Rt-1916-1026

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1916-03-29
Publisert:	Rt-1916-1026
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 46/1 s.a.
Parter:	Gunnar Olsen Austad, Grunde Olsen Austad og Bjørgulf Taraldsen Langeid (advokat Rasch) mot John Gunsteinsen Skomedal og hustru Jurid Olsdatter (advokat Coucheron).
Forfatter:	Rivertz, Prydz, Mejdell, Berg, Heggen, Hambro, justitiarius Thinn
Lovhenvisninger:	Arveloven (1854) §14, §33, §65

Under skiftetvist i dødsboet efter forhenværende lensmand Olav Grundesen Aakhus og før avdøde hustru Jurid Gunnufsdatter blev den 22 juli 1912 av den da konstituerte sorenskriver i Sætersdalen avsagt saadan decision: «1. De av avdøde Olav Grundesen Aakhus i 1904 til hvert av sine 4 barn utdelte kr. 2.500, tilsammen kr. 10.000, blir at anse som arveforskud, der tages i betragtning ved boets deling. 2. Avdødes dispositioner i januar og februar 1909, hvorved han bortgir til hvert av sine

Side:1027

4 barn kr. 1.300 og overdrager dem hvert sit aktiebrev i Otterdals interessentskap, kjendes ugyldige. 3. Avdødes testamentariske bestemmelser i testament av 11 januar 1909 blir ikke at tillægge gyldighet, dog saaledes, at Jurid Olsdatters arv efter sin far blir hendes særeie. 4. De av avdødes datter Jurid Olsdatter ved dokument av 28 juni 1905 mottagne kr. 3.000 fra hendes bedstefar Gunnuf Olsen Langerak ansees som gave, der ikke vedkommer nærværende bo, mens halvdelen av den hende efter hendes bedsteforældre Gunnuf Olsen Langerak og hustru i oktober 1909 tilfaldne arv eller kr. 92,25 blir at regne boet til indtægt. 5. Jurid Olsdatter d.y. ansees ikke at ha mottat nogen arv efter sin avdøde halvsøster Jurid Olsdatter d. æ. 6. De fordringer, som avdødes barn av første egteskap har angit at ha for ikke utbetalt morsarv, blir ikke at ta under avgjørelse i forbindelse med denne skiftetvist.»

Denne decision blev av Bergens overret ved dom av 24 november 1913, forsaavidt den var paaanket, stadfæstet under ophævelse av sakens omkostninger for begge retter. Overrettens dom avsagdes under dissens. Et medlem av retten (1ste voterende) voterte nemlig for den forandring i decisionens post 3, at der forlods tildeles appellanterne, Grunde Olavsen Austad, Birgit Olavs datter, gift med Bjørgulf Taraldsen Langeeid, og Gunnar Olavsen Austad, til like deling en fjerdedel av farsarven, og et andet retsmedlem (3dje voterende) voterte for, at de i post 2 omhandlede transaktioner ikke kjendes ugyldige.

Gunnar O. Austad, Grunde O. Austad og Bjørgulf T. Langeid har ved stevning av 7 april 1914 indbragt saken for Høiesteret, hvor de har nedlagt saadan paastand: 1 a. At de av avdøde Olav Grundesen Aakhus i 1904 til hvert av sine 4 barn utdelte kr. 2.500, tilsammen kr. 10.000, ikke blir at anse som arveforskud og ikke blir at ta i betragtning ved deling av nævnte Olav Gr. Aakhus og før avdøde hustru Jurid Gunnufsdatters fællesbo av Bygland. b. At avdøde Olav Grundesen Aakhus's dispositioner i januar og februar 1909, hvorved han bortgav til hvert av sine 4 barn kr. 1.300 og overdrog dem hvert sit aktiebrev i Otterdals interessentskap, kjendes gyldige og forbindende for de indstevnte John Gunsteinsen Skomedal og hustru Jurid Olsdatter. c. At de av avdøde Olav Grundesen Aakhus i testament av 11 januar 1909 trufne forføininger kjendes gyldige og forbindende for de indstevnte John G. Skomedal og hustru Jurid Olsdatter, forsaavidt. angaar en fjerdedel av Olav Grundesen Aakhus's boslod, saaledes at appellanterne, Grunde Olsen Austad, Gunnar Olsen Austad og Bjørgulf Taraldsen Langeid, gift med Birgit Olsdatter, kjendes berettigede til forlods tilsammen at erholde utlagt en fjerdepart av farens boslod. 2. At Grunde og Gunnar Olsen Alstad samt Bjørgulf Taraldsen Langeid hos John G. Skomedal og Jurid Skomedal tilkjendes processens omkostninger for alle retter. 3. At overrettens dom forøvrig stadfæstes.

De indstevnte, John Gunsteinsen Skomedal og hustru Jurid Olsdatter, har paastaat skiftedecisionen stadfæstet og sig hos appellanterne tilkjendt omkostninger. De har derhos, saafremt

Side:1028

Høiesteret ex officio avviser saken paa grund av mangler ved overretsstevningen, paastaat sig tilkjendt kost og tæring.

Angaaende sakens nærmere omstændigheter henvises til præmisserne til de underordnede retters avgjørelser. Som nye dokumenter er for Høiesteret fremlagt en del erklæringer samt et tingsvidne optat i Sætersdalens sorenskriveri den 9 februar 1915, hvorunder det for skifteretten avhørte vidne Tarkjel Knutsen Austad har avgit yderligere forklaring. De nye oplysninger antages ikke at ha bragt saken i nogen væsentlig forandret stilling.

Appellanterne har i sin deduktion uttrykkelig erklært, at de akkviescerer ved overrettens dom, forsaavidt dens poster 4, 5 og 6 angaar og har - som ovenfor anført - ogsaa uttrykkelig paastaat dommen stadfæstet forsaavidt. Det er altsaa kun posterne 1, 2 og 3 som nu foreligger til prøvelse.

Høiesteret finder ikke ex officio at burde avvise saken paa grund av mangler ved overretsstevningen, idet man med overretten antar, at det har været paa det rene mellem parterne, at betegnelsen «Gunnar Austad m.fl.» har omfattet Olav Aakhus's barn av første egteskap, som ogsaa er appellanter for Høiesteret.

Med hensyn til sakens realitet kommer Høiesteret i posterne 1 og 2 til samme resultat som de foregaaende instanser og kan i alt væsentlig tiltræde den av skifteretten og overrettens førstvoterende herfor givne begrundelse. Hvad post 3 angaar er man enig med førstvoterende i overretten (smlgn. den i Rt-1914-864 indtagne dom). Da testamentsformerne er iagttat finder man med den nævnte voterende, at der er grund til at opretholde Olav Aakhus's testament, saa langt som det er forenlig med regelen i arvelovens §33.

Processens omkostninger for overretten og Høiesteret antages at burde ophæves. Om procesomkostninger for skifteretten er der ikke spørsmaal.

Tre av de voterende, assessorerne Prydz, Berg og Heggen, kommer forsaavidt angaar post 1, de i 1904 utdelte kr. 10.000, til et andet resultat end majoriteten, idet de finder, at appellanterne for denne posts vedkommende bør gives medhold.

Efter arvelovens §14 finder avkortning kun sted, naar det «fremgaar at avkortning har været giverens vilje». Men saa kan ikke findes at være tilfælde her. I saa henseende er for det første at bemerke, at de meget omtalte paategningers uttryk «skifte» og «arv» ikke kan findes at forutsætte eller antyde, end si tilkjendegi, at avdøde har villet avkortning. Det er meget almindelig, at forældre i levende live utdeler en del av sine midler til sine barn, og det er vistnok ogsaa almindelig at betegne saadanne dispositioner som skifte, likesom det ogsaa, da det er til arvinger utdelingen finder sted, synes ganske naturlig at bruke betegnelsen arv om de utdelte midler. At meningen med disse uttryk skulde være at bestemme, at utdelingen skal tages i betragtning ved det senere dødsboskifte, synes litet antagelig. Men dernæst er det ikke nok med, at det ikke fremgaar, at avkortning har været avdødes vilje. Der er nemlig, saavidt skjønnes,

Side:1029

tilstrækkelig føie til at anta, at han netop har villet, at avkortning ikke skulde finde sted. Det maa allerede ha formodningen for sig, at det har været hans vilje, at den av ham foretagne utdeling til samtlige barn av et like stort beløp skulde vær) en selvstændig og endelig disposition, som ikke skulde bli gjenstand for revision ved det senere dødsboskifte. Og der foreligger oplysninger, hvorefter der vistnok ikke kan være tvil om, at saa virkelig har været hans vilje. Særlig kan nævnes den vidneforklaring, som er avgit av gaardbruker og bankkasserer T. K. Austad, der hadde været avdødes nabo og fortrolige. Han forklarer, at han har opfattet avdøde saa, at de utdelte beløp var gaver og ikke arveforskud, og at avdøde mange gange talte om, at hvis han ikke traf den heromhandlede forføining, vilde datteren Jurid komme til at faa meget mere end de andre barn, hvad han vilde forebygge. Avdødes i 1909 oprettede testament vis, er ogsaa utvetydig, at det har været hans mening med dispositionen i 1904, at den ikke skulde tages i betragtning ved skiftet efter hans død.

Skifteretten har gjort en bemerkning om, at avdøde vistnok hadde hat lovlig adgang til at foreta den omhandlede utdeling som en endelig disposition, der ikke blev at ta i betragtning ved det senere skifte, og at dispositionen ogsaa i henhold til arvelovens §14 maatte blit at anse saaledes, hvis der ikke hadde foreligget nogen uttalelse fra avdøde «om hvorledes utdelingen fandt sted». Men skifteretten har fundet det avgjørende, at de utdelte beløp i omhandlede paategninger er betegnet som arv. «Likeoverfor en utbetaling til barn av arv», uttales det, «antages nemlig arvelovens §14 ikke at kunne paaberopes. Arv er arv og kan ikke betragtes hverken som forstrækninger eller gaver». Spørsmaalet om hvad avdøde maa antages at ha villet, har skifteretten ikke indgaat paa. Overrettens opfatning synes at være stemmende med skifterettens. Det synes imidlertid at maatte være klart, at det maa komme an paa, hvad avdøde har villet, og naar forholdet i saa henseende er det, at det ikke fremgaar, at han har villet avkortning, men tvertimot utvetydig fremgaar, at han har villet, at dispositionen ikke skulde tages i betragtning ved det senere dødsboskifte, blir det en omstændighet uten særlig betydning, at han har brukt betegnelsen arv.

Dom:

Skifterettens decision bør ved magt at stande, dog saaledes at der forlods tildeles appellanterne, Gunnar Olsen Austad, Grunde Olsen Austad og Bjørgulf Taraldsen Langeid til like deling en fjerdedel av farsarven. Processens omkostninger for overretten og Høiesteret ophæves.

Av skifterettens decision hitsættes:

Olav Grundesen Aakhus avgik ved døden den 1 april 1909, og da hans arvinger, der alle er myndige, ikke kunde komme til enighet om midlernes deling, blev boet tat under skifterettens behandling. Avdøde hadde været gift 2 gange. Første gang med Siri Gunnarsdatter, efter hvem der er avholdt skifte, og anden

Side:1030

gang med Jurid Gunnufsdatter, der døde 9 januar 1887. Efter sin anden hustru hensat avdøde i uskiftet bo. Boets arvinger er avdødes barn i 1ste egteskap: Grunde, Gunnar og datteren Birgit, der er gift med Bjørgulv Taraldsen Langeid, samt en datter av 2det egteskap, Jurid, der er gift med John Gunsteinsen Skomedal.

I 1904 utbetalte avdøde Olav G. Aakhus til hvert av sine 4 nævnte barn kr. 2.500. Der skal om denne utdeling være blit oprettet et dokument, som imidlertid er angit at være bortkommet og er saaledes ikke fremlagt i skifteretten. Senere oprettet avdøde under 11 januar 1909 et testament, hvori han bestemmer, at hans midler skal deles likt mellem hans 4 barn, samt at den arv, der tilfalder hans datter Jurid, skal være hendes særeie, som skal bestyres av overformynderiet paa nærmere angit maate. Imidlertid bortgav han den 30 januar 1909, altsaa samme maaned, som testamentet blev oprettet, til hvert av sine barn kr. 1.300, der blev indsat paa kontrabøker lydende paa barnenes navne, likesom han den 9 februar s.a. yderligere skjænket dem hver en aktie i Otterdals interessentskap.

Efterat boet var tat under offentlig skiftebehandling, nedla John Skomedal paa sin hustru Jurids og egne vegne i skiftesamling den 5 oktober 1909 paastand om, at avdødes foran anførte dispositioner maatte bli at anse som ugyldige og at boet skulde deles efter loven. Avdødes barn av 1ste egteskap paastod derimot avdødes dispositioner opretholdt og testamentet lagt til grund for utlodningen. - - - Under skiftetvisten er der fra John Skomedal og hans hustrus side gjort gjældende: 1. At pengegaverne i 1904 kr. 2.500 til hver av avdødes 4 arvinger blev git som arveforskud, der nu maa tages i betragtning ved boets deling. 2. At avdødes dispositioner i januar og februar 1909 er i strid med arvelovens §65 og derfor ugyldige. 3. At avdødes testament heller ikke kan opretholdes, da avdøde ikke ved testamentariske bestemmelser kunde forføie over datteren Jurids morsarv, likesom han heller ikke forøvrig hadde ret til at træffe de i testamentet angivne bestemmelser med hensyn, til hvorledes der skulde forholdes med hendes arv. - - -

Retten skal først behandle spørsmaalet om, hvorvidt de kr. 10.000, som avdøde i 1904 utdelte til sine 4 barn, maa bli at anse som arveforskud eller som fuldbyrdede livsgaver. Det maa vistnok antages, at avdøde, der i 1904 hensat i utskiftet bo efter sin anden hustru, hadde hat lovlig adgang til at utdele de her omhandlede pengebeløp som gaver til sine barn, til trods for at en saadan utdeling vilde gaa ut over hans datter av andet egteskap, der hadde et eventuelt krav paa halvdelen av boet. Længstlevendes forføiningsret, forsaavidt angaar retten til at gi gaver av den fælles formue, er nemlig som regel ikke underkastet nogen begrænsning. Retten er derhos av den mening at hadde der i nærværende tilfælde ikke foreligget nogen uttalelse fra avdøde om, hvorledes utdelingen fandt sted, maatte man i henhold til bestemmelserne i arvelovens §14 ha anset de paagjældende beløp som gaver, for hvilke der ikke kunde kræves avkortning i skiftet. Nu er det vistnok saa, at der ikke under skiftetvisten er fremlagt noget dokument, hvori giveren uttrykkelig har sagt, at avkortning skal finde sted, men avdøde har i sine transportpaategninger paa de værdipapirer, som ved nævnte leilighet blev barnene overdraget, tydelig uttalt, at de skulde ha vedkommende værdipapirer, der er en del av de her omhandlede gaver, som arv, og dette er efter rettens formening avgjørende. Naar en far, før han skifter, kalder sine barn til sig og siger, at nu vil han la dem faa et visst beløp hver som arv, kan dette saavidt skjønnes ikke være eller betragtes som andet end forskud paa den arv, som de har ivente, og de mottagne beløp vil maatte tages i betragtning ved et senere skifte, selv om vedkommende far i saa henseende intet har uttalt. Likeoverfor en utbetaling til barn av arv antages nemlig arvelovens

Side:1031

§14 ikke at kunne paaberopes. Arv er arv og kan ikke betragtes hverken som forstrækninger eller gaver. De her omhandlede kr. 2.800, som avdøde i 1904 utdelte til hvert av sine 4 barn, altsaa tilsammen kr. 10.000, blir saaledes at anse som arveforskud, der tages i betragtning ved boets deling.

Hvad dernæst angaar spørsmaalet om gyldigheten av avdødes gaver i januar og februar 1909, da han kort før sin død bortskjænket kr. 1.00 og en aktie i Otterdals interessentskap til hvert av sine 4 barn, skal retten alene henvise til den fremlagte erklæring fra avdødes læge, dr. Abusdal. Det er efter denne ganske klart, at gaverne er git, efterat avdøde var gjort bekjendt med, at han led av uhelbredelig kræft, og efterat alt haab om helbredelse var ute. Man antar derfor, at gaverne maa betragtes som dødsgaver, til hvis gyldighet der formenes at utkræves testamentformer, enten de var fuldbyrdet før giverens død eller ikke. Saavel de bortgivne pengebeløp som akherne i Otterdals interessentskap maa derfor bli at betragte som ikke utgaat av boet ved dødsfaldet, idet gaverne ansees som ugyldige.

Det næste spørsmaal blir da hvorvidt avdødes testamente, som ogsaa omfatter de paa dødsleiet bortgivne midler, skal opretholdes. At testamentet ikke kan bli staaende i sin helhet, er paa det rene. Avdøde har nemlig i sit testamente forføiet over det hele bo, og det er vistnok en fastslaat retsregel, at længstlevende egtefælle ikke har ret til mortis causa at forføie over mere end sin egen andel i boet. Fra barnene av første egteskap er det imidlertid fremholdt, at selv om testamentet ikke helt kan opretholdes, maa det dog fortolkes saaledes, at testator har villet tildele sine barn av første ekteskap saa meget, som loven tillot, og at det derfor maatte bli staaende for den fjerdedel av farsarven, hvorover avdøde testamentarisk kunde disponere. Retten kan ikke være enig i denne betragtningsmaate. Avdødes testamentariske forføining over Jurids halvdel av boet er helt ugyldig, og den omstændighet, at han har disponert over disse midler, synes i nærværende tilfælde ikke at burde medføre en anden fordeling av hans egen halvdel av boet, end han i testamentet selv har bestemt. Ifølge testamentet skal «alt», altsaa ogsaa avdødes egen halvpart deles likt mellem avdødes samtlige barn, og herved antages det for denne halvdels vedkommende at maatte bli. Anderledes vilde forholdet ha været, om avdøde av sin boslod hadde testamentert mere end arveloven tilsteder. Testamentet vilde i dette tilfælde kun bli at omstøte i den utstrækning, som de pligtdelsberettigedes krav tilsiger. Det oprettede testamente antages saaledes ikke at kunne tillægges nogen betydning ved boets fordeling. Hvad testamentets indhold forøvrig angaar skal retten bemerke, at avdødes bestemmelse om, at datteren Jurids arv skal være hendes særeie, antages at maatte opretholdes for hendes farsarvs vedkommende. Over hendes morsarv, der var falden, maa han derimot saavidt skjønnes være uberettiget til at fatte saadanne bestemmelser. - - -