Rt-1876-577
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1876-07-05 |
| Publisert: | Rt-1876-577 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 263/1 1876 |
| Parter: | Elling Haldum (Overretssagfører Engelhart til Prøve) mod Sognepræst, Provst K. A. Bugge (Birkeland). |
| Forfatter: | Hallager, Blich, J. S. Thomle, Hansteen, Saxlund, Bull, Justitiarius Meldahl |
| Lovhenvisninger: |
Assessor Hallager: Efter Auktion, foranstaltet i Henhold til L. om det beneficrede Gods afødt xx.xx.1821, blev ved kongeligt Skjøde af. 22de Decbr. 1824, thingl. 3 Marts 1825 den Hole Sogns Præsteembede beneficerede byxelledige Gaardpart Haldum, Matr.-Nr. 86 i Nordrehoug Præstegjeld, af Skyld 5 L ??? Tunge, tilhjemlet Kristoffer Lie. Overensstemmende med L. 20 Aug. 1821 §19 og §40, bestemtes det i Skjødet, at af denne Gaardpart for bestandig skulde udredes i aarlig Jordafgift til Hole Sognepræstembede 1 Skjeppe Byg samt 1 Sold Korn, og i Kornrente til Oplysningsvæsenets Fond 1 Td. 1 Skp. 1 Fjdk. Byg, begge Dele beregnede i Penge efter Kapitaltaxterne. Ved Tvangsauktion, afholdt den 26 Marts 1846, blev derefter den nævnte Gaardpart i Forening med 11 1/4 L ??? Tunges Skyld af samme Gaard frasolgt den dav. Eier, Helge Kristoffersen Lie, og kjøbt af Elling Halvorsen Sørum, Appell. under nærv. Sag, der under 27 April 1846 erholdt Skjøde paa Gaarden Haldum. Skjødet thinglæstes 18 Mai næstefter, uden at der ved Thinglæsningen blev gjort nogen Paategning om Kjøberens Forpligtelse til at svare Jordafgiften. Den 30 Oktbr. 1866 lod Provst Lund Eierne af Gaarden Haldum, Elling Halvorsen eller Haldum, Kjøberen ved Tvangsauktionen i 1846, og hans Broder, Peder Haldum, indkalde til Forligelseskommissionen i Anl. af, at den Del af Jordafgiften, der var bestemt til 1 Sold Korn aarlig, fra 1857 til 1864 eller i det Hele 22 Spd. 56 1/4 sz, ikke var blevet betalt. Sagen henvistes som uforligt til Retten, men blev paa, Grund af Provst Lunds derpaa følgende Sygdom og Død ikke senere forfulgt. Under 26 Juni 1872 lod imidlertid Lunds eftermand i Embedet, Provst Bugge, Elling Haldum indkalde til Forligesseskommissionen ang. den resterende ham som Sognepræst formentlig skyldige Jordafgift af 1 Sold eller 3/4 Tønde Korn, nemlig halv Afgift for Aaret 1868 og hel Afgift for Aarene 1869, 1870 og 1871. efterat der, ang. denne Restance, forgjæves var anstillet Forligsmægling, anlagde Bugge efter meddelt beneficium processus gratuiti ved sin befalede Sagfører Søgsmaal mod Appell., Elling Haldum, og nedlagde Paastand om, at denne tilpligtes at betale Cit. de paastevnte 10 Spd. 15 3/8 sz med 5 pCt. Rente deraf fra Indkaldelsen, 26 Juni 1872, og Processens Omkostninger, hvorhos hans Sagfører forventede sig tilkjendt Salarium in subsidium hos det Offentlige. Indst. paastod sig derimod frifunden for Cit.s Tiltale og tilkjendt Sagens
Side:578
Omkostninger. Ved den derefter af Sorenskriveren i Ringerikes Sorenskriveri den 30 April 1874 afsagte Dom blev Elling Haldum frifunden før Provst Bugges Tiltale, hvorhos Processens Omkostninger ophævedes og Bugges befalede Sagfører, Overretssagfører Holmboe, i Salarium tillagdes 15 Spd., der tillikemed Slyds og Diæt bestemtes at skulle udredes af Statskassen. Denne Dom lod Bugge, efter atter at have erholdt beneficium processus gratuiti, paaanke til Overretten, hvor samme Paastand nedlagdes som ved Underretten, med Tillæg af Paastand om Tilkjendelse af Procesomkostninger for Overretten og af Salarium til den befalede Sagfører, hvorimod Elling Haldum paastod Underrettens Dom stadfæstet og sig hos Appell, tilkjendt Processens Omkostninger. Ved Kristiania, Stiftsoverrets 1 Afdelings Dom af 15 Novbr, f. A. blev Elling Haldum tilpligtet at betale Provst Bugge de paasøgte 10 Spd. 15 sz med 5 pCt. aarlig Rente deraf fra 26 Juni 1872, indtil Betaling sker. Processens Omkostninger for begge Retter ophævedes. De befalede Sagførere, Overretssagførerne Holmboe og Knap, tillagdes i Salarier resp. 15 og 25 Spd. til Udredelsen af Statskassen tilligemed den Førstkommende tilk. Skyds og Diæt. Overrettens Dom er nu af Elling Haldum ved Høiesteretsstevning af 11 Decbr, f. A. efter erholdt Bevilling med Hensyn til summa appellabilis, paaanket til Høiesteret, hvor hans Sagfører har nedlagt Paastand, om, at Underretsdommen stadfæstes og Indst. tilpligtes at betale Appell, Processens Omkostninger for Overretten og Høiesteret. Indst., Provst Bugge, der ogsaa for Høiesteret er blevet meddelt beneficium processus gratuiti, har ved sin befalede Sagfører paastaaet, at Stiftsoverrettens Dom stadfæstes og at Appell, tilpligtes at betale Processens Omkostninger ved et efter Overretsdommen optaget Tingsvidne og for Høiesteret, herunder Salarium til Indst.s Sagfører, hvilket, tilligemed Skyds og Diæt subsidiært er paastaaet tilkendt hos det Offentlige.
Appell, der med Hensyn til det krævede Beløbs Størrelse og Renterne ingen speciel Indsigelse har fremsat, anfører til Støtte for sin Paastand om Frifindelse, at der i de ved Auktionen af 1846 fremlagte Konditioner, hvorved Kjøberen kun i Almindelighed tilpligtedes at overtage samtlige de paa Eiendommen hvilende Heftelser, ikke indeholdtes Noget om, at det af Kjøberen skulde betales Jordafgift, og at han heller ikke ved det senere udstedte Auktionskjøde, ligesaalidt som ved den samme givne Thinglæsningspaategning, var bleven gjort bekjendt med, at der paahvilede ham nøgen Forpligtelse til at svare Jordafgift til Sognepræsten. Han erkjender forresten, at han nogen Tid efter Auktionens Afholdelse gjennem Sognepræsten erfarede, at der af den tidligere beneficerede Del af hans Eiendom, nemlig 5 L ??? Tunges Skyld, skulde svares en aarlig Afgift til Sognepræsten af 1 Td.1 Skp. Byg, og da denne Afgift afkrævedes ham, havde han i Tillid til Sognepræstens Opgave og Beregning ogsaa uden Vægring betalt den, om at han desuden skulde erlægge en Jordafgift af 1 Sold Korn aarlig, vat han derimod aldrig blevet underrette, og ligesom denne ikke var blevet ham afkrævet, havde han i et Tidsrum af over 20 Aar heller ikke betalt den, hvorfor han formente, at hans Eiendom i Henhold til L.s 5-5-3 maatte være frigjort ved Hævd.
Fra Indst.s Side er det heller ikke godtgjort eller engang Paastaaet, at den omhandlede Jordafgift af 1 Sold Korn nogenfinde i Løbet af 20 Aar er blevet betalt, og, skjønt Sognepræsten ikke ligefrem vil erkjende, at den ikke kan være blevet ydet i hele dette Tidsrum, maa man her efter Sagens processuelle Stilling gaa ud fra, at den i dette Tidsrum virkelig ikke er bleven erlagt. Indst. paastaar imidlertid, at om Appell. end ikke har betalt Afgiften, maa han dog i Hævdstiden være bleven vidende om, at han skylde at erlægge den. Den er ogsaa, siger Indst.s Sagfører, i Præskriptionstiden ialfald blevet Appell. afkrævet, saaat han havde havt al Opfordring til nærmere at undersøge, hvorledes det i Virkeligheden forholdt sig med den, og det saameget mere
Side:579
som Appell., ved uden Vægring at betale en Del af Jordafgiften, viste, at han havde forstaaet, at hans Skjøde, forsaavidt ikke der var nævnt nogen Jordafgift, ei var ganske paalideligt. Fra Prokurator Hygen er, der ogsaa fremlagt en Erklæring om, at Appell, eller hans Broder en Gang for Hygen havde erklæret sig vidende om, at den paaklagede Afgift havde været, Eiendommen paaheftet, og som Vidne under Thingsvidnet den 7 Juni d. A. har Hygen ogsaa forklaret, at Provst Lund, forinden han indklagede Appell, til Forligelseskommissionen, havde udtalt, at han havde afkrævet Appell, det paagjældende Sold Korn. Endelig er det ogsaa her bemærket, at idet der i Sognepræstens Landskyldsbog for Aaret 1849 er kvitteret for Kornrente 3 Spd. 70 sz,, tilføies: "Et Sold Byg forbeholdt", ligesom det ogsaa i det følgende Aar 1850, heder: "2 Spd. 81 sz forbeholdt", hvoraf Indst. udleder, at der i al Fald maa have fundet Forhandlinger Sted om dette Sold Korn.
Noget Bevis kan jeg dog ikke heri finde for, at Appell, virkelig skulde have været vidende om, at den omhandlede Jordafgift af 1 Sold Korn paahvilede hans Eiendom, eller derom havt en saadan Kundskab, der skulde være til finder for hans Hævdserhvervelse. Efter de af ham fremlagte Kvitteringer sees han aldrig at have betalt dette Sold Korn, og om ogsaa Sognepræsten, som rimeligt er, maatte have forhandlet med ham om denne Afgift som formentlig skyldig ved Siden af den anden Jordafgift, kan Appell, dog ikke derved siges nødvendigvis at være bibragt nogen bestemt Kundskab om, at en saadan Jordafgift existerede, og heller ikke er der Bevis for, at disse Underhandlinger have fundet Sted før Præskriptionstidens eller Hævdstidens udløb. Om Hygens skriftlige Erklæring gjælder det, at man ikke bestemt ser, om det var Appell. eller hans Broder, med hvem han talte, og efter hans Vidneprov er det ingenlunde sikkert, at det var før Præskriptionstidens udløb, at den omhandlede Samtale med Appell, fandt Sted. Desuden kunde Appell, ifølge Principet i L.s 5-5-3 vel neppe ved et Paakrav som det, Provst Lund paastaaes at have gjort, siges nødvendigvis at være kommet i saadan mala fide, at hans Hævd derved maatte standses. Iøvrigt erkjender jeg, at det havde været rimeligt, om Appell., naar han var blevet opmærksom paa, at han havde Jordafgift at svare, havde skaffet sig noget nærmere Underretning fra Pantebogen om Afgiftens Størrelse m. V.; men jeg indser dog ikke, at hans Undladelse af at gjøre dette kan have til Følge, at Hævden afbrødes for ham. At Auktionskonditionerne indeholdt den almindelige Bestemmelse, at Kjøberen havde at overtage Eiendommen med de derpaa hvilende Heftelser, kan jeg ingensomhelst Vægt lægge paa, naar det gjælder Heftelser, hvorom han af sit Skjøde og Thinglæsningspaategningen paa dette ikke erholdt nogen Kundskab.
Efter dette mider det næste Spørgsmaal, der efter Proceduren under Sagen er at afgjøre, om der, hvad Appell. paastaar og Indst. bestrider, ifølge vor Lovgivning for en Besidder er Adgang til ved 20 Aars Besiddelse at frihævde sin Eiendom for saadanne Byrder, om hvis Tilværelse han ikke ved sit Skjøde og Tinglæsningspaategningen paa samme har erholdt nogen Underretning. Foreløbig bemærkes, at jeg ingen Grund finder til i denne Henseende at skjelne mellem Jordafgift og andre rent private Afgifter eller Byrder, der kunne være en Eiendom paalagte, saaledes, at man ved Hævd skulde kunne frigjøre sig for de sidste, men ikke for Jordafgiften. Om begge Arter af Byrder gjælder det nemlig, at de forudsætte og hvile paa særlig Hjemmel. Tvivlsomt er derimod vistnok det Spørgsmaal, om overhovedet nogenfinde en Mand, der bona fide og forøvrigt under almindelige Hævdsbetingelser i 20 Aar besidder en Eiendom, hævder den fri for saadanne Afgifter som Jordafgift o. desl., naar han i Hævdstiden ikke har været vidende om, og det ikke kunde kræves af ham, at han skulde være vidende om, at Afgiften hvilede paa hans Eiendom. For mit personlige Vedk. skulde jeg være mest tilbøielig til at tiltræde den af Sorenskriver Platou i hans Skrift "0m Besiddelse"
Side:580
udviklede Lære, hvorefter saadanne Byrder bortfalde, naar Eiendommen er hævdet, idet jeg bl. A. især lægger Vægt paa den Betragtning, at det forekommer mig stødende og urimeligt, at man aldrig efter. nogensomhelst Tids Forløb skal blive fri for den Slags Byrder, der ikke ere Gjenstand for almindelig Præscription efter 5-13-2. .Jeg indser imidlertid ikke rettere, end at Spørgsmaalet ved den i Rt-1853-803-810 anførte Hst.dom af 1 Novbr, f. A. bestemt er afgjort derhen, at Byrder og Afgifter, der en Gang gyldigen er komne til at paahvile en Eiendom, vedblive at hefte paa den, uanseet, at nogen kan komme til i Hævdstid at besidde Eiendommen fuldkommen uvidende om saadanne Byrders Tilværelse. Under den nævnte Sag var Tilfældet dette, at det ved thinglæst Dokument var paalagt en Eiendom en aarlig Udredelse af 60 Favne Birkeved til en Pris af 36 sz pr. Favn, og denne Heftelse, der i langt over Hævdstid ikke var gjort gjældende, blev en senere Eier, som havde besiddet Eiendommen i over Hævdstid, uden af at Skjøde eller ved Thinglæsningspaategningen at være blevet underrettet om Heftelsen, anseet pligtig til at respektere, idet Høiesteret her netop gik ud fra, at Eieren under saadanne Omstændigheder, hvor tungt og ubilligt det end kunde synes, ikke efter var Lovgivning havde Adgang til at frihævde sin Eiendom. Hermed staar heller ikke Hst.dom afødt xx.xx.1859, Rt-1860-1-4, saavidt jeg kan se, i Strid, og skjønt Dommen af 1853 maaske ikke saa ganske harmonerer med den ældre, i Systemet ofte citerede Hst.dom afødt xx.xx.1831, tror jeg dog, at denne saa meget ældre Dom, hvor Afgjørelsen tildels beroede paa mange forskjellige Betragtninger, ikke her mod Dom men af 1853 kan tillægges nogen afgjørende Vægt.
Jeg kommer saaledes til samme Resultat som Overretten, men da jeg bygger dette paa en anden Grund end Overretten og navnlig ingenlunde kan bifalde den Distinktion, som den har opstillet mellem de Tilfælde, i hvilke en Eiendom kan og de, hvori den ikke kan frihævdes for Byrder og Afgifter, finder jeg det fornødent at give ny Konklusion. Processens Omkostninger antager jeg efter Omstændighederne maa ophæves, og den for Høiesteret, befalede Sagfører, paa hvis Behandling af Sagen jeg Intet har fundet at udsætte, maa altsaa faa sit Salarium for Sagen og Thingsvidnet udredet af Statskassen.
Jeg konkluderer saaledes:
Elling Haldum bør til Sognepræst, Provst K. A. Bugge, betale 10- ti - Speciesdaler 15 - femten - Skilling med 5 - fem - Procent aarlig Rente deraf fra 26 Juni 1872, indtil Betaling sker. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves. De befalede Sagførere, Overretssagførerne Holmboe og Knap, og Høiesteretsadvokat Birkeland, tillægges i Salarium, den Første 15 - femten-, den Anden 25-fem og tyve-og den Sidste for Hovedsagen og Thingsvidnet 50 - femti - Speciesdaler, hvilke Salarier udredes af Statskassen.
Assessor Blich: Jeg er i det væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
Assessor J. S. Thomle: Ligesaa:
Assessor Hansteen: Ligesaa, idet jeg dog vil bemærke, at der ved den af Førstvoterende citerede Høiesteretsdom af 1853 ikke er afgjort Noget med Hensyn til det Tilfælde, at en Mand hævder en fast Eiendom uden nogen Adkomst, og at jeg heller ikke ved mit Votum i nærv. Sag vil have udtalt Noget om, hvorvidt den, der grunder sin Eiendomsret allene paa Hævd, ikke ogsaa kan have frihævdet Eiendommen for saadanne Afgifter eller Byrder som den, hvorom der her er Tale, naar han i Hævdstiden ikke har erlagt vedk. Afgift eller vidst om dens Tilværelse; om et saadant Tilfælde var der ligesaalidt Tale i Sagen af 1853 som under nærv. Sag, og det maa derfor ogsaa for Fremtiden være et aabent Spørgsmaal, hvad der i, et saadant Tilfælde skal antages.
Side:581
Assessor Saxlund: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende, skjønt ikke uden megen Tvivl. Jeg tiltræder derhos Assessor Hansteens Bemærkninger.
Extraordinær Assessor, Generalkrigskommissær Bull: Ligeledes enig med Førstvoterende, idet jeg ogsaa tiltræder Assessor Hansteens Bemærkninger.
Justitiarius Meldahl: Ligesaa.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.