Rt-1914-692

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1914-06-05
Publisert:	Rt-1914-692
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 51/1 B s.a.
Parter:	Kammerherre D. Cappelen (advokat Jens P. Heyerdahl) mot A. J. Hustvedt eller nu hans enke og arvinger (advokat Kristen Johanssen)
Forfatter:	Scheel, Vogt, Heggen, Birkeland, Frisak, Vogt, Reimers
Lovhenvisninger:	Odelsloven (1821) §18, §25, §30

Side:693

Assessor Scheel: Ved dom avsagt av sorenskriveren i Gjerpen den 23 november 1908 er i nærværende sak saaledes kjendt for ret: «Indstevnte kammerherre D. Cappelen bør for citantens A. J. Hustvedts tiltale fri at være. Sakens omkostninger ophæves.» Efterat denne dom av begge parter var paaanket til Bergens overret, blev av denne den 7 november 1910 saaledes kjendt for ret: «Kontraappellanten kammerherre D. Cappelen bør til hovedappellanten A. J. Hustvedts enke og arvinger under en mulkt til Solum herredskasse stor kr. 20,00 for hver dag, han sitter denne dom overhørig, at utstede skjøte paa eiendommen Græsdalen, g.-nr. 69, br.-nr. 2 i Mælum sogn, Solum tinglag, mot betaling av kr. 9.600,00. Forøvrig bør han for hovedappellantens tiltale i denne sak fri at være. Sakens omkostninger ophæves for begge retter.»

Denne dom blev av kammerherre Cappelen paaanket til Høiesteret ved stevning av 26 november 1910, og under 17 august 1911 er der uttat kontrastevning av A. J. Hustvedts enke og arvinger. Senere er ogsaa enken avgaat ved døden. For Høiesteret er av hovedappellanten nedlagt saadan paastand: «Principalt: At sake, avvises. Subsidiært: At kammerherre D. Cappelen frifindes. For begge tilfælde: At kammerherre D. Cappelen hos A. J. Hustvedt eller nu hans enke og arvinger tilkjendes processens omkostninger for alle retter.»

Av kontraappellantskapet er nedlagt saadan paastand: «At hovedappellanten tilpligtes under daglig løpende mulkt at utstede skjøte paa eiendommen Græsdalen, gr.-nr. 69, br.-nr. 2 i Solum til A. J. Hustvedts arvinger, nemlig Th. Jørgen, Halvor og Anna Hustvedt samt Karen Dalene, født Hustvedt. At hovedappellanten tilpligtes at betale disse sakens omkostninger for alle retter. Subsidiært: At hovedappellanten tilpligtes at betale nævnte kontraappellanter erstatning, fordi nævnte eiendom blev dem eller deres arvelader fratat i 1875, med fradrag av kr. 9.600,00, men med tillæg av renter og omkostninger som foran nævnt.»

Med hensyn til sakens gjenstand og nærmere faktiske omstændigheter henviser jeg til de foreliggende dommes præmisser. Der foreligger for Høiesteret endel nye bevisligheter, nærmest sigtende til at tilveiebringe oplysninger med hensyn til paa den ene side firmaet Cappelens indtægter og utgifter ved eiendommen og paa den anden side renteavkastningen av løsningssummen.

Jeg kommer til samme resultat som underretten, om end tildels med en noget avvikende begrundelse.

Jeg er for det første enig med begge de underordnede retter deri, at den fremsatte avvisningspaastand ikke kan tages tilfølge. Den grundes derpaa, at søksmaalet paa grund av bestemmelserne i odelsloven, navnlig dennes §30, skulde være anlagt i odelsprocessens former. Men hvad odelslovens §30 omhandler, er det forhold, at efter stedfunden odelsløsning odelsløseren i de nærmeste tre aar træffer visse dispositioner over eiendommen, mens der her er tale om en disposition, en avtale, som er truffet før odelsløsningen, og hvorefter i virkeligheten ikke odelsmanden,

Side:694

men en uberettiget er den, som foretar løsningen. At retsstillingen for den, fra hvem eiendommen er løst, i disse to tilfælde blir forskjellig, finder jeg ganske klart. Det kan nok være, at odelslovens §30 har tænkt at være et middel ogsaa for tilfælde av den sidstnævnte art paa grund av de vanskeligheter, som kan være forbundet med at føre det nødvendige bevis for forutgaaende avtale. Men det er efter min mening ganske uberettiget at lægge den forstaaelse ind i loven, at den ret, som eieren, helt bortset fra en bestemmelse som odelslovens §30, vilde ha til at reagere mot et begaat retsbrud, skulde betages ham eller formindskes gjennem denne bestemmelse. Det er vistnok saa, at der maatte være adgang til under en løsningssak efter odelslovens §30 ogsaa at gjøre gjældende de følger, som er forbundet med en proformaløsning, om bevis herfor lykkes; men det vilde være uberettiget herfra at slutte, at det kun er under løsningssak i odelsprocessens former, at disse følger kan gjøres gjældende. Hvis søksmaalet paa grund av bestemmelsen i §30 skulde være bundet til odelsprocessens former, maatte eierens ret ogsaa forøvrig være undergit den begrænsning, som her opstilles; men følgen herav kunde bli den helt urimelige, at søksmaalet blev undergit en præskription av 4 maaneder efter tinglysning av skjøte fra odelsløseren, uanset om der paa dette tidspunkt var nogen grund til at formode, at løsningen var skedd i henhold til en proformaordning.

Hvad sakens realitet angaar, har det været gjort gjældende, at Hustvedts ret i ethvert tilfælde maatte være bortfaldt enten ved hævd fra Cappelens side eller ved præskription, idet sak ikke blev reist og endog krav ikke fremsat før efter et tidsrum av næsten 30 aar efter løsningen. Jeg finder det for mit vedkommende ikke nødvendig at gaa ind paa disse spørsmaal, idet jeg antar, at Hustvedts krav paa omgjørelse av den stedfundne odelsløsning av andre grunde maa ansees bortfaldt.

Hvor der er spørsmaal om en ret til at forlange omgjort en retshandel som lidende av en eller anden feil, er det klart, at det er av væsentlig betydning, at dette krav paa omgjørelse fremsættes og kommer under avgjørelse saavidt mulig inden et rimelig tidsrum. Dels vil en virkelig retfærdig omgjørelse, hvorved forholdet saavidt mulig kan bringes tilbake til, hvad det vilde været, om transaktionen ikke hadde foreligget, bli vanskeligere for hvert aar, som gaar, og efter en længere aarrække støte paa næsten uovervindelige vanskeligheter, og dernæst bør klarligen den, som mener sig at ha et krav paa omgjørelse, ikke ha adgang til gjennem en aarrække at vente, idet han lar kravets fremsættelse bero paa, om han efter forandrede konjunkturer vil tjene eller tape paa omgjørelsen.

Og det uheldige i, at spørsmaalet om omgjørelse reises efter en lang aarrækkes forløp, træder sterkt frem i nærværende sak, hvor det gjælder en skogeiendom, som i aarenes løp har været gjenstand for en væsentlig værdistigning, dels paa grund av ændring i konjunkturerne og dels - som man efter det foreliggende maa gaa ut fra - derved, at skogen for den væsentligste del har været spart, saa værdien ogsaa er forøket gjennem den aarlige tilvekst. Det kan i denne henseende oplyses, at eiendommen, som under Kari Haukelis odelssak blev taksert av flertallet til kr. 24.000,00 og av et mindretal til kr. 36.000,00, ved hypotekbanktaksten av oktober 1913 er sat til en værdi av over kr. 70.000,00, hvorav kr. 60.000,00 falder paa den hugbare skog. Det har da ogsaa i teorien været lært, at det ogsaa av den, som vil ha omgjort

Side:695

en transaktion, der paastaaes at skyldes retsbrud, maa forlanges, at han gjør sin ret gjældende inden en rimelig tid, efterat han er blit vidende om det forhold, som begrunder hans ret.

I den foreliggende sak gjøres det gjældende, at det først var efter Bergans prov under Karl Haukelis odelssak, at Hustvedt fik kundskap om, at odelsløsningen i 1875 i virkeligheten var skedd for Cappelen, og at han derefter ikke ventet længere med at gjøre sit krav gjældende, end rimelig var. Der foreligger imidlertid under saken en række vidneprov, som gaar i retning av, at Hustvedt for lang tid tilbake, ja endog under odelssaken i 1875, maatte være vidende om det virkelige forhold. Det er vistnok saa, at de fleste av disse uttalelser ikke gaar direkte ut paa, at Hustvedt kjendte forholdet, men alene paa, at der for lang tid tilbake - enkelte siger i 1870-aarene eller kort efter odelssaken - i egnen blev almindelig talt om, at løsningen i virkeligheten var skedd for Cappelen, idet denne hadde ydet løsningssummen og derhos betalt Gunner Bergan en sum for at laane sit navn. Det er tildels personer, som ved slegtskap eller svogerskap er forbundet med Hustvedt, som har avgit disse uttalelser, og det forekommer mig at være ganske indlysende, at denne tale ogsaa maa være kommet Hustvedt for øre. Der foreligger ogsaa et par vidneuttalelser, som gaar mere direkte ut paa, at Hustvedt har hørt dette og har trodd paa det. Et vidne uttaler saaledes i en av ham vedtat erklæring, at han var tilstede under odelstaksten paa Græsdalen og paahørte, at Hustvedt, da en av takstmændene talte om forlik, sa, idet han saa hen til Bergan: Han kan vist ikke gjøre noget forlik, da han paa forhaand er solgt eller bundet. Med hensyn til formen for uttalelsen uttaler dog vidnet i sit prov, at han nu saa længe efter ikke var sikker paa, at Hustvedts uttalelse i den av vidnet underskrevne erklæring, hvortil han i vidneprovet henholdt sig, var ordret gjengit. Videre har et andet vidne forklart sig om en senere anledning i aaret 1902, da Hustvedt med hensyn til sit forhold under odelssaken i 1870-aarene uttalte, at «der var ikke noget at gjøre; jeg visste jo, at han hadde ordnet sig med Cappelen; han var solgt, han». Nu kan det vistnok siges, at selv om Hustvedt allerede paa et tidlig tidspunkt hadde hørt, hvad der blev sagt om omstændigheterne ved odelssaken, og ogsaa trodde, at det forholdt sig, som det blev sagt, saa hadde han dog ikke sikkerhet for, at han under en proces vilde kunne føre bevis for, at saa var tilfældet, men at han først fik den sikkerhet efter Bergans prov i 1903.

Jeg skal ogsaa indrømme, at jeg har været i nogen tvil om, hvorvidt stillingen tidligere var den, at det kunde forlanges av Hustvedt, at han uten yderligere venting skulde gjøre gjældende kravet paa at faa eiendommen tilbake. Der foreligger imidlertid ingen oplysninger om, hvad Hustvedt har foretat sig for at bringe forholdet paa det rene. Der var vel neppe grund for ham til at anse det helt haabløst at foreta noget i saken, og i betragtning av det meget lange tidsrum, hvorom der her er tale, og de store vanskeligheter, som da en omgjørelse paa et retfærdig grundlag vil støte paa, i hvilken henseende bemerkes den paastand, som Hustvedt under saken har fremsat om nu at faa eiendommen tilbake alene mot betaling av de kr. 9.600,00, hvorfor den i sin tid efter takst blev ham fraløst, finder jeg, at der efter omstændigheterne er grund til at anse kravet paa omgjørelse for bortfaldt. Jeg skal alene tilføie, at det vel ikke er usandsynlig, at det forholder sig saa - som ogsaa av Hustvedts advokat her i retten uttalt

Side:696

-, at grunden til Hustvedts passivitet ialfald for endel var den, at han før den under saken omtalte høiesteretsdom, som er referert i Rt-1903-228, ikke var opmerksom paa, at han hadde nogen anden ret end den, som hjemles ved odelslovens §30. Jeg kan imidlertid ikke finde, at denne retsvildfarelse her kan regnes ham tilgode.

Ved siden av adgangen til at kræve omgjørelse, som saaledes ansees bortfaldt ved Hustvedts passivitet, hadde Hustvedt ogsaa det valg at kræve erstatning for skade, som maatte være ham paaført ved den uberettigede odelsløsning. Men hvad dette krav angaar, er det ikke tvilsomt, at det er av den beskaffenhet, at det er undergit præskription, og det er ogsaa paa det rene mellem parterne, at præskription her er indtraadt, forsaavidt utgangspunktet for præskriptionsfristens beregning tages i den uberettigede odelsløsning i 1875. Derimot har det været gjort gjældende, at der her er spørsmaal om erstatning for et fremdeles vedvarende reststridig forhold, og at der derfor ikke kan være plads for præskription. Men forsaavidt finder jeg ikke at kunne gi kontraappellanten medhold.

Paa grund av den opfatning, jeg har av betydningen av Hustvedts lange uvirksomhet, finder jeg det ikke for mit vedkommende nødvendig at gaa nærmere ind paa det spørsmaal, som er behandlet av de underordnede retter, og som av underretten er løst i Cappelens favør, nemlig, om frifindelse for omgjørelseskravet ogsaa maa være begrundet derved, at under enhver omstændighet omgjørelse paa det i Hustvedts paastand anførte grundlag er utelukket og der efter procedyren savnes adgang til at gi dom paa omgjørelse paa noget andet grundlag.

Jeg antar, at processens omkostninger for alle retter bør ophæves.

Konklusion:

Underrettens dom bør ved magt at stande. Processens omkostninger for overretten og Høiesteret ophæves.

Assessor Vogt: Med hensyn til hovedappellantens avvisningspaastand er jeg enig med førstvoterende. Derimot kommer jeg, forsaavidt angaar sakens realitet, til et andet resultat.

Foreløbig skal jeg bemerke, at jeg ikke kan gi hovedappellanten medhold, forsaavidt han har bygget sin frifindelsespaastand paa hævd og tillike paa præskription. Med hensyn til hævdsspørsmaalet slutter jeg mig til, hvad overretten derom har anført, og kan ogsaa i det væsentlige gjøre det samme for præskriptionsspørsmaalets vedkommende, idet det for mig staar klart, at forældelsesreglerne, saavel de før loven av 1896 som de efter denne gjældende, ikke omfatter et krav som det, kontraappellanten har fremsat paa tilbakeskjøtning til Hustvedt av den omhandlede eiendom. Med hensyn til det uttryk, dette krav har faat i kontraappellantens principale paastand for Høiesteret, maa jeg gaa ut fra, at det er en inkurie, naar denne paastand gaar ut paa, at skjøtning skulde finde sted uten ethvert vederlag.

Naar førstvoterende har fundet at burde gi hovedappellanten medhold i, at Hustvedt har ved sin passivitet forspildt krav paa eiendommens tilbakeførelse til ham, saa skal jeg forsaavidt først bemerke, at saavidt jeg kan se av det dokumenterte og særlig av de underordnede retters domsgrunde, i hvilke Cappelens indsigelser er specifisert, er den heromhandlede indsigelse fra Cappelens side først fremkommet i Høiesteret. Der er imidlertid ikke fra den anden parts side protestert mot, at der tages hensyn til den, og den er saaledes visselig processuelt tilstedelig; men jeg mener, at den nævnte omstændighet bidrar til at belyse, hvor liten

Side:697

vegt der i virkeligheten ogsaa fra Cappelens side har været lagt paa dette forhold. Jeg er fuldt enig med førstvoterende i, at der opstaar vanskeligheter, naar et forhold, der er forstyrret ved uretmæssig indgrep, skal reetableres først efter lang tids forløp. Men jeg mener, at hvor betingelserne for hævd eller præskription ikke er tilstede, kan ikke disse vanskeligheter uten positiv lovhjemmel medføre, at den forurettedes krav paa restitution ansees forspildt.

En anden ting er det, at vanskeligheterne kan føre til, at opgjør av forholdet mellem ydelse og motydelse ikke blir absolut sikkert og paalidelig. Forsaavidt dette rammer den restitutionsberettigede, faar han bære det som et uheld, der efter forholdets natur er uundgaaelig. Rammer det den anden part, har han i virkeligheten intet at beklage sig over, da han ved sit eget uretmæssige forhold har paadrat sig ansvar. Og særlig i et tilfælde som det foreliggende, hvor det er tilstrækkelig oplyst, at Cappelen har lagt skjul paa det sande forhold og derfor selv er skyld i, at den anden part i saa lang tid har været hindret fra at optræde, - faar den skadegjørende selv ta følgerne av, at opgjøret kan bli noget vilkaarlig.

For mig stiller denne sak sig saaledes, at hvis man negter kontraappellanten adgang til restitution, underkjender man et i sig selv rimelig og derhos retsgyldig krav. Det er nemlig min opfatning, at kontraappellanten har retmæssig krav paa restituering eller reetablering av et eiendomsforhold, som er forstyrret ved uretmæssig indgrep fra Cappelens side. Han har krav paa restitutio in integrum.

Vanskeligheten ligger efter min mening alene i: Hvorledes skal man, som stillingen nu er, finde res integra? Jeg mener, at man for her at komme til det rette resultat maa ta som utgangspunkt, hvorledes forholdet vilde ha stillet sig, hvis omgjørelsen eller restitutionen hadde fundet sted umiddelbart, efterat den uretmæssige transaktion var foregaat. Forholdet vilde da simpelthen været det, at Hustvedt hadde faat eiendommen tilbake og Cappelen den av ham betalte løsningssum, kr. 9.600. Jeg finder da, at opgjøret parterne imellem nu maa foretages paa den maate, at Cappelen leverer fra sig den samme faste eiendom i den tilstand, hvori den nu befinder sig, idet dens værdiforøkelse saavel gjennem tilvekst som gjennem prisstigning maa komme Hustvedt tilgode, da den i virkeligheten er at anse som havende været den hele tid i hans eie. Hustvedt maa derhos ha krav paa den nettoavkastning, eiendommen i samme tid har git, dette ogsaa, av den grund, at eiendommen i virkeligheten skulde været hans. Paa den anden side maa Cappelen ha krav paa, at valuta fra den anden side erlægges ikke alene med de kr. 9.600, som i tilfælde skulde været tilbakebetalt i 1875, men med tillæg av den gevinst, som dette beløp kan antages at ville ha forskaffet Cappelen, hvis han paa omhandlede tid hadde faat sig beløpet utbetalt. Her er da efter min mening ikke tale om nogen ny værdsættelse av eiendommen, likesaalitt som her opstaar spørsmaal om uretmæssig berikelse for nogen av parterne. En saadan mener jeg derimot lettelig vilde kunne være en følge av overrettens avgjørelse, hvorved vilkaarlig er ækvivalert de fordele, som hver av parterne har opnaadd, den ene ved at sitte med eiendommen, den anden ved at nyttiggjøre sig løsningssummen. Da Høiesteret ikke har materiale til paa det her angivne grundlag at foreta opgjør, mener jeg, at dette som i lignende tilfælde maatte henvises til skjøn av uvillige mænd. Jeg skal imidlertid ikke forme nogen konklusion, da jeg efter raadslagningen vet at være i minoritet.

Side:698

Jeg skal imidlertid tilføie, at jeg ikke kan finde, at et utslag som det, jeg finder at være det rette, kan siges at være avskaaret ved paastandene og procedyren. Hvad kontraappellanten, saavidt man kan se av det, der er dokumentert, bestemt har motsat sig, er, at hans ret til at gjenløse gaarden skulde være avhængig av, at han betalte den efter takst over dens nuværende værdi. Som det vil fremgaa av mit foran anførte, mener jeg, at om nogen saadan takst blir ikke spørsmaal. Kontraappellantens advokat for Høiesteret har bestemt fremholdt, at hans part ikke, som fra den anden side paastaat, har gjort gjældende, at denne sak kun kunde faa et av to utfald, enten løsning mot betaling av kr. 9.600 eller Cappelens frifindelse, og jeg kan ikke se, at det er godtgjort, at kontraappellantens advokat her har uret.

Til hvad jeg ovenfor har bemerket angaaende virkningen av Hustvedts saakaldte passivitet, vil jeg yderligere tillægge: Om man opstiller den lære, at den, der er blit besveget gjennem en transaktion, vil utsætte sig for at betragtes, som om han med hensyn til kontraktens omgjørelse har renoncert paa sin ret, hvis han lar en lang tid hengaa uten at foreta noget skridt for at paatale uretten, saa kan ialfald den tid, hvorom her kan være spørsmaal, ikke regnes førend fra det tidspunkt, da han - som det uttales i §18 i Hallager-Aubert Obligationsrettens almindelige del - er blit vidende om bedrageriet. Det gjælder da her at komme paa det rene med, naar Hustvedt kan ansees overbevist om at ha faat saadan kundskap, og jeg mener da, at der intet foreligger, som motbeviser hans egen angivelse av, at denne kundskap først erhvervedes gjennem Gunner Bergans vidneforklaring i Karl Haukelis odelssak. Denne Hustvedts angivelse bestyrkes i høi grad ved en for Høiesteret foreliggende ny oplysning, nemlig ved en vidneforklaring, der under 18 december 1912 er ved Gjerpens underret avgit av Hans Hansen Haukeli. Dette vidne, der er bror saavel av Gunner Bergan som av Karl Haukeli og søskendebarn av Hustvedt, forklarer, at han først, da skjøtet til Cappelen blev tinglyst - og det var den 26 oktober 1900 -, fik erfaring om, at Græsdalen i virkeligheten var av broren Gunner indløst for Cappelen, som derfor betalte Gunner en godtgjørelse. Vidnet forklarer videre, at dette forhold var holdt saa hemmelig, at hverken vidnet eller hans søskende eller nogen anden kjendte dertil før det omhandlede skjøtes tinglysning. Vidnet hadde gjentagne gange talt med Hustvedt om Græsdalen, og vidnet forstod Hustvedt derhen, at han intet kjendskap hadde til, at Gunner Bergan hadde indløst gaarden for Cappelen. Vidnet antok ogsaa, at endel snak om dette forhold var uten al grund, idet han bestemt gik ut fra, at han som Gunner Bergans bror maatte ha kjendskap dertil. Naar vidnet blev spurt om forholdet, uttalte han sig ogsaa med bestemthet derhen, at Cappelen ingen anden ret hadde til Græsdalen end som panthaver. Naar det særlig er paaberopt, at Hustvedt under odelssaken i 1875 skulde ha uttalt sig derhen, at han hadde kjendskap til det virkelige forhold, saa maa det bemerkes, at den forklaring, som her sigtes til, viser, at Hustvedt meget nødig gav gaarden fra sig, hvorfor der ogsaa var tale om forlik ved odelsløsningen. Men hadde nu Hustvedt ment eller tænkt at kunne oplyse, at den virkelige løser var Cappelen, saa hadde han jo hat den sterkeste opfordring til at motsætte sig dette søksmaal. Det sees derimot, at han bøiet sig for samme. Og naar det gjælder fortapelse av en uomtvistelig ret, bygget paa, at man har forsømt i rette tid at gjøre denne ret gjældende, saa kan dog saadan forsømmelse ikke begrundes alene derved, at rettighetshaveren har hat en

Side:699

større eller mindre grund til mistanke. Paa en saadan kan man jo ikke bygge noget søksmaal, og at gaa igang med et saadant uten at kunne sikre sig beviserne for dets berettigelse vil jo lettelig fremkalde en avgjørelse, der staar iveien for rettens forfølgelse paa et senere tidspunkt, da forholdet maatte kunne bedre oplyses.

Efter min opfatning av saken har kontraappellanten krav paa omkostninger ved alle retter. Men jeg skal som tidligere anført i det hele ikke forme nogen konklusion.

Ekstraordinær assessor Heggen: Jeg kommer til samme resultat som overretten og kan i det store og hele henholde mig til dens begrundelse, likesom jeg ogsaa i væsentlige dele slutter mig til, hvad der er anført av hr. assessor Vogt.

Med hensyn til, hvordan forholdet nu skal opgjøres, bemerkes, at S. D. Cappelen ikke kunde betragtes som godtroende besidder av vedkommende eiendom. Heller ikke hans søn, appellanten, kan bli at betragte som saadan, da han har overtat arv og gjæld efter faren og desuten var bekjendt med, hvordan retshandelen var kommet istand. Men en besidder, der ikke kan betragtes som godtroende, har hverken ret til gjenstandens frugter eller til dens værdiforøkelse. Heller ikke kan han ha nogen ret til renter av den av ham utlagte kjøpesum. Saadanne gives efter norsk ret kun efter avtale eller naar det uttrykkelig er bestemt i loven. Cappelen vilde efter min mening foruten kjøpesummen kun ha ret til at faa sig godtgjort de av ham gjorte fornuftige utlæg paa eiendommen og intet andet. Men ogsaa herom maatte han da ha nedlagt formel paastand. Hvis han ikke det gjør, kan det ikke være motpartens sak at hjælpe ham. Denne samme betragtning gjør sig forøvrig ogsaa gjældende, forsaavidt man skulde anta, at appellanten hadde rimelig krav f.eks. paa renter av kjøpesummen eller paa godtgjørelse for værdistigning. Det resultat, hvortil jeg kommer, kan hverken skjønnes at være uretfærdig eller ubillig. Naar man sitter med et gode, der er erhvervet ved en retsstridig handling, kan man ikke klage over at besidde den i usikkerhet. Man faar vente med at føle sig tryg, indtil man hjælpes av præskriptions- eller hævdsinstitutionen.

Jeg skal ikke forme nogen konklusion, da jeg vet, at jeg er i minoritet.

Assessor Birkeland: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Ekstraordinær assessor Frisak: Jeg er med førstvoterende enig i, at paastanden om sakens avvisning ikke tages tilfølge, og kan i det væsentlige tiltræde førstvoterendes begrundelse i denne post.

Som førstvoterende behøver jeg fra mit standpunkt ikke at uttale mig om spørsmaalene hævd og præskription.

Jeg anser det meget tvilsomt, om ikke Hustvedt maa ansees at ha forspildt sin ret til at gjøre krav paa overdragelse av eiendommen gjældende ved at la hengaa saa lang tid som fra 1875 til 1905 uten at gjøre noget krav likeoverfor firmaet S. D. Cappelen eller dets nuværende indehaver, D. Cappelen, idet jeg finder, at meget taler for rigtigheten av de betragtninger, som førstvoterende i saa henseende har gjort gjældende; men jeg er - delvis paa grund av de betragtninger, som andenvoterende har fremholdt - som sagt i tvil om, hvorledes jeg skal stille mig til dette spørsmaal, og finder det ikke nødvendig for mig at træffe nogen avgjørelse om dette, idet jeg paa andet grundlag kommer til det resultat, at kontraappellantens paastand om tilskjøtning av eiendommen ikke kan tages tilfølge.

Side:700

Jeg er nemlig eig med underretten i, at eiendommen ikke kan fordres tilskjøtet av Cappelen mot tilbakelevering av de i 1875 betalte kr 9.600,00. Angaaende eiendommens nuværende værdi og om Cappelens indtægter av og utgifter i anledning av den omprocederte eiendom, Græsdalen, foreligger en række nye oplysninger for Høiesteret. Som av førstvoterende berørt er eiendommen ved en hypotekbanktakst den 15 oktober 1913 værdsat til kr. 70.824,00. Efter beregning over de av eiendommen betalte herredsskatter fra 1875 til 1913-1914 foretat paa grundlag av opgave over den samlede skyld av Cappelens eiendomme i Solum, skal herredsskatten, som er faldt paa Græsdalen, tilsammen ha utgjort kr. 5.44,48, Det er fra hovedappellantens side erkjendt, at dette ikke nøiagtig stemmer med, hvad Cappelen virkelig har betalt, men det gir dog en tilnærmelsesvis rigtig forestilling om summens størrelse. Endvidere har matrikulskatten ifølge en foreliggende attest fra amtskassereren i Bratsberg for aarene 1885-1913 for eiendommen utgjort tilsammen kr. 410,00. Hertil kommer matrikulskatter før 1885 samt udgifter ved tilsyn med eiendommen, til plantning, oprenskning osv. Som indtægter har Cappelen oppebaaret ifølge en beediget opgave paa grundlag av vidnesbyrd om en i 1899 og 1900 foretat hugst av 140 tylvter tømmer kr. 2.868,60 og ifølge en likeledes beediget erklæring forskjellige smaaindtægter tilsammen kr. 104,45. Efter foreliggende oplysninger har den hugst, som forøvrig har været foretat paa eiendommen fra lid til anden, været av mindre betydning. Jeg maa efter de nu for Høiesteret foreliggende oplysninger gaa ut fra, at Cappelen har vernet og fredet om skogen, og at dennes værd derved i løpet av den lange tid, som er hengaat siden 1875, sukcessive er blit flerdoblet. Dette bestyrkes ogsaa ved 3dje og 4de vidnes prov under et tingsvidne i Skien den 21 november 1913, hvorefter «skogbestanden hovedsagelig bestaar av større dimensioner». «Forskjellen paa skogens værdi nu og i syttiaarene, da den kom i hr. S. D. Cappelens besiddelse, er selvfølgelig meget betydelig, og eiendommens store stigning i værdi er ikke alene en følge av nuværende høiere trælastpriser, men særlig derav, at skogen gjennem alla disse aar er fredet for hugst, hvilket skogens utseende absolut tyder paa», naar undtages det areal, hvor der blev hugget i 1899- 1900 ca. 140 tylvter, hvilket areal efter vidnernes maaling utgjør ca. 1/22 av skogens samlede areal. Videre bemerkes, at ifølge en for overretten citert skrivelse fra D. Cappelen «kan det areal, der er hugget i Græsdalen i 1899 og 1900 og ved andre hugster temmelig nøiagtig ansættes til 1/10 av hele den omprocederte Græsdalsskog». Naar det nu gjælder saa betydelige værdier, som hypotekbanktaksten tyder paa, og naar Cappelen gjennem en række av aar har spart den aldeles overveiende del av skogen - antagelig 9/10 av denne - samt ved tilsyn og fornuftig behandling av skogen har flerdoblet dens værdi, vilde det nu at tilstaa Hustvedts arvinger gaarden for kun kr. 9.600,00 medføre en meget betydelig berikelse for disse og et stort tap for Cappelen. Foruten at lede til et høist uretfærdig resultat anser jeg heller ikke dette retslig begrundet. Hustvedt skal ingen berikelse ha, men gjenindsættes i eiendommen Græsdalen paa grund av det retsbrud, som i sin tid blev gjort av S. D. Cappelen, og hvorved Hustvedt blev berøvet eiendommen. Det maa forutsættes, at Hustvedt fik i 1875 fuld erstatning for Græsdalen ifølge den da satte odelstakst, og uttalelser fra Hustvedt til det av førstvoterende nævnte vidne i 1902 tyder paa, at

Side:701

han, da odelsløsningen fandt sted, ikke hadde noget at utsætte paa taksten, men fandt den akceptabel.

Jeg kan efter det anførte ikke ta tilfølge Hustvedts arvingers paastand om at tilkjendes eiendommen for kr. 9.600,00, og jeg mener i motsætning til andenvoterende, at der ikke er adgang til at gaa en saadan mellemvei som av ham antydet. Den konklusion, som han har antydet, ligger ganske utenfor de paastande, som er nedlagt gjennem alle retter, og den ligger ogsaa utenfor Hustvedts og hans arvingers procedyre ved disse retter. Paastanden har den hele tid gaat ut paa, at eiendommen skulde tilskjøtes Hustvedt eller senere hans arvinger for kr. 9.600,00. Saa var den formulert for underret og overret, og jeg er enig med andenvoterende i, at efter indstevntes procedyre her for Høiesteret maa det bero paa en inkurie, at den ikke er formet likedan i den endelig formulerte paastand, som indstevntes advokat har fremlagt her. Det vilde visselig være meget vanskelig uten nogen veiledning i formulert paastand eller procedyre nu i Høiesteret at formulere en konklusion i overensstemmelse med andenvoterendes antydning og derefter at avgi et rigtig og utvetydig skjøn paa grundlag av en saadan konklusion. Jeg anser andenvoterendes resultat saa meget mere processuelt utelukket, som appellanten ved underretten uttrykkelig har uttalt, at faar citanten - det vil nu sige kontraappellanten - ikke eiendommen for dens værdi i begyndelsen av 1870-aarene, vil han ikke ha den. Det er oplyst, at denne uttalelse ikke er motsagt, likesom de foregaaende retter heller ikke har behandlet andre alternativer end enten indløsning mot kr. 9.600,00 eller indløsning mot ny takst.

Idet jeg saaledes kommer til det resultat ikke at ta kontraappellantens paastand tilfølge, blir Cappelen forsaavidt at frifinde.

Angaaende den subsidiære paastand om erstatning er jeg enig med førstvoterende.

Jeg kommer saaledes til samme resultat som førstvoterende og stemmer for den av ham foreslaaede konklusion.

Ekstraordinær assessor, lagmand Vogt: Jeg kommer til samme resultat som førstvoterende og kan ogsaa i det væsentlige tiltræde hans begrundelse. Samtidig mener jeg derhos med hr assessor Frisak, at der efter procedyren ikke er adgang til en dom som den av hr. assessor Vogt antydede, og at et utslag som det av overretten og hr. assessor Heggen givne, hvorefter Hustvedt, der siden 1875 har sittet med de kr. 9.600,00 og nydt godt av dem og disses renter, nu ved tilbakeleverelse av dette beløp uten renter uten videre skulde faa eiendommen igjen, hverken er retslig begrundet eller i sig selv retfærdig, idet det i virkeligheten ikke vilde være en restitution av forholdet, men en likefrem og ganske ubeføiet berikelse for Hustvedt.

Assessor Reimers: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Dom blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Av underrettens dom hitsættes:

Ved tvangsauktion 26 juni 1871 blev eiendommen Haakelien i Mælum solgt til sakfører Rolsted pr. kommission. Budet blev overdrat Karen Marie Isaaksdatter Hvalen, som fik skjøte samme aar. en parcel av eiendommen Græsdalen blev 3 oktober 1871 særskilt skyldsat. Den har en skyld av 3 mark 41 øre og er g.-nr. 69, b.-nr. 2. Denne eiendom, som nærværende sak angaar, blev derefter ved skjøte av 31 oktober, tinglyst 1 november, 1871

Side:702

overdrat til S. D. Cappelen. Eiendommen blev imidlertid nogen tid efter av citanten i nærværende sak Anders Jørgensen Hustvedt fratat Cappelen paa odel. Imidlertid optraadte en bedre odelsberettiget Gunder Hansen Bergan (Haukelien) og anla odelssøksmaal mot Anders Jørgensen Hustvedt. Odelssaken behandledes i retten 1 oktober 1875, og Hustvedt erklærte sig villig til at motta takstsummen 2.400 spd. (kr. 9.600), som blev ham overlevert, hvorefter han utstedte skjøte, og saken avsluttedes med en fravikelsesdom efter odelslovens §25.

Efter hvad der er oplyst og maa ansees paa det rene, var Gunder Bergan her straamand for S. D. Cappelen, som hadde betalt ham 500 spd. for at iverksætte odelssøksmaal. Der blev i den anledning truffet endel til sikrelse av S. D. Cappelens ret sigtende avtaler mellem Gunder Bergan og Cappelen og utstedt en pantobligation. Retten finder det ikke av betydning for saken at gaa nærmere ind paa disse vilkaar. Den 16 september 1879 blev skjøte utstedt fra Gunder Hansen Bergan til S. D. Cappelen, men blev foreløbig ikke tinglyst. S. D. Cappelen avgik ved døden i 1881, og hans enke blev sittende i uskifte, indtil sønnen kammerherre D. Cappelen, indstevnte, overtok samtlige eiendomme i henhold til testamente fra 1 januar 1885. Der indtraadte imidlertid ingen forandring med hensyn til Græsdalen før 9 oktober 1900, da indstevnte lot det i 1879 utstedte skjøte tinglyse. Efterat dette var tinglyst, blev der anlagt odelsløsningssak av Karl Haukeli, en yngre bror av Gunder Bergan, mot Cappelen vedkommende Græsdalen. Dette paadømtes av nærværende ret 18 februar 1904 med det utfald, at Cappelen blev tilpligtet at fravike eiendommen mot løsningssummen efter takst kr. 24.000. Imidlertid undlot Karl Haukeli til lovens første faredag at løse, hvorved hans ret bortfaldt.

A. J. Hustvedt har derefter ved forliksklage av 3 januar 1905 paategnet og forkyndt 5 s.m. og stevning av 18 februar 1905 anlagt nærværende sak, hvor under han paastaar indstevnte, D. Cappelen, tilpligtet under løpende mulkt at tilskjøte ham Græsdalen mot betaling av kr. 9.600. Likesaa paastaar han ved siden av eiendommens tilbakelevering erstatning for avsavn. Subsidiært paastaar citanten erstatning for tap og skade paaført ved, at eiendommen i 1875 retsstridig berøvedes ham. - - -

Sit krav motiverer citanten derved, at det er paa det rene, at odelssøksmaalet i 1875 var det rene proformaverk, for hvilket indstevntes far og indstevnte selv som hans arvtager og som den, der senere har fortsat og benyttet sig av dette proformaverk, er ansvarlig. Dette ansvar maa, mener citanten, medføre restitutionspligt av den forstyrrede retstilstand og derhos erstatningspligt. Han paaberoper sig særlig den retsopfatning, som er gjort gjældende av Høiesteret i et nogenlunde lignende tilfælde i dom i Rt-1903-228.

Indstevntes indsigelser er for det første, at et søksmaal av denne beskaffenhet maatte gjøres gjældende i odelsprocessens former og inden 4 maaneder efter tinglysningen av skjøtet. Videre paastaar indstevnte at ha vundet hævd paa eiendommen. Endelig paastaar indstevnte, at løsningen i ethvert fald ikke kan foregaa paa grundlag av den i 1875 betalte kjøpesum kr. 9.600, men maatte ske paa grundlag av en ved takst bestemt værdiansættelse av eiendommen i nuværende tilstand. Overfor erstatningspaastanden hævder indstevnte at tap ikke er lidt, og at det i ethvert tilfælde er præskribert.

Retten skal nedenfor enkeltvis behandle disse indsigelser. - - -

Den første indsigelse, at citanten her, om han ønsket at opnaa noget, hadde at benytte odelsløsningens former, begrundes av indstevnte ved henvendelse til Brandts og Motzfedts Odelsret, hvor den her forfegtede

Side:703

mening menes at være fremholdt. Ifølge Brandts Tingsret §72 var regelen tidligere, at odelsmanden hadde at gjøre ed paa, at han løste for sig selv. I dets sted forbyr nu odelslovens §30 den odelsmand, som har indløst et gods, i 3 aar efter løsningen at overdra godset paa nogensomhelst maate. - Citanten har herimot, foruten at fremholde det urimelige i, at man for at komme saadanne proformatransaktioner tillivs skulde behøve at, foranstalte odelsløsning, særlig fremhævet, at den motsatte retsopfatning av den indstevnte gjør gjældende, er kommet tilorde i høiesteretsdom av 7 februar 1903 (Rt-1903-228), hvor førstvoterende uttaler: «Proforma arrangements av denne art vilde ha kunnet omstøtes uten hensyn til, om odelsloven hadde indeholdt en bestemmelse som dens §30». Denne bemerkning har ikke foranlediget nogen uttalelse fra de andre voterendes side. - Indstevnte har paa sin side søkt at paavise, at der paa grund av specielle omstændigheter ikke kan lægges nogen særlig vegt paa denne uttalelse, hvis rigtighet han bestrider, idet han særlig mener, at naar det ikke er forbudt odelsløseren at sælge gaarden dagen efter, at han har løst den, saa bør han heller ikke kunne angripes ad anden vei end lovens §30, om han paa forhaand har bestemt sig til at sælge den.

Retten finder imidlertid at maatte slutte sig til den av citanten fremholdte opfatning, at man ikke her behøver at skride til odelsløsning, efter lovens §30. - - -

Den 10 april 1886 sees indstevnte at ha indgit en klage til ligningskommissionen, hvorunder han bl.a. uttrykkelig angir sig som eier av Græsdalen. Denne blev 23 juli s.a. behandlet av en overskattekommission, hvori tilfældet vilde, at citanten blev formand, og denne befarte eiendommen. - - -

Angaaende det tredje punkt, hvorvidt eiendommen kan fordres tilbake i den stand, den nu er, mot tilbakelevering av de i 1875 betalte kr. 9.600, skal bemerkes: Det synes at være paa det rene, at eiendommen nu er betydelig mere værd end i 1875. - - - Citanten begrunder sit krav paa, at eiendommen skal overleveres mot tilbakebetaling av den i 1875 betalte løsningssum uten renter, derpaa, at indstevnte har uretmæssig sittet inde med hans eiendom og faar finde sig i at gi denne fra sig uten hensyn til, om den paa tilbakeleveringstiden er mere værd. Hvad renterne angaar, paastaar citanten, at indstevnte ved hugst i skogen har hat en fordel av denne, som svarer til de renter, der imidlertid er paaløpet av de kr. 9.600.

Hvad det første punkt angaar, finder retten, at det ikke kan siges, at indstevnte i den tid, som er hengaat, har sittet inde med en citanten tilhørende eiendom. Eiendomsretten blev ved en fra formens side gyldig transaktion overført til indstevntes far i 1875, likesaavel som at eiendomsretten til de kr. 9.600 overførtes til citanten. En anden sak er det, at den stedfundne retskrænkelse berettiger citanten til at kræve eiendomsretten tilbakeført ved en omstøtelse av den stedfundne transaktion. Men nogen saadan tllbakegivelsespligt eksisterer ikke, før citanten saa forlanger. Og naar den forlanges, kan dette alene være paa basis av en ordning, som sikrer citanten fuld skadesløsholdelse, hvorimot han ikke har krav paa at berike sig ved en saadan tilbakeføring. Om citanten i sin tid har utstedt sit skjøte under odelslovens tvang, skjønnes det ikke, at han har krav paa en mere begunstiget stilling end den, der i et privat kontraktsforhold er franarret sin eiendom ved svik eller vildfarelse. Og at regelen i saadanne tilfælde er fuld skadesløsholdelse, men ingen berikelse, tør ikke være tvilsomt.

Man maa erindre, at om citanten hadde ønsket at utnytte skogkonjunkturerne, hadde dette staat ham frit for ved at anbringe de kr. 9.600 i skog hvad der selvfølgelig hadde været fald anledning til.

Side:704

Hvad angaar skogens avkastning paa den ene side, og hvorvidt denne svarer til renterne av de kr. 9.600 paa den anden side, foreligger der ikke tilstrækkelig materiale til at bedømme, hvorvidt dette forholder sig, som citanten paastaar, at der er hugget for et beløp svarende til renteavkastningen, eller som indstevnte paastaar, at skogen har været spart, og at dette er medvirkende grund til værdistigningen. Efter de tal, som foreligger, kr. 9.600 i 1875 mot nu kr. 24.000 eller maaske mere, synes det ialfald at være overveiende sandsynlighet for, at en saa stor stigning ikke utelukkende kan tilskrives konjunkturerne, og at derfor en del maa skrive sig fra tilvekst.

Retten antar det imidlertid efter sakens natur at være ganske umulig ved beregninger eller regnskaper at konstatere saadant. Den eneste maate, hvorpaa det kan opnaaes, at eiendommen føres tilbake saaledes, at citanten blir skadesløsholdt, men uten at faa nogen ugrundet berikelse, er ved at eiendommen takseres i sin nuværende stand og betales derefter. Hvad der foregik i 1875, var eiendommens overførelse mot dens fulde værdi i penge, og naar denne transaktion skal omgjøres, maa det samme ske nu, nemlig at den tilbakeføres i den stand, den nu er, mot dens værdi i penge saaledes, som denne nu er. Da citanten ikke har villet dette, maa indstevnte derfor bli at frifinde.

Heller ikke kan citantens paastand om erstatning tages tilfølge. Dels er det efter det ovenanførte ikke sandsynlig, at tap her er lidt, og dels og især maa indstevntes paastand om, at saadant erstatningskrav er præskribert, gives medhold. - - -

Retten antar, at grunden til, at intet er gjort før fra citantens side, er den, at saavel han som andre har staat i den opfatning, at denne slags proformaverk alene kunde rammes efter odelslovens §30, naar skjøte var tinglyst, og at det først er efter høiesteretsdommen i 1903, at man er blit opmerksom paa, at denne retsopfatning ikke var rigtig. Men dette kan ikke stanse præskriptionens løp eller iøvrig komme citanten til fordel. - - -

Av overrettens dom hitsættes.

- - - Hustvedts enke har indanket denne dom for overretten, hvor hun har nedlagt saadan paastand: Principalt: at den underkjendes, og at indstevnte - kammerherre D. Cappelen - tilpligtes under en daglig løpende mulkt av passende størrelse at utstede skjøte paa eiendommen Græsdalen g.-nr. 69, br.-nr. 2 i Mælum, Solum tinglag, til A. I. Hustvedt eller nu dennes enke og arvinger mot betaling av kr. 9.600,00 samt at betale erstatning for tap paaført dem ved eiendommens avsavn. - - - Subsidiært: at indstevnte tilpligtes at betale A. I. Hustvedt eller nu dennes enke og arvinger efter skjøn erstatning for alt det tap og skade, der er paaført Hustvedt ved, at samme eiendom Græsdalen retsstridig berøvedes ham i 1875, med renter av erstatningsbeløpet, i hvilket blir at fradrage løsningsbeløpet i 1875 kr. 9.600,00. - - -

Er søksmaalet, forsaavidt angaar eiendommens tilbakeskjøtning, ikke bundet til nogen frist efter odelslovens §30, blir det likegyldig, om Hustvedt har kjendt forholdet tidligere eller først fra den tid (12 august 1903), da Gunder Bergan avlagde vidneprov i odelssaken av 1902. Hustvedt paastaar først at være blit bekjendt med det sande forhold gjennem dette prov eller utover sommeren 1904, og det er vel forklarlig, at han liketil da vel har kunnet nære mistanke, men ikke har følt sig sikker og i besiddelse av beviser til at hævde sin ret.

Side:705

Om nogen præskription av hovedappellantens krav paa tilbakeskjøtning er der ikke tale, da det her gjælder en tinglig ret, ikke en obligatorisk fordring. (Auberts Obligationsret alm. del, eide 296, Hallagers Obligationsret 1ste del, side 167, Ingstad Lov om forældelse av fordringer, side 8 og 13).

Indstevnte paastaar imidlertid at ha vundet hævd paa eiendommen ved at ha hat den i sin besiddelse i 20 aar fra 1 januar 1885, da han overtok farens eiendomme, til 5 januar 1905, da klagen i nærværende sak blev berammet. - - - Hovedappellanten har bestridt, at besiddelsen har været hos indstevnte, og hævder, at Gunder Bergan har utøvet den, men dette kan ikke antages. - - - Større og avgjørende vegt maa derimot tillægges hovedappellantens indsigelse mot hævd paa grundlag av ond tro hos kontraappellanten. Denne har erkjendt at ha været bekjendt med den i 1875 trufne ordning, og litet tvilsomt er det vistnok, at han av den grund har latt skjøtet av 1879 ligge til 1900 utinglyst. Han anfører dog herom, at han først i 90-aarene blev opmerksom paa, at det ikke var tinglyst. Men var kontraappellanten bekjendt med, hvorledes hans far var kommet i besiddelse av eiendommen, kan han formentlig ikke vinde hævd eller ved saadan bringe sin hjemmel i lovlig orden.

Hovedappellantens paastand om, at kontraappellanten tilpligtes at tilbakeskjøte eiendommen, maa derfor tages tilfølge, men spørsmaalet blir dernæst, om kontraappellanten kun skal erholde de i 1875 betalte kr. 9.600 tilbake, eller om han skal faa eiendommen betalt efter takst, som nu efter taksten i odelssaken av 1902 maa antages at bli meget høiere; hovedappellanten vil ikke ta den tilbake efter saadan takst. Det forekommer retten rimelig og retfærdig, at eiendommen tilbakeleveres for den pris hvorfor den engang blev avstaat, eller kr. 9.600. Det er vistnok saa, at saken ikke bør gi nogen av parterne anledning til berikelse, men skal nogen av dem nyte sin fulde ret, maa det være hovedappellanten. Hvorledes fordelen av transaktionen i 1875 har stillet sig for parterne, er ikke nærmere oplyst. Hustvedt har hat de kr. 9.600 staaende i sparebank og indvundet sedvanlige renter i saadan; kontraappellanten har hugget til salg og ellers hat mindre indtægter av eiendommen. Nogen opgave foreligger ikke fra nogen av siderne, og der synes ikke at være anden utvei end at la fordelen paa den ene side gaa like op mot fordelen paa den anden. Men gjør man det, blir berikelsen paa kontraappellantens side, hvis han nu skal ha mere end kr. 9.600. Erindrer man videre, at den Cappelenske besiddelse av eiendommen den hele tid har været uberettiget og bygget paa retsstridig fordølgelse av sandheten, synes der ikke at kunne reises nogen berettiget indvending mot, at den forøkelse i værdi, eiendommen har vundet ved konjunkturerne eller tilvekst av skogen, bør tilfalde hovedappellanten. Det antages derfor, at han bør betale kr. 9.600 og ikke mere. - - -

Der er ikke ført noget bevis, end ikke sandsynlighetsbevis for, at han lider noget tap, naar han efter at ha oppebaaret renter av løsningssummen siden 1875 nu, faar eiendommen for samme beløp. Om nogen erstatning kan der saaledes ikke være tale. - - -