Rt-1914-871
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1914-07-28 |
| Publisert: | Rt-1914-871 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 104/1 s.a. |
| Parter: | «The British Crown Assurance Corporation ltd. Glasgow &; London» (advokat Hauge) mot Forsvarsdepartementet paa den norske stats vegne (regjeringsadvokat Lous) ob kaptein Carl Gulbranson (advokat Steffens). |
| Forfatter: | Heggen, Mejdell, Fürst, Skattebøl, Hambro, Vogt, justitiarius Thinn |
| Lovhenvisninger: | LOV-1893-07-14-§2 |
Ved dom avsagt av Kristiania byret den 15 juni 1912 blev saaledes kjendt for ret: «Forsvarsdepartementet og kaptein Carl Hagbarth Gulbranson bør for den av The British Crown Assurance Corporation
Side:872
ltd. i denne sak reiste tiltale fri at være. Sakens omkostninger ophæves.»
Saken er indbragt for Høiesteret av The British Crown Assurance Corporation ltd, der har nedlagt saadan paastand: «At byrettens dom underkjendes. At Forsvarsdepartementet og kaptein Gulbranson, begge in solidum eller den ene av dem, tilpligtes at betale appellantskapet kr. 3.300,00 med 4 pct. rente derav fra 9 februar 1911 indtil betaling sker. At appellantskapet tilkjendes sakens omkostninger for byretten og Høiesteret.»
Kaptein Gulbranson har nedlagt paastand om byretsdommens stadfæstelse og om tilkjendelse av saksomkostninger for Høiesteret. Forsvarsdepartementet har likeledes nedlagt paastand om byretsdommens stadfæstelse samt derhos paastaat appellantskapet tilpligtet at betale salær til regjeringsadvokaten overensstemmende med sportellovens §167.
Saken foreligger i samme skikkelse for Høiesteret som for byretten. Med hensyn til dens sammenhæng og nærmere omstændigheter henvises til den paaankede doms præmisser.
Høiesteret kommer til samme resultat som byretten og henviser til byrettens førstvoterendes begrundelse, som i det væsentlige tiltrædes. Processens omkostninger for Høiesteret findes at burde ophæves.
To av de voterende, assessorerne Heggen og Vogt, voterer for tilfølgetagelse av appellantens erstatningspaastand. Uanset om her foreligger braatebrænding i lovens forstand, og at saaledes §2 i lov av 14 juli 1893 likefrem er overtraadt, finder vi, at der ved den foretagne brænding er utvist uforsigtighet. I saa henseende maa hensyn tages til den store risiko, der altid er forbundet med i nærheten av skog at optænde ild i den tørre aarstid. Herom har ogsaa lovgivningen git skarpe varsko. Særlig vegt lægger vi paa, at der, uagtet ilden ikke var helt slukket den 11 juni om aftenen, ikke blev holdt stadig vakt paa brandstedet, trods gnister let vil kunne sprede sig, saalænge det ulmer. Ansvaret for den utviste uaktsomhet paahviler i første række kaptein Gulbranson som den, der hadde beordret brændingen og pligtet at paase fornøden forsigtighet iagttat.
Da der inden retten er pluralitet for, at her intet ansvar begrundende forhold foreligger, anser vi det ufornødent at avgjøre, om i tilfælde av ansvar dette ogsaa vilde paahvile staten som den, paa hvis vegne og i hvis interesse brændingen er foretat.
Dom:
Byrettens dom bør ved magt at stande. Processens omkostninger for Høiesteret ophæves.
Av byrettens dom hidsættes:
Under en ildsvaade paa den staten tilhørende eiendom Aur ved Gardermoen den 12 juni 1909 opbrændte endel der beroende trævirke, som tilhørte enke Petrine Trandum, og som av hende var assurert i The British Crown Assurance Corporation ltd. Glasgow &; London. Efter den av assuranceselskapet godkjendte beregning utgjorde den hende derfor tilkommende erstatning kr. 3.300,00, som selskapet har utbetalt hende.
Selskapet har gjort gjældende, at den omhandlede ildsvaade skyldtes en braatebrænding, som blev foretat efter ordre av chefen for 2det rekrutkompani av Hedemarkens bataljon, kaptein Carl Hagbarth Gulbranson. Da selskapet tillike mener, at saavel Forsvarsdepartementet som kaptein Gulbranson maa være ansvarlige for den nævnte skade, har selskapet paastaat dem tilpligtet
Side:873
begge in solidum eller en av dem at godtgjøre selskapet den utbetalte erstatning kr. 3.300,00 med lovlige renter og omkostninger. - - -
For at gjøre den nævnte eiendom tjenlig til eksercerplads blev der i løpet av mai og juni 1909 paa en større avhugget stubbemark en række gange foretat opbrænding av skogavfald som henlaa der efter hugst, og som forinden brændingen samledes i hauger. I mai foregik brændingen paa den maate, at et større areal med flere hundrede hauger samtidig sattes under ild, der vogtedes av et helt kompani. Efter 1 juni blev der kun brændt 1-2-3 hauger ad gangen, saaledes at ny antændelse ikke fandt sted, før det tidligere antændte var paa det nærmeste utbrændt. De sidstnævnte hauger var i almindelighet ca. 4-5 meter i omkreds og ca. 2 meter i høide. Der brændtes 8-10 saadanne hauger paa en dag. Brændingen besørgedes av vedkommende leins vaktmandskap under ledelse av vaktkommandøren, ialt 5-6 mand. Den forandrede fremgangsmaate efter 1 juni var begrundet i hensynet til bestemmelserne om braatebrænding, som indeholdes i lov av 14 juli 1893 dens §2. Indstevnte kaptein Gulbranson, som beordre brændingen, mente, at den i mai foretagne brænding var at anse som braatebrænding, men at den i juni benyttede fremgangsmaate ikke rammedes av lovens bestemmelser herom og specielt dens forbud mut braatebrænding i maanederne juni, juli og august.
Den sidste brænding før den omhandlede ildsvaade foretoges dagen forut mellem kl. 4 og 7 eftermiddag. Den sidste halve time blev kun anvendt til sinkning. Resterne efter brændingen blev tilset yderligere et par gange utover aftenen, senest ved 11-tiden. Det røk da fremdeles litt av en myretue, som befandt sig omtrent midt indenfor omraadet av den første av de samme dag brændte hauger, men tillagdes ikke denne røk nogen betydning. Derpaa merkedes intet mistænkelig, før ildsvaaden opstod litt efter kl. 12 middag næste dag. Den utbredte sig med stor hurtighet, idet det da blæste sterkt, og omspændte et areal av ialt 4-500 maal. Foruten det omhandlede trævirke brændte der litt skog i utkanten av det nævnte areal, forøvrig kun kvist og andet avfald. - - -
Tilfølgetagelse av citantskapets erstatningskrav vil bero først og fremst paa, om ildsvaaden skyldes den av kaptein Gulbranson beordrede brænding, og dernæst paa, om der herved foreligger tilregnelig uagtsomhet fra hans side.
Det første av disse spørsmaal findes der at være overveiende grunde for at besvare bekræftende. - - -
Ved spørsmaalet om, hvorvidt kaptein Gulbranson skal ansees at ha gjort sig skyldig i uagtsomhet, vil det selvfølgelig være av væsentlig betydning, om han har overtraadt lovens forbud mot braatebrænding. Hvis skade opstaar, vil han isaafald kun under særlige omstændigheter kunne undgaa at ansees for at ha handlet uagtsomt. I og for sig avgjørende for erstatningsansvar vil derimot en saadan overtrædelse ikke være. Da dens betydning i saa henseende beror paa, at der gjennem det utfærdigede forbud er git en særlig paamindelse om risikoen ved den forbudte handling, vil det ogsaa maatte komme i betragtning, om det mere eller mindre klart fremgaar, hvad der omfattes av forbudet. Forsaavidt kan det ikke skjønnes andet, end at kaptein Gulbranson, saaledes som ogsaa i den i anledning av tiltale mot ham avsagte meddomsretsdom antat, ialfald har befundet sig i en undskyldelig retsvildfarelse, naar han har gaat ut fra, at den efter 1 juni foretagne brænding ikke rammedes av lovens forbud. Der er maaske nogen grund til at anta, at forbudet sigter ogsaa paa en brænding som den sidstnævnte. Det maa paa den anden side ansees sikkert, at dette ikke stemmer med, hvad der oprindelig forstodes ved braatebrænding, idet forutsætningen da specielt
Side:874
maa ha været, at en noget større flate paa en gang sættes under ild, likesom der senere i tidens løp har raadet adskillig uvisshet om, hvad derved skal forstaaes. Der er ogsaa med hensyn til ildsfare en væsentlig forskjel mellem det tilfælde, at en større sammenhængende strækning paa en gang antændes, og den her omhandlede brænding, hvor kan avgrænsede hanger enkeltvis eller 2-3 ad gangen opbrændes.
Efter det anførte vil der i det foreliggende tilfælde alene kunne bli spørsmaal om erstatningsansvar, hvis der ogsaa bortset fra lovens forbud mot braatebrænding har været utvist uagtsomhet. - - -
Hvad angaar dette spørsmaal - - maa det medgives, at en saadan brænding til tid og paa sted, som det her gjælder, selvfølgelig altid vil medføre nogen fare. Dette kan imidlertid ikke antages at være tilstrækkelig til at begrunde ansvar. Dertil vil yderligere maatte kræves, enten at faren paa grand av særlige omstændigheter har været nogenlunde nærliggende, eller at det har været undlatt forøvrig at iagtta rimelig forsigtighet. I ingen av disse henseender kan det findes, at betingelserne for ansvar foreligger. Foruten at henvise til, hvad der om brændingen og den anvendte fremgangsmaate ovenfor er anført, kan der i denne forbindelse tilføies, at der var git speciel ordre om, at der fra leirvakten skulde patruljeres ut til de steder, hvor brænding var foretat, i indtil et døgn for at paase, at der var ordentlig slukket.
De indstevnte antages derefter at maatte bli at frifinde. - - - M. Ebbell.
Sterke grande kunde tale for at opstille et ubetinget erstatningsansvar for den, som volder andenmand skade ved i den farlige sommertid at bruke i sit arbeides interesse et saa farlig middel som ild, og det særlig naar ilden anvendes i saadant omfang, som her er gjort. Det foreliggende tilfælde viser netop, hvordan faren kan være overhængende, selv om man mener sig at ha iagttat al rimelig forsigtighet. Og da det heller ikke i og for sig var nogen nødvendighet at fortsætte med brændingen i de farlige sommermaaneder, kunde naturlig billighet tilsi, at vedkommende burde drive den paa sin egen og ikke paa andenmands bekostning. Jeg har været sterkt inde paa, om ikke de indstevnte burde tilpligtes at utrede erstatning. Jeg er dog blit staaende ved den retsopfatning, som førstvoterende bygger paa. Jeg har forsaavidt lagt adskillig vegt paa den i Rt-1898-529 flg., refererte høiesteretsdom, som for et i flere henseender likeartet tilfælde synes at bygge paa nødvendigheten av subjektiv skyld. Med disse bemerkninger slutter jeg mig i alt væsentlig og i resultatet til førstvoterende. Paal Berg.
Enig med førstvoterende. Hans H. Vogt.