Rt-1919-73

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1918-06-27
Publisert:	Rt-1919-73
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 108/1 s.a.
Parter:	Bjølsen Valsemølle (advokat Johannes Bergh) mot Akers kommune (advokat Per Rygh ved advokat E. Corneliussen).
Forfatter:	Bjørn, Rivertz, Backer, Fürst, byretsjustitiarius Jensen, sorenskriver Lund, justitiarius Thinn
Lovhenvisninger:	Skatteloven (1911) §116, §124, §19, §8, Skatteloven (1911), Byskatteloven (1911) §108, §12, §14, §3, §5, Byskatteloven (1911)

Assessor Bjørn: Sakens gjenstand og nærmere omstændigheter fremgaar av præmisserne til Kristiania byrets dom av 27 februar 1917, ved hvilken den til byretten paaankede utpantningsforretning blev stadfæstet og sakens omkostninger ophævet. Dommen er avsagt under dissens, idet rettens førstvoterende stemte for utpantningsforretningens underkjendelse.

Byrettens dom er av Bjølsen Valsemølle ved stevning av 24 august 1917 indanket til Høiesteret, hvortil appelbevilling senere er erhvervet. Møllens paastand her gaar ut paa, at den paaankede utpantningsforretning kjendes uefterrettelig eller underkjendes, og at appellanten hos indstevnte tilkjendes procesomkostninger for byretten og Høiesteret.

Av den indstevnte, Akers kommune, er nedlagt paastand om; at utpantningen stadfæstes, principalt i sin helhet, subsidiært forsaavidt angaar et skattebeløp, som tilsvarer en utregning paa grundlag av fordelingsprincippet i landsskattelovens §19, 4de passus, samt i alle tilfælde at indstevnte hos appellantskapet tilkjendes omkostninger for Høiesteret.

Side:74

Hvad angaar den av Bjølsen Valsemølle ogsaa her for retten optagne indsigelse, at tvisten i virkeligheten er en tvist mellem Aker og Kristiania kommuner, og derfor burde søkes løst uten indblanding av Bjølsen Valsemølle, som har deponert det høieste skattebeløp i henhold til landsskattelovens §116, bylovens §108, - er jeg enig med byretten, som samstemmig har forkastet denne indsigelse. Jeg finder med byretten, at landsskattelovens §116 alene har hensyn paa tvistigheter angaaende indtægts- og formuesskat, derimot ikke angaaende eiendomsskat. Denne opfatning sees ogsaa at deles av Finansdepartementet som i skrivelse av 13 oktober 1914 har uttalt sig i overensstemmelse hermed, likesom byraachef Thomle i sin anden utgave av skatteloven under rettelser og tilføielser til §116 (side 251) uttaler det samme.

Hvad realiteten angaar, kommer jeg til samme resultat som byrettens førstvoterende, til hvis begrundelse jeg i alt væsentlig kan henholde mig. Jeg er enig med denne voterende i, at det ved eiendomsbeskatningen ikke er den til eiendommen knyttede nyttevirkning eller bruksværdi, som er beskatningens gjenstand, men derimot den værdi, som ligger i fast eiendom eller anlæg, med andre ord den værdi, som eiendommen eller anlægget har i sig selv, objektivt bedømt. Som følge herav maa det ved gjenstande, der - saaledes som reguleringsanlæg med tilhørende rettigheter - ikke kan betegnes som nogen almindelig salgsgjenstand, «ved værdsættelsen bli at ta i betragtning, hvad det under almindelige omsætningsforhold vilde koste at anlægge eller erhverve de til reguleringen hørende anlæg og rettigheter. Hvorvidt denne værdi skal ansættes til, hvad der virkelig er betalt, eller til mer eller mindre, er et skjønsspørsmaal, som det maa tilligge takseringsmyndigheterne at avgjøre.» Jeg tiltræder denne uttalelse av byrettens førstvoterende og kan heller ikke finde, at den av ham nævnte høiesteretsdom av 1904 har avgjort noget, som staar i strid hermed.

Hvad endelig angaar skattens beregning, antar jeg, at §124 i landsskatteloven ikke kan gives anvendelse paa den avgjørelse, som saaledes blir nærværende tvist tildel. Jeg antar, at ogsaa denne paragraf kun har hensyn paa tvistigheter angaaende indtægts- og formuesskat og saaledes ikke kommer i betragtning, hvor der er spørsmaal om eiendomsskat. Jeg henviser herom ogsaa til den i Rt-1912-501 refererte høiesteretsdom samt til byraachef Thomles foran nævnte 2den utgave av skatteloven, note 2 til §124. Jeg gaar forsaavidt likesom Thomle i den nævnte bemerkning ut fra, at høiesteretsdommen av 1912 har anvendelse ogsaa efter den nye skattelov av 1911.

Jeg antar, at Akers kommune efter dette resultat maa tilpligtes at betale sin motpart sakens omkostninger for begge retter.

Side:75

Konklusion:

Den paaankede utpantningsforretning av 21 oktober 1914 ophæves. I procesomkostninger for byretten og Høiesteret betaler Akers kommune til Bjølsen Valsemølle kr. 1.200.

Ekstraordinær assessor Rivertz: Jeg er enig med førstvoterende.

Assessorerne Backer og Fürst, de ekstraordinære assessorer byretsjustitiarius Jensen og sorenskriver Lund samt justitiarius Thinn: Likesaa.

Dom blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Av byrettens dom:

Mellem brukene ved Akerselven og Akers kommune har der i en række av aar været tvist om beskatning av brukenes damanlæg i Nordmarken, først om selve skattepligten, senere om den nærmere fremgangsmaate ved beskatningen. To retstvister om fremgangsmaaten, henholdsvis ved formues- og indtægtsbeskatningen og eiendomsbeskatningen, fandt sin avgjørelse ved Høiesterets domme av 18 juli 1904, Rt-1904-690 fg. og Rt-1904-698 fg. For aarene 1897-1901 hadde damanlæggene med tilliggende rettigheter været skatlagt under hensyntagen til deres nytte som regulerende vandføringen i Akerselven, og bruttoformuen for herredsskatteligningen og taksten til eiendomsskat var for hvert aar ansat til ialt ca. kr. 550.000 for samtlige bruks anparter. I 1901 besluttet imidlertid Akers ligningskommission at beregne værdien av de omhandlede damme og rettigheter «efter den kraftforøkelse reguleringen av Nordmarkens vasdrag antages at skaffe brukene og fordelt paa de enkelte bruk efter det antal hestekræfter hvert bruk disponerer under hensyn til brukets for utnyttelsen mer eller mindre heldige beliggenhet», og værdien blev sat til 2 millioner kroner saavel for formues- og indtægtsskattens som for herredsskattens vedkommende. Ligningskommissionen fulgte det samme princip i de følgende aar, og præciserte sit standpunkt nærmere i en beslutning av 7 april 1905, hvori det bl.a. heter: 1. Værdien bestemmes overensstemmende med Kristiania byrets av Høiesteret 13 juli 1904 stadfæstede dom efter den ved reguleringen vundne og forbedrede drivkraft for brukene i Akerselven. 2. Ved værdsættelsen gaar man ut fra .... minimum av den vundne vandkraft 4.200 h.k..... altsaa kr. 700 pr. h.k., hvilket gir en samlet værdi av reguleringen av kr. 2.940.000. 4. Reguleringsanlæggene antages for eierne ikke at ha nogen værdi utenfor den derved vundne eller forøkede drivkraft, hvorfor til ovenstaaende værdsættelse ikke blir at gjøre noget tillæg for selve dammenes bygningsværdi, damvogterboliger m.v. 5. Bruttoværdien av den inden Aker liggende del av reguleringsanlæggene avrundes til kr. 2.000.000. Faldene regnes ialt at repræsentere ca. 6.000 hestekræfter, hvorav Akers kommune saaledes beskattet 4.200.

Imidlertid har Kristiania kommune paa sin side hvert aar beskattet brukene efter deres fulde drivkraft (samtlige hestekræfter). For hvert av aarene 1902-1912 inkl. fik brukseierne ligningen indbragt for en overskattekommission, som regelmæssig nedsatte værdiansættelsen, for de fleste aars vedkommende fra 2 millioner kroner til kr. 550.000, i de to sidste aar til kr. 675.000 og kr. 600.000. Overskattekommissionerne gik ut fra, at der ikke var adgang til at medta noget av de i Kristiania

Side:76

beliggende falds værdi til beskatning i Aker, men derimot den nytte, som for brukene er vundet ved anlæggene i Nordmarken og som knytter sig til disse. For et enkelt aar - 1911 - indtok dog kommissionen et andet standpunkt, idet den sluttet sig til en av overskattekommissionens medlem for 1909, advokat Kr. Johanssen hævdet betragtning, hvorefter den ved magasineringen av vand ved damanlæggene i Nordmarken opnaadde fordel ikke kan siges at knytte sig alene til damanlæggene, men maa fordeles paa disse og faldene.

Da skattelovene av 18 august 1911 traadte i kraft, bortfaldt tvisten for formues- og indtægtsskattens vedkommende som følge av bestemmelsen i landsskattelovens §19, byskattelovens §14. Om eiendomsbeskatningen er der derimot fremdeles tvist.

For skatteaaret 1913/14 var Bjølsen Valsemølle for sin andel av reguleringsanlægget i Nordmarken ilagt eiendomsskat i Aker med kr. 203,92, beregnet efter en takstværdi av kr. 127.800, skyldmark 50,98. Takstværdien var ansat paa grundlag av en beregning over værdien av de ved reguleringen indvundne bestekræfter i faldene. Samtidig var møllen ilagt eiendomsskat i Kristiania med tilsammen kr. 8.900. I takseringen i Kristiania var indbefattet faldenes fulde kraft. Møllen mener, at der saaledes foreligger dobbeltbeskatning av vandkraften, og har ved indbetaling av eiendomsskatten i Kristiania bedt den betragtet som deponert. Akers kommune har søkt at træffe en ordning, hvorved skatyderen kunde holdes utenfor tvisten, men dette har Kristiania kommune ikke villet gaa ind paa. - - -

Appellantskapet gjør i første række gjældende, at skatyderen har krav paa at holdes utenfor tvisten, som i virkeligheten er en tvist mellem Akers og Kristiania kommuner om beskatningen av drivkraften i vandfaldene i Kristiania: Da det høieste skattebeløp er deponert maa Akers kommune søke tvisten lest paa den maate, som er anvist i landsskattelovens §116, byskattelovens §108.

Selv om det - som ogsaa fra indstevntes side anført - vilde være ønskelig, om en interkommunal tvist om eiendomsskat kunde løses paa den av appellantskapet nævnte maate, kan det dog ikke antages, at de omhandlede lovbestemmelser gjælder eiendomsskat. Efter lovens hele terminologi er der paa det skarpeste skilt mellem eiendomsskat paa den ene side og formues- og indtægtsskat (personlig skat) paa den anden side. Bestemmelserne i landsskattelovens §116, byskattelovens §108 gjælder efter sine ord kun skat som er utlignet paa formue og indtægt, altsaa ikke eiendomsskat, og da de danner en undtagelse fra, hvad der ellers gjælder i vor procesret, kan det ikke antages tilstedelig at anvende dem analogisk.

Spørsmaalet er da, om den paagjældende taksering til eiendomsskat av appellantskapets andel i reguleringsanlæggene i Nordmarken er lovlig. Det er oplyst, at takseringen er fremkommet paa grundlag av følgende beregning: Summen av omkostningerne ved dammenes opførelse og kapitaliserte fløtningsomkostninger + erstatninger utgjør ialt kr. 548.671. Ifølge opgave fra riksskattestyret er der ved reguleringen indvundet ialt 2.180,40 hestekræfter, saaledes at omkostningerne pr. indvundet hestekraft utgjør kr. 250. Til dette beløp er lagt den av riksskattestyret for hvert enkelt bruk opgivne nettopris for den ved reguleringen indvundne hestekraft. Denne pris varierer efter faldenes beliggenhet. For

Side:77

appellantskapets vedkommende er den dels kr. 200 dels kr. 180 pr. hestekraft Der er saaledes opført:

Bjølsen Valsemølle.

Chr.a mek. Væveri, Sandaker nedre 85,5 Sandaker øvre 93,6H.k. 179,4 à kr. 450 (200+250) = kr. 80.700 Bjølsen 109,5 h.k. à kr. 430 (180 + 250)  » 47.100Tils. kr. 127.800

Appellantskapet hævder, at herved er der utlignet eiendomsskat paa hestekræfter i faldene i Kristiania istedenfor at eiendomsskatten skulde utlignes paa de faste eiendommer i Aker, damanlæggene med tilliggende vandrettigheter, under hensyn til dammenes vandregulerende nytte, saaledes som skedd for aarene 1897-1900. At dette er uhjemlet finder appellantskapet bl.a. støttet ved bestemmelsen i den nye landsskattelovs §19 (byskattelovens §14), hvorefter reguleringsanlægskommunen (eller kommunerne) skal kunne beskatte 20 % av nettoværdien av den ved reguleringen indvundne mindste vandføring i 350 av aarets dager. Nogen saadan bestemmelse er ikke git for eiendomsskattens vedkommende, og appellantskapet slutter derav, at for eiendomsskattens vedkommende har reguleringsanlægskommunen (eller kommunerne) ikke adgang til at utligne skat paa nogen del av hestekraft i fald i en anden kommune, end si al den ved reguleringen indvuudne kraft. Subsidiært hævder appellantskapet, at hvis Akers kommune efter den nye skattelov skulde ha adgang til at medta til eiendomsbeskatning nogen del av værdien av ved regulering indvundet forøkelse av Bjølsen Valsemølles fald i Kristiania, saa maatte dette ialfald være indskrænket til de 20 %, som Aker (sammen med andre reguleringskommuner) efter landsskattelovens §19 kan beskatte til formuesskat.

Fra indstevntes side er der hævdet, at hvad der er skatlagt netop er dammene med rettigheter «og den med samme forøkede eller forbedrede drivkraft», men at dette er noget andet end at beskatte selve faldene. Al reguleringsnytten viser sig imidlertid først i forbindelse med faldene. Skal man vurdere reguleringens nytte, maa man saaledes ta hensyn til den kraft, som er indvundet ved reguleringen. Indstevnte gjør principalt gjældende, at efter landsskattelovens §8 skal ved eiendomsbeskatningen av reguleringsanlæggene hele den ved reguleringen indvundne kraft tages i betragtning. Subsidiært hævder ogsaa indstevnte, at fordelingsregelen i landsskattelovens §19 maa komme til anvendelse, saaledes at de 20 % av den indvundne kraft beskattes i reguleringsanlægskommunerne. - - -

Som det herav fremgaar, hævder begge parter principalt, at den positive regel i landsskattelovens §19 (bylovens §14) kun gjælder formues- og indtægtsskat, ikke eiendomsskat, og heri maa de gives medhold. Dette fremgaar saavel av bestemmelsens plads i loven som av dens ord og indhold, idet den gir regler for fordelingen av nettoformuen og nettoindtægten.

Kan saaledes ikke bestemmelsen i landsskattelovens §19 antages at gjælde eiendomsskat, beror tvistens avgjørelse paa, hvorledes man fortolker landsskattelovens §8. Begge parter er enige om, at denne bestemmelse maa sees i forbindelse med den tidligere gjældende ret, og da

Side:78

særlig høiesteretsdommene av 13 juli 1904. Hver av parterne mener i disse domme at finde støtte for sin opfatning.

Efter den første av disse domme maa det antages, at ved formues- og indtægtsbeskatningen skulde der ved ligningen tages hensyn til den nytte som for brukene er vundet ved anlæggene og som knytter sig til disse. Da reguleringsanlæggenes nytte alene viser sig i form av adgang til øket utnyttelse av vandkraften i faldene, kan det ikke skjønnes rettere, end at der ved formues- og indtægtsbeskatningen maatte tages hensyn til den ved reguleringen indvundne kraft. Ved formues- og indtægtsbeskatningen kom saaledes nytteværdien i betragtning. Men det synes tvilsomt, om den i Rt-1904-698 flg. refererte dom angaaende eiendomsbeskatningen er at forstaa paa samme maate. Efter Høiesterets dom av 30 mars 1912, Rt-1912-501 flg. er det saavel efter den nugjældende som tidligere ret ved eiendomsbeskatningen ikke den til eiendommen knyttede nyttevirkning eller bruksværdi, som er beskatningens gjenstand, men derimot den værdi som ligger i fast eiendom eller anlæg, med andre ord den værdi som eiendommen eller anlægget har i sig selv, objektivt bedømt. Det kan da neppe antages, at høiesteretsdommen i Rt-1904-698 har ment at opstille nogen anden regel for reguleringsanlægs vedkommende. Jeg kan imidlertid la dette staa derhen, idet jeg under enhver omstændighet antar, at der ikke efter de nye skattelove er adgang til at medta vandkraften i faldene ved taksering til eiendomsskat av de i anden kommune liggende reguleringsanlæg. For formues- og indtægtsskattens vedkommende har de nye love i landsskattelovens §19, byskattelovens §14, opstillet positive regler for fordelingen av den formue og indtægt, som knytter sig til damanlæg. Reglerne hviler paa den betragtning, at vandmængden og faldhøiden i like grad bidrar til den ved reguleringen skapte værdiforøkelse, og man er da gaat ut fra at 20 % av nettoværdien av den ved reguleringen opnaadde forøkelse av vandkraften tillagt værdierne av selve damanlægget og erstatningerne gjennemsnitlig vil svare til 50 % av den hele værdiøkning, jfr. Indst. O. VI 1911 side 24. Men hvis loven hadde ment, at der ogsaa ved eiendomsbeskatning av damanlæggene skulde tages hensyn til den nytteværdi, som knytter sig til dem, kan det ikke skjønnes andet, end at loven da nødvendigvis ogsaa maatte ha opstillet en norm for denne værdis fordeling mellem reguleringsanlæggene og faldene. Naar loven ikke har opstillet nogen saadan fordelingsregel med hensyn til eiendomsbeskatningen, maa det derfor saavidt skjønnes bety, at loven gaar ut fra at takseringen til eiendomsskat av damanlæg skal ske efter de samme principper som taksering til eiendomsskat forøvrig, og at saaledes eiendomstakstens gjenstand ikke er den nytteværdi som knytter sig til anlæggene, men den værdi, som ligger i anlæggene med tilhørende rettigheter i sig selv, objektivt bedømt under almindelige omsætningsforhold. Denne forstaaelse støttes ved bestemmelsen i byskattelovens §5, hvorefter de i §3 nævnte eiendomme - derunder vandfald - ved takseringen skal ansættes til det beløp, som eiendommen efter sin beskaffenhet, anvendelighet og beliggenhet antages at kunne avhændes for under sedvanlige omsætningsforhold ved frit salg. Efter denne bestemmelse synes det som om hele den i det utbyggede vandfald liggende almindelige salgsværdi maa bli at eiendomsbeskatte i den kommune, hvor faldet ligger. Det utbyggede vandfalds salgsværdi beror paa faldets kraft - ogsaa den ved regulering indvundne - og faldets beliggenhet. Skulde nogen del av denne værdi være

Side:79

undtat fra eiendombeskatning i den kommune, hvor faldet ligger, maatte det saavidt skjønnes ha været uttrykkelig sagt i loven.

Det er vistnok saa, at reguleringsanlæg med dertil hørende rettigheter ikke er nogen almindelig salgsgjenstand. Men de har dog som andre eiendomme en værdi i sig selv. Ved værdsættelsen maa derfor bli at ta i betragtning, hvad det under almindelige omsætningsforhold vilde koste at anlægge eller erhverve de til reguleringen hørende anlæg og rettigheter. Hvorvidt denne værdi skal ansættes til, hvad der virkelig er betalt, eller til mer eller mindre, er et skjønsspørsmaal, som det maa tilligge takseringsmyndigheterne at avgjøre.

Efter det anførte kan det ikke ansees lovlig, at de ved den paagjældende regulering indvundne hestekræfter i faldene i Kristiania er lagt til grund for eiendomsbeskatningen av reguleringsanlæggene i Aker, og den paaankede utpantningsforretning kan saaledes ikke opretholdes.

- - - Jakob Aars.

- - - Eftersom jeg har opfattet procedyren, maa jeg gaa ut fra, at der hersker enighet mellem sakens parter om, at den heromhandlede værdi i sig selv repræsenterer en eiendomsværdi i skattelovens forstand, og at det alene er som saadan den er tat i betragtning ved ligningen. Det er ikke gjort gjældende, at ligningsmyndigheterne, som ved sin værdsættelse forsaavidt er i overensstemmelse med riksskattestyret, har lagt til grund andet end hvad der vedkommer eiendomsskatten som saadan. Der er saaledes ikke bygget nogen indsigelse paa den omstændighet, at værdien av den økede vandkraft, hvorom der spørres, er sat likt for eiendomsskatten og formuesskattens vedkommende. Kristiania og Akers kommuner har begge forsaavidt medtat de samme værdier, og ligningen vilde saaledes i tilfælde være likesaa ulovlig i Kristiania som i Aker, hvilket imidlertid ikke er paastaat. Appellanten har tvertimot uttalt, at kan er villig til at betale skatten i den kommune, hvem den med rette maatte tilkomme. Det i Høiesterets dom i Rt-1912-501 omhandlede tilfælde finder jeg derfor uten betydning for nærværende sak.

Fra de positive forskrifter i landsskattelovens §19 og byskattelovens §14 om formues- og indtægtsskattens ansættelse, hvilke forskrifter tør ha sin naturlige begrundelse ut fra formues- og indtægtsskattens karakter, tør jeg heller ikke utlede noget med hensyn til eiendomsskattens ansættelse. Under lovens taushet med hensyn til sidstnævnte skat i de heromhandlede forhold finder jeg alene at kunde bygge paa de almindelige regler for eiendomsbeskatning overhodet.

Som der er enighet om, og som det maa erkjendes rigtig, maa utgangspunktet for damanlæggets beskatning søkes i selve de i anlægget liggende værdier. Dette er overensstemmende med bestemmelsen i byskattelovens §5, hvis principper like meget maa komme til anvendelse ved eiendomstakst paa land som i by, idet den omstændighet, at landsskatteloven savner en tilsvarende bestemmelse, ikke kan være til hinder derfor.

Det er paa det rene, at anlægsomkostningerne ved damanlægget har utgjort ca. kr. 550.000, og der hersker enighet om skatlæggelse av denne værdi ved anlægget. I denne enighet ligger imidlertid, saavidt skjønnes, indesluttet principielt, at den økede værdi vandføringen, som følge av damanlægget har faat, tages i betragtning. Ti uten at øke vandføringens værdi tilsvarende til, hvad anlægget selv har kostet, vilde dette alene kunne tænkes tilblit ved en feilslagen spekulation. Til denne

Side:80

værdiforøkelse svarer efter det oplyste 250 kr. pr. indvunden hæstekraft i vasdraget, idet det tilkomne antal hestekræfter er beregnet til 2.180,40 ifølge en fra riksskattestyret hentet opgave.

Ligningsmyndighetene har imidlertid antat, at damanlægget har en større eiendomsværdi end de blotte anlægsutgifter, og har bestemt denne yderligere værdi ved at gjøre et tillæg til den nævnte værdi 250 kr. pr. hestekraft av respektive 200 og 180 kr. pr. hestekraft.

Idet fastholdes, at der ved denne ansættelse er enighet om, at alene eiendomsværdien har været medtat, indsees det ikke, at fremgangsmaaten i sig selv kan bevirke skjønnets omstøtelse under paastand, som av appellanten forsøkt, om at dette tillæg maa beskattes i vandfaldskommunen. Der kan, som foran antat, ikke anføres nogen bestemmelse i skatteloven for at denne værdi skal skatlægges i faldkommunen, hvis den principielt hører hjemme i anlæggets kommnne. Og dette er jo tilfældet, hvis den kan ansees som indbefattet i anlægget. Fremgangsmaaten viser ikke, at noget andet er tilfælde. Fremgangsmaaten tilsigter alene, saavidt skjønnes, en værdsættelse av damanlægget, idet derved tages hensyn til dets anvendelighet for reguleringen av vandføringen, maalt i de tilkomne hestekræfters antagelige værdi for eiendommen. Naar byskattelovens §5 bl.a. nævner anlæggets beliggenhet og anvendelighet som bestemmende for eiendommens værdi, er derved damanlæggets betydning som værdiskapende faktor i vasdraget, saavidt skjønnes, fremhævet. Likesaalitt som paa den ene side dammen uten evne til at øke vandføringen vilde svare til sin hensigt, likesaavel maa den paa den anden side siges at ha værdi i forhold til den betydning den eier for vasdragets vandføring. Og det indsees ikke at nogen oplysning bedre egner sig til at veilede ved værdsættelsen av dens betydning i saa henseende end oplysningen om antallet av tilkomne hestekræfter.

Det er imidlertid klart, at det er en skjønssak, i hvilken utstrækning disse hestekræfters værdi kan medtages ved ansættelsen av damanlæggets eiendomsværdi. Det er den konstante værdi hvormed de paavirker damanlæggets værdi i frit salg, som maa komme i betragtning, - kfr. byskattelovens §5 -, ikke den mere variable værdi, som vandkraften til enhver tid maatte ha for brukenes bedrifter. Men forsaavidt er ligningen, efter hvad jeg foran har antat, uangripelig. Der er her alene spørsmaal om fremgangsmaatens principielle tilstedelighet. Og principielt indsees det ikke at være utilstedelig, at ligningen av damanlægget optar de heromhandlede værdier heltut, saaledes som ved den paaklagede ligning formentlig er tilsigtet. Det har ingen principiel betydning, at vandkraften er et produkt av faldet likesaavel som av reguleringen. Det er derfor ikke utelukket, at den alene tillægges økonomisk betydning for reguleringsdammen ved eiendomsvurderingen. Det er utelukkende et værdispørsmaal og saaledes et skjønsanliggende, hvad der forsaavidt bør antages. For de to interesserte kommuner haves der for dette tilfælde rekurs til særskilt klagenævnd, lovens §12. Nogen retslig fordelingsmaate har loven derimot ikke anvist. - - - A. T. Næss.

Jeg er enig med andenvoterende, assessor Næss. Siewers.

Efter min opfatning hører den ved reguleringen indvundne værdiforøkelse av vandkraften i faldene ikke med til reguleringsanlæggenes eiendomsværdi, men til faldenes, og det er saavidt jeg forstaar fuldt overenstemmende hermed, naar der ikke er gjort nogen indsigelse mot værdiansættelsen i Kristiania. Hvis reguleringsanlæggene tilhører en anden

Side:81

end faldene, kan reguleringsanlæggene tænkes som selvstændig salgsobjekt, og de kan eksproprieres. Kun deres omsætningsværdi (hvad det vilde koste at erhverve dem i fri omsætning) mener jeg kan eiendomsbeskattes i den kommune, hvor reguleringsanlæggene ligger. Jeg kan imidlertid ikke se rettere, end at den fremgangsmaate, som er fulgt ved den paagjældende taksering, faktisk medfører, at det ikke er denne værdi, men værdien av den ved reguleringen indvundne økning av den nytbare kraft i faldene, som blir eiendomsbeskattet i Aker. Jeg antar ikke, at mit standpunkt er avskaaret ved procedyren.

Jakob Aars.