Rt-1924-1109

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1924-10-14
Publisert:	Rt-1924-1109
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 38/2 s.a.
Parter:	Helene Gundrosen og Inger Røstad (advokat Mordt) mot Harald Paulsen Borgebund (advokat Aubert).
Forfatter:	Christiansen, Rivertz, Bonnevie, Boye, Lie, Schie, Backer
Lovhenvisninger:

I en av Helene Gundrosen og Inger Røstad mot Harald Paulsen Borgebund ved Moss sorenskriveris skifteret indledet tvist blev den 21 juli 1921 avsagt saadan decisjon: «Det av gaardbruker Hans Gundrosen Borgebund den 21 december 1920 oprettede testament opretholdes, saaledes at hans bo ekstraderes testamentsarvingen Harald Paulsen Borgebund til fri raadighet. Sakens omkostninger ophæves.»

Ved Kristiania overrets dom av 24 april 1922 blev denne decisjon stadfæstet med ophævelse av omkostningerne ogsaa for overretten.

Denne dom er av Helene Gundrosen og Inger Røstad paaanket til Høiesteret med paastand om, at de paaankede avgjørelser underkjendes, at det omhandlede testament kjendes ugyldig, saaledes at boet blir at fordele mellem slektsarvingene efter loven og at appellanterne hos indstevnte Harald Paulsen Borgebund tilkjendes omkostninger for alle retter.

Denne har paastaat overretsdommen stadfæstet og sig hos appellanterne tilkjendt omkostninger for Høiesteret.

Side:1110

Med hensyn til sakens nærmere omstændigheter henvises til præmissene til de tidligere avgjørelser. For Høiesteret er fremlagt et par nye dokumenter uten væsentlig betydning.

Høiesteret er kommet til samme resultat som overretten og tiltræder i alt væsentlig den av overretten givne begrundelse.

Processens omkostninger for Høiesteret findes appellanten at burde tilsvare.

Assessor Bonnevie voterer for, at testamentet kjendes ugyldig og bemerker: Det er paa det rene, at testamentsformene i dobbelt henseende er tilsidsat; for det første derved, at de to testamentsvidner ikke var tilstede samtidig, og for det andet derved, at testamentet ikke blev oplæst i testamentvidnet Julie Skougens paahør. Dette vidne gjorde sig ikke engang selv bekjendt med testamentets indhold i sin helhet. Overfor saa grove tilsidesættelser av formene kan det ikke komme i betragtning, at det i og for sig er al grund til at tro, at testamentets indhold stemte med testators vilje. Den av overretten nævnte dom i Restidende for 1902 side 677 angik et tilfælde, som væsentlig adskiller sig fra det foreliggende. Det dreiet sig der om et av testators egenhændig nedskrevet testament, saaledes at oplæsning av testamentet var overflødig.

Dom:

Overrettens dom bør ved magt at stande. I procesomkostninger for Høiesteret betaler Helene Gundrosen og Inger Røstad til Harald Paulsen Borgebund kr. 500.

Av underrettens dom:

Den 24 december 1920 avgik gaardbruker Hans Gundrosen Borgebund av Raade ved døden. - - - I den derefter avholdte skiftesamling i boet blev fremlagt et testamente datert 21 december 1920, hvori Hans Gundrosen Borgebund bestemmer som sin sidste vilje, at Harald Paulsen Borgebund som enearving skal overta alt hvad han efterlater sig, mot at han utbetaler en del i testamentet nævnte beløp til testators slegtninge. I samme skiftesamling møtte ogsaa testamentsarvingen, der i henhold til testamentets bestemmelser protesterte mot at boet var tat under offentlig skiftebehandling og forlangte boet uten videre skiftebehandling ekstradert sig til fri raadighet. Slegtsarvingene paa sin side paastod testamentet kjendt ugyldig, og at boet maatte bli staaende under skiftebehandling indtil tvisten var avgjort, idet det var skifterettens pligt i et tilfælde som dette at vareta slegtsarvingenes interesse. - - - Hvorefter skifteretten under 17 februar 1921 avsa decision gaaende ut paa, at boet skulde staa under skifterettens varetekt indtil decision var avsagt i heromhandlede skiftetvist.

- - - Ved testamentets oprettelse er fremgaat paa følgende maate: Efterat der tidligere hadde været paa tale mellem avdøde og Villads Lundeby, at denne skulde skrive testamentet for ham, indfandt Villads Lundeby sig den 18 december 1920 hos avdøde Hans Gundrosen dels for at betale renter, dels ogsaa i anledning av testamentet. Hans Gundrosen bad da Villads Lundeby om at ordne med testamentet. Denne skrev først utkast til testament og forela dette derefter efter Hans Borgebunds anmodning den 20 december 1920 for en advokat, der skrev et nyt utkast, som Villads Lundeby forela for Hans Gundrosen, der godkjendte det med

Side:1111

nogen forandringer. Den 21 december 1920 reiste Villads Lundeby igjen til advokaten der skrev testamentet færdig, vorefter Villads Lundeby reiste tilbake fil Hans Gundrosen hermed. Efter hvad Villads Lundeby har forklart læste han det langsomt og tydelig op for Hans Gundrosen, der sa, at det var hvad han vilde. Han bad derefter om pen og blæk og skrev under straks før vidnerne kom. Han spurte saa hvem Villads Lundeby hadde bedt til at skrive under som vitterlighetsvidner, hvortil denne svarte, at han hadde talt med Oskar Lie, han skulde komme straks og saa skulde fru Skaugen komme. Hans Gundrosen sa hertil, at disse er bra begge to. Villads Lundeby hentet derefter Oskar Lie, der har forklaret, at da han kom ind til Hans Gundrosen, saa han testamentet ligge paa et bord ved sengen. Oskar Lie sa da, har du alt underskrevet testamentet, hvortil testator svarte ja, og at han kort før hadde sittet oppe og underskrevet. Oskar Lie spurte om det ikke skulde læses op, hvortil testator svarte, at det var unødvendig, da han visste hvad der stod i det, da han selv hadde læst det og Villads Lundeby hadde læst det op for ham. Oskar Lie læste det imidlertid op allikevel og spurte om det var meningen, at de i testamentet nævnte slegtsarvinger ikke skulde ha mer end de summer som stod opført, hvortil testator svarte, at de ikke skulde ha mer, da de hadde nok før. Oskar Lie underskrev derefter som testamentsvidne, hvorefter testator bad ham hente Julie Skaugen, forat ogsaa hun kunde underskrive testamentet. Oskar Lie gjorde det, og Julie Skaugen kom kort efter tilstede. Hun forklarer, at Hans Gundrosen ikke sa noget til hende med en gang. Villads Lundeby rakte hende testamentet som var underskrevet av testator. Hun læste for sig selv litt av det og skrev saa sit navn under. Testamentet blev ikke oplæst for testator hverken av hende eller Lundeby, men denne spurte testator, om det var hans mening, at Harald Paulsen skulde ha alt efter ham, hvortil testator svarte at det var meningen, fordi de andre hadde nok at rute med før. Hun retter dette senere, at hun ikke er sikker paa, at Villads Lundeby sa, at det var testators mening, at Harald Paulsen skulde ha «alt» men tror nærmere han brukte uttrykket «ha det». Julie Skaugen forstod imidlertid testator slik, at det var dennes mening, at slik som det stod i testamentet hun underskrev, skulde der gjøres efter hans død. Saavidt hun erindrer blev der ikke talt noget om at læse op testamentet, heller ikke kan hun erindre, at der blev nævnt noget om, at testamentet tidligere var oplæst for testator. Villads Lundebye har derimot som vidne forklart, at Julie Skaugen spurte om ikke testamentet skulde læses op, men at Hans sa, at det ikke var nødvendig, da han kjendte indholdet og det var læst op før. - - -

Retten skal bemerke:

Slegtsarvingene har paastaat testamentet kjendt ugyldig av saavel formelle som reelle grunde. Som formelle grunde nævnes 1) at vidnene ikke specielt er anmodet om at være testamentsvidner, 2) at testator ikke har underskrevet i vidnernes overvær, 3) at begge vidner ikke har været tilstede samtidig, 4) at testamentet ikke er oplæst for testator i 2 vidners nærvær og 5) at vidnene er utroværdige, da deres attest paa testamentet ikke stemmer med hvad der virkelig er foregaat.

Forsaavidt der av indstevnte er paastaat at Villads Lundeby, der var tilstede den hele tid, skal ansees som testamentsvidne, skal retten bemerke, man ikke kan være enig med indstevnte heri. Betingelsen for at man skal ansees som testamentsvidne maa være, at man under testamentsakten

Side:1112

har optraadt som vidne og har underskrevet som saadan. I nærværende tilfælde har ogsaa Villads Lundeby uttalt, at han ikke ønsket at være vidne og ikke selv ansaa sig som saadan. Som vidne kan derfor alene ansees Oskar Lie og Julie Skaugen.

Med hensyn til den første indsigelse, at vidnene ikke er specielt tilkaldte av testator bemerkes, at Villads Lundeby foreslo disse to og at testator sa, at de var gode begge to. Testator maa derved sies at ha godkjendt dem som vidner. For Julie Skaugens vedkommende har testator uttrykkelig anmodet Oskar Lie om at tilkalde hende. Oskar Lie maa derfor ansees som bud fra testator, saaledes at hun ansees som varslet av ham. Men ogsaa for Oskar Lies vedkommende maa den av Villads Lundeby foretagne varsling sies at være godkjendt av testator, og man antar derfor at ogsaa han bør betragtes som tilkaldt av testator. Man finder derfor for dette punkts vedkommende lovens bestemmelser tilstrækkelig iagttagne.

Derimot er det paa det rene at testamentet ikke er underskrevet i vidners nærvær, at begge vidner ikke samtidig var tilstede og at testamentet ikke er oplæst i Julie Skaugens nærvær. - - - Retten har fundet det meget tvilsomt om ikke testamentet av denne grund bør erklæres ugyldig, men man har dog efter Villads Lundebys og testamentvidnernes uttalelser fundet det godtgjort, at det har været testators bestemte vilje, at det skulde forholdes som i testamentet bestemt, og man har derfor efter de tidligere høiesteretsavgjørelser fundet at de nævnte formelle feil ikke bør bevirke testamentets ugyldighet.

Forsaavidt der av citanten er paastaat at vidnerne er utroværdige, og at der derfor ikke kan lægges nogen vegt paa deres vidneprov, fordi den av dem underskrevne paategning paa testamentet er urigtig, skal retten bemerke at den ikke kan være enig heri, idet vidnerne maa antages at ha forklart sig sandfærdig om, hvad der virkelig passerte under testamentforhandlingen.

Med hensyn til de av citanten gjorte reelle indsigelser mot testamentet at Villads Lundeby ved utilbørlig paavirkning har faat testator til at underskrive testamentet, og at testator ikke har været ved fuld sans og samling skal retten bemerke: Der er ikke fremkommet noget, der bekræfter citantens paastand om, at Villads Lundeby har øvet utilbørlig paavirkning paa testator. - - - Hvad angaar spørsmaalet om testator har været ved fuld sans og samling da han underskrev testamentet, bemerkes, at ved underskrivningen av testamentet var vistnok alene Villads Lundeby tilstede, men denne forklarer, at han da var ved fuld sans og samling, likesom testamentsvidnerne der kort efter underskrev som vidner, med bestemthet uttaler, at han da var fuldt klar. Hans husholderske mener det samme og sier, at han den dag han underskrev var meget bedre end han pleiet, likesom han den dag var paa kjøkkenet og spiste. Der er ogsaa fremlagt en erklæring fra doktor P. Nyquist, der tilsaa ham den 17 december 1920, og denne uttaler at han syntes testator den dag var fuldt klar og i besiddelse av sine aandsevner. Videre er fremlagt en erklæring fra sognepresten i Raade, der besøkte ham den 21 december om formiddagen samme dag testamentet blev underskrevet og den 23 december, og han uttaler, at saavidt han kunde forstaa var han begge dage ved fuld sans og samling.

Retten finder efter dette, at der er ført bevis for, at testator var ved fuld sans og samling da han underskrev testamentet og vedtok dette likeoverfor testamentsarvingerne. - - -

Side:1113

Av overrettens dom:

- - - Førstvoterende er kommet til samme resultat som skifteretten og kan i det væsentlige henvise til dens i skiftedecisionen avgivne begrundelse. Indstevnte kan ikke gives medhold i sin paastand om, at Villads Lundebye kan betragtes som testamentsvidne. Dette var hverken testators eller Lundebyes mening, og denne har heller ikke undertegnet som testamentsvidne. Lovens krav med hensyn til rogatio specialis maa antages opfyldt, forsaavidt angaar testamentvidnerne Oskar Lie og Julie Skaugen. Hvad der kan gjøres spørsmaalet om testaments gyldighet tvilsomt, er, at testator hadde undertegnet testamentet allerede før vidnerne kom tilstede, at disse ikke var tilstede samtidig og at testamentet ikke blev oplæst i vidnet Julie Skaugens nærvær. Det maa imidlertid ansees paa det rene, at testator overfor begge vidner har git tilkjende, baade at han hadde undertegnet testamentet, og at dette indeholdt hans sidste vilje. Vidnerne kom ogsaa tilstede saa snart efterat testator hadde undertegnet testamentet, at deres attestation om, at testator ved fuld sans og samling, maa ansees fyldestgjørende for den hele testamentsakts vedkommende. Denne attestation er ogsaa bestyrket ved de foreliggende erklæringer fra læge Nyquist og sogneprest Lavik. At testamentet gav uttryk for, hvad der ogsaa før hadde været testators vilje, fremgaar av 1ste og 2det vidnes prov ved tingsvidne 4 mars 1921 og av de fremlagte erklæringer fra Jørgen Løkke og K. Støen. Jeg maa efter dette og efter hvad der forøvrig foreligger, særlig at testamentsarvingen var opfostret hos testator og hans bror, fra han var ganske liten, anta, at testamentet gir uttryk for testators vel overveiende vilje, og at han ikke har været gjenstand for noget utilbørlig press. Det antages under disse omstændigheter berettiget at bortse fra de paapekte uregelmæssigheter ved testamentsakten. Herfor taler ogsaa en række tidligere retsavgjørelser i denne materie, se særlig den i Rt-1902-677 indtagne høiesteretsdom. - - -

Enevold Borch. K. Fleischer. J. Soldan.