Rt-1928-38

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1928-02-04
Publisert:	Rt-1928-38
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 35/1 s.a.
Parter:	C. J. Kiønigs konkursbo (advokat Trygve Gudde) mot A/S Forretningsbanken (advokat Andr. Claussen).
Forfatter:	Motzfeldt, Andersen, Bang, Rivertz, Bade, Winsnes, Lie
Lovhenvisninger:	Konkursloven (1863) §119

Ekstraordinær assessor Motzfeldt: Ved Trondhjems byrets dom av 17 juli 1924 blev saaledes kjendt for ret: «Indstevnte, A/S Forretningsbanken, bør for citantskapet C. J. Kiønigs konkursbos tiltale i denne sak fri at være. Sakens omkostninger ophæves». En av dommerne stemte for, at Forretningsbanken skulde tilpligtes at betale til Kiønigs konkursbo kr. 19.345,89 med 4 procent renter derav fra 12 januar 1922, samt at sakens omkostninger skulde ophæves.

Dommen er av C. J. Kiønigs konkursbo paaanket til Høiesteret med saadan paastand: «1. At byretsdommen ophæves. 2. At A/S Forretningsbanken tilpligtes at betale til C. J. Kiønigs konkursbo kr. 19.345,89 med sparebankrenter fra konkursens aapning den 12 januar 1922 samt sakens omkostninger for byretten og Høiesteret». Forretningsbanken har paastaat byrettens dom stadfæstet og sig tilkjendt saksomkostninger for Høiesteret.

Angaaende sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til byrettens domsgrunde. Der er for Høiesteret fremlagt endel nye dokumenter, hvorav jeg finder det tilstrækkelig at nævne følgende: Utskrift av arrestforretning avholdt 9 december 1921 hos Kiønig for gjæld til Privatbanken, hvorunder arrest blev besluttet blandt andet i «indestaaende midler ca. kr. 10.000 i A/S Forretningsbanken.» Videre skrivelse av 10 december 1921 fra overretssakfører Holthe til Forretningsbanken med meddelelse om denne arrest og henstilling om, at intet av det arresterede beløp utbetales Kiønig saalænge arresten bestaar. Endelig Forretningsbankens svar til Holthe av samme dag om, at «dette maa bero paa en misforstaaelse. Herr Kiønig har intet tilgode hos os. Hans samlede gjæld er tvertom efter fradrag av depoets værdi kr. 30 000».

Jeg er i saken kommet til samme resultat som byretten, og henviser i det væsentlige til dens flertalt begrundelse. Jeg antar, at Kiønigs konkursbo bør betale Forretningsbanken sakens omkostninger for Høiesteret og erstatte det offentlige utgifterne ved mangfoldiggjørelse av utdrag.

Konklusjon:

Byrettens dom bør ved magt at stande. I saksomkostninger for Høiesteret betaler C. J. Kiønigs konkursbo kr. 500 til A/S Forretningsbanken og i erstatning til det offentlige for utgifter ved mangfoldiggjørelse av utdrag kr. 79.20.

Assessor Andersen: Jeg er enig med førstvoterende.

Assessor Bang, assessor Rivertz, ekstraordinær assessor Bade, ekstraordinær assessor overretsassessor Winsnes og assessor Lie: Likesaa.

Side:39

Av byrettens dom:

Da skibsmægler Carl Johan Kiønigs bo den 12 januar 1922 blev tat under konkursbehandling indstod der paa konkursskyldnerens foliokonto i Forretningsbanken et beløp paa kr. 19.345,89. I samme bank hadde han ogsaa en aktiekonto som ved konkursens aapning utviste en debetsaldo paa ca. kr. 21.000. - Det tilgodehavende beløp paa foliokonto har banken overført til aktiekonto til delvis dækning av det, som skyldtes paa denne. Boet har besluttet at angripe den skedde overførsel fra folio til aktiekonto. - - -

Parterne er enig om, at konkurslovens §119 i sin almindelighet hjemler en kompensation som den, der er foretat av banken. De er ogsaa enig om, at der, da folio blev aapnet den 9 oktober 1920, blev truffet en avtale mellem Kiønig og banken angaaende Kiønigs ret til at disponere over denne konto. Om denne avtales indhold og forstaaelse er det imidlertid uenighet. Boet hævder, at avtalen uten nogen begrænsning gik ut paa, at Kiønig frit skulde disponere over kontoen, og at denne avtale maa forstaaes derhen, at banken fraskrev sig adgangen til at kompensere de midler, som maatte indestaa paa foliokonto i bankens krav paa Kiønig. Banken hævder paa sin side, at avtalen gik ut paa, at Kiønig frit skulde kunne disponere over foliokonto, saaledes at den ikke uten varsel blev sperret eller trukket ind og overført paa aktie- eller lombardkonto. Der skulde ikke fra bankens side brukes nogen overrumpling, hvorved Kiønig blev hindret i sin ordinære forretningsvirksomhet. Overensstemmende hermed blev det saa forholdt indtil det i midten av december 1921 viste sig, at Kiønig ikke længer vilde kunne fortsætte sin ordinære forretningsdrift. Avtalen gjaldt da ikke længer, hvorfor kontoen blev sperret den 19 december og paaført en bemerkning om, at den ikke maatte disponeres. Om denne sperring blev Kiønig underrettet, uten at han fremkom med nogen indsigelse i den anledning. Efter 19 december blev der utbetalt av kontoen et beløp paa kr. 3.000 - men det blev gjort efter speciel avtale med Kiønig, som ogsaa derved erkjendte, at han ikke længer hadde ret til at disponere kontoen. Banken har aldrig fraskrevet sig den likvidationsret, som var hjemlet i tilfælde konkurs eller akkord. Hvad man end mener om det, som var passert tidligere, saa blev det ialfald den 19 december gjensidig fastslaat, at sperring av kontoen skulde fin de sted, og at Kiønig ikke længer ensidig kunde disponere den. Fra det tidspunkt av indtraadte iethvertfald likvidationsretten.

C. J. Kiønig er avhørt som vidne. - - - Efter Kiønigs vidneprov at dømme var avtalen med banken ikke begrænset paa nogen maater. - - - Nærmere betragtet vil det ogsaa vise sig, at den begrænsning, som banken mener var forutsat, heller ikke er klar. Naar var det berettiget at anta, at Kiønig maatte indstille sin ordinære forretning med den følge, at den fri dispositionsret ophørte? Da kontoen blev sperret den 19 december, hadde banken frygt for, at han ikke længer kunde fortsætte, men det kunde ha vist sig, at frygten ikke var begrundet og at selve sperringen blev aarsak til betalingsindstilling. Skulde der gives varsel i alle tilfælde, eller bare naar der ikke forelaa frygt for betalingsindstilling? Skulde varsel gives, kan jeg ikke skjønne, hvilken interesse banken kunde ha av at ta forbehold overfor dispositionsretten. Følgen vilde vel bare bli, at de beløp, som indestod paa kontoen, straks blev uttat. Skulde idetheletat dispositionsretten indskrænkes, vilde Kiønig ikke ha opnaadd synderlig av det, som var tilsigtet ved overflytning av foliokonto fra Privatbanken. Partene er enig om, at fri dispositionsret i og for sig vil si det samme som et tilsagn

Side:40

fra bankens side om ikke at kompensere sit tilgodehavende paa aktiekonto med Kiønigs tilgodehavende paa foliokonto. Den eneste begrænsning av dispositionsretten, som ikke efterlater nogen tvil, er den, som vilde medføre, at avtalen kun gjaldt indtil konkursens aapning. Boet hævder, at da der ikke blev tat noget forbehold for tilfældet av konkurs, kan heller ikke konkursen danne nogen grænse. Banken paa sin side mener, at den i konkurslovens §119 hjemlede kompensationsret maa være uttrykkelig fraskrevet. Kiønig har som nævnt gaat ut fra, at avtalen medførte, at banken heller ikke i konkurs hadde ret til at kompensere. - - - Jeg tror da, at boet maa gives ret i, at den avtale, som forelaa mellem Kiønig og banken, og som efter det foran anførte ikke kan erkjendes at indeholde nogen begrænsning av dispositionsretten saalænge Kiønig var sit raadig, maa medføre, at banken heller ikke har ret til kompensation i tilfælde av konkurs, idet noget andet ikke har været avtalt. Ved det, som passerte efter den 19 december, da kontoen blev spjerret, kan nogen forandring i den oprindelige avtale ikke ansees godtgjort. - - - Jørgen Havig.

Jeg kommer til et andet resultat end førstvoterende. Det er utvilsomt saa - og derom er ogsaa partene enige -, at den en konkurskreditor ved konkurslovens §119 hjemlede motregningsret gir forretningsbanken ret til at anvende Kiønigs tilgodehavende paa foliokonto til dækning av bankens tilgodehavende hos Kiønig for det ham ydede lombardlaan - medmindre banken ved avtale med Kiønig har fraskrevet sig saadan ret. Spørsmaalet blir da, om der foreligger saadan avtale som fra konkursboets side paastaat. Der paaberopes blot en mundtilg avtale mellem banken og Kiønig. Det eneste bevis herfor er Kiønigs vidneforklaring, hvorunder han har vedtat bobestyrerens fremstilling av forholdet i indberetningen. Herom sier denne: «Da foliokontoen blev paabegyndt i Forretningsbanken var det, oplyser Kiønig, en avtale mellem ham og bankchefen at denne foliokonto skulde han frit kunne disponere over.» Jeg maa gaa ut fra, at avtalen omtrent har hat denne form, og det blir da et fortolkningsspørsmaal, hvad man skal lægge i avtalen, specielt om man i den kan lægge en frafaldelse fra bankens side av dens motregningsret i tilfælde konkurs. Hensigten med avtalen har formentlig været den, at Kiønig skulde kunne betragte sine indskud som kontanten, som han uten hensyn til andet mellemvær med banken frit kunde disponere over. Men i det øieblik han gaar konkurs taper han retten til at disponere sine indskud og har følgelig heller ingensomhelst interesse i at træffe nogen avtale med banken med denne eventualitet for øie. Under regulære forhold har avtalen saaledes sin fulde betydning, men naar konkurs indtrær, har avtalen hverken nogen interesse for Kiønig eller nogen betydning for ham. Hans interesse bestaar i til enhver tid at ha disponible midler for sin forretning, og avtalens hensigt maa være at sikre ham disse. Men i konkurstilfælde ophører hans dispositionsret av denne grund, og han har derfor ingen interesse av at træffe nogen avtale for dette tilfælde. Avtalen mener jeg, maa sees i lys av disse betragtninger over hensigten og formaalet med den. Og de gir ogsaa avtalen dens naturlige begrænsning. Banken paa den an den side maa ogsaa ha været fuldt klar over Kiønigs øiemed og hensigt med avtalen, og jeg kan derfor ikke i en saa løs og litet utformet mundtlig avtale lægge noget mere end det partene øiensynlig har ment og tilsigtet, nemlig at Kiønig saalænge han var sit bo raadig og drev sin forretning skulde kunne betragte sine indskud i banken som kontanter, der i dette øiemed skulde staa til hans

Side:41

raadighet. Nogen støtte for denne min opfatning av avtalen mener jeg ogsaa at finde i assessor Lambrechts votum i en høiesteretsdom i Rt-1891-374, se specielt side 376. Efter min opfatning av forholdet har saaledes banken sin motregningsret i behold og kan følgelig benytte Kiønigs tilgodehavende paa foliokonto til avskrivning av lombardlaanet. - - -

Chr. Blom. N. Thune.