Rt-1928-762
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1928-09-11 |
| Publisert: | Rt-1928-762 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 32/2 s.a. |
| Parter: | N. O. Skinnes&genetiv konkursbo (advokat Onsager) mot testamentsarvingerne i O. N. Skinnes&genetiv dødsbo, Ole og Gunnar Skinnes&genetiv (advokat Stian Bech). |
| Forfatter: | Bang, Næss, Hazeland, Christiansen, Larssen, Rivertz, Backer |
| Lovhenvisninger: | Arveloven (1854) §33, §76, §49, §71, §75, Arveloven (1854), Konkursloven (1863) §37 |
I skiftetvist N. O. Skinnes&genetiv konkursbo mot de umyndige testamentsarvinger i O. N. Skinnes&genetiv dødsbo blev ved Eiker, Modum og Sigdals skifteret den 16 januar 1925 avsagt decision, hvorved blev besluttet: «Den av N. O. Skinnes' konkursbo fremsatte paastand om, at boet faar opbyderens hele morsarv og 3/4 av hans farsarv, tilsammen 7/8 av hans arvelod i forældrenes fællesbo, tages tilfølge.»
Decisionen blev av de umyndige testamentsarvinger i N. O. Skinnes' dødsbo, Ole og Gunnar Nilsen Skinnes&genetiv paaanket til Oslo overret, og ved overrettens dom av 30 august 1926 blev saaledes kjendt for ret: «Skifterettens decision ophæves, forsaavidt angaar de av Ole N. Skinnes&genetiv efterlatte midler av hans og hans tidligere avdøle hustrus fællesbo (farsarven), idet disse midler tilfalder testamentsarvingerne, Ole og Gunnar Nilssønner Skinnes&genetiv i henhold til arvelaterens testamente av 15 juni 1921, men stadfæstes forøvrig, saaledes at Nils O. Skinnes' konkursbo faar hans arvelod efter hans mor i det nævnte fællesbo. Sakens omkostninger ophæves.»
Dommen er av begge parter indanket for Høiesteret. N. O. Skinnes' konkursbo har som hovedappellant paastaat underrettens (dvsskifterettens) dom stadfæstet og sig tilkjendt sakens omkostninger for Høiesteret. Ole og Gunnar Skinnes&genetiv har som kontraappellanter nedlagt saadan paastand: «1. Overrettens dom stadfæstes med den forandring, at arven efter Ole Nilsen Skinnes' før avdøde hustru Inger Randine Skinnes&genetiv, morsarven, ansees utskiftet, saaledes at de midler, som Ole Nilsen Skinnes&genetiv ved sin død raadet over, tilhører hans lødsbo som særbo og blir at utdele til Ole og Gunnar Nilssønner Skinnes&genetiv efter testamentet av 15 juni 1921 og blir ikke at inddra i Nils O. Skinnes' konkursbo. 2. Nils O.
Side:763
Skinnes' konkursbo betaler til Ole og Gunnar Nilssønner Skinnes ved vergen gaardbruker Eivind Rishovd sakens omkostninger ved alle retter.»
Angaaende sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til skifterettens og overrettens domsgrunde.
Der foreligger for Højesteret en del ny dokumentation, hvorav skal nævnes: 1. I brev av 25 januar 1927 til advokat Stian Bech har N. O. Skinnes&genetiv angaaende morsarven oplyst, at forældrene bortgav halvdelen av sin formue til ham og hans søster. Først fik de hver kr. 15.000, kr. 20.000 og kr. 25.000. Tilsidst fik de paa moderens 70-aars fødselsdag kr. 16.695, tilsammen kr. 76.695. Forældrene blev forlikte om, at den længstlevende skulde kunne gjøre med sit, hvad de vilde. Straks efter konkursen var hele bobestyrelsen paa Skinnes&genetiv. Advokat Haugan - boets bestyrer - var inde hos faren, hvor han fik oplysning om dette. Indberetningen i konkursboet viser ogsaa dette. 2. Kirsti Skinnes&genetiv Qhren har i erklæring av 11 januar 1928 bekræftet brorens oplysninger om utbetalingerne for sit vedkommende. Morens 70-aars dag var den 20 september 1916. Forældrenes mening var, at halvparten av deres formue var utdelt, saa at den længstlevende kunde ha fri raadighet over det resterende beløp. Erklæringens rigtighet er bekræftet av hendes mand, Lyder Øhren. 3. Indberetning i konkursboet av 23 november 1921, unlertegnet av Reiulf Haugan og tiltraadt av 3 herrer (antagelig medbestyrere eller kreditorutvalg). Det er i indberetningen anført, at «opbyderen har før konkursen faat sin morsarv». 4. Paa forespørsel fra advokat Bech har advokat Reiulf Haugan i skrivelse til ham av 5 januar 1927 meddelt, at han under procedyren (dvs for overretten) var uopmerksom paa sin uttalelse om morsarven i indberetningen. Advokat Haugan uttaler videre, at det ikke staar helt klart for ham, hvordan det er med morsarven. Det er vistnok saa, at opbyderen og hans søster før konkursen har faat penger av faren. Men noget skifte er vistnok ikke foretat, likesom der heller ikke - saavidt han vet - er betalt arveavgift av disse midler. 5. I skrivelse av 29 januar 1927 til advokat Bech har N. O. Skinnes&genetiv blandt andet uttalt, at noget skriftlig ikke vites at foreligge om utbetalingen til ham og hans søster av det halve bo. Han antar, at faren har regnet det nøiagtig ut, siden den sidste utbetaling viste et saa ujevnt tal.
Væsentlig paa grundlag av disse nye oplysninger er det paa, testamentsarvingernes vegne gjort gjældende, at N. O. Skinnes' morsarv er at anse utskiftet. Mot denne anførsel er der fra konkursboets side protestert som ny for Høiesteret. Høiesteret antar, at denne protest ikke kan tages tilfølge. Boets vedkommende har under procedyren for overretten været bekjendt med Ole N. Skinnes' og hustrus utdelinger til sine børn, og bobestyrelsen har i sin indberetning git uttryk for, at utbetaling av morsarven hadde fundet sted. Naar indberetningen ikke blev irettelagt i overretten, bærer boets advokat sin del av skylden for, at arvingernes advokat ikke blev vidende om forholdet og derfor ikke har kunnet gjøre den nævnte indsigelse gjældende tidligere end her for retten. Naar boet allikevel agtet at protestere mot indsigelsen som ny, synes
Side:764
arvingernes advokat ialfald at ha berettiget krav om at bli varslet derom saa betimelig, at der kunde indgives ansøkning om bevilling.
I realiteten har konkursboet væsentlig indvendt, at Nils Skinnes&genetiv og hans søster er inhabile som vidner om forholdet, at deres erklæringer er holdt i almindelige uttryk, og at der maatte foreligge ganske anderledes detaljerte opgaver og oplysninger, hvis der skulde antages at være foregaat et skifte. Det er mere rimelig at anta, at de formuende forældre fra tid til anden har stukket til sine barn et passende kontantbeløp. Videre er anført, at der i bobestyrelsens bemerkning i indberetningen ikke ligger nogen frafaldelse av boets ret til morsarven, og at konkursskyldnerens egen erklæring lyder uttrykkelig paa frafaldelse av arv ogsaa efter moren. Som avgjørende fremhæves, at en avtale mellem forældrene av indhold som paastaat ikke vilde være gyldig uten egtepakt.
Høiesteret finder, at der er ført et efter omstændigheterne fyldestgjørende bevis for, at Ole N. Skinnes&genetiv og hustru i sin tid med sine barns samtykke har truffet den ordning, at den ene halvdel av formuen utskiftedes til børnene, og at denne halvdel skulde repræsentere den egtefælles boslod, som først avgik ved døden, saaledes at den længstlevenle skulde beholde den anden halvdel som sin boslod. At en ordning væsentlig som anført er blit truffet, kan utledes av Nils Skinnes&genetiv og hans søsters erklæringer, som bærer troværdighetens præg og som man finder at maatte tillægge betydelig beviskraft. Hertil kommer - hvad ikke er benegtet -, at bobestyrelsen som anført ifølge N. Skinnes' oplysning var paa Skinnes&genetiv straks efter konkursen, og at advokat Haugan var inde hos Ole N. Skinnes&genetiv og fik besked om ordningen. Det ligger nær at anta, at det var paa grundlag herav det blev anført i indberetningen, at opbyderen hadde faat sin morsarv før konkursen. Ialfald maa man gaa ut fra, at bobestyrelsen mente at ha paalidelige oplysninger herom, naar det blev indtat i et saa vigtig dokument som indberetningen.
Den omstændighet, at der ikke blev oprettet formelig egtepakt mellem Ole N. Skinnes&genetiv og hustru, vilde kunne ha medført blandt andet ogsaa den retsvirkning, at børnene ikke uten videre vilde været bundet ved den avtale, som forældrene sig imellem formløst hadde truffet. Imidlertid maa man kunne gaa ut fra, at N. Skinnes&genetiv og hans søster uttrykkelig eller stiltiende har godkjendt ordningen i dens helhet. Konkursboet kan da ikke ha noget retskrav paa, at debitor, N. Skinnes&genetiv, skal handle i strid med den flere aar i forveien trufne avtale. Det arveavkald, hvorved Nils Skinnes&genetiv erklærte ikke at ville ta falden arv efter sin mor og far, var redigert av en advokat, som var ubekjendt med de stedfundne utbetalinger m.v. Det kan da ikke lægges væsentlig vegt paa, at morsarven blev tat med i arveavkaldet.
Angaaende farsarven skal bemerkes: Konkursen aapnedes 15 april 1921 og den 15 juni 1921 oprettet Ole N. Skinnes&genetiv sit testamente, hvori han - foruten at avgi bestemmelse om sin datter Kristis arvelod (det halve av alt, hvad han efterlot sig) - tillike bestemte, at den anden halvpart skulde deles likt mellem hans to
Side:765
sønnesønner Ole og Gunnar med ret for sønnen Nils O. Skinnes&genetiv til at oppebære renterne derav, saalænge han lever. Faren døde 14 mai 1924. Arven var saaledes ved konkursens aapning endnu ikke forfalden, og et avkald paa arv fra Nils Skinnes&genetiv vilde følgelig været bindende for konkursboet (kfr. domme i Rt-1899-677 og Rt-1911-227). Der foreligger vistnok intet om, at Nils Skinnes&genetiv paa dette tidspunkt ga sin far uttrykkelig avkald paa arv. Men det maa ha samme virkning, hvis det kan ansees godtgjort, at han stiltiende har git saadant avkald. Overretten har, saavidt skjønnes, antat, at et saadant stiltiende avkald foreligger, og Høiesteret finder at kunne slutte sig hertil. Det er uimotsagt anført, at Nils Skinnes&genetiv fra første stund av var enig i, at hans arvepart skulde gaa til hans børn, og at han har vedtat testamentet, som med hans samtykke netop blev oprettet for at utelukke hans kreditorer fra arven. Naar han som pligtdelsberettiget arving har samtykket i og vedtat testamentet, er dette uforenlig med opretholdelse av hans egen arveret. Han maa følgelig ansees derved at ha git avkald paa den.
Det arveavkald, som Nils Skinnes&genetiv avgav den 13 november 1924 efter farens død, er efter dette uten betydning, og det er derfor unødvendig at indgaa paa, hvilken retsvirkning dette avkald i tilfælde vilde hat overfor konkursboet. Man kommer saaledes til det resultat, at der ikke kan tilkjendes konkursboet nogen del av dødsboets formue.
Sakens omkostninger for overretten og Høiesteret findes konkursboet at maatte tilsvare.
Dom:
N. O. Skinnes' konkursbo kjendes i forhold til Ole og Gunnar Nilssønner Skinnes&genetiv uberettiget til at oppebære nogen del av det i saken omhandlede bos midler. I saksomkostninger for overretten og Høiesteret betaler N. O. Skinnes' konkursbo til Ole og Gunnar Nilssønner Skinnes&genetiv v/ vergen gaardbruker Eivind Rishovd kr. 600.
Av skifterettens decision:
Inger Randine Skinnes&genetiv døde den 10 november 1919, og hendes egtefælle Ole Nilsen Skinnes&genetiv sat derefter i uskiftet bo til sin død den 14 mai 1924. Egtefællene hadde to fællesbørn, nemlig sønnen Nils O. Skinnes&genetiv, som gjorde opbud 15 april 1921, og datteren Kristi, gift med Lyder Øhren. Under 15 juni 1921 oprettet Ole Nilsen Skinnes&genetiv testamente, ifølge hvilket en halvpart av alt hvad han efterlot sig skulde tilfalde datteren Kristi, mens den anden halvpart skulde deles likt mellem hans 2 sønnesønner Ole og Gunnar Nilsen Skinnes&genetiv. I en fremlagt erklæring av 13 november 1924 har Nils Skinnes&genetiv frafaldt fars- og morsarv.
Imidlertid har hans konkursbo ikke villet respektere testamentet, forsaavidt angaar den halvpart, som skulde tilfalde konkursdebitors to sønner.
- - - Efter de foreliggende omstændigheter finder retten at maatte ta konkursboets paastand tilfølge. Det er efter rettens mening klart, at Ole Nilsen Skinnes&genetiv ved sit testamente av 15 juni 1921 ikke med retsvirkning kunde disponere som skedd, forsaavidt angaar den halvpart av boet, som skulde tilfaldt sønnen Nils som morsarv. Ti for det første kunde Ole
Side:766
Skinnes&genetiv, som sat i uskifte efter sin tidligere avdøde hustru, under ingen omstændighet disponere mortis causa over mere end sin halvdel av boet, og for denne halvdels vedkommende kommer dispositionen dernæst i strid med arvelovens §33, da sønnen Nils paa det tidspunkt endnu ikke hadde fraskrevet sig arv, hvorfor han ikke kunde forbigaaes for mere end 1/4 av den farsarv, som skulde tilfaldt ham ab intestato. Og bare forsaavidt denne 1/4 angaar, vil den testamentariske disposition kunne opretholdes (jfr. arvelovens §49).
Det næste spørsmaal blir da, om konkursdebitor med bindende virkning for sit bo kan gi avkald paa falden arv,, slik at hans livsarvinger rykker op i arvelinjen (arvelovens §75, jfr. §71). I norsk teori hersker der - bortset fra Getz - enighet om, at en konkursdebitor ikke med retsvirkning for boet kan fraskrive sig falden arv, og denne teori har efter rettens opfatning sterk støtte lovgivningen. Bestemmelsen i konkurslovens §37 om, at alt, hvad skyldneren erhverver ved arv, mens boet staar under behandling, gaar ind i det, efterlater efter rettens opfatning neppe tvil om forstaaelsen. Retten kan nemlig ikke dele de umyndige arvingers mening med hensyn til arvens erhvervelse efter norsk ret. Ti ikke alene synes denne mening om erhvervsmaaten kunstig og i strid med hævdvunden norsk arveretslig teori, men den motsies ogsaa av arvelovens egne bud, nemlig §76, som vanskelig kan forstaaes anderledes end at selve eiendomsretten til arvemidlerne gaar over paa arvingen ved dødsfaldet. Det kan i denne forbindelse ogsaa være værdt at lægge merke til, at konkursloven, som jo er yngre end arveloven, i §37 benytter samme uttryksmaate om, hvad der hører med til boets masse, som arvelovens §76 bruker om den retsfølge som knyttes til falden arv. - - -
For ikke falden arv har man rigtignok præjudikat for, at en konkursskyldner med virkning for sit bo kan fraskrive sig den (se Høiesteretsdom i Rt-1899-677 ff.), men fra denne dom kan efter rettens opfatning intet sluttes til spørsmaalet om falden arv, som ifølge sin natur staar i en helt anden stilling. - - -
Av overrettens dom:
- - - Jeg er kommet til et delvis andet resultat end skifteretten. Det avgjørende spørsmaal i saken er ifølge konkurslovens §37, hvorvidt Nils O. Skinnes&genetiv har erhvervet den omstridte arv før konkursens aapning eller mens hans bo stod under konkursbehandling. Dette maa løses paa grundlag av arvelovens bestemmelse om, naar arv erhverves. Efter uttryksmaaten i denne lovs §76, jfr. §75 og §71, synes den naturlige forstaaelse av denne bestemmelse at være, at arving, som erklærer ikke at ville ta falden arv, ansees for overhodet ikke at ha erhvervet arven. Jeg kan i denne forbindelse henvise til Getz' avhandling i Rt-1881-222/23 og Rt-1881-236 og til dissenterende votum i den i Rt-1924-782 følgende refererte Høiesteretsdom. Imidlertid har Høiesteret ved denne dom tiltraadt Bergens byrets begrundelse, hvori bl.a. er anført: «.... at lovens ord maa forstaaes paa den maate, at arven erhverves ved dødsfaldet dog saaledes, at der, om arvingen erklærer ikke at ville tiltræ den, forholdes dermed som om han var død før arven faldt, og saaledes ikke hadde erhvervet den». Efter dette maa jeg anta det avgjort, at Nils O. Skinnes&genetiv bør ansees for at ha erhvervet sin morsarv allerede ved hendes død 10 november 1919 og saaledes var eier av den ved konkursens aapning 15 april 1921, hvorfor
Side:767
den da indgik i boet. Jeg kan ikke anta at det av Ole N. Skinnes&genetiv den 15 juni 1921 oprettede testament kan tillægges nogen betydning for denne arv. Efter testamentets ordlyd («alt hvad jeg efterlater mig ved min død») synes det tvilsomt, om det har været testators mening, at testamentet ogsaa skulde omfatte den andel i uskifteboet, som hans tidligere avdøde hustru hadde efterlatt, og selv om dette skulde ha været hans mening, maatte vistnok en saadan testamentarisk disposition over eiendele, som ikke tilhørte testator, ansees som en nullitet.
Med hensyn til farsarven antar jeg derimot, at Ole N. Skinnes's testament maa ansees gyldig for hans egne efterlatenskapers vedkommende, naar det ikke er angrepet av Nils O. Skinnes&genetiv paa grund av tilsidesættelsen av hans pligtdelsret. At en insolvent arving uten hensyn til sine kreditorer kan gi avkald paa arv og paa sin pligtdelsret, er antat av Høiesteret. Jeg kan herom henvises til den i Rt-1911-227 flg. refererte dom (særlig s. 228). Naar der fra Ole N. Skinnes&genetiv foreligger et av vedkommende livsarving ubestridt testament, hvorved hans efterlatte midler med forbigaaelse av sønnen Nils O. Skinnes&genetiv testamenteres til denne 2 sønner, er det disse, som ved arvelaterens død erhvervet arven, men ikke Nils O. Skinnes&genetiv. Pligtdelsretten ansees ifølge den sidstnævnte Høiesteretsdom som en personlig ret for arvingen, som kun han, men ikke hans kreditorer, kan gjøre gjældende, og som han frit kan gi avkald paa. Naar Nils O. Skinnes&genetiv ikke har søkt at omstyrte testamentet, hvortil han efter det foran anførte ikke kan ansees forpligtet, maa dette staa ved magt. Han har da i gjerning renuncert paa sin pligtdelsret. Hans erklæring av 13 november 1924 om frafaldelse av farsarven er forsaavidt overflødig og uten anden betydning like overfor det av ham ikke angrepne testament, end at den indeholder en bekræftelse paa. at han ikke vil søke at omstyrte det. - - -
Axel Andersen. O. A. Miøen. E. Holtan.