Rt-1925-928
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1925-11-24 |
| Publisert: | Rt-1925-928 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 119/2 s.a. |
| Parter: | P. Scholz (advokat K. J. Wiese) mot L. Barstad og H. Abel Lunde (advokat Herman Christiansen ved advokat Henning Olsen). |
| Forfatter: | Broch, Christiansen, Lie, Schie, Andersen, Boye, Backer |
| Lovhenvisninger: | Straffeloven 1902 ikrafttredelseslov (1902) §28, Foreldelsesloven (1896) |
I nærværende sak blev av Bergens byret den 1 august 1922 saaledes kjendt for ret: Indstevnte P. Scholz bør betale til saksøkerne Alb. L. Barstad og H. Abel Lunde kr. 5.010 med 4 av hundrede i aarlig rente derav fra 13 juli 1921 til betaling sker, og kr. 350 i saksomkostninger.»
Saken er av P. Scholz indbragt for Høiesteret, hvor han har nedlagt saadan paastand: «Principalt: At appellanten P. Scholz frifindes for de indstevnte Alb. L. Barstad og H. Abel Lundes tiltale i denne sak. Subsidiært: At den indstevnte tilkommende erstatning bestemmes ved nyt handelsretsskjøn, og at skjønsbeløpet her ikke maa overstige kr. 3.671,71. I begge tilfælder, at appellanten tilkjendes saksomkostninger for begge retter hos de indstevnte.»
De indstevnte Alb. L. Barstad og H. Abel Lunde har nedlagt saadan paastand: «Principalt, at byrettens dom stadfæstes. Subsidiært, at P. Scholz tilpligtes at betale til Alb. L. Barstad og H. Abel Lunde kr. 4.091,50, og atter subsidiært kr. 3.671,66, ethvert beløp med 4 pct. renter fra paaklagen 13 juli til 16 juli 1921 og 6 pct. fra 16 juli 1921 til betaling sker. I alle tilfælder at de indstevnte hos appellanten tilkjendes processens omkostninger for Høiesteret.»
Angaaende sakens sammenhæng og nærmere omstændigheter henvises til byrettens domsgrunde og til den i Rt-1918-730 indtatte høiesteretsdom. Av nyt er for Høiesteret fremlagt
Side:929
avskrift av den under saken omhandlede salgskontrakt av 4 august 1910 mellem sakens parter; iøvrig foreligger saken i samme skikkelse som for byretten.
Høiesteret er kommet til et andet resultat end byretten, idet Barstad og Lundes krav antas bortfaldt ved forældelse i medhold av §28 i lov om straffelovens ikrafttræden.
Barstad og Lunde har hævdet at forældelsens løp maa ansees avbrudt derved at erstatningskravet blev gjort gjældende til motregning i den av Scholz anlagte sak. Hermed kan de ikke høres. Erstatningskravet kan ikke ansees indbragt til paakjendelse i nævnte sak i videre utstrækning end fornødiges til likvidation av Scholz's krav, smlgn. Hagerups Civilproces, I bind, 2utgave side 645-646.
Det har i teori og retspraksis været omtvistet, hvorvidt den 3 aars frist, som opstilles i ikrafttrædelseslovens §28 for skadeserstatningskrav, overhodet gjælder saadanne krav som utspringer av kontraktsforhold. Jfr. paa den ene side C. Ingstads kommentartgave av forældelsesloven (1910) side 24, samme i Rt-1910-433, og av retspraksis bl.a. uttalelse av to voterende i Høieretsdom i Rt-1919-300-301. Paa den anden side Hambro i Rt-1902-3, Hagerup: Strafferettens almindelige del, (1911) side 516; Platou: Privatrettens almindelige del (1914) side 639, og - tildels noget avvikende - Stang: Erstatningsansvar (1919) side 399 ff. Høiesteret finder, at det krav som saken gjælder maa ansees forældet efter straffelovens ikrafttrædelseslovs §28, idet denne bestemmelse ikke indeholder nogen begrænsning, hvorefter kravet skulde kunne undtages, jfr. høiesteretsdom i Rt-1923-392, specielt side 396. Dette maa gjælde, hvad enten kravet er utsprunget av en strafbar handling, saaledes at 10 aars fristen kommer til anvendelse, eller av en handling, som ikke er strafbar, saaledes at 3 aars fristen kommer til anvendelse. Heller ikke lovens motiver synes at gi støtte for en anden forstaaelse (jfr. ikrafttrædelseslovens motiver side 63, ad utkastets §30). Det krav som nærværende saksanlæg gjælder, er et skadeserstatningskrav for et positivt forsætlig eller uagtsomt retsbrudd og maa i henhold til foranstaaende ansees forældet. Scholz blir saaledes at frifinde.
Processens omkostninger antages at burde ophæves for begge retter.
Dom:
P. Scholz bør for Alb. L. Barstads og H. Abel Lundes tiltale i denne sak fri at være. Processens omkostninger for byretten og Høiesteret ophæves.
Av byrettens dom:
Ved Stavanger handelsrets dom av 17 mars 1914 blev saaledes kjendt for ret: «De indstevnte Alb. L. Barstad og H. Abel Lunde bør en for begge og begge for en til citanten P. Sholz betale kr. 44.000 - - - med fradrag av erstatning bestemt ved handelsretsskjøn optat paa citantens bekostning for det tap de indstevnte har lidt derved, at citanten har brudt den i kontrakt av 4 august 1910 indtatte forpligtelse for citanten til i 3 aar fra
Side:930
nævnte datum ikke i Stavanger at oprette fabrik, konkurrerende med Stavanger Bliktrykkeri og Maskinverksted, ved sit i præmisserne omhandlede forhold ved start av Vestlandske Bliktrykkeri i Stavanger i 1912.»
Denne dom er senere blit stadfæstet av Høiesteret. Ved et den 8 juli 1921 avhjemlet handelsretsskjøn blev den skjønscitantene Barstad og Lunde hos P. Scholz tilkommende erstatning sat til kr. 150.000. Efter dette har Barstad og Lunde mer til gode av Scholz end denne har av dem, og for - som de sier - at faa eksigibel dom for denne forskjel har de etter forgjæves forliksmægling saksøkt ham. Under sakens gang er det ovennævnte skjønsbeløp ved overskjøn nedsat til kr. 70.000, og saksøkernes endelige paastand lyder saa: «At P. Scholz tilpligtes at betale til Alb. L. Barstad og H. Abel Lunde principalt kr. 5.010. - - -»
Indstevnte har paastaat sig frifunden og tilkjendt saksomkostninger hos saksøkeren. Som begrundelse herfor har han for det første gjort gjældende at den paasøkte erstatningsfordring er forældet i henhold til straffelovens ikrafttrædelseslovs §28, som fastsætter en forældelsesfrist av 3 aar for skadeserstatningskrav som ikke utspringer av en strafbar handling, regnet fra den dag den skadelidende er blit vidende om skaden og den for samme ansvarlige, idet saksøkerne, heter det, allerede i deres tilsvar i den foran nævnte handelsretssak av oktober 1912 har angit sig vidende om skaden og den for samme ansvarlige.
Jeg maa imidlertid med saksøkerne anta at den citerte lovbestemmelse ikke angaar krav paa erstatning for misligholdelse av en ialfald som her omhandlet positivt paatat kontraktsmæssig forpligtelse. Lovbestemmelsen taler nemlig alene om «skades»-erstatningskrav, men efter den almindelige sprogbruk passer dette uttryk ikke paa krav der skriver sig fra misligholdelse av kontrakter. De forfattere som indstevnte paaberoper sig for sin fortolkning av den lærer forøvrig at den ikke omfatter erstatningskrav som hviler paa en ved retshandel overtat garanti. Nu er det for det første et spørsmaal om ikke denne karakteristik ogsaa omfatter det her omhandlede erstatningskrav. Men i ethvertfald kan det ikke indsees at retshandelens øiemed netop skal være garanti, for at erstatningskrav paa grund av dens misligholdelse skal ansees liggende utenfor straffelovens ikrafttrædelseslovs §28. Endelig skal jeg henvise til en uttalelse om spørsmaalet angaaende denne bestemmelses fortolkning i høiesteretsdom i Rt-1919-298, specielt side 300-301. Se ogsaa Kristiania byrets dom i Siewers samling V, som nr. 346. - - -
Efter den av saksøkerne foretagne utregning av indstevntes tilkommende med hovedstol og renter, hvortil indstevnte intet har bemerket, utgjør dette tilsammen kr. 64.790. Fratrækkes dette beløp samt de indstevnte tilkjendte omkostninger ved overskjønnet kr. 200 skjønsbeløpet kr. 70.000 utkommer kr. 5.010 som blir at tilkjende saksøkerne overensstemmende med deres principale paastand. - - - Ottar Huuse.
Jeg skulde tro at man om man end anser ikrafttrædelseslovens §28 at være anvendelig paa skadeserstatningskrav i kontraktsforhold ikke vil anse denne forældelsesregel anvendelig forsaavidt som skadeserstatningskravet grundes paa en ved kontrakten uttrykkelig eller stiltiende overtat forpligtelse til at yde erstatning i tilfælde av misligholdelse (jfr. Fr. Stang: Erstatningsansvar side 407). Det i nærværende sak omhandlede erstatningskrav hitrører fra indstevntes brudd paa en kontrakt om «konkurranceforbud», der formentlig maa være at fortolke som indeholdende et løfte om
Side:931
at holde medkontrahenterne skadesløs, hvis «konkurrance-forbudet» brytes. Jeg forstaar førstvoterende saa, at han er tilbøielig til at mene det samme. Og den paa et saadant løfte beroende forpligtelse vil i hvert fald ikke forældes efter de i ikrafttrædelseslovens §28 indeholdte regler. Forældelsesloven av 27 juli 1896 vil derimot være anvendelig her. Der foreligger ikke i saken saadanne oplysninger, at retten kan danne sig en mening om, hvorledes denne lovs regler her vil maatte anvendes, men partene er enig om, at forældelsesfristen vil være 10 aar, og at skadeserstatningskravet ikke vil være forældet, naar ikke ikrafttrædelseslovens §28, men den almindelige forældelseslov, bringes til anvendelse. - - - M. Coucheron, kst.
Enig paa samme maate som andenvoterende.
O. S. Thomassen.