Rt-1915-381
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1915-01-27 |
| Publisert: | Rt-1915-381 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 9/1 s.a. |
| Parter: | Jørgen Skau (adv. N. Onsager) mot Susanna Skaugen (adv. Fougner). |
| Forfatter: | Berg, Scheel, Christiansen, Heggen, Skattebøl, Bjørn, Reimers |
| Lovhenvisninger: | Arveloven (1854) §33, §65, Ægtefælleloven (1888) §30 |
Ved Lier, Røken og Hurum sorenskriveris dom av 17 december 1912 er i denne sak av den edsvorne fuldmægtig kjendt for ret: «Den mellem indstevnte Susanna Skaugen og hendes senere avdøde mand Amund Skaugen oprettede egtepagt kjendes ugyldig likeoverfor fællesboet. I procesomkostninger betaler indstevnte, Susanna Skaugen, til citanten, Jørgen Skau, kr. 100,00.»
Side:382
Kristiania overrets dom av 8 september 1913 er saalydende: «Den mellem appellantinden, Susanna Skaugen, og hendes avdøde mand Amnnd Skaugen under 19 januar 1911 oprettede egtepagt kjendes ugyldig og uforbindende likeoverfor indstevnte Jørgen Skoug (Skau), forsaavidt den krænker dennes ret efter arvelovens §33. - Sakens omkostninger ved begge retter ophæves.»
Overrettens dom er av begge parter paaanket til Høiesteret.
Hovedappellanten, Jørgen Skau (Skaug), har paastaat underretsdommen stadfæstet og Susanna Skaugen ilagt procesomkostningerne for overretten og Høiesteret.
Kontraappellanten, Susanna Skaugen, har paastaat sig frifundet og hos Jørgen Skau tilkjendt procesomkostninger for alle retter. Subsidiært har hun paastaat overretsdommen stadfæstet, men saaledes at der tilkjendes hende hos Jørgen Skau procesomkostninger for alle retter.
Angaaende saken henvises til præmisserne til underretsdommen.
Høiesteret er enig med de underordnede retter i, at den foreliggende egtepagt ikke er nogen virkelig dispositio inter vivos. I og for sig er det litet tænkelig, at manden skulde ha villet gi fra sig dispositionsretten over gaarden og alt hvad han eiet, saaledes at konen, mens han endnu levet, skulde ha ret til paa egen haand og uten hans samtykke at sælge eller gi bort eller paa anden maate raade over gaarden eller de øvrige eiendele. Og naar man ser hen til, at Amund Skaugen den 6 januar 1911 hadde faat vite, at han var haabløst syk, og at døden antagelig vilde indtræde engang i løpet av kommende vaar, og derpaa den 19 s. m. oprettet egtepagten, kan det ikke være synderlig tvilsomt, at den blev oprettet med hans forestaaende død for øie og var ment som en testamentarisk forføining (jfr. Rt-1896-441). At dispositionen er kaldt «egtepagt» istedetfor testament eller rettere arvepagt, finder sin nærliggende forklaring i, at man gjennem denne form vistnok har trodd at kunne sikre konen mot arvekrav fra mandens barn av første egteskap.
Som testamentarisk disposition er dokumentet fuldt gyldig. At det er kaldt «egtepagt», maa være uten betydning, aldenstund man gaar ut fra, at det er en testamentarisk disposition, som er tilsigtet (jfr. Rt-1914-864). Som testamentarisk forføining maa dispositionen bli at opretholde, men alene i saadan utstrækning, at hovedappellantens pligtdelsret som livsarving efter avdøde ikke krænkes. At hovedappellanten har krav paa at faa pligtdelen bestemt ved skifterettens mellemkomst, kan ikke være tvilsomt. Men dette er et spørsmaal, som det henhører under vedkommende skifteret at løse i 1ste instans, og som det derfor ikke er anledning til at gaa nærmere ind paa under denne sak.
Høiesteret kommer efter dette til samme resultat som overretten. Men da det kan være rigtigst, at det i konklusjonen uttrykkelig nævnes, at «egtepagten» i forhold til hovedappellanten er at anse som en testamentarisk forføining vil ny konklusjon bli git.
Processens omkostninger for alle retter findes at burde ophæves.
Dom:
Amund og Susanna Skaugens egtepagt av 19 januar 1911 blir at anse som en testamentarisk forføining fra Amund Skaugens side, og som saadan uforbindende for Jørgen Skau (Skaug), forsaavidt den krænker hans ret som pligtdelsberettiget livsarving efter Amund Skaugen. Processens omkostninger for alle retter ophæves.
Side:383
Av underrettens dom hitsættes:
Den 19 januar 1911 oprettet indstevnte og senere avdøde mand egtepagt, hvorefter der tillagdes indstevnte som hendes særeie blandt andet fællesboets faste eiendomme i Lier værdsat til kr. 28.000. Efter mandens død den 16 april næstefter har citanten, som er avdødes ældste søn av første egteskap, paastaat egtepagten kjendt ugyldig som stridende mot hans pligtdelsret, arvelovens §65 og lov 29 juni 1888 §30, og i henhold hertil omstøtt og de ved egtepagten overførte eiendele overført til Amund Skaugens og hustrus fællesbo, der som dødsbo behandles av Lier skifteret.
Citanten anfører til støtte for sin paastand, at nærværende egtepagt først blev oprettet, efterat Amund Skaugen var blit klar over, at han led av en sygdom (tæring), som nødvendigvis førte til døden. Der foreligger derfor her en gave, som er ydet paa dødsleiet og derfor ugyldig i henhold til arvelovens §65 jfr. lov 29 juni 1888 §30. Men selv om gaven skulde bli at anse for livsgave, maa den bli at omstøte, mener citanten, idet den ikke var fuldbyrdet ved giverens død. Der indtraadte ikke nogen forandring i besiddelsesforholdet ved egtepagten. Amund Skaugen var til sin død den virkelige besidder av sine eiendomme.
Indstevnte benegter, at gaven er nogen dødsgave eller ufuldbyrdet livsgave. - - - Dernæst hævder indstevnte, at selv om egtepagten maatte ansees for ugyldig likeoverfor citanten, saa fører ikke dette til mere, end at denne kan kræve sin pligtdelsret hos indstevnte. Han kan ikke forlange den hele egtepagt omstøtt.
Retten skal bemerke:
Det maa efter vidneprøvene, særlig 1ste vidnes prov, ansees bevist, at Amund Skaugen, da han oprettet nærværende egtepagt, var paa det rene med, at hans sygdom førte til døden. Han led av tæring, som ogsaa endte hans liv omtrent 3 maaneder efter, og laa paa denne tid omtrent tilsengs hele dagen, omend med klærne paa. Av de av vidnerne refererte uttalelser fra ham fremgaar ogsaa, at han personlig var paa det rene med, at hans død kun var et tidsspørsmaal. Egtepagtens oprettelse, hvorved blandt andet boets faste eiendomme overførtes til hustruen, maa derfor bli at anse som en gave paa dødsleiet og derfor i henhold til arvelovens §65 jfr. lov 29 juni 1888 §30 ugyldig overfor citanten - - -
Retten antar ogsaa, at citanten har krav paa, at den formuesmasse, som ved egtepagten er overført til indstevnte, blir at inddrage i fællesboet ved omstøtelse av egtepagten, idet han ikke behøver som arving at la sig nøie med et obligatorisk krav paa indstevnte for sin pligtdel, men maa kunne forlange, at det hele bo behandles under ett, hvor han da kan gjøre sine krav som arving gjældende overfor boet Retten henholder sig forsasvidt til Hagerups lære i Skifte pag. 35, en lære som saavidt vites senere er tiltraadt av Platou i eksaminatorier over arveretten. - - -
Av overrettens dom hitsættes:
- - - Jeg kommer, skjønt vistnok - henset til den i Rt-1909-497 indtagne høiesteretsdom - ender nogen tvil, til samme resultat som underretten og kan ogsaa i det væsentlige tiltræde sammes begrundelse. Jeg maa likesom underretten anta, at egtepagten av avdøde Amund Skaugen er oprettet «med døden for øie», skjønt han levet i henimot 3 maaneder efter dens oprettelse, og at den derefter maa betragtes som en gave paa dødsleiet, med hensyn til hvilken arvelovens §33 maa komme til anvendelse. - - -
Side:384
Derimot antager jeg, at den nævnte omstændighet under nærvæeende sak ikke kan føre videre, end at egtepagten frakjendes gyldighet likeoverfor indstevnte og at dommens videre følge i tilfælde maa bli gjenstand for avgjørelse under det skifte, hvis behandling Amund Skaugens og enkes bo angives at være undergit. - - -
Wilh. Andersen.
I det væsentlige og resultatet enig.
L. Rynning, kst.
Likesaa.
Haakon Salvesen.