Rt-1907-21

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1906-12-04
Publisert:	Rt-1907-21
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 50/2 1906
Parter:	Joh. C. Harmens jr. som Værge for den umyndiggjorte Joh. C. Harmens samt dennes og hans afdøde Hustrus Fællesbo (Adv. Johannes Berg) mod Chr. Harmens Konkursbo ved dets Bestyrer (Adv. Jens p. Heyerdahl)
Forfatter:	Skattebøl, Hambro, Birkeland, Blom, Motzfeldt, Platou, Justitiarius Løchen
Lovhenvisninger:	Umyndiggjørelsesloven (1898) §1

Extraorinær Assessor, Skifteforvalter Skattebøl: Ved Dom af Bergens Byret, afsagt den 1 September 1903, blev saaledes kjendt for Ret: «De Indstevnte Joh. C. Harmens jr. som Værge for den umyndiggjort Joh. C. Harmens samt dennes og hans afdøde Hustrus Fællesbo ved Skifteforvalteren i Boet, Byfoged Monssen, bør for Citantskabets, Chr. Harmens Konkursbos Tiltale i denne Sag fri at være.

I Sagsomkostninger bør Citantskabet til de Indstevnte betale 500 - fem hundrede Kroner.»

Under 14 December 1903 udtog Joh. Harmens jr. som Værge for den umyndiggjorte Joh. C. Harmens samt dennes og hans afdøde Hustrus Fællesbo Ankestevning til Byretsdommens Stadfæstelse; men da saa Chr. Harmens Konkursbo under 8 Februar 1904 udtog Kontrastevning indeholdende sædvanlig Anke til Høiesteret, er den til Stadfæstelse udtagne Stevning frafaldt. Her for Retten har Konkursboet nedlagt saadan Paastand:

«At afdøde Joh. C. Harmens og før afdøde Hustrus Fællesbo kjendes forpligtet til at vedstaa den under Sagen omhandlede, af Joh. C. Harmens under 19 Juli 1899 udfærdigede, Garantierklæring, eller af denne kjendes forbindende for Fællesboet, samt at Chr. Harmens Konkursbo hos Fællesboet tilkjendes Processens Omkostninger for Byretten og Høiesteret.»

Efter Byretsdommens Afsigelse er Joh. C. Harmens afgaaet ved Døden; det er saaledes nu afdøde Joh. C. Harmens og før afdøde Hustrus Fællesbo, som er at betragte som indstevnt for Høiesteret.

Fra Indstevntes Side er nedlagt saadan Paastand:

At Byrettens Dom stadfæstes som nu gjældende Joh. C. Harmens og Hustrus Dødsbo, og at Dødsboet tilkjendes Procesomkostninger ogsaa for Høiesteret.

Angaaende Sagens Gjenstand og nærmere Omstændigheder henviser jeg til Byretsdommens Præmisser. Som det erfares af disse, var der for Byretten fra Dødsboets Side fremsat en Række Indsigelser. Her for Retten er, efterat Retten i Medhold af §11 i Lov afødt xx.xx.1905, indeholdende Tillæg til Høiesteretslovgivningen, havde bestemt en Deling af Sagen, Dokumentationen og Proceduren indskrænket til kun at gjælde Spørgsmaalet om, hvorvidt den senere afdøde Joh. C. Harmens var retslig handledygtig, da den under Sagen omhandlede Erklæring afødt xx.xx.1899 blev udstedt, eller om hans Aandsevner paa den Tid var i den Grad svækkede og nedsatte, at Erklæringen, om den maatte være underskrevet af ham, maa kjendes uforbindende for ham eller nu hans og Hustrus Fællesbo. Det

Side:22

er Afgjørelsen af dette Spørgsmaal, som nu foreligger. Gaar Afgjørelsen i denne Henseende i samme Retning som Byrettens, hvad jeg mener den maa, er det ikke paakrævet, at de øvrige Indsigelser, som Dødsboet mener sig at have, procederes og paakjendes.

De Oplysninger, som forelaa, da Sagen blev paadømt af Byretten, er udførlig gjengivet i Dommens Præmisser, hvorfor jeg forsaavidt kan indskrænke mig til at henvise til disse. For Høiesteret er tilveiebragt en Flerhed af nye Oplysninger, fra Konkursboets Side i Hensigt at godtgjøre, at Harmens sen. var retslig handledygtig paa det kritiske Tidspunkt, fra Dødsboets Side i Hensigt at godtgjøre det modsatte. Saaledes er der efter Tilstevning af Konkursboet optaget tvende Thingsvidner, et i Tiden fra 19 December 1905 til 13 Februar 1906 og et i Tiden fra 24 April til 1 Mai 1906, hvorunder er afhørt en Række Vidner. Saaledes har Chef i Bergens Privatbank Ege forklaret sig om nogle Besøg af afdøde Harmens i Banken og om det Indtryk, Vidnet da sik af Harmens mentale Tilstand, gaaende ud paa, at Harmens maatte ansees «godt istand til at skjøtte sine økonomiske Anliggender.» Som det synes, mener Vidnet, at det sidste Besøg fandt Sted Juni 1899, men jeg føler mig ikke overbevist om, at der ikke i saa Henseende kan foreligge en Feiltagelse eller Misforstaaelse. Af de øvrige af Konkursboets Vidner har 2 Vidne forklaret, at Vidnet af afdøde Harmens havde leiet et Loft, for hvilket det maanedlig betalte Leie, saavidt erfares til Mai 1899, medens de andre Vidner har oplyst, at de har havt at afgjøre Renter til ham af Pantelaan og i den Anledning har seet ham og samtalet med ham. Samtlige har udtalt, at de ikke kunde forstaa, at Harmens var aandssløv eller utilregnelig. Udtrykkene er noget variende, men i det Hele gaar de ud paa dette. Der refereres til flere Aar, for nogles vedkommende til og med 1899, for andres, specielt 8 Vidnes, kun til tidligere Aar.

Efter Foranledning af Dødsboet er i Tiden fra 6 til 20 Marts 1906 optaget et Tingsvidne, hvorunder er afhørt foruden Læge Myhre, hvis Forklaring jeg senere skal omtale, 5 Vidner. Af disse har 3, deriblanbt 3 Vidne, der ved Byretten var afhørt som 8 Kontravidne, været i Harmens Tjeneste, medens de to andre har seet ham mere tilfældig. Tiden gjælder dels Aaret 1899, dels Aarene forud. Vidnerne betegner ham alle som sløv; 2 og 6 Vidner oplyser derhos Træk, som tyder i den Retning. Læge Myhre har afgivet en Erklæring afødt xx.xx.1904, hvilken han senere har bekræftet som Vidne. I denne meddeler Lægen først, at han var afdøde J. C. Harmens Huslæge fra August 1900 til hans Død i 1904. Dernæst meddeler han endel Træk, som tyder paa en gradvis tiltog ustanselig. Til Slutning heder det: «Lige fra for mindst 2 Aar tilbage havde han daglig hyppig Hallucinationer, saa Folk og Skikkelser inde i sin Stue og udenfor sine Vinduer. I den sidste Tid var det dog ikke muligt at faa nogensomhelst Forklaring paa, hvad han saa.

Hans Tilstand udviklede sig som nævnt ganske jævnt og gradvis uden nogensomhelst Sprang eller Episoder. I Betragtning af denne jævne Udvikling, jeg i over 3 Aar var Vidne til, i Betragtning af, at saavel ifølge Sygehistorien som de objektive Fund, Apoplexi eller apoplektiforme Insulter af enhver Art er udelukket - i Betragtning af dette sammenholdt med Patientens Alder maa selvfølgelig det abnorme i Patientens mentale Tilstand datere sig fra længere Tid tilbage, rimeligvis flere Aar, før jeg saa ham.»

Side:23

Der er under Proceduren ogsaa paaberaabt endel andre Oplysninger fra begge Sider, men jeg finder det ikke paakrævet at nævne disse.

Efter min Mening maa man, naar det gjælder at afgjøre, hvorvidt den henved 90 Aar gamle Mand var compos mentis paa omhandlede Tid, lægge den største Vegt paa de foreliggende Erklæringer fra de 3 Læger. Doktor Christie havde som Harmens's mangeaarige Huslæge havt rig Anledning til at lære den gamle Mands Aandstilstand at kjende, og han udtaler i sin Erklæring afødt xx.xx.1899, at Harmens var utilregnelig; det gjentages i Udtalelser afødt xx.xx.1900 under Tiltræden af en da afgiven Bevidnelse fra Overlæge Langberg. Christie oplyser som Vidne, at han i et Aar behandlede den gamle for Alderdomssvaghed. Overlæge Langberg havde vistnok ikke behandlet Harmens før 16 August 1899, men jeg kan ikke betvivle, at Langberg har konfereret med Christie, eftersom det just var Opgaven at undersøge Harmens's mentale Tilstand. Og dernæst - hvad jeg særlig vil fremhæve - er der her Tale om dementia senilis, som, efter hvad Psykiatrikerne synes at være enige om, er en Aandssvækkelse, der udvikler sig langsomt og gradvis og kontinuerlig. Hertil kommer nu altsaa Erklæringer fra Doktor Myhre, som jeg har refereret. Han gjorde vistnok afdødes Bekjendtskab først vel et Aar efter det kritiske Tidspunkt; men paa Grund af Svækkelsens Art og Tilstanden i det Hele, finder han, som jeg allerede har nævnt, at Svækkelsen maa have varet længere Tid tilbage. De øvrige Oplysninger, som Dødsboet har tilveiebragt for Byretten og ved det af mig refererede Tingsvidne, finder jeg ikke at være af nogen særlig Betydning, om de end maa siges at støtte Beviset. Jeg vil dog specielt henvise til Vidnets Sagfører Martens's Forklaring i Sessionen 4 November 1902, hvilken forøvrigt allerede forelaa for Byretten.

Hvad nu angaar de af Konkursboet tilveiebragte Oplysninger, skal jeg først bemærke, at jeg ligesom Byretten finder, at man ikke kan lægge nogen Vegt paa Chr. Harmens's og Sagfører Rieber-Mohns Forklaringer. Ved de øvrige Oplysninger fra Konkursboets Side er er bemærke, at de ikke indeholder væsentlig andet eller mere, end at Harmens sen. har kunnet modtage Renter af Pantelaan og klare enkelte andre mindre Forretninger. Dernæst er at bemærke, at disse Forretninger, enkle som de i sig selv var, havde været udført af den gamle gjennem Aarrækker, og at Erfaringen noksom viser, at hvad der er blevet til Vanehandlinger, kan selv den svækkede Person udføre, naar han ikke er funket ned i total Sløvhed. Forresten indeholder Oplysningerne ikke egentlig Bevis for, at selv disse Forretninger blev nøiagtig udført; allerede heri ligger en Mangel ved Oplysningerne, som gjør, at de ikke kan tillægges særlig Betydning. Men hvad der gjør, at deres Værdi bliver endnu mindre, er at Vidnerne som Regel kun refererer til korte Sammentræf med Harmens, at det saaledes kun har været flygtige Indtryk, de har faaet, og at deres Formening har faaet den rent negative Form, at de ikke har forstaaet, at han var sløv eller utilregnelig. Jeg mener, det vilde være ganske urigtigt af den Omstændighed, at den gamle har kunnet skjøtte enkle Forretninger, som han havde havt Befatning med gjennem Aarrækker, at drage den Slutning, at han havde Evnen til at afgive en fornuftig Villieserklæring ogsaa da, naar det gjaldt i sit Slags nye Handlinger og det ovenikjøbet i et Anliggende som det, hvorom der her er Tale. Om dette sidste er det tilstrækkeligt at pege paa, at Sønnen

Side:24

havde brevet omfattende Forretninger med Gaarde og Tomter, ved Pantelaan og almindelige Laan, og at Konkurs var indtraadt. De foreliggende Oplysninger viser, at selv Konkursboets Bestyrelse har havt vanskelig for at betegne Stillingen. Det synes mig klart, at om Sønnen Chr. Harmens har søgt at sætte Faderen ind i Situationen, og om man kunde gaa ud fra, at han har givet en fuldt korrekt Fremstilling af samme, saa har Bedømmelsen ligget over den gamle Mands Evne; den var for ny og for vanskelig. Jeg mener, at den henved 90-aarige Mand, hvis aandelige Evner efter det Billede, Sagens Oplysninger i det hele giver, var ganske væsentlig nedsatte, har manglet Evne til at forstaa Betydningen og Rækkevidden af en Garanti for Sønnens samlede Gjæld. Som Følge heraf kan jeg ikke tillægge Erklæringen afødt xx.xx.1899 Betydning som en bindende Villiesakt.

Fra Konkursboets Side er paaberaabt en i Rt-1904-749 flg. refereret Høiesteretsdom. Jeg finder imidlertid ikke megen Lighed mellem det Tilfælde, som denne Dom omhandler og nærværende Tilfælde. I hin Sag var der ikke Tale om den Svækkelse i Aandsevnerne, som man betegner med dementia senilis, i samme Forstand som i nærværende Sag, og forøvrigt frembyder Tilfældet flere Omstændigheder, som er forskjellige fra, hvad der her foreligger. Mere analogt med Nærværende synes mig det Tilfælde at være, som omhandles i Rt-1906-513 flg. Men forøvrigt vil jeg bemærke, at i Spørgsmaal som det foreliggende er det vanskeligt at finde Analogier; det gjælder her rent faktiske Afgjørelser, hvor de konkrete Omstændigheder spiller den afgjørende Rolle.

Jeg kommer saaledes til samme Resultat som Byretten; men da Paakjendelsen her kun gjælder den ene af Dødsboets Indsigelser, og da derhos Parten paa den ene Side er at betegne anderledes end ved Byretten, finder jeg det rigtigst at forme ny Konklusion.

Jeg antager, at Konkursboet bør tilsvare Procesomkostninger ogsaa for Høiesteret.

Konklusion:

Afdøde Joh. C. Harmens's og før afdøde Hustrus Fællesbo bør for Chr. Harmens's Konkursbos Tiltale i denne Sag fri at være.

I Procesomkostninger for Byretten og Høiesteret betaler Konkursboet til Fællesboet 2.500 - to tusinde fem hundrde - Kroner.

Konstitueret Assessor, Byretsassessor Hambro: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende, idet jeg har forstaaet ham saaledes, at Harmens sen. ikke alene maa antages ikke at have forstaaet Betydningen og Rækkevidden af den heromhandlede Garantierklæring, men at han i den Tilstand af Sløvhed, hvori han allerede dengang befandt sig, overhovedet manglede Evnen til at forstaa den Slags Transaktioner.

For mit personlige Vedkommende vil jeg tilføie, et det her foreliggende Tilfælde i flere og efter min Mening væsentlige Punkter ogsaa adskiller sig fra det, som blev afgjort ved den af Førstvoterende nævnte Høiesteretsdom af 8 Juni sidstleden.

Assessor Birkeland: Jeg er ligeledes enig med Førstvoterende.

Assessorerne Blom og Motzfeldt: Ligesaa.

Extraordinær Assessor Prosessor Platou: I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende, idet jeg anser det godtgjort, at

Side:25

da den 90-aarige Harmens sen. den 19 Juli 1899 uden Vidner udstedte til Sønnen hin Erklæring om ubegrænset Garanti, der skulde forfalde om 5 Aar, var han saa alderdomssløv, at han ikke skjønte Betydningen, Omfanget eller de sandsynlige normale Følger af den Forpligtelse han overtog. At Villieserklæring af Person, der er bevist at have været i saadan Sindstilstand, er eo ipso ugyldig, har altid været lært i dansk og norsk Ret og anerkjendes f. Eks. endog bestemt af Julius Lassen, Obligationsrettens almindelige Del, 1892 Pag. 56-57, uagtet Lassen ud fra sit Forudsætningsstandpunkt kjæmper for den engelske Retslære, jfr. en dansk Høiesteretsdom i Tidskrift for Retsvidenskab 1897 434.

For at afvende en Misforstaaelse vil jeg bemærke, at ældre Lære ikke er forandret ved Lov om Umyndiggjørelse afødt xx.xx.1898 §1, der kun siger, at man kan sætte Personer under Værgemaal, naar de paa Grund af Sindssygdom mangler Evnen til at drage Omsorg for sig selv eller sit Gods. Paragrafen siger ikke, at kun den under Værgemaal satte Sindssyges Retshandlinger er ugyldige; og at den ikke har villet sige noget saadant, fremgaar tydelig af Motiverne, Odelsthings-Prop. for 1897 No. 5, 9, Spalte 1, hvor det udtrykkelig siges: «med Hensyn til denne Umyndiggjørelsesgrund (Aandssvaghed eller Sindssygdom) vil det forøvrigt bemærkes, at selve Tilstanden i og for sig vil bevirke Ugyldighed af de under samme foretagne Dispositioner eller Forpligtelser, og at Værgemaals Anordning altsaa hovedsagelig har den Betydning at sikre den fornødene Omsorg for vedkommende Person og Formue.» I denne Forbindelse vil jeg videre bemærke, at en Udtalese i Motiverne sammesteds er vildledende eller kan i hvert Fald misforstaaes, naar det heder, «at Umyndiggjørelse først og fremst vil kunne grundes paa Aandssvaghed eller Sindssygdom; dog har man i Lighed med den nye tyske Civillovbog tilføiet den yderligere Betingelse, at Vedkommende af saadan Grund mangler Evnen til at raade eller at drage Omsorg for sig selv eller sit Gods.» Naar man sammenholder dette med det ovenfor citerede Uddrag af Motiverne, vil det sees, at Ordene «dog» og «yderligere Betingelse» er vildledende. Og efter den tyske Civillovbog er ogsaa Reglen den samme som hos os; ifølge dens §104 og §105 er ugyldig Villieserklæring af den, som befinder sig i en sygelig Forstyrrelse af Aandsvirksomheden, hvilken udelukker den frie Villiesbestemmelse.

Justitiarius Løchen: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med de tidligere voterende.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

Af Byrettens Dom hidsættes:

Nærværende Sag er anlagt af Chr. Harmens Konkursbo mod Joh. C. Harmens jr. som Værge for den umyndiggjorte Joh. C. Harmens samt dennes og hans afdøde Hustrus Fællesbo ved Skifteforvalteren i Boet, Byfoged Monssen, i Henhold til henvist Forligsklage afødt xx.xx.1900, hvoraf hidsættes følgende:

«Den 15 Juli f. A. saa Handelsborger Christian Harmens sig nødsaget til at overlovere sit Bo til Konkursbehandling. Straks efter henvendte han sig til sin Fader Joh. C. Harmens med Bøn om Hjælp i Form af Garanti, saaledes at Konkursbehandling kunde undgaaes og enhver saa sit. Dette var ogsaa Faderen villig til, og udstedte han i den Anledning under 19 Juli f. A. en Garantierklæring saalydende: Paa Betingelse af, at min Søns Kreditorer samtykker i

Side:26

at give Henstand for deres Tilgodehavende i et Tidsrum af 5 - fem - Aar, og at Boet sættes under privat Administration af Sagfører N. B. Henriksen og Sagfører Rieber-Mohn, saa garanterer jeg, at samtlige Kreditorer skal erholde sit Tilgodehavende inden Udløbet af 5 - fem - Aar fra Dato. Bergen den 19 Juli 1899. Joh. C. Harmens.» Denne Erklæring leverede han til sin daværende juridiske Konsulent, O. R. Sagfører Chr. Rider-Mohn, der igjen meddelte den til Bestyreren i Chr. Harmens Konkursbo, O. R. Sagfører N. B. Henriksen, som Repræsentant for sidstnævntes Kreditorer. Herr Henriksen sendte derefter straks Garantierklæringen til Trykning for at kommunicere den til Chr. Harmens's samtlige Kreditorer, men førend Trykningen var færdig, tilbagekaldte Joh. C. Harmens's Erklæringen og forlangte den tilbageleveret, hvilket imidlertid blev nægtet. Kreditorerne i Chr. Harmens's Bo anser imidlertid Joh. C. Harmens; der senere er umyndiggjort, og hvis Fællesbo staar under Skisterettens Behandling, uberettiget til at tilbagekalde eller annulere Erklæringen, ved hvilken man altsaa fremdeles anser ham bunden.»

I den her givne faktiske Femstilling har Citantskabet i sit Deduktionsindlæg gjort den Berigtigelse, at Garantierklæringen blev overleveret O. R. Sagfører Rieber-Mohn af Chr. Harmens. Det fremgaar derhos af Rieber-Mohns under Sagen afgivne Vidneforklaring, at Rieber-Mohn ikke har været Joh. Harmens's juridiske Konsulent, idet han alene havde erholdt hans Fuldmagt til at repræsentere ham som Kreditor i Sønnens Bo. - - -

Joh. C. Harmens oplyses at have været 90 Aar gammel, da det omhandlede Dokument udfærdigedes. Han blev, efter hvad der videre er oplyst, kort efter (24 August 1899) sat i Umyndighedsstand efter Foranledning af en Svigersøn og to Døtre i Henhold til Erklæring afødt xx.xx.1899 fra Direktør ved Neevengaardens Asyl, Overlæge Langberg, og Huslægen O. Christie, gaaende ud paa, at han var saa sløvet af Alderdom, at han ikke var istand til at varetage sine økonomiske Interesser.

De Oplysninger, der iøvrigt er tilveiebragt angaaende hans mentale Tilstand i Tiden nærmæst før og efter Garantidokumentets Tilblivelse, er i det væsentlige følgende:

Dr. O. Christie har under 9 August 1899 afgivet en senere beediget Erklæring saalydende:

«I en Række af Aar har jeg været Hr. Harmens's Huslæge. Han har i den senere Tid lidt af en stadig Sløvhed (han er nu 90 Aar), saa at han ialfald i det sidste Aar, baade hvad Erindring, Fatteevne og specielt Evne til at orientere sig i en hvilkensomhelst Sag, man taler med ham om, maa erklæres utilregnelig.»

Overlæge Langberg har afgivet og beediget følgende Erklæring, dateret 19 Marts 1900:

Efter Anmodning har jeg den 16 og 18 August f. A. tilseet Hr. Rentenist J. C. Harmens sen. for at undersøge hans mentale Tilstand. Han viste sig da faa alderdomssløvet, at han i Henhold til den Erklæring, som hans Huslæge, Dr. Christie, og jeg i Fællesskab afgav angaaende hans Aandstilstand den Gang, blev umyndiggjort. Naar nu det Spørgsmaal foreligger, om han, da han den 19 Juli f. A. underskrev sit Garantidokument for Sønnen, var tilregnelig, skal jeg, inden jeg udtaler min Mening herom, først i Korthed skildre Hans Tilstand, da jeg besøgte ham. Hr Harmens saa temmelig affældig og reduceret ud, var tøvet og usikker, snakkede mig efter Munden, men saa sig om efter Hjælp eller bad andre svare for sig, naar blev stillet ham et bestemt Spørgsmaal. Han viste sig som før nævnt temmelig sløv og uklar. Som almindeligt med Alderdomssløvhed var hans Erindring om, hvad der var passeret i den senere Tid, adskillig

Side:27

svækket, han kjendte ikke mig igjen fra det ene Besøg til det andet, uagtet man maatte vente, at dette, at der kom en fremmed Læge for at examinere ham og opgjøre sig en Mening om hans psykiske Tilstand, hvad han ialfald i Øieblikket havde nogen Forstaaelse af, skulde have gjort et sterkt Indtryk paa ham. Men ogsaa for ældre Begivenheder var hans Hukommelse saa nedsat, at han ikke engang kunde erindre sine egne Børns Navne og Livshistorie. Med Hensyn til selve Dokumentet, som jeg ofte ledede Talen hen paa, havde han liden eller ingen Forstaaelse af dets Betydning og Følger. Han mindedes dels overhovedet ikke, at han havde givet nogen saadan Garanti, dels ikke, naar dette var skeet, hvem der havde forelagt ham Papiret til Underskrift, eller hvem der da havde været tilstede. Naar han erindrede, at han havde underskrevet omhandlede Dokument, havde han ingen Forstaaelse af, hvor stor Sum der kunde blive Tale om. Da jeg engang spurgte, om hans Resiko kunde være 10.000 Kroner, svarede han, at det vidste han ikke; paa Spørgsmaal om det kunde dreie sig om 100.000 Kroner, svarede han forfærdet, at det kunde der vel aldrig være Tale om, isaafald vilde han ikke vedstaa sin Underskrift, og dette mente han, der ikke kunde være noget iveien for. Hans hele Væsen var præget af en fjollet Sløvhed, han gik ud og ind, var vanskelig at føre en længere Samtale med og kunde ikke holde Traaden i en længere Tankeforbindelse. En saavidt langt fremskreden Alderdomssløvhed som jeg fandt hos Hr. Harmens, kræver Maaneder til sin Udvikling, og jeg har derfor al Grund til at antage, at det forholder sig som hans Huslæge Dr. Christie, der har det bedste Kjendskab til hans Tilstand gjennem Aarene, udtaler, «at han ialfald i det sidste Aar - - maa erklæres utilregnelig.» Jeg kan ialfald ikke tro, at hans psykiske Tilstand i den forholdsvis korte Tid fra 19 Juli til 16 August har undergaaet saa stor Forandring, at han, dengang han gav denne sin Underskrift, kan antages at have havt Evne til at forstaa Betydningen og Rækkevidden af, hvad han gjorde.»

Denne Erklæring er af Dr. Christie givet følgende ligeledes beedigede Paategning, dateret 19 Marts 1900: «Jeg er enig i ovenstaaende Erklæring og fastholder mine Udtalelser af 9 August forrige Aar. Det er altsaa min Overbevisning, at Hr Harmens var utilregnelig, da han udstedte det omtalte Dokument af 19 Juli forrige Aar.»

Sagens 5, 6 og 7 Kontravidner, der samtlige har kjendt Joh. C. Harmens i mange Aar, har i Sessionen den 18 November 1902 provet, at gamle Harmens efter deres Erfaring i længere Tid har gaaet i Barndommen, og at de har bemærket denne Sløvhedstilstand allerede før 1899. 8 Kontravidne, der fra 1894 til 1900 har været Gaardsdreng hos gamle Harmens, har provet, at han fik Indtryk af, den gamle gik i Barndommen.

Fra Citantskabets Side er hovedsagelig henvist til den Omstændighed, at Harmens lige til sin Umyndiggjørelse personlig i enhver Henseende administrerede sin efter vore Forhold meget store Formue, uden at man - heder det - hørte noget om, at han paa nogen Maade ikke evnede at styre den paa en fuldt tilfredsstillende Maade.

Med Hensyn hertil er der af de Indstevnte gjort opmærksom paa, at Formuen væsentlig bestod i Aktier og Obligationer, og det anføres, at selv en 90 aarig Mand, om han ogsaa gaar i Barndommen, kan til en vis Grad besørge det maskinmæssige Arbeide at klippe Coupons og ved Renteterminerne 11 Juni og 11 December udstede de vanlige Kvitteringer. Hvordan det gik med Tælling af de Penge, han skulde have, ved ingen, heder det. Af Formuesdispositioner udenfor de ovennævnte almindelige Forretninger er under Sagen ikke nævnt andre end hans Dispositioner til Fordel for Sønnen Christian, hvilke resulterede i, at han ved sin Umyndiggjørelse var uprioriteret Kreditor i dennes Bo for Kr. 280.000.

Side:28

Tanken om Umyndiggjørelse var, efter hvad Svigersønnen, Foged Lunde, oplyser, allerede i 1898 af ham bragt i Forslag, men var dengang bleven opgivet, fordi særlig den ene Datter modsatte sig det af Frygt for, at Faderen kunde komme til at tage sig saa nær deraf, at det kunde saa videre Følger for den da snart 90 aarige Mand. Det kan i samme Forbindelse nævnes, hvad Foged Lunde under Eds Tilbud har oplyst, at da han Sommeren 1898 med sin Hustru besøgte Svigerfaderen, kjendte denne ham ikke, erindrede ikke hans Navn og huskede ikke, at Lunde var hans Svigersøn; dette uagtet Fogden sammen med sin Hustru regelmæssig javde tilbragt 14 Dage à 1 Maaned hos ham hvert andet eller tredie Aar siden 1877.

Ligeoverfor Lægernes og de øvrige Kontravidners Prov har Citantskabet paaberaabt sig 1 Hovedvidne O. R. Sagfører Rieber Mohns Vidneprov. Nævnte Vidne har forklaret, at han blot en eneste Gang har talt med gamle Harmens, nemlig under en Visit, som Vidnet, saavidt erindres 19 Juli 1899, aflagde ham for at faa rede paa hans Fordringer i Sønnens Bo. Herunder bad han Vidnet - uden Foranledning fra Vidnets Side - nedskrive et Udkast til en Garantierklæring af den Beskaffenhed, at den kunde skaffe hans Søn Moratorium. Vidnet efterkom paa Stedet Opfordringen, og Harmens forhørte sig nøie om dens rette Forstaaelse og Konsekventser for ham selv. Herom fik han af Vidnet, havad Vidnet ansaa for fuld Besked. Han vragede derefter Vidnets Udkast, som blev kasseret. Vidnet fik ikke ved denne Konferance Indtrykket af, at Harmens var aandssløv.

Retten finder dog ikke at kunne tillægge dette Vidnes Indtryk, der alene støttes til en enkelt Samtale, nogen Vægt ligeoverfor de mange foreliggende Vidnesbyrd fra Personer, der har siddet inde med nøie Kjendskab til den Gamles mentale Tilstand. Heller ikke findes der at kunne lægges Vægt paa, hvad Konkursdebitor Chr. Harmens om dette Punkt som Vidne har forklaret, nemlig at han antager, at Faderen, før han underskrev, havde fuld Forstaaelse af Dokumentets Indhold og Betydning. I modsat Retning maa ogsaa nævnes, hvad 3 Kontravidne - de Indstevntes Sagfører - N. I Martens har forklaret om en Samtale, som Vidnet sammen med Joh. C. Harmens jr. forgjæves søgte at indlede med gamle Harmens saa Dage, efterat det var blevet bekjendt i hans Familie, at han skulde have underskrevet det omhandlede Dokument. Samtalen endte, idet Harmens efter først at have svaret ja, derefter nei paa Spørgsmaal, om han erindrede at have underskrevet en Garanti for Sønnen, sluttelig svarede nei paa Spørgsmaal, om han erindrede, at Sønnen var gaaet fallit.

Retten finder i Betragtning af, hvad der saaledes foreligger, at maatte lægge afgjørende Vægt paa de to Lægers Udtalelser, hvis Konklusioner falder sammen i Henseende til, hvad der maa være afgjørende for Spørgsmaalet, om der kan siges in casu at foreligge en gyldig Villieserklæring, og kommer saaledes til det Resultat, at Joh. Harmens maa ansees for at have været utilregnelig paadet Tidspunkt, da Dokumentet qu blev udfærdiget og underskrevet. At heri skulde bevirkes nogen Forandring ved Udtrykkene i det af de Indstevnte fremlagte Brev fra Harmens hjemmeværende Datter til hendes Søster afødt xx.xx.1899 kan ikke antages.» - - -