Rt-1917-816

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1917-05-22
Publisert:	Rt-1917-816
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L. nr. 52/1 B s.a.
Parter:	Frøken Anna Ouren, Iver Ouren og Thor Ouren (overretssakfører Bernhard Caspari til prøve) mot Lillehammer kommune (advokat Sigurd Fougner).
Forfatter:	Bjørn, Vogt, Fürst, Feragen, Heggen, Breien, Reimers
Lovhenvisninger:	Grunnloven (1814) §105, Bygningsloven for Kristiania (1899) §11

Assessor Bjørn: Efter forutgaat ekspropriationsskjøn uttok Lillehammer kommune under 19 september 1914 stevning mot Anna, Ivar og Thor Ouren til erhvervelse av fravikelseskjendelse for den under ekspropriationsforretningen

Side:817

omhandlede, dem tillførende grund, der tiltrængtes til forlængelse av Meidells gate og øvre gate i Lillehammer. Av retten blev under 14 september 1915 avsagt saadan kjendelse: «De indstevnte, frk. Anna Ouren, Iver Ouren og Thor Ouren, tilpligtes at fravike den til øvre gate utlagte grund fra Mathisens gate over indstevnte, frk. Ourens eiendom «østly», saa langt denne strækker sig, og den til Meidells gates forlængelse utlagte grund mellem gatekryds 122 og 123, herunder indbefattet et under saken omhandlet triangel 28 m. 2 stort i gatekryds 122, samt det areal, som paa det under ekspropriationsforretningen fremlagte kart er betegnet som triangel 2, til Meidells gates forlængelse, alt mot at bli utbetalt kr. 20,35 med 4 1/2 % renter av kr. 313 fra 11 februar 1914 til 11 juli s.a., av kr. 3426,43 fra 11 juli 1914 til 10 september s.a. og av kr. 20,35 fra 20 september 1914, til betaling sker. Sakens omkostninger ophæves.»

Denne kjendelse har de nævnte grundeiere efter erhvervet appelbevilling paaanket til Høiesteret med saadan paastand: «At frk. Anna Ouren, Thor og Iver Ouren tilpligtes inden 15 dage efter Høiesterets dom at fravike den til øvre gate utlagte grund av eiendommen østly saalangt denne strækker sig og den til Meidells gates forlængelse utlagte grund mellem gatekryds 122 og 123, samt det areal som paa det under ekspropriationsforretningen fremlagte kart er betegnet som triangel nr. 1 og 2, alt under utkastelsestvang mot av Lillehammer kommune at bli utbetalt kr. 2206,92 med 42 % renter av kr. 5613 fra 15 juli 1914 til 10 september 1914 + 41/2 % renter av 2206,92 fra 10 september 1914, til betaling sker, samt at appellanterne, frk. Anna Ouren, Thor og Iver Ouren, tilkjendes saksomkostningerne for ekspropriationsretten og Høiesteret.»

Lillehammer kommune har paastaat ekspropriationsrettens kjendelse stadfæstet og sig hos appellanterne tilkjendt processens omkostninger for Høiesteret.

Angaaende de mellem parterne oprindelig bestaaende tvistepunkter henvises til den foreliggende kjendelse. I en skrivelse fra appellanternes sakfører til motpartens advokat av 5 mars 1917 har førstnævnte præcisert de indsigelser mot kjendelsen, som han gjør gjældende her for retten, og hvorav fremgaar, at appellen ikke omfatter, hvad der ved kjendelsen er avgjort med hensyn til posterne 3 og 5, men kun avgjørelsen av posterne 1, 2, 4 og 6.

Den første av de indsigelser, som saaledes foreligger til behandling, gaar ut paa, at Ourens refusionspligt efter den almindelige bygningslovs §13 ikke gaar utover den værdistigning, som er tilført «Østly» ved de respektive gateanlæg.

Med hensyn til denne indsigelse gaar kjendelsen ut paa, at grundeierne ikke kan gives medhold i sin paastand om en saadan begrænsning av deres refusionspligt, idet retten har fundet, at lovens ord og forholdets natur tilsiger, at kommunen har krav paa fuld dækning av sine utlæg ved grunderhvervelsen, og at grundeierne følgelig maa være forpligtet til at finde sig i efter fordeling - overensstemmende med lovens

Side:818

forskrift - at yde saadan fuld dækning, selv om det derved fremkomne refusionsbeløp for den enkelte maatte overstige den værdiforøkelse, som hans eiendom vinder ved gateanlægget.

Jeg finder i motsætning hertil, at den av appellanterne hævdede opfatning av dette spørsmaal maa gives medhold. Jeg antar, at det er rigtig som fra deres side fremholdt, at der til grund for den almindelige bygningslovs i §13 indeholdte forskrift om, at kommunen kan kræve sine utlæg ved erhvervelse av grund til nyt gateanlæg refundert av de tilstøtende grundeiere, ligger en præsumtion om en ved gateanlægget fremkaldt værdistigning for de tilstøtende eiendomme. Herav følger for kommunen et berettiget krav paa til dækning av sine utgifter ved anlægget at faa denne værdiforøkelse godtgjort av eierne, saavidt nødvendig til saadan dækning. Men paa den anden side synes herav ogsaa at maatte følge, at eieren ikke kan være forpligtet til at tilsvare et refusionsbeløp, som overstiger den værdiforøkelse, som ved anlægget er tilført eiendommen. Jeg mener, at denne opfatning ogsaa er godkjendt i teorien og bl.a. ligger til grund for en uttalelse i dr. H. Scheels Tingsret side 194, hvor det heter, at «refusionspligten maa i ethvert fald ansees begrænset til det beløp, hvormed værdien antages forøket, hvilket synes likefrem forutsat i bygningsloven for Kristiania.» Jeg antar ikke, at det er nødvendig at indgaa paa spørsmaalet om, hvorvidt den fra indstevntes side paastaaede ubegrænsede refusionspligt er forenelig med grundlovens §105 eller ikke. Spørsmaalet om refusionspligtens begrænsning til værdistigningen har nemlig, saavidt jeg kan se, allerede tidligere fundet sin løsning i overensstemmelse med den av mig hævdede opfatning ved Høiesterets dom i den i Rt-1913-545 refererte sak. Under denne sak gjordes av ekspropriatus gjældende, at §11 i bygningsloven for Kristiania stod i strid med grundlovens §105. Hertil bemerket skjønskommissionen, der i overensstemmelse med Kristiania-lovens forskrifter hadde behandlet og avgjort spørsmaalet i første instans, at grundlovens §105 ikke analogisk kan anvendes paa §11 i bygningsloven for Kristiania, der svarer til §13 i den almindelige bygningslov av 1896, og analogien vilde ialfald ikke kunne føres videre end til at opstille den sætning, at der ikke kan paalægges nogen grundeier at erlægge refusion til kommunen, medmindre han herfor faar fuld erstatning gjennem de fordele og den værdiforøkelse, som ved reguleringen tilflyter hans eiendom. Men, siger skjønskommissionen, videre gaar efter dens forstaaelse heller ikke §11 i sine bestemmelser om grundeierens refusionspligt. Og i sin fællesbegrundelse til den dom, hvorved den paaankede skjønsforretning blev stadfæstet, «finder Høiesteret i det væsentlige at kunne henholde sig til det av skjønskommissionen anførte.» Jeg henviser i denne forbindelse ogsaa til den i Rt-1880-278 refererte høiesteretsdom. Jeg finder i henhold hertil at maatte gi appellanterne medhold i, at deres refusionspligt begrænses til værdien av den grund, som de efter reguleringen og ekspropriationsskjønnet har maattet avgi, idet skjønnet har erklært, at

Side:819

deres gjenværende eiendom ikke er forøket i værdi utover værdien av den eksproprierte grund.

Under posterne 2 og 4 (kjendelsens post 2 og 6) har appellanterne gjort gjældende, at kommunen er uberettiget til at medta i refusionsopgjøret værdien av de 807 m.2 gategrund, som tilhører kommunen, og som ligger i øvre gate mellem Langes gate og Ourens have, og til at medregne omkostningerne ved selve skjønsforretningen, hvilke utgjør 531 kr. Disse poster er under procedyren betegnet som subsidiære i forhold til den foran nævnte 1ste post og bortfalder som følge av den av mig foreslaaede avgjørelse av denne.

Der staar saaledes kun igjen at behandle den i kjendelsen som nr. 4 og i den nævnte skrivelse under nr. 3 omhandlede post, nemlig Ourens krav paa at faa utbetalt de 500 kr., hvortil skjønnet har ansat ulemperne ved de 5 meters byggelinjer paa begge sider av Meidells gate. Herom har kjendelsen uten at avgjøre, hvorvidt kravet efter loven er berettiget eller ikke, uttalt, at det i hvert fald ikke tilkommer appellanterne, men assessor Aall, som har avkjøpt dem den grund, gjennem hvilken Meidells gate skulde føres. Om dette sidste finder jeg ikke grund til at uttale mig, idet jeg mener, at der overhodet ikke kan reises noget krav paa godtgjørelse av kommunen for den byggelinje, som er paalagt grunden paa begge sider av den forlængede Meidells gate. Saadan byggelinje kan i henhold til den almindelige bygningslovs §7, anden passus, paalægges ved regulering av ny gate, naar særlige forhold gjør det ønskelig. For den byrde, som saaledes paalægges en eiendom, kan jeg ikke finde, at vedkommende grundeier i almindelighet har krav paa nogen erstatning. At saadan kan bli at tilkjende for skade paaført ved lovhjemlede byggeregler, der lægger uforholdsmæssige byrder paa en enkelt eiendom, som paa grund av særlige omstændigheter derved forringes betydelig i værdi, - derpaa haves et eksempel i det tilfælde, som behandledes og avgjordes ved den i Rt-1904-465 refererte dom. Men der findes intet holdepunkt for en sammenligning mellem det her foreliggende og det dengang avgjorte tilfælde og, saavidt jeg ser, intet som kunde berettige til en lignende avgjørelse likeoverfor den eiendom, som her omhandles.

Efter dette vil saaledes det beløp, som efter skjønnet tilkommer appellanterne for den eksproprierte grund med fradrag av, hvad de pligter at refundere kommunen for dens utlæg i anledning av erhvervelsen, i henhold til de opgaver, som er forelagt retten under procedyren, utgjøre kr. 1706,92 eller appellanternes paastandsbeløp kr. 2206,92 med fradrag av de deri indbefattede 500 kr. for byggelinjen, hvori de altsaa ikke har faat medhold.

Jeg antar efter det resultat, hvortil jeg saaledes er kommet, og hvorved appellanterne har faat medhold i sin hovedpaastand, samt under hensyn til, at det her gjælder tvungen avstaaelse av grund, at appellanterne maa tilkjendes saksomkostninger saavel for ekspropriationsretten som for Høiesteret.

Side:820

Konklusion:

Frøken Anna Ouren, Thor og Iver Ouren tilpligtes inden 15 dage efter Høiesterets doms avsigelse at fravike den til øvre gate utlagte grund av eiendommen Østly saalangt denne strækker sig og den til Meidells gates forlængelse utlagte grund mellem gatekryds 122 og 123, samt det areal, som paa det under ekspropriationsforretningen fremlagte kart er betegnet som triangel nr. 1 og 2, alt under utkastelsestvang, mot av Lillehammer kommune at bli utbetalt kr. 1.706,92 med 4112 % rente av kr. 5113 fra 15 juli 1914 til 10 september 1914 og 4112 % rente av kr. 1706,92 fra 10 september 1914, til betaling sker. I procesomkostninger for ekspropriationsretten og Høiesteret betaler kommunen til frøken Ouren, Thor og Iver Ouren kr. 700.

Assessor Vogt: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

De ekstraordinære assessorer Fürst, Feragen og Heggen: Likesaa.

Ekstraordinær assessor, overretsjustitiarius Breien: Likesaa, idet dog sakens spørsmaal angaaende refusionspligtens begrænsning til den paagjældende eiendoms værdiforøkelse har forekommet mig særdeles tvilsomt.

Assessor Reimers: Med hensyn til det processuelle spørsmaal, nærværende sak præliminært frembyr, vil jeg, idet jeg henviser til mit votum i den i Rt-1911-788 meddelte sak, ha uttalt, at ekspropriationsretten efter min opfatning savner adgang til at paakjende spørsmaal om refusionspligt efter den almindelige bygningslovs §13 og om refusionens fordeling paa de til nyanlagt gate støtende grundeiendomme. Jeg mener nemlig, at dette efter §2 i lov av 10 mai 1860, som i saa maate er den avgjørende, ligger utenfor ekspropriationsrettens kompetanse. Naar det her uttales, at retten har at avgjøre bl.a. spørsmaal om, «hvad der er gjenstand for erstatning og deslike», har loven aapenbart her alene hat for øie erstatning til ekspropriatus, mens mulige spørsmaal om erstatning til eller kontrakrav fra eksproprianten ligger utenfor ekspropriationsrettens ressort og derfor maa forbeholdes avgjørelse ad anden vei. En anden sak er det, at naar parterne er enige om at henskyte ogsaa spørsmaal av sidstnævnte art til ekspropriationsrettens avgjørelse, vil det mulig kunne undgaaes forsaavidt ex officio at avvise tvisten fra ekspropriationsretten.

Jeg gaar derefter over til sakens realitet. Og jeg har her med hensyn til det under appellanternes indsigelser nr. 1 omtvistede spørsmaal en anden opfatning end de tidligere voterende. Jeg tiltræder nemlig i denne post ekspropriationsrettens avgjørelse. Den almindelige bygningslovs §13 er i sine uttryk ubetinget: Kommunen kan kræve erstattet sit hele utlæg til erhvervelse av den grund, som kræves avstaat til ny regulert gate. Til nogen begrænsning av grundeiernes refusionspligt til den forøkelse av den gjenværende grunds værdi, som vindes gjennem gateanlægget, maatte der kræves en positiv bestemmelse, som begrænser refusionspligten til det av appellanterne paastaaede omfang. Men en saadan positiv begrænsning av

Side:821

refusionspligten savnes i lovens §13. Og paa den anden side antages lovens §13, saaledes forstaat, ikke at stride mot grundlovens §105. Denne er efter min mening ikke til hinder for en lovbestemmelse, hvorefter grundeiere pligter at betale alle utgifter ved erhvervelse av grund til gate, som kommunen beslutter anlagt over eller langs deres eiendom. Vistnok antar jeg ikke, at man kan komme utenom denne grundlovsbestemmelse ved at konstruere kommunens krav paa fuld erstatning for sine utlæg til grunderhvervelse som en partiel beskatning av de til den ny anlagte gate støtende grundeiendomme eller deres eiere. Denne konstruktion vilde efter mit skjøn neppe være holdbar. Derimot mener jeg, at grundlovens §105, som under enhver omstændighet ikke vilde være direkte, men alene analogisk anvendelig paa det her foreliggende tilfælde, ikke - ialfald ikke utenfor ekstreme tilfælde - er til hinder for en lovbestemmelse, tilpligtende gatens grundeiere at betale alle utgifter ved erhvervelse av grund til gate, som kommunen beslutter anlagt over eller langs deres eiendom.

De i Rt-1880-278 og Rt-1903-545 meddelte domme er efter mit skjøn ikke avgjørende i motsat retning.

Da jeg staar alene med min opfatning, finder jeg det ufornødent nærmere at begrunde mit standpunkt.

Efter hvad der av flertallet avgjøres i nærværende post, finder jeg det likeledes upaakrævet at uttale mig om de under indsigelsernes nr. 2 og 3 omtvistede spørsmaal.

Med hensyn til indsigelse nr. 4 er jeg enig med de øvrige voterende.

Dom blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Av ekspropriationsrettens kjendelse hitsættes:

Den 12 juni 1914 blev avgit skjøn i ekspropriationssak: Lillehammer kommune mot frk. Anna Ouren, Iver Ouren og Thor Ouren til erhvervelse av grund m.v. til anlæg av øvre gate og Meidells gates forlængelse i Lillehammer. Under senere førte forhandlinger mellem de nævnte og kommunen om opgjør i henhold til skjønnet har man ikke kunnet komme til enighet. Da grundeierne derfor har negtet at utlevere grunden uten fravikelseskjendelse, har kommunen anlagt nærværende sak. - - -

Retten skal gjennemgaa de enkelte tvistepunkter.

1. Under det avholdte skjøn blev paa spørsmaal av de indstevntes sakfører, om hvorvidt de gjenværende tomter antages at vinde større fordel ved reguleringen end værdien av den grund, som medgaar til gaten, av mændene svart: nei. Under disse omstændigheter hævder de indstevnte, at refusionspligten heller ikke gaar videre. Lovens forutsætning er, at refusionspligten skal opveies av eiendommens værdiforøkelse ved gateanlægget; et andet resultat vilde ogsaa stride mot grundlovens §105. Kommunen hævder, at refusionspligten efter den almindelige bygningslovs §13 er ubegrænset. Retten gir kommunens opfatning medhold. Efter loven skal eierne av de til nyanlagt gate støtende grunde erstatte kommunen dens hele utlæg ved grunderhvervelsen, uten at der er opstillet nogen begrænsning. Grundlovens §105 findes ikke at komme til anvendelse, idet det her ikke gjælder erstatning for grundavstaaelse, men

Side:822

en forpligtelse for grundeieren, og som snarere maa anskues fra beskatningssynspunkt, jfr. Ascheboug i Rt-1879-757. Der er intet i veien for, at refusionspligten kan ramme en grundeier, som ingen grund har hat at avstaa. Som følge herav ansees heller ikke høiesteretsdom i Rt-1880-278 flg. avgjørende for det foreliggende spørsmaal. Det kan tilføies, at det avholdte skjøn ikke hadde til opgave at avgjøre refusionspligtens omfang, og det kan neppe ansees git, at svaret i saa fald vilde blit det samme. Man henviser i denne forbindelse til den kgl. prp. til bygningslov for Trondhjem (lov 11 juni 1906), hvori man har optat ubetinget refusionspligt for nye gater, bl.a. under hensyn til, at man der ikke hadde anordnet en skjønskommission. - - -

Efter det anførte vil opgjøret mellem parterne stille sig saaledes:

De indstevntes tilkommende:

Deres refusionsforpligtelser:

Ovennævnte refusionspligtige beløp kr.7.284,00 Kommunens utlæg for gategrund nordenfor frk. Ourens have (post 2 foran) kr. 176,72 + 311,04 » 487,76 Skjønsomkostninger vedkommende øvre gate » 531,00 kr. 8.302,76 130,4 X 8.302,76/259,6 dele herav » 4.170,57Tilbake kr. 3426,43Herav utbetalt 10 september 1914 » 3.406,08Rest de indstevnte tilgode kr. 20,35

- - -