Rt-1923-185

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1922-11-15
Publisert:	Rt-1923-185
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 57/2 B. s.a.
Parter:	Drammens Trælasthandlerdirektion og A/S Embretsfos Fabriker (advokat J. Grøn Lund) mot Den residerende kapellan i Modum og Kirkedepartementet (advokat Magne Schjødt for regjeringsadvokaten).
Forfatter:	Lie, Rolfsen, Breien, Schie, Bonnevie, Bade, Backer
Lovhenvisninger:	Vasdragsloven (1887) §49

Assessor Lie: Den 25 juni 1921 blev der under bestyrelse av den edsvorne fuldmægtig hos sorenskriveren i Eiker, Modum og Sigdal avholdt en skjøns og ekspropriationsforretning, som var tilstevnt av Drammens Trælasthandlerdirektion og A/S Embretsfos Fabrikker til erhvervelse i overensstemmelse med vasdragslovens §49 av ret for rekvirenterne til to landfæster paa kapellangaarden Komperuds grund ved Drammenselven ovenfor Embretsfoss mot en aarlig avgift. Under forretningen opstod der tvist om, hvorvidt

Side:186

forretningen var hjemlet ved vasdragslovens §49. De indstevnte, den residerende kapellan i Modum og Kirkedepartementet, hævdet nemlig at forretningen ikke kunde fremmes, fordi det anlæg, som det gjaldt at skaffe rekvirenterne adgang til, alene var til nytte for A/S Embretsfos Fabrikker og ikke for Drammens Trælasthandlerdirektion, som driver fællesfløtning i vasdraget. Bestyreren fandt, at ekspropriation kunde ske efter vasdragslovens §49, dersom skjønsmændene ansaa anlæggets nødvendighet eller nytte for A/S Embretfos Fabrikkers tømmerdrift i vasdraget godtgjort, og i henhold hertil avgav han kjendelse, ved hvilken skjønnet blev tillagt fremme.

Efter avgivelsen av kjendelsen gjorde bestyreren i anledning av en tvist mellem parterne om forutsætningerne for skjønnet en tilførsel til retsboken, som lød saaledes: «Administrator bemerket, at avgiften eller godtgjørelsen ikke bare skulde være erstatning for den skade eller ulempe som maatte paaføres grundeieren ved anlægget. Grundeieren hadde tillike krav paa særskilt godtgjørelse, dersom den avstaaede grund maatte findes særlig at egne sig til vedkommende øiemed.»

Skjønsmændene avgav derpaa følgende skjøn: «Mændene finder begge landfæstigheters nødvendighet eller nytte godtgjort. Den aarlige avgift for det nedre eller søndre landfæste ansættes til kr. 190, og for det øvre eller nordre til kr. 30.» Da skjønnet var avhjemlet, nedla regjeringsadvokaten, som ved forretningen avgav møte for de indstevnte, paastand om, at Kirkedepartementet skulde tilkjendes omkostninger for nødvendig sakførerhjælp ved forretningen. Bestyreren bemerket i den anledning til retsboken, at det maatte ansees fornødent for de indstevnte at benytte juridisk bistand ved forretningen, og fastsatte departementets godtgjørelse til retshjælp til 200 kr.

Forretningen er nu fra begge sider paaanket til Høiesteret.

Hovedappellanterne, Drammens Trælasthandlerdirektion og A/S Embretsfos Fabrikker, har nedlagt saadan paastand: «1. At ekspropriationsrettens kjendelse, hvorved skjønnet er tillagt fremme, stadfæstes. 2. At skjønsforretningen, forsaavidt angaar de fastsatte aarlige avgifter, kjendes uefterrettelig eller underkjendes og at saken hjemvises til nyt skjøn, hvorunder der ved avgifternes fastsættelse udelukkende skal tages hensyn til den økonomiske skade eller ulempe, som ved benyttelsen av de omhandlede lænsefæster tilføies kappellangaarden Komperud. 3. At ekspropriationsrettens omkostningsgodtgjørelse ophæves. 4. At Drammens Trælasthandlerdirektion og A/S Embretsfos Fabrikker hos Kirkedepartementet og residerende kapellan M. Bugge in solidum tilkjendes sakens omkostninger for ekspropriationsretten og Høiesteret.»

Kontraappellanterne, den residerende kapellan i Modum og Kirkedepartementet, har nedlagt saadan paastand: «Principalt: At ekspropriationen negtes fremme. Subsidiært: At de paaankede skjøn og kjendelser stadfæstes. I begge tilfælder: At A/S Embretsfos ilægges saksomkostninger for ekspropriationsretten og Høiesteret, herunder særskilt fastsat salær til regjeringsadvokaten.»

Der er for Høiesteret fremlagt endel nye dokumenter, som jeg ikke finder det nødvendig at referere undtagen forsaavidt at

Side:187

det i en skrivelse av 27 mai 1922 fra overingeniør A. G. Skjenneberg til advokat Grøn Lund er fremholdt, at nedsætningen av tømmer i Drammenselven fra Bergsjø lænse til Embretsfos av Embretsfos's tømmer utgjør en del av fællesfløtningen.

Med hensyn til spørsmaalet om forretningens fremme kommer jeg til samme resultat som dens bestyrer. Efter hvad der foreligger, tjener de to landfæster, som før har været hjemlet A/S Embretsfos Fabrikker ved overenskomst med den residerende kapellan i Modum, til fæste for lænser, der maa ansees som indretninger til benyttelse ved fløtningen av A/S Embretsfos Fabrikkers tommer i Drammenselven. Denne fløtning foregaar indtil Bergsjø lænse, 6 à 7 km. nord for Embretsfos, sammen med fløtningen av det øvrige tømmer, som hører under fællesfløtningen i vasdraget. Men efter sortering ved Bergsjø lænse foretages der en særskilt nedsætning av A/S Embretsfos Fabrikkers tømmer til Embretsfos, under hvilken - fællesfløtningen maa avbrytes i elven paa det stykke, det her gjælder. Det er ved denne nedsætning lænserne med fæste i Komperudlandet kommer til benyttelse.

Jeg mener, at ogsaa den fløtning, som i saa henseende foregaar, maa ansees som et led i fællesfløtningen, om den end særskilt vedkommer A/S Embretsfos Fabrikkers tømmer og betales særskilt av dette selskap. Dens gjennemførelse kan kun skje under nøie hensyn til hvad fællesfløtningens tarv kræver og nødvendiggjør - som allerede nævnt - saalænge den staar paa en avbrytelse av fællesfløtningen. Den er ikke en rent isolert separatfløtning av Embretsfos's tømmer, men en avvikling av fællesfløtningen for dette tømmers vedkommende, med andre ord en avsluttende del av denne fløtning. Efter hvad der er oplyst, foregaar den ogsaa - hvad der i henhold til det anførte stemmer med forholdets beskaffenhet - under kontrol av fællesfløtningen. Drammens Trælasthandlerdirektion maa saaledes efter min mening som organ for fællesfløtningen ha ekspropriationsret til de to landfæster, forsaavidt det ved skjøn findes godtgjort, at de er nødvendige eller nyttige for nedsætningen av A/S Embretsfos Fabrikkers tømmer fra Bergsjø lænse til Embretsfos.

Hvad dernæst angaar spørsmaalet om forutsætningerne for skjønnet, skal jeg bemerke: Jeg finder, at bestyrerens tilførsel om disse er misvisende og i hvert fald, saaledes som den er formet, kan gi anledning til en misopfatning av hvad der skal lægges til grund ved bestemmelsen av den erstatning som til kommer de indstevnte. Efter tilførslen skal de indstevnte foruten erstatning for skade eller ulempe som de lider ved anlæggt, til like ha krav paa særskilt godtgjørelse, dersom den avstaaede grund maatte findes særlig at egne sig til ekspropriationsøiemedet. Denne formulering av hvad der tilkommer ekspropriatene er efter min mening for almindelig og, uten nærmere forklaring og avgrænsning, urigtig, forsaavidt den er at ta paa ordet. Under forretningen blev det av den residerende kapellan, som møtte personlig ved siden av regjeringsadvokaten, gjort bestemt krav paa, at der ved fastsættelsen av erstatningen ogsaa skulde tages hensyn til den nytte eksproprianterne hadde av anlægget. Fra den anden side blev det derimot ved en tilførsel av eksproprianternes retsfuldmægtig anført at

Side:188

gjenstanden for erstatningen alene var det økonomiske tap, som ekspropriaterne led ved at de maatte taale de to landfæster paa sin grund. Paa grund av den sterke motsætning, som saaledes forelaa i parternes syn paa skjønsforutsætningerne, hadde bestyreren efter min mening opfordring til at formulere sin tilførsel om skjønsforutsætningerne klarere og nøiagtigere end skjed. Jeg anser det ingenlunde udelukket, at skjønsmændene har opfattet tilførselen som en delvis indrømmelse til det synspunkt, som var fremholdt av den residerende kapellan, nemlig at der ogsaa skulde tages hensyn til anlæggets nytte for eksproprianterne. Bl. a. forekommer det mig, at der er sterke grunde som taler for, at den store forskjel i avgifterne for de to fæster indicerer, at der delvis er tat hensyn til anlæggets nytte. Men hvis skjønsmændene har fastsat erstatningen ut fra en saadan retslig opfatning, er det urigtig. Herom henviser jeg til høiesteretsdom i Rt-1912-167. Under disse omstændigheter vil jeg foreslaa, at forretningen hjemvises til nyt skjøn.

Der er under saken reist spørsmaal om, hvorvidt der overhodet ved erstatningens fastsættelse kan tages hensyn til, at den grund, som avstaaes, findes særlig at egne sig til ekspropriationsøiemedet, eller - hvis der kan bli rum for, at der tages et saadant hensyn - under hvilke forutsætninger det kan skje. Dette spørsmaal behøver jeg ikke at uttale mig om til begrundelse av den konklusion, som jeg foreslaar. Men efter sakens stilling finder jeg dog, at jeg ikke bør undlate at gi uttryk for min personlige opfatning derav.

Ekspropriaterne har efter min mening krav paa erstatning for det økonomiske tap, som de lider ved ekspropriationen, bl.a. for den værdiforringelse som tilføies kapellangaarden ved det foretagende, til hvis fremme ekspropriationen skjer. Herunder kan det efter omstændigheterne bli at ta hensyn til, at den grund, som avstaaes eller som der lægges en byrde paa, findes særlig at egne sig til ekspropriationsøiemedet, nemlig forsaavidt og i den utstrækning denne egenskap ved eiendommen har betydning for eiendommens omsætningsværdi eller for andre omstændigheter, der berører ekspropriaternes interesser og deres økonomiske tap ved foretagendet derigjennem forøkes. Men noget selvstændig, av denne begrænsning uavhængig, krav paa godtgjørelse av hensyn til en saadan egenskap ved eiendommen har ekspropriaterne ikke. Ogsaa for dette punkts vedkommende er den citerte høiesteretsdom i Rt-1912-167 av interesse. Høiesteret har i denne sak forkastet, under post 3, et krav fra ekspropriaterne paa, at der skal tages lignende hensyn som det, der er tale om i den foreliggende sak. Men ved bedømmelsen av denne avgjørelses indhold maa det tages i betragtning, at kravet paa, at der fastsættes en godtgjørelse under saadanne hensyn, forelaa i saken som et selvstændig krav ved siden av bl.a. et krav paa erstatning for den værdiforringelse, som vedkommende eiendom blev tilføiet ved ekspropriationen under hensyn til de planlagte og utførte arrangements og eiendommens særlige beliggenhet, jfr. postene 5 og 6. Saaledes som jeg opfatter spørsmaalet om de rigtige skjønsforutsætninger, er det naar ekspropriaternes krav antages

Side:189

at peke ut over godtgjørelse for økonomisk tap, naturlig og rigtig at kravet uten videre avvises. Men det er et spørsmaal for sig, hvorledes man skal stille sig overfor et krav paa at der tages et særlig hensyn ved erstatningens fastsættelse, forsaavidt det ikke gaar videre end at det blir tillagt,sammen med andre hensyn, den tilbørlige vegt ved vurderingen av det økonomiske tap, bl.a. værdiforringelse paa eiendommen, som tilføies ekspropriaterne gjennem ekspropriationen.

Med hensyn endelig til spørsmaalet om tilkjendelse av godtgjørelse for juridisk bistand ved det avholdte skjøn, tiltræder jeg den avgjørelse, som er truffet av forretningens bestyrer, under henvisning til bestyrerens bemerkninger herom.

Processens omkostninger for Høiesteret finder jeg grund til at ophæve.

Konklusion:

1) Ekspropriationsrettens kjendelse, hvorved skjønnet er tillagt fremme, stadfæstes. 2) Skjønsforretningen ophæves, forsaavidt angaar fastsættelsen av de aarlige avgifter og hjemvises til ny behandling, fordi det efter skjønsadministrators protokoltilførsel er uklart, hvorvidt der ved avgiftenes fastsættelse uberettiget er tat hensyn til den nytte, som det eksproprierede maatte ha for eksproprianten. 4) Ekspropriationsrettens omkostningsavgjorelse stadfæstes. 5) Processens omkostninger for Høiesteret ophæves.

Ekstraordinær assessor Rolfsen: Med hensyn til spørsmaalet om forretningens fremme er jeg kommet til samme resultat som førstvoterende og kan ogsaa i det væsentlige tiltræde dennes begrundelse. Jeg kan specielt ikke finde det tvilsomt, at der her handles om anlæg av en for «fløtningen nødvendig indretning». Og da det er paa det rene, at der i vasdraget foregaar fællesfløtning, følger det likefrem av §49, at dennes repræsentant, Drammens Trælasthandlerdirektion, har ekspropriationsret.

Med hensyn til den nedlagte paastand om delvis ophævelse av skjønnet er jeg enig med førstvoterende i, at skjønnet maa ophæves, men jeg kan for mit vedkommende ikke tiltræde hans begrundelse herfor. Jeg finder det nemlig klart, at den protokoltilførsel angaaende princippene for erstatningens fastsættelse, som administrator har git under skjønnet, er i strid med de retslige forutsætninger for - og den forstaaelse av vasdragslovens §49, som Høiesteret tidligere har git i den av førstvoterende citerte dom i Rt-1912-167. Det er ved denne dom avgjort, at der ved fastsættelsen av den i §49 omhandlede godtgjørelse til grundeieren ikke skal tages hensyn til den nytte, som opnaaes for fløtningen ved lænseanlægget, men at skjønnet skal fastsætte godtgjørelsen bare som almindelig erstatning for grund og skade. Videre har Høiesteret - saaledes som jeg maa forstaa dommen efter avgjørelsen med hensyn til den i dommen refererte kjendelse nr. 3 - avgjørt, at ogsaa det specielle nyttemoment, at vedkommende grund fremfor andre maatte være skikket til det heromhandlede ekspropriationsbruk, skal holdes utenfor ved erstatningens ansættelse. Jeg maa forstaa dommen saaledes at dette moment

Side:190

overhodet ikke ved skjønnet efter §49 kommer i betragtning, og denne Høiesterets fortolkning av §49 maa fastholdes, da man ellers kommer ut paa viddene. Naar administrator i dette tilfælde har tilført protokollen, at grundeieren foruten erstatning for den skade eller ulempe, som maatte paaføres grundeieren ved anlægget, tillike har krav paa særskilt godtgjørelse, dersom den avstaaede grund maatte findes særlig at egne sig til ekspropriationsøiemedet, saa er dette i mine øine det samme som at si, at der i en enkelt anvendelse skal tages hensyn til nytten. Naar skjønsmændene har avgit sit skjøn paa grundlag av en saadan lovfortolkning fra administrators side maa dette efter min mening lede til, at skjønnet ophæves som klart hvilende paa en urigtig retslig forutsætning.

Da jeg har grund til at tro, at min opfatning og specielt min forstaaelse av hvad der her følger av høiesteretsdommen av 1912 ikke deles av rettens flertal, finder jeg ikke grund til at gaa nærmere ind paa spørsmaalet eller til at forme nogen konklusion.

Det er en selvfølge, at skjønnet ogsaa efter min opfatning maa bli at opretholde, forsaavidt angaar dets 1ste led om fæstighetenes nødvendighet eller nytte.

Med hensyn til omkostningerne ved skjønnet og ved Høiesteret er jeg enig med førstvoterende.

Ekstraordinær assessor Breien: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende og slutter mig derunder ogsaa til hans opfatning med hensyn til det i saken omhandlede spørsmaal om, hvorvidt der ved erstatningens ansættelse kan være at ta hensyn til den avstaaede grunds særlige skikkethet for ekspropriationens øiemed.

Ekstraordinær assessor Schie: Jeg er med førstvoterende enig i, at det heromhandlede skjøn rettelig er tillagt fremme og tiltræder førstvoterendes begrundelse herfor.

Jeg er videre med førstvoterende enig i, at skjønsforretningen, forsaavidt angaar fastsættelsen av de aarlige avgifter maa ophæves og hjemvises til ny behandling. For mig er det forsaavidt avgjørende, at jeg finder det uklart efter skjønsadministrators protokoltilførsel, hvorvidt der ved avgiftenes fastsættelse uberettiget er tat hensyn til nytten.

Jeg finder det for min del derimot ikke fornødent at gaa nærmere ind paa og ta standpunkt til, hvorvidt der in casu var lovlig eller retslig adgang til for skjønnet at ta hensyn til den avstaaede grunds særlige skikkethet for vedkommende øiemed. Jeg er forøvrig enig med førstvoterende med hensyn til omkostningerne ved ekspropriationsretten og i, at processens omkostninger for Høiesteret ophæves.

Ekstraordinær assessor Bonnevie: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med andenvoterende.

Ekstraordinær assessor Bade: Som hr. assessor Schie.

Assessor Backer: Jeg er i enig med førstvoterende og hr. assessor Breien med hensyn til de retslige forutsætninger, som et skjøn efter lovens §49 maa bygges paa. Specielt tiltræder jeg at der ved skjønnet vistnok ikke skal tages særlig hensyn til den fordel, som ekspropriationen vil medføre for eksproprianterne, men at man paa den anden side ved godtgjørelsens fastsættelse maa

Side:191

ta hensyn til den økonomiske værdi, som eiendommen i sig selv maatte ha, hvis den av en eller anden grund var særlig skikket for det øiemed, som den tænkes utnyttet til. Derimot finder jeg for mit vedkommende, at der ikke er tilstrækkelig grund til at anta, at skjønsadministrators protokoltilførsel har været saa uklar, at den har kunnet bibringe skjønsmændene den misopfatning, at de skulde være berettiget til at ta hensyn til den nytte, som ekspropriationen medfører for eksproprianterne. Skjønsadministrator har selv i en skrivelse av 11 februar 1422 paa en henvendelse fra appellantens retsfuldmægtig forklart, at han under sin gjennemgaaelse av loven med skjønsmændene uttalte, at der ikke skulde tages hensyn til nytten for eksproprianterne, og derefter muntlig fremholdt denne betragtning, som straks blev tilført protokollen efter anmodning av den for eksproprianterne møtende sakfører. Efter denne sammenhæng finder jeg ikke tilstrækkelig grund til at tro, at den omhandlede protokoltilførsel for skjønsmændene har fremstillet sig som uklar.

Jeg voterer derfor for mit vedkommende for, at skjønsforretningen stadfæstes.

Med hensyn til de øvrige poster i saken er jeg enig med førstvoterende.