Rt-1915-492

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1915-02-16
Publisert:	Rt-1915-492
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 18/1 s.a.
Parter:	Peder Devold (advokat Brøgger) mot Aalesunds kommune (advokat Meidell).
Forfatter:	Bjørn, Vogt, Fürst, Prydz, Hambro, Scheel, Reimers
Lovhenvisninger:	Grunnloven (1814) §97, Bygningsloven (1896) §13, Foreldelsesloven (1896) §3, §5

Nærværende saks gjenstand og nærmere omstændigheter vil sees av præmisserne til Trondhjems overrets dom av 11 november 1912, ved hvilken den under saken omhandlede, hos Peder Devold den 31 januar 1911 avholdte utpantningsforretning blev stadfæstet og sakens omkostninger ophævet.

Overrettens dom er av Peder Devold ved stevning av 12 mars 1913 paanket til Høiesteret, hvor han har paastaat utpantningsforretningen

Side:493

underkjendt og sig tilkjendt saksomkostninger for begge retter hos indstevnte.

Aalesunds kommune har paa sin side paastaat overrettens dom stadfæstet og sig hos appellanten tilkjendt saksomkostninger for Høiesteret.

For Høiesteret er fremlagt endel nye dokumenter, deriblandt et av appellanten i tiden 18 december 1913-25 juni 1914 i Aalesund optat tingsvidne, hvorved dog saken ikke findes bragt i nogen væsentlig forandret stilling.

Høiesteret kommer til samme resultat som overretten.

Forsaavidt angaar den indvending mot refusionskravet, at forholdet maa bedømmes efter den før gjældende bygningslov av 26 mai 1877, samt den indvending, at der endnu ikke kan ansees anlagt nogen gate, tiltræder Høiesteret i det væsentlige, hvad overretten herom har anført.

For præskriptionsspørsmaalets vedkommende er det fra kommunens side principalt gjort gjældende, at et refusionskrav som det heromhandlede, der er krav paa erstatning til kommunen for dens havte utlæg til erhvervelse av gategrund, ikke kan indgaa under betegnelsen i forældelseslovens §5, II, «fordring paa skat, gebyr eller anden avgift», hvorfor præskriptionsfristen for et saadant krav maa bli den ordinære, i §3 bestemte frist av 10 aar. Heri findes kommunen at maatte gives medhold. Denne opfatning maa ogsaa siges at være kommet tilsyne i lovgivningen. Naar der saaledes i lov nr. 15 av 27 juli 1896 §13 er git bl.a. disse i bygningslovene omhandlede erstatningskrav samme panteret og fortrinsret som skatter av fast eiendom, synes deri uttrykt, at kravene i sig selv ikke er at anse som skat. Det maa overhodet være klart, at man ikke kan utstrække det legale begrep «skat» til at omfatte alle bidrag, som utlignes til refusion av utgifter til fælles nytte. Appellanten har paaberopt den i Rt-1909-663 refererte høiesteretsdom og mener, at det ved den er fastslaat, at krav paa refusion for gateoparbeidelse præskriberes i 3 aar. Høiesteret har imidlertid i denne dom ikke uttalt sig om præskriptionsfristens længde, hvilket efter den opfatning av det faktiske forhold, som Høiesteret i motsætning til byretten hadde, var unødvendig. At Høiesteret ikke har gjort bemerkning ved byrettens forstaaelse av forældelsesloven, kan under denne sakens stilling ikke ansees som godkjendelse.

Dom:

Overrettens dom bør ved magt at stande. I procesomkostninger for Høiesteret betaler Peder Devold til Aalesunds kommune kr.250.

Av overrettens dom hitsættes:

- - - Utpantningen av 31 januar 1911 er foretat til inddrivelse av Aalesunds kommunes angivelige fordring paa appellanten for havte utlæg til erhvervelse av den til gate fornødne grund utenfor appellantens sjøbod i Apotekergaten i henhold til bygningslovens §13.

Appellanten har nedlagt paastand om, at utpantningsforretningen under kjendes. - - -

Av de indsigelser, som appellanten har fremsat mot kommunens refusionskrav, skal først behandles den, som gaar ut paa, at der endnu ikke er anlagt nogen gate. Den regulerte gate er ikke færdig, anfører appellanten. Da gatens anlæg er betingelsen for, at kravet skal forfalde, maa i tilfælde frifindelse for tiden bli følgen. Den gatestrækning, hvorom der handles, gaar efter det oplyste fra Apotekergaten til havnen (sjøen) i en længde av 19,25 meter. Appellanten paastaar, at en saadan gatestump ikke kan kaldes gate. Det er i høiden en paabegyndt gate, idet planen gaar ut paa en

Side:494

forlængelse i samme retning ved broanlæg over til den anden side av havnen, Korsen. Der er rigtignok bygget en trappe ned i sjøen ved enden av gatestumpen. Men dette er kun gjort for at omgaa beslutningen om den oprindelige regulering og til tvinge sig refusion. - - -

Jeg finder ikke, det kan være tvilsomt, at der handles om et saadant gateanlæg, som betinger refusionspligt efter den almindelige bygningslov §13. Indstevntes anførsel om, at loven ikke foreskriver nogen bestemt gatelængde forsaavidt, maa gives medhold og være avgjørende. Det er desuten benegtet og ikke bevist, at reguleringen omfatter den nævnte bro over til Korsen. - - -

Appellanten gjør dernæst principalt gjældende, at refusionskravet er præskribert. - - -

Appellanten gjør gjældende, at 3-aars fristen, som her kommer til anvendelse, i ethvert fald skal regnes fra den deg, gateoparbeidelsen var færdig, uten tillæg av de tre maaneder, som den refusionspligtige har henstand med at betale ifølge det nævnte lovsted, bygningelovens §13. Selv om man derfor maatte anta, at gateoparbeidelsen, som av indstevnte paastaat, først blev færdig den 28 august 1907, vilde forældelse være indtraadt den 29 oktober 1910. - - -

Jeg maa gi indstevnte medhold i, at fordringen qu. ikke kan ansees præskribert, selv om man lægger til grund, at der i forholdet gjælder en 3-aars præskriptionsfrist. Som utgangspunkt for dennes beregning maa nemlig lægges fordringens forfaldsdag, som ikke kan erkjendes at være indtruffet før utløpet av de 3 maaneders henstand, hvorpaa debitor har krav ifølge vedkommende lovsted. For en fordring, som forfalder efter paakrav, skal nemlig præskriptionen regnes at løpe fra den dag, til hvilken fordringen tidligst kunde ha været opsagt, præskriptionslovens §2, 2, og dette er efter bygningsloven §13 tre maaneder, efterat opgave over fordringens størrelse er meddelt. Det kan ikke sees, at Hambro paa det av appellanten paaberopte sted. «Om forældelse av fordringer», side 31, lærer noget andet, og resultatet stemmer med, hvad Kristiania byret har antat i en under saken fremlagt dom av 22 november 1910 og i den i Rt-1909-664 citerte dom. Jeg gaar ved det saaledes antagne resultat ut fra, at gaten ikke kunde ansees anlagt før 23 august 1907, kfr. stadskonduktørens bevidnelse i henhold til de ovennævnte regninger. - - -

Og før gaten er utlagt til almindelig benyttelse, antages ikke refusionspligten efter bygningslovens §13 at indtræde, kfr. lovens ord: «det tidspunkt, da gaten anlægges». - - - Det er gatens utlæggelse til almindelig benyttelse, som gjør refusionskravet naturlig begrundet, og til dette tidspunkt antar jeg derfor, at loven har sigtet med det anvendte uttryk. - - -

Appellanten hævder dernæst, at refusionskravet er uberettiget, fordi det alene søker sin hjemmel i den nye bygningslovs bestemmelser, mens forholdet antages at maatte bedømmes efter den før gjældende bygningslov av 26 mai 1877, som i §3 fastsætter saadan refusionsplit eller den lignende pligt til avstaaelse av den halve gatebredde alene i det tilfælde, at gateanlægget er en følge av nye tomters bebyggelse. Da der her handles om en fra før bebygget tomt, skulde efter appellantens mening refusion eller avstaaelse være utelukket efter den tidligere bygningslov, og den nye bygningslov med dens nye regler om refusion antages ikke at kunne faa anvendelse likeoverfor de grundeiere, der som appellanten allerede hadde bygget før den nye lov av 1896. Dette vilde efter appellantens mening være at gi denne lov tilbakevirkende kraft. Appellanten har imidlertid selv om end i enden forbindelse paaberopt professor Aschehougs avhandling i Rt-1879-755 for den opfatning, at der efter grundlovens §97 intet er til hinder for at lægge eierne av

Side:495

allerede bebyggede tomter at erstatte byen utgifterne ved gategrundens erhvervelse, idet han citerer den anførte uttalelse av Aschehoug til støtte for, at der ved disse refusionskrav i virkeligheten handles om skattepaalæg. Idet jeg under henvisning til denne uttalelse av Aschehoug ikke antar, at der er noget til hinder for at anvende den nye lovs bestemmelser paa tilfældet, skulde spørsmaalet saaledes alene bli, om indholdet av denne lov berettiger dertil, hvilket formentlig ikke kan være tvilsomt, eftersom refusionspligten i den nævnte §13 uttrykkelig siges at paaligge saavel grundeiere, som tidligere har bebygget sin tomt mot den nye gate, som de, der senere bebygger saadan tomt.

Efter det anførte maa utpantningen bli at stadfæste. - - -

A. T. Næss.

I det væsentlige og resultatet enig. - - -

Wildhagen. Bergersen.