Rt-1915-502

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1915-02-24
Publisert:	Rt-1915-502
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 26 I s.a.
Parter:	Riksforsikringsanstalten (advokat Carl Lundh) mot enke Olivia Stuverud samt de umyndige Jenny, Oloug, Martha, Margit og Nora Martinsdøtre Stuverud ved verge lærer H. Skui (advokat N. Onsager, beskikket).
Forfatter:	Frisak, Berg, Birkeland, Hambro, Rivertz, Prydz, justitiarius Thinn
Lovhenvisninger:	LOV-1894-07-23-6-§5

Sakens gjenstand og nærmere omstændigheter fremgaar av præmisserne til Kristiania byrets dom av 12 juli 1913, ved hvilken saaledes blev kjendt for ret: «Riksforsikringsanstalten bør til avdøde Martin Stuveruds enke og arvinger betale omkostningerne ved hans begravelse med kr. 50 samt saadanne livrenter, som er bestemt ved lov av 23 juli 1894 §5. Sakens omkostninger ophæves».

Denne dom, der er avsagt under dissens, idet et av rettens medlemmer stemte for forsikringsanstaltens frifindelse, er av Riksforsikringsanstalten indanket for Høiesteret med paastand om frifindelse og tilkjendelse av saksomkostninger for begge retter, mens enke Olivia Stuverud samt de umyndige Jenny, Oloug, Marta, Margit og Nora Martinsdøtre Stuverud ved verge lærer H. Skui, hvilke ved Høiesteret er forundt fri sakførsel med fritagelse for retsgebyrer, ved den for dem beskikkede sakfører har paastaat byrettens dom stadfæstet og appellanten tilpligtet at betale sakens omkostninger for begge retter.

Høiesteret kommer til samme resultat som det dissenterende medlem av byretten. Som det enstemmig er fremholdt av byretten, antages der ikke at foreligge nogen paaviselig direkte aarsakssammenhæng mellem den ved ulykkeshændelsen 24 april 1909 opstaaede skade paa avdødes rygsøile og dødsfaldet den 17 november samme aar. Resultatet av obduktionen var, at Martin Stuverud var død av lungebetændelse. Der er indtraadt en ny, dødbringende sygdom uten nogen paavist anatomisk aarsaksforbindelse med ulykkeshændelsen og den ved samme forvoldte legemsskade. Det maa da paaligge dem, der paastaar, at der desuagtet foreligger en - indirekte - aarsakssammenhæng mellem ulykken og dødsfaldet, at føre bevis for denne sammenhæng, ialfald at bringe til overveiende sandsynlighet, at der er saadan forbindelse eller - som det heter i ulykkesforsikringslovens §5 - at ulykken har medført døden. Det er mulig, at den ved rygskaden forvoldte sygdom hadde svækket avdøde og hadde gjort denne mindre motsandsdygtig mot lungebetændelsen, og der er en mulighet for, at han ikke vilde ha død av lungebetændelsen, hvis han ikke hadde været svækket paa grund av rygskaden; men denne mulighet kan ikke være tilstrækkelig til at konstatere erstatningspligt. Sammenhængen vilde her for tilfælde bli for fjern og hypotetisk. Man skal sluttelig henvise til høiesteretsdom i Rt-1907-171.

Side:503

Processens omkostninger findes der grund til at ophæve for begge retter. Den for de indstevnte beskikkede sakfører har utført sit hverv forsvarlig.

Dom:

Riksforsikringsanstalten bør for Martin Nilsen Stuveruds enkes og arvingers tiltale i denne sak fri at være. Processens omkostninger for byretten og Høiesteret ophæves. Salaret til den beskikkede sakfører, høiesteretsadvokat Nils Onsager, ansættes til kr. 200.

Av byrettens dom hitsættes:

Den 24 april 1909 kom stenpukker Martin Nilsen Stuverud tilskade under arbeide - - -, idet et stenras rev ned den stige, hvorpaa han stod, med den følge, at han faldt og fik et brud paa rygraden. Doktor Borgen, Lier, som blev tilkaldt, efterat skadede var bragt tilsengs i sit hjem, fandt partiet om 10de og 11te ryghvirvel hovent og 10de ryghvirvel fremstaaende. Doktorens diagnose gik ut paa fractura columnae uten kompression. Skadede blev lagt i gipsbandage utstrakt i 8 uker. Den 7 juni var han betydelig bedre og sat oppe i sengen ved avtagningen av gipsbandagen Den 23 juli gik han oppe og var begyndt at delta i lettere arbeide. Doktor Borgen fandt ved sin undersøkelse da, at hævelsen og smerterne i ryggen var borte, samt 10de ryghvirvel mindre fremstaaende. Manden klaget imidlertid over ondt i ryggen, naar han f.eks. hadde gaat et længere stykke vei. Den 10 september var tilstanden efter lægens mening nogenlunde tilfredsstillende. Skadede indfandt sig tilfods hos lægen, som bor vel 1 mil borte fra mandens hjem. Han var erklært helt arbeidsudygtig fra ulykken til 23 juli og efter denne tid halvt arbeidsudygtig indtil 10 sptember, da doktor Borgen sluttet lægebehandlingen og utskrev barn som arbeidsdygtig.

Martin Stuverud, som hadde optat sit arbeide allerede fra 23 august, som det synes efter lægens anordning, blev imidlertid daarligere og daarligere; han blev senere ut paa høsten angrepet av lungebetændelse og døde den 17 november 1909. Ved den foretagne obduktion paavistes en - forøvrig litet utbredt - lungebetændelse samt en fraktur av 11te og 12te ryghvirvel. Saavidt skjønnes lød, resultatet av obduktionen paa, at han var død av lungebetændelse. Nogen utskrift av denne forretning er forøvrig ikke fremlagt.

Paa grund av, at det ved obduktionen var konstatert, at bruddet i ryggen fremdeles var ulægt, blev avdødes efterlatte ved appelkommissionens kjendelse av 21 december 1909 tilstaat erstatning for delvis invaliditet indtil hans død. Derimot har kommissionen ved kjendelse av 25 februar 1910 forkastet de efterlattes anke over Riksforsikringsanstaltens avgjørelse. forsaavidt angaar deres krav paa erstatning for tap av forsørger, idet døden ikke antages at skyldes nogen ulykke, men den lungebetændelse, hvorav avdøde var blit angrepet. - - -

Angaaende spørsmaalet om aarsakssammenhæng mellem ulykken den 24 april og Martin Stuveruds død ved lungebetændelse den 17 november forelig ger der endel erklæringer fra doktor Hvoslef i Lier, som den 16 november - altsaa dagen før dødsfaldet - blev tilkaldt til avdøde, likesom dr. Hvoslef som vidne har avgit forklaring - - - Vidnet blev tilkaldt, efterat avdøde var angrepet av lungebetændelsen og satte denne straks i forbindelse med bruddet, da manden klaget over sterke smerter i ryggen, hvor der ogsaa vistes en stor rød kul eller fremstaaenhet paa det sted, hvor bruddet var. Vidnet antar ikke, at avdøde var helbredet, da han i september blev utskrevet, idet den forløpne tid var for kort hertil. Det var efter vidnets mening en

Side:504

uforsigtighet at la en mand, som har brukket rygraden, efter saa kort tids forløp faa lov til at begynde stenpukning, særlig naar som i dette tilfælde vedkommende klaget over smerter i ryggen, allerede fra begyndelsen av. Da understøttelsen fra Riksforsikringen ophørte i september, maatte avdøde utover høsten utføre alskens arbeide. En naturlig følge herav var, efter vidnets mening, at hans rygskade stadig blev værre og hans almenbefindende stadig daarligere (smerter, avmagring). Vidnet anser det for sandsynlig, at den forholdsvis litet utbredte lungebetændelse ikke hadde bevirket døden, hvis avdøde ikke hadde været svækket ved den utidig avbrutte behandling av rygradslidelsen, og mener, at det heller ikke er utelukket, at aarsaken til lungebetændelsen ligger i, at denne svækkede og uhelbredede mand blev tvunget til at opta sit arbeide netop da vinterkulden satte ind. Med hensyn til en mulig anatomisk sammenhæng mellem bruddet og lungebetændelsen fremholder vidnet, at han ikke finder en saadan sandsynlig, og at der ved obduktionen ikke kunde paavises nogen direkte forbindelse mellem disse to sygdomme. Han oplyser i denne forbindelse, at lungebetædelse er en hyppig komplikation til andre lidelser, særlig brud. Vidnets opfatning er av ham sammenfattet derhen, at han anser bedriftsulykken «som sandsynligvis den primære aarsak til døden».

Doktor Borgen har som 2det tingsvidne forklart, at avdøde, da vidnets behandling av ham sluttet den 10 september, fremdeles var noget svækket og i det hele maa betegnes som rekonvalescent. Slik skade som brud paa rygsøilen kan ofte hænge i i aarevis med smerter ved anstrengelse. Vidnet betegner imidlertid den skade, som avdøde hadde faat, som lettere, efersom han kunde gaa efter 6 á 8 ukers forløp. Efter vidnets mening foreligger der ikke nogen direkte aarsakssammenhæng mellem bruddet og lungebetændelsen, men da avdøde var svækket paa grund av bruddet, mener vidnet, at han derved var mere disponert for sygdommen, end han ellers vilde ba været.

Riksforsikringsanstaltens hovedlæge, Bødtker, gjør gjældende, at han anser det medicinsk set ganske utelukket, at der er nogen anatomisk sammenhæng mellem ulykken og den saa lang tid efter optrædende lungebetændelse. Denne maa antages at skyldes et helt nyt optrædende sygdomsmoment.

Paa grundlag av de foreliggende oplysninger maa man formentlig bli staaende ved, at nogen direkte paaviselig aarsakssammenhæng mellem bruddet og den senere opstaaede lungebetændelse ikke er for haanden; ialfald er dette spørsmaal meget uklart, særlig da forholdet med hensyn til lungebetændelsens opstaaen - specielt ved smitte - synes at være omtvistet. Se saaledes paa den ene side dr. Hvoslefs uttalelse om, at det neppe er sandsynlig, at «smitte» har spilt nogen rolle - «om infektion ved lungebetændelse vet man overhodet for tiden litet sikkert» - og paa den anden side dr. Bødtkers ovennævnte opfatning av forholdet.

Angaaende dette spørsmaal kan ogsaa henvises til oplysningerne i høiesteretsdom i Rt-1907-171 flg.

Det bør i denne forbindelse nævnes, at der, efter hvad dr. Hvoslef oplyser, gik en mild lungebetændelsesepidemi den samme vinter i den grænd, hvor avdøde bodde, - saavidt doktoren erindrer 5 tilfælde, av hvilke dog intet endte med døden utenfor det, som nærværende sak gjælder.

Hvorvidt en indirekte aarsaksforbindelse maa siges at foreligge mellem ulykkestilfældet og den senere optraadte lungebetændelse, stiller sig særdeles tvilsomt. Avgjørelsen av dette spørsmaal beror, saavidt jeg kan forstaa, for en væsentlig del paa et skjøn.

Der var ganske vist hengaat temmelig lang tid, fra ulykken indtraf, til avdøde blev angrepet av lungebetændelse, likesom man selvføgelig heller ikke kan se bort fra, at han i og for sig let kunde være blit et offer for denne

Side:505

sygdom ganske bortset fra det ham overgaaede ulykkestilfælde. Men naar hensees til, hvad der er oplyst om hans sykehistorie fra den første begyndelse av og indtil døden, hvorom henvises til doktor Hvoslefs oven refererte forklaring, forekommer det mig at være overveiende sandsynlig, at Martin Stuveruds død skyldes den ulykke, som rammet ham i april, idet hans helbred helt fra den tid av synes at ha været nedbrutt, likesom der formentlig er al grund til at sætte den senere optraadte lungebetændelse og dennes dødelige utgang i forbindelse med hans svækkede og for sygdommen mere mottagelige tilstand. Der er derfor efter min mening tilveiebragt et efter omstændigheterne fyldestgjørende bevis for, at «ulykken har medført døden», hvad der efter lov om ulykkesforsikring av 23 juli 1894 §5 er betingelsen for de efterlattes krav paa de i samme lovbestemmelse nævnte ydelser. - - -

Stabel, kst.

Jeg finder saken yderst tvilsom, men slutter mig i det væsentlige og i resultatet til førstvoterende.

W. G. Winsnes.

Idet jeg forøvrig er enig med de foregaaende voterende, finder jeg dog ikke, at der er paavist nogen saadan aarsakssammenhæng mellem den lungebetændelse, hvorav Stuverud døde den 17 november 1909, og ulykkestilfældet den 24 april næstfør, at det sidstnævnte kan siges at ha medført døden. Jeg stemmer derfor for forsikringsanstaltens frifindelse.

Siewers.