Rt-1909-342
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1909-04-17 |
| Publisert: | Rt-1909-342 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 51/1 s.a. |
| Parter: | Dyrlæge A. Finsen og Olea Kirkeby (adv. Seip) mod Serine Oudensdatter Rosens arvinger (adv. Garup Meidell). |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: | Arveloven (1854) §28 |
Af sorenskriveren i Søndre Østerdalen er under 17 september 1906 afgivet saadan decision: «Enke Serine Oudensdatter Rosen og før afdøde mand landhandler Fin Rosens bo bliver i sin helhed at dele mellem Serine Rosens arvinger. Tvistens omkostninger ophæves.»
Ved Trondhjems overrets dom afødt xx.xx.1908 er denne decision stadfæstet under ophævelse af processens omkostninger ogsaa for overretten. Et af rettens medlemmer har dog voteret for boets lige fordeling mellem begge egtefællers arvinger.
Sagen er nu indbragt for høiesteret af landhandler Fin Rosens arvinger, Dyrlæge A. Finsen og Olea Kirkeby, som har paastaaet boet
Side:343
delt i to ligestore dele mellem begge egtefællers lovlige arvinger og sig hos Serine Oudensdatters arvinger, subsidiært hos boet, tilkjendt procesomkostninger for alle retter.
Serine Oudensdatters arvinger har paastaaet principalt stadfæstelse af overretsdommen, subsidiært boet for 2/3 deles vedkommende delt mellem dem, hvorhos de har paastaaet sig tilkjendt procesomkostninger for høiesteret principalt hos appellanterne, subsidiært hos boet.
Sagens nærmere omstændigheder vil erfares af skiftedecisionens præmisser.
Høiesteret kommer til samme resultat som de foregaaende retter og kan i væsentlige henseender henvise til den afgivne begrundelse. Man finder testamentets ordlyd afgjørende at tale for den af indstevnte hævdede opfatning. De oplysninger, der er tilveiebragt fra appellantens side, er utilstrækkelige til herimod at kunne komme i betragtning.
Processens omkostninger findes at burde ophæves ogsaa for høiesteret.
Dom:
Overrettens dom bør ved magt at stande. Processens omkostninger for høiesteret ophæves
Af skifterettens decision hidsættes:
Mellem egtefællerne Fin Finsen Rosen og Serine Oudensdatter blev der den 3 november 1879 oprettet et testamente saalydende: «Vi undertegnede egtefolk Fin Finsen Rosen og Serine Oudensdatter nu boende paa Opset i Haradsbygden i Elverum prestegjæld gjør herved vitterlig, at da vi er uden livsarvinger, saa have vi som vor sidste vilje bestemt, at den længstlevende af os skal beholde som ugjenkaldelig eiendom det hele fællesbo uden anden indskrænkning, end at forsaavidt jeg Serine Oudensdatter først afgaar ved døden, da skal, dog uden skifterettens mellemkomst tilfalde og tildeles min broderdatter Anna Karenusdatter Bjerke alle mine gangklæder, af hvad art nævnes kan, samt det udstyr, som jeg bragte med mig fra Udnæsset, da jeg indtraadte i egteskab. Hvis Anna Bjerke skulde dø før mig Serine Oudensdatter, da skal mine omhandlede gangklæder og udstyr ligeledes uden skifterettens mellemkomst tilfalde og tildeles mine tvende søstre Karen Bredvold og Oline Anseth eller den af dem, som da leve.»
- - - Fra Fin Finsen Rosens arvingers side er der nedlagt saadan paastand: At boet deles i to lige dele, saaledes at den ene halvdel tilfalder Fin Finsen Rosens arvinger efter loven, og den anden halvdel Serine Oudensdatter Rosens arvinger efter loven. - - -
Fra Serine Rosens arvinger er der nedlagt saadan paastand: 1. principalt at nærværende bo udelukkende og i sin helhed deles mellem Serine Rosens arvinger. Subsidiært at dette sker for de 2/3 af boets vedkommende. - - -
Retten skal bemerke: Man maa med Fin Rosens arvinger være enig i, at det vistnok i de langt overveiende antal af gjensidige testamenter er indtaget bestemmelse om, at boet efter længstlevendes død skal deles ligelig mellem begges arvinger efter loven. Men heraf at slutte, at denne regel ogsaa maa komme ti) anvendelse, hvor testamentet ikke indeholder nogen saadan bestemmelse er ikke berettiget. Hertil maatte der kræves en lov eller sedvaneretsregel, men ingen af delene haves, hvilket jo ogsaa fremgaar deraf, at man i de fleste tilfælde, hvor det er meningen, at boet efter længstlevendes død skal gaa til begges slegt, udtrykkelig udtaler dette i testamentet, hvilket skulde være overflødig, om man havde nogen lov eller
Side:344
sedvanerets regel om dette punkt. Indeholder derfor testamentet ingen udtrykkelig udtalt bestemmelse om arvegangen efter længstlevende, har man intet andet at holde sig til, end hvad man paa anden maade kan udlede af testamentets bestemmelser, og til udfindelse heraf vil i tvils tilfælde de testerendes vilje kunne have betydning.
Ifølge det foreliggende testamente skal længstlevende med en eneste indskrænkning beholde som uigjenkaldelig eiendom det hele fællesbo. Denne bestemmelse, hvis forstaaelse er hele tvistens kjernepunkt, synes ikke naturlig at kunne opfattes anderledes end som givende længstlevende den fulde dispositionsret over boet saavel inter vivos som mortis causa. Naar den første af egtefællerne dør, finder der et arvefald sted, og arvingen er længstlevende. Denne overtager boet som sin fulde eiendom ganske paa samme maade som ved ethvert andet - ikke paa gjensidig testamente grundet - arvefald. Havde den i testamentet indsatte arving været en anden end en egtefælle, vilde der, om de samme udtryk var benyttet, neppe faldt nogen ind at paastaa, at denne kun erhvervede en ret til at disponere over boet inter vivos og ikke mortis causa. Og at noget andet skulde gjælde her, fordi der i de fleste tilfælde, hvor der foreligger gjensidig testamente, pleier at være indtaget en bestemmelse om, at boet efter længstlevendes død skal deles mellem begges arvinger, kan ikke indsees. Naar dette i nærværende tilfælde ikke er gjort, findes der ikke grund til at sætte sig udover, hvad der naturlig kan udledes af testamentets ord.
Endskjønt retten saaledes finder, at den naturlige fortolkning af testamentet maa lede til, at Fin Rosens arvingers paastand ikke kan tages tilfølge, vil den dog, da testamentet ikke udtrykkelig har udtalt sig om arvegangen, undersøge, om der er ført noget bevis for, at denne fortolkning ikke stemmer med de testerendes vilje, idet den ikke vilde være utilbøielig til at tilsidesætte sin oven hævdede mening, saafremt det med sikkerhed kunde siges, at denne stod i strid med, hvad der ved testamentets oprettelse var de testerendes vilje.
Til udfindelse af denne de testerendes vilje er der af parterne særlig nævnt følgende tre ting. 1. Den i testamentet indeholdte bestemmelse om, at Anna Bjerke, saafremt Serine Rosen afgaar ved døden før sin mand, skal have dennes gangklæder og det udstyr, hun har bragt med fra Udnæsset, da hun indtraadte i egteskab. At denne bestemmelse er sat ind i -testamentet synes efter rettens mening at tyde paa, at egtefællerne - og da særlig Serine, efter hvis initiativ den vel er kommet ind, har været af den opfatning, at boet efter længstlevendes død skulde gaa til dennes arvinger. Det maa nemlig ansees paa det rene, at det har været egtefællernes mening, at Anna Bjerke skulde faa de nævnte gjenstande, enten Serine Rosen døde før eller efter sin mand. Men dette vilde hun, saaledes som testamentet lyder, kun kunne opnaa, saafremt boet efter førstafdødes død tilfaldt den anden af egtefællerne som fuld eiendom med dispositionsret saavel inter vivos som mortis causa. I dette tilfælde vilde nemlig Serine, om hun blev den længstlevende, have fuld adgang til at lade Anna arve disse ting. Hvis derimod boet efter længstlevendes død skulde deles mellem begges arvinger, vilde Anna Bjerke, om Serine blev længstlevende, ikke kunne faa disse ting efter hendes død, idet enhver af arvingerne da vilde havt ret til at begjære samtlige boets gjenstande solgt ved auktion. Serine kunde ganske vist nu have ladet hende faa tingene i levende live, men dette er lidet rimelig, at hun vilde have gjort, da de blandt andet omfatter hendes gangklæder.
2. Chr. Opsahls vidneprov. Efter dette maa det ansees bevist, at Fin Rosen har udtalt: Anna vil jeg ikke skal gaa tomhændet fra os, men alt
Side:345
vil jeg ikke hun skal have. Jeg har ogaaa slegtninge, som trænger at faa lidt, hvis der bliver noget efter os. Af disse udtalelser synes at fremgaa, at det har været hans mening, at boet, om hustruen blev den længstlevende, ikke udelt skulde tilfalde dennes arvinger. Men at denne udtalelelse er faldt samtidig med testamentets oprettelse har vidnet ikke kunnet paastaa; det er mulig, at den er faldt før eller senere. Det kan derfor ikke ansees godtgjort, at han i testationsøieblikket har været af denne mening; det vilde isaafald være lidet rimelig, at han ikke havde ladet dette udtrykkelig blive udtalt i testamentet. Det er - uimodsagt af modparten - af Serine Rosens arvinger anført, at Serine Rosen ved testamentets oprettelse var temmelig sygelig, medens Fin Rosen var frisk og kraftig mand, og det er da ikke udelukket, at han har bestemt sig til at staa den resiko at lade sine slegtninge faa alt eller intet. - At vidnet selv har været af den mening, at længstlevende kun skulde have dispositionsret over boet til sin død, kan ikke ansees for at være tilstrækkelig bevis for, at dette har været de testerendes vilje, naar han ikke har kunnet angive andre udtalelser af dem end de ovenfor refererede, der gaar i denne retning.
3. Erklæringen fra Wilhelm Rasch: Af denne erklæring, der ikke er benegtet af Fin Rosens arvinger, fremgaar, at det har været Serine Rosens hensigt at borttestamentere 20.000 kr. af boet. Heraf maa igjen sluttes, at hun paa den tid, der her er tale om - 1905 - var af den mening, at hun var berettiget til at disponere mortis causa over det hele bo, idet det er høist usandsynlig, at hun troede, at boets stilling var saadan, at de 20.000 kr. skulde kunne udredes af halvdelen af boet. Om man end ikke heraf med sikkerhed kan slutte, at hun ogsaa, da testamentet oprettedes, var af den mening, maa dog ogsaa denne omstændighed i høi grad sandsynliggjøre dette.
Efter det her anførte kan der ikke siges at være ført noget fuldstændig bevis hverken i den eller an den retning for, hvad der har været de testerendes mening om det omtvistede spørgsmaal. Under disse omstændigheder finder retten, at maatte holde sig til, hvad der som tidligere nævnt, maa ansees at fremgaa af testamentets eget indhold.
Denne opfatning støttes ogsaa ved høiesteretsdom af 1848. Rt-1848-325. - - -
Af overrettens dom hidsættes:
- - - Jeg kommer til et andet resultat end skifteretten. Efter testamentets opfatning maa jeg vistnok med indstevnte være enig i, at længstlevende har havt fuld dispositionsret over boet ikke blot inter vivos, men ogsaa mortis causa, men derfor behøver boet neppe ved hendes død at betragtes som alene hendes efterladenskab. Naar hensees til, at hun har tiltraadt boet i henhold til gjensidig testamente, forekommer det mig meget mere naturlig, tiltrods for den dispositionsret, hun ogsaa har havt over førstafdødes andel, at betragte boet som efterladenskab efter begge egtefæller og følgelig gjenstand for fordeling mellem begges arvinger, naar intet andet er bestemt af længstlevende. At dette har været egtefællernes mening, finder jeg ogsaa overveiende sandsynlig. Foruden at det har formodningen for sig allerede fordi det er den almindelige ordning ved gjensidige testamenter og derhos afgjort bekræftes ved Chr. Opsahls vidneforklaring, lægger jeg ogsaa vegt paa, at arvegangen ellers vilde være gjort beroende helt af en paa forhaand uberegnelig omstændighed, nemlig hvem af egtefællerne først vilde afgaa ved døden; men dette forekommer mig at være en saa lidet rimelig disposition, at den ikke uden bevis kan antages at være tilsigtet. Til støtte for min opfatning kan derhos nu henvises til høiesteretsdom i Rt-1907-161,
Side:346
hvor man i et lignende tilfælde har opretholdt et testamente fra længstlevende, men samtidig fundet i præmisserne udtrykkelig at burde reservere sig mod, at derved skulde være noget udtalt om, hvorledes forholdet vilde have stillet sig med førstafdødes slegtninges arveret, om længstlevende ikke efter hustruens død havde truffet nogen testamentarisk be stemmelse om boet. Jeg bemerker ogsaa, at man efter denne votering antagelig heller ikke længer kan ansees bundet ved den gamle høiesteretsdom i Rt-1848-325 flg.
Subsidiært har de indstevnte, under henvisning til arvelovens §28, for underretten paastaaet, at ialfald 2/3 dele af boet skal komme til fordeling mellem dem og denne paastand maa antagelig ansees gjenoptaget her for retten ved den almindelige henvisning til underretsproceduren. Jeg finder, at ogsaa denne paastand maa forkastes, idet den nævnte § ikke synes at kunne komme til anvendelse, naar boet af længstlevende er tiltraadt i henhold til gjensidig testamente. Skulde arvelovens §28 komme til anvendelse maatte det, saavidt skjønnes, være boet ved Fin Rosens død, der kom til fordeling; men dette vilde vanskelig kunde forenes med det gjensidige testamente, hvorefter dengang ingen arv forfaldt. - - - Hazeland.
Jeg finder om end under tvil at maatte slutte mig til skifterettens forstaaelse af testamentet. Den benyttede udtryksmaade forekommer mig ikke at frembyde saadanne tvivl, som tilfældet var i den lignende sag, der ved høiesteretsdom i Rt-1907-791, blev afgjort derhen, at længstlevende kun var tillagt en ret til at sidde i uskiftet bo. Testamentet indeholder heller ikke, saaledes som tilfældet var i den anden sag, der blev afgjort ved høiesteretsdom i Rt-1907-161, bestemmelser, der tydede paa, at slegtsarvingerne ved længstlevendes død skulde kunne have krav paa arv. Og det forbehold, som pluraliteten i nysnævnte sag tog om, at udfaldet muligens kunde være blevet et andet, hvis længstlevende ikke ved testamente havde raadet over boet, kan derfor efter min mening ikke tillægges nogen betydning for nærværende sag. Denne stiller sig efter min mening meget lig den sag, der afgjordes ved den i Rt-1848-325 refererede høiesteretsdom. Hvad der kan vække tvil, er efter min mening alene testamentsvidnets Chr. Opsahls vidneprov; men jeg tør dog ikke med skifteretten tillægge dette den betydning, at jeg kan anse det bevist, at egtefællernes mening virkelig har været, at hvis længstlevende døde uden at have truffet nogen anden forføining, skulde boet deles i 2 halvdele mellem begges intestatarvinger. - Men er der ikke tilstrækkelig bevis herfor, maa lovens almindelige regel befølges, som er, at eierens - her dens længstlevendes - nærmeste slegtninge kaldes til arv i den i loven bestemte orden. Det fortjener at bemerkes, hvad der af de indstevnte uimodsagt blev anført for skifteretten, at testamentet er opsat af en sagfører, der betegnes som en forsigtig mand. - Det staar derfor for mig som sandsynlig, at spørgsmaalet om, hvordan der skulde forholdes efter længstlevendes død maa have været paa bane, og at sagføreren vilde have gjort dem opmerksom paa, at dette i tilfælde burde udtrykkelig siges. Og testamentets taushed herom antager jeg da bør forstaaes som udtryk for, at egtefællerne ikke ønskede at tage nogen bestemmelse herom, men vilde overlade det til længstlevende at gjøre, hvad han heller hun vilde, en forstaaelse som i mine øine ogsaa bestyrkes baade ved den affatning bestemmelsen om Anna Bjerke har faaet og ved den betydelige gave, længstlevende i 1895 skjænkede Olea Kirkeby. - - - Beichmann.
Jeg er enig med andenvoterende.
A. T. Næss.