Rt-1926-775

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1926-09-28
Publisert:	Rt-1926-775
Stikkord:	(Neslein-dommen), Skatterett, Gevinstbeskatning
Sammendrag:	Drift av bortleiet forretningsgaard er i skatteretslig henseende at betragte som næring, og gevinst ved salg av eiendommen er skatbar indtægt uanset at skatyderen har erhvervet sin andel i samme ved arv paa skifte med længstlevende av forældrene. Naar salgsgevinsten var erlagt i pantobligationer, hører det under ligningsmyndigheternes skjøn at ansætte værdien av disse. Ved skjøn over salgsgevinstens størrelse maa ligningsmyndigheterne gaa ut fra en erhvervssum svarende til eiendommens værdi ved skifteopgjøret, ikke til værdien paa tidspunktet for arvefaldet efter den først avdøde.
Saksgang:	Oslo byrett 21.09.1922 - Høyesterett HR-1926-23, L.nr. 23/2 1926
Parter:	Hj. Fr. Berg Neslein jr. (advokat Annæus Schjødt jun.) mot Oslo kommune (advokat G. Heiberg)
Forfatter:	Motzfeldt, Broch, Hazeland, Paulsen, Rivertz, Boye, Backer
Lovhenvisninger:	Byskatteloven (1911) §37

Den 10 mai 1921 blev holdt utpantning hos Hjalmar Fr. Berg Neslein jr. for byskat til Kristiania kommune for skatteaaret 1920/21 kr. 17.079 med kr. 7.50 i omkostninger og reserverte renter.

Neslein paaanket utpantningen til Kristiania (Oslo) byret, som 21 september 1922 avsagde saadan dom:

«Den paaankede utpantningsforretning stadfæstes for et skattebeløp stort kr. 2.410. Forøvrig underkjendes utpantningen og den til grund for samme liggende ligning. Der blir at foreta ny ligning, forsaavidt angaar den gevinst, appellanten Hjalmar Fr. Berg Neslein jr. erholdt ved salget av Grænsen nr. 17 i Kristiania, hvorunder ligningsmyndigheterne ved sit skjøn over gevinstens størrelse har at gaa ut fra en erhvervssum tilsvarende eiendommens værdi ved skiftet i april 1918. Sakens omkostninger ophæves.»

Denne dom er av begge parter paanket til Høiesteret, hvor Neslein som hovedappellant har paastaat:

«At byretsdommen samt den foretagne utpantning og den til grund for samme liggende ligning underkjendes, og at appellanten tilkjendes saksomkostninger for begge retter.»

Oslo kommune har nedlagt saadan paastand:

«Principalt:

At den paaankede ligning og den derpaa grundede utpantning stadfæstes.

Side:776

Subsidiært:

At utpantningen stadfæstes for det skattebeløp, som fremkommer ved saadan ny ligning, som maatte bli en følge av Høiesterets avgjørelse av de principer, som blir at lægge til grund.

I ethvert fald:

At appellanten tilpligtes til Oslo kommune at utrede sakens omkostninger for byret og Høiesteret - i hovedsom kontrasøksmaal.»

Angaaende sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til byrettens domsgrunde. For Højesteret er fremlagt akt av skjøn ved Oslo byret, avsluttet 4 mars 1925; de opnævnte 4 skjønsmænd - 3 murmestre og 1 eiendomsmægler - har herunder ansat værdien av Grænsen nr. 17 saaledes: I december 1916 950.000 kroner, i april 1918 1.130.000 kroner, og i november 1919 1.180.000 kroner.

Angaaende spørsmaalet, om Neslein overhodet pligter at betale indtægtsskat for gevinst en ved gaardsalget, og angaaende Nesleins subsidiære indsigelser, kommer Høiesteret til samme resultat som byretten og slutter sig i det væsentlige til dens begrundelse, idet nu derhos henvises til Høiesterets dom av 3 mars 1925 i sak A/S Centrum mot Finansdepartementet (Rt-1925-200).

Angaaende det tidspunkt, som blir at lægge til grund ved beregningen av gevinsten, antar man med byretten, at erhvervelsestiden maa ansees at være skifteopgjørets tidspunkt, idet arvingerne - saalænge længstlevende sat i uskiftet bo - ikke hadde nogen aktuel sameieret i de enkelte formuesgjenstande, men alene en ideel anpart i bomassen som helhet. Det bemerkes, at Høiesterets dom av 4 december 1925 i sak: Akers kommune mot doktor I. C. Holms dødsbo ikke angaar et tilfælde av uskifte.

I henhold til kommunens subsidiære paastand antages utpantningsforretningen at burde stadfæstes for det skattebeløp, som fremkommer ved den nye ligning.

Processens omkostninger for byretten og Høiesteret findes at burde ophæves.

D O M :

Den paaankede utpantningsforretning stadfæstes for det skattebeløp med renter og omkostninger, som fremkommer, naar den gevinst, som Hjalmar Fr. Berg Neslein jun. erholdt ved salget av Grænsen nr. 17, fastsættes ved ny ligning, hvorunder ligningsmyndigheterne ved sit skjøn over gevinstens størrelse har at gaa ut fra en erhvervssum tilsvarende eiendommens værdi ved skiftet i april 1918.

Processens omkostninger for byretten og Højesteret ophæves.

Av byrettens dom:

Processen gjælder, hvorvidt appellantens gevinst ved salget i 1919 av eiendommen Grænsen nr. 17 (Nesleingaarden) skal indtægtsbeskattes. Kommunen:

Grænsen nr. 17 er en meget stor 6 etages gaard, som i sin helhet fra kjelder til loft er bortleiet til forretningsbruk. Dog har appellantens far, grosserer Neslein sen., som erhvervet eiendommen i begyndelsen av 90

Side:777

aarene og efter den gamle gaards brand i 1899 bygget den nuværende gaard, og som hele tiden siden har eiet den, - i de senere aar sammen med sine barn hat et par kontorværelser i dens 5te etage, likesom firmaet Neslein & Co. A/S har hat nogen kontorer i 5te etage og 2/3 av 6te etage. - - -

Appellantens mor døde i december 1916 og hans far, grosserer Neslein sen., sat i en tid fremover i uskiftet bo. Den 10 april 1918 foretok han og hans 3 barn: Appellanten, fru overretssakfører Heger og fru Olga Deetjen et privat skifte, hvorved Neslein sen. overdrog bl.a. halvparten av Grænsen 17 til sine nævnte barn. - - -

Grænsen 17 solgtes som nævnt i 1919 for kr. 1.500.000 eller kr. 800.000 mer end skattetaksten. Da barna paa sin part av kjøpesummen eftergav kr. 50.000, blir deres andel av gevinsten, regnet i forhold til skattetaksten, kr. 350.000 eller paa hver kr. 116.666,67. Som utgangspunkt for beregningen av barnas virkelige gevinst maatte imidlertid regnes gaardens verdi ved barnas erhvervelse av sine andele, og uten nærmere holdepunkter i saa henseende har ligningsmyndighetene skjønsmæssig fastsat gevinsten for hver av barna til kr. 100.000. - - -

Appellanten hævder, at de forandringer, som blev foretat i byskatte lovens §37 ved loven av 3 mai 1918, ikke medfører og heller ikke tilsigtet at medføre, at drift av en forretningsgaard som heromhandlede skal betragtes som næring. - - -

Videre hævder appellanten, at indtægtsbeskatning ogsaa er utelukket av den grund, at han har erhvervet sin andel av eiendommen ved arv. - - -

Jeg bemerker, at spørsmaalet, om drift av forretningsgaard efter skattelovsnovellen av 3 mai 1918 er at betragte som næring, i flere saker har foreligget til avgjørelse av nærværende ret og at spørsmaalet er forskjellig løst. - - -

Jeg finder spørsmaalet adskillig tvilsomt, men er blit staaende ved, at de bedste grunder taler for, at drift av den i saken omhandlede eiendom i skatteretslig henseende er at betragte som næring. Naar det i §37 heter, at drift av leiegaarder, som væsentlig er bestemt til beboelse, ikke skal henregnes til næring, forutsætter dette som motstykke, at drift av andre leiegaarder - forretningsgaarder - i sin almindelighet blir at henregne til næring. - - -

Hvorvidt der ogsaa for gaarder, som ikke væsentlig er bestemt til beboelse, er plads for en konkret vurdering - efter de enkelte tilfælders nærmere beskaffenhet -, om eiendommens drift kan karakteriseres som næring, behøver jeg ikke i denne sak at ta standpunkt til. For jeg kan ihvertfald ikke finde det synderlig tvilsomt, at drift av Grænsen 17 maa karakteriseres som næring i lovens forstand. Gaarden er som før nævnt en av de største forretningsgaarde i det centrale forretningsstrøk, har været i samme mands eie i ca. 30 aar, i hvilken tid eieren, som har hat sine forretningslokaler i gaarden, stadig har hat tilsyn med gaarden og driften av den. Det vilde neppe bli saa mange forretningsleiegaarde, hvis drift kunde betragtes som næring for eieren, hvis det ikke skulde være tilfælde med denne. - - -

Jeg finder i det hele de betragtninger, som er fremholdt i to avhandlinger i Rt-1916-97 ff. av daværende ligningschef Bang og Rt-1916-100 ff. av advokat Bredal, betragtninger, som er tiltraadt av

Side:778

Høiesteret i Vard-dommen ( Rt-1918-II 226) og i den i Rt-1920-72 ff. refererte dom avgjørende for, at indtægtsbeskatning av salgsgevinsten kan finde sted.

Men er det først avgjort, at eiendommens drift er at anse som næring, da kan jeg ikke skjønne, at beskatning av appellantens salgsgevinst er utelukket av den grund, at han har erhvervet sin andel ved arv. Saavidt jeg kan se, er det bare, naar indtægtsbeskatning av salgsgevinster er begrundet i subjektive momenter ved erhvervelsen, at erhvervelse ved arv utelukker fra beskatningen.

Subsidiært har appellanten gjort forskjellige indsigelser mot ligningsvæsenets ansættelse av gevinsten til kr. 100.000. Han har saaledes anført, at han (og hans søsken) fik sin andel av kjøpesummen i pantobligationer, hvis værdi ikke var saa stor som deres paalydende. Imidlertid hævder Kristiania ligningschef, at hverken oplysninger eller paastand herom forelaa for ligningsmyndigheterne, og da videre ansættelse av disse pantobligationers værdi hører under ligningsmyndigheternes skjøn, kan jeg ikke gi appellanten medhold i denne indsigelse. Videre har appellanten hævdet, at hans gevinst maa beregnes paa grundlag av gaardens værdi ved skiftet i 1918 som erhvervssum, mens ligningsmyndigheterne har lagt skattetaksten til grund. I april 1918 forelaa alt det væsentligste av konjunkturstigningen. Ligningschefen i Kristiania har herom bemerket, at ligningsmyndigheterne i mangel av fyldestgjørende oplysninger hadde at ansætte gevinsten - og altsaa gaardens værdi ved erhvervelsestiden - efter sit skjøn. Og det har de gjort - de har ogsaa beregnet gevinsten til et lavere beløp, end om erhvervssummen var sat lik skattetaksten. Men naar spørsmaalet var, paa hvilke momenter skjønnet skulde bygges, var det baade naturlig og berettiget at lægge betydelig vegt paa den vurdering, som appellanten selv, hans far og søsken hadde foretat ved skiftet i 1918. Naar appellanten hævder, at skifteopgjørets takster laa langt under den virkelige værdi, indrømmer han, at der er betalt for lav arveavgift. Ligningschefen medgir, at der ved skjønnets avgivelse blev forutsat, at erhvervstiden maatte være arvefaldets tidspunkt, det vil si appellantens mors død i december 1916, og det hævdes fra kommunens side, at denne opfatning er den rigtige. Men i dette tilfælde har denne forutsætning ikke øvet nogen indflydelse, hævder ligningschefen, idet man jo har hat skifteopgjørets vurdering at bygge paa. Og at der ved skjønnet er lagt slik vegt paa denne vurdering fra 1916, kan appellanten saa meget mindre beklage sig over, som den væsentligste værdistigning foregik i tiden december 1916 til april 1918.

Jeg maa gi appellanten medhold i hans opfatning i dette punkt. Under avgivelsen av sit skjøn maa ligningsmyndigheterne selvsagt være bundet med hensyn til, hvilke forutsætninger de kan lægge til grund. Og det forekommer mig klart, at naar skifteopgjøret av 1918 opererer med skattetaksten av 1910, saa har det ikke hermed været meningen, at gaarden i 1918 vurdertes til skattetakstens beløp. Skifteopgjørets egne ord i dets senere bestemmelser viser ogsaa dette tydelig. Ligningsmyndigheterne maatte, mener jeg, ha været forpligtet til under angivelsen av sit skjøn at ta alt tilbørlig hensyn til den sterke konjunkturstigning, som - ogsaa efter kommunens egen erkjendelse - hadde fundet sted siden 1910. Om appellanten har betalt for lav arveavgift, kan i denne henseende ingen rolle spille.

Side:779

Videre er jeg enig med appellanten i, at erhvervstiden maa ansees at være skifteopgjørets tidspunkt - 10 april 1918. Først ved skiftet gaar arven ind i arvingens formue, den sameieret i boet, han tidligere - under uskiftet - har hat, har ikke medført nogen aktuel formuesforøkelse for ham. Jeg mener derfor, at der maa foretages ny ligning paa det grundlag, som er git ved ovenstaaende. - - -