Rt-1913-9
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1912-11-12 |
| Publisert: | Rt-1913-9 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 31 s.a. |
| Parter: | Oskar Kirkemo, Gustav Kirkemo som verge for Alfred Kirkemo, Hildur Kirkemo, Elise Østmo med egtefælle Johan Østmo, dyrlæge Borg, Maren Borg, Kaja Breen med egtefælle Edvard Breen og Karen og Breda Bredesens dødsbo samt Anna Borgs dødsbo, begge boer ved skifteforvalteren i Solør sorenskriveri (adv. Axel Heiberg) mod Anders Sukkerstad, fru Bertha Røhne, fru Marie Lund med egtefælle A. Lund og Martin Noer (adv. Ellestad). |
| Forfatter: | Hambro, Hagerup Bull, Christiansen, Thoresen, Backer, Skattebøl, justitiarius Thinn |
| Lovhenvisninger: |
Af den edsvorne fuldmægtig hos skifteforvalteren i Solør sorenskriveri blev der under 26 oktober 1909 saaledes decideret: «Det mellem B. Bredesen og hustru Karen Bredesen oprettede gjensidige testament stadfæstes som saadant. Boets beholdne formue bliver, efterat legaterne er betalt, at fordele mellem Karen Bredesens slegtsarvinger». Ved Trondhjems overrets dom afødt xx.xx.1910 blev saaledes kjendt for ret: «Det mellem B. Bredesen og hustru Karen Bredesen oprettede testament afødt xx.xx.1906 kjendes gyldig. Karen Bredesens dødsbos beholdne formue bliver at dele ligt mellem begge egtefællers arvinger efter loven. Sagens omkostninger ophæves». Overretsdommen er afsagt under dissens, idet et af rettens medlemmer voterede for decisionens stadfæstelse, men sluttede sig til de øvrige angaaende procesomkostningerne.
Overretsdommen er af Karen Bredesens slegtsarvinger indanket for høiesteret med paastand om, at boet efter Karen Bredesen og før afdøde mand deles - principalt mellem appellanterne, subsidiært med 2/6 dele til de indstevnte Brede Bredesens slegtsarvinger og med 4/6 til appellanterne samt at appellanterne hos de indstevnte i alle tilfælde tilkjendes procesomkostninger for overretten og høiesteret.
De indstevnte, de af Brede Bredesens slegtsarvinger, som har deltaget i skiftetvisten og overretssagen, har mødt og paastaaet principalt, at testamentet kjendes ugyldig, og at boet bliver at dele ligt eller i to lige dele mellem begge egtefællers slegtsarvinger, subsidiært, at boet bliver at dele som netop anført, og atter subsidiært at overretsdommen stadfæstes, samt for alle tilfælde, at de indstevnte hos appellanterne in solidum tilkjendes procesomkostninger for høiesteret.
Med hensyn til sagens gjenstand og nærmere faktiske omstændigheder henvises til de foregaaende instansers domspræmisser. For høiesteret er der fremlagt erklæringer fra professorerne Falk og Torp, hersteds og Verner Dahlerup i Kjøbenhavn angaaende den sproglige betydning af det i testamentet benyttede udtryk om længstlevendes retsstilling: «Oppebær den formue, som den først afdøde af dem maatte efterlade sig». Erklæringerne, som indbyrdes ikke er lidet afvigende, kan ikke findes at have bragt sagen i nogen væsentlig anden stilling end tidligere.
Da de indstevnte ikke har kontrapaaanket, vil de mod appellantens indsigelse ikke kunne opnaa noget gunstigere resultat end det, som vilde fremkomme ved overretsdommens stadfæstelse. Sagen angaar saaledes
Side:10
for høiesteret alene spørgsmaalet om arvens fordeling efter testament, enten mellem appellanterne alene - skifterettens resultat - eller mellem appellanterne og de indstevnte - overrettens resultat - samt eventuelt, hvorledes denne sidste deling nærmere bliver at iverksætte.
Høiesteret kommer til samme resultat som skifteretten og det dissenterende medlem af overretten, hvis begrundelse i det væsentlige tiltrædes. Efter det foreliggende testament, hvis retsgyldighed efter det ovenanførte ikke af de indstevnte her for høiesteret kan rokkes, og de af testamentsvidnerne under tingsvidnet afgivne prov maa den længstlevende af egtefællerne ansees for at være indsat som førstafdødes arving og saaledes ved dennes død at være blevet eier af det hele bo. Og naar der i testamentet ikke er forbeholdt førstafdødes arvinger efter loven nogen lod efter denne, kan der i det foreliggende tilfælde ikke skjønnes at være adgang for domstolene til at supplere testamentet med en saadan bestemmelse. Skifterettens decision vil saaledes blive at stadfæste, hvilket resultat i sit indhold falder sammen med appellantens principale paastand, hvorfor deres subsidiære paastand, som ikke i de foregaaende instanser har været fremsat, men her i høiesteret er gjort gjældende efter erholdt bevilling, ikke faar nogen betydning.
Procesomkostningerne for overretten og høiesteret findes at burde ophæves.
Dom:
Skifterettens decision bør ved magt at stande. Processens omkostninger for overretten og høiesteret ophæves.
Af decisionen hidsættes:
Den 22 november 1906 oprettede B. Bredesen et testamente, hvorved han bortlegerede en række pengebeløb. Efterat legatarerne er opregnet, indeholder testamentet følgende passus: «Sluttelig enedes testator og hans hustru Karen, født Borg, om, at den længstlevende oppebær den formue, som den først afdøde af dem maatte efterlade sig, dog først efterat ovenanførte legater er udbetalte. Herunder har B. Bredesen skrevet sit navn, hvorefter Karen Bredesen har tilføiet: «Vedtages af mig, Karen Bredesen, f. Borg.» De tilkaldte testamentsvidner Ragnvald Jahr og P. Gjølsted har dernæst i testamentet bevidnet, at «testator var ved fuld sans og samling og egenhændig har underskrevet testamentet, efterat samme langsomt og tydelig er oplæst for ham og av ham og hustru vedtaget.» - - -
Af B. Bredesens arvinger efter loven mener nu under nærværende skiftetvist Anders Sukkestad, fra Berthea Røhne, fru Marie Lund og Martin Noer sig arveberettigede i boet, idet de anfører, at ovennævnte testamente er ugyldig og følgelig maa sættes ud af betragtning, hvorimod Karen Bredesens intestatarvinger hævder tentamentets uangribelighed. - - -
Citanterne, som under et tingsvidne har indhentet begge testamentsvidners prov, anfører en række grunde, som skulde medføre testamentets ugyldighed. - - -
2) at attest om, at Karen Bredesen ved testamentets oprettelse var ved fuld sans og samling, og at hun egenhændig underskrev testamentet, mangler. - - -
5) Under forudsætning af, at et gyldig gjensidig testamente foreligger, vil dette paa grund af det i testamentet benyttede udtryk «oppebær» kun medføre en usufruktuarisk ret for den gjenlevende egtefælle til fællesboet, medens dette ved længstlevendes død bliver at dele ligt mellem begge egtefællers intestatarvinger. - - -
Side:11
Retten skal punktvis behandle de af citanterne reiste anker mod testamentets gyldighed. - - -
ad 2. Begge testamentsvidner har provet, at den for B. Bredesen udstedte attest ogsaa gjælder Karen Bredesen, og retten antager, at det maa gaa an, som her skeet at supplere den manglende attest ved indhentelse at testamentsvidnernes prov om, at testatrix var ved fuld sans og samling ved oprettelsen, saa den manglende attest i og for sig ikke kan bevirke testamentets ugyldighed. - - -
ad 6. Retten skal indrømme, at ordet «oppebær» i og for sig er et noget uklart ord, ligesom testamentets forfatter i det hele taget ikke har udtrykt sig med den ønskeligste klarhed, mén al den stund det ved testamentsvidnernes prov maa ansees bevist, at det var egtefællernes villie, at længstlevende skulde oppebære hele fællesboet som fuld eiendom, maa man fortolke ordet «oppebære» i testamentet overensstemmende med denne deres uklart udtrykte villie, altsaa som om der stod: «oppebær» til eiendom. - - -
Da de af citanterne reiste anker mod testamentets gyldighed i henhold til det ovenfor udviklede maa antages at være grundløse, bliver de indstevntes paastand at tage tilfølge. - - -
Af overrettens dom hidsættes:
- - - Det omprocederede testament er i formen alene oprettet at B. Bredesen, og der kunde saaledes maaske være spørgsmaal om at betragte testamentet som hans testament alene. Naar hensees til slutningsbestemmelsen i testamentet og til, at Karen Bredesen har paategnet dette sin vedtagelse, skjønnes der imidlertid ikke at kunne være synderlig tvil om, at meningen har været at oprette et gjensidig testament. Slutningsbestemmelsen i testamentet er vistnok ikke skrevet i den vanlige form, men viser dog, seet i forbindelse med Karens vedtagelse, at mand og hustru er enig om, at den længstlevende skal besidde det hele bo, efterat de i testamentet opregnede legater er udbetalte. Nu forholder det sig vistnok saa, at testamentsattesten alene omhandler B. Bredesen, naar bortsees fra, at attesten ogsaa indeholder, at testamentet er vedtaget af hustruen; men denne formelle unøiagtighed finder jeg dog at kunne se bort fra, aldenstnud begge testamentsvidner har forklaret, at attesten i virkeligheden gjaldt begge egtefællerne. Da jeg heller ikke kan betragte P. Gjølstad som inhabilt testamentsvidne, om han var Bredesens tremenning, og jeg tillige ikke finder nogen grund til at antage, at Bredesen ikke skulde være testamentsdygtig ved testamentets oprettelse, kommer jeg saaledes til det resultat, at testamentet bliver at opretholde.
Med hensyn til forstaaelsen af testamentets ordlyd kommer jeg til et andet resultat end skifterettens. Naar det i testamentet heder, «at den længstlevende oppebær den formue, som den førstafdøde at dem maatte efterlade sig,» kan man af dette udtryk neppe med sikkerhed udlede, hvad der har været egtefællernes virkelige mening. Testamentavidnet Gjølstad, som selv har forfattet testementet, har rigtignok prøvet, at længstlevende skulde have alt til eiendom, og at han netop mente at udtrykke dette med «oppebære». Jeg finder det imidlertid for dristig at bygge noget paa dette enkeltstaaende vidneprov, saameget mere som det efter dette heller ikke ser ud til, at der har været nogen tale om forholdet ved længstlevendes død, og det saaledes er umulig med sikkerhed at vide, hvad egtefællerne i tilfælde har lagt ind i udtrykket eiendom. Efter hvad vidnet Gjølstad videre har forklaret, svarede Bredesen paa vidnets forespørgsel, om ikke hans broderbørn skulde faa noget, at familien paa Roverud havde faat saa meget, at han ikke fandt opfordring til at yde dem mere. Skal man lægge noget heri, maa det
Side:12
jo være det, at han ikke ønskede, denne gren af familien skulde blive delagtig i arven. Men skulde testamentet forstaaes som af de indstevnte hævdet, vilde jo ogsaa denne gren faaet del i det hele bo, ikke blot det halve, om Bredesen var blevet længstlevende, og det var dengang, som vidnet Gjølstad siger, intet som tydede paa, at nogen af egtefællerne vilde dø før den anden. Noget bestemt ønske om at udelukke Bredesens egen slegt antages saaledes ikke at have foreligget.
Idet jeg saaledes finder det meget uklart, hvad egtefællernes mening har været om, hvorledes der skulde forholdes ved længstlevendes død, antager jeg, at denne uklarhed maa løses til gunst for intestatarvingerne. Jeg kommer derfor til det resultat, at appellanternes paastand om at anerkjendes som arvinger i boet hver for sin forholdsmæssige anpart i boets beholdne formue maa tages til følge. - - -
Johannes Jystad, kst.
Jeg slutter mig til førstvoterende angaaende testamentets formelle gyldighed. Jeg finder vistnok dette spørgsmaal tvilsomt, men er blevet staaende derved, idet jeg forstaar testamentsvidnernes prov derhen, at det under testamentets oprettelse var paa det rene, at ogsaa hustruen deltog i testationsakten, saaledes et det alene er en uheldig valgt udtryksmaade, naar hun tilsyneladende staar udenfor handlingen. Derimod er jeg med hensyn til dets forstaaelse kommet til det samme resultat som skifteretten, hvis begrundelse i det væsentligste tiltrædes. Den omtvistede bestemmelse følger umiddelbart paa oprettelsen af 8 legater, og gaar ud paa, at den længstlevende skal «oppebære den formue, som den førstafdøde af dem maatte efterlade sig, dog først efterat ovenanførte legater er udbetalte». Efter sammenhængen synes mig ordet «oppebære» her ikke at kunne betyde andet end arve. Den længstlevende er forseavidt, som det synes, stillet paa linje med legaterne, om hvis arv der heller ikke i testamentet bruges dette ord. At bestemmelsen alene skulde tilsigte et beskytte længstlevende mod nødvendigheden af skifte, kan ikke indsees. Der er ikke her som med det i Rt-1907-791 refererede testamente benyttet udtrykket, «beholde det hele bo udelt,» hvilket høiesteret har fortolket som anvendt alene med henblik paa, om delingen skulde ske straks eller først ved længstlevendes død, og der var derfor i det foreliggende tilfælde heller ikke opfordring til at tilføie, «som ugjenkaldelig eiendom» (kfr. høiesterets fortolkning af det i Rt-1909-443 refererede testamente), idet det anvendte udtryk «oppobære», (den førstafdødes efterladte formue) udelukkende teger sigte paa formuesovergangen og ikke streifer spørgsmaalet om skifte.
Foruden at forfatteren af testamentet bekræfter denne forstaaelse, afgiver efter min mening førstafdødes udtalelse efter samme vidnes prov om grunden til, at ikke hans brorbørn skulde have noget, et indicium i samme retning. Svaret: at familien paa Roverud havde faaet saa meget, at han ikke fandt opfordring til at yde dem mere, antyder, at førstafdøde har været paa det rene med, at han maatte benytte denne leilighed, hvis han vilde sikre dem mere end de allerede havde faaet, en opfatning, som alene synes mig at være i strid med den forstaaelse af testamentet, at boet efter længstlevendes død ubetinget skulde deles mellem begge slegtninge, men ikke med en forstaaelse, hvorefter længstlevende fik den fulde raadighed. At førstafdøde ogsaa har forudsat, at han skulde dø først, er vel heller ikke usandsynlig, al den stund han før testamentets oprettelse, som fandt sted den 22 november 1906, havde været rammet af slag. Han døde allerede den 30 januar 1907, vel to maaneder senere.
Side:13
Jeg finder ligesom førstvoterende at kunne forbigaa spørgsmaalet om, i hvilken udstrækning førstafdøde maa antages at have tilgodeset sin egen slegt med gaver i levende live, idet der ialfald efter de fremkomne oplysninger neppe kan uddrages nogen støtte enten for det ene eller det andet resultat deraf. Boets beholdne formue oplyses at udgjøre ca. 300.000 kroner.
A. T. Næss
Jeg stemmer for samme resultat som førstvoterende.
Efter testamentets eget indhold antager jeg, at det bør forstaaes som et almindelig gjensidigt testamente, at de oprettede legater skal gaa af fællesboet og udredes straks. Og de øvrige oplysninger om, hvad parterne kan antages at have ment, og da specielt vidneprovene om, at «meningen var overdragelse til eiendom, under jeg ikke tilstrækkelige til at lægge en bestemt anden mening end den nævnte ind i testamentet. Wildhagen.