Rt-1913-91

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1912-12-03
Publisert:	Rt-1913-91
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 39 s.a.
Parter:	Anna K. A. Gaaupaasens arvinger, Ingebret K. Tangen m.fl. (adv. Strøm) mod Andr. Gaupaasens arvinger. gaardbruger Jak. Alb. Knudsen m.fl. (adv. Flood).
Forfatter:	Backer, Christiansen, Thoresen, Prydz, Hambro, Hagerup Bull, Reimers
Lovhenvisninger:	Arveloven (1854) §60

Ved Skiens skifterets decision afødt xx.xx.1909 blev saaledes decideret «Førstafdøde Anne Karine Andersdatter Gaupaasens arvinger, nemlig 1) Ingebret K. Tangen. 2) Anders Hansen, Brevik, 3) Isak Østensen, Langesund, 4) Andreas Christensen, V. Porsgrund, 5) Hans Østensen, Langesund, 6) Marie Christensen, Knardalstrand, Porsgrund, 7) Anne Pedersen, Brevik, 8) Inger Jensen, Brevik, 9) Kristiane Pedersen, Brevik, 10) Kirsten Johnsen, Gunneklev, 11) Torger Olsen, Stormoen og 12) Kristen Th. Olsen, Hovin, kjendes uberettiget til at tage arv i det under skifterettens behandling staaende dødsbo efter Andreas Knudsen Gaupaasen. Decisionen staar til paaanke i 6 uger».

Decisionen stadfæstedes ved Bergens overrets dom afødt xx.xx.1911, idet sagens omkostninger for begge retter ophævedes. En af de voterende stemte for, at de i decisionen nævnte personer skulle kjendes arveberettigede i boet.

Ved stevning at 4 august 1911 har Anne Karine Andersdatter Gaupaasens arvinger, som de i decisionen nævnte personer, paaanket sagen til høiesteret og her nedlagt paastand om, at de kjendes arveberettigede efter loven i boet efter hende og senere afdøde mand, Andreas Knudsen Gaupaasen og at sidstnævntes slegtsarvinger in solidum tilpligtes at betale til appellanterne processens omkostninger for alle retter.

Andreas Knudsen Gaupaasens arvinger har paastaaet overrettens dom stadfæstet og sig tilkjendt hos appellanterne sagsomkostninger for høiesteret.

Angaaende sagens gjenstand henvises til præmisserne til de underordnede retters afgjørelser. Det er ved høiesteret oplyst, at Anne Karine Andersdatter var født i 1821 og døde 13 mars 1886, og at Andreas Knudsen Gaupaasen var født i 1825 (han døde, som i skiftedecisionen meddelt den 14 juni 1908).

Side:92

Høiesteret kommer i sagen til samme resultat som de tidligere instanser og tiltræder i alt væsentlig skifterettens af overrettens flertal tiltraadte begrundelse.

Sagens omkostninger for høiesteret antages at kunne ophæves.

Dom:

Overrettens dom bør ved magt at stande. Processens omkostninger for høiesteret ophæves.

Af skifterettens decision hidsættes:

Den 24 december 1861 oprettede egtefolkene Andreas Knudsen og Anne Karine Andersdatter et gjensidig testamente saalydende: «Underskrevne egtefolk Andreas Knudsen og Anne Karine Andersdatter Gaupaasen under Frogner i Gjerpen gjøre herved vitterlig: At da vi i vort egteskab ikke er velsignede med livsarvinger, saa have vi af gjensidig omsorg for hinandens vel besluttet, som vi herved beslutte og oprette folgende resiproque testamente nemlig: At naar en af os ved døden afgaar, da skal den længstlevende uden skifte eller deling, alene eie og beholde vort fælles bo, være sig af løst eller fast, penge eller penges værd - intet i nogensomhelst maade undtagen - og det uden at den førstafdødes arvinger skal kunne gjøre noget paakrav.

Anna Karine Andersdatter døde antagelig i 1887. Andreas Knudsen Gaupaasen den 14 juni 1908 uden at efterlade sig livsarvinger. I en samting i boet den 15 februar iaar mødte 12 af førstafdøde Anne Karine Andersdatters arvinger nemlig 1) kaptein Ingebret K. Tangen. - - - og paastod sig arveberettigede i boet efter afdøde Andreas Knudsen Gaupaasen for en halvpart at nettoformuen, idet hver af arvingerne tager arv efter loven. Samtlige - 17 - arvinger efter sidstafdøde nemlig: 1) Ingeniør Jakob Albert Knudsen, - - - benegtede imidlertid tilstedeværelsen af en saaden arveret for førstafdødes arvinger. - - -

Førstafdødes arvinger henviser til Rt-1907-161 flg. og Rt-1909-342. - - -

Sidstafdødes arvinger henviser til Rt-1888-125 og Rt-1848-325, samt til den af citanterne paaberabte høiesteretsdom i Rt-1900-342. - - -

Retten skal bemerke: Mellem parterne er der enighed om, at testamentet intet bestemmer om, hvorledes der skal forholdes med arven efter længstlevendes død. Tvisten dreier sig da om, hvorvidt længstlevende er sikret en stilling, der maa ligestilles med enhver anden testementsarvings, eller om længstlevende kun er tildelt en fri dispositionsmyndighed inter vivos, saaledes at arven ved længstlevendes død gaar til begge egtefællers arvinger efter loven. - - - Citanterne fremhæver, at testamentets affatning og de i testamentet benyttede udtryk leder til antagelsen af den af dem nedlagte paastand. Retten kan ikke give citanterne medhold i, at udtrykkene «gjensidig omsorg for hinanden» og «uden skifte og deling», skulde være af betydning for sagen. Dette er udtryk som vel indtages i de fleste gjensidige testamenter, og udtrykkene kan ikke lede til en antagelse hverken i den ene eller anden retning. Der siges jo hermed kun, at længstlevende skal være fri for ethvert paakrav, saalænge han eller hun lever. Det er utvivlsomt en for rask slutning, naar man heraf vil udlede, at først afdødes arvinger skal rykke ind. Vedkommende udtrykket «eie og beholde» skal retten indrømme, at dette er alt andet end klart og utvetydig affattet. I denne relation har citanterne først og fremst henvist til Rt-1907-161. I det under denne sag foreliggende testamente benyttes udtrykket

Side:93

«eneste arving». Retten maa imidlertid give de indstevnte medhold i, at denne benævnelse og benævnelsen i det under nærværende sag foreliggende testamente er synonyme eller iallefald at udtrykkene tilsigter det samme. Forudsat at den første benævnelse var benyttet i et ikke gjensidig testament, vilde man klarligvis ikke godt kunne paastaa, at dermed var ikke ment en arveindsættelse, og at noget andet skulde gjælde ved forstaaelsen af et gjensidig testament, kan ikke indrømmes. Befulgte man citanternes forstaaelse af ordene «eie og beholde», maatte man konsekvent komme til det resultat, at arven var falden for førstafdødes arvinger ved dennes død. Thi testamentsarvinger er de ikke, og i noget slegtskabsforhold til længstlevende staar de ikke. At dette resultat har staaet for de testerende kan vel vanskelig tænkes. Ganske de samme betragtninger mener retten maa faa anvendelse ligeoverfor den af citanterne paaberaabte høiesteretsdom i Rt-1909-342. I det her foreliggende testament benyttes den efter rettens mening tilsvarende benævnelse ugjenkaldelig eiendom». I den i Rt-1907-indtagne høiesteretsdom anføres af de 4 voterende, hvis votum blev dom, at de intet har udtalt, om hvorledes de vilde have stillet sig med hensyn til førstafdødes slegts arveret, hvis ikke længstlevende efter sin hustrus død havde truffet testamentariske dispositioner over boet. Det er in confesso, at saadanne dispositioner af længstlevende ikke foreligger under nærværende sag. Retten maa forsaavidt ganske slutte sig til det af 2den voterende overretsdom afødt xx.xx.1908, Rt-1909-342 paa side 346 angivne votum. Forholdet i denne sag er efter rettens mening ganske det tilsvarende af forholdet under nærværende sag, dog at, som nevnt, benævnelsen «ugjenkaldelig eiendom» er anvendt. Der er heller ikke i det under den foreliggende sag omhandlede testamente nogen slutningsbestemmelse, der skulde tyde paa, at førstafdødes arvinger ved længstlevendes død skulde have krav paa arv. I høiesteretsdommen at 17 april 1909, der stadfæstede under- og overrettens dom under væsentlig samme begrundelse som de foregaaende retter, finder derfor retten støtte i den antagelse, at ved længstlevende Andreas Knudsen Gaupaasens død, maa arven gaa til dennes og kun til dennes arvinger. Ogsaa i høesteretsdom i Rt-1888-125 finder retten medhold for det ovenfor nævnte resultat; dog maa det indrømmes, at udtrykkene i det under denne sag foreliggende testamente er tydeligere affattede. De indstevnte har endvidere henvist til Rt-1848-323. Retten antager, at den samme betragtning maa faa anvendelse her. Udtrykkene er ogsaa her mere utvivlsomme, men dog ikke saa forskjellige fra de i det under denne sag foreliggende testamente, at en hensyntagen til denne dom maa ansees udelykket.

I henhold til det ovenstaaende kommer retten til det resultat, at de sidstnævnte maa gives medhold i sin paastand. - - -

Af overrettens dom hidsættes:

- - - Jeg kommer til et andet resultat end skifteretten. I testamentets ord, at længstlevende skal «uden skifte eller deling, alene eie og beholde» finder jeg ikke at kunne lægge andet og mere end et udtryk for, at den eventuelt længstlevende ønskes tillagt den sedvanlige efter arvelovens §60 tilkommende raadighed over fællesboet i levende live. Vistnok synes ordet «eie» i og for sig at pege paa en overførelse af den fulde eiendomsret, altsaa raadighed saavel inter vivos som mortis causa, men seet i sin sammenhæng - som ovenfor citeret - finder jeg ikke at kunne give det en saadan fortolkning, idet jeg anser ordene at være et saavidt nærliggende og - fra en lægmands standpunkt - rammende udtryk for den en

Side:94

længstlevende egtefælle efter arvelovens §60 sedvanlig tilkommende, saanær uindskrænkede, adgang til at raade over boet i levende live.

Jeg antager med andre ord, at ordlyden ikke berettiger til deri at indfortolke en bestemmelse om, at egtefællerne har ønsket den legale arveregel - begge arvingers indtræden ved længstlevendes død - sat tilside, eller en tilkjendegivelse af førstafdødes slægts udelukkelse. I tilføielsen «uden at den førstafdødes arvinger skal kunne gjøre noget paakrav» finder jeg heller ingen støtte før den modsatte fortolkning, men blot et overflødigt supplerende tillæg - og altsaa kun med sigte paa længstlevendes levende live.

I samtlige de under proceduren paaberaabte høiesteretsdomme, hvor førstafdødes arvinger blev udelukkede, var testamenternes udtryk anderledes affattet. - - -

S. Krosby, kst.

Jeg forstaar testamentet saa, at førstafdødes arvinger endelig sættes ud af betragtning og at længstlevende skal være enearving, ikke blot bruger og besidder af førstafdødes del i sin levetid. Det heder ikke bløt, at længstlevende skal beholde boet, men han eller hun skal «alene eie» det og uden paakrav fra førstafdødes arvinger. Den hyppige klausul i reciproke testamenter, at efter begges død skal boet deles mellem begges arvinger efter løven, mangler. Jeg forstaar «eie» som indeholdende den samme mening som udtrykkene i de citerede domme: «den andens arving», «eneste arving» og «beholde som ugjenkaldelig eiendom». Specielt synes «alene eie og beholde» ikke at være synderlig forskjellig fra det sidstnævnte udtryk. - - -

G. Roll.

Enig med andenvoterende.

F. C. Prahl.