Rt-1918-184
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1917-11-23 |
| Publisert: | Rt-1918-184 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 57/2 s.a. |
| Parter: | Agathon Aarnæs (overretssakfører F R. Schjødt til prøve) mot overretssakfører Nikolay Leth (advokat Adam. Hjorth). |
| Forfatter: | Heggen, Hambro, Fürst, Bjørn, Breien, Gjelsvik, Justitiarius Thinn |
| Lovhenvisninger: | Norske Lov (1687), Straffeloven (1902) §295, Straffeloven 1902 ikrafttredelseslov (1902) §17 |
Ekstraordinær assessor Heggen: Under 11 september 1914 avholdtes av lensmanden i Hurdalen efter rekvisition fra overretssakfører Leth eksekutionsforretning hos Agathon H. Aarnæs i henhold til forlik indgaat ved Kristiania forlikskommission 16 juni s.a. Denne eksekutionsforretning paaankedes av Agathon Aarnæs til Kristiania overret, som den 14 februar 1916 stadfæstet eksekutionsforretningen under ophævelse av processens omkostninger.
Agathon Aarnæs har derefter efter erholdt appelbevilling paaanket overrettens dom til Høiesteret, hvor han har nedlagt saadan paastand: At dersom appellanten, Agathon Aarnæs, med sin ed benegter at ha skrevet eller bemyndiget nogen til
Side:185
at skrive sit navn under et til Ch. A. Aas som kreditor utstedt gjældsbrev, stort 1.500 kr. og datert 14 mars 1914, - at da den av indstevnte, overretssakfører Leth, under 11 september 1914 avholdte eksekutionsforretning hos appellanten for beregningssum kr. 1.551,60 underkjendes og at appellanten hos indstevnte tilkjendes sakens omkostninger for overretten og Høiesteret.
Overretssakfører Nikolay Leth har nedlagt paastand om. stadfæstelse av overrettens dom og tilkjendelse av saksomkostninger for Høiesteret.
Med hensyn til sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til overretsdommens præmisser. Av nyt her for retten dokumentert skal jeg fremhæve forklaring av 15 april 1916 for Kristiania forhørsret, avgit av N. D. Wang, der er den person, som skulde ha været tilstede ved en sammenkomst paa hotel Scandinavie med appellanten og Aas, - den samme person som er omhandlet i overrettens dom. Wang, som først efter overretsdommen har faat anledning til at se appellanten, forklarte for forhørsretten, at denne ikke var den samme, som den, der ved sammenkomsten paa Scandinavie blev utgit for trælasthandler Aarnæs. Videre skal jeg nævne erklæring av 1 juli 1916 avgit av bankchef Otto Adeler, som har hat til opgave at uttale sig om egtheten av den underskrift, der er tillagt appellanten. Bankchef Adeler konkluderer saaledes: «Det er en til visshet grænsende sandsynlighet for, at et mig forelagt gjældsbevis, stort kr. 1.500, til Ch. A. Aas, undertegnet («14 mars 1914») av A. Aarnæs, er egte, det vil si undertegnet av A. Aarnæs selv». Jeg anser det ufornødent at referere noget av de øvrige nye dokumenter.
Jeg er kommet til et andet resultat end overretten, idet jeg finder, at saken bør avgjøres med appellantens ed i henhold til N.L. 5-1-6. Jeg antar nemlig, at der ikke kan siges at være ført fuldt bevis hverken for, at underskriften er egte, eller for, at den er falsk, idet jeg dog personlig helder til det sidste. Der er ikke ført noget sandsynlighetsbevis for, at Aarnæs paa den dag, hvis datum gjældsbrevet bærer, skulde tro sig at være Aas noget skyldig. Hvis Aas har assistert Aarnæs noget med at sætte ham i forbindelse med overretssakfører Hassel for at reise penge, saa er Aas derfor blit betalt av denne. Da saken stod for overretten, forelaa der et moment, som talte ganske sterkt mot Aarnæs, nemlig det, der skulde være foregaat ved sammenkomsten paa hotel Scandinavie. Men dette moment viser sig nu efter de nye oplysninger at være fuldstændig værdiløst. Den uttalelse, der er avgit av den skriftkyndige bankchef Adeler, har ikke kunnet overbevise mig. Paa den anden side kan jeg som ovenfor anført ikke finde, at der er ført fuldt tilstrækkelig bevis for, at underskriften er falsk, og der blir da ingen anden utvei end at gaa til ed overensstemmende med N.L. 5-1-6. Første- og andenvoterende i overretten sees at være av den mening, at det efter almindelige bevisregler skulde paahvile appellanten at sandsynliggøre, at underskriften er falsk. Dette maa dog være urigtig. Det maa være den, som paaberoper sig en underskrifts egthet, som har at bevise
Side:186
dette. Det er et beneficium for ham, at loven paalægger den, der fragaar sin underskrift, at fremkomme med denne negtelse under ed; det er ikke et beneficium for den, der fragaar sin underskrift. Ti efter almindelige regler om bevisbyrden skulde han intet andet ha at gjøre end at negte.
Jeg finder, at appellanten, ifald han avlægger eden, bør tilkjendes sakens omkostninger hos motparten for begge retter. Hvis han ikke avlægger den, bør han betale saksomkostninger for Høiesteret til sin motpart, saaledes som av denne paastaat.
Konklusion:
Saafremt gaardbruker Agathon Aarnæs inden sit verneting til første eller andet ting, hvortil han 4 uker fra Høiesterets doms avsigelse kan gi overretssakfører Nikolay Leth lovlig varsel, med sin ed benegter at ha skrevet eller bemyndiget nogen til at skrive sit navn under det i saken omhandlede gjældsbrev av 14 mars 1914, stort kr. 1.500, til Ch. A. Aas, ophæves den paaankede eksekutionsforretning av 11 september 1914. I dette tilfælde betaler overretssakfører Leth til Aarnæs i procesomkostninger for overretten og Høiesteret kr. 650. Avlægger Aarnæs ikke saadan ed, bør overrettens dom ved magt at stande, og i dette tilfælde betaler Aarnæs til Leth i procesomkostninger for Høiesteret kr. 400.
Assessor Hambro: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Det har for mig været avgjørende for, at benegtelsesed paalægges appellanten, at der, som ogsaa av førstvoterende uttalt, ikke er ført tilstrækkelig bevis for egtheten av det under saken omhandlede gjældsbrev med forliksfuldmagt. Hvorvidt in casu appellantens navn falskelig er blit paaført dokumentet, finder jeg det ikke paakrævet at uttale mig om, idet jeg alene bemerker, at jeg ikke kan finde, at under nærværende sak beviset herfor har været ført.
Ekstraordinær assessor Fürst: Som hr. assessor Hambro.
Assessor Bjørn og ekstraordinær assessor, overretsjustitiarius Breien: Likesaa.
Ekstraordinær assessor, professor Gjelsvik: Jeg er kommet til det resultat, at appellanten, gaardbruker Agathon Aarnæs, bør uten videre frifindes for overretssakfører Nikolay Leths tiltale i denne sak og tilkjendes procesomkostninger for overret og Høiesteret. Jeg er enig med de foregaaende voterende i, at omkostningerne tilsammen ansættes til 650 kr. Efter de foreliggende oplysninger føler jeg mig nemlig overbevist om, at underskriften paa det i saken omhandlede gjældsbrev paa 1.500 kr. er falsk, hvorfor jeg finder det unødvendig at gjøre utfaldet i saken avhængig av appellantens benegtelsesed, og det uagtet appellanten selv ikke har gaat videre i sin paastand end at tilstedes adgang til benegtelsesed. Av de grunde, som gjør, at jeg føler mig overbevist om, at underskriften er falsk, skal jeg særlig nævne: For det første mener jeg, at underskriften selv, Sammenlignet med appellantens egte underskrift, bærer præget av at være efterskrevet. For det andet lægger jeg vegt paa den av førstvoterende omhandlede episode paa hotel Scandinavie,
Side:187
en episode, som efter min mening maa tillægges en særlig bevisvegt. Paa hotellet traf nemlig gjældsbrevets oprindelige kreditor Aas sammen med handelsmand Wang, som senere er ført som vidne i saken, og Aas forestillet da for Wang en person, som han utgav for at være appellanten i nærværende sak, Agathon Aarnæs, og denne person vedkjendte sig da i Wangs nærvær gjældsbrevet som utstedt av sig. Efterpaa viser det sig, at den person, som Aas saaledes forestillet for Wang, ikke var identisk med Aarnæs, men var en anden person. Denne episode kan saaledes efter min overbevisning ikke opfattes anderledes end som et arrangement, som Aas har faat istand for at skaffe sig bevis for at underskriften paa dokumentet var egte. Hadde underskriften været egte, vilde det været mere letvint for Aas ved underskriftens meddelelse at tilkalde vitterlighetsvidner, dersom det hadde været ham om at gjøre at ha vidner paa underskriften. Særlig i forbindelse hermed maa der lægges vegt paa de i saken meddelte oplysninger, som er fremkommet om den oprindelige kreditors person, og paa det usandsynlige i, at Aarnæs for de tjenester, som Aas hadde ydet ham, vilde gi et saa stort vederlag som 1.500 kr.
Da jeg imidlertid er i minoritet, skal jeg ikke forme nogen konklusion.
Justitiarius Thinn: Som hr. assessor Hambro.
Dom blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.
Av overrettens dom:
Gjældsbeviset er stilet til Ch. H. Aas, som har latt forliket indgaa ved Kristiania forlikskommission den 16 juni 1914. Paa en utskrift av forliket har Aas den 17 juni 1914 transportert fordringen til overretssakfører Leth til dækning av hans gjæld til ham. - - -
I saken er - - - avholdt retslig efterforskning i anledning av, at appellanten har anmeldt Aas til paatalemyndigheten for falsk. - - - Paåtalemyndigheten har under 29 december 1914 henlagt saken, da «beviset fandtes at stille sig meget tvilsomt».
Sakens nærmere omstændigheter maa efter de foreliggende oplysninger antages at være:
Den nævnte Aas var en tid kontorist hos appellantens nevø,, overretssakfører O. Aarnæs, Kristiania. Den 28 februar 1914 blev Aas avskediget, angivelig paa grund av mislig forhold med hensyn til en anvisning, men Aas vedblev at vanke paa sakførerens kontor ogsaa efter den tid. Ved Kristiania meddomsrets dom vistnok den 25 mars 1915 blev Aas dømt til 30 dages fængsel for aager og underslag. Ved lagmandsrets dom av 26 mai 1915 blev han frifunden for tiltale vedkommende underslag, men vedtok derimot en mulkt for aager.
Om appellanten er det oplyst, at naar han var i byen bodde han som regel hos sakfører Aarnæs, som har sin bolig der, hvor han har sit kontor. Appellanten er vistnok adskillig svækket av drik, og hans uttalelser er i almindelighet litet at stole paa. Han hadde desuten spekulert sterkt med skogindkjøp og tømmerdrift og var paa vaaren 1914 nødsaget til at ordne sine affærer ved laan. Av appellantens barn var der for nogen aar siden indledet skridt for at faa ham umyndiggjojrt.
Side:188
Under efterforskningen har Aarnæs som vidne forklart, at han engang vaaren 1914, antagelig i mars, kom ind paa sakfører Aarnæs's kontor. Der blev da tale om, at appellanten trængte kr. 25.000, og uten at han hadde anmodet Aas, som sat paa kontoret der, om at hjælpe sig med at faa disse penge - appellanten visste, at Aas var den, som ikke kunde hjælpe ham - sa Aas, at han skulde følge appellanten over til sakfører Hassel. Aas fulgte derpaa appellanten over til Hassel, som skaffet appellanten laanet i Kreditbanken. Nogen anden befatning med dette laan har Aas ikke hat. Da Aas hadde fulgt appellanten over til Hassel, fik Aas av vidnet «laant» 25 kroner, men noget løfte om nogen anden godtgjørelse gav vidnet ikke Aas,
Aas har derimot, likeledes som vidne, idet han paa det tidspunkt ikke blev og ikke forlangte sig sigtet, forklart, at han i mange aar har kjendt Aarnæs og hans familie. Appellanten henvendte sig paa vaarparten 1914 til Aas med anmodning om dennes assistanse til at skaffe et laan paa 25.000 kr., da hans affærer var i uorden. Efter at ha hat meget arbeide med konferanser med forskjellige sakførere, som pleier at laane ut penger, henvendte Aas sig tilslut til sakfører Hassel, som skulde skaffe laanet. Aas hadde ogsaa flere konferanser med Hassel i anledning av Aarnæs's affærer. Aarnæs hadde paa et tidlig stadium tilsagt Aas 1.000 kr., hvis ordning kom istand. Da det var kommet saa langt, at Hassel erklærte, at affæren vilde gaa i orden, stillet Aas likeoverfor Aarnæs ved dennes nærvær her i byen forlangende om 1.500 kr. for sit arbeide, og herpaa gik Aarnæs ind. Samme dag blev omhandlede gjældsbrev med forliksfuldmagt undertegnet av Aarnæs paa sakfører Aarnæs's kontor; der var da ingen andre tilstede end appellanten og Aas. - - - Engang senere under et samvær paa hotel Scandinavie med appellanten, forklarer Aas videre, opstod der spørsmaal om Aarnæs skulde kjøpe møbler av en handelsmand Wang, som ogsaa kom tilstede ved anledningen, og om Aarnæs var god nok for betalingen. Aas viste da frem gjældsbrevet, og Aarnæs uttalte, at han vel maatte være god nok, naar Aas kunde stole paa ham.
Overretten skal bemerke:
Efter almindelige bevisregler paahviler det appellanten at sandsynliggjøre, at hans underskrift er falsk. Saadant bevis kan han ikke ansees at ha levert.
Hvad for det første de fremlagte skriftprøver angaar, tyder disse ikke paa, at underskriften er falsk. Overretssagfører Aarnæs har forklart, at der intet er iveien for, at gjældsbrevet kan være skrevet paa vidnets kontor, uten at vidnet har været tilstede, og at underskriften paa gjældsbrevet ligner akkurat appellantens underskrift. I januar-februar 1914 hadde appellanten i ædru tilstand tilbudt sin nevø baade 500 og 1.000 kr., hvis denne kunde skaffe ham en kassekredit paa 20.000 kr. I en paategningsskrivelse av 9 juli 1915 har overretssagfører Aarnæs uttalt, at han finder det utilraadelig efter sit kjendskap til onkelen og saken, at der tilstedes barn adgang til benegtelsesed. Ogsaa overretssakfører Hassel har som vidne forklart, at han ikke anser det usandsynlig, at Aarnæs har gaat med paa at underskrive gjældsbrevet, da Aarnæs var i stor forlegenhet paa den tid. Aas's forklaring om episoden paa hotel Scandinavie er bekræftet av Wang, som siger, at Aas tok frem gjældsbrevet paa 1.500 kr., og at Aarnæs da erkjendte, at han hadde git Aas gjældsbeviset. Wang tilføier dog, at han trodde det hele var noget tull.
Side:189
Efter det saaledes anførte - og efter samtlige foreliggende oplysninger om appellantens karakter - findes der ikke at være føie til at stede appellanten til benegtelsesed, idet man er nærmest tilbøielig til at anta, at appellanten har underskrevet gjældsbeviset, uten at han senere kan erindre det. - - - Sluttelig skal man ikke undlate at bemerke, at appellantens sakfører udtrykkelig har anført, at «appellantens økonomiske stilling ikke var av den art, at han hadde behov for at søke den rene aager». Desuagtet kunde der bli spørsmaal om ex officio at kjende gjældsbeviset ugyldig paa grund av aager, jfr. Hagerup: Strafferettens alm. del, side 518. Det kan nemlig ikke være tvilsomt - trods Aas's forklaring i motsat retning - at vederlaget kr. 1.500 staar i «et aabenbart og sterkt misforhold» til det arbeide, som Aas har præstert ved at skaffe appellanten laanet paa kr. 25.000. Dette arbeide reducerer sig nemlig i det væsentligste til, at han har fulgt appellanten over til sakfører Hassels kontor, og at Aas senere har hat et par konferanser med Hassel. Aas har for dette arbeide oppebaaret av Hassel halvdelen av dennes salær hos Aarnæs kr. 800, altsaa kr. 400. Det kunde derfor bli spørsmaal om at betegne Aas's forhold «som utnyttelse av appellantens letsindighet eller uerfarenhet» (jfr. straffelovens §295), naar Aas har forledet ham til at underskrive gjældsbeviset og senere anvender dette som skedd til at skaffe sig ganske uhørt ekstravinding paa appellantens bekostning. Imidlertid antar man, at der ikke er anledning til at gjøre nævnte betratgning ex officio gjældende. Man er nærmest tilbøielig til at opfatte straffelovens ikrafttrædelseslov §17, 1ste punkt, 3dje lad («fragaaes» o.s.v.) saaledes, at retshandelen kun er uforbindende og ikke er absolut ugyldig, jfr. ogsaa Stang: Indledning til formuesretten, side 519, og den der skedde henvisning til Ot.prp.nr.24 (1888), side 612, hvor det er forutsat, at i ethvert fald godtroende erhverver av gjældsbrev ikke kan møtes av aagerindsigelsen. Lorents Rynning, kst.
- - - Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende, hvis konklusion tiltrædes. J. Bergh.
Det forholder sig vistnok ikke saa, at appellanten har at sandsynliggjøre, at hans underskrift er falsk for at stedes til benegtelsesed. Hans benegtelse av underskriftens egthet er nok, kfr. Schweigaards Proces, 3dje utgave, side 330, øverst. Jeg finder dog paa den anden side, at der foreligger saa mange momenter, som taler for, at underskriften er egte, at jeg med de øvrige voterende er enig i, at benegtelsesed ikke bør tilstedes avlagt. Jeg er i resultatet enig med de øvrige voterende. A. Døscher
Side:196
En plads blev i den gaards skog, hvorfra den i 1833 blev utskilt som særskilt bruk, tilsagt ret til bygningsfang, dog ikke til hugst av noget træ, som var skikket til utskibningslast. Skogens eier vil ha dette fortolket derhen, at det kommer an paa, hvad til enhver tid er skikket til salgslast efter de vekslende konjunkturer, endog om dette vil medføre, at hugstrettten blir værdiløs. - Heri faar han ikke medhold. Jfr. Rt-1899-492 og Rt-1901-592.