Rt-1926-851

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1926-10-27
Publisert:	Rt-1926-851
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 46/2 s.a.
Parter:	Mons Isaksens konkursbo (overretssakfører Hugo Parr til prøve) mot Stord Sparebank (advokat Ludvig G. Wiese).
Forfatter:	Schie, Hazeland, Breien, Rivertz, Andersen, Bonnevie, justitiarius Scheel
Lovhenvisninger:	Konkursloven (1863) §46, Konkursloven (1863)

Assessor Schie: Angaaende denne saks gjenstand og de med saken forbundne omstændigheter forøvrig henviser jeg til præmissene for de ergagne domme, nemlig dom avsagt av hjælpedommeren i Søndhordland den 9 juni 1923 og Bergens overrets dom av 13 oktober 1924. Ved førstnævnte dom blev saaledes kjendt for ret: «Den under 14 september 1920 hos Mons Isaksen avholdte eksekution for gjæld til Stord Sparebank stor kr. 8028.65 kjendes uforbindende for Mons Isaksens konkursbo. Indstevnte Stord Sparebank bør til citantskapet Mons Isaksens konkursbo betale kr. 5.700 med 4 pct. aarlig rente derav fra 27 oktober 1921, til betaling sker. Sakens omkostninger ophæves.»

Og ved den av overretten avsagte dom blev saaledes kjendt for ret: «Hovedappellanten, Stord Sparebank, bør for kontraappellanten

Side:852

Mons Isaksens konkursbos tiltale i denne sak fri at være. Sakens omkostninger ophæves for begge retter.»

Overretsdommen er forsaavidt avsagt under dissens, som førstvoterende stemte for, at Mons Isaksens konkursbo skulde ilægges saksomkostninger for underret og overret med 700 kroner.

Overretsdommen er av Mons Isaksens konkursbo indbragt til prøvelse av Høiesteret, hvor konkursboet har nedlagt saadan paastand: «1. At overrettens dom ophæves og at den avholdte eksekution av 14 september 1920 kjendes uforbindende for boet. 2. Principalt: At Stord Sparebank tilpligtes at betale til Mons Isaksens konkursbo kr. 9.700 med 4 pct. rente p. a. fra 2 november 1921 til betaling sker. Subsidiært: At Stord Sparebank tilpligtes at betale Mons Isaksens konkursbo kr. 5.700 med 4 pct. rente p. a. fra 2 november til betaling sker, og at saken avvises forsaavidt det overskytende angaar. 3. 1 alle tilfælde, at Stord Sparebank til Mons Isaksens konkursbo tilpligtes at betale sakens omkostninger for alle retter.»

Indstevnte Stord Sparebank har tat til gjenmæle og paastaat overretsdommen stadfæstet og sig tilkjendt sakens omkostninger for Høiesteret.

For Høiesteret er dokumentert i sin helhet den av sakførerne Faye og Lothe den 6 juni 1921 indgivne konkursbegjæring paa vegne av Haugesunds Privatbank, likesom ogsaa advokat Kluges konkursbegjæring paa vegne av Stavanger Handels- og Industribank datert 10 august 1921 er dokumentert. Som nyt er forøvrig fremlagt en skrivelse av 28 april 1925 fra postmesteren i Stord til overretssakfører Parr, hvori det heter: «Det synes mig høist sandsynlig, at et brev under adresse Sorenskriveren i Søndhordland, Lervik, avsendt fra Haugesund den 6 juni 1921, er her utlevert den 7 juni 1921 om morgenen.»

Jeg er i saken kommet til samme resultat som overretten og bygger dette mit resultat paa den av førstvoterende anførte hovedbetragtning, nemlig at konkursbegjæringen av 6 juni 1921 ikke kunde avbryte den i konkurslovens §46 omhandlede 8 ukersfrist, fordi denne konkursbegjæring blev trukket tilbake av rekvirenten og saaledes ikke førte til at nogen skiftebehandling av boet i henhold til denne begjæring blev aapnet. Det er for mig nok at henvise til den begrundelse, som overrettens førstvoterende har givet. Jeg finder det upaakrævet for mig at indgaa paa de spørsmaal, som saken forøvrig har avfødt, og som førstvoterende i overretten ogsaa subsidiært sees at ha indgaat paa. Jeg vil følgelig votere for, at overretsdommen stadfæstes, og videre for, at appellanten, Mons Isaksens konkursbo, tilpligtes at utrede processens om kostninger for Høiesteret til Stord Sparebank.

Konklusion:

Overrettens dom bør ved magt at stande. I procesomkostninger for Høiesteret betaler Mons Isaksens konkursbo til Stord Sparebank kr. 600.

Assessor Hazeland: Enig med førstvoterende.

Assessor Breien: Jeg er enig i førstvoterendes resultat, men

Side:853

grunder dette paa, at jeg med overrettens flertal ikke finder det tilstrækkelig godtgjort fra Stord Sparebanks side, at den paagjældende konkursrekvisition fra Haugesund Privatbank av 6 juni 1921 er indløpet til Sundhordlands skifteret saa tidlig som 7 juni 1921. Jeg henholder mig herom til den av overrettens førstvoterende i saa henseende avgivne begrundelse.

Assessor Rivertz: Jeg er i det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende.

Assessor Andersen, ekstraordinær assessor Bonnevie og justitiarius Scheel: Likesaa.

Av underrettens dom:

Den 6 juni 1921 blev der av overretssakførerne Faye & Lothe i Haugesund paa vegne av Haugesunds Privatbank fremsat begjæring for Sønhordland skifteret om, at Mons Isaksens bo maatte bli tat under behandling som konkursbo. Begjæringen blev mottat av skifte- retten den 11 juni s.a. efter hjemkomst fra tingreise siden 6 juni. Til behandling av begjæringen blev saa retsmøte berammet til 23 juni. Paa dette møte fik rekvirenten paa grund av skyldnerens fravær utsættelse til 4 august næstefter. Da møtte skyldneren, begjærte og fik med rekvirentens samtykke utsættelse til 20 august. Imidlertid blev konkurs aapnet hos skyldneren den 17 august efter begjæring fra en anden kreditor. Den 20 august begjærte derfor Haugesunds Privatbank saken hævet Mons Isaksen eiet 2 skibe «Polarhøvding» og «Polardrot». Den 14 september 1920 lot Stord Sparebank avholde eksekution hos Mons Isaksen og fik utlæg i disse skibe for kr. 8028,65. Eksekutionen blev registreret den 12 april 1921.

Konkursboet mener nu, at den første konkursbegjæring indkom til skifteretten den 7 juni 1921, og at den saaledes er indkommet forinden utløpet av den 8 ukers frist, som omhandles i konkurslovens §46. Det menes derfor, at eksekutionen ikke kan staa sig overfor konkursboet. Da Stord Sparebank senere lot avholde tvangsauktion i henhold til eksektitionen og lot sit bud approbere, antar boet, at skibene maa tilbakeføres til boet eller subsidiært, at kjøpesummen for skibene maa indbetales til boet. - - -

Retten skal bemerke: Ved den fra overretssakfører Lothe fremlagte erklæring, som ikke er benegtet som urigtig, finder retten det bevist, at den første konkursbegjæring blev postlagt i Haugesund mandag den 6 juni 1921 som almindelig brev. Det er da en visshet grænsende sandsynlighet for, at den er ankommet til Stord den 7 om morgenen, og da den ikke var sendt som rekommandert brev, blev den levert samme formiddag paa skifterettens kontor. - - - Og som nævnt maa retten anta, at det er det tidspunkt, da begjæringen blev levert paa kontoret, som er det avgjørende, ikke det tidspunkt, da skifteforvalteren aapner brevet. Herom kan forøvrig henvises til en høiesteretsdom i Rt-1864-820 og en overretsdom av 24 oktober 1887, cit. i Koss og Berghs utgave av konkursloven.

Retten kan ikke være enig med indstevnte i, at fristen maa regnes fra den konkursbegjæring, som førte til konkursens aapning. I nærværende tilfælde blev konkurs aapnet efter begjæring av en anden kreditor, før den første begjæring endnu var prøvet. Men det kan efter de foreliggende oplysninger ikke godt antages, at den første begjæring ikke vilde ha ledet til konkurs. Det vilde da være helt urimelig, om ikke de fatale frister

Side:854

skulde regnes fra den første begjærings indlevering. Denne begjæring blev ikke tilbakekaldt før konkursens aapning, men den bortfaldt saa at si av sig selv derved, at konkurs var aapnet paa det tidspunkt, da den skulde prøves av retten. - - -

Av overrettens dom:

- - - I den første av disse skrivelser begjærer sakfører Lothe den av ham paa vegne av Haugesunds Privatbank indledede konkursforfølgning hævet med den begrundelse, at skyldnerens bo allerede er tat under konkursbehandling. I den anden skrivelse meddeles det overretssakførerne Faye & Lothe, at saken er hævet - - -

Jeg er kommet til et andet resultat end underretten, idet jeg mener, at Stord Sparebanks eksekution, avholdt 14 september 1920 - registreret 12 april 1921, maa bli at opretholde i forhold til Mons Isaksens konkursbo.

- - - Da sakførerne Faye & Lothe var blit bekjendt med konkursen, trak de den av dem paa vegne av Haugesunds Privatbank fremsatte begjæring tilbake, idet de ved skrivelse av 17 august 1921 begjærte den utsatte konkursforfølgningssak hævet ved dens foretagelse paafølgende 20 august. Saken blev ogsaa hævet som forlangt.

Hovedspørsmaalet i nærværende sak er da dette: Fra hvilket tidspunkt eller fra hvilken begjæringsfremsættelse skal 8 ukers fristen i konkurslovens §46 her regnes? Det heter i loven, at en indførselsforretning ikke kan gjøres gjældende overfor boet, saafremt dens tinglysning (registrering) er foretat senere end 8 uker før den dag, da skifterettens behandling blev forlangt. Det synes efter denne uttryksmaate ikke at kunne være tvilsomt, at man med utgangspunkt i den faktisk paagaaende behandling skal søke det forlangende, som har voldt eller ledet til denne. Loven kræver altsaa - saaledes som jeg læser den - aarsakssammenhæng og korrespondance mellem forlangendet og skiftebehandlingen. Det vilde være ganske vilkaarlig og efter min opfatning føre helt paa vidderne, hvis man vilde forstaa bestemmelsen i konkurslovens §46 saaledes, at ogsaa en begjæring, som ikke ledet til konkurs, i alfald i visse tilfælder skulde kunne danne utgangspunkt for beregningen av 8 ukers fristen. For den opfatning, jeg her har hævdet, finder jeg støtte i en høiesteretsdom indtat i Rt-1887-465 ff. (se specielt byretsdommens præmisser side 465 og uttalelser i høiesteretsdommen side 471 øverst). Jeg henviser ogsaa til den i dok. nr. 5 refererte dom av Kristiania byret samt til Trondhjems overrets dom indtat i Rt-1914-492.

I det tilfælde, som foreligger i nærværende sak, maa det altsaa være fra indleveringen av den begjæring, som indsendtes til skifteretten gjennem advokat Kluge, og som resulterte i, at konkurs aapnedes den 17 august 1921, 8 ukers fristen skal beregnes. Der foreligger ikke nogen oplysninger om, naar denne begjæring indlevertes, men det maa efter procedyren og sakens oplysninger være fuldt paa det rene, at skal det regnes fra denne begjærings indleverelse, vil appellantskapets eksekution maatte opretboldes i forhold til konkursboet Lovens regel er klar og grei, og den gir enhver interessert fuld anledning til at vareta sit tarv. Skyldneren - eller den enkelte kreditor - faar, naar situationen kræver det, sørge for, at der foreligger begrundet konkursbegjæring, inden en eksekutionsforretning blir «god». Er saadan begjæring i tide indlevert, er det vel naturlig, at behandlingen av en anden begjæring, som i forhold til vedkommende

Side:855

forretning er indlevert forsent, utsættes i paavente av avgjørelsen av den først indleverte begjæring. Blir der allikevel aapnet konkurs paa grundlag av begjæring nr. 2, maa den, som har indlevert begjæring nr. 1, ha krav paa at faa kjendelse for konkursaapning ogsaa for sit vedkommende. At der allikevel kun vil finde en behandling sted, sier sig selv. I ethvert fald maa han kunne kræve kjendelse for, at konkursbetingelserne for hans vedkommende foreligger, at faa konstateret, at kun den omstændighet at skyldnerens bo allerede er tat under konkursbehandling, stiller sig hin hindrende i veien for en særskilt skiftebehandling paa basis av hans forlangende. Gjøres dette, synes fristen at maatte regnes fra indleveringen av den første begjæring, idet ogsaa denne i saa fald maa sies at staa i den fornødne korrespondance med den paagaaende skiftebehandling. Begjærer derimot nr. 1 forfølgningen for sit vedkommende uten videre hævet, kan man intet vite om, hvilken skjæbne denne begjæring vilde ha faat. Den har i ethvert fald ikke ført til nogen konkursbehandling, og rekvirenten maa da finde sig i, at 8 ukers fristen regnes fra indleveringen av den sidst fremsatte begjæring.

Det vil fremgaa av foranstaaende at jeg betragter de 2 i nærværende sak fremsatte konkursbegjæringer som 2 helt forskjellige og selvstændige saadanne. - - - Leif M. Michelsen.

Iøvrig i det væsentlige og resultatet enig antar jeg dog, at omkostningerne bør ophæves for begge retter. - - - B. Nergaard.

Som andenvoterende. - - - D. Knoph.