Rt-1926-638

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1926-07-06
Publisert:	Rt-1926-638
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 235/1 s.a.
Parter:	Serina Sørskaar (advokat Jacob Hidle) mot Ivar Sørskaar (uteblit).
Forfatter:	Larssen, Castberg, Lie, Breien, Bang, Paulsen, justitiarius Scheel
Lovhenvisninger:

Ved dom avsagt av Ryfylke sorenskriveris meddomsret den 10 oktober 1923 blev i nærværende sak kjendt for ret: «Indstevnte Serina Sørskaar bør mot at citanten Ivar Sørskaar utbetaler hende den i retten foreviste og tilbudte sum kr. 9.047,95 1) utstede skjøte til citanten paa gnr 50, bnr 1, Sørskaar i Aardal, under en daglig løpende mulkt av kr. 5 til Aardals herredskasse for hver dag, hun sitter dommen overhørig; 2) fraflytte og ryddiggjøre eiendommen til lovens første faredag til fordel for citanten under utkastelsestvang. Indstevnte bør til citanten betale sakens omkostninger med kr. 200.»

Dommen blev av Serina Sørskaar indbragt for Bergens overret, som den 9 februar avsågde saadan dom: «Appellantinden, Serina Sørskaar, bør under utkastelsestvang til lovens første faredag, som indtræffer 15 dager efter forkyndelsen av overrettens dom, for indstevnte Ivar Sørskaar, fravike og ryddiggjøre dennes odelsgods, gnr 50, bnr 1, Sørskaar i Åardal tinglag, mot

Side:639

utbetaling av løsningssummen, kr. 17.500, med fradrag av da paahvilende heftelser (folgen eventuelt beregnet efter en værdi av kr. 2 500). Saa bør ogsaa appellantinden til samme tid under en mulkt av kr. 5 til Aardals herredskasse for hver dag, hun i denne henseende sitter dommen overhørig, paa indstevntes bekostning til ham utstede lovlig skjøte paa eiendommen. I saksomkostninger for begge retter betaler appellantinden til indstevnte kr. 350.»

Dommen er avsagt under dissens, idet et av rettens medlemmer voterte for, at folgens (føderaadets) værdi ubetinget skulde fradrages uten hensyn til dettes eksistens paa opgjørsdagen.

Overrettens dom er av Serina Sørskaar paaanket til Høiesteret med saadan paastand: «1. At overrettens dom underkjendes. 2. At appellantinden Serina Sørskaar frifindes for indstevnte Ivar Sørskaars tiltale. - Subsidiært: At appellantinden Serina Sørskaar tilpligtes under utkastelses tvang til lovens første faredag 4 maaneder efter høiesteretsdommens avsigelse til fordel for indstevnte Ivar Sørskaar at fravike og ryddiggjøre gaarden Sørskaar, gnr 50,. bnr 1 i Aardal tinglag mot utbetaling av løsningssummen kr. 17.500 med fradrag av eiendommen da mulig paahvilende heftelser (folgen eventuelt beregnet efter en værdi av kr. 2 000), og at appellantinden til samme tid under en passende løpende mulkt tilpligtes at undertegne skjøte til indstevnte paa eiendommen» alt mot at erholde et saadant føderaad av gaarden, som bestemmes av lovlig skjøn optat paa indstevntes bekostning. 3. At appellantinden hos indstevnte tilkjendes sakens omkostninger for alle retter.»

Indstevnte Ivar Sørskaar har ikke avgit møte for Høiesteret. Varsel og dokumentation er i orden.

Saken foreligger for Høiesteret i samme skikkelse som for overretten.

Høiesteret kommer til samme resultat som overretten og kan i alt væsentlig tiltræde den av overretten givne begrundelse.

Dom:

Overrettens dom bør ved magt at stande, dog saaledes, at: tidspunktet for dommens efterkommelse sættes til 14 april 1927.

Av underrettens dom:

Ivar Sørskaar, som mener sig odelsberettiget til gaarden Sørskaar, gr.nr. 50, br.nr. 1 i Aardal, har reist odelssak mot sin stedmor, Serina Sørskaar, og - - - tilbudt som løsningssum kr. 9047,95. - - -

Forholdet er det, at indstevnte besitter eiendommen i henhold til hjemmelsbrev tgl. 13 december 1919 i boet efter manden Malenius Sørskaar. Hun var hans anden hustru, og odelspretendenten er hans søn av første egteskap. Det er paa det rene, at Malenius allerede hadde erhvervet odel, da han giftet sig for anden gang, og at altsaa hustruen av andet egteskap ikke har nogen odel. Indstevnte gjør overfor søksmaalet gjældende, at citanten ikke kan drive hende fra gaarden efter sidste led av odelslovens §16, da han ikke vilde kunne drive sin far og hendes mand fra den. Jeg kan ikke finde, at sidste led av §16 (jfr. lov 11 juni 1915) gjælder et tilfælde som det foreliggende, hvor det er en søn, som tar gaarden fra sin stedmor. Lovstedet taler jo om andre odelsberettigede,

Side:640

og «andre» staar her netop i motsætning til barn og stedbarn, hvorom de tidligere avsnit i paragrafen gir sine regler. Og at disse netop gir en odelsberettiget søn ret til at drive sin ikke odelsberettigede stedmor fra gaarden, synes mig helt utvilsomt. Bestemmelsen om folge staar jo som vederlag for, at forældre og stedforældre i visse tilfælder maa vike. - - -

Dernæst hævder indstevnte, at tilbudet ikke er lovlig. Overtaksten lyder paa kr. 17.500, heri fragaar et skifteutlæg paa kr. 5952,05 og en folge. Denne folge er ved overtaksten sat alternativ til kr. 2000 for det tilfælde, at folgetageren har frafaldt retten til et jordstykke og en aker, og kr. 2500 for det tilfælde, at han fremdeles har denne ret. Citantens tilbud gaar som nævnt ut paa kr. 9047,95 og dækker altsaa kun det højeste alternativ, at folgetageren ikke har frafaldt nogen ret. Efter den erklæring fra folgetageren, som er fremlagt av citanten, maa det være helt paa det rene, at der ikke er frafaldt nogen ret, og at tilbudet altsaa forsaavidt er helt tilstrækkelig. - - -

Av overrettens dom:

- - - Appellantinden har her for retten gjentat sin indsigelse for underretten, gaaende ut paa, at indstevnte har forpligtet sig overfor sin avdøde far til at la appellantinden bli sittende med gaarden. Der findes fremdeles ikke bevis for rigtigheten herav.

Appellantinden gjør dernæst gjældende, at partene ved undertaksten var enige om folgeydelsens omfang, at de bl.a. var enige om, at et nærmere betegnet jordstykke, som oprindelig hørte med til kaaret, senere - og før taksten - var blit frafaldt av kaarmanden; at overskjønnet er bundet til det samme skjønstema, som partene har forelagt for underskjønnet; at følgelig kun det skjønsalternativ, som gaar ut paa takst over folgen uten jordstykket qu., er at betragte som lovlig overskjøn. Dette overskjønsalternativ har for folgen en takst av kr. 2000; men da odelspretendenten ved sit tilbud i retten har regnet med fradrag i takstsummen efter det andet alternativ for folgens værdi kr. 2500, har han tilbudt kr. 500 for litet og har tapt sin odelsret. Jeg skal ikke nærmere drøfte dette resonnements rigtighet, men kun bemerke, at det hverken av utskriften vedkommende underskjønsforretningen eller av dokumentationen forøvrig fremgaar, at der ved underskjønnet har foreligget nogen vedtagne skjønsforutsætninger, saaledes som appellantinden paastaar. - - -

Appellantinden gjør videre gjældende, at hun efter odelslovens §16 har krav paa folge. Betingelsen herfor er imidlertid, at fravikelse sker i mindelighet, hvilket her - det viser processen - ikke er skedd. Nævnte lovbestemmelses anvendelighet er det forøvrig unødvendig at gaa nærmere ind paa.

Subsidiært gjør appellantinden gjældende, at underrettens dom i hvert fald maa forandres, fordi den har fastslaat gaardens levering mot en efter forholdene paa taksttiden utregnet betaling. Disse forhold kan jo forandres, folgen kan bortfalde, panteheftelser kan bli indfridd osv. Derfor maa dommen gaa ut paa opgjør paa grundlag av stillingen med hensyn til heftelser og lignende paa opgjørstiden. Forsaavidt almindelige pengeheftelser angaar, er dette saavidt skjønnes rigtig. Anderledes derimot for folgeydelsen, dennes økonomiske omfang er efter sin natur uviss, den kan i tidens løp vise sig at bli adskillig mere byrdefuld end takstsummen gir uttrykk for, og den kan ogsaa være mindre byrdefuld. I nærværende

Side:641

tilfælde er folgekonen avgaat ved døden, efterat taksten var avholdt - saavidt jeg forstaar av procedyren ogsaa efterat den ordinære løsningstid var passert. Økonomisk set lettes derved folgen for gaardeieren, og lettelsen skal odelspretendenten nyde godt av, forsaavidt den er indtruffet efter det tidspunkt, da han hadde ret til at løse eiendommen. Det vilde være saavel ulogisk som urimelig, om besidderen skulde kunne opnaa en højere løsningssum ved uberettiget negtelse av at fravike gaarden. Som antydet er der i nærværende tilfælde ikke oplyst, at nogen forandring for folgens vedkommende er indtraadt i tiden mellem taksten og den ordinære løsningstid. Jeg voterer derfor for, at takstbeløpet kr. 2500 for folgens vedkommende blir at lægge til grund for opgjøret, som forøvrig maa foretages paa grundlag av de paa opgjørstiden foreliggende pengeheftelser. - - -

Finn Gundersen.

Iøvrig i det væsentlige enig med førstvoterende kan jeg ikke dele hans opfatning med hensyn til spørsmaalet om fratræk for folgens værdi. Da løsning her først vil finde sted efter dom, maa det efter odelslovens §29 være heftelsernes eksistens paa opgjørstiden, som det kommer an paa, og dette maa ogsaa gjælde for folgens vedkommende, jfr. høiesteretsdom i Rt-1892-370 flg., specielt side 378. Det er av indstevnte i denne forbindelse gjort gjældende, at appellantinden ikke bør ha nogen fordel av, at hun har halt løsningen ut ved appel av underretsdommen. Hen synes at ligge antydet, at folgekonen er død, efterat underretsdommen er faldt eller saken optat til doms i underretten. Hvordan det nu end forholder sig hermed og med hendes døds indflydelse paa folgens størrelse. hvorom intet er specielt anført eller paastaat i procedyren (av folgekontakten fremgaar intet om, at nogen del av folgen bortfalder ved den ene av folgetagernes død), kan jeg ikke anta, at saken stiller sig anderledes, fordi om appellantinden ikke har villet bøie sig for underrettens dom. Der er ingen grund til at anta, at der foreligger nogen spekulation fra hendes side forsaavidt, og hendes appel kan i det hele tat efter min mening neppe karakterisere, som rent temerær. - - - B. Nergaard.

I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende paa samme maate som andenvoterende. - - - Karl Iversen.