Rt-1924-922
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1924-09-23 |
| Publisert: | Rt-1924-922 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 10/2 s a |
| Parter: | Ingeniør Adam Worsøe (advokat Johs. Bergh) mot Akers kommune (advokat P. Rygh). |
| Forfatter: | Bang, Bonnevie, Motzfeldt, Bugge, Christiansen, Rivertz, Backer |
| Lovhenvisninger: | Skatteloven (1911) §125, §12, §8 |
Til bruk ved ligningen for 1915/16 blev der av takstutvalget for verker og bruk i Aker avgit takst vedkommende Nydalens Companies eiendomme i Aker, hvorved den samlede takstsum blev sat til kr. 2.091.400. Nydalens Companie begjærte takseringen behandlet av en særskilt klagenævnd, som ved kjendelse av 27 mai 1916 nedsatte takstbeløpet til kr. 1.382.200. Et medlem stemte for opretholdelse av den av takstutvalget givne takst.
Ved stevning mot klagenævndens formand, ingeniør Adam Worsøe, og under adcitation av Nydalens Companie paaanket Akers kommune kjendelsen til Kristiania byret, og ved byrettens dom av 17 august 1921 blev kjendt for ret: «Klagenævndens kjendelse av 27 mai 1916 underkjendes. Samtlige i den av ingeniørerne Gedde og Thoresen utarbeidede beskrivelse, datert 26 juni 1918, omhandlede arbeidsmaskiner blir at medta i Nydalens Companies skattetakst med undtagelse av maskinene i det mekaniske verksted og dreiebænkene og boremaskinene i væverierne.» - En av de voterende stemte for, at der yderligere skulde undtages
Side:923
en slipemaskine, 3 spindelsnormaskiner i spinderi 2 og 1 hydraulisk presse.
Dommen er av ingeniør Adam Worsøe ved stevning mot Akers kommune og under adcitation av Nydalens Compagnie indbragt for Høiesteret med saadan paastand: «1. At byrettens dom underkjendes. 2. At klagenævndens kjendelse av 27 mai 1916 stadfæstes, saaledes at samtlige de arbeidsmaskiner ved Nydalens Compagnie, som i denne er undtat fra den faste eiendoms skattetakst, ikke blir at medta i taksten.» Akers komune har paastaat byrettens dom stadfæstet. Ingen av partene har paastaat sig tilkjendt procesomkostninger for Høiesteret.
Angaaende sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til byrettens domspræmisser.
Med hensyn til det processuelle spørsmaal kommer Høiesteret til samme resultat som byretten og kan i det væsentlige henholde sig til dens begrundelse.
Derimot kommer man til et andet resultat med hensyn til sakens realitet.
Eiendomsskatten er en særskat paa fast eiendom ved siden av den personlige formuesskat som utlignes paa al beskattelig formue. Om de verker og bruk, som omhandles i landsskattelovens §8 første led, bokstav b, bestemmes det i paragrafens 3dje led, at disse eiendomme værdsættes med de bygninger og øvrige indretninger, som hører anlægget til og er nødvendige for anlæggets øiemed. Ved anvendelsen av denne bestemmelse maa det haves for øie, at det er det faste anlæg som er eiendomsskattens egentlige objekt, og at bestemmelsen angaar det nødvendige tilbehør til det faste anlæg.
Hvad det i nærværende sak nærmest gjælder, er forstaaelsen av det følgende punktum i paragrafens 3dje led: «Dog medtages ikke arbeidsmaskiner med tilbehør eller hvad dermed kan sættes i klasse, som ikke utgjør en integrerende del av anlægget.» Ved arbeidsmaskiner forstaaes efter dette ords almindelige betydning alle maskiner, som anvendes i industriel bedrift, og som ikke henhører under kraftmaskineriet. Uttrykket omfatter baade saadanne maskiner, som er særegne for vedkommende bedrift, og saadanne som kan finde anvendelse i bedrift av anden slags. Om dem alle gjælder det ifølge den citerte bestemmelse, at de ikke skal medtages ved eiendomstakseringen, medmindre de utgjør en integrerende del av anlægget, det vil si det faste anlæg. Det er efter dette ikke i og for sig nok, at maskinene er nødvendige for den bedrift, som anlægget benyttes til; der maa ialfald opstilles den yderligere betingelse, at anlægget og bedriften er saa nøie forbundne med hinandne, at de praktisk eller forretningsmæssig seet ikke kan skilles fra hihanden (kfr. høiesteretsdom i Rt-1890-685). Den høiesteretsdom som er referert i Rt-1919-562 angik et møllebruk og visse arbeidsmaskiner, som blev antat at være nødvendige for anlæggets øiemed. Dommen er knyttet til de faktiske forhold, som den behandler, og kan ikke gjælde som et almindelig præjudikat.
I den dokumenterte «Beskrivelse av Nydalens Compagnies bygninger og maskiner» er bl.a. anført: «Om samtlige de beskrevne
Side:924
bygninger maa siges, at de ikke er opført med installation av specielle arbeidsmaskiner for øie. Naar undtages blekeriet og tildels farveriet, hvis gulver er utstøpt i overensstemmelse med visse av maskinene, er samtlige bygninger baade med hensyn til byggemaate og utstyr uten noget særpræg. Hvad der gjør dem skikket som bygninger for tekstilindustri er de store sammenhængende sale, som er nødvendige av hensyn til maskinenes plasering. Som det vil fremgaa av den efterfølgende maskinbeskrivelse anvendes der ved denne industri store antal av like maskiner, som heldigst ordnes i grupper, hvilke kræver de store sammenhængende rum. Paa den an den side er det intet væsentlig til hinder for at anbringe maskinene i mindre rum, men man finder ikke dette praktisk av hensyn til oversigten. Ved enhver industri, som anvender gruppemaskiner (større antal like maskiner) saasom tobaksfabrikker, chokoladefabrikker, hattefabrikker, trikotagefabrikker, masseproduktionsverksteder for mindre maskiner etc., er det fordelagtig og almindelig anvendt at indrede bygningene med store sammenhængende sal er.»
De arbeidsmaskiner, som saken dreier sig om, er væsentlig flere hundrede vævstoler, karde- og spindemaskiner m. m., som efter sin art utvilsomt er nødvendige for bedriften. Naar klagenævndens flertal allikevel er kommen til det resultat, at disse maskiner ikke er integrerende dele av anlægget og følgelig ikke skal medtages ved takseringen, finder man efter det anførte ikke grund til at betegne denne avgjørelse som stridende mot de omhandlede bestemmelser i skatteloven.
Klagenævndens avgjørelse vil saaledes bli at stadfæste.
Assessorerne Bonnevie og Bugge kommer til samme resultat som byretten og tiltræder i det væsentlige byrettens flertals begrundelse.
Dom:
Klagenævndens kjendelse av 27 mai 1916 stadfæstes.
Av byrettens dom:
- - - Jeg skal først behandle en indsigelse fra de indstevntes side, som nærmest er av processuel art. Der anføres, at klagenevndens skjøn med hensyn til hvilke og hvor mange av fabrikens maskiner og tilbehør kan betragtes som «en integrerende del av anlægget», jfr. landsskattelovens §8 - ikke er gjenstand for paaanke med hjemmel av lovens §125, men saavidt jeg forstaar de indstevnte er efter deres mening endelig og uangripelig. Jeg er ikke enig heri. Der er her spørsmaal om en samtidig retslig og skjønsmæssig avgjørelse. Fortolkning av skattelovens §8 tredje led og avgjørelse av, om de maskiner ved Nydalens Compagni, som er beskrevet og fotografert, gaar ind under lovens angivelse. Naar loven har aapnet adgang til at faa prøvet ved domstolene, hvorvidt en avgjørelse av klagenevnden «hviler paa et feilagtig faktisk grundlag eller er begrundet i en urigtig lovforstaaelse eller en urigtig opfatning av et retsspørsmaal», synes den dermed at ha villet utelukke kun angrep der ene og alene er rettet mot nævndens rent skjønsmæssige avgjørelser, specielt dens værdiansættelser. Uten at uttale mig om, hvorvidt loven forsaavidt har været heldig i sin uttryksmaate, naar den samtidig tillater retslig prøvelse av ethvert angrep, som bunder i en bestridelse av det faktiske
Side:925
grundlag antar jeg, at den ialfald aapner adgang til retslig prøvelse av klagenevndens avgjørelse, naar det som her i første række er spørsmaal om lovens rækkevidde og om den rette forstaaelse av de uttryk den benytter.
Efterat den foran nævnte beskrivelse fra ingeniørene Gedde og Thoresen er fremlagt synes der at raade enighet mellem partene om, hvilke maskiner tvisten gjælder, maskinernes egenskaper og bestemmelse, deres anbringelse i fabrikbygningene og tilknytning til disse, fabrikbygningenes utstyr, karakter og øiemed.
Anlægget bestaar av et betydelig antal forskjellige tildels meget store bygninger, som for de flestes vedkommende er opført med sit specielle formaal for øie og anordnet og indredet derefter. Det maa dog antages, at disse bygninger er saaledes indrettet, at de ogsaa er tjenlige til anden fabrikdrift, som uten særlig indgripende forandringer vil kunne installeres i dem. Foruten det egentlige drifts- eller kraftmaskineri (turbiner, dampmaskineri, akselledninger m.v.) er der nu i bygningen installert et meget stort antal - flere hundre - «arbeidsmaskiner» til utførelse av de specielle virksomheter bedriften omfatter - spinderi, veveri, blekeri, farveri m.v. Disse maskiner er med kun et par undtagelser enten anbragt helt frit paa gulvet og holdes paa plads av sin egen tyngde eller fæstet til gulvet med mindre skruer og kan naar disse fjernes dels flyttes frit omkring i rummet eller maa helt eller delvis demonteres, hvis de skal flyttes. Kun i blekeriet og farveriet er endel av maskinene anbragt paa særskilt bygget fundament, mens de i de øvrige avdelinger er anbragt paa det almindelige gulv, uten at der er foretat særlige foranstaltninger ved bygningene til deres anbringelse. Jeg antar videre at det er paa det rene, at Nydalens Compagni enten ikke vil kunne drive sin virksomhet paa den maate den nu drives uten disse maskiner, som saaledes er nødvendige for denne, eller at de for ganske enkeltes vedkommende dog ialfald maa ansees som hensigtsmæssige for virksomheten og naturlige knyttet til denne. Enkelte av de i dok. 2 ad 6 beskrevne maskiner staar dog i en særstilling, nemlig maskinene i det mekaniske verksted og dreierbænker og boremaskiner i væveriene, hvilke maskiner neppe kan betegnes som organiske i det foreliggende anlæg, men nærmest tilhørende hjælpevirksomheter til dette.
Er den faktiske tilstand saaledes klar, er efter min opfatning lovens regler i dens §8 tredje led ikke klare. Var dette led blit formet overensstemmende med den kongelige proposition og komiteens indstillinger - se Innst.O.VI (1909), Ot.prp.nr.43 (1910) og Innst.O.VI (1911) - vilde reglen været forholdsvis grei og lett anvendelig i praksis: Eiendommene værdsættes med de bygninger, maskiner og øvrige indretninger, som hører anlægget til og er nødvendige for anlæggets øiemed. I nærværende tilfælde vilde visselig kun ganske enkelte av de foran omhandlede arbeidsmaskiner ikke indgaat under lovens regler. Efterat imidlertid i den endelige lov ordet maskiner er utgaat av sætningen og der er tilføiet som yderligere indskrænkning: «Dog medtages ikke arbeidsmaskiner med tilbehør eller hvad dermed kan sættes i klasse, som ikke utgjør en integrerende del av anlægget» synes det i høi grad at være gjenstand for tvil i hvilken utstrækning, loven har medtat arbeidsmaskiner som gjenstand for eiendomsskat. Om det end sproglig set maatte være tvilsomt om maskiner indgaar under de «øvrige indretninger», som første punktum likestiller med bygninger er dog denne tvil løst derved, at andet punktum uttrykkelig nævner og indtar visse arbeidsmaskiner. Lovens hovedregel maa saaledes
Side:926
bli, at ogsaa alle maskiner, «som hører anlægget til og er nødvendige for anlæggets øiemed», blir at medta. Efter hvad jeg foran har anført gaar kun ganske enkelte av Nydalens Compagnis arbeidsmaskiner ikke ind under denne hovedregel. Om maskinene er organisk forbundet med selve bygningene er forsaavidt ikke avgjørende, naar de naturlig hører til anlægget - det hele sammenhængende kompleks av bygninger med indredning og installert maskineri m.v. - og er nødvendig for øiemedet for hele virksomheten saaledes som denne er lagt an. Denne hovedregel faar imidlertid for arbeidsmaskiners vedkommende en begrænsning derved, at disse for at kunne medtages maa utgjøre «en integrerende del av anlæget» foruten at tilfredsstille ogsaa de øvrige krav. Efter lovens uttryksmaate synes der saaledes at stilles større krav for arbeidsmaskiners end for driftsmaskiners medtagelse under eiendomsskatten. Dette er dog visselig mere form end realitet, idet der i kravet til «integrerende del» sproglig set neppe ligger andet eller mere end at maskinene hører til og er nødvendige for anlægget. Saaledes som loven er formet maa der dog vistnok kræves, at der foruten at arbeidsmaskinene hører til og er nødvendige for anlægget, maa bestaa en vis intimere forbindelse mellem dem og anlægget saavel ideelt som fysisk. Jeg kan saaledes ikke være enig med citantskapet, naar dette under procedyren hævder, at lovens utformning er saa uheldig, at den i virkeligheten ingen begrænsning indeholder for arbeidsmaskiners vedkommende. Ordet «integrerende» - hvis anvendelse under debatten i Lagtinget vakte adskillig betænkelighet - har neppe et saa bestemt indhold, at ikke dermed kan betegnes en særdeles intim forbindelse mellem en del og det hele, om det end ikke er ensbetydende med ordet «uadskillelig», som det i Lagtinget blev foreslaat ombyttet med, hvilket sidste ord man var enig om var meget snevrere. Men hvad der specielt skal karakterisere denne forbindelse, derom sier loven intet og gir saavidt jeg kan se ingen veiledning. De omstændigheter, som det forsaavidt synes naturlig at ta betragtning, vil særlig være maskinenes mere eller mindre faste fysiske forbindelse med bygningene, deres bevægelighet og flytbarhet med eller uten demontering, om de er anvendelige ogsaa i bedrifter av anden art, om de specielt er forarbeidet med netop det foreliggende anlæg for øie, deres dimensioner, tildels ogsaa deres kostbarhet, og kanske det ogsaa maa være berettiget at tale om deres større eller mindre nødvendighet selvom forutsætningen for maskiners medtagelse under eiendomsskatten altid er, at de er nødvendige for anlægget.
Jeg kan ikke se at debatten i Odelsting og Lagting gir særlig værdifulde bidrag til fortolkningen. Enhver av talerne har fortolket bestemmelsen paa sin maate og naar den endelige formning blev saaledes som den nu foreligger skyldes vistnok dette netop at formen ikke er klar, saaledes at den kunde godtages av forskjellige standpunkter, som hver ga den det indhold de ønsket.
Om end selvfølgelig ikke avgjørende for lovens forstaaelse antar jeg dog, at Riksskattestyrets opfatning av de herhenhørende spørsmaal maa tillægges adskillig vekt for retsutøvelsen paa dette omraade. Jeg henviser forsaavidt til uttalelsene i de veiledende regler av 31 december 1915. Disse uttalelser synes dog, saavidt jeg kan se at være adskillig avdæmpet ved den skrivelse fra samme styre, som er indtat i Ot.prp.nr.25 (1917) side 88 ff. Jeg antar imidlertid ikke at det resultat jeg nedenfor kommer til staar i strid med uttalelsene av 31 december 1915.
Side:927
Overensstemmende med min foran gitte fremstilling av faktum og av min forstaaelse av loven er jeg om end under sterk tvil kommet til det resultat, at det overveiende antal av de i nærværende sak omhandlede og av ingeniørene Gedde og Thoresen beskrevne arbeidsmaskiner staar i et saa intimt forhold til anlægget, at de maa betegnes som integrerende deler av dette. Det store flertal av dem er ideelt knyttet til anlægget som nødvendige og organiske i den hele virksomhet. Om de end staar i forholdsvis løs fysisk forbindelse med bygningene og er flytbare med eller uten demontering, er de formentlig kun anvendelige i virksomheter av denne art og vistnok baade tunge og vanskelig transportable ialfald uten demontering. Og selvom maskinene vistnok ikke er forarbeidet med specielt dette anlæg for øie, kan jeg ikke se bort fra, at Nydalens Companis anlæg er sat igang netop for maskiner av denne art og bygningene med disse for øie git sin specielle anordning og indredning. Dertil kommer at disse maskiner samlet repræsenterer et meget stort beløp og, selv om de er mange, heller ikke enkeltvis er av ringe værdi.
Selvom der her handles om en skat paa fast eiendom, er det formentlig ikke avgjørende om maskinene retslig set ogsaa utgjør en del av denne eller er at betragte som løsøre. Dette var saavidt sees ogsaa den almindelige forutsætning ved lovændringens tilblivelse i 1911.
Jeg antar at det resultat jeg foran er kommet til, staar i bedst overensstemmelse med de avgjørelser av Høiesteret som er gjengit i Rt-1890-685 og Rt-1919-562. Vistnok synes begge disse saker at omhandle maskiner, som er fastere og mere uadskillelig knyttet til bygningen, men de betragtninger som der er fremført har ogsaa sin gyldighet i denne sak. - - -
Jørg. Chr. Grøner.
Jeg maa i det væsentlige og resultatet erklære mig enig med førstvoterende. Det maa erkjendes, at resultatet staar i adskillig strid med, hvad man begrepsmæssig vilde anse for indgaaende under eiendomsbeskatningen. Men jeg finder ikke, at det kan antages andet end at man ved lovbeslutningen har været paa det rene med, at følgen skulde være dette resultat, og at man har villet det. Jeg finder det derfor ikke upaakrævet at redegjøre noget mere detaljert for stortingsbehandlingen av de vedkommende lovbestemmelser, som i det her omtvistede punkt utelukkende beror paa tingbehandlingen og derfor maa fortolket derefter. Saa meget mere som jo saken har en meget stor betydning for industrien. Saaledes som forslaget forelaa fra komiteens haand gaaende ut paa, at der ved værdsættelsen skulde medtages de bygninger, maskiner og øvrige indretninger, som hørte anlægget til og var nødvendige for anlæggets øiemed, var forslaget, som under odelstingsforh. bl.a. av komiteordføreren W. Konow side 786 2den sp. og Hagerup Bull side 785 1ste sp. fremhævet, i indst. Ot. VI født xx.xx.104 2den sp. nærmere forklart derhen, at til ting, som hørte anlægget til og var nødvendige for dets øiemed maatte hen regnes «ikke alene alt, hvad der rører til anlægget paa en saadan maate, at det kun ved sønderbryten eller nedriven kan skilles derfra, men overhodet alt, som ifølge sin bestemmelse er uadskillelig knyttet til anlægget og ingen fornuftig anvendelse kan ha uten i forbindelse med dette. Maskiner blir saaledes at medta, naar de maa ansees som en integrerende del av den bygning eller anlæg hvor de er anbragt». Denne definition hadde sin kilde bl.a. i de gjældende vedtækter for faste eiendommes skattetaksering i Kristiania. Og det var efter komiteens uttrykkelige
Side:928
uttalelse meningen at formulere bestemmelsen i den aand, som laa til grund for «Union»-dommen, nemlig høiesteretsdom i Rt-1890-685, ved hvilken samtlige træsliperimaskiner, som var nødvendige, forat eiendommen kunde benyttes til sit øiemed, træsliperi, var antat at maatte medtages ved eiendomsskattetakseringen.
I komiteen hadde Throne Holst, som ikke var medlem av Odels- men av Lagtinget, foreslaat en tilfølelse om, at arbeidsmaskiner helt skulde være undtat fra takseringen.
Ved første gangs behandling av landloven i Odelstinget foreslog Hagerup Bull, der sluttet sig til de ovenciterte uttalelser i indstillingen av 1909 den redaktionsforandring (saaledes karakteriserte han selv forslaget) at der skulde medtages maskiner og indretninger, som hørte anlægget til og var «nødvendige for vedkommende bygningers øiemed» forat dermed tydeligere kunde bli præsicert, at maskineri eller redskaper, som ikke hadde nogen betydning for den hele bygnings, den faste eiendoms, anvendelse i sit øiemed, maatte utelukkes, altsaa ikke maskineri, som kun hadde betydning for industriel bedrift, som mer eller mindre tilfældig hadde sit sæte i bygningen, idet den saaledes kunde bo tilleie der. Valentinsen (med tilslutning av Michelet og Leegaard) optok Throne Holsts forslag, som Valentinsen dog ikke fandt helt tilfredsstillende, idet han henstillet til komiteen at forme en omredaktion, hvorefter arbeidsmaskiner, som var opført paa fast fundament og derfor ikke uten videre kunde flyttes eller fjernes, blev at ta med i taksten. V. Konow komiteens formand, var ikke enig med Hagerup Bull i hans redaktion. Komiteen hadde ment at omfatte med sin regel om «anlægget» selve det industrielle anlæg med nødvendige maskiner, selv om de ikke stod under hus. Valentinsens forslag kunde ikke akcepteres; hvis man vedtok det vilde man komme i bestemt strid med hele den nuværende praksis i henhold til «Union»-dommen.
I Odelstinget blev derefter komiteens redaktion vedtat mot 26 stemmer (se forh. side 808). Ved forhandlingene om den tilsvarende bestemmelse i byloven kom atter væsentlig de samme dissenser under debat, men resultatet blev, at ogsaa der komiteindstillingen blev vedtat.
Under lagtingsbehandlingen optok Throne Holst sit forslag i komiteen, som han dog paa foranledning av Enges henstilling om at forandre det saaledes at kostbare og svære maskiner, som ga anlægget dets karakter, kunde komme med i taksten, omredigerte ved tilføielsen om, at undtagelsen for arbeidsmaskiner ikke skulde gjælde saadanne arbeidsmaskiner, som utgjorde en integrerende del av «bygningen», hvilket sidste ord han dog efter nærmere betænkning forandret til «anlægget». Ved sit forslag vilde han utelukke, at man som efter odelstingsbeslutningen, kom til at medta ogsaa boktrykkertyper og hammer og tang i et mekanisk verksted; derimot maatte man ta med alt, som var nødvendig for virksomheten; han hadde ikke tænkt paa at undta den slags store maskiner, som Enge hadde nævnt og som maatte sies at være en integrerende del av selve bygningen og var av den art, at man ikke kunde fjerne dem uten samtidig at bortta hele bygningens karakter, men paa maskiner som kunde sættes ind den ene dag og tages ut den anden, uten at vedkommende fabriks karakter forandredes.
Frisak henstillet, at man istedetfor «integrerende del» satte «uadskillelig forbundet med anlægget», men optok ikke forslag, da der blev gjort opmerksom paa, at dette var for vidtgaaende.
Side:929
Med 18 mot 13 stemmer blev derefter anmerkning vedtat overensstemmende med Throne Holsts forslag (forh. side 368, 2den sp.).
Under Odelstingets fornyede behandling av landloven bifaldtes Lagtingets anmerkning uten debat, idet Konow bemerket, at den forandrede lydelse ikke i nogen væsentlig grad kunde forandre bestemmelsens karakter (se forh. side 1776). Ved behandlingen av den tilsvarende paragraf i byloven bemerket Nalum at han vel forstod at løse maskiner, som man uten videre kunde ta og flytte ut, ikke skulde medtages, men han fandt det uklart, og bad komiteens ordfører svare paa, hvorledes det skulde forholdes med de til vedkommende fabrikation nødvendige indretninger og maskiner ved et spinderi, et væveri eller en fyrstikfabrik. Hertil svarte Konow, som dog endnu ikke hadde læst lagtingsdebatten, at han hadde forstaat bestemmelsen saa, at de arbeidsmaskiner, som efter «Union»-dommen blev at henføre til vedkommende fabrik, blev at anse som integrerende del av fabrikken; i det enkelte kunde man vanskelig uttale sig om spørsmaalet; men efter nævnte dom blev alle maskiner, som gjorde fabrikken til et sliperi, medtat, og paa samme maate skulde han tro, at spindestolene, uagtet de var løse og flytbare maatte medtages, da det var dem som gjorde fabrikken til et spinderi. I henhold til Konows anbefaling av vedtagelse blev lovens ordlyd derefter bifaldt overensstemmende med Lagtingsanmerkningen enstemmig, omend ikke uten et par bemerkninger fra Leegaard, som ikke kunde forstaa Lagtingsanmerkningen som tilsigtende, at alt som var nødvendig for et anlægs drift, skulde medtages.
I sine hovedtræk synes saaledes meningen under tingsbehandlingen at være klar. Den nemlig at flertallet har villet lægge til grund den opfatning, som stemte med uttalelsene i Indst. Of. VI født xx.xx.104 og som gjennem hele behandlingen blev tydelig og klart uttalt av komiteens formand W. Konow. Man har altsaa villet holde sig til den samme linje, som allerede var optrukket ved høiesteretsdommen av 1890 side 685 og som gik i den retning, at maskineri, som hørte til anlægget, det vil si anlægget seet i sin helhet, og som var nødvendig for og karakteristisk for den virksomhet eller bedrift, som anlægget hadde til formaal, skulde medtages, selvom maskinene ikke var fast forbundet med anlægget.
Johs. Stenersen.
Jeg er i alt væsentlig enig med de foregaaende voterende og lægger meget vegt paa, at de i høiesteretsdommen av 26 februar 1919 (Rt-1919-562) omhandlede arbeidsmaskiner er antat at utgjøre en «integrerende» del av vedkommende anlæg. Jeg har derfor fundet at kunne slutte mig til førstvoterendes resultat, dog saa, at efter min mening ogsaa følgende arbeidsmaskiner maa bli at undta fra værdsættelsen i anledning av utligning av eiendomsskatten. - - -
L. Bade.