Rt-1920-884
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1920-07-20 |
| Publisert: | Rt-1920-884 |
| Stikkord: | (Continentaldommen I), Skatterett |
| Sammendrag: | Hotel- og restaurationsbygning er et driftsmiddel og amortisationsfradrag for værdiforringelse ved slit og forældelse tilkommer et saadant anlæg efter byskattelovens §38, uanset hvad der maatte antages i saa henseende om almindelige vaaningshuse. Saadant amortisationsfradrag kan ikke negtes, selvom omsætningsværdien paa grund av konjunkturerne i skataaret maaske er steget. |
| Saksgang: | Høyesterett HR-1920-158, L.nr. 158/1 1920 |
| Parter: | Fru C. Boman Hansen (advokat Grøn Lund) mot Kristiania kommune (advokat Krog) |
| Forfatter: | Peersen, Hambro, Bugge, Christiansen, Hazeland, Backer, Mejdell |
| Lovhenvisninger: | Byskatteloven (1911) §38, §38b, §38c, Aksjeloven (1910) §47, Skatteloven (1911) §38 |
Ved Kristiania byrets dom av 3 december 1918 blev saaledes kjendt for ret:
«Den paaankede utpantningsforretning stadfæstes. Sakens omkostninger ophæves.»
Dommen er avsagt under dissens, idet et av byrettens medlemmer voterte for underkjendelse av den paaankede utpantningsforretning og den til grund for samme liggende ligning med foretagelse av ny ligning, hvorunder amortisationsfradrag sker for slit, ælde og tiltagende utidsmæssighet av den omprocederte eiendom.
Ved stevning av 30 januar 1919 har fru C. Boman Hansen efter erholdt appelbevilling indanket byrettens dom for Høiesteret og der nedlagt saadan paastand:
At den paaankede utpantningsforretning og den til grund for denne liggende ligning underkjendes og at fru C. Boman Hansen hos Kristiania kommune tilkjendes sakens omkostninger for byretten og Høiesteret.
Appellantinden har anført, at hun gaar ut fra, at der i dommen gives anvisning paa ny ligning med lovlig amortisationsfradrag overensstemmende med det dissenterende byretsmedlems votum.
Side:885
Indstevnte Kristiania kommune har paastaat byretsdommen stadfæstet og sig tilkjendt procesomkostninger for Høiesteret.
Angaaende sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til præmisserne til byrettens dom.
Høiesteret kommer til samme resultat som det dissenterende medlem av byretten og tiltræder i def væsentlige hans begrundelse.
Det er ikke tvilsomt, at en hotel- og restaurationsbygning som den i saken omhandlede i skattelovens forstand er et driftsmiddel. Den omstændighet, at driftsmidler av denne art ikke uttrykkelig nævnes i §38 litr. c, er ikke avgjørende. Opregningen i §38 kan ikke ansees for at være uttømmende. Rent sproglig omfatter begrepet «anlæg» i litr. c likesaavel et anlæg for hoteldrift som et industrielt anlæg. Skulde et driftsmiddel som her omhandlet være unddrat fra lovens hovedregel om amortisationsfradrag for slit og forældelse, maatte det være utvetydig fastslaat i loven, og kommunen kan derfor ikke gives medhold i, at et anlæg for hoteldrift i heromhandlede henseende skal sidestilles med almindelige vaaningshuser. Spørsmaalet om, hvorvidt der for disses vedkommende kan forlanges et tilsvarende amortisationsfradrag, antages derfor at ligge utenfor saken.
Det ansees heller ikke tvilsomt, at det fradrag, som skal ske efter litr. b i §38 for utgifter til vedlikehold m.v. ikke vil være tilstrækkelig til at dække forringelsen av det i saken omhandlede driftsmiddel som følge av slit, ælde og tiltagende utidsmæssighet (litr. c in fine), hvorfor appellantinden maa ansees berettiget til et yderligere fradrag i bruttoindtægten for amortisation efter litr. c. Hvor stort dette fradrag skal være er et spørsmaal som henligger under ligningsmyndigheternes avgjørelse.
Processens omkostninger findes at burde ophæves for begge retter.
Assessorerne Hambro, Christiansen og Hazeland voterer for stadfæstelse av byretsdommen og tiltræder i det væsentligste byretsflertallets begrundelse.
Den paaankede utpantningsforretning med den til grund for samme liggende ligning underkjendes. Ved ny ligning av fru C. Boman Hansens skatbare indtægt til Kristiania for 1916-17 blir at foreta fradrag i bruttoindtægten for den aarlige værdiforringelse av gaarden Stortingsgaten 22 som følge av slit, ælde og tiltagende utidsmæssighet. Processens omkostninger for byret og Høiesteret ophæves.
Av byrettens dom:
Saken angaar appellantindens krav paa, at der ved ansættelsen av hendes skattepligtige indtægt for ligningsaaret indrømmes hende ordinært fradrag for værdiforringelse paa grund av slit, ælde og tiltagende utidsmæssighet av gaarden Stortingsgaten 22, hvor appellantinden driver en større hotel- og kafébedrift, hotel «Continental» og «Theaterkaféen». Ligningsmyndigheterne har ikke været villige til at indrømme saadant fradrag uten forsaavidt angaar gaardens maskineri, for hvilket er tilstaat 5 pct. amortisation.
Side:886
Appellantinden har oplyst, at gaarden Stortingsgaten 22 er bygget specielt for hotel og kafédrift. - - - Men det er hævet over al tvil, heter det, at en bygning som Stortingsgaten 22 vil forældes langt hurtigere og sikrere end en almindelig solid fabrikbygning. Eiendommen er, likesom en fabrikbygning, et driftsmiddel. - - - Allerede under den gamle skattelov var det ved høiesteretsdom av 26 juli 1902, Rt-1902-684, fastslaat at forringelse av et driftsmiddel ved slit ælde og tiltagende utidsmæssighet er blandt de utgifter som skal fradrages ved indtægtens beregning. Princippet er uttrykt ved den nye byskattelov av 1911, §38c, som fremtræder som en anvendelse av den almindelige citerte fradragsregel i paragrafens begyndelse og samler de driftsmidler, som her kommer i betragtning under betegnelsen «betydelige driftsmidler, der er bestemt til varig bruk». Naar der blandt de her opregnede eksempler paa driftsmidlerne ikke ogsaa er nævnt hus, er en saadan redaktion forsaavidt heldig, som flertallet av hus ikke brukes produktivt, men konsumptivt og derfor ikke hører hit. - - -
Indstevnte har m.h.t. lovens forstaaelse henvist til at det i motiverne til skattelovkomitéens indstilling bl.a. heter: «For vaaningshuse synes der dog ikke at være grund til at tilstede noget avdrag for værdiforringelse. Disse kan nemlig gjennem forsvarlig vedlikeholdelse bevares gjennem et saa langt- tidsrum, at den aarlige avdragsprocent vilde bli høist ubetydelig. Hertil kommer, at værdien av saadanne huse ikke alene i byerne, men ogsaa mangesteds paa landet i utviklingens medfør vil være i stigende saa at værdiforringelsen ved ælde vil opveies». Dette standpunkt er tiltraadt ved den kongelige proposition til lov, som i stortinget blev vedtat uten debat.
Indstevnte antar, at det ogsaa kan utledes av lovteksten, at der ikke skal gjøres fradrag for amortisation av vaaningshus, idet det vilde være ganske paafaldende, at det var undladt at nævne disse blandt de anførte eksempler paa driftsmidler, ved hvilke der skal ske fradrag for amortisation. De vilde nemlig i tilfælde utgjøre de økonomisk vigtigste av dem alle. Der nævnes av hus alene «for driften av gaardsbruk nødvendige hus», hvilket bestyrker, at vaaningshus ikke hører hit. Derimot nævnes hus i spidsen for foregaaende gruppe, §38b, angaaende fradrag for utgifter til vedlikehold og forsikring. Alene for disse utgifter skal der derfor ske fradrag ved hus i almindelighet. Subsidiært gjør indstevnte derhos gjældende, at det ialfald maatte paavises, at eiendommen i sin helhet var avtat i værdi i indtægtsaaret, hvilket benegtes at være tilfældet.
Jeg finder at maatte gi appellantinden medhold. Det kan ikke erkjendes at være kommet til uttryk i loven, hvad der anføres paa det citerte sted av forarbeiderne om vaaningshus. Loven har ikke optat nogen undtagelsesbestemmelse for saadanne. Det vilde formentlig ogsaa være vanskelig at praktisere en sondring efter indholdet av dette begrep, som av indstevnte er definert som ethvert til varig opholdssted for mennesker bestemt hus, saasom leiegaarde, pensionater, hoteller, bankbygninger, forsamlingslokaler, skoler. Appellantinden har hertil, som det synes med rette bemerket, at definitionen ogsaa passer paa fabrikbygninger, som dog ubestridt er undergit lovens amortisationsregel. Lovens begrænsning av regelen til hus som er driftsmidler, vil maaske heller ikke avskjære enhver tvil om dens rette utstrækning, og det - vil navnlig kunne tænkes, at der herunder vil indgaa for en stor del hus som ved forsvarlig vedlikehold vil bevares gjennem saa langt tidsrum at det, som paa det citerte sted i forarbeiderne uttalt; vil bli en høist ubetydelig procent som vil komme til avdrag. Men det sidste
Side:887
synes ialfald ikke av synderlig betydning for lovens fortolkning. Og av det av loven selv nævnte eksempel: «for driften av gaardsbruk nødvendige hus» kan det sees, at det ikke er utenfor lovens terminologi at anse hus som driftsmiddel. At ogsaa fabrikbygninger har været godkjendt som indgaaende under den heromhandlede kategori er, som nævnt, paa det rene. - Fra reglen om vedlikeholdsutgifter, litr. b, kan ikke drages nogen slutning til utelukkelse av det heromhandlede fradrag. Efter dette antages den citerte uttalelse i lovens forarbeider ikke at burde tillægges den betydning, at ikke destomindre bestemmelsen om amortisationsfradrag sættes tilside for saadanne bygningers vedkommende, som kan kaldes vaaningshus. Det bør alene komme an paa, om betegnelsen «driftsmiddel» i lovens forstand kan findes anvendelig. Og jeg finder, at lovgrunden like meget berettiger til at henføre hus av den i saken omhandlede art til driftsmidler som de andre i lovstedet opregnede eksempler paa saadanne. Foruten at der i begge tilfælde alene haves for øie formuesgjenstande som benyttes i indtægtgivende virksomhet, er der ogsaa det tilfælde, at gjenstanden trods vedlikehold alene i en begrænset, omend længere tid kan paaregnes at beholde sin fulde bruksværdi, idet ved bygninger som brukes til hotel- og kafédrift, navnlig tiltagende utidsmæssighet her vil komme i betragtning. Der blir ogsaa som av appellantinden paapekt herved overensstemmelse mellem indtægtsligningen og principperne for en rigtig bokførsel efter aktielovens §47.
Hvad angaar indstevntes subsidiære indsigelse, at eiendommen ikke har avtat i værdi i indtægtsaaret, finder jeg likeledes at maatte gi appellantinden medhold i, at dette i tilfælde ikke kan ansees avgjørende. Det samme vil paa grund av konjunktursvingning kunne være tilfældet med alle slags driftsmidler. Den gjennem længere tid vedvarende opgang ved faste eiendomme vil, som av appellantinden paapekt, i almindelighet skyldes grundværdistigningen og kan ikke komme i betragtning ved bedømmelsen av selve bygningens økonomiske betydning som driftsmiddel, hvorom her alene er spørsmaal. Og værdistigningen av bygningen paa grund av konjunkturen kommer heller ikke i betragtning. Amortisationsprincippet tar alene hensyn til de varige egenskaper og værdiforhold og tilsier derfor en aarlig anvendelse av fradrag uten hensyn til op- eller nedadgaaende konjunktursvingninger. Der kan saaledes ikke være adgang til at opgi den procentvise avskrivning under en tilfældig høikonjunktur. Har anskaffelsesværdien paa grund av en saadan været særlig høi, kan dette endog tænkes at paavirke avdragsprocenten i samme retning, saaledes som for skibes vedkommende utviklet av advokat J. Bredal i Rt-1916-105. Derimot paavirkes ligningsmyndigheternes adgang til at ansætte formuesværdien efter frit skjøn ikke av det til amortisation nødvendige fradrag i indtægten.
Det er under saken oplyst, at amortisationsfradrag ved indtægtsansættelsen i Kristiania ikke hittil har været praktisert ved andre bygninger end fabrikbygninger, og riksskattestyrets veiledende regler av 31 december 1915 vedkommende saadant fradrag bygger paa en lignende opfatning. Idet ligningen vil bli at omgjøre, findes under hensyn hertil grund til ophævelse av sakens omkostninger.
Konklusion:
Den paaankede utpantningsforretning med den til grund for samme liggende ligning underkjendes.
Ved ny ligning av appellantinden fru C. Bomann Hansens skatbare indtægt til Kristiania for 1916-17 blir at foreta fradrag i bruttoindtægten
Side:888
for den aarlige værdiforringelse av gaarden Stortingsgaten 22 som følge av slit, ælde og tiltagende utidsmæssighet.
Processens omkostninger ophæves. A. T. Næss.
Jeg kommer til et andet resultat end førstvoterende.
Det spørsmaal, som foreligger til avgjørelse er, om appellantinden med hjemmel i byskattelovens §38, litr. c, kan forlange fradrag i bruttoindtægten for den aarlige værdiforringelse av Stortingsgaten 22, hvori hun driver en større kafé- og hotelbedrift, som følge av slit og forældelse. I saa henseende skal bemerkes, at det vistnok forholder sig saa, at §'ens 1ste led indeholder en generel regel om utgiftsfradraget, og at den i de efterfølgende litraer indtagne opregning ikke kan ansees uttømmende. Imidlertid maa man formentlig forsaavidt være bunden, som der ikke ved fortolkningen kan gaaes utenfor den ramme, som er optrukket ved de i de enkelte litraer foretatte grupperinger. Ut fra denne almindelige betragtning av forholdet synes det efter indholdet av §'s litra c at ligge nærmest at anta, at bygninger av heromhandlede art ikke falder ind under grupperingen. Baade de i nævnte litra benyttede uttryk og dets forhold til det foregaaende litra b, hvor m.h.t. fradrag for vedlikehold og forsikring uttrykkelig er nævnt huse, støtter denne antagelse. Hertil kommer, at lovens forarbeider klart og tydelig tar sigte herpaa. Jeg henviser herom til førstvoterendes citat av motiverne til skattelovkomiteens indstilling, idet her yderligere skal refereres, hvad der er anført i følgende umiddelbart forut for citatet indtagne passus: «Det heromhandlede fradrag antages at burde tilstedes for alle betydelige driftsgjenstande, som er i bruk i længere tidsrum, saasom industrielle anlæg, skibe, maskiner etc. Herav fremgaar, at det har været forutsætningen, at paa den ene side vaaningshuse, under hvilken betegnelse i denne forbindelse maa antages ogsaa at indgaa bygninger som benyttes til hotelbedrift, ikke skal nyte godt av det paagjældende fradrag, og at paa den anden side fradraget skal komme industrielle anlæg tilgode. Det er vistnok saa, at «motiver ikke er lov». De maa dog tillægges adskillig vegt ved lovfortolkning, og i nærværende tilfælde, hvor vedkommende lovuttryk efterlater tvil om deres rette forstaaelse, findes utvetydige uttalelser i lovens forarbeider at burde komme i avgjørende betragtning. Omend et vaaningshus maa kunne betegnes som et driftsmiddel, forsaavidt det anvendes produktivt og ikke konsumptivt, kan det ikke antages, at det er denslags driftsmidler som omhandledes i §38 litr. c. I denne forbindelse kan det ogsaa ha sin interesse at nævne, at den samme forstaaelse er hævdet i de av riksskattestyret under 31 december 1915 utfærdigede veiledende regler for amortisationsfradrag, og at det fra indstevntes side er oplyst, at der ikke siden den nye skattelovs ikrafttræden er git nogen gaardeier i Kristiania saadant fradrag, uanset om vedkommende bygning har været benyttet til hotel.
Efter det resultat hvortil jeg saaledes er kommet, blir det unødvendig at opta til nærmere drøftelse den av indstevnte fremsatte subsidiære indsigelse. Forøvrig er jeg av den opfatning, at indstevnte ogsaa i denne indsigelse bør gives medhold. - - - Finn Nygaard.
Jeg er enig med andenvoterende. Siewers.