Rt-1915-1058
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1915-09-22 |
| Publisert: | Rt-1915-1058 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 13/2 s.a. |
| Parter: | Halvor A. Romnæs (adv. Fr. Voss) mot Kristine A. Vibeto, Konstance Jonassen, Jens Jonassen, Hjalmar Jonassen og Karl Jonassen (adv. Flood). |
| Forfatter: | Skattebøl, Fürst, Backer, Christiansen, Mejdell, Bjørn, justitiarius Thinn |
| Lovhenvisninger: | Arveloven (1854) §51, §50, Arveloven (1854) |
Hvad der er nærværende saks gjenstand og nærmere omstændigheter fremgaar av de tidligere avgjørelser i saken, nemlig Gjerpen skifterets decision av 8 januar 1912 og Bergens overrets dom av 27 oktober 1913.
Decisionen er saalydende: «Det av gaardbruker Amund Andersen Haatvedt av Hollen den 14 februar 1909 oprettede testamente kjendes ugyldig at være, og blir hans eiendele at fordele efter loven. Denne decision staar til paaanke i 6 uker.»
Overrettens dom er saalydende: «Indstevnte, Halvor A. Romnæs, kjendes uberettiget til at ta arv i boet efter Karen Haatvedt og før avdøde mand Amund (Aamund) Andersen Haatvedt. Sakens omkostninger ophæves. Overrettens dom er avsagt under dissens, idet et medlem av retten principalt voterte for sakens avvisning fra overretten paa grund av feil ved stevnemaalet. For det resultat som i overretten blev dom i realiteten, voterte to medlemmer, mens et medlem stemte for, at Amund Haatvedts testamente av 14 februar 1909 skulde kjendes ugyldig overfor Halvor Andersen Romnæs.
Overrettens dom er av Halvor Romnæs paaanket til Høiesteret hvor han har nedlagt saadan paastand: «Principalt, at skifterettens decision stadfæstes. Subsidiært: At det av Amund Haatvedt under 14 februar 1909 oprettede testamente kjendes ugyldig i forhold til appellanten, samt i hvert fald at appellanten tilkjendes saksomkostninger for overretten og Høiesteret.»
Side:1059
De indstevnte har nedlagt paastand om stadfæstelse av overrettens dom og om tilkjendelse av sakens omkostninger før Høiesteret.
Efter overretsdommens avsigelse har de indstevnte den 10 februar 1915 latt opta et tingsvidne. Herunder er som vidne avhørt Gunhild Rønningen, som var i tjeneste hos Amund og Karen Haatvedt, da førstnævnte døde i februar 1909. Hun tjente paa Haatvedt i det hele ca. 7 aar. Hun forklarer, at Amund Haatvedt var ved fuld sans og samling like til han døde. Videre forklarer vidnet, at Andreas Vibeto var hos Amund dagen før han døde, og at vidnet samme dag (14 februar 1909) blev anmodet om at springe op til Karl Simonsen efter denne og Andreas Vibeto og be disse skynde sig at komme ned til Haatvedt, da Amund ventet. Fremdeles forklarer vidnet, at Amund vaaren 1908 var sterkt angreben av bronkit. Vidnet synes at erindre, at Amund da ytret, at han vilde ha skrevet testamente til fordel for hustruen. Denne uttalte mange gange, at Amund hadde talt om det, bl.a. dengang, da han hadde bronkit, men, sa Karen, det var saa tungt at faa gjort det, og derfor blev det ikke gjort dengang.
Ved overretten var der, som det sees av voteringen, spørsmaal om avvisning, fordi ikke de personer, der staar i samme slegtskapsforhold til avdøde Amund Haatvedt som Halvor Romnæs, var indstevnte. Appellanten har ikke optat paastand om avvisning paa dette grundlag. Men hvis avvisning ex officio finder sted, har han paastaat sig tilkjendt kost og tæring.
Høiesteret finder ikke, at der er grund til avvisning ex officio og tiltræder, hvad overrettens majoritet har anført til begrundelse av dette resultat.
Ogsaa i realiteten kommer Høisteret til samme resultat som overretten under tiltræden i det væsentlige av anden- og tredjevoterendes begrundelse. Man finder likesom disse voterende, at det var naturlig at testator indsatte hustruen som sin arving, og man finder, at denne betragtning har forøket vegt i nærværende tilfælde, hvor det er oplyst, at det var hustruen, som hadde indbragt formuen. Ved det senere avhørte vidnes prov har det bevis, som før forelaa for at testamentsvidnerne var specielt tilkaldte, og at Amund Haatvedt var ved fuld sans og samling, vundet i styrke. Man henviser foruten til den av overretten citerte votering i Rt-1902-593 endvidere til dom i Rt-1887-411.
Efter omstændigheterne finder man, at omkostningerne bør ophæves ogsaa for Høiesteret.
To av rettens medlemmer, assessor Bjørn og justitiarius Thinn, er enig med flertallet i at det ikke er grund til avvisning av saken ex officio.
I realiteten kommer vi derimot til samme resultat som skifteretten og det i realiteten dissenterende medlem av overretten - under tiltræden i det væsentlige av skifterettens begrundelse. Hvad vi finder avgjørende er, at det ene av testamentsvidnerne var inhabilt som saadant paa grund av sit svogerskapsforhold til den ved testamentet indsatte arving, og at testamentet saaledes maa ansees i virkeligheten at være oprettet i overvær av kun ett
Side:1060
vidne. Og ved de i Rt-1914-667 og Rt-1914-1053 refererte høiesteretsdomme maa vi anse det fastslaat, at en formfeil som denne er en feil av saa væsentlig betydning, at den maa medføre testamentets ugyldighet.
Processne omkostninger for overretten og Høiesteret finder vi bør ophæves.
Dom:
Overrettens dom bør ved magt at stande. Processens omkostninger for Høiesteret ophæves.
Av skifterettens decision hitsættes:
Den 15 februar 1909 avgik gaardbruker Amund Andersen Haatvedt av Hollen ved døden, efterlatende sig hustru Karen Kristensdatter, men ingen livsarvinger. Han hadde den foregaaende dag oprettet testament, hvorved han disponerte over sin andel i fællesboet til fordel for hustruen, som i henhold hertil overtok boet. Senere er ogsaa enken avgaat ved døden, nemlig den 18 oktober 1910, og hendes bo som følge av en tvist, der er opstaat mellem hendes arvinger, kommet under offentlig skiftebehandling.
Under skiftet har Halvor Andersen Romnæs, som er bror av førstavdøde, indfundet sig og nedlagt paastand paa, at testamentet av 14 februar 1909 kjendes ugyldig, og at førstavdødes eiendele nu blir at fordele efter loven. - - -
Det er paa det rene, at testamentet er skrevet av det ene vidne Andrea A. Vibeto. Som følge herav kulde reglerne i arvelovens §51 i sin helhet være bragt i anvendelse, men saa er ikke skedd, idet testamentet av vidnerne alene er forsynt med en udatert paategning til vitterlighet og altsaa ikke paaført nogen attest om, at testamentet er oplæst til vedtagelse, eller nogen uttalelse om testators sindstilstand. Paa den anden side har vidnerne ved et arvetingsvidne, optat 21 april 1909, under ed forklart, at oplæsning og vedtagelse fandt sted, og at testator var ved fuld sans og samling, hvilket sidste er bekræftet ved en erklæring fra avdødes læge, som tilsaa ham samme dag, testamentet oprettedes.
Skifteretten skal med hensyn til det her anførte bemerke, at man formentilg savner fornøden hjemmel til at la de under et arvetingsvidne fremkomne oplysninger m.v. træ istedenfor den attest, som er om handlet i arvelovens §51 og hvis paaførelse paa testamentet er tænkt at være en del av selve testationsakten.
Den paapekte mangel ved testamentet er imidlertid ikke den eneste. Heller ikke forskrifterne i arvelovens §50 er skedd fyldest. Om det ovenfor nævnte testamentavidne Andreas A. Vibeto er det oplyst, at han er gift med en søster av sidstavdøde, og at der saaledes i testationsøieblikket bestod svogerskapsforhold mellem ham og arveladeren som mellem ham og den indsatte arving som han gjennem sin hustru selv igjen vilde kunne komme til at arve. Det kan ikke være tvilsomt, at han paa grund herav efter arvelovens §50 i. f. i det foreliggende tilfælde var inhabil som testamentsvidne, kfr. Platous Arveret, side 160. Av arvetingsvidnet fremgaar det endvidere, at dette vidne sammen med længstlevende har spillet en forholdsvis aktiv rolle ved testamentets istandbringelse, mens det andet vidne først tilkaldtes, da testamentet skulde oplæses og underskrives. Retten vil selvfølgelig ikke herved paa nogensomhelst maate ha antydet, at der skulde være noget at lægge Andreas A. Vibeto tillast; hvad man vil betone er derimot, at en godtagelse av testamentet paa grundlag av del senere tilkomne arvetingsvidne i særlig fremtrædende grad maatte bygges paa det inhabile testamentsvidnes prov, og saaledes vilde man under denne forutsætning paa en dobbelt maate sætte sig ut over arvelovens forskrifter.
Side:1061
Retspraksis har i adskillig utstrækning godkjendt testamenter, ved hvis oprettelse der er gaat feilagtig frem, og det synet efter de foreliggende avgjørelser nærmest at maatte bero paa et skjøn, hvorvidt de mangler, der klæber ved et testamente, skal ansees for at være av den art, at de bør medføre testamentets ugyldighet. Hvad nærværende tilfælde angaar, da er uregelmæssigheterne, saaledes som de ovenfor er fremstillet, efter skifterettens opfatning saa væsentlige, at de antages at maatte bevirke testamentets omstøtelse. - - - Selv om man vilde la avgjørelsen bero alene paa, hvorvidt det fornødne bevis for testators vilje var forhaanden, vilde skifteretten ikke finde sig tilstrækkelig betrygget ved, hvad der er fremkommet i saken.
Av overrettens dom hitsættes:
- - - Ved stevning av 17 februar 1912 til Halvor Andersen Romnæs har efternævnte arvinger ifølge testamente av 15 oktober 1910 efter Karen K. Haatvedt, nemlig Kristine A. Vibeto - - - indanket decisionen til overretten. - - -
Jeg kommer til samme resultat som skifteretten, i hvis begrundelse av decisionen jeg ogsaa er væsentlig enig. - - -
D. Knoph.
Jeg voterer principalt for avvisning, da appellanterne ikke har stevnt indstevntes medarvinger. Disse er angivne akten side 24. Appellen vil kunne øve indflydelse paa deres utbytte av boet. Se Hagerups Proces, 2den utgave, 2, side 21, og 3, side 196. - - -
Derimot kan jeg i henhold til Høiesterett praksis ikke være med paa at betragte testamentet som ugyldig paa grund av dets mangler. Disse er væsentlig kun formelle og kan ikke tillægges reel virkning. I Høiesterets praksis er der formentlig ikke foregaat anden forandring end at bevisbyrden for, at testator har været ved fuld sans og samling og med overlæg og efter rolig overveielse har truffet bestemmelse med hensyn til sine efterlatenskaper, nu antages at paahvile den, der hævder et formelt mangelfuldt testamente. (Rt-1902-593, Platous Arveret, 2den utgave, side 217 og flg.). Bevis for at testator har været ved fuld sans og samling finder jeg her at være ført, idet den mangel, beviset lider av ved det ene vidnes inhabilitet, opveies av lægeerklæringen. Noget særskilt bevis utenfor vidneprovene for, at testamentet indeholder testators vilje og mening, kan formentlig ikke fordres i nærværende tilfælde, hvor intet taler for det motsatte, mens det har at formodning for sig, at avdøde har villet efterlate hustruen, som dog maa siges at ha staat ham nærmest, alt sit. - - -
G. Roll.
Jeg kan ikke med andenvoterende være enig i sakens avvisning. Bortset fra, at ingen av indstevntes opregnede medarvinger efter Aamund Haatvedt har angrepet testamentet av 14 februar 1909 og sammen med indstevnte været part i heromhandlede skiftetvist, gaar heller ikke appellanternet paastand i appelsaken ut paa andet eller mere, end at alene indstevnte for til vedkommende skal kjendes uberettiget til at ta arv, og nogen forpligtelse for appellanterne til, naar saa er tilfældet, at stevne ogsaa indstevntet medarvinger, forekommer mig ikke at foreligge.
I realiteten finder jeg derimot om end under tvil at maatte votere for opretholdelse av testamentet av 14 februar 1909. Idet jeg i saa henseende slutter mig til andenvoterendes begrundelse, skal jeg blot tilføie, at det formentlig ogsaa i nogen grad taler til fordel for testamentets gyldighet, at testator ifølge vidnet Vibetos prov en ukes tid før 14 februar hadde henvendt sig til vidnet angaaende skrivning av testamentet til fordel for sin i testamentet nævnte hustru. - - -
F. C. Prahl.