Rt-1926-501
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1926-06-02 |
| Publisert: | Rt-1926-501 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 205/1 s.a. |
| Parter: | Advokat K. J. Wiese, aktor mot Ole Martin Olsen (forsvarer ikke opnævnt). |
| Forfatter: | Schie, Hazeland, Bang, Broch, Jensen, Lie, justitiarius Scheel |
| Lovhenvisninger: | Straffeloven (1902) §3, LOV-1918-08-09, Straffeloven (1902), LOV-1918-08-09-§21, LOV-1921-08-05, LOV-1922-07-21, LOV-1924-08-08 |
Assessor Schie: Ifølge utskrift av Fredriksstads politikammers dagsjournal har Ole Martin Olsen ved personlig fremmøte paa politikammeret under 11 november 1925 vedtat forelæg saalydende: Olee Martin Olsen, født xx.xx.1888 i Fredriksstad, ugift, skibsmægler, bopæl Hassinggaten 2, vedtok efter forelæg for overtrædelse av lov om mindsteløn for handels- og kontorfunktionærer av 9 august 1918 §17, idet han som kontorchef i firma L. Schübeler i juni 1919 ansatte Frithjof Helgesen som yngstemand og under denne hans ansættelse ikke passet paa at gi ham den løn, han hadde krav paa efter mindstelønsloven, en bot til statskassen av kr. 25 - eller hvis boten ikke erlægges - en straf av fængsel i 6 dager, der blir at omsætte til fængsel paa vand og brød.»
I en paategningsskrivelse av 24 april 1926, hvorved statsadvokaten i Østfold og Hedmark tilbakesendte saken til politimesteren i Fredriksstad uttaler statsadvokaten følgende: «Mindstelønsloven blev ved lov av 8 august 1924 forlænget til 1 oktober 1925. Senere er loven ikke gjentat, hvorfor den nu er bortfaldt. I henhold til straffelovens §3, 2det led, er der derfor nu ikke gang til at reise straffesak for heromhandlede overtrædelse, hvorfor saken maa bli at henlægge. Da Ole Martin Olsen har vedtat forelægget, efter at mindstelønsloven er traadt ut av kraft, maa jeg anmode herr politimesteren om at søke forelægget ophævet ved anke til gunst for Olsen.»
I henhold til denne statsadvokatens anmodning har saa politimesteren i Fredriksstad erklært anke paa forelægget til gunst for nævnte Ole Martin Olsen og til ophævelse av forelægget, idet som heter i ankeerklæringen den i forelægget paaberopte lov om mindsteløn for handels- og kontorfunktionærer av 9 august 1918 paa den tid, forelægget vedtokes, var blit ophævet, uten at der ved nogen ny lov var sat straf for et forhold som i forelægget omhandlet. Anken er under 26 mai 1926 av Kjæremaalsutvalget
Side:502
henvist til prøvelse i Høiesteret, og aktor har her nedlagt paastand paa, at det paaankede forelæg ophæves, fordi mindstelønsloven var ophørt at gjælde ved forelæggets vedtagelse. Aktor har imidlertid i sin deduktion av saken ytret tvil om, hvorvidt straffelovens §3 in casu dog maa medføre ophævelse av forelægget.
Jeg skal forhaandsvis bemerke, at mindstelønsloven av 9 august 1918 efter sin slutningsparagraf (§21) «ophører at gjælde senest den 30 september 1921». Ved lov av 5 august 1921 fik den forlænget gyldighet til 30 september 1922, ved lov av 21 juli 1922 blev den atter forlænget til 30 september 1923, ved lov av 13 juli 1923 blev den videre gjort gjældende til 30 september 1924, hvorefter lov av 8 august 1924 sluttelig forlænget dens gyldighet til 30 september 1925.
Jeg antar, at anken bør forkastes. Det er vistnok saa, at de i vor straffelovs §3 etablerte regler har anvendelse paa hele straffelovgivningens omraade, men jeg antar, at man vel beseet slik som nærværende sak ligger an ikke kolliderer med nævnte §3, om man opretholder det foreliggende forelæg, som angaar et paa forøvelsestiden strafbart forhold, omend den lov, der gjorde forholdet strafbart, ikke længer gjaldt da forelægget vedtokes. Det er i sig selv rimelig nok, at naar en senere lov anskuer en handling som mindre lastværdig eller mindre samfundsfarlig end en tidligere straffelov gjorde, saa bør dette forandrede syn paa forholdet ogsaa komme den til gode, som forgik sig under den ældre lovs herredømme, men først faar sin dom under den senere lovs herredømme. Imidlertid er det klart nok, at lovgiveren til en ny og mildere straffebestemmelse kan knytte det tillæg, at den ældre straffebestemmelse fremdeles - uanseet straffelovens §3 - skal anvendes paa overtrædelser begaaet dengang loven gjaldt.
Loven av 9 august 1918 om mindsteløn for handelsfunktion nærer skyldes de dengang raadende ekstraordinære tider og forbigaaende undtagelsesforhold, og jeg lægger særlig vegt paa, at loven selv, som oven paavist, fra først av er givet for en begrænset tid. Loven skulde virke i den tid, det fandtes fornødent, men heller ikke længer, og i relation til straffelovens §3, 1ste led, kan det vel forsaavidt neppe med føie siges, at straffelovgivningen paa dette omraade er «undergaat forandring». Jeg antar forøvrig videre, at deslike tidsbegrænsede love maa forstaaes derhen, at de skal anvendes paa alle forgaaelser, som sker inden lovens terminer, og at ikke overtrædelsen skal bli straffri av den tilfældige grund, at der først kan erhverves dom mot angjældende efter lovens utløpstermin. Jeg mener denne fortolkning av mindstelønsloven i relation til straffelovens §3, 2det led, er fuldt tilstedelig, selv om mindstelønsloven selv ikke positivt uttaler dette. En motsat forstaaelse vilde, som let vil sees, kunne føre til helt urimelige og ofte betænkelige resultater.
Jeg nævner til støtte for mit resultat ogsaa den i Rt-1920-486 indtagne høiesteretsdom. Det gjaldt loven av 14 december 1917, der forøvrig ikke selv betegnet sig som en midlertidig lov, og det gjaldt overtrædelse av dens rationeringsregler, hvilke var bortfaldt paa den tid, de angjældende blev straffedømt
Side:503
for sit forhold. Meddomsretsdommen blev dog opretholdt av Højesteret, idet førstvoterende, hvortil de øvrige voterende sluttet sig, bemerket at «der her ikke er spørsmaal om en saadan forandring av straffelovgivningen eller de gjældende strafferetslige bestemmelser, som straffelovens §3 omtaler», hvorefter dette nærmere utførlig paavises.
Jeg finder det ikke for mig i nærværende sak nødvendig generelt at drøfte, hvilke begrænsninger straffelovens §3 ellers kan maatte undergives. Jeg mener, efter hvad jeg foran har anført, at den foreliggende mindstelønslov, som fra først av gaves for et bestemt tidsrum, ialfald bør fortolkes som av mig gjort. Og om deslige love har førstvoterende i den citerte dom forøvrig indledningsvis uttalt følgende: «Jeg er forsaavidt enig med ham (d.v.s. riksadvokaten), som jeg gaar ut fra, at hvis en straffelov fra først av er givet for en begrænset tid og den derefter bortfalder ifølge sit eget indhold, vil der ikke være grund til at anse straffelovens §3 anvendelig, saaledes at straf for at ha overtraadt loven, mens den bestod, ikke længere skulde kunne idømmes, efterat den har tapt sin gyldighet.» I et følgende avsnit gives et citat fra Ørsteds haandbok, hvorav jeg gjengir: «Saafremt det var for en bestemt tid eller for en bestemt tilstand forbudet var givet, saa er det klart, at overtræderen ingenlunde kan nyde godt av, at dette lovbud som følge herav er ophørt, inden han har faat straffen for sin overtrædelse. Saaledes bør den, der i krigstider har begaaet handlinger, som paa grund af krigen have været forbudne, ligefuldt lide den bestemte straf, uagtet der i mellemrummet fra handlingen og til dens forfølgning er sluttet fred.»
Jeg vil efter det anførte votere for, at anken forkastes.
Konklusion:
Anken forkastes. Salæret for aktor, høiesteretsadvokat K. J. Wiese fastsættes til kr. 120.
Assessor Hazeland: Forstaat efter sit likefremme indhold ser jeg ikke andet, end at straffelovens §3, 2det led, maa føre til, at straffebestemmelsen i omhandlede lov (lov 9 august 1918 §17 med tillægslove) ikke kunde komme til anvendelse, da forelægget blev vedtat, idet loven da var ophørt at gjælde. Hvor det som her er spørsmaal om en lov av forut begrænset varighet, medgir jeg, at resultatet av straffelovens §3, 2det led, kan bli mindre rimelig, men da det gjælder en bestemmelse til gunst for overtræderen, finder jeg det rettest allikevel ikke at fravike den. Det maa ogsaa bemerkes, at der var anledning til for loven selv at gjøre sin straffebestemmelse anvendelig utover lovens varighet forøvrig likeoverfor handlinger begaat under dens gyldighet saaledes som ogsaa av førstvoterende nævnt.
Høiesteretsdom i Rt-1920-486 flg. finder jeg ikke avgjørende for nærværende sak.
Da jeg har grund til at tro at jeg staar alene med min mening former jeg ingen konklusion. Med hensyn til salæret er jeg enig med førstvoterende.
Side:504
Assessor Bang: Jeg er i det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende.
Ekstraordinær assessor Broch, ekstraordinær assessor justitiarius Jensen, ekstraordinær assessor professor Lie og justitiarius Scheel: Likesaa.