Rt-1927-593

Instans:	Høyesterett - Kjennelse
Dato:	1927-08-30
Publisert:	Rt-1927-593
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 15/2 s.a.
Parter:	Overretssakfører Nøstdal til prøve, aktor mot 1) Ingvard Tomassen Eidsvik, 2) Arne Sigvald Pedersen Eidsvik, 3) Peder Andreas Pedersen Eidsvik, og 4) Peter Kornelius Edvard Karlsen Eidsvik (forsvarer: advokat Chr. L. Jensen).
Forfatter:	Hazeland, Dahl, Andersen, Bang, Næss, Reinholdt
Lovhenvisninger:	Straffeloven (1902) §291, §3, LOV-1920-08-20, LOV-1915-08-20-9-§2

Assessor Hazeland: Ved dom avsagt av meddomsret ved Nordre Sunnmøre sorenskriveri den 11 mai 1927 blev de tiltalte Ingvard Tomassen Eidsvik, Arne Sigvald Pedersen Eidsvik, Peder Andreas Pedersen Eidsvik og Peter Kornelius Edvard Karlsen Eidsvik frifundne for paatalemyndighetens tiltale. Dommen er av sagt under dissens, idet rettens formand voterte for fældelse. Denne dom er paaanket til Høiesteret av paatalemyndigheten, idet loven ansees urigtig anvendt.

Angaaende sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til meddomsrettens domsgrunde. Som det av disse sees har det «ikke været oplyst, at det er blit seet sauer netop i den rute som hunden tok under sine sprang op og ned,» likesom «det heller ikke er oplyst at der den samme dag er kommet skræmte sauer tilgaards eller er fundet sprængte lam».

Efter dette maa jeg med meddomsrettens formand gaa ut fra, at det ikke er bevist at hunden er blit seet ifærd med at jage eller skade bufæ. Meddomsretten har vistnok antat, at der er voldt skade bare ved at hunden sprang i en utmark, hvor fællesbeite da foregik, men denne opfatning kan jeg ikke give medhold. Hvad der foreligger er aapenbart ikke mere enn at hunden blev seet uten ledsager i beitestrækning i den tid bufæ beitet. Men dette var ikke tilstrækkelig efter lov 20 august 1915 nr. 9 §2 til at berettige de tiltalte til at skyte hunden al den stund nogen bestemmelse i denne retning ikke var fattet av herredsstyret.

Av forsvareren er gjort gjældende at spørsmaalet om hvorvidt hunden var ifærd med at jage eller skade bufæ er et faktisk spørsmaal som er unddrat Høiesterets prøvelse. Heller ikke heri kan jeg være enig. Faktum er klart beskrevet i dommen og spørsmaalet om hvorledes dette faktum forholder sig til lovens uttryk er da av retslig art.

Som det sees har meddomsretten gaat ut fra, at tilfældet maa bedømmes efter den paa handlingstiden gjældende lov, loven av 20 august 1915 §2, ikke efter den forandrede lovbestemmelse av 9 juli 1926 §2, idet denne ikke indeholder forandring av strafferetslig art men kun ændring i bestemmelsen om hvad der var retsstridig, hvorfor straffelovens §3, 2det passus, ikke er fundet at komme til anvendelse. Jeg er enig i denne meddomsrettens opfatning. Jeg henviser derhos til den enstemmige høiesteretsdom i Rt-1920-486,

Side:594

idet jeg finder at efter den begrundelse som der er git for resultatet maa spørsmaalet ansees avgjort ogsaa for et tilfælde som det foreliggende.

Konklusion:

Meddomsrettens dom og den til grund for samme liggende hovedforhandling ophæves fordi meddomsretten har antal det tilstrækkelig for de tiltaltes frifindelse, at vedkommende hund sprang i utmark, hvor fællesbeite fandt sted. (Vanlige salærer.)

Assessor Dahl: Jeg antar i likhet med førstvoterende at den av meddomsrettens flertal givne begrundelse for de tiltaltes frifindelse ikke er holdbar og kan i det væsentlige tiltræde hvad førstvoterende herom har anført. Derimot er jeg i motsætning til meddomsretten og førstvoterende - om jeg end har fundet spørsmaalet særdeles tvilsomt - tilbøjelig til at anta at de tiltaltes forhold overensstemmende med regelen i straffelovens §3, 2det led, rettelig vil være at bedømme efter den nye lov av 9 juli 1926, hvis anvendelse paa tilfældet aapenbart maa lede til en for de tiltalte gunstigere avgjørelse. Forholdets strafbarhet er efter straffelovens §291 betinget av at drapet av hunden findes at være retsstridig, og jeg antar da at den nye lov, som utvider den retmæssige adgang til drap av fremmed hund og saaledes erklærer denne handling straffri under betingelser hvorunder den tidligere har været belagt med straf, maa ansees for en strafferetslig bestemmelse.

Ved lovforandringen av 9 juli 1926 har lovgiverne efter min opfatning git uttryk for at den av de tiltalte forøvede handling under de foreliggende omstendigheter overhodet ikke er strafværdig eller retsstridig, og den tanke eller lovgrund som har været avgjørende for bestemmelsen i straffelovens §3, 2det led, maa efter min mening lede til de tiltaltes frifindelse, uanset at det ikke er selve straffebestemmelsen, men en for dennes anvendelighet avgjørende forskrift i en speciallov, som har undergaat forandring efter foretagelsen av de tiltaltes handling. Jeg medgir at den votering som ligger til grund for den av førstvoterende citerte høiesteretsdom i Rt-1920-486 synes at gi uttryk for en motsat forstaaelse av straffelovens §3. Men jeg har dog ikke kunnet anse denne dom for et for nærværende tilfælde bindende præjudikat, idet saken dengang angik overtrædelse av rasjoneringsbestemmelser, hvis senere ophævelse ikke gav uttryk for en ændret vurdering av handlingens lastværdighet under de ved foretagelsen raadende forhold men alene var begrundet ved at de ekstraordinære omstændigheter som hadde været bestemmende for rasjoneringsforskrifternes utfærdigelse ikke længer var tilstede.

Jeg vil efter det anførte votere for at anken forkastes, men skal, da jeg efter konferansen gaar ut fra at jeg er i mindretal, ikke forme nogen konklusion. Med hensyn til salærerne er jeg enig med førstvoterende, men vil dog ikke tilbakeholde den bemerkning, at jeg vilde ha fundet det ønskelig om spørsmaalet om anvendeligheten av straffelovens §3, 2det led, paa nærværende tilfælde hadde været gjort til gjenstand for en mere indgaaende behandling ved skranken særlig fra forsvarerens side.

Side:595

Assessor Andersen: Jeg er kommet til samme resultat som førstvoterende og slutter mig i det væsentlige til hans begrundelse. Jeg vil specielt bemerke, at jeg i likhet med førstvoterende finder spørsmaalet om anvendeligheten av straffelovens §3, 2det punkt, i nærværende tilfælde avgjort ved den nævnte dom av 1920, som jeg ikke finder grund til at fravike.

Assessor Bang: Som tredjevoterende hr. assessor Andersen.

Ekstraordinær assessor Næss: I det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende.

Sorenskriver Reinholdt: Som hr. assessor Andersen.

Assessor Berg: Jeg er enig med hr. assessor Dahl. De heromhandlede bestemmelser maa efter sin art sættes i klasse med straffelovens regler om nødverge og nødstilstand, og overfor straffelovens §3 synes forholdet at maatte bedømmes paa samme maate som om en yngre straffelov hadde utvidet nødstilstands- eller nødvergebegrepet, saaledes at en tidligere strafbar handling vilde bli straffri efter den yngre lov som nødstilstands eller nødvergehandling.

Av meddomsrettens dom:

- - - sat under tiltale til fældelse efter straffelovens §291 - - - idet førstnævnte efter de 3 sidstnævntes anmodning den 7 juni 1926 skjøt paa en gordonsætter tilhørende skattefoged Hagen paa markene i Eidsviken, saa hunden i saaret tilstand blev liggende et døgn ca. 300-400 meter derfra i nærheten av kjøbmand Peter Eidsviks villa hvor den næste dag blev fundet døende. - - -

Det er paa det rene at der fandtes sauer med lam i utmarken oppe imot «Nakken», men terrænget er ikke let oversiktlig, saa det har ikke været oplyst at der er blit seet sauer netop i den rute som hunden tok under sine sprang op og ned. Det er ogsaa paa det rene at den utmarksstrækning hvor hunden fandtes springende var fællesbeite for Eidsviks opsittere. - - -

Retten antar at tilfældet maa bedømmes efter den da gjældende lov av 20 august 1915 §2, idet den forandrede lovbestemmelse av 9 juli 1926 §2 ikke skjønnes at indeholde forandringer av strafferetslig art, men kun ændringer i hvad der maa ansees som retsstridig. Straffelovens §3,2 kan derfor ikke komme til anvendelse.

Man er enig om at det ikke kan ansees bevist, at hunden har været ifærd med at jage bufæ. Av de to meddomsmænd, der begge er erfarne gaardbrukere, er det fremholdt, at det for sauer med smaa lam er til skade for bufæet naar hunder - særlig store og fremmede hunder - i rasende fart kommer springende ind i mellem eller forbi fæet. Lam kan da lett bli skilt fra sine mødre og hvis de ikke da ganske snart gjenfindes vil de være fortapt.

Det bemerkes her at de interesserte opsittere kort tid i forveien hadde gjort skridt til at faa gjort gjældende den i lov av 1915 §2, 2det punkt, omhandlede utvidelse av lovbestemmelsen til at gjælde ogsaa hund som uten ledsager paatræffes i beitestrækning i den tid da bufæ beiter, men beslutning herom var endnu ikke fattet.

Hunden blev seet uten ledsager i saadan strækning, og naar begge meddomsmænd stemmer for frifindelse er det, fordi de gaar ut fra som

Side:596

givet at skade blev forvoldt bare fordi den sprang i denne utmark hvor fællesbeite da foregik.

Rettens formand kan ikke slutte sig til denne opfatning, idet han mener at lovens ord maa forstaaes strengt, og han har ikke fundet det bevist at hunden er blit seet ifærd med at jage eller skade bufæ. Det er heller ikke oplyst at der den samme dag er kommet skræmte sauer tilgaards eller er fundet sprængte lam. - - -