i Haugesund, staar refereret i overretsdommens præmisser, hvortil jeg henviser. I modsætning dertil kan de efter min opfatning periferiske udtalelser, at kommunen økonomisk var trykket, og at appellanten som den eneste rettighetshaver dengang uden tvil godt kan taale forhøielsen, disse udtalelser kan ikke, ligesaalidt som det anførte ved forhøielsen i 1899, efter min mening komme i nogen afgjørende betragtning som visende det egentlige motiv og den egentlige basis for beslutningen af 1902; isaafald vilde den neppe have faaet regjeringens stadfæstelse.

Ekstraordinær assessor, professor Gjelsvik: Enig med assessor Birkeland.

Ekstraordinær assessor, byskriver Hvoslef: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Assessor Reimers: Ligesaa.

Dom afsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Af underrettens dom hidsættes:

Under 29 december 1884 erholdt Knud K. Næsheim i henhold til lov af afødt xx.xx.1860 brev paa udskjænkning af øl, vin m.v. i Haugesund, og han har siden drevet saadan udskjænkning i byen. Med hjemmel i lov om udskjænkning og udsalg af øl, vin m.v. i kjøbstederne og ladestederne afødt xx.xx.1884 §11, sidste punktum, er den aarlige udskjænkningsafgift i Haugesund

Side:103

i tidens løb forhøiet udover lovens maksimumsbeløb, kr 400,00, saaledes: 1. ved kommunestyrets beslutning afødt xx.xx.1897 stadfestet red resolution af 15 oktober s. a., til kr 800,00; 2. ved beslutning afødt xx.xx.1899 og resolution af 10 oktober s. a. til kr 1.200,00 ; og 3. ved beslutning afødt xx.xx.1802 og resolution af 27 s.m. til kr 3.000,00. Haugesunds kommunestyre havde derhos ved beslutning afødt xx.xx.1894 forhøiet afgiften til kr 600,00, men ved resolution af 30 oktober s. a. blev den indgivne ansøgning om stadfæstelse paa beslutningen afslaaet.- - -

I sit deduktionsindlæg gjør citanten gjældende, at der i Haugesund ikke foreligger særlige forhold, der berettiger til af forhøie afgiften udover kr 100,00. Senere har han ved siden heraf - som ogsaa antydet i forligsklagen - hævdet, at en forhøielse til kr 3.000,00 i hvertfald ikke er hjemlet i forholdene, og endelig vil han gjøre gjældende, at den vedrørende den sidste forhøielse faldne beslutning og resolution er ugyldig som bygget paa urigtige oplysninger fra magistrats og formandskabs side.

Fra indstevntes side paaberaabes, at citantens udskjænkningsrettighed er og har været i høi grad lønnende, saa at den taaler at beskattes som skeet, samt at der i Haugesund hersker særegne og for stedet eiendommelige forhold, der ikke har sidestykke i andre kjøbstæder. Og subsidiært anføres, at om citantens paastand om nedsættelse af afgiften skulde blive taget tilfølge, følger ikke deraf, at ogsaa paastanden om tilbakebetaling maa vinde rettens bifald, thi afgiften er alene at betragte som en særskat, og det stemmer ikke med gjældende retsbevidsthed - siges det videre - at oppebaarne og forbrugte skatter og andre afgifter til offentlige formaal skulde kunne søges tilbage, om det senere skulde vise sig, at paalægget hvilede paa brustne forudsætninger.- - -

I 1899, da afgiften fastsattes til 1.200 kroner, var der i Haugesund 2 udskjænkningsrettigheder, citantens og en enke, Anna Marta Pedersens. Denne sidstes ret er senere bortfaldt (jf. Rt-1902-864), men fra januar 1903 er der i byen oprettet et samlag, saaledes at der fremdeles er 2 udskjænkningsrettigheder. I sin ovennævnte indstilling udtaler magistraten, at den omstændighed, at udskjænkningsrettighedernes antal antagelig vil vedblive at være to, ikke kan danne nogen afgjørende indvending mod forhøielse af afgiften, idet der formenes at være saadanne særlige forhold tilstede, der berettiger til forhøielse. Herom heder det videre i indstillingen: «Det skal i saa henseende bemerkes, at allerede den i 1899 besluttede forhøielse til 1.200 kroner pr. aar antages etter omstændighederne at være for liden. Byens voksende folkemængde i forbindelse med den store fiskerbefolkning, som hvert aar søger hid, har skaffet udskjænkerne en afsætning, der har gjort udskjænkningen til en i høi grad lukrativ forretning. Det er i saa henseende tilstrækkeligt at nævne, at der for 8000 indbyggere kun er 2 udskjænkningssteder, og at den ene rettighedshaver er skattelagt efter en aarlig indtægt af sin udskjænkning af 15.000 kroner». Med den saaledes nævnte rettighedshaver sigtes til citanten i nærværende sag. Formandskabet erklærede sig i sin indstilling enig i den af magistraten leverede begrundelse i sin almindelighed og fremhævede ved siden heraf, at endog en meget betragtelig forhøielse maatte kunne forsvares. Af Indredepartementets foredrag sees, at sagen i amtmandens fravær blev indsendt fra amtskontoret til departementet uden nogen bemerkning, men at amtmanden, til hvis foreløbige udtalelse sagen af formandskabet var indsendt, forinden den behandledes i kommunestyret, i en skrivelse til formandskabet har udtalt, at han anser det tvilsomt, om han uden videre vil kunne anbefale forhøielsen, idet der, efter hvad der foreligger, ikke synes i den forandring i forholdene, der nu vil indtræde,

Side:104

at ligge nogen grund til forhøielsen, da samlaget vel tør antages at ville blive en fuldt saa mægtig konkurrent for Næsheim som madam Pedersen. Og videre sees af foredraget, at citanten i nærværende sag havde indgivet en forestilling, hvori blandt andet fremholdes, at der ikke er særlige forhold tilstede, der i det foreliggende tilfælde skulde berettige til forhøielse af afgiften. Departementet bemerker for sit vedkommende alene, at det finder at kunne anbefale beslutningen stadfæstet.

Forholdet er altsaa det, at den sidste afgiftsforhøielse af de administrative myndigheder i korthed alene er begrundet derved, at byens voksende folkemængde i forbindelse med den store fiskerbefolkning, som hvert aar søger til byen har skaffet udskjænkerne en afsætning, der har gjort udskjænkningen til en i høi grad lukrativ forretning, medens der for de fra begyndelsen af aarene 1898 og 1900 ikrafttraadte afgiftsforhøielser intet er oplyst om, hvilke særlige forhold det er, som da er paaberaabt. Etter proceduren i sagen synes man imidlertid at maatte gaa ud fra, at forholdene i byen ikke har undergaaet nogen forandring i de senere aar saaledes at de i 1897 og 1899 besluttede forhøielser deler skjæbne med den i 1902 besluttede.

Ifølge høiesterets dom afødt xx.xx.1903 i sag H. J. Jackwitz mod Kristiansunds kommune (Rt-1903-340) er under den gjældende lovs herredømme i modsætning til, hvad tilfældet vil blive efter lov af 17 mai d. a. §28, stillingen den, at spørgsmaalet om, hvad der skal forstaaes ved særlige forhold i en kjøbstad kan indbringes for domstolene, under hvem afgjørelsen forsaavidt henligger. Hvem det derimod er, som i hvert enkelt tilfælde med endelig virkning afgjør, hvorvidt de for forhøielsen af afgiften paaberaabte forhold eller omstændigheder virkelig er tilstede, derom afgjør imidlertid den citerede dom intet. Retten antager, at afgjørelsen i nævnte henseende maa henligge under de administrative myndigheder.- - -

Af overrettens dom hidsættes:

- - -Til støtte for sin paastand har appellanten anført 1) at der hverken i 1899 eller i 1902 forelaa i Haugesund «særlige forhold», som berettigede til at forhøie afgiften udover kr 400,00 og 2) at beslutningen af Haugesunds kommunestyre afødt xx.xx.1902, approberet ved resolution nr 27. s.m. om afgiftens forhøielse til kr 3.000,00 er ugyldig, fordi den er bygget paa urigtige faktiske oplysninger fra magistraten» og kommunestyrets side.

Hvad angaar appellantens førstnævnte indsigelse bemerkes, at man antager, at det henhører under domstolene at afgjøre, hvorvidt de af kommunestyre og regjering for afgiftens forhøielse paaberaabte omstændigheder er i lovens forstand «særlige forholde i en kjøbstad», hvorimod det er de sidstnævntes sag at bedømme, om omstændighederne faktisk foreligger.

I den til grund for den i appellantens ændrede paastand nævnte beslutning af 1902 liggende indstilling fra magistraten og formandskabet. er de paaberaabt, at uagtet antallet af udskjænkningsrettigheder i Haugesund fra, 1 januar 1903 vil blive 2, nemlig appellantens og det nyoprettede samlags - altsaa samme antal som i 1899, da afgiften forhøiedes til kr 1.200,00 - formenes nu afgiften at burde sættes til kr 3.000,00. Magistraten anfører til støtte herfor, at forhøielsen i 1899 antages efter omstændighederne at være for liden, da byens voksende folkemængde i forbindelse med den store fiskeribefolkning, som aarlig søger til byen, skaffer udskjænkerne en omsætning, som har gjort udskjænkningen til en i høi grad lukrativ forretning, idet der for 8000 indbyggere kun er 2 udskjænkningssteder, og den ene rettighedshaver (appellanten) er skattelagt efter en aarlig indtægt af sin udskjænkning af kr 16.000,00. Til denne udtalelse af magistraten sluttede formandskabet

Side:105

sig og fremhævede derhos, at endog en meget betragtelig forhøielse maatte kunne forsvares, hvoretter sagen sendtes departementet, som anbefalede forhøielsen.

Appellanten har anført, at ligesom de ovennævnte i indstillingerne nævnte omstændigheder ikke udtrykkelig er paaberaabt som særlige for Haugesund i forhold til andre byer, og allerede af den grund ikke kan komme i betragtning, saaledes er det heller ikke noget for Haugesund særegent, at der er tilstrømning af fiskere, - at udskjænkningen er i høi grad lukrativ, og at de kommunale myndigheder ikke bevilger flere udskjænkningsrettigheder.

Heri kan appellanten ikke gives medhold. Naar det i magistratsindstillingen heder, at «særlige forhold» formenes at være tilstede, og der derfor «i saa henseende» nævnes de ovenopregnede omstsændigheder, maa, som af indstevnte paapeget, forudsætningen være «særlige forhold» for Haugesund sammenlignet med andre byer. Og at de paaberaabte omstændigheder, som kommunestyre og departement har fundet at være tilstede, maa antages i lovens forstand at være særlige forhold i Haugesund, er man med underretten enig i. Man legger i saa henseende navnlig vægt paa, at byen, som har 8 a 9000 indbyggere, til visse tider har den store tilstrømning af fiskere. Ifølge bilag 2 med appellantens indlæg afødt xx.xx.1903 var ved vaarsildfisket i 1903 søndre distrikt tilstede ca 21000 mennesker, og naar appellanten i bystyret i 1900, da spørgsmaalet om indløsning af hans rettighed behandledes, udtalte, at «det blev fremmede sjøfolk og fiskere, som betalte den og ikke kommunekassen», maa appellanten herved siges selv at have erkjendt, hvad magistraten paapeger, at det er tilstrømningen af fremmede, som gjør forbruget i Haugesund særlig stort. De fra Haugesunds ølsamlag indhentede opgaver over omsætningen, der viser store svingninger i de forskjellige maaneder, synes ogsaa at godtgjøre, at her til enkelte tider maa finde stor tilstrømning af mennesker sted. Man maa formentlig ogsaa ved bedømmelsen af, hvorvidt forholdene var særlige i 1902, saaledes som af indstevnte anført, tage hensyn til, at der saavel i 1897 som i 1899 allerede var besluttet forhøielse af afgiften i henhold til lov afødt xx.xx.1884 §11 henholdsvis kr 800 og kr 1.200,00, og at der, da forholdene saaledes allerede paa forhaand var befundne at være særlige, i 1902 kun var spørgsmaal om, hvorvidt en yderligere forhøielse af afgiften burde finde sted. Naar appellanten videre med hensyn til magistratens paapegen af, at appellanten er lignet i en indtægt af kr 15.000,00 netto af sin forretning, vil hævde, at heller ikke dette er et for Haugesund særlig forhold, kan dertil intet hensyn tages, da appellanten ikke engang har gjort forsøg paa at nævne lignende forhold i andre byer.

Hvad dernæst betræffer appellantens anden indsigelse, gaar denne ud paa, at beslutningen af 1802 om forhøielse af afgiften til kr 3.000,00 er bygget paa urigtige faktiske oplysninger fra magistratens og kommunestyrets side, og at den som følge deraf maa være ugyldig, idet saavel kommunestyret, da det fattede sin beslutning afødt xx.xx.1902, som departementet og regjeringen, der den 27 approberede beslutningen, har fattet sine beslutninger i tillid til at de af magistrat, formandskab og ordfører forelagte data var de sande.

Heller ikke i denne indsigelse kan appellanten gives medhold. Som angivelig urigtige oplysninger opregner appellanten følgende:

1) At magistraten i indstillingen til formandskabet i 1902 undlod at lyse, at der ved resolution afødt xx.xx.1894 negtedes stadfæstelse paa kommunestyrelsens beslutning afødt xx.xx.1894 om afgiftens forhøielse fra 400 til 600 kroner.- - -

Side:106

2) At det i formandskabets indstilling til kommunestyret og i dettes møde 29 oktober 1902 af ordføreren udtaltes at appellanten i anledning af spørgsmaalet om indløsningen af hans rettighed (for kr 38.000,00) havde erklæret, at denne indløsningssum vilde kunne indtjenes paa 2-3 aar. Hertil bemerkes, at indstevnte har erkjendt at de nævnte ytringer i indstillingen og af ordføreran forsaavidt var mindre korrekte som appellantens erklæring ikke blev afgivet, da kommunestyret i 1902 behandlede indløsningen for kr 38.000,00, men derimod ifølge de citerede avisreferater i 1900.- - -

3) At det i magistratsindstillingen og tillige af ordføreren i mødet 20 oktober 1902 udtaltes, at appellanten var «skatlagt etter en aarlig indtægt af sin udskjænkning af 15.000,00 kroner» og at han var «lignet efter en indtægt af 15.000 kroner bare for udskjænkningen.» Hertil bemerkes, at ifølge attest fra ligningskommissionens sekretær var appellanten for aaret 1901 lignet i næring af «forretningen netto» kr 15.000,00, og for aaret 1902 af «forretningen netto» kr, 15.000,00 og «renteindtægt» kr 3.500,00. Appellanten, hvis forretning foruden udskjænkning ogsaa omfatter salg af øl til afhentning - - - mener herved at have godtgjort, at den nævnte udtalelse om, at hans indtægt at øludskjænkningen alene var kr 15.000,00 er urigtig.- - -

4) At magistraten, som i 1902 oprindelig havde indstillet paa forhøielse til kr 2.400,00 og derpaa i overensstemmelse med formandskabets opfatning (i mødet 14 oktober 1802) gik med paa forhøielsen til kr 3.000,00. har undladt at oplyse regjeringen om denne ændring af magistratens indstilling. Efter appellantens mening skulde denne manglende oplysning være af saadan vegt, at beslutningen om forhøielsen til kr 3.000,00 ikke vilde blevet approberet, hvis departementet havde faaet vide, at magistraten oprindelig indstillede paa en forhøielse til kun kr 2.400,00.- - -

Forudend at et saaledes for samtlige ovennævnte fire posters vedkommende maa medgives, at de angivelig urigtige faktiske oplysninger kun bestaar i uvæsentlige unøiagtigheder, der ikke kan antages at have havt betydning for den trufne afgjørelse, maa det ogsaa tages i betragtning, at disse unøiagtigheder in casa bliver saa meget mere betydningsløse, fordi paa den ene side kommunestyret, som besluttede forhøielsen i en saa liden by som Haugesund, maa præsumeres at kjende forhold og personer i en sag som denne, hvor afgjørelsen nærmest beroede paa et skjøn, og paa den anden side, fordi regjeringen, som approberede indstevntes beslutning igjennem departementets foredrag var gjort bekjendt med, at appellanten havde indgivet den for overretten fremlagte forestilling til amtet afødt xx.xx.1902, hvori appellanten henstillede, at kommunebeslutningen af samme dag ikke maatte anbefales til approbation og hvori appellanten fremholder - omend ikke med den samme vidtløftighed som under proceduren - væsentlig de samme indsigelser som ovenfor er behandlet.- - -

Prahl.

Jeg kommer til samme resultat som førstvoterende, idet jeg antager, at voteringen i høiesteretsdommen af 1903 ikke er til hinder for at anse det for et «særligt» forhold, naar der i en saavidt stor by som Haugesund kun er to øludskjænkningsrettigheder, medens der til sine tider er stor konfluks af fiskere, over 20000 voksne mandfolk, som i høi grad bidrager til at forøge konsumet af øl, i forbindelse med de faste indbyggeres stadige tilvekst. Med hensyn til, at appellanten paaberaaber sig, at den bestridte forhøielse af afgiften er tilblevet under tildels urigtige forudsætninger, antages de paaberaabte omstændigheder, hvoraf dog alene den under nr. 3 nævnte antages at kunne muligens havt nogen indflydelse, ikke at være af saadan beskaffenhed, at der paa samme kan grundes noget refusjonskrav for betalt afgift.- - -

Ring.

Side:107

Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende, og skal tilføie, at hvad man end maatte antage med hensyn til de omtalte urigtige oplysninger, som forelaa, førend den kongelige resolution afødt xx.xx.1902 blev afgivet, kan der ikke være adgang for retten til af hensyn dertil at kjende denne resolution ugyldig, og at appellantens paastand om at forhøielsen af afgiften i 1897 var ulovlig, fordi den ikke er begrundet paa særlige forhold, ikke kan komme i betragtning, da appellanten ikke kan have adgang til paa grund deraf at fordre tilbagebetalt den af ham for aarene 1900 - 1901 og 1902 betalte afgift.

Christie.