Rt-1923-II 323

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1923-12-11
Publisert:	Rt-1923-II 323
Stikkord:	Jaktrett
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 100/2 s.a.
Parter:	Tandlæge Gustav Aasgaard (advokat Meinich Olsen) mot Peder E. Tufte, Erik E. Tufte, Herman Tufte og Ole T. Nygaard (advokat Joh. Rømcke).
Forfatter:	Hazeland, Lie, Bade, Breien, Hambro, Lie, justitiarius Scheel
Lovhenvisninger:	Jaktloven (1899)

Assessor Hazeland: Ved dom avsagt av sorenskriveren i Hallingdal den 24 januar 1919 blev kjendt for ret: «Peder Tufte, Erik E. Tufte, Herman Tufte og Ole T. Nygaard bør for Gustav Aasgaards tiltale i denne sak fri at være. Gustav Aasgaard som eier av Erikstølen og Nutene, gnr 64, bnr 9, Erikstølen gnr 64, bnr 32 og Løitesætrene, gnr 59, bnr 6 i Hol kjendes uberettiget til jagt og fangst i kontracitanternes under saken omhandlede skogremmer i Hytteliene under resp. Tufte gnr 72, bnr 2, 3 og 1, samt under Flaaten gnr 69, bnr 2. Saksomkostningerne ophæves.»

Denne dom blev av Kristiania overret stadfæstet ved dom av 12 december 1921 med ophævelse av procesomkostninger ved overretten.

Overrettens dom er av tandlæge G. Aasgaard paaanket til Høiesteret hvor appellanten har nedlagt saadan paastand: «1. At underrettens og overrettens domme underkjendes. 2. At Peder E. Tufte, Erik E. Tufte, Herman Tufte og Ole T. Nygaard kjendes uberettiget til jagt og fangst i deres skogteiger, beliggende inden tandlæge Aasgaards eiendomme, Erikstølen og Nutene gnr 64, bnr 9, Erikstølen gnr 64, bnr 34, og Klinkenberg, Hyttene og Bækkerødholtet gnr 69, bnr 6. 3. At tandlæge Aasgaard

Side:324

frifindes i kontrasøksmaalet, og 4. At tandlæge Aasgaard tilkjendes omkostninger hos Peder E. Tufte, Erik E. Tufte, Herman Tufte og Ole T. Nygaard in solidum for underret, overret og Høiesteret, saavel i hoved- som kontrasøksmaalet.»

De indstevnte, som er de samme som for overretten, har paastaat overrettens dom stadfæstet og sig hos appellanten tilkjendt procesomkostninger for Høiesteret.

Av de for Høiesteret indstevnte har Ole T. Nygaard ikke avgit møte. For processens skyld er for Høiesteret indstevnt skibsreder S. L. Christie, hvorhos Christie for processens skyld har indstevnt direktør Inge Ytteborg. Ingen av disse indstevnte har avgit møte.

Om sakens nærmere omstændigheter henvises til de underordnede retters domsgrunde. For Høiesteret er fremlagt en række nye dokumenter, hvorav jeg her nævner: En del skyldsætningsforretninger over jagtrettigheter i Øvre Hallingdal, hvorav fremgaar, at jagtretten i vedkommende strækninger har fulgt havneretten; forskjellige dokumenter som er fremlagt i en anden proces, som føres mellem andre parter - og som bestyrker, at dette i øvre Hallingdal er det almindelige forhold i sætertrakter, som ligger op mot fjeldet, og hvor der ikke har været andet end birkeskog; endelig et aastedstingsvidne og -skjøn avholdt i Hallingdal sorenskriveri den 23 august 1921.

Indstevnte hævder likeoverfor de førstnævnte nye dokumenter, at forholdet ved de i nærværende sak omhandlede skogremmer er et andet end i de i vedkommende dokumenter omhandlede trakter. Han peker paa, at de i 1812 delte skogremmer - og endnu mer de i 1798 delte - ligger forholdsvis nær Ustedalens bygd, og at skogen derfor her har hat en forholdsvis større betydning og større værdi. Ved det nævnte aastedstingsvidne og skjøn har skjønsmændene uttalt, at skogen for tiden har større værdi end havneretten. Derimot finder jeg ikke av mændenes svar til de forskjellige spørsmaal i det hele at kunne utlede noget sikkert om hvorledes forholdet i saa henseende har været i 1812. Dog uttaler skjønsmændene, at de anser det sandsynlig, at grunden i begyndelsen av det forrige aarhundrede har været sterkere skogbevokset end nu, og at der dengang har været endel naaleskog iblandt.

Jeg er kommet til samme resultat som de underordnede retter og kan i det væsentlige tiltræde deres begrundelse. Hvorvidt man av delekontrakten av 1812, sammenholdt med kontrakten av 1798 - hvis man ikke hadde noget andet at holde sig til - kunde utlede noget sikkert om enten grunden var ment at skulle tilligge skogeierne eller de havneberettigede, er kanske uklart; men herom anser jeg det heller ikke nødvendig at træffe nogen avgjørelse.

Jeg mener, at sakens øvrige oplysninger med tilstrækkelig styrke taler for, at begge forretninger har været opfattet saaledes, at grunden skulde tilligge skogeieren. Og jeg mener, at den opfatning som saaledes paa forskjellige maater har fundet uttryk, bør tillægges avgjørende vegt for sakens avgjørelse baade paa grund av den betydning, opfatningen tilkommer i og for sig, og paa grund av det lys, den unegtelig kaster over spørsmaalet om hvorledes de gamle delekontrakter har været ment. Jeg tænker herved særlig

Side:325

paa skogeiernes salg til staten av vand- og strandretter ved Ustaelven, som oplyses at ha fundet sted uten at derimot er fremkommet nogen indsigelse fra de havneberettigedes side. Videre nævner jeg en offentlig utskiftning av Vestaasen og Skurdalsaasen, paabegyndt i 1900 og sluttet i 1911, og hvori bl.a. har deltat repræsentanter for de 3 gaarde, hvorfra appellantens rettigheter er solgt, idet det i denne utskiftning, som har fundet sted før nærværende sak kom op, heter, at skogeierne ansees som grundeiere, og at jagtretten følger grundeiendomsretten At dette har været opfatningen i Skurdalen og vedrørende det i nærværende sak omhandlede felt bestyrkes ogsaa ved de i saken fremlagte vidneerklæringer fra Nils J. Herliksplads og Knut Fossgaard. Paa den anden side kan jeg ikke andet end lægge vegt paa at der fra appellantens side ikke er tilveiebragt nogen oplysninger, som tyder paa, at der er nogen, som forsaavidt har hat en anden opfatning. Efter det anførte vil overretsdommen bli at stadfæste.

Det bemerkes, at naar i underretsdommen Løitesætrene er betegnet som gnr 39, bnr 6, er dette efter sakens øvrige oplysninger en feilskrift for gnr 69, bnr 6. Processens omkostninger for Høiesteret findes appellanten at maatte tilsvare.

Konklusion:

Overrettens dom bør ved magt at stande. I procesomkostninger for Høiesteret betaler appellanten tandlæge Gustav Aasgaard til de indstevnte Peder E. Tufte, Erik E. Tufte og Herman Tufte kr. 900.

Assessor Lie: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende

De ekstraordinære assessorer Bade, Breien, fhv. assessor Hambro og professor Lie og justitiarius Scheel: Likesaa.

Av underrettens dom:

Gustav Aasgaard har som eier av gnr 64- Eriksstølen og Nutene, gnr 64-32 Eriksstølen og gnr 69-6 Løitesætrene - alle i Hol - indstevnt Peder Tufte, Erik K. Tufte, Herman Tufte og Ole T. Nygaard i anledning av, at de paastaar sig jagtberettiget i nogen skogteiger som ligger under hans ovennævnte eiendomme, mens citanten paastaar sig eneberettiget til jagt i disse. - - -

De indstevnte hævder, at de ikke alene har ret til jagt og fangst i de nævnte skogteiger, men de har ovenikjøpet eneretten dertil. - - -

Som det vil sees dreier tvisten sig om, hvem der er jagtberettiget i de skogteiger, som tilhører kontracitanterne og som ligger inde i citantens eiendomme. Da jagtretten ifølge jagtloven skal tilkomme grundeieren, blir derfor spørsmaalet først og fem st, hvem der eier grunden i disse teiger. Teigene blev tildelt kontracitanternes eiendomme ved delekontrakt av 1812, og heri nævnes intet specielt om at grunden skulde følge med ved delingen av skogen. Men retten finder, at man maa ha ret til at gaa ut fra, at naar en skog deles, følger ogsaa skoggrunden med, forsaavidt ikke det motsatte er uttalt eller maa ansees underforstaat. Vistnok var det ikke sjelden paa den

Side:326

omhandlede delingstid, at foreta delinger av skog, som bare gjaldt trærne; men det kan ikke ansees for saa selvfølgelig, at man kan gaa ut fra saadan forutsætning, naar der ikke findes antydning om, at dette har været meningen. I skogen har derimot grunden en saa væsentlig betydning, at den maa antages at medfølge, naar uttrykket skog benyttes. Naar derfor citanten ikke kan føre bevis for eller sandsynliggjøre, at delingen av skogen i 1812 kun har gjældt de i skogen værende trær, maa retten gaa ut fra, at denne delekontrakt ogsaa hjemler kontracitanterne eiendomsret til grunden og dermed til jagten. Den av kontracitanterne paaberopte ældre delekontrakt av 1798 synes derimot ikke at kunne tillægges nogen særlig betydning ved avgjørelsen av grundeiendomsretten i denne sak, da denne kontrakt ikke angaar deling av dette, men et tilstøtende sameie, hvori kontracitanternes eiendomme ogsaa var interessert. At grunden i denne kontrakt ogsaa medfulgte er tydelig uttalt ved, at der nævnes deling baade av «skog og mark», men derav kan intet utledes om, hvad meningen har været ved den sidste deling. Men indirekte kan vistnok den ældre kontrakt tjene til nogen veiledning ved for. staaelsen, idet denne uttrykkelig uttaler, at havneretten i de utdelte skogstykker fremdeles skulde ligge i fællesskap. Dette staar det nemlig intet om i den nye delingsforretning, men det er paa det rene, at saa ogsaa har været forutsat i den sidste kontrakt, uagtet den intet nævner derom. At forholdene har været analoge m.h.t. grundeiendomsretten, er derfor en noksaa nærliggende slutning. At der er fradelt skogteigerne parceller til staten av vand og strandretter ved Ustaelven uten at derimot er fremkommet nogen indsigelse fra eieren av citantens eiendom, støtter ogsaa i betragtelig grad kontracitanternes paastand om grundeiendomsret. - - -

Av overrettens dom:

- - - Appellanten har henvist til professor Gjelsviks Tingsret side 11-13, hvorefter det i mange bygder skal være temmelig almindelig, at den, som eier en skogteig inden et tidligere sameie, kun har en bruksret, nemlig retten til trærne, mens eiendomsretten fremdeles er i sameie, og i samme retning uttaler dr. juris. Østberg sig i en avgit erklæring. Hvorvidt dette hyppigst er tilfældet, tør imidlertid være meget tvilsomt. Ogsaa Høiesteret synes at ha vaklet noget i dette spørsmaal, idet det synes antat i den i Rt-1873-433 flg. refererte dom, at grunden ved utskiftning maa formodes at medfølge skogteigene, mens den i Rt-1893-782 refererte dom nærmest synes at gaa ut fra en motsat forutsætning. Av begge domme synes imidlertid at fremgaa, at der angaaende det heromhandlede forhold vanskelig kan uttales noget i sin almindelighet, og at forholdet faar avgjøres efter de specielle omstændigheter for hvert enkelt tilfælde. Jeg er blit staaende ved det resultat, hvortil underdommeren er kommet i denne sak. Efter min mening bør man ved sakens avgjørelse ta et væsentlig hensyn til delekontrakten av 1798, og da den uttrykkelig nævner «skog og mark» som gjenstand for delingen, maa jeg anta, at grunden ved denne deling har medfulgt skogen. Nu er det ganske visst saa, at delekontrakten av 1812 ikke har noget lignende uttryk om marken eller grunden, og at der som gjenstand for den da omhandlede deling alene nævnes skogen. Men den omstændighet, at gjenstanden for delingen av 1812 var naboterrænget til hvad der deltes i 1798, og at samtlige de lodeieres gaarde, som deltok i 1812, ogsaa var med i 1798, samt at endog 3 av de samme mænd var med ved begge delinger, som utførtes med kun 14 aars mellemrum, synes at give en formodning om,

Side:327

at gjenstanden for delingen var den samme skog med grund. Videre er det paa det rene, at kontrakten av 1812 har været praktisert paa samme maate som delekontrakten av 1798 baade hvad havnegang angaar, som er blit liggende i fællesskap, og med hensyn til brænde- og gjærdefang for de sætre, der ligger i en skogrem, som tilhører en anden end sæterens eier. Likeoverfor disse omstændigheter finder jeg, at formodningen maa være for, at grunden skulde medfølge skogdelene ogsaa ved delingen i 1812. Dette bestyrkes ogsaa ved to av indstevnte her ved retten fremlagte erklæringer. Disse er vistnok benegtet, men indstevnte har uimotsagt for lærer og gaardbruker Fossgaards vedkommende opgit, at han i en aarrække har været medlem av herredsstyret og har indehat og indehar en række kommunale tillidshverv, og naar han under edstilbud og med tilslutning av en anden gaardbruker erklærer, at det i Gjeilo altid har været skogeieren som leier bort jagten, og ikke havneeieren, kan jeg heller ikke bortse herfra. Ogsaa den omstændighet, at der for endel aar siden er frasolgt skogteigene parceller av vand- og strandretten til staten uten nogen indsigelse fra eieren av appellantens eiendom bestyrker de indstevntes opfatning av at ha eiendomsret ogsaa til skoggrunden. - - -