Rt-1926-2
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1926-01-14 |
| Publisert: | Rt-1926-2 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 8/1 s.a. |
| Parter: | Ingeniør Finn K. Meyers konkursbo (advokat Bødtker) mot Aktietelskapet Det Nordiske Export og Importcompani i likvidation (advokat Corneliussen). |
| Forfatter: | Dahl, Bang, Alten, Bugge, Hazeland, Bjørn, Justitiarius Scheel |
| Lovhenvisninger: | Konkursloven (1863) §46, §128, §18, §42, §43, §44, §44a, §45, §47, §48, §49 |
Assessor Dahl: Angaaende nærværende saks gjenstand og nærmere omstændigheter henviser jeg til præmisserne for Oslo byrets dom av 30 december 1924, hvorved saaledes blev kjendt for ret: «Den under saken omhandlede eksekutionsforretning tinglyst 8 juli 1921 opretholdes i forhold til Finn K. Meyers konkursbo. Sakens omkostninger ophæves.» Dommen er avsagt under dissens, idet byrettens førstvoterende stemte for konkursboets frifindelse under ophævelse av sakens omkostninger.
Byrettens dom er av ingeniør Finn K. Meyers konkursbo paaanket til Høiesteret med saadan paastand: «At appellantskapet Finn K. Meyers konkursbo frifindes for indstevnte Aktieselskapet Det Nordiske Export- og Importkompani i likvidations tiltale, samt hos dette tilkjendes processens omkostninger for byretten og for Høiesteret.»
Indstevnte Aktieselskapet Det Nordiske Export- og Importkompani har paastaat byrettens dom stadfæstet og sig tilkjendt sakens omkostninger for Høiesteret.
Som nyt dokument er for Høiesteret fremlagt en betænkning av professor Jon Scheie angaaende beregning av 8 ukers fristen i konkurslovens §46. Forøvrig foreligger saken for Høiesteret i uforandret skikkelse.
Jeg er kommet til det samme resultat som det dissenterende medlem av byretten, og kan ogsaa i væsentlige dele tiltræde hans begrundelse. Jeg mener dog i motsætning til denne voterende, at heller ikke den efter lovforandringen av 6 mai 1899 gjældende ordlyd av konkurslovens §46 i og for sig med rette kan siges at tale imot det av ham antatte resultat. Jeg medgir, at paragrafens
Side:3
uttryksmaate ikke er helt klar, og at det til en viss grad har kunnet virke vildledende at denne paragraf har anvendt en anden betegnelse for den opstillede 8 ukers frist end de foregaaende §44 og §45.
Naar efter den nugjældende §46 eksekution ikke kan gjøres gjældende overfor et konkursbo, saafremt forretningens tinglysning er foretat «senere end 8 uger før den Dag da Skifterettens Behandling blev forlangt», forekommer det mig at være den naturlige og med rigtig sprogbruk bedst stemmende fortolkning at læse bestemmelsen saaledes, at eksekutionen for at opretholdes mot konkursboet maa være tinglyst mindst 8 fulde uker = 56 døgn før den dag konkursbegjæringen er indkommet til skifteretten. Den i den nuværende §46 anvendte fristbetegnelse «senere end 8 uger» vil efter denne forstaaelse være at opfatte som ensbetydende med den saavel i de foregaaende paragrafer som i den oprindelige §46, som den lød efter lov av 16 juni 1863, anvendte betegnelse «i løpet av de sidste 8 uker», hvilken forstaaelse ogsaa i høi grad støttes av indre grunde, idet det maa ha al formodning mot sig at den opstillede 8 ukers frist skulde være underkastet en avvikende beregningsmaate efter de forskjellige her nævnte paragrafer. At denne forstaaelse likeledes gir uttryk for lovgivernes mening, fremgaar ganske utvetydig av forarbeidene til lovforandringen av 6 mai 1899, hvorom jeg finder det tilstrækkelig at henvise til hvad der er anført av byrettens førstvoterende. Jeg skal alene i denne forbindelse tilføie, hvad der ogsaa er nævnt i professor Scheies betænkning, at allerede i indstillingen fra Stortingets Justiskomite i 1860 er betegnelserne «i løpet av de sidste 8 uker før» og «senere end 8 uker før» brukt om hinanden som synonyme begreper.
Idet jeg saaledes gaar ut fra denne forstaaelse, vil 8 ukers fristen ogsaa efter den nugjældende §46 bli at beregnee paa den maate som er fastslaat ved de i byretsdommen nævnte høiesteretsdomme i Rt-1887-465 og Rt-1897-812, nemlig efter hele dage, og saaledes at dagen for konkursbegjæringens indleverelse til skifteretten ikke medregnes. Fristberegningens utgangspunkt blir da i nærværende sak døgnskiftet mellem 1 og 2 september 1921, og regnet tilbake herfra utløper da 8 ukers fristen ved døgnskiftet mellem 7 og 8 juli samme aar. Den omprocederte eksekution er først tinglyst sidstnævnte dag eller nøiagtig paa 8 ukers dagen og altsaa senere end det efter min opfatning kritiske tidspunkt, idet den sidste dag av de 8 uker maa bli at medregne til disse.
I likhet med hvad der er uttalt av førstvoterende i den ved før nævnte høiesteretsdom av 1897 paadømte sak antar jeg, at der ikke mot denne beregningsmaate kan trækkes nogen bindende slutning fra den almindelige beregning av varsel frister ved stevnemaal, idet den avvikende beregning av disse er hjemlet ved positive forskrifter i lovgivningen vedkommende stevnemaal, som ingenlunde kan gives analogisk anvendelse paa konkurslovens heromhandlede omstøtelsesfrister hvor en tilsvarende lovhjemmel mangler.
Jeg mener saaledes, at eksekutionen maa bli at omstyrte i forhold til konkursboet, og voterer følgelig for boets frifindelse.
Processens omkostninger antar jeg bør ophæves for begge retter.
Side:4
Konklusion:
Ingeniør Finn K. Meyers konkursbo bør for A/S Det Nordiske Export- og Importkompani i likvidation dets tiltale fri at være. Processens omkostninger for byretten og Høiesteret ophæves.
Assessor Bang: Jeg har fundet det adskillig tvilsomt om ikke uttrykket i §46 «senere end 8 Uger før den Dag, da Skifterettens Behandling blev forlangt» efter ord lyden maa forstaaes saaledes som av de voterende i byretten antat. Jeg er imidlertid blit staaende ved at kunne slutte mig i det væsentlige og i resultatet til førstvoterende.
Ekstraordinær assessor Alten: Jeg er enig med førstvoterende.
Assessor Bugge: Jeg er i det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende.
Assessor Hazeland: Likesaa.
Ekstraordinær assessor fhv. assessor Bjørn: Likesaa.
Justitiarius Scheel: Likesaa.
Av byrettens dom:
- - - Den 20 juni 1921 blev der avholdt eksekution hos ingeniør Finn K. Meyer, Vestre Aker, og tat utlæg i hans eiendom, Madserud allé nr. 32, gnr 3, br.nr. 70, V. Aker - - - for tilsammen kr. 55.783,80 + renter. Eksekutionen tinglæstes i Aker 8 juli 1921.
Fredag den 2 september 1921 blev der indlevert konkursbegjæring til Akers skifteret, som i henhold til samme tok Meyers bo under behandling som konkursbo. - - -
Meyers konkursbo gjør gjældende, at det fremgaar av konkurslovens §46, sammenholdt med konkurslovens §42, §43, §44, §45 at hverken tinglysningsdagen eller rekvisitionsdagen maa regnes med i de 8 uker. Likeledes henviser boet til Hagerups konkurs, 2den utgave, side 224-225: «Det kritiske tidsrums længde er i de forskjellige tilfælder forskjellig, men fælles for alle er saavel utgangspunktet for fristerne som deres beregning». Likeledes henvises til Rt-1887-465, Rt-1897-812, og til den departementale komités indstilling om forandringer i konkursloven og Odelstingsforh. 1898-99.
Citantskapet gjør gjældende, at efterat §46 i konkursloven av 1863 i 1899 er blit forandret, hører bestemmelsen ikke længer sammen med §42, §43, §44, §45 men med §128. Det var alene av lovtekniske grunde og paa grund av de formelle bestemmelser i §47, §48, §49 at den nye bestemmelse fik plads i §46. Denne nye §46 kan derfor ikke fortolkes ved hjælp av §42, §43, §44, §45 Beregningen efter §46 bør bli helt forskjellig fra beregningen efter §42, §43, §44, §45 Den enkelte kreditor er gunstigere stillet efter §46 end efter §42, §43, §44, §45 Citantskapet henviser til den departementale komités forslag, Ot.prp.nr.19 (1896) side 44. - - -
Citantskapet henviser angaaende retspraksis til nærværende rets dom av 20 januar 1903 i sak 1431/1902, 3dje domssamling nr. 2026, ved hvilken dom en eksekution, tinglæst i Kristiania onsdag 4 december 1921, ansaaes gyldig overfor debitors konkursbo, der onsdag den 29 januar 1902 var begjært konkurs.
Side:5
Jeg skal bemerke:
I konkursloven av 6 juni 1863 lød §46: «Er indførsel gjort efter et av skyldneren til saadan tid, som i §44 bokstav A er sagt (dvs i løpet av de sidste 8 uker før skiftebehandling blev forlangt) indgaat forlik om betaling av gjæld, ansees saadan indførsel som kontraktsmæssig pant efter é 45. Det samme skal ogsaa gjælde om indførsel, som grunder sig paa dom, i anledning av hvis erhvervelse eller fuldbyrdelse skyldneren i den anførte tid har gjort fordringshaveren indrømmelser, saasom ....».
Ved lovforandringen av 6 mai 1899 fik bestemmelsen et andet indhold: «Panteret, stiftet ved avsætnings- eller indførselsforretning kan ikke gjøres gjældende overfor boet, saafremt forretningens tinglysning eller i tilfælde besiddelsestagelse er foretat senere end 8 uker før den dag, da skifterettens behandling blev forlangt». (Foranledningen til denne forandring er utførlig omhandlet i ovennævnte komitéindstilling side 61-65, Stortingsforh. 1896 bnd 3 b).
Ser man hen alene til denne bestemmelses tekst, saa maa 8 juli ansees for at ligge 8 uker før 2 september. (Ukedagene er 8 juli, 15 juli, 22 juli, 29 juli, 5 august, 12 august, 19 august, 26 august og 2 september). Ti likesom 15 juli er 1 uke efter 8 juli, saaledes er 2 september 8 uker efter 8 juli. Dette er den almindelige beregningsmaate. Efter denne er tinglysningsdagen 8 juli den første og 1 september den sidste av de dage, som tæller, ved beregningen av de 8 uker. Tilsvarende beregningsmaate er jo i enkelte tilfælde lovfæstet, jfr. f.eks. lov om forkyndelse m.v. av 4 juni 1892 §18, hvorefter forkyndelsesdagen medregnes i fristen. Jeg mener derfor, at hvis man blot har at holde sig til teksten i §46, saa maa den her omhandlede eksekution ansees tinglyst 8 uker før 2 september 1921. Den er isaafald med andre ord ikke tinglyst «senere end 8 uker før den dag da skifterettens behandling blev forlangt» og den maa da ha gyldighet overfor konkursboet. Og i sin almindelighet maa selvfølgelig lovbestemmelsens tekst være det avgjørende. Naar konkurslovens §46 er redigert anderledes end §42, §43, §44, §45 som benytter uttrykket «I løpet av dee sidste 3 maaneder» (§42), «i løpet av de sidste 8 uker (§44), saa er man ikke uten videre berettiget til at læse §46 paa tilsvarende maate.
Imidlertid kan man ikke her se bort fra paragrafens tilblivelseshistorie. Den gamle §46 benyttet uttrykket «i løpet av» ved sin henvisning til §44a. Forarbeiderne til loven av 1899 indeholder, saavidt jeg kan se, ingen forklaring paa, hvorfor man ikke i den nye §46 har benyttet det samme uttryk som i de foregaaende paragrafer «i løpet av». Jeg har bl.a. fæstet mig ved, at Justisdepartementets chef (statsminister Hagerup) i Ot.prp.nr.19 (1896) benytter uttrykket «i løpet av», men desuagtet bruker en anden redaktion i propositionens forslag til §46. Komiteen hadde foreslaat: «Avsætning o. s.v. medfører ikke panteret likeoverfor boet, medmindre der ved konkursbegjæringens indgivelse er hengaat 4 uker fra forretningens tinglæsning.» Departementet læser det som «i løpet av»: Det hadde under overveielse at frakjende eksekutionspant enhver virkning under konkurs, men fandt, at dette vilde være for vidtgaaende. Det sluttet sig derfor til komiteen, men i motsætning til denne fandt det, at ikke tinglæsningsdagen - derimot dagen for eksekutionens avholdelse - burde være avgjørende. Det uttaler saa, Ot.prp.nr.19 (1896) side 45 1ste spalte: «Departementet er derfor blit staaende ved at foreslaa en bestemmelse om at indførselen ikke skal medføre gyldighét overfor konkursboet, hvis den er
Side:6
avholdt i løpet av de 4 sidste uker ...» Departementets forslag til §46 benytter imidlertid uttrykket: «Saafremt forretningen er avholdt senere end 4 uker før den dag, da skifterettens behandling blev forlangt». Departementet maa da ha ment, at dette skulde bety «i løpet av», med andre ord at beregningen skulde være som efter §42, §43, §44, §45 Og det maa ha ment, at komiteens forslag var at forstaa saaledes. I Odelstinget fulgte man komiteen, idet man tok forretningens tinglæsning, ikke dens avholdelse, som utgangspunkt. Men for at faa ensartethet mellem §46 og de foregaaende paragrafer foreslog en repræsentant (Schjødt), at fristen overalt skulde være 8 uker. Han betonet at det var saa vanskelig at huske forskjellen paa de foreslaatte forskjellige frister (8 og 4 uker). Forslaget vedtokes.
Det kan derfor neppe være tvilsomt, at meningen har været, at fristen overalt skulde beregnes paa samme maate. I sig selv kan der heller ikke skjønnes at være grund til at sætte et forskjellig utgangspunkt for beregningen. Under disse omstændigheter er jeg tilbøilig til at anta, at §46 bør læses som om der hadde staat: «saafremt forretningens tinglysning eller i tilfælde besiddelsestagelse er foretat i løpet av de sidste 8 uker før den dag, da skifterettens behandling blev forlangt.» En tilsvarende forstaaelse er hævdet av det dissenterende medlem (assessor Backer) i ovennævnte byretsdom av 20 januar 1903.
Da eksekutionsforretning som tinglyst 8 juli 1921 maa sies at være tinglyst i løpet av de sidste 8 uker før 2 september 1921, er den tinglyst 1 dag for sent. Den kan derfor ikke gjøres gjældende overfor konkursboet. Dette maa saaledes bli at frifinde. - - - P. R. Riekeles.
Jeg kommer til et andet resultat end førstvoterenede, og skal derom bemerke: Ved de av førstvoterende nævnte høiesteretsdomme i Rt-1887-465-476 og Rt-1897-812 er det avgjort at det i et tilfælde som her omhandlet skal regnes med dage, ikke efter klokkeslet. Videre skal den dag da skifterettens behandling blev forlangt ikke regnes med i fristen. Dette følger ogsaa av den sedvanlige beregningsmaate for civilprocessuelle frister, jfr. f.eks. lov om forkyndelse m.v. av 4 juni 1892 §18. Herav antages ogsaa at følge, at den dag da eksekutionen blev tinglyst, skal regnes med i 8 ukers fristen. Herom henvises til assessor Reimers votum i høiesteretsdommen av 1897.
Det indstevnte konkursbo blev tat under skifterettens behandling som konkursbo fredag den 2 september 1921 ifølge en samme dag indkommet begjæring. Overensstemmende med hvad foran er anført, blir en uke før den dag, da skifterettens behandling blev forlangt - fredag den 26 august, 2 uker før fredag den 19 august osv. og endelig 8 uker før - fredag den 8 juli 1921 altsaa den dag da eksekutionen blev tinglyst.
Eksekutionen blev saaledes tinglyst nøiagtig 8 uker før den dag da skifterettens behandling blev forlangt. Men da er eksekutionen ikke tinglyst senere end 8 uker før den dag da skifterettens behandling blev forlangt. Jeg kan overhodet ikke indse, at der er synderlig tvil om forstaaelsen av den herombandlede bestemmelse i konkurslovens §46.
Hvad angaar lovens motver bemerkes at det ved lovrevisionen i 1899 synes som om man har søkt at faa samme frist i §46 som i §44 og §45. Men dette har man kun til en viss grad opnaadd. Ti uttrykket i §44 og §45 «i løpet av de sidste 8 uker før skiftebehandlingen blev forlangt» er ikke det samme som uttrykket i §46 senere end 8 uker før den dag, da
Side:7
skifterettens behandling blev forlangt». Der er en realitetsforskjel mellem de to uttryk. Under disse omstændigheter finder jeg ikke at kunne lægge nogen avgjørende vegt paa motiverne. - - - Theodor Petersen.
Enig med andenvoterende. M. Ebbell.