Rt-1914-509
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1914-03-14 |
| Publisert: | Rt-1914-509 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 25/1 B s.a. |
| Parter: | Straffesak mot Peder Paulsen Tangen og Ole Andersen Holten. (Forsvarer: Advokat Emil Stang - Aktor: Advokat Harbitz: |
| Forfatter: | Frisak, Christiansen, Hambro, Heggen, Fürst, Rivertz, Reimers |
| Lovhenvisninger: | Skogloven (1863) §61, Straffeloven (1902) §339, Norske Lov (1687) 3-, LOV-1816-07-01-2-§3, LOV-1857-10-12-§6, §50, §56, §60, §397, Straffeloven 1902 ikrafttredelseslov (1902) |
Note:
1 Advokat Emil Stang meddeler, at voteringerne i følgende ældre høiesteretsdomme er av interesse for retsforholdet for skogene i Finmarken: 19 april 1831 i straffesak mot Ole Vatstrøm, 28 mai 1853 mot Johannes Johannesen Allath (Rt-1853-560) 21 juni 1862 mot Lap Peder Pedersen (Rt-1862-654), 15 februar 1866 mot Martinius Danielsen Dybaas m.fl. (Nordlands amt) (Rt-1866-236), 30 juni 1866 mot Erik Salomonsen Elvebakken, 9 februar 1867 mot Mathis Johannesen Topio (Rt-1867-180) og 8 mars 1867 mot Per Persen Juks Børselv (Rt-1867-293). Derhos bemerkes Altens sorenskriveris domme av 12 februar 1850, 8 november 1860 og 20 juni 1863 i straffesaker mot Moses Pedersen (Altens laksefiskeri interessentskap) m. fl., av 23 september 1863 mot Simon Simonsens enke m.fl. og av 30 juni 1866 mot Carl Nordstrøm. - For statens skog i Finmarken gjælder kgl. resolution 27 mai 1775 (rentekammerskrivelse av 3 juni s.a.) kfr. de utrykte resolutioner av 31 januar og 31 oktober 1753. Se ogsaa almenningsloven 12 oktober 1857 og skogloven 3 juni 1863 §56 og §60. Derhos er følgende rentekammerskrivelser av interesse: 16 august 1732, 27 januar 1742, 7 december 1748, 7 februar 1750, 17 februar 1753, 4 januar 1800 og 4 juli 1801. Foruten de nuværende «almengjældende regler for beskyttelsen av de staten tilhørende skoge i Finmarkens amt» av 1 august 1891, er der tidligere av amtet git lignende regler av 29 oktober 1808 for Hammerfest sogn, 10 juli 1825, 5 mai 1845 og 21 oktober 1854 for Alten, 1 september 1857 for Varanger fogderi, 6 oktober 1859 for Kjelviks og Kistrands tinglag og 23 april 1874 for Finmarkens amt. I henhold til lov av 1 juli 1816 nr. 2 §3, kfr. kgl. resolution 30 september 1817 og finansdepartementets skrivelse 10 mars 1832 er der avgit skogtakster for Alten av 1825 og 19 mai 1847. (Se Aftenbladet nr 39, 76, 83 og 110 for 1861).)
Ekstraordinær assessor Frisak: Ved meddomsretsdom avsagt inden Altens sorenskriveri den 30 mars 1912 av sættedommer og domsmænd
Side:510
blev saaledes kjendt for ret: «Tiltalte nr. 1 Peder Paulsen Tangen og tiltalte nr. 2 Ole Andersen Holten dømmes for overtrædelse av almengjældende regler for statens skoge i Finmarken av 1 august 1891 §1 jfr. skogloven av 22 juni 1863 §61 til at betale til statskassen hver en bot stor kr. 10,00 - og i erstatning til samme kasse for saksomkostninger hver kr. 5,00. Betales ikke boten blir de tiltalte at hensætte i fængsel hver 2 dage.» Ved ankeerklæring av 30 mars 1912 har de domfældte begjært saken indbragt for Høiesteret paa grund av urigtig forstaaelse av loven.
Angaaende sakens sammenhæng og nærmere omstændigheter henviser jeg til præmisserne til meddomsrettens dom. Som det derav fremgaar, blev det kvantum ved, som hver familje kunde tilvirke i statens skog i Alten, ved kundgjørelse av 23 august 1910 nedsat til 8 læs, ca. 4 favne for hver berettiget foruten adgang til at ta rotved, og har meddomsretten fældet de tiltalte, fordi hver av dem utover det saaledes fastsatte kvantum hadde i 1911 hugget yderligere 4 læs (2 favne).
Jeg kommer med hensyn til, at de domfældte har gjort sig skyldig til straf for overtrædelse av de almengjældene regler for statens skoge i Finmarken av 1 august 1891 §1, til samme resultat som meddomsretten og kan i væsentlige dele tiltræde den av denne ret givne begrundelet. Efter de foreliggende oplysninger kan jeg saaledes tiltræde den av retten givne fremstilling om, hvorledes forholdene gjennem tiden har utviklet sig i Finmarken, og rettens fortolkning av §4 i kongelig resolution av 27 mai 1775 (rentekammerskrivelse av 3 juni næstefter).
Jeg skal med hensyn hertil tilføie, at for Høiesteret er dokumentert to kongelige reskripter til amtmanden over Finmarken av 31 januar og 31 oktober 1753. Disse reskripter oplyses at være publicert paa alle ting i Øst- og Vestfinmarken i 1754 og tinglysningen gjentat paa det almindelige sage- og skatteting for Altens almue den 22. juni 1808, altsaa ogsaa efterat resolutionen av 27 mai 1775 var emanert, og det oplyses videre, at reskripterne aldrig hverken direkte eller
Side:511
indirekte er ophævet. Reskripterne paaberopes ogsaa i en av sorenskriveren i Alten den 30 juni 1866 avsagt dom, foruten at de tidligere er paaberopt i en plakat fra amtmanden i Finmarken av 29 oktober 1808 vedkommende de kongelige skoges behandling i Hammerfest sogn. Ved reskripterne av 1753 træffer Kongen utførlige bestemmelser vedkommende «den os udi Finmarken tilhørende Altens skog.» I reskriptet av 31 oktober forbydes at fælde noget træ, saalænge der i skogen findes avbrukne grene og trær til brændsel, og derefter heter det, «at ingen maa hugge noget birke- eller andet slags træ, være sig enten til brændsel eller andet bruk, uten hvis amtmanden ved skogfogden lar vedkommende utvise, under straf av 1 pund for hvert træ, som uten utvisning hugges.»
Der er her i retten tillike dokumentert en række dokumenter til belysning av hvorledes i forrige aarhundrede opfatningen har været med hensyn til statens ret til jord og skog i Finmarken, saaledes de av amtmændene fra 1808 til 1891 utfærdigede regler og bekjendtgjørelser angaaende hugst i statens skoge i Finmarken m. m., flere domme angaaende overtrædelse av de for skoghugsten givne regler eller av straffeloven for skoghugst, uttalelser fra forstvæsenets funktionærer, bestemmelser angaaende rekognition for skogprodukter, en historisk utredning fra regjeriagsadvokaten av 18 mai 1864 m. m. Jeg skal av disse dokumenter alene citere en del av, hvad andenvoterende har anført den 8 mars 1867 under Høiesterets votering i en sak, hvorom meddelelse er git i Rt-1867-293-296, uten at hans votum er blit referert i Retstidende. Det heter i dette votum, som blev lagt til grund for Høiesterets dom: «Den skog, hvorom der er spørsmaal, kan formentlig ikke betragtes som statsalmenning. Skogen i Finmarken tilhører staten og er undergit særlige regler, likesom beboerne efter de utgivne bestemmelser, navnlig reskriptet 27 mai 1775 ikke tilkommer nogensomhelst rettighet i skogen, hvorimot der kun er stillet dem i utsigt, at de kan erholde nogen adgang til at faa drage nogen nytte av skogen efter anvisning fra øvrigheten.... Beboerne har heller aldrig faat nogen rettighet i skogen, der kunde bringe dem til at anse sig bruksberettigede i samme»
Jeg finder det forøvrig overflødig at redegjøre for indholdet av det foreliggende omfangsrike materiale. Saavel reskripterne av 1753 som hvad der er oplyst om retsopfatningen og de av øvrigheten trufne forføininger gjennem det hengangne lange tidsrum efter resolutionen av 1775, har bestyrket mig i rigtigheten av den opfatning, som er kommet tilorde i meddomsrettens dom, at de, der hos staten har erhvervet jord i Finmarken, ikke har erhvervet en bruksret til skog paa statens gjenværende grund paa samme maate som de bruksberettigede i statens almenninger i det sydlige Norge, og at det er staten, som har beholdt den raadighet over skogen i Finmarken, som den ikke utrykkelig har overgit til private. Hvorvidt der er indrømmet de beboere, der har erholdt kongeskjøter i henhold til resolutionen av 1775, en virkelig bruksret eller kun et tilsagn, som ikke fra statens side ensidig kan tilbakekaldes, eller om retten kan karakteriseres som en allemandsret, saaledes som av meddomsretten uttalt, derom finder jeg det ikke nødvendig at uttale mig. Jeg finder det klart, at det tilkommer statens funktionærer at træffe de bestemmelser, som disse til enhver tid finder nødvendige for at bevare skogbestanden, saaledes som her er gjort ved at indskrænke de bosiddendes adgang til hugst paa statens grund. Det er ved meddomsrettens dom fastslaat, at skogen i Alten ikke uten skade
Side:512
for dens evne til fremtidig ydelse vil kunne avgi mere end det nu fastsatte kvantum: 8 læs til hver husholdning.» Det følger av hvad jeg har sagt, at jeg anser skogvæsenets funktionærer kompetente til at skjønne og træffe bestemmelser herom.
Jeg er derimot ikke enig med meddomsretten i, at skoglovens §50 skulde danne hjemmel for det offentlige til at indskrænke forbruket av trævirke i Alten skog, likesaalitt som der efter min mening kan være spørsmaal om at anvende skjøn av uvillige mænd overensstemmende med denne paragrafs sidste led. Jeg anser nemlig ikke skoglovens materielretslige bestemmelser om statsalmenninger gjældende for statens skoge i Finmarken, idet disse ikke er statsalmenninger i almindelig forstand. Herom er da ogsaa aktor og forsvarer her for retten enig, og jeg kan herom henvise til den av mig før refererte Høiesteretsdom av 8 mars 1867, likesom ogsaa førstvoterende i Høiesteret i en den 28 mai 1853 paadømt straffesak angaaende ulovlig skoghugst i Alten uttaler, at det er en misforstaaelse og i likefrem strid med reskript av 3 juni 1775 §4 og §5 at betragte skogen i Finmarken i almindelighet som almenningeskog.
Angaaende den av de domfældte paastaaede særret til løvskog i henhold til kongeskjøterne er jeg enig i den av meddomsretten fremholdte principale betragtning, og jeg finder det unødvendig at avgjøre eller uttale mig om de av meddomsretten fremholdte subsidiære betragtninger vedkommende hugststedernes beliggenhet og manglende ret for parceller.
Om den av de domfældte paastaaede hævd eller alders tids bruk kan jeg likeledes i det væsentligste henholde mig til meddomsretten.
Som det vil sees, har meddomsretten subsumeret den av de domfældte begaaede forseelse under skogloven av 22 juni 1863 §61. Der er til fordel for denne subsumtion henvist til høiesteretsdomme i Rt-1899-75 og Rt-1902-587. Jeg kan imidlertid ikke finde, at denne subsumtion er rigtig, idet §61 gjælder «overtrædelse av de med hjemmel av denne lov foreskrevne regler om almenningsskogs benyttelse»; men de heromhandlede regler av 1861 er ikke foreskrevet med hjemmel av skogloven, men med hjemmel i resolutionen av 27 mai 1775. og der findes ikke i §61 saaledes som i §56 og §60 nogen bestemmelse, hvorefter statens skoge i Finmarken skal være indbefattet i de deri omhandlede specielle regler vedkommende statsalmenninger. De tidligere høiesteretsdomme er avsagt før den almindelige borgerlige straffelovs ikrafttræden. Jeg mener, at straffelovsbestemmelsen nu maa søkes i denne, og jeg mener videre, at straffelovens §339 post 2 netop omfatter et tilfælde som nærværende, idet forskrifterne av 1 august 1891 er avgit av offentlig myndighet (amtmanden) i henhold til lov og trusel med straf. I reglernes §13 er nemlig bestemt, at overtrædelse av disse skogregler saavelsom ulydighet mot de av forstvæsenets betjente givne forskrifter «paatales og straffes efter loven», likesom ogsaa reglernes §5 erklærer, at hvis det hugges mere end bevilget, skal der forholdes overensstemmende med reglernes §13.
Jeg kommer saaledes til det resultat at anken fra de domfældte ikke blir at ta tilfølge, men at de domfældte blir at fælde overensstemmende med meddomsrettens dom, kun med forandring av straffebestemmelsen. Jeg antar, at man bør bli staaende ved meddomsrettens straffeutmaaling uten anbefaling til benaadning.
Med hensyn til salærerne til aktor og forsvarer skal jeg bemerke, at disse maa sættes til et betydelig større beløp end det vanlige, da
Side:513
forarbeiderne i denne sak har skaffet begge et meget betydelig arbeide, bl.a. med tilveiebringelse og granskning av dokumenter baade fra ældre og nyere tid.
Konklusion:
Peder Paulsen Tangen og Ole Andersen Holten dømmes for forseelse mot straffeloven §3392, jfr. almengjældende regler for benyttelsen av de staten tilhørende skoge i Finmarkens amt av 1 august 1891 §1, hver til en bod av kr. 10,00. Erlægges ikke boden, indtræder i dens sted straf av 2 dages fængsel. I erstatning til det offentlige for saksomkostninger ved Meddomsretten og Høiesteret utreder de domfældte hver 50 kroner. Salærerne til forsvarer og aktor, advokaterne Emil Stang og Harbitz ansættes for hver til kr. 600,00.
Konstituert assessor, byretsassessor Christiansen: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Assessor Hambro: Likesaa. Det har for mig været avgjørende, at den av førstvoterende omhandlede kongelige resolution av 27 mai 1775 §4, som jeg finder maa betragtes i lys av de av ham ogsaa nævnte reskripter av 1753, navnlig reskriptet av 31 oktober, efter min mening indeholder et tilsagn fra statens side om at stille bjerkeskogene i Alten til de der bosiddendes disposition, men med saadan indskrænkning eller reservation, at det offentlige stadig forbeholdt sig adgang til at regulere og bestemme den maate hvorpaa og det omfang hvori denne indrømmelse skulde komme de bosiddende tilgode. Resolutionen av 1775, som ikke indeholder noget, der efter min mening ophæver de av førstvoterende nævnte bestemmelser i reskriptet av 31 oktober 1753, er endnu gjældende lov i denne materie, og jeg mener derfor, at enhver adgang for de bosiddende i Finmarken til at nyde godt av dette tilsagn, som her ved den nævnte §4 fra statens side er git, tillike og nødvendigvis er undergit de indskrænkninger og bestemmelser, som staten har knyttet til dette tilsagn, og hermed er efter min mening likefrem givet, at der hverken kan tilkomme de bosiddende nogen absolut eller alene av deres individuelle behov begrænset adgang til hugst av brændeved i de heromhandlede skoge, og at der heller ikke fra deres side kan gjøres krav paa, at bestemmelserne om, hvad der til skogens konservation er nødvendig at iagtta med hensyn til hugstens indskrænkning, er undergit anden bedømmelse eller avgjørelse end statens gjennem dens derværende repræsentant, amtmanden, og det offentlige forstvæsen. Jeg mener saaledes, at kravet paa lovlig skjøn om dette spørsmaal likefrem er utelukket ved den maate, hvorpaa selve retten er blit til og i sin tilblivelse bestemt og begrænset.
Ekstraordinær assessor Heggen: Idet jeg forøvrig er enig med førstvoterende, skal jeg dog med hensyn til subsumtionen bemerke, at jeg antar, at det er skoglovens §61, de tiltalte bør dømmes efter. Denne paragraf, der staar uophævet, er av Høiesteret tidligere anvendt paa de lignende tilfælde, der er kommet til dens avgjørelse. hvorom henvises til de av førstvoterende citerte domme. Jeg finder ikke anvendelsen av straffelovens §339 post 2 fuldt tilfredsstillende. Det er vistnok saa, at de tiltalte har overtraadt forskrifter, givne av offentlig myndighet, men de har gjort noget mere, idet de ved den foretagne hugst har overskredet sin ret eller beføielse og gaat andres materielretslige interesser for nær. Der kunde saaledes efter min mening bli tale om at anvende enten straffelovens §397 eller forannævnte §61 i skogloven hvilken sidste som den mere specielle dog bør gives fortrinnet.
Side:514
Ekstraordinær assessor, Fürst: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Ekstraordinær assessor, lagmand Rivertz: Likesaa.
Assessor Reimers: Jeg er likeledes i det væsentlige enig med førstvoterende og tiltræder derhos i det væsentlige hr. assessor Hambros bemerkninger.
Jeg vil forøvrig tilføie, at jeg med meddomsretten antar, at §4 i resolutionen av 1775 indrømmer bopladsenes erhververe en ret til at hente brændsel og andet virke i bjerkeskogen, en bruksret som det ikke staar i statens haand at beta dem, om de end maa finde sig i de indskrænkninger, som findes paakrævet for skogens bevarelse. Naar jeg mener, at der efter §4 er stiftet en virkelig ret for erhververne, er det, fordi denne adgang til at ta sit behov, fornemlig av brændsel, fra bjerkeskogen maa antages at indgaa og av Kongen maa være ment at skulle indgaa blandt de vilkaar, paa hvilke pladsene overdroges. Det var jo nemlig en likefrem eksistensbetingelse for de indvaanere, som bosatte sig paa de pladse, som i henhold til resolutionen blev dem overdraget, at der sikredes dem adgang til forsyning navnlig med brændsel. I kongeskjøterne sees der ogsaa at være indtat som gjenstand for overdragelse ret til «brændsel som haves ved pladsen». Herved er vistnok - som det ogsaa synes av et under saken dokumentert utdrag av protokollen for den landmaaler, der hadde at opmaale de utviste bopladse - alene sigtet til den bjerkeskog, som fandtes paa eller nogenlunde i nærheten av den utviste boplads. Men i §4 gives der - som jeg opfatter bestemmelsen - tillike anvisning paa skogen i et videre omfang, nemlig paa hele den til bygden eller bebyggelsen støtende strækning av bjerkeskog. Jeg mener altsaa, at de bosiddende i Alten har en ret til at faa sit behov for brændsel og andet virke av bjerkeskogen tilfredsstillet, men kun saavidt skogen kan taale det uten fare for gjenveksten. Dette sidste ligger, mener jeg, uttalt i §4: det er amtmanden som statens repræsentant, hvem retten til utvisning tilkommer. Og amtmanden lader denne utøve gjennem forstvæsenet, under hvis forvaltning skogen er stillet. De bosittende har ingen adgang til her at øve en bestemmende myndighet, men selve retten til at kræve sit behov for brændsel eller andet virke tilfredsstillet av bjerkeskogen i den utstrækning, hvori det under iagttagelse av forstlige hensyn kan ske - den ret kan staten ikke beta de bosiddende, og det er da heller ikke, saavidt jeg har forstaat det, fra statens myndigheter her gjort gjældende.
Hvad subsumtionen angaar, mener jeg under hensyn til, at lovgivningen - jeg sigter her til bestemmelsen i almenningsloven av 12 oktober 1857 §6 og til bestemmelserne i skogloven av 1863 §56 og §60 - i visse anvendelser har vist en tendens til at likestille statens skoge i Finmarken med statsalmenninger, at det lar sig forsvare at opretholde den hittil befulgte praksis med anvendelse av skogreglerne for Finmarken. Korrektest turde det efter min mening være at subsumere overtrædelse av reglerne under straffebestemmelsen i straffelovens §397. Jeg finder imidlertid, da flertallet har uttalt sig for en motsat opfatning, ingen opfordring til her at indgaa nærmere paa spørsmaalet.
Dom avsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.
Av meddomsrettens dom hitsættes:
I Finmarken har fra den ældste tid og helt til sidste halvdel av det 18 aarhundrede al jord været statens eiendom. Befolkningen - saavel
Side:515
nomadiserende finner som de fastboende - levet, bodde og bygget paa statens grund, og der var ingen privat eieiendomsret til jorden, vandene, skogen osv.
Først ved kgl. resol av 27 mai 1775 kommunicert ved rentekamrets skrivelse av 3 juni s.a. blev privat eiendomsret til jord indført i Finmarken, idet bopladse fra nu av paa visse nærmere betingelser blev tilskjøtet sine brukere til fuld eiendom. Fra denne tid har overdragelsen av statsjord til privat eiendom foregaat til stadighet ned gjennem tiden, gratis indtil lov av 22 1863, senere mot erlæggelse av kjøpesum. Men utenfor de bortskjøttede bopladse og andre solgte grundstykker er staten fremdeles eier til al grund, - saaledes ogsaa til al skoggrund med derpaa staaende og voksende skog, saavel løvskog som naaleskog, væsentlig furu.
Om forholdet mellem befolkningen og de bortsolgte grundstykker paa den ene side og statens usolgte grund med herligheter saasom skog og fiske i vande og elve, indeholder den samme resolution nærmere forskrifter. Og specielt hvad skogen angaar, saa skjelnes der paa den ene side mellem naaleskogen, som uttrykkelig forbeholdtes staten og paa den anden side løvskogen, som bestemmes til visse bygder, som trænger den. Herom heter det i §4: «Hvor birkeskog findes, bestemmes den til visse bygder, som er trængende, dog at disse bygders beboere ikke egenraadig handler med skogen, men hvad de behøver har de betimelig at rekvireie hos amtmanden, som dem det fornødne lader udvise.» I henhold til denne bestemmelse, som fremdeles er gjældende lov, maa bygdernes beboere, - i første række vil dette naturligvis si den bygd, hvor skogen vokser og findes - antages at ha en slags bruksret til statens skog i Finmarken, selvfølgelig med den begrænsning som lovgivningen til enhver tid opstiller. Denne ret, som nærmest maa karakteriseres som en allemandsret, idet der i almindelighet tilstaaes hugst i bjerkeskogen til brændsel til hver enkelt husholdning. Den er knyttet til personerne og er avhængig av, om de som førende egen husholdning har bruk for brændsel, - er saaledes helt forskjellig fra den ret, som i forskjellige bygder søndenfor Finmarken tilligger visse private eiendomme til aavirke i statens almenninger i henhold til N.L. 3-12-6
Det offentlige har altid saavel i lovgivningen som i admininstrationen været opmerksom paa vigtigheten og nødvendigheten av at behandle skogen i Finmarken husholderisk for at sikre befolkningen en stedsevarende bruk av samme. Allerede resolutionen av 1775 optrak grundlinjerne- for skogens benyttelse og ved senere love, særlig ved skogloven 22 juni 1863 og de saakaldte almengjældende regler av 1 august 1891 samt ved et gjennemført offentlig ordnet skogvæsen har staten tilkjendegit, at det er den magtpaaliggende at ha kontrol og tilsyn med bjerkeskogens benyttelse.
Hvad nu Alten angaar har behovet for skogprodukter stadig øket med den tiltagende bebyggelse og befolkning, og da bjerkeskogen utgjør det hovedsageligste brænde, har det længe været fremholdt av statens skogvæsen, at bjerkeskogen i Alten ikke uten forringelse kunde avgi den mængde ved, som krævedes av beboerne, og at skogen derfor stadig gik tilbake.
Skogvæsenet har derfor set sig nødsaget til gang paa gang av hensyn til skogens bevarelse for fremtidig behov at nedsætte det kvantum ved, som hver familie kunde tilvirke i statens skog. Først blev det nedsat til 15 favne, senere til 10 favne og fra 1904 har kvantumet været 7 favne - ca. 14 læs, indtil det efter bestemmelse fra skogdirektionen ved skogforvalterens kundgjørelse av 23 august 1910 blev nedsat til 8 læs (ca. 4 favne) for hver berettiget foruten adgang for de berettigede til uten indskrænkning at ta rotved, saaledes som det ogsaa tidligere hadde været tillatt.
Side:516
Denne kundgjørelse fra skogforvalteren er læst fra kirkebakkan i Alten 27 august 1910 og forøvrig kundgjort ved opslag paa flere steder i bygden. Efter foreliggende oplysninger antar retten, at det tilkjendegivne forbud mot at hugge mer end 8 læs - skulde være gjældende ikke bare for 1910, men indtil videre, og at bekjendtgjørelsen ogsaa har været opfattet saaledes overalt i bygden.
Da gaardbrukerne Peder Paulsen Tangen og Ole Andersen Holten ikke respekterte denne skogvæsenets bestemmelse, men uten hensyn til denne hug, hvad de trængte til brændsel (som tidligere), blev de ved to tiltalebeslutninger av 15 september 1911 fra politimesteren i Vestfinmarken satt under tiltale til fældelse efter skogreglerne av 1 august 1991 jfr. skogl. av 22 juni 1863 og ikrafttr l. §4 I for 1910 og 1911 i statens skog i Altena herred at ha hugget nr. 1 Peder Tangen høsten 1910 ca. 4 favne eller 8 læs bjerkeved og høsten 1911 samme steds ca. 4 læs bjerkeved og nr. 2 Ole Holten høsten 1910 2 favne eller 4 læs bjerkeved og i aaret 1911 4 læs bjerkeved, for begges vedkommende utover det kvantum (8 læs = 4 favne) de ifølge Vestfinmarkens skogforvaltnings bekjendtgjørelse av 23 august 1910 hadde tilladelse til at hugge. - - -
De tiltalte har til sin frifindelse principalt hævdet, at de i henhold til §4 i resol. av 27 mai 1775 og skogl. §50 har ret til uten indskrænkning at aavirke i statens bjerkeskog det fornødne for sit brændsels behov paa gaarden, idet de hævder i denne forbindelse, at der er skog nok i Alten for alle, ogsaa for fremtidig behov.
Retten skal forutskikke den bemerkning, at det man ansees at være paa det rene at 8 læs (ca. 4 favne) bjerkeved ikke paa langt nær er tilstrækkelig til at tilfredsstille de tiltaltes fulde behov for brændsel, selv om der som hittil er nogen adgang til at hjælpe paa med nogen rotved
Retten finder ikke de tiltaltes ovenfor refererte paa stand begrundet. Det synes at ligge i sakens natur, likesom det ogsaa formentlig fremgaar av bestemmelsen i §4 i resol. av 1775 om at husholderere med skogen, at det offentlige efter forholdene og omstændigheterne paa de forskjellige steder maa ha en viss bestemmelsesret baade om mængden av «hvad der behøves» og om indskrænkningerne i forbruket der, hvor skogen viser sig utilstrækkelig. Det kan selvsagt ikke ha været andet ment med bestemmelsen i §4, end at det bare er skogens avkastning og ikke ogsaa dens evne til fornyelse og værdi utover avkastningen, som skal tilstaaes beboerne. Desuten maa skogloven, hvis bestemmelser om statsalmenninger ogsaa maa gjælde statens skog i Finmarken i den utstrækning bestemmelserne kan finde anvendelse her, antages uttrykkelig at hjemle det offentlige som skogens eier ret til i henhold til §50 at indskrænke forbruket, naar skogen findes utilstrækkelig til at yde stedsevarig fuldt behov for de «bruksberettigede». Vistnok er beboerne i Finmarken noget anderledes «bruksberettigede» end andet steds, men de antages dog i det mindste at være m.h.t. skoglovens bestemmelser om statsalmenninger sat paa like fot og behandlet likt med almindelige bruksberettigede i almenninger. §50 i skogloven antar retten derfor ogsaa hjemler skogvæsenet ret til at nedsætte beboernes hugstkvantum, deriblandt de tiltaltes.
Da det er paa det rene, at bjerkeskogene i Alten ikke er stillet under nogen almenningsbestyrelse (om dertil er adgang, er det ufornødent at avgjøre under denne sak), men bestyres direkte av det offentlige skogvæsen paa statens vegne, maa retten anta, at det er skogvæsenet selv, som med endelig virkning avgir skjøn, om hvad skogen kan ansees formuende nok til at yde. Bare hvor der er en almenningsbestyrelse, og hvor denne kræver det, antages
Side:517
det i henhold til §50 sidste led at være plads for noget skjøn av uvillige mænd opnævnt av sorenskriveren.
Den foretagne indskrænkning til 4 favne aarlig er iverksat efter skogdirektørens bestemmelse efter forutgaat sakkyndig undersøkelse av skogens tilstand. Og samtlige skogvæsenets funktionærer: skoginspektøren, skogforvalteren og skogbetjenten har samtlige her i retten som vidner erklært med stor bestemthet, at bjerkeskogene i Alten i sin nuværende tilstand er absolut uformuende til vedvarende at yde fuldt brændsels behov for befolkningen, og at skogen ikke uten skade for dens evne til fremtidig ydelse kfr. 1 vil kunne avgi mere end det nu fastsatte kvantum: 8 læs til hver husholdning.
I henhold til hvad foran er anført findes de tiltalte forpligtet til at respektere den i nævnte bekjendtgjørelse av 23 august 1910 gjorte indskrænkning, men da begge de tiltaltes hugst i 1910 ligger forut for indskrænkningens ikrafttræden: 8 uker efter dens bekjendtgjørelse (skogl. §60) vil indskrænkningen ikke kunne bringes i anvendelse paa 1910 aars hugst; men bare paa den hugst, som er forefat utover bestemmelsen i 1911.
Videre har de tiltalte til sin frifindelse paastaat, at de som eiere av de gaarde, som de nu bor paa, eller visse dele av dem, har en særret til at hente trævirke i statens løvskog for sit fulde brændsels behov paa gaarden i henhold til bestemmelse derom i de oprindelige kongeskjøter.
Det er paa det rene, at staten ved kongeskjøte dat. 9 december 1777, ratificert 27 juni 1778 og tinglyst 17 mai 1779 solgte en boplads, hvis hovedbøl nu heter Østerli, tillike med flere engstykker, deriblandt «Bakholmen» og «et endstykke i Peder Andersens gjærde.« I dette skjøte findes anført som overdraget: «Brændsel som haves ved pladsen.» «Bakholmen» og «engstykket i Peder Andersens gjærde» er senere fraskilt hovedbøllet og eies nu henholdsvis av tiltate nr. 1 Peder Tangen og tiltalte nr. 2 Ole Holten. Endvidere eier Peder Tangen en del av de til Nils Raus ved kongeskjøte av samme datumer som ovenfor nævnt overdragne eiendomme, hvilken del ogsaa er henlagt til hans nuværende gaard Tangen. Ogsaa i dette kongeskjøte heter det som overdraget: «Brændsel som haves ved pladsen.»
Retten kan heller ikke i dette punkt finde de tiltaltes paastand begrundet. At tilhjemle enkelte bopladse en særret vilde stride direkte mot bestemmelsen i §4 i resol. av 1775, som skjøterne netop er utstedt i henhold til.
Retten kan saaledes ikke anta, at det har været skjøteutstedernes mening at tilhjemle pladsen nogen saadan særret. Og da bestemmelsen om brændsel ved pladsen i og for sig selv er temmelig ubestemt kan retten deri ikke se nogensomhelst tvingende grund til at anta noget saa ekstraordinært søm en særret i skogen. Tvertimot ser retten i ordene kun en underretning til bopladsens eier om, at han i henhold til resol. §4 vil faa brændsel i statens skog.
Endelig har de tiltalte paaberaabt sig, at deres formænd paa gaardene likesom de tiltalte selv altid uten indskrænkning har forsynet sig med det fornødne brændsel i statens bjerkeskog, at det herimot først nu er gjort nogen indvending fra det offentliges side, og at de derfor i henhold til hævd og alders tids bruk maa ha erhvervet en uangripelig uindskrænket ret.
Efter de foreliggende oplysninger maa det antas i faktisk henseende at forholde sig saadan som de tiltalte har anført. Men retten maa videre anta, at de tiltalte og deres formænds bruksutovelse er foregaat i henhold til bestemmelsen i §4 i resol. av 1775 og ikke i henhold til nogen selvstændig privat eiendomsret eller enden tinglig ret, i skogen eller nogen tro paa saadan samt at de tiltalte ikke i strid med nævnte resol., som indeholder
Side:518
grundbestemmelsen angaaende statsalmenninger i Finmarken, kan erhverve rettigheter ved hævd eller alders tids bruk, hverken almindelige almenningsrettigheter i henhold til N. L 3-12-6 («almenningsskog maa enhver bruke som bor der, som den tilligger av alders tid saavidt som behøves til hvers brændfang o s. v.») eller særretigheter.