Rt-1915-289

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1914-12-02
Publisert:	Rt-1915-289
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 22/2 B s.a.
Parter:	Nikoline Muldal (advokat Kristen Johanssen ved advokat Haavind) mot Olivia Hagen (advokat Hilditch),
Forfatter:	Fürst, Christiansen, Heggen, Mejdell, Birkeland, Smith, Reimers
Lovhenvisninger:	Granneloven (1887) §3, §8, Granneloven (1887), LOV-1896-07-27-§21

Ekstraordinær assessor Fürst: Ved dom avsagt den 3 december 1909 av den edsvorne fuldmægtig hos byfogden i Aalesund med meddomsmsend blev saaledes kjendt for ret: «.Kontracitantinden, Nikoline Muldal, bør for hovedcitantindens, Olivia Hagens, tiltale i denne sak fri at være. Kontracitantinden kjendes berettiget til at benytte den i makeskiftebrevet av 8 april 1890 omhandlede adkomst fra sin tomt brnfr. 143 over hovedcitantindens tomt brfnr. 142 til Brosundet, saalænge sidstnævnte tomt ikke paa vedkommende sted bebygges med sjøpakhus. Forøvrig bør hovdcitantinden for kontracitantindens tiltale fri at være, I hovedsøksmaalet betaler hovdcitantinden til kontracitantinden i saksomkostninger kr. 200, hvorimot saksomkostninger i kontrasøksmaalet ophæves».

Denne dom paaankedes av Olivia Hagen til Trondhjems overret, ved hvis dom av 3dje april 1911 saaledes er kjendt forret: «Indstevnte, Nikoline Muldal, tilpligtes under en løpende mulkt av kr. 5 til Aalesunds bykasse for hver dag, nærværende dom sittes overhørig, at ryddiggjøre det for hendes og appellantens, Olivia Hagens eiendomme fælles smug, der er omprocedert under saken. Indstevnte betaler derhos til appellanten erstatning efter skjøn av uvillige mænd, optat paa indstevntes bekostning, for skade og tap, som er paaført appellanten ved, at indstevnte har opført sin gaard ind paa det fælles smng. Av erstatningsbeløpet svares 4 procent rente fra 6 juli 1907, til betaling sker. Appellanten bør for indstevntes tiltale i kontrasøksmaalet i denne sak fri at være. Ryddiggjørelsen at utføre inden 3 maaneder og betalingen at utrede inden 15 dage efter dommens forkyndelse under adfærd efter loven. Processens omkostninger for begge retter ophæves». Overrettens dom er avsagt under dissens, idet et medlem stemte for samme resultat som underretten med hensyn til hovedsøksmaalet (det fælles smug) og et medlem stemte for samme resultat som underretten i kontrasøksmaalet (adkomsten til Brosundet).

Overrettens dom er indbragt til Høiesteret av Nikoline Muldal, og har hun her nedlagt saadan paastand: «at underrettens dom stadfæstes, og at appellanten tilkjendes saksomkostninger for overret og Høiesteret».

Indstevnte, Olivia Hagen, har nedlagt saadan paastand: «At overrettens dom stadfæstes, og at Olivia Hagen bos Nikoline Muldal tilkjendes tilstrækkelige procesomkostninger for Høiesteret».

Sakens gjenstand og nærmere omstændigheter fremgaar av de tidligere dommes præmisser. For Høiesteret foreligger saken i samme stilling som for overretten. Den angaar altsaa her kun den del av hovedsøksmaalet, som vedkommer Nikoline Muldals bebyggelse av halvdelen av parternes fælles smug til Rasmus Rønnebergs gate, samt videre

Side:290

kontrasøksmaalet, som vedrører Nikoline Muldals angivelige adkomst til Brosundet.

Med hensyn til hovedsøksmaalet kommer jeg til samme resultat som overrettens flertal - første- og andenvoterende i overretten - og kan i det væsentlige tiltræde deres begrundelse. Jeg finder saaledes, at de ved Aalesundsbranden indtraadte forandrede forhold og specielt den omstændighet, at bygningskommissionen ikke tillot Nikoline Muldal at opføre brandvæg til den omhandlede fællesgang, ikke berettiget hende til paa egen haand at bebygge halvdelen av samme. Der kunde være andre alternativer for bebyggelsen, og under enhver omstændighet skulde hun søkt mindelig ordning med Olivia Hagen, før hun skred til bygverket. Nogen opløsning av sameiet har hun heller ikke søkt at faa istand. Jeg finder Nikoline Muldals handlemaate retsstridig og ikke grundet i undskyldelig vildfarelse. At Olivia Hagen skulde ha forspildt sin ret til at forlange det ulovlige bygverk tjernet ved undladelse av i tide at protestere mot samme, kan jeg ikke finde. For det første er der avhørt et vidne, som prover, at indsigelse gjordes av Olivia Bagen, allerede før bygningens opførelse begyndte. Men dernæst mener jeg, at det maa være Nikoline Muldal, der har foretat handlingen, som under de her foreliggende omstændigheter har bevisbyrden for, at den skedde med samtykke av Olivia Hagen, hvorved handlingens egenskap av retsstridig vilde været bortfaldt.

Jeg kommer efter dette til det resultat, at Nikoline Muldal maa tilpligtes at ryddiggjøre den omhandlede del av fællessmuget, som laa i sameie og efter det foreliggende synes bestemt til fællesindgang. Derimot antar jeg ikke, at der ogsaa bør gives dom lydende paa erstatning efter skjøn i anledning av bygningens opførelse i smuget. Jeg finder nemlig ikke, at Olivia Hagen har sandsynliggjort, at hun har lidt økonomisk tap ved bygningens anbringelse. Den opreisning, hun har krav paa, faar hun ved. at bygningen paabydes fjernet fra smuget.

Med hensyn til kontrasøksmaalet kommer jeg til samme resultat som underretten og andenvoterende i overretten, og kan jeg i det væsentlige tiltræde disses begrundelse. Jeg antar saaledes, at den omhandlede servitut ikke ved de indtraadte forandrede forhold er bortfaldt i sin helhet. Jeg finder bl.a. at maatte lægge nogen vegt paa, at Olivia Hagen - den fjernede eiendoms eier - synes at ha ordnet sig med havnevæsenet uten at gi Nikoline Muldal - den servitutberettigede - adgang til herunder at gjøre sig gjældende. Med underretten og andenvoterende i overretten er jeg enig i, at servituten - veiretten - vil vedvare, saalænge der ikke opføres sjøpakhus paa den i makeskiftebrevet av 1890 omhandlede del av Olivia Hagens tomt.

Processens omkostninger antar jeg bør ophæves for alle retter saavel i hoved- som i kontrasøksmaalet.

Konklusion:

1. Nikoline Muldal bør inden 6 maaneder fra Høiesterets doms avsigelse under en løpende mulkt av kr. 5 til Aalesunds bykasse for hver dag dommen sittes overhørig, ryddiggjøre det i saken omhandlede fælles smug mellem parternes eiendomme nr. 8 og nr. 1 til Rasmus Rønnebergs gate.

2. Nikoline Muldal kjendes berettiget til at benytte den hendes eiendom ved makeskifteskjøte av 8 april 1890 hjemlede adkomst til sjøen over Olivia Hagens eiendom, saalænge der ikke paa den i makeskifteskjøtet omhandlede del av samme opføres noget sjøpakhus.

Side:291

Processens omkostninger for alle retter ophæves saavel i hovedsom, i kontrasøksmaalet.

Konstituert assessor, byretsassessor Christiansen: Jeg er saavel i hovedsøksmaalet som i kontrasøksmaalet kommet til et andet resultat end førstvoterende.

I hovedsøkamaalet er jeg kommet til samme resultat som underretten og overrettens tredjevoterende, hvis begrundelse jeg i alt væsentlig tiltræder. Det væsentligste spørsmaal er efter min mening, om smuget nu er fysisk delelig eller ikke. Saaledes som forholdene var før branden, antar jeg, at dette sameie ikke var delelig paa denne maate, idet smuget maatte antages at tjene et fælles behov for begge eiendomme, nemlig at skaffe dem adgang fra gaten. Efter den store brand og efter de nye byggeregler er imidlertid forholdet blit det, at smuget ikke kan antages at tilfredsstille det oprindelige behov, og smuget kan overhodet ikke beholdes i sin oprindelige skikkelse, naar eiendommene skal bebygges, idet dette vil komme i strid med de byggeregler, der nu kommer til anvendelse ved nybygning. Under disse omstændigheter mener jeg, at smuget maa ansees som fysisk delelig, og hvad frøken Muldal da skulde ha gjort, var at faa fastslaat en saadan deling, enten ved mindelig overenskomst eller ved dom. Han hadde imidlertid krav paa at bli tillagt en del av smuget, og da der ikke foreligger nogen oplysning om, hvorledes smuget oprindelig er opstaat mellem eiendommene, maa jeg gaa ut fra, at hun hadde krav paa at faa den halve, hendes eiendom nærmestliggende, del og kande altsaa, mener jeg, krævet deling efter midtlinjen og saa dispouert i overensstemmelse dermed. Denne hendes ret har hun altsaa benyttet sig av paa egen haand. Hun har derved handlet formelt urigtig, men materielt har hun ikke overskredet sin ret, og materielt har hun derfor heller ikke krænket fru Hagen i hendes ret. Da frøken Muldal saaledes ikke har begaat noget materielt retsstridig, mener jeg, at hun heller ikke kan tilpligtes at nedrive det paa den omhandlede halvdel av smuget opførte bygverk. Denne min opfatning finder jeg ogsaa støtte for i høiesteretsdom i Rt-1897-589, og særlig finder jeg at burde henvise til den del av fællesbegrundelsen i hin sak, indtat paa side 591, saalydende: «Naar der nu raader uenighet mellem parterne om dette sameies anvendelse, maa den ene sameier ha ret til at faa sameiet opløst ved fysisk deling, saaledes at hver deleier frit kan disponere over sin halvdel. Indstevnte, som under saken kun gjør krav paa at bebygge halvparten av grundstykke, maa saaledes ha ret hertil». Sluttelig skal jeg bemerke, at det ikke kan bebreides frøken Muldal, at hun ikke har befulgt forskrifterne i nabolovens §3, idet naboloven i et tilfælde som det foreliggende, saavidt skjønnes, ikke kan komme til anvendelse.

I kontrasøksmaalet er jeg kommet til samme resultat som overrettens flertal, hvis begrundelse jeg i det væsentlige tiltræder. Den ret, som Frisak fik ved omhandlede makeskifteskjøte, var alene en adgang til i fællesskap med Rønneberg at lægge til den deri nævnte trappe med baat og i forbindelse dermed til at ta vei over den mellem trappen og Frisaks eiendom, liggende, Rønneberg tilhørende, grund. Frisaks ret er saaledes gjort avhængig av Rønnebergs benyttelse av trappen, og forandres forholdene saaledes, at trappen fjernes og ikke længer lar sig opretholde, da er benyttelsen av trappen blit en umulighet for Rønneberg og hans efterfølgere og dermed ogsaa for Frisak og efterfølgere. Det er dette, som, saavidt jeg skjønner, her har fundet sted. Som det fremgaar av præmisserne til underretsdommen og til overrettens

Side:292

førstvoterendes votum, er selve det vandbasin, hvortil trappen oprindelig førte ned, og denne selv forsvundet som følge av havnevæsenets arrangements. Om fru Hagen har nogen del i disse arrangements, har jeg ikke fundet oplyst. Hvis saa har været tilfældet, maatte det vel forøvrig alene føre til, at hun i tilfælde kunde ha været gjort erstatningspliktig, men ikke til, at hun maatte taale en servitut av et rent andet og videre indhold over sin eiendom. Jeg mener saaledes, at den i makeskifteskjøtet omhandlede servitut over Rønnebergs, nu fru Hagens, eiendom ved de forandrede forhold er bortfaldt.»

Jeg vil saaledes med overrettens tredjevoterende votere for, at parterne frifindes for hinandens tiltale.

Med hensyn til omkostningsspørsmaalet er jeg enig med førstvoterende.

Da jeg har grund til at anta, at min mening ikke deles av rettens flertal, former jeg ikke konklusion.

Ekstraordinær assessor Heggen: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Jeg har været i nogen tvil om den rette forstaaelse av den i makeskifteskjøtet stipulerte resolutive betingelse for den omprocederte servitut, idet der kan være spørsmaal, om der absolut kræves opførelse av sjøpakhus, eller om ikke opførelse av hvilkensomhelst anden bygning rettelig burde medføre de samme konsekvenser. Jeg optar dog ingen dissens paa dette punkt.

Assessor Mejdell: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Assessor Birkeland: I det væsentlige og resultatet enig med andenvoterende.

Ekstraordinær assessor, kriminaldommer Smith: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Assessor Reimers: Likesaa.

Dom blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Av underrettens dom hitsættes:

Ved stevning av 17 juli, iretteført 9 august 1907, har fru Olivia Hagen, eier av tomterne matr. nr. 1 ved Lorkenæsgaten og brfnr: 142 ved Rasmus Rønnebergs gate efter forgjæves forliksmægling anlagt aastedsaak mot frk. Nicoline Muldahl som eier av den mellem de to førnævnte tomter liggende hjørnetomt, brfnr. 143 (nyt matr.-nr, 3 Lorkenæsgaten), idet citanten mener, at indstevnte ved opførelsen av sin bygning efter Aalesundsbranden har overskredet sin tomts grænser mot citantens to nævnte tomter, dels direkte, dels ved at bygge over halvdelen av et smug, der før branden laa mellem indstevntes eiendom brfnr. 142 ved R. Rønnebergs gate. Dette smug tilhørte de to familier i fælleaskap og var utlagt til fælles passage.

Citantinden har paastaat indstevnte tilpligtet under en daglig løpende mulkt at ryddiggjøre de dele av citantens eiendom og citantens og indstevntes fælles eiendom, over hvilke hun har opført sin vaanegaard med fløibygning og sin opmurtre bakgaard, samt at indstevnte tilpligtes at betale citanten erstatning efter skjøn optat enten under nærværende sak eller optat paa indstevntes bekostning under efterfølgende skjønsforretning for den skade og det tap, indstevnte har paaført citanten ved sin retsstridige bebyggelse, med lovlige renter av skjønsbeløpet. - - -

Indstevnte frk. Muldahl har anlagt kontraaastedasak mot citanten angaaende en veiret fra indstevntes tomt over citantindens tomt brfnr. 142 til sjøen ved Brosundet. Denne veiret, der er omhandlet i et makeskiftebrev av

Side:293

8 april 1890 mellem Carl E. Rønneberg &; Sønner (dengang eiere av brfnr. 142) og sakfører Frisak (eier av indstevntes tomt) har indstevnte paastaat anset fremdeles paahvilende citantens eiendom saaledes, at omhandlede grundstykke for fremtiden blir ubebyggelig, hvorhos indstevnte har paastaat sig tilkjendt saksomkostninger.

Citanten har paastaat sig frifundet for indstevntes tiltale i kontrasøksmaalet, saaledes at hendes eiendom ansees løst og fri for den paastaaede servitut. - - -

Ad hovedsøksmaalet:

Det sidste punkt i hovedsøkamaalet er spørsmaalet om bebyggelse av den fælles grundstrimmel, der før branden laa mellem indstevntes tomt og citantens tomt brfnr. 142 og dannet passage mellem dem. Dette grundstykke, der var ca. 1,70 m. bredt og hadde en længde av 13-14 m., er det in confesso eiedes av indstevnte og tidligere eier av brfnr. 142, byfoged Rønneberg, i fællesskap. Likeledes er det in confesso, at indstevnte med sit vaanehus's nordre fløi samt bakgaardsmuren har bygget over den halvdel av grundstykket, der ligger nærmest indstevntes tomt.

Citantinden hævder, at indstevnte har været uberettiget dertil og følgelig pligter at ryddiggjøre grundstykket og betale erstatning. Indstevnte bestrider dette og anfører, at hun først indsendte til. bygningskommissionen en byggeanmeldelse, hvorved grænsen mot smuget var opretholdt. Bygningskommissionen negtet imidlertid at approbere tegningen, da indgangen til bygningen over heromhandlede grundstrimmel ikke kunde godkjendes, og da en bebyggelse med brandvægge mot fælleseiet vilde virke skjæmmende for strøket. Indstevnte lot derpaa forandre anmeldelsestegningen saaledes, som huset senere blev opført, og mener, at hun ingen anden utvei hadde. Indstevnte paaberoper sig høiesteietsdom i Rt-1900-147, som hun mener skal tale avgjørende til hendes gunst. Under ingen omstændighet mener indstevnte, der kan bli tale om nedrivning, men alene om erstatning. Indstevnte paastaar derhos, at citantinden med hænderne i skjøtet har set paa indstevntes opførelse av huset uten at protestere, hvorfor hun maa ansees som den, der stiltiende har git sit samtykke. - - -

Retten skal bemerke, at det er paa det rene, ved den irettelagte utskrift, at bygningskommissionen negtet indstevnte approbation paa bygningen med brandgavl frem til smuget, da dette vilde skjæmme strøket. Hertil hadde bygningskommissionen myndighet i henhold til høieste resolution av 21 november 1904 §10 (indtat i Lovtidende). Videre følger det av den almindelige bygningslovs §21, at der ikke var adgang til at bygge med fasade til smuget, idet dette kun var 1,70 m. bredt, mens bygninger med dør og vindusaapninger mot nabogrund ikke kan bygges nærmere denne end 2,50 m. Under disse omstændigheter maa man si, at indstevnte var avskaaret fra at bygge med opretholdelse av smuget som før branden. - - -

Retten antar efter de foreliggende tomteforhold og i betragtning av, at ogsaa citanten maatte forutsættes avskaaret fra at bygge frem til den tidligere grænse, at en for begge parter heldig løsning var, at smuget, saaledes som skedd, blev delt efter længderetningen, saa at hver kunde bebygge sin halvpart. Det kan ikke antages, at citantinden var berettiget til for enhver pris at forlange opretholdt nogen passage paa vedkommende sted; retten mener i saa henseende at finde støtte i den citerte høiesteretsdom. Om nu indstevnte kan siges at ha handlet egenmægtig her ved ikke at ta citantinden med paa raad, - - - kan dog dette paa ingen maate føre til, at indstevnte kan tilpligtes at nedrive sin bygning, idet forholdet ikke kan sidestilles med det, at man bygger sit hus uberettiget ind paa helt fremmed grund. Der kunde

Side:294

alene bli spørsmaal om erstatning for det tap, indstevnte ved sin byggemaate hadde paaført citantinden. Retten kan imidlertid ikke finde, at citantinden er paaført noget tap herved. Den skedde bebyggelse maa som. nævnt ansees hensigtsmæssig. - - -

Ad kontrasøksmaalet:

Den i forannævnte makeskiftebrev av 8 april 1890 omhandlede veiret gjælder adkomst fra det (ved makeskiftebrev overdragne) firkantede fremspring av indstevntes (Frisaks) tomt ved dennes sydvestre hjørne og til Brosundet. Fra den nævnte del av indstevntes tomt og til sjøen var der før branden et ganske kort stykke 2-3 m., idet der gik en ca. 3 m. bred «val» ind fra Brosundet op imellem Haasteds, nu citantindens, tomt ved Lorkenæagaten og brfnr. 142. Ned til denne val førte en sjøtrappe. Ved den gjennemførte regulering og kanalisering av Brosundet er denne val i syl helhet blit opfyldt. Langs kanalen er opført mure, og paa disse ligger en 3 1/2 m. bred passage, der er utlagt til offentlig færdsel. De vestligste 3 1/2 m. av valen er altsaa nu optat av passagen, mens den østenfor liggende del er blit et tillæg av citantindens tomt, brfnr. 142. Citantinden hævder, at veiservituten ved disse forandrede forhold er bortfaldt.

I makeskiftebrevet heter det: «Frisak tilstaaes ret til passage (og) trappenedgang til sjøen fra det førstnævnte grundstykke og at lægge til trappen i fællesskap med grundeieren, alt saa længe der ikke paa denne del av Rønnebergs sønners eiendom opføres noget sjøpakhus».

Citantinden anfører, at Frisak tidligere ingen adkomst hadde til sjøen her, og at veiretten blev tilstaat ham nærmest av velvilje, saalænge Rønneberg &; Sønners tomt var ubebygget; naar der i makeskiftebrevet kan blev tat forbehold om opførelse av sjøpakhus, skyldes dette den tilfældige omstændighet, at der, efter den anvendelse, Rønneberg &; Sønners tomt allerede hadde, ikke kande bli tale om anden bebyggelse paa heromhandlede sted end sjøpakhus. Nu derimot er der ved branden og den forandrede regulering blit adgang til opførelse saavel av vaanegaard som av forretningsgaard med pakhusrum (hvilken sidste citantinden angir at ville opføre). Citantinden mener derhos, at rettigheten er bortfaldt, da den under de forandrede forhold ikke længer kan benyttes. Der er saaledes ikke længer nogen baathavn for indstevnte eller adgang til anlæg av sjøtrap og fæstigheter ved kanalmuren, Rettigheten vilde nu bli ensbetydende med en bakvei til indstevntes hus; men en saadan vilde indstevnte være uberettiget til.

Indstevnte (kontracitantinden) paastaar derimot, at rettigheten fremdeles bestaar, og det endog saaledes, at citantindeu skal være uberettiget til enhver bebyggelse av det grundstykke, hvorover veien og sjøtrappen gik, samt av den opfyldte val. Det var nemlig alene sjøpakhus, citantinden ifølge makeskiftebrevet vilde ha ret til at opføre; men opførelsen av sjøpakhus er efter indstevntes mening umuliggjort ved reguleringen av Brosundet, og dermed er enhver bebyggelse utelukket.

Der er irettelagt erklæringer fra sorenskriver Frisak og grosserer Joakim Rønneberg (der for Rønneberg &; Sønner undertegnet makeskiftebrevet).

Retten skal bemerke, at det efter de irettelagte erklæringer og de øvrige oplysninger om den tidligere bebyggelse m.v. maa antages, at eierne av brfnr. 142 saavelsom av brfnr. 143 (indstevntes tomt) har gaat ut fra ved makeskiftebrevets oprettelse, at den eneste bebyggelse, der kunde bli tale om for det beheftede grundstykkes vedkommende, var opførelse av sjøpakhus, og at eierne af brfnr. 142 derfor har anset sig tilfredsstillet ved et forbehold herom. Paa den anden side maa det efter sorenskriver Frisaks erklæringer

Side:295

antages, at ordet sjøpakhus ikke tilfældig er kommet ind, men fra hans side ialfald har været vel overveiet.

Retten kan ikke finde, at veiservituten i sin helhet er bortfaldt ved de forandrede forhold. Det er vistnok saa, at utøvelsen av rettigheten er blit vanskeliggjort, idet det ved de bratte mure langs kanalen er vanskelig at komme til og fra baat; dog kan indstevnte over passagen langs kanalen komme til de sjøtrapper, der søndenfor og nordenfor er anlagt. Men den omstændighet, at rettigheten er blit vanskeliggjort og indskrænket paa grund av havnereguleringen, kan ikke citantinden paaberope sig som frigjørelse for servituten. Der kan alene være grand til spørsmaal om erstatning fra havnevæsenets side for indskrænkningen. Servituten antages derfor fremdeles at bestaa i sin forandrede skikkelse.

Paa den anden Bide kan ikke retten indse, at rettigheten skal ha faat et større omfang end før, saaledes at enhver bebyggelse - ogsaa med sjøpakhus - skulde være utelukket. Retten antar, efter hvad der foran er anført at uttrykket sjøpakhus maa fortolkes efter sin lydelse, saaledes at citantinden ikke er berettiget til opførelse av nogen anden bygning f.eks. vaanehus paa vedkommende sted. Paa den anden side kan retten ikke være enig i, at ogsaa opførelse av sjøpakhus skal være utelukket. Det er vistnok saa, at citantinden paa grand av den 3 1/2 m. brede passage vil være avskaaret fra at bygge heit frem til kanalen, og fartøier vil saaledes ikke kunne flyte direkte ind til en eventuel bygning. Men denne omstændighet alene antages ikke at kunne berøve en bygning, der er bygget som og benyttes som sjøpakhus, karakteren av saadant. Det er formentlig en ikke sjelden forekommende ting, at der foran et sjøpakhus haves brygge av større eller mindre bredde. Og overensstemmende hermed maatte vel eierne av brfnr. 142 ha kunnet anlagt brygge foran sit sjøpakhus, om de hadde opført noget saadant før branden. Men den omstændighet, at der mellem sjøpakhusets fasade og sjøen ligger ikke en brygge, men en til offentlig færdsel bestemt passage, formenes ikke at kanne gjøre nogen forskjel. Dette maa jo være en ganske likegyldig ting for indstevnte.

Retten kommer saaledes til det resultat i kontrasøksmaalet, at veiservituten maa kjendes gjældende, saalænge vedkommende grundstykke ikke bebygges med sjøpakhus.

Av overrettens dom hitsættes:

1.- - - Det antages, at indstevnte Nicoline Muldahl ikke fik nogen ret til at bebygge smuget i strid med servituten, fordi om bygningskommissionen ikke vilde approbere den første tegning, og om det er efter kommissionens stilling til byggeplanerne, at indstevnte har bestemt sig for at vælge det alternativ at bebygge halvdelen av smuget. Det er nemlig ikke paavist, at de nye bygningsregler kommer i strid med servituten, specielt synes det paa det rene, at der ikke er noget til hinder efter bygningsreglerne for at trække bygningen et stykke tilbake fra smuget. Da det dreier sig om en servitut, synes naboloven av 27 mai 1887 §8 ikke at passe paa tilfældet. Da indstevnte var vidende om servituten, har hun heller ikke svævet i undskyldelig uvidenhet og synes heller ikke at ha anvendt nabolovens §3, forsaavidt angaar den her omhandlede vestlige grænse for hendes tomt. Jeg kan heller ikke finde, at der er noget at lægge appellanten Olivia Hagen eller hendes avdøde mand tillast. Appellanten paastaar, at der blev protestert mot bebyggelsen av smuget gang paa gang, og indstevnte har ikke godtgjort noget, hvorav det kan utledes, at dette er urigtig, eller overhodet at appellanten (eller hendes mand) har lagt hænderne i skjødet og stiltiende

Side:296

godkjendt, hvad der skedde. Stillingen maa i dette punkt være den, at indstevnte maatte bevise forsømmelse fra appellantens side, ikke omvendt, at appellanten hadde at bevise protest. - - -

Efter dette antar jeg, at appellantens principale paastand i dette punkt maa tages tilfølge baade med hensyn til husets fjernelse og til erstatning. - - -

2. Med hensyn til den under kontrasøksmaalet omhandlede adkomst over appellantens eiendom kommer jeg til det resultat, at appellanten maa frifindes. Den servitut, der var indrømmet indstevntes eiendom, kan ikke antages i almindelighet at indeholde beføielse til at faa adkomst over appellantens grand til sjøen. Rettigheten antages at maatte bedømmes konkret og under hensyn til de faktiske forhold. Og dens indhold antages da at være ret til at passere det lille stykke (nogen faa meter) til den trappe, som var anbragt ved inderste ende av den «val», der fra sjøen gik ind i appellantens eiendom, samt i forening med eieren at benytte trappen og «valen». Men forholdene er ganske forandret, idet havnevæsenet har opfyldt valen, opført mur langs sjøen og der anlagt en offentlig passage. Skulde servituten endnu bestaa som adkomst til sjøen, blev den noget andet og mere end oprindelig, idet den nu vilde bli en vei tvers gjennem appellantens tomt, altsaa over en længere strækning end før, og derhos ikke længer blev ret til at delta med eieren i benyttelsen av den forhaandenværende adkomst til sjøen ad trappen og «valen», men blev en ret til en vei, som kom til at ha sin tilstrækkelige begrundelse i indstevntes interesse alene. Forandringerne er sat i verk av havnevæseret. efter forutgaaende kontraktslutning med den tjenende eiendoms eier, men arbeidet maa desuaglet anses som besluttet og foretat av offentlig myndighet, saaledes at forandringerne ikke kan tilregnes appellanten som en vilkaarlighet, noget der heller ikke er paastaat. Det kan ogsaa bemerkes, at servituten ifølge hjemmelsbrevet ikke skulde være sterkere, end at den skulde bortfalde, om der paa den tjenende eiendom opførtes sjøpakhus. Likesom servitutens indhold var sammen med eieren at brake den forhaandenværende trappe og val, saaledes skulde altsaa servituten bortfalde, om eierens interesse tilsa ham at forandre forholdene ved opførelse av sjøpakhus. Efter denne bestemmelse synes det dobbelt urimelig, at indstevnte skulde kunne fordre servituten omgjort til en veiret, efterat havnevæsenets foranstaltning har bevirket, at val og trappe ikke er mere. Jeg er forsaavidt enig med underretten, at om servituten skulde ansees endnu bestaaende, maatte et pakhus paa appellantens grund ut mot den offentlige passage langs sjøen sidestilles med et sjøpakhus saaledes, at servituten (som nu bestaaende) maatte bortfalde, naar et saadant pakhus opførtes. Appellanten vil saaledes bli at frifinde for indstevntes tiltale i kontrasøksmaalet. - - - Wildhagen.

Likeoverfor post I er jeg enig med førstvoterende. - - - Hvad derimot post II angaar, kommer jeg til samme resultat som aastedsretten Fordi om den saakaldte «val» er forsvunden, er det ikke dermed avgjort, at fremkomsten til sjøen over appellantens eiendom ikke fremdeles har sin interesse for indstevntes eiendom. - - - Bergersen.

Jeg kommer i hovedsøksmaalet forsaavidt paaanket til samme resultat som underretten, og kan i det væsentlige tiltræde dennes begrundelse. Det er paa det rene, at smuget er for smalt til, at dertil efter den nye bygningslov kan bygges fasade, likesom bygningskommissionen lovlig har forbudt opførelse av hovedgavl til smuget som skjæmmende for stroket. Under disse

Side:297

omstændigheter forekommer det mig ikke rimelig, at appellanten skal kunne forlange smuget opretholdt. Hun maatte ialfald deri ha en væsentlig interesse; men nogen saadan er ikke godtgjort. Hendes tomt ligger mot nord til offentlig gate og mot vest til offentlig passage og har saaledes uten smuget utgang to veie. Efter procedyren maa det ogsaa antages at være appellantens agt at bygge, og isaafald vil heller ikke hun kunne undgaa at overbygge smuget. Hendes anke synes i virkeligheten heller ikke saa meget at være smugets bebyggelse, som at hun ikke selv faar adgang til at bebygge mere end dets halve bredde, idet hun efter tomternes utstrækning i denne retning paastaar at ha mere bruk herfor end indstevnte. Men hermed tror jeg ikke hun kan høres. Hun kan neppe motsætte sig, at hver tomt har den nærmestliggende halvdel av smuget, som indstevnte har gjort, idet dette efter omstændigheterne i mangel av overenskomst om anden ordning synes at være den naturligste maate at løse et sameie som nærværende paa. - - -

I kontrasøksmaalet kommer jeg til samme resultat som førstvoterende og tiltræder i det væsentlige hans begrundelse. - - -

Jeg kommer saaledes til det resultat, at parterne gjensidig bør frifindes for hinandens tiltale. - - - Hazeland.