Rt-1911-444

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1911-03-10
Publisert:	Rt-1911-444
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 32/1 s.a.
Parter:	Carl Th. Lippestad m.fl. (adv. Ludvig Nøstdal) mod Kristiania kommune (adv. Oskar Strøm).
Forfatter:	Bjørn, Birkeland, Vogt, Mejdell, Vogt, Smith, justitiarius Thinn
Lovhenvisninger:	Bygningsloven for Kristiania (1899), Bygningsloven for Kristiania (1899) §41

Konst. assessor Bjørn: Angaaende nærværende sags gjenstand og nærmere omstændigheder henviser jeg til præmisserne til Kristiania byrets dom afødt xx.xx.1908, hvorved saaledes blev kjendt for ret: «Indstevnte Kristiania kommune bør til citanterne Carl Th. Lippestad, Schumann-Hansen og C. Bärnholdt betale kr. 500,00 med 4 af hundrede i aarlig rente deraf fra den 6 december 1906 til betaling sker, men bør forøvrig for citanternes tiltale i denne sag fri at være. Sagens omkostninger ophæves.»

Dommen er afsagt under dissens, idet en af de voterende stemte for, at Kristiania kommune skulde tilpligtes at betale erstatning efter skjøn for det tab, citanterne havde lidt derved at opførelsen af deres bygning paa Parkveien 15 i Kristiania blev forsinket 3 maaneder fra 8 december 1897 at regne, samt derved, at de oprindelig udarbeidede tegninger spildtes.

Byrettens dom er af sagens begge parter indbragt for høiesteret, hvor hovedappellanterne har nedlagt saadan paastand: «At indstevnte

Side:445

tilpligtes at betale appellanterne kr. 4200,00 + 500,00 + 5.000,00 = kr. 9.700,00, subsidiært erstatning efter skjøn paa indstevntes bekostning for tab og ulempe - alt med renter samt omkostninger i hovedsøgsmaalet for begge retter og for kontrasøgsmaalets vedkommende i høiesteret.»

Kontraappellanten har paastaaet: Principalt: «At kontraappellanten frifindes for hovedappellanternes tiltale. Subsidiært: At byrettens dom stadfæstes. I begge tilfælder: At kontraappellanten hos hovedappellanterne in solidum tilkjendes processens omkostninger for høiesteret i hoved- og kontraappellen.»

Sagen foreligger for høiesteret i samme skikkelse som for byretten alene med den forandring, at kontraappellanten ikke her for retten har fastholdt sin for byretten fremsatte indsigelse mod hovedappellanternes kompetence med hensyn til sagen.

Som det vil sees, er der under denne spørgsmaal om erstatning til hovedapellanterne som eiere af Parkveien nr. 15 for tab, som angivelig er dem paaført 1) derved at der fra vedkommende kommunale myndigheders side skal være skeet uberettiget forhaling med afgjørelsen af deres bygningsanmeldelse afødt xx.xx.1897, idet, den først blev approberet den 19 juni 1898; 2) ved den i mellemtiden besluttede regulering af Parkveien med en udvidelse af dennes bredde fra 12,50 m. til 15,70 m., som følge hvoraf den projekterede bygning maatte trækkes 3,20 m. længere tilbage fra gadelinien end efter bygningsanmeldelsen og tegningerne forudsat, og hvoraf videre fulgte, at fundamenteringen maatte forandres til betonstøbning paa fast fjeld istedetfor - som forudsat - mur paa granitheller, og 3) derved at de oprindelig for bygverket udarbeidede tegninger som følge af disse forandringer blev utjenlige og nye saadanne maatte leveres.

Byretten har, som det sees, forkastet paastanden om erstatning, forsaavidt den er byggget paa det foran under nr. 1 og 2 nævnte grundlag, hvorimod den har tilkjendt appellanterne erstatning for spildte tegninger.

Jeg kommer til samme resultat som byrettens flertal, men finder det ikke nødvendig for sagens afgjørelse at tage standpunkt til det af byretten drøftede principielle spørgsmaal, om kommunen har noget ansvar for de mulige skadelige følger for en bygherre af at forsinkelse i behandlingen af hans bygningsanmeldelse indtræder som følge af, at denne har foranlediget drøftelse og afgjørelse af spørgsmaalet om forandret regulering af vedkommende gade. For mig er det nemlig i nærværende tilfælde afgjørende, at jeg ikke finder det bevist, eller bragt til overveiende sandsynlighed, at den ikke særdeles betydelige forsinkelse med afgjørelsen af, bygningsanmeldelsen, som det opstaaede reguleringsspørgsmaal foranlediget, overhovedet har paaført hovedappellanterne noget tab. Jeg skal isaahenseende bemerke, at den omstændighed, at hovedappellanterne selv optog tiden helt fra 11 februar til 28 mars med den videre bearbeidelse af deres bygningsanmeldelse, med tilbehør efter den besluttede regulering, synes at vise, at det ikke for dem har havt nogen presserende hast med afslutningen af dette anliggende. Og da det derhos er uimodsagt oplyst, at gaarden var færdig til indflytning til oktober flyttetid 1899, er det ikke sandsynlig, at en forkortelse af et par maaneder paa ventetiden vilde have medført nogen forandring af nævneværdig økonomisk betydning for hovedappellanterne.

Med byretten antager jeg videre, at der er tilstrækkelig føie til at tilkjende appellanterne den paastaaede godtgjørelse af 500 kroner for

Side:446

de under sagen omhandlede tegninger, idet jeg gaar ud fra, at denne udgift er en direkte og for dem uafvendelig følge af den besluttede forandrede regulering, til hvilken de jo ikke paa forhaand, kunde tage noget hensyn.

Med hensyn til spørgsmaalet om erstatning for angivelig forøgede udgifter ved den forandrede fundamentering tiltræder jeg byrettens begrundelse, for forkastelse af paastanden herom. Jeg finder, at der er føie til at ophæve sagens omkostninger for høiesteret.

Konklusion:

Byrettens dom bør ved magt at stande. Processens omkostninger for høiesteret ophæves.

Assessor Birkeland: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Ekstraordinær assessor Vogt: Ligesaa. I tilslutning, til førstvoterendes anførsler vil jeg med hensyn til spørgsmaalet om, hvorvidt bygningsanmeldelsens behandling kan antages at have forvoldt grundeierne noget tab, bemerke, at de, der eiede Parkveien nr. 15 den 22 november 1897, da bygningsanmeldelsen blev udfærdiget, igjen afhændet eiendommen under 30 januar 1898, og de, som da kjøbte eiendommen, solgte den igjen under 2 februar s.a. til dem, der har anlagt nærværende sag, og som under 11 s. m. fik meddelelse om beslutningen angaaende ny regulering og om, at forandrede tegninger maatte fremsendes. Nu er det fra kommunens side uimodsagt anført, at ingen af disse eiere før under 4 februar 1898 havde ladt høre fra sig ianledning af, at bygningsanmeldelsen ikke havde fundet nogen afgjørelse, og der foreligger ingen oplysning om, at der var truffet nogensomhelst forberedelse til at paabegynde byggearbeidet. Jeg finder ogsaa, at det bør bemerkes, at det af det dokumenterede fremgaar, at gaardeierne ianledning af den nye regulering har, foruden erstatning for grundafstaaelse erholdt for almindelig ulempe efter fradrag af fordele et beløb af kr. 5.000,00 og i yderligere ulempeerstatning kr. 2.500,00. Det bør ogsaa kanske bemerkes, at kommunen har indgaaet paa, at erstatningen for spildte tegninger, hvis saadan tilkjendes, ansættes til de forlangte kr. 500,00 uden optagelse af skjøn, hvis saadant ikke fornødiges ved afgjørelse af sagens øvrige poster.

Assessor Mejdell: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Jeg skal kun bemerke, at jeg har fundet det noksaa tvilsomt, om der ikke for hovedappellanterne er forvoldt en forsinkelse af byggearbeidet, der har medført tab for dem, og noksaa tvilsomt, om ikke kommunen herfor maatte være ansvarlig; men jeg skal ikke herom optage nogen dissens.

Ekstraordinær assessor, lagmand Vogt: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende, ligesom jeg ogsaa tiltræder det af hr. assessor Vogt anførte.

Ekstraordinær assessor, kriminaldommer Smith: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende og tiltræder hr. assessor Mejdells bemerkning.

Justitiarius Thinn: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Dom afsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Af byrettens dom hidsættes:

Den 22 november 1897 indkom der gjennem arkitekt Eckmann til Kristiania bygningsmyndigheder anmeldelse om bebyggelse af Parkveien nr. 15.

Side:447

Efterat anmeldelsen havde været oversendt reguleringschefen kom den under 11 februar 1898 tilbage med oplysning om, at reguleringskommissionen havde bestemt Parkveiens bredde udvidet fra 12,50 m. til 15,70 m., hvilken beslutning samme dag blev vedtaget af kommunen og meddelt arkitekt Eckmann. Under 28 marts 1898 fremkom der til bygningsmyndighederne nye tegninger til bebyggelse, hvilke, efterat de et par gange havde været tilbagesendt til omarbeidelse, under 19 juni næstefter blev approberet.

Straks efter lod kommunen inkaminere ekspropriationstakst til bestemmelse af den eierne af Parkveien 14 tilkommende erstatning for det areal, der efter reguleringsbeslutningen skulde udlægges. Takstforretningen foranledigede endel procedure, hvorunder grundeierne synes at have gjort paastand paa - foruden erstatning for arealets afstaaelse - ogsaa erstatning for forskjellige ulemper som følge af bygningens tilbagerykning. Da samtlige dokumenter senere er bortkomne, kan man ikke med større bestemthed udtale sig om procedurens indhold. Nogen kjendelse blev ikke afsagt, og der blev ved takstens afhjemling alene fastsat erstatning for grundværdien. Under 19 december 1899 lod begge parter inkaminere overtakst og under denne blev samtlige dokumenter saavel over- som undertakstens borte, medens de cirkulerede mellem skjønsmændene. Som følge heraf blev sagen senere reassumeret og paany procederet fra begge sider. Herunder blev der fra grundeiernes side bl.a. gjort gjældende, at de var paaført tab ved forsinkelse med byggeanmeldelsens approbation, ved at maatte udføre bygningens fundamentering anderledes end oprindelig projekteret samt ved at maatte lade udarbeide nye tegninger. Disse tab blev af skjønsmændene under overtaksten - efter grundeiernes begjæring - fastsat til 700 kr. pr. md. for den paastaaede forsinkelse, til 5.000 kr. for fundamenteringsforandringen og til 500 kr. for de spildte tegninger. Overtaktsforretningens administrator (byretten) ansaa sig imidlertid inkompetent til at paadømme disse erstatningskrav, hvorfor de ved kjendelse afødt xx.xx.1906 samtlige blev avvist.

Grundeierne - - - har paastaaet kommunen tilpilgtet at betale for 6 maaneders forsinkelse med bygningsanmeldelsens approbation à 700 kr. pr md. = 4.200 kr., for fundamenteringsforandringen 5.000 kr. og for spildte tegninger 500 kr., tilsammen kr. 9.700, eller subsidiært erstatning efter skjøn paa indstevntes bekostning og i begge tilfælde med renter og omkostninger.

Indstevnte Kristiania kommune har paastaaet sig frifundet og tilkjendt forsvarsomkostninger. - - -

Loven af 1875 havde ingen bestemmelse om, inden hvilken frist bygningsmyndighederne skulde have truffet sin afgjørelse med hensyn til anmeldelsen; i den nye lovs §25,5 er fristen sat til 14 dage som regel, og man maa efter proceduren gaa ud fra, at saadan frist ogsaa i nærværende tilfælde vilde have været passende. Gaar man - som her - ud fra, at anmeldelsen av 22 november 1897 var fuldt lovlig, kunde og skulde den under almindelige omstændigheder have været approberet 8 december næstefter. Naar approbation ikke da gaves og anmelderen da heller ingen besked fik om anmeldelsens skjæbne, skyldes dette efter det ovenanførte alene det imidlertid opkomne spørgsmaal om Parkveiens udvidelse. Saa længe dette spørgsmaal var under overveielse i reguleringskommissionen, kunde bygningsmyndighederne overhovedet ikke behandle anmeldelsen; det er derfor ikke her tale om at kunne lægge disse noget tillast. Reguleringskommissionen har ifølge lovens §7 (lov 5 juni 1875) bl.a. at fatte bestemmelse om gaders udvidelse, jfr. særlig 3die punktum, og den heromhandlede reguleringsbeslutning er følgelig fuldt lovmedholdelig. At kommissionen skal have anvendt længere tid end fornødent til reguleringsspørgsmaalets afgjørelse, er ikke paastaaet, og man

Side:448

maa efter det foreliggende gaa ud fra, at der i saa henseende heller ikke er noget at bebreide den. Man maa i det hele gaa ud fra, at det ikke skyldes nogen culpa fra kommunens side, at heromhandlede anmeldelse ikke blev approberet. Spørgsmaalet er, om der desuagtet foreligger retsgrund for at gjøre kommunen ansvarlig for den skade, som derved er citanterne paaført. At disse har lidt skade, kan ikke være tvilsomt; de har ladet udarbeide tegninger og formentlig i det hele truffet alle de forberedende dispositioner, som et byggearbeide med nødvendighed kræver; alle disse forberedelser er selvføigelig ikke - saaledes som tegningerne - spildte; men de har maattet forandres, og dette har sandsynligvis medført øgede udgifter; det hele foretagende er blevet udsat, og dette har i hvertfald medført rentetab foruden andre mulige tab. Det kan efter det ovenanførte heller ikke være tvilsomt, at det er reguleringsforandringen, der har voldt skaden. Skaden er saaledes den direkte følge af en handling fra kommunens side foretaget i dens interesse. For at kommunen skal kunne holdes ansvarlig herfor, maa denne handling imidlertid have været retsstridig i forhold til den voldte skade og spørgsmaalet bliver, om her foreligger nogen saadan retsstridighed. En handling er retsstridig, naar den overskrider handlefrihedens grænser, men hvor disse grændser skal trækkes, beror paa omstændighederne i handlingsøieblikket. Hvis omstændighederne da er saadanne, at handlingen - der til andre tider og under andre omstændigheder er fuldt retmæssig - medfører fare for et retsgode eller udsætter et saadant for beregnelig fare, da er grændserne for handlefriheden overskredne og handlingen retsstridig i forhold til den voldte skade. En lovlig fattet reguleringsbeslutning er selvfølgelig en retmæssig handling og den foreliggende danner i og for sig ingen undtagelse; men paa den anden side havde ogsaa anmelderen en ret til at bygge i henhold til sin lovlige anmeldelse - approbationen er i virkeligheden blot udtryk for kontrollen med dens overensstemmelse med lovens krav og giver derfor selv ingen ret - efter da gjældende regulering. Naar anmelderen holdt sig gjældende regulering og bygningsregler efterrettelig, var det hans ret at faa anmeldelsen approberet inden vanlig tid og dermed adgang til at bygge. Dette var for anmelderen et retsgode af økonomisk værdi; men heri er der gjort indgreb ved den heromhandlede reguleringsbeslutning, idet den tilintetgiør den adgang til at bygge, som anmelderen tidligere havde. Denne reguleringsbeslutning, der altsaa i og for sig seet er fuldstændig retmæssig og som - om den havde faldt før anmeldelsens indgivelse - ogsaa havde været dette i forhold til anmelderne, bliver nu i forhold til den skade, den volder anmelderne, av retsstridig art. Men er dette tilfældet, foreligger der ogsaa retsgrund for kommunen til at erstatte denne skade (jfr. H.R.D. i Rt-1902-53, se særlig side 57 samt H.R.D. i Rt-1892-49). I nærværende tilfælde bestaar skaden som nævnt i spild af tegninger og andre forberedelser; en anden gang kan det gjælde selve det i marken udførte byggearbeide. Efter den nugjældende bygningslov kan kommunen i reguleringsøiemed under visse betingelser ogsaa ekspropriere bebygget grund, og hvis reguleringsbeslutningen om gadeudvidelsen faldt, efterat bygningens opførelse var paabegyndt, maatte arbeidet - om reguleringen skulde gjennemføres - stanses og bygningen rykkes tilbage i den nye byggelinie, men at dette vilde paaføre kommunen erstatningspligt, kan ikke være tvilsomt. Erstatningspligten kan ikke i dette tilfælde grundes paa, at approbation er meddelt og brudt; thi approbationen selv giver som oven anført ingen ret. Grundeieren har den samme ret til at kræve approbation paa en lovlig anmeldelse som til at beholde den approbation, han engang har erholdt. Da det i her eksempelvis nævnte tilfælde ikke behøver at være tale om udvidelse af selve gaden, men alene om

Side:449

tilbagetrukket byggelinie, vil denne erstatning ikke komme ind under nogen Ekspropriationstakst. Det tab, som bygherren vilde lide ved spild af det i marken udførte arbeide, er i det hele ikke af anden art end det tab der er tale om i denne sag, og det vilde ikke være retfærdigere at negte erstatning i det ene tilfælde mere end i det andet. At det heller ikke vilde være billig, om den enkelte borger, der tilfældig rammes ved saadanne kommunale foranstaltninger i almenhedens interesse, selv skulde bære tabet, tiltrænger ingen nærmere paavisning. Paa den anden side er det indlysende, at saadanne sammenstød mellem bygningsanmeldelser og reguleringsbeslutninger overhovedet ikke vilde opstaa, om reguleringskommissionen paa forhaand foretog saadanne forandringer i reguleringen. Naar dagjældende bygningslovs §7, 2det punktum, paalægger reguleringskommissionen efterhaanden at udarbeide planen for de forskjellige bydeles regulering, er det selvfølgelig meningen, at disse planer skal foreligge før bebyggelsen, og er dette ikke skeet, vil det skyldes mangel paa fremsyn, fremfærd eller arbeidshjælp, og de skadelige følger herav er kommunen nærmest til at bære. Der er i samme §3die punktum givet vedkommende grundeier adgang til at fordre en saadan reguleringsbeslutning som den foreliggende forelagt kommunestyret. Der er intet oplyst om, hvorvidt grundeieren i nærværende tilfælde har benyttet sig herav; men det er klart, at han ikke derved vilde været bedre faren, idet han overhovedet ingen underretning fik om sin anmeldelses skjæbne før 11 februar 1898, og det vilde da saa langtfra tjene til at paaskynde ordningen af byggeforholdet at klage til kommunestyret over reguleringen, at dette tvertimod yderligere vilde forhalet en endelig ordning.

Mod at paalægge kommunen ansvar i et tilfælde som nærværende kan det heller ikke med rette anføres, at §7 sidste punktum ligefrem forbyder at paaføre kommunen udgifter i anledning af regulering uden samtykke af dens bevilgende myndighed; thi dette bud kan ikke være bindende for trediemand, der skades ved kommunens eller dens funktionærers retsstridige handlinger, men alene for reguleringskommissionen selv (kfr. Carlsens anmerkning til nugjældende lovs §5,4).

Idet man saaledes antager, at kommunen maa svare erstatning for den skade, som er anmelderen (nu altsaa citanterne) paaført, ikke blot ved de spildte tegninger, men ogsaa ved andre mulige forstyrrelser i dispositionerne, og specielt ved forsinkelsen med bygningens opførelse, bliver det nødvendig at bestemme udstrækningen af denne forsinkelse. Det maa herunder haves for øie, at kommunen selvfølgelig ikke kan gjøres ansvarlig for anden forsinkelse end den, som med nødvendighed har fulgt af dens egen optræden. Som nævnt fik anmelderen den 11 februar 1898 anmeldelsen tilbage med oplysning om den nye regulering. Regner man, at der vilde trænges 14 dage til tegningernes omarbeidelse og til udarbeidelse af ny anmeldelse (et tidsrum som fra kommunens side er nævnt som passende og hvortil citanterne intet har bemerket) samt derefter 14 dage til anmeldelsens behandling av bygningsmyndighederne - et tidsrum, som det da ikke er grund til at antage vilde blevet overskredet - vilde anmeldelsen, forudsat at den havde været fuldt lovlig, foreligget i approberet stand omkring 11 mars. Naar derimod anmelderen først den 28 mars indkom med ny anmeldelse, og denne paa grund af forskjellige feil gjentagende maatte tilbakesendes af bygningsmyndigheterne, som med hensyn til denne anmeldelses behandling heller ikke skjønnes at være noget at lægge tillast, saaledes at den først forelaa approberet den 19 juni, er denne yderligere forsinkelse at tilregne anmelderen selv. Erindres det videre, at den oprindelige anmeldelse - om reguleringsforandringen ikke var traadt hindrende iveien - efter det før udviklede maatte antages at

Side:450

kunne foreligget i approberet stand omkring 8 december 1897, falder den forsinkelse, som kommunen efter dette bliver ansvarlig for, paa tidsrummet mellem sidstnævnte dag og 11 mars 1898, altsaa et tidsrum av vel 3 maaneder midtvinters. Størrelsen af det tap, som herved er forvoldt, maa blive at bestemme ved lovligt skjøn, hvorunder ogsaa citanternes forøvrig tilkommende erstatning maa blive at fastsætte. Der foreligger vistnok skjøn, der er ment at skulle omfatte disse erstatningsposter, afgivet under føromhandlede overekspropriationstakst, men da der under ekspropriationssagen af kommunen blev protesteret mod disse poster som sagen uvedkommende, hvorfor kravene ogsaa ved upaaanket kjendelse blev afvist, kan den ikke uden samtykke ansees bundet ved disse skjøn. Kommunens nu fremsatte protest mod benyttelsen af disse skjøn maa derfor blive at tage tilfølge, men selvfølgelig maa det nye skjøn blive at optage paa den skadegjørendes, kommunens, bekostning. Renter af skjønsbeløbet bliver at svare fra paaklagen.

Med den paastaaede erstatning for fordyrelsen ved den forandrede fundamentering er sammenhængen følgende: I den første bygningsanmeldelse var bygningen projekteret fundamenteret paa heller og (flaate), hvilket efter citanternes mening var en fuldkommen tilstrækkelig baade stabil og anvendbar fundamenteringsmaade. Da anmeldelsen paa grund af reguleringsforandringen ikke kom under behandling, kom bygningsmyndighederne dengang ikke til at udtale sig om dette spørgsmaal. Da den nye bygningsanmeldelse efter tilbagerykningen fremkom, paabød bygningsmyndighederne anvendelse av pillotering eller betonstøbning paa fjeldet. Grunden hertil var, efter hvad bygningsinspektøren anfører, at det ved tomtens udgravning viste sig, at fjeldet paa den indre del af tomten var saaledes beliggende, at saavel fløien som facadevæggen mod gaardspladsen kom til at hvile direkte paa dette, og stabilitetshensyn nødvendiggjorde da, at ogsaa bygningen forøvrig fik et ligesaa fast leie. Da denne ved den nye bygningsanmeldelse paabudte fundamenteringsmaade af skjønsmændene under overekspropriationstaksten er skjønnet at koste 5.000 kr. mere end den i første anmeldelse projekterede fundamenteringsmaade, gjør citanterne paastand paa dette beløb, idet de gjør gjældende, at bygningsmyndighederne vilde have approberet den billigere fundamentering for den tomt, som denne var projekteret for, saaledes at det er selve den ved reguleringsforandringen nødvendiggjorte indrykning af bygningen, der har fremkaldt denne fordyrelse.

Kommunen gjør derimod gjældende, at der her ikke er opstaaet nogen fordyrelse for bygherren, tvertimod. Det vilde nemlig, anfører kommunen, heller ikke før bygningens indrykning blevet tilladt at anvende den projekterede billigere fundamentering paa grund af selve grundens beskaffenhed. Den henviser i saa henseende til bygningsmygningsmyndighedernes udtalelse, - - - hvor det gjentagende fastholdes, at den billigere fundamentering ikke vilde være blevet tilladt, og at tilbagerykningen i virkeligheden har indført besparelse i denne henseende, idet der paa denne del af tomten var grundere til fjeld end paa den oprindelige tomt.

Ligeoverfor disse i bestillings medfør afgivne udtalelser kan ikke den at citanternes arkitekt i modsat retning gaaende udtalelse tillægges betydning, selv om den ogsaa fremtræder som et beediget vidneprov; thi valget fundamenteringsmaade er netop af loven henlagt under bygningsmyndighedernes avgjørelse, lov 5 juni 1875 §25 og lov 26 mai 1899 (nr. 3) §41. Efter denne sidste bestemmelse henhører saadanne afgjørelser ligefrem under bygningschefen i henhold til bygningskommissionen givne regler, mens de efter loven af 1875 henlaa under bygningskommissionen, og den eneste maade, hvorved det kunde lykkes citanterne at angribe bygningsmyndighedernes

Side:451

udtalelse om, at den billigere fundamenteringsmaade i tilfælde af bygning paa den oprindelige tomt vilde blevet nægtet, maatte da være ved at erholde en modsat udtalelse fra bygningskommissionen; men saalænge saadan ikke foreligger, maa man bygge paa den foreliggende udtalelse fra bygningsmyndighederne. Efter denne er der ikke ved indrykningen paaført citanterne nogen skade, hvorfor der ikke kan være spørgsmaal om nogen erstatning. Det bør imidlertid ogsaa bemerkes, at selv om man gaar ud fra citanternes udgangspunkt, at den billigere fundamentering vilde være blevet tilladt i tilfælde af bygning paa den oprindelige tomt, vilde der alligevel ikke tilkomme dem nogen erstatning af kommunen for de øgede fundamenteringsudgifter, thi disse skyldes ikke selve den nye regulering, men bygningsreglerne, der paalægger den byggende at bygge til gaden, uden hensyn til om den dertil stødende del af tomten er den billigste at bebygge. Reguleringsførandringen har vistnok foranlediget skaden, men det vilde den gjøre ligemeget, paa hvilket tidspunkt den faldt, enten før eller efter bygningsanmeldelsens indsendelse, og dette viser netop, at den ikke er retsstridig i forhold til denne skade. Tomteeieren har nemlig intet retskrav paa, at en regulering ikke forandres; han maa derfor - saalænge tomten er ubebygget finde sig i saavel niveauforandringer som udvidelse af gaden (selvfølgelig mod erstatning for grundafstaaelsen og gjenværende tomts ubebyggelighed eller utjenlighed til regningssvarende bebyggelse) uden hensyn til om tomten som følge af dens grundbeskaffenhed bliver kostbarere at bebygge til gaden. Derimod har tomteeieren efter det foran udviklede retskrav paa, at saadanne reguleringsforandringer ikke foretages, efterat han har indgivet bygningsanmeldelse; derfor har han ogsaa et berettiget erstatningskrav med hensyn til de derved voldte tab. Den skade, der er tale om ved fundamentfordyrelse, har derimod intet med bygningsanmelsen at gjøre; den vilde indtræde lige godt enten reguleringsforandringen kom før eller efter denne; den rammer alle og krænker følgelig med hensyn til heromhandlede virkninger intet særskilt retsgode. Der er saaledes ingen retsgrund til erstatning i dette tilfælde, og kommunen maa i denne post blive at frifinde. (Jfr. om et beslegtet tilfælde høiesteretsdom i Rt-1905-652). - - - P. H. Christiansen.

Efter sagens stilling maa jeg gaa ud fra, at kommunen havde retslig adgang til at forandre den regulering, som gjaldt ved den første bygningsanmeldelses indlevering den 22 november 1897. Den vedtagne nye regulering om udvidelse af Parkveiens bredde var derfor i og for sig fuldt retmæssig. Heller ikke foreligger der under sagen oplysning om, at de kommunale myndigheder har udvist nogen forsømmelighed eller utilbørlig langsomhed ved anmeldelsens behandling, og jeg maa derfor gaa ud fra, at der ikke er grund til at lægge de kommunale myndigheder nogen forsømmelighed tillast.

Paa den anden side er der - som af førstvoterende nævnt - ikke oplyst noget om, at den første bygningsanmeldelse i sig selv og i forhold til den da gjældende regulering var ulovlig. Naar anmeldelsen blev negtet approbation, var dette, som det sees, begrundet alene i den efter anmeldelsens indlevering vedtagne forandrede regulering.

Spørgsmaalet er alene, efter min mening, om en privatmand bliver erstatningsberettiget, naar et af ham planlagt byggeforetagende bliver opholdt en kortere tid af den grund, at bygnings- eller reguleringsmyndighederne paa foranledning af den indleverede bygningsanmeldelse tager reguleringsspørgsmaalet op til fornyet overveielse, og dette resulterer i en noget forandret regulering. Dette spørgsmaal kan vistnok være endel tvivlsomt, men bør efter min mening besvares benegtende. At kommunen ikke er retslig

Side:452

bundet ved den engang vedtagne reguleringsbeslutning, men uanseet den indgivne anmeldelse har adgang til at forandre samme, kan formentlig - som ovenfor nævnt - ikke være tvivlsom. Men denne adgang vilde i stor udstrækning tabe sin virkelige betydning, hvis kommunen ubetinget - og uden hensyn til om der kunde lægges dens myndigheder noget tillast - skulde blive erstatningspligtig for enhver forsinkelse, som det eller de anmeldte byggeforetagender herved vilde komme til at lide. Et saadant ansvar maatte gjøre det meget betænkelig for de kommunale myndigheder at optage ethvert saadant reguleringsspørgsmaal til overveielse. Thi ansvaret maatte konsekvent indtræde, ikke alene hvor overveielserne resulterede i en forandret regulering, men ogsaa hvor overveielserne resulterede i, at der ingen forandring blev af. Den herhenhørende lovgivning maa derfor efter min mening forstaaes derhen, at en kommune i almindelighed maa kunne optage saadanne spørgsmaal til behandling uden at risikere erstatningsansvar, idet kommunen maa tage i betragtning samtlige de hensyn, som her spiller ind. Det kan jo meget vel tænkes, at den tidligere vedtagne reguleringsbeslutning ligger flere aar tilbage i tiden, og at forholdene i mellemtiden kan have forandret sig betydelig, uden at man af denne grund behøver at forudsætte mangel paa fremsyn eller fremfærd fra de kommunale myndigheders side. Paa den anden side synes en tomteeier i almindelighed at maatte være forberedt paa, at saadanne spørgsmaal kan opstaa og faar af hensyn til de almene interesser finde sig i, at ogsaa disse kommer i betragtning. Naar kommunen da behandler sagen saa hurtig som ethvert rimelig hensyn til tomteeieren tilsiger - og det har den in casu gjort - maa den efter min mening være fri for ansvar.

Den af førstvoterende citerede høiesteretsdom, Rt-1902-53 flg., der forøvrig er afsagt under sterk dissens, kan neppe betragtes som præjudikat i modsat retning, men maa ansees bygget paa de særegne omstændigheder i det dengang foreliggende tilfælde. Paa den anden side kan til støtte for den af mig hævdede opfatning paaberaabes høiesteretsdomme i Rt-1902-97 flg., 1903 side 247 flg. og særlig 1904 side 568 flg.

I henhold til det anførte antager jeg, at citanterne ikke kan tilkomme nogen erstatning for den ved den nye regulering foraarsagede forsinkelse i det planlagte byggeforetagende.

Derimod antager jeg, at de maa tilkjendes erstatning for de spildte tegninger. Under bygningsanmeldelsens udarbeidelse maatte vedkommende selvfølgelig holde sig til den da gjældende regulering, og naar dette arbeide blev spildt ved den nye reguleringsbeslutning, maa udgifterne ved samme erstattes. Derimod foreligger der ingen legitimation for, at det var nødvendig for anmelderne allerede paa dette foreløbige trin at foretage andre forberedelser, som ved den senere regulering er gaaet tilspilde. - - -

Med hensyn til paastaaede erstatning for fordyrelsen ved den forandrede fundamentering er jeg enig med førstvoterende. - - -

M. C. Backer.

Jeg er i resultatet og det væsentlige enig med andenvoterende. Høiesteretsdommen i Retstidenden 1902 side 53 tør jeg ikke anse som noget i almindelighed bindende præjudikat, kfr. ogsaa Retstidendes overskrift in fine og høiesteretsdom i Retstidenden for 1892 side 49 (Rt-1892-49) angaar et i forskjellige henseender meget forskjellig tilfælde. Byggearbeidet var allerede paabegyndt, se ogsaa assessor Rolls bemerkning 1. c. side 53 nederst. Jeg vil iøvrig angaaende betydningen af bygningsanmeldelsens indgivelse bemerke, at man neppe kan antage, at denne handling ipse per se giver grundeierne en særlig

Side:453

ret til at bygge efter de ved anmeldelsens istandbringelse gjældende reguleringsforhold; saadan ret faar han vistnok først ved anmeldelsens approbation. Han har en almindelig ret til at bygge efter gjældende regulering, men ikke til at kræve, at den ved anmeldelsens udarbeidelse og indgivelse bestaaende regulering i forhold til ham skal være uforanderlig. Tilsagn herom kan vist ikke antages at foreligge førend ved bygnings- og reguleringsmyndighedernes approbation af hans anmeldelse.

Edward Hambro.

Idet jeg fastholder mit votum, skal jeg i anledning af de senere voterendes bemerkninger alene tilføie, at jeg ikke har anseet den i Retstidenden for 1902 side 53 indtagne høiesteretsdom som præjudikat - jeg kunde i saa fald have sparet mig en saa udførlig begrundelse - men jeg fandt, at dommen var af mulig interesse for afgjørelsen af det her foreliggende spørgsmaal, idet den tildels angik den samme art af skade som her paastaaet: Husleietab voldt ved ikke tilladt byggetilladelse som følge af reguleringsforandringer. Naar jeg ikke berørte de af andenvoterende citerede høiesteretsdomme i Retstidenden for 1902 side 97, 1903 side 247 og 1904 side 568, var det, fordi den første saavidt skjønnes - angaar et væsentlig forskjellig tilfælde (spørgsmaalet om følgerne af en bygningskommissions feilagtige forstaaelse af et lovsted) medens i de to andre rettens afgjørelser var bygget paa rent særlige grunde, idet der i det ene tilfælde ikke forelaa lovlig bygningsanmeldelse og i det andet tilfælde denne stod i strid med en regulering (et gjennembrud), som vedkommende grundeier selv var sterkt interesseret i at se gjennemført. Jeg har i det hele gaaet ud fra, at der ikke findes noget paa nærværende tilfælde anvendelig præjudikat.

Jeg skal derhos bemerke, at det forekommer mig inkonsekvent at tilstaa den byggende grundeier erstatning for en art af skade, spildte tegninger, men ikke for andre skadelige følger af reguleringsforandringer, saasom forsinkelse.

Med tredievoterende er jeg selvfølgelig enig deri, at en grundeier ikke kan kræve, at en ved bygningsanmeldelsens indgivelse bestaaende regulering i forhold til ham skal være uforanderlig. Han kan ikke hindre reguleringsforandring, ligesaalidt som han kan modsætte sig ekspropriation, men spørgsmaalet er, om han ikke tilkommer erstatning for den skade, han lider, enten skaden er tilføiet paa den ene eller anden maade. Efter den nugjældende bygningslov (§9) kan kommunen i reguleringsøiemed ekspropriere ogsaa bebygget grund, men selvfølgelig mod erstatning baade for grundens og bygningens værdi og i det hele for alt det tab, som eieren derved paaføres. Erstatningspligtens art maa imidlertid være den samme, om reguleringsforandringen og ekspropriationen gjennemføres før bebyggelsen er iverksat, og er denne bevisligen planlagt saaledes, at alene reguleringsforandringen har hindret den, maa grundeieren tilkomme erstatning ikke blot for grunden, men ogsaa for det øvrige økonomiske tab, det paaviselig følger af forandringen. P. H. Christiansen.