Rt-1925-840

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1925-09-29
Publisert:	Rt-1925-840
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 30/2 A s.a.
Parter:	Ole M. Andersen Utbjørg (advokat V. Voss) mot Anders Nicolai Olsens dødsbo m.fl. (overretssakfører A. Stub til prøve).
Forfatter:	Bade, Dahl, Hanssen, Bonnevie, Rolfsen, Gjessing, Christiansen
Lovhenvisninger:	Ægtefælleloven (1888) §14, §15

Ekstraordinær assessor Bade: Ved skiftedecision avsagt av sorenskriveren i Vesteraalen 6 oktober 1919 blev i nærværende sak saaledes decidert: «Skjøte av 18 januar 1917 fra Anders Olsen til Ole M. Andersen paa gnr 46, br.-nr 1 Utbjørg i Hadsel for

Side:841

kr. 3.500 kjendes ugyldig at være i forhold til Ole Andersen og decideres den nævnte faste eiendom og de i samme skjøte nævnte løsøregjenstande at indgaa i Anders Nikolai Olsen Utbjørgs dødsbos masse.»

Ved Trondhjems overrets dom av 18 december 1922 blev skifterettens decision stadfæstet under ophævelse av processens omkostninger for overretten.

Denne dom har Ole M. Andersen Utbjørg paaanket til Høiesteret, hvor han har nedlagt saadan paastand: «At skjøtningen 18 januar 1917 opretholdes, saaledes at Ole Andersen Utbjørg frifindes for den tiltale, som er reist mot ham av Anders Nikolai Olsens dødsbo og hans medarvinger i boet, samt at dødsboet og medarvingerne in solidum tilpligtes at betale Ole Andersen Utbjørg sakens omkostninger for overretten og Høiesteret.»

Som motparter er indstevnt de samme som ved overretten og som er nævnt av denne. De indstevnte har paastaat overrettens dom stadfæstet og sig tilkjendt sakens omkostninger for Høiesteret.

Angaaende sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henviser jeg til præmisserne for skifterettens decision og overrettens dom. Som nyt er for Høiesteret fremlagt utskrift av tingsvidne i Vesteraalen avholdt 13 mai og 22 september 1924. Videre skal av nyt nævnes bevilling for de indstevnte til at fremkomme med en ny indsigelse, hvortil jeg senere skal komme tilbake.

Jeg er med hensyn til formalia enig med overretten og finder saaledes ikke grund til ex officio at avvise saken fra skifteretten paa grund av manglende kompetanse.

Hvad realiteten angaar kommer jeg derimot til et andet resultat end overretten.

De indstevnte har for Høiesteret fremsat to indsigelser mot skjøtets gyldighet. Den første indsigelse er basert paa at handelen skulde være kommet istand alene paa grund av utilbørlig press fra kjøperens side, hvilket paastaaes let kunde ske, da sælgeren Anders Olsen, appellantens far, dengang i sin høie alder var meget svækket. jeg finder det unødig at indgaa paa hvad de indstevnte i saa henseende har anført, idet det efter oplysningerne ikke forekommer mig tvilsomt, at denne insigelse ikke fører frem.

De indstevntes anden indsigelse - deres hovedindsigelse - mot skjøtet er bygget paa sidste punktum i §14 i lov av 29 juni 1888 om formuesforholdet mellem ektefæller, hvorefter hustruens samtykke er nødvendig til enhver overenskomst, hvorved manden mot vederlag av fælles midler betinger sig eller hustruen føderaad. Her er det paa det rene, at avdøde Anders Olsen i det omtvistede skjøte, som er datert 18 januar og tinglyst 1 februar 1917 har betinget sig og hustruen føderaad mot vederlag av fælles midler. Derimot er der uenighet mellem parterne om hustruen Ellen har gitt sit samtykke til den omprocederte handel. Saaledes som saken efter mit syn ligger an er det unødig for mig at avgjøre dette spørsmaal, da jeg maa gi appellanten medhold i, at de indstevnte ikke kan gjøre gjældende nævnte lovbestemmelse.

Som det klart fremgaar av lovens §14 er den paaberopte bestemmelse utelukkende git til fordel for hustruen. Det er en rent

Side:842

personlig ret det her er tale om. Adgangen til at omstøte vedkommende retshandel kan derfor ikke betragtes som en rettighet for fællesboet, men som en hustruen tilkommende særret, som kun kan gjøres gjældende av hende selv, kfr. Scheel: Om formuesforholdet mellem ektefæller side 65 og hans bemerkninger ved hans doktordisputas, referert i Rt-1893-90. Efter samme lovs §15 maa derhos søksmaalet til omstøtelse av retshandelen være reist inden et aar efter dens fuldbyrdelse eller, forsaavidt handles om fast eiendom, efter dens tinglysning, ellers fortapes hendes ret dertil.

Anders Olsen døde 27 oktober 1917 og var omtvistede handel da fuldbyrdet. Hans enke Ellen levet til 6 mai 1919, saaledes mere end et aar efter tinglysningen av heromhandlede skjøte. Det er imidlertid paa det rene, at hun ikke nogensinde har staat som part i saken, som hele tiden har været ført i arvingernes navn mot appellanten. Saa længe hun var ilive hadde arvingerne ingen selvstændig ret til at bruke hendes omstøtelseskrav, hvorover hun hadde eneraadigheten, og hvorfor hun ogsaa hadde søksmaalsretten i saa henseende.

Det kan heller ikke nu nytte for arvingerne at fremsætte den nye indsigelse, hvortil de har faat bevilling, nemlig at de «som arvinger efter nu avdøde Ellen Petrikke Olsen er berettiget til at gjøre gjældende hendes ret til at angripe det omprocederte skjøte efter lov om formuesforholdet mellem ektefæller §14.» Dette er nu for sent, idet det ikke kan hjælpe dem, at de inden den i lovens §15 satte frist har reist nærværende sak, hvis de dengang ikke hadde berettigelse dertil.

Det avgjørende spørsmaal blir derfor, om man i likhet med overretten efter omstændigheterne skal anse saksøkernes manglende søksmaalsret avhjulpet ved de i saken fremlagte to erklæringer fra Ellen Olsen. Herom skal jeg bemerke følgende: Naar Ellen ikke selv har skredet til søksmaal for at søke retshandelen omstyrtet, maatte der ialfald fordres legitimation for at hun hadde git arvingene bemyndigelse til at optræde paa hendes vegne eller i det minste bevis for at hun hadde git sin tilslutning til at de gjorde hendes ret gjældende ved søksmaal. Herfor mener jeg, at arvingene maatte ha bevisbyrden, men den kan jeg ikke finde opfyldt. I de to erklæringer paastaar hun vistnok handelen omstyrtet, men en ting er det, at hun kan ha været uenig i handelen, noget andet er om hun i den anledning vil, at der skal skrides til søksmaal mot hendes egen søn for at omstyrte den av hendes mand indgaatte handel. Nogen fuldmagt fra hendes side til saksanlæg kan jeg ikke finde i disse erklæringer. Men hertil kommer videre, at den beviskraft, som skulde ligge i disse erklæringer om tilslutning til arvingenes aktion, maa ansees betydelig avsvækket ved det iøvrig oplyste. Jeg skal saaledes peke paa, at disse erklæringer ikke er koncipert av hende selv, men antagelig av hendes søn Anton, som var meget misfornøiet med handelen. Jeg skal derhos nævne, at Oberg Hansen som vidne har forklart, at Ellen uttrykkelig til ham har sagt, at hun aldrig har git sin søn Anton nogen fuldmakt for at omgjort hvad hendes mand hadde bestemt, og hun benektet ogsaa for vidnet

Side:843

at ha skrevet nogensomhelst fuldmakter eller erklæringer, der tilsiktet at faa omstyrtet hvad hendes man hadde gjort. Da vidnet sa hende at der forelaa i retten skrivelser i den retning fra hende, som hun jo maatte ha skrevet, svarte hun vidnet: «Er du galen, det har jeg aldrig gjort.» Likeledes har Ole Kristoffersen under det nye tingsvidne som blev optat ifjor forklart, at Ellen overfor ham bestemt har benektet at ha git sin søn Anton fuldmakt til at optræde paa hendes vegne og i hendes navn mot gaardhandelen. Denne Ellens uttalelse faldt, anfører vidnet, knapt et aars tid efterat nærværende tvist blev reist. Endvidere skal jeg nævne, at en række vidner ved det nye tingsvidne har uttalt, at efter deres kjendskap til Ellen og hendes forhold til sin avdøde mand, samt til forholdet mellem appellanten og hans forældre er disse to erklæringer ikke overensstemmende med Ellens opfatning og tænkemaate. At Ellen har læst gjennem disse erklæringer, før hun underskrev dem, har man kun vidneprov om forsaavidt den første erklæring angaar, idet Ingvald Utbjørg har forklart, at Ellen sa til ham, at hun hadde læst gjennem erklæringen to ganger, og at hun var klar over hvad hun hadde underskrevet. Hertil skal jeg anføre, at erklæringerne er noksaa vidtløftige, og naar man derhos ser hen til at Ellen dengang var flere og sytti aar gammel, kan det vel være gjenstand for tvil om hun hadde sat sig ordentlig ind i hvad hun underskrev. Jeg nævner i denne forbindelse ogsaa, at Ellen efter det oplyste var noksaa døvhørt, hvorfor det let kunde opstaa misforstaaelser fra hendes side ved spørsmaal og forklaringer. Det er da ogsaa kun et enkeltstaaende vidneprov dette Ingvald Utbjørgs om Ellens gjennemlæsning av erklæringen, og man kan kanske heller ikke være saa fuldt betrygget i saa henseende ved dette enslige prov, al den stund det av flere sees uttalt, at Ingvald Utbjørg var ophavsmanden til striden om gaarden, som han selv ønsket at kjøpe. At den anden erklæring, som først blev fremlagt ved skifteretten 1 mars 1919 har været gjennemlæst av Ellen haves der intet bevis for. Jeg vil dernæst peke paa, at efter hvad Jørgen Arntsen, som har været betegnet som Ellens lagverge, har forklart som vidne, har han ingen befatning hat med disse erklæringer, om hvis indhold Ellen heller ikke har konferert med ham. Dette synes mig saa meget merkeligere som Ellen begynder sin første erklæring med at si, at hun har anmodet Jørgen Arntsen om at møte som verge for sig i den skiftesamling som da skulde holdes. Han avgav ogsaa møte for hende i denne boets første samling, men han fremkom ikke med nogensomhelst protest mot skjøtets gyldighet, hvorimot saadan blev fremsat av en sakfører, som efter protokoltiførselen alene møtte for arvingerne. Ved registreringsforretningen sees Jørgen Arntsen likeledes at ha møtt for Ellen, men han forbeholdt der kun hendes ret til at overta efter registreringstakst enkelte av ham særskilt opregnede gjenstande. Arvingerne derimot protesterte ogsaa ved denne forretning mot skjøtets gyldighet. Der foreligger heller ikke i saken nogen positiv oplysning om at Ellen, som iøvrig efter oplysningerne har været let at lede, har erklært sig enig i det av arvingerne anlagte søksmaal.

Naar overretten, omend under tvil, har fundet at kunne godta

Side:844

Ellens to erklæringer som tilstrækkelige til at avhjælpe saksøkernes mangel paa kompetanse, sees dette basert paa forutsætningen om at erklæringerne var uttryk for hendes virkelige vilje. Efter det av mig anførte ligger saken efter det nye tingsvidne noget anderledes an forsaavidt end ved overretten, og jeg finder i det hele, at man, efter alt det foreliggende ingenlunde kan føle sig tryg for at erklæringerne er overensstemmende med Ellens virkelige vilje. Hun har ogsaa, saavidt sees, indtat en helt passiv stilling til søksmaalet, og om hun har hat videre kjendskap til dette er det langtfra givet, at hun har skjønt at det var hendes omstøtelsesret som arvingerne her gjorde gjældende. Herom har jeg mine sterke tvil. Oplysningerne tyder efter min mening paa at Ellen ikke selv har følt sin ret krænket ved den indgaaede overenskomst, hvorimot det er arvingerne og specielt da som før nævnt Anton der har været misfornøiet med handelen. Efter det saaledes foreliggende finder jeg, at arvingerne ikke har godtgjort sin berettigelse til at gjøre Ellens omstøtelseskrav gjældende ved nærværende søksmaal.

Jeg voterer efter dette for at det omtvistede skjøte opretholdes. Processens omkostninger finder jeg bør ophæves baade for overretten og Høiesteret.

Konklusion:

Det i saken omhandlede skjøte av 18 januar 1917 fra Anders Nicolai Olsen til Ole M. Andersen Utbjørg, paa gnr 46, bnr I Utbjørg av Hadsel opretholdes i sin helhet i forhold til sorenskriveren i Vesteraalen paa vegne av Anders Nikolai Olsens dødsbo og sleksarvingerne, nemlig Anton Nicolai Andersen Utbjørg, Simon Peder Andersen, Marie Oline Andersen (Andreassen), Agnete Eline Syvertsen tillikemed hendes ektefælle C. Syvertsen, Nora Marie Jacobsen tillikemed hendes ektefælle K. Jacobsen, Fredrik Martin Andersen Utbjørg, Johannes Andersen Utbjørg, Ida Helene Andersen Utbjørg og kaptein Ingvald Utbjørg som tilsynsverge for de fraværende arvinger. Processens omkostninger for overretten og Høiesteret ophæves.

Assessor Dahl: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Ekstraordinær assessor Hanssen: Jeg er kommet til samme resultat som skifteretten og overretten og kan i det væsentlige tiltræde den av disse retter givne begrundelse.

Med hensyn til det spørsmaal som førstvoterende har betegnet som avgjørende og hvor han er kommet til et andet resultat end overretten, nemlig spørsmaalet om hvorvidt der foreligger legitimation for at Ellen Olsen har git Ole Andersens medarvinger bemyndigelse til at optræde med søksmaal paa hendes vegne eller ialfald git sin tilslutning til at de gjorde hendes ret gjældende gjennem søksmaal, skal jeg bemerke følgende: I den skiftesamling, hvor skiftetvisten blev indledet, blev der av den for arvingerne møtende sakfører fremlagt en erklæring fra Ellen Olsen av 28 november 1917, som ender saaledes: «Jeg paastaar, at al den handel som Ole har gjort med min mand - baade gaarden og

Side:845

løsøresalget - skal omgjøres, samt at han kræves til regnskap for alle vore midler og eiendele, som han har hat befatning med.»

Det er processuelt paa det rene, at Ellen har underskrevet denne erklæring, efterat den flere ganger var oplæst for hende. Efter min mening kunde der været adskillig føie til paa grund av den i erklæringen indeholdte paastand at behandle Ellen Olsen som part i skiftetvisten. Selvom dette ikke i formen blev gjort, mener jeg dog, at Ellen gjennem erklæringen har git et tilstrækkelig uttryk for at det var hendes vilje, at handelen skulde søkes omstødt. Jeg opfatter videre forholdet saa, at naar der er fremlagt en erklæring av dette indhold fra Ellen er det ikke nødvendig for arvingerne at bevise, at den stemmer med hendes vilje, men det maa bli dens sak som paaberoper sig, at den ikke stemmer med hendes vilje at bevise dette. Og et saadant bevis kan jeg ikke finde er ført.

Hvad angaar de bevisligheter i saa henseende som er paaberopt av førstvoterende skal jeg bemerke, at Oberg Hansens erklæring av 6 juli 1920, hvori han uttaler, at Ellen bestemt benektet at ha skrevet nogensomhelst fuldmakter eller erklæringer der tilsiktet at faa omstyrtet hvad hendes mand hadde gjort, vistnok er beediget under et paafølgende tingsvidne, men at Hansen under den specielle eksamination har avgit en forklaring som ikke synes at stemme helt med erklæringen og som i ethvert fald gjør det noget uklart, om hans uttalelse specielt sikter til erklæringen av 28 november 1917. Og hvad angaar det paaberopte vidneprov fra Ove Kristoffersen om at Ellen hadde benektet at ha git Anton Andersen fuldmakt til at optræde paa hendes vegne og i hendes navn ved gaardhandelen fremgaar det med tydelighet av vidneprovet at denne uttalelse er faldt mens Anders Olsen endnu levet, og altsaa ikke kan vedkomme erklæringen av 28 november 1917. Ove Kristoffersens forklaring frembyr iøvrig den eiendommelighet, at han under tingsvidnet 22 september 1924 har avgit en meget bestemt forklaring angaaende Ellen Olsens nektelse av at ha git Anton Andersen fuldmakt, mens han noget over 3 aar i forveien under et tingsvidne i mai 1921 uttalte, at han syntes at erindre, at det var snak om en fuldmakt, men at han ikke kunde forklare sig nærmere herom. Jeg synes der er adskillig grund til at tvile paa at Kristoffersen skulde ha en saa meget sikrere erindring om dette forhold, efterat der yderligere var gaat henved 3 aar siden det passerte. Hvad iøvrig angaar de under tingsvidnet i 1924 avgivne vidneforklaringer vedkommende den heromhandlede erklæring, saa gaar disse som ogsaa av førstvoterende nævnt bare ut paa almindelige uttalelser om at vidnerne efter sit kjendskap til forholdene ikke mener at erklæringen er overensstemmende med Ellen Olsens opfatning og tænkemaate. Det beror saaledes paa en bedømmelse ut fra deres almindelige kjendskap til hendes opfatning og tænkemaate og gir ikke uttryk for nogen specielt kundskap med hensyn til hendes stilling til selve erklæringerne.

Sluttelig finder jeg at burde nævne et forhold, som jeg mener bør tillægges adskillig vekt ved bedømmelsen av spørsmaalet om erklæringerne kan ansees stemmende med Ellen Olsens vilje. Den indsigelse, at søksmaalet ikke var anlagt av rette vedkommende og

Side:846

i sammenhæng dermed at Ellen Olsen ikke hadde git sin tilslutning til søksmaalet, blev først fremsat et stykke ut i overretsprocedyren adskillig tid efterat Ellen Olsen var død, saaledes at det ikke længer var anledning til at faa nogen yderligere erklæring fra hende selv.

Jeg stemmer saaledes for stadfæstelse av overrettens dom og finder at appellanten bør tilsvare procesomkostningerne for Høiesteret. Da jeg gaar ut fra, at jeg er i minoritet former jeg ingen konklusion.

Assessor Bonnevie: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Ekstraordinær assessor lagmand Rollsen: Jeg har fundet sakens avgjørelse adskillig tvilsom, men er dog kommet til samme resultat som hr. assessor Hanssen, og kan i det væsentlige tiltræde hans begrundelse.

For sakens avgjørelse er selvfølgelig her bevisbyrdens anordning av betydning; jeg kan imidlertid ikke være enig med førstvoterende i at arvingerne maa ha bevisbyrden for at det er med enkens vilje, at søksmaal her er anlagt. Tvertimot maa formodningen være for, at saadan tilslutning foreligger, baade fordi loven selv paabyr hustruens samtykke til en transaktion av den heromhandlede art og fordi denne i sig selv eller forøvrig er av en saa ekstraordinær beskaffenhet. Efter det oplyste maa jeg nemlig anse det for bevist, at en 84 aar gammel syk mand nogen maaneder før sin død uten at underrette sin hustru eller sine øvrige arvinger overdrar den væsentligste del av hele fællesboet til en yngre søn for en overmaade lav pris. Efter mit skjøn maa man under disse omstændigheter istedetfor ved bevisbyrdens anordning at vanskeliggjøre adgangen til at angripe transaktionen være varsom med at slappe paa betingelsen for at tilkjende en saadan transaktion lovens stempel.

Ekstraordinær assessor byfoged Gjessing: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Assessor Christiansen: Likesaa.

Av skifterettens decision:

I skiftesamling 29 november 1917 i boet efter avdøde Anders Nikolai Olsen og gjenlevende hustru Ellen har sønnen Ole Andersen gjort krav paa, at det til ham under 18 januar 1917 fra Anders Olsen utstedte skjøte paa gnr 46, bnr 1 Utbjørg i Hadsel respektertes i sin helhet, saaledes at saavel den omhandlede faste eiendom som de i skjøtet nævnte løsøregjenstande ansaaes at være hans eiendom. Herimot protesterte de øvrige arvinger. Stervboenken møtte ikke personlig i skiftesamlingen, men blev der i denne fremlagt en erklæring fra hende av 28 november 1917, hvori hun bl.a. paastaar, at den handel sønnen Ole har gjort med faren skal omgjøres baade hvad angaar gaarden og løsøret. - - -

Ifølge skjøte av 18 januar 1917 sælger Anders Olsen eiendommen gnr 46, bnr 1 Utbjørg til sin søn Ole Andersen og overdrar ham samtidig en del løsøregjenstande for kjøpesum kr. 3.500 og føderaad til sig og hustru. Det er uomtvistet, at nævnte faste eiendom og løsøre tilhørte det fælles bo, og utfordres derfor til handelens retsgyldighet hustruens samtykke. Selve skjøtet indeholder intet herom og antas derfor indstevnte at ha

Side:847

den fulde bevisbyrde i saa henseende, saameget mere som hustruen i 2 fremlagte erklæringer henholdsvis av 28 november 1917 og ikke datert, men irettelagt 1 mars 1919, hævder, at hun intet samtykke har git og fordrer handelen omstyrtet. - - -

Av overrettens dom:

- - - Jeg skal først behandle det her for retten reiste spørsmaal om skifterettens kompetance. Appellanten hævder, at gaarden og det med denne solgte løsøre allerede før Anders Olsens død var overtat av appellanten og saaledes var i dennes besiddelse, da skiftebehandlingen blev aapnet.

- - - Stillingen i det foreliggende tilfælde frembyder adskillig likhet med stillingen i det tilfælde, som omhandles i den i Rt-1873-313 flg. refererte dom og hvor Høiesteret ikke fandt grund til ex officio at avvise saken fra skifteretten. - - - I Schweigaards «Om Concurs og om Skifte, og Arvebehandling» side 257-58 læres det, at selv om der er enighet paa begge sider, møter der en grænse utover hvilken skifteretten ikke kan følge med, men maa skyte saken fra sig, og at ved tilbakesøkning av rettigheter, som følger bestemte ting, vil man formodentlig anse det tilstrækkelig, at gjenstanden faktisk findes i boet. I Hagerups «Skifte- og Arvebehandling (1ste utgave) side 17 formuleres regelen derhen, at saker angaaende tinglige rettigheter i de til boet hørende individuelle gjenstande bør skifteretten ansees kompetent til at paakjende, idet Hagerup foruten retsbruken paaberoper analogien av hvad der gjælder om auktions- og eksekutionsrettens kompetance og at avgjørelsen utkræves for at avgjøre omfanget av den formue, som skal indgaa under skifterettens forvaltning. Efter disse forfatteres lære skulde det, synes det, være en betingelse for skifterettens kompetanse, selv i tilfælde av begge parters samtykke, at de eiendele hvorom der tvistes var i boets besiddelse. Men hvor det gjælder spørsmaalet om ex officio at kjende uefterrettelig en stedfunden skifteretsavgjørelse, synes det, som om Høiesteret i den citerte dom ikke har følt sig bundet hertil, og jeg tror derfor, omend under nogen tvil, at det ogsaa i nærværende tilfælde ikke er nødvendig at kjende decisionen uefterrettelig og avvise saken fra skifteretten, idet som bemerket stillingen i begge tilfælder er væsentlig likeartet.

Hvad sakens realitet angaar, er det under procedyren her for retten av appellanten gjort den nye indsigelse, at de som motparter optrædende arvinger efter Anders Olsen ikke har beføielse til at kræve skjøtet av 18 januar 1917 omstyrtet paa grundlag av lov 29 juni 1888 §14 §15. Han paaberoper i denne henseende, at enken Ellen Olsen ikke har optraadt som part i tvisten, likesom hun bestrider, at de under skiftet fremlagte erklæringer med hendes underskrift uttrykker hendes virkelige vilje. De indstevnte har ikke protestert mot denne indsigelse som ny for overretten.

- - - Spørsmaalet er da, om de indstevntes mangel paa selvstændig kompetanse til at reise omstyrtelseskravet avhjælpes ved de i skifteretten fremlagte erklæringer fra enken, hvori hun kræver handelen omstyrtet. Skjønt under nogen tvil antar jeg, at dette spørsmaal bør besvares bekræftende. Det vilde være en overdreven formalisme at lægge vegt paa, at hendes krav paa at handelen skal gaa om igjen ikke har fundet uttryk enten i indtræden som part eller i en formelig bemyndigelse for arvingerne til at optræde paa hendes vegne. Forutsætningen er selvfølgelig, at det ikke maa antas, at erklæringerne ikke uttrykker hendes virkelige vilje. Formodningen maa

Side:848

dog være herimot, og jeg kan ikke ved de under den seneste vidneførsel fremkomne oplysninger finde det godtgjort, at Ellen ikke har vist og villet, hvad der staar i disse erklæringer.

Naar det da videre spørres, om Ellen har git sit samtykke til den omprocederte handel, er det klart, at bevisbyrden maa paahvile appellanten, og jeg finder med underretten at saadant bevis ikke er tilveiebragt. - - -

Beichmann. Harald Tessem. Erling Broch.