Rt-1918-II 47

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1918-09-28
Publisert:	Rt-1918-II 47
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 30 s.a.
Parter:	Sigurd Peder Svendsen Opstad med kurator John Vaaland (advokat Finn Erichsen) mot: 1) Den norske stat, 2) Mikkel Opstad (regjeringsadvokat Schjødt).
Forfatter:	Frisak, Berg, Vogt, Rivertz, Fürst, Prydz, justitiarius Thinn
Lovhenvisninger:	Grunnloven (1814) §107, §97, Odelsloven (1821) §2, §65, Grunnloven (1814)

Side:48

Ved dom, avsagt av sorenskriveren i Jæderen med meddomsmænd den 12 april 1915, blev saaledes kjendt for ret: «De indstevnte, Den norske stat og Mikkel Opstad, bør for odelspretendenten Sigurd Peder Svendsen Opstad med kurators tiltale i denne sak fri at være. Sakens omkostninger ophæves».

Denne dom blev stadfæstet ved Bergens overrets dom av 14 august 1916 og saksomkostningerne for overretten ophævet.

Saken er av Sigurd Peder Svendsen Opstad indbragt for Høiesteret med saadan paastand: «At de indstevnte, Den norske stat og Mikkel Opstad, tilpligtes mot utbetaling av løsningssummerne kr. 17.500 og kr. 200 til lovens første faredag under utkastelses tvang at fravike og ryddiggjøre odelsgodset Opstad, henholdsvis gnr 35, bnr 8, av skyld mark 3,92 og gnr 35, bnr 21 av skyld 3 øre, med huse i Nærbø tinglag til fordel for appellanten Sigurd Peder Svendsen Opstad, samt at de under løpende mulkt tilpligtes at meddele ham lovlig skjøte, hver paa sine respektive ovennævnte eiendomme, og endelig at betale ham saksomkostninger for alle retter».

Den norske stat og Mikkel Opstad har ved regjeringsadvokaten paastaat overrettens dom stadfæstet og de indstevnte tilkjendt hos appellanten sakens omkostninger for Høiesteret, derunder salær til regjeringsadvokaten.

Angaaende sakens gjenstand henvises til præmisserne til de avsagte dommer. Det er oplyst at appellanten er fuldmyndig som født xx.xx.1894.

Mens appellanten for overretten erklærte sig «enig i at selve odelsretten som eventuel løsningsret betragtet ikke kommer ind under grundlovens §97», paastaar han nu, at den av appellanten ved fødselen erhvervede odelsret er beskyttet av grundlovens §97, og bestrider den lære, at det kun er retten til at indløse det allerede solgte odelsgods, som nyder saadan beskyttelse. Men selv om man skulde kræve noget mere end odelsrettens stiftelse for at anerkjende den som en av grundlovens §97 fuldt beskyttet ret, hævder appellanten, at der ikke er grund til at kræve, at et endelig salg er kommet i stand før lovens ikrafttræden, men at et tilbud som det her i saken foreliggende av 13 august 1906 maa være tilstrækkelig. Endelig har appellanten gjort gjældende, at spørsmaalet om statens erhvervelse av odelseiendommen uten hinder av odelsret ikke - saaledes som lov av 16 juli 1907, §7, 3dje led foreskriver - har været forelagt nogen av de nærmest odelsberettigede, idet det blev forelagt de umyndige nærmest odelsberettigedes far istedetfor den for disse beskikkede værge.

Høiesteret antar, at den en odelserhververs ætlæg ved §2 i odelsloven av 26 juni 1821 hjemlede ret, en ret, som grundloven ved bestemmelsen i §107 har tillagt en særlig betydning, er av den karakter, at grundlovens §97 beskytter enhver indehaver av saadan personlig ret mot, at retten ved ny lov berøves ham.

At odelsretten først kommer til utøvelse, naar odelsgodset er gaat over til en fremmed eller til en fjernere i ætten, influerer ikke paa rettens karakter eller indhold. En væsentlig bestanddel av odelsretten er netop dens egenskap av legal løsningsret, indeholdende adgang til, naar nævnte forhold indtræder, at indløse

Side:49

odelsgodset. Retten maa derfor ansees at være erhvervet og at bestaa ogsaa inden der blev adgang til dens utøvelse. Høiesteret finder det saaledes ikke begrundet, naar professor Aschehoug, paa hvis lære i dette punkt de underordnede retter har bygget sin avgjørelse, lægger avgjørende vegt paa, om der ved den nye lovs utfærdigelse allerede er indtraadt adgang for den odelsberettigede til at gjøre sin indløsningsret gjældende, en opfatning, der ogsaa er kommet til orde i lov nr. 1 av 16 juli 1907, §8. Jfr. lovens §3 §7. Den her hævdede opfatning av forholdet mellem grundlovens §97 og loven av 1907 findes ikke at staa i strid med den høiesteretsdom av 30 april 1918, der er referert i Rt-1918-497. I denne dom blev avgjørende vegt lagt paa, at ved den nye lovs ikrafttræden hadde ikke vedkommende huseier en endelig erhvervet ret utover det tidsrum, hvori den nye lov ikke grep ind. Leiekontraktens forlængede gyldighet ansaaes avhængig av ny - uttrykkelig eller stiltiende - retshandel efter lovens ikrafttræden.

Den i odelsretten liggende ret til i tilfælde at indløse odelsgodset maa eksempelvis antages at ha samme beskyttelse som den optrinsret, der i tilfælde tilkommer en sekundær panthaver, hvis ret ikke antages at kunne ophæves ved senere lov.

Skulde enhver odelsberettiget, hvis adgang til at indløse odelsgodset endnu ikke er indtraadt, fordi odelsgodset besittes av en nærmere odelsberettiget, ved ny lov kunne berøves sin odelsret i de i loven av 1907 omhandlede tilfælde, maatte lovgivningen ogsaa kunne indføre lignende bestemmelse for hvilkesomhelst andre eiendomme. Da vilde i virkeligheten odelsretten straks bortfalde for de aller fleste av landets odelsberettigede og efterhaanden for dem alle. Herved vilde grundlovens §107 bli gjort virkningsløs.

Naar Høiesteret saaledes finder, at appellantens odelsret til de under saken omhandlede eiendomme, hvilken rets tilværelse, da loven av 1907 blev utfærdiget, er uomstridt, fremdeles er i behold trods nævnte lovs bestemmelser, vil derav følge, at appellanten maa gives medhold i sin nedlagte paastand, idet det under hensyn til odelsrettens øiemed som tilsigtende at bevare odelsgodset for odelserhververens ætlæg ikke antages at kunne bli spørsmaal om at erkjende lovens forbindende kraft for appellanten med forbehold av ret for ham til at reise erstatningskrav mot staten.

Processens omkostninger findes at burde ophæves for alle retter.

Tre av de voterende, assessorerne Frisak og Berg og justitiarius Thinn, er kommet til samnme resultat som de underordnede retter. Vi kan likesom underretten henholde os til den av professor Aschehoug i hans Statsforfatningsret, bind III, kap. 60, §65, utviklede lære, hvorefter en odelsberettiget, hvis ret til at indløse odelsgodset endnu ikke er indtraadt, ikke har nogen ved grundlovens §97 beskyttet ret, og det er paa det rene, at appellanten endnu ikke hadde erholdt nogen ret til at skride til odelsløsning, da loven av 16 juli 1907 traadte i kraft (s.d.). Vi anser det

Side:50

endvidere med de underordnede retter tilstrækkelig til fyldestgjørelse av budet i lovens §7, 3dje led, om indhentelse av uttalelse fra nogen av de nærmest odelsberettigede, at spørsmaalet har været forelagt faren, og at denne paa vegne av sine umyndige barn har protestert mot odelsfrihet; for det i lovens §7 tilsigtede øiemed maatte det være likegyldig enten protesten blev git av faren eller av vergen paa barnenes vegne.

Vi kan heller ikke skjønne rettere, end at det her foreliggende spørsmaal i virkeligheten maa ansees løst ved den i Rt-1918-497, refererte høiesteretsdom av 30 april 1918. I denne dom har Høiesteret git en ny lov anvendelse paa en allerede stiftet (opsigelig, men uopsagt) kontrakt, mens det i nærværende sak gjøres gjældende, at den nye lov ikke skal kunne gjøres anvendelig paa nogen odelsarving fra fødselen av, men denne være beskyttet mot nye love for en ret, som der blot er en fjern mulighet for nogensinde vil komme til benyttelse. Et saadant resultat vil efter vor mening komme i strid med nævnte høiesteretsdom. Vi finder ogsaa at burde henvise til hvad der i den juridiske litteratur er fremholdt om den stilling domstolene bør indta med hensyn til spørsmaalet om at tilsidesætte en lov som grundlovstridig i tilfælde hvor der derom maa erkjendes at kunne være tvil eller delte meninger. Se herom, foruten de under voteringen i den i Rt-1918-403 og flg., meddelte høiesteretsdom av 12 mars 1918 citerte steder, ogsaa den i Rt-1895-289-295, meddelte betænkning av 18 januar 1841 fra det juridiske fakultet ved Schweigaard og U. A. Motzfeldt, navnlig side 290-91, hvor der uttales: «Det vil imidlertid formentlig lettelig erkjendes, hvor misligt og farligt for den borgerlige Retsorden det vilde være, at gjøre Lovens Kraft og Gyldighed avhængig af Fortolkningen af en efter sin Natur saa ubestemt og i saa almindelige Ord udtrykt Retsregel, som den i Grundlovens §97 udtalte. En Lovs «tilbagevirkende Kraft» er et Begreb af en saa forviklet og vanskelig Natur, at det ikke paa nogen Maade kan have Formodningen for sig, at det skulde agtes nogen tilladt med juridisk Virkning i paakommende Tilfælde at bestride den Anskuelse deraf, hvorfra den lovgivende Magt selv er gaaen ud, og paa Grund af afvigende Formening i denne Henseende at erklære Lovgivningens udtrykkelige Bestemmelse for ugyldig eller i alle Fald for uretmæssig og altsaa begrundende Ret til Skadeserstatning for den, som ved Bestemmelsens formentlige «tilbagevirkende Kraft» maatte komme til at lide noget Tab».

Vi stemmer i henhold til det anførte for overretsdommens stadfæstelse og for at appellanten paalægges at erstatte de indstevnte procesomkostningerne for Høiesteret, nemlig salær til regjeringsadvokaten (sportellovens §167, sidste led).

Assessor Berg og justitiarius Thinn vil sluttelig under henvisning til sidstnævntes votum i den i Rt-1918-568, meddelte sak og til den i Rt-1895-297, meddelte høiesteretsdom og videre til minoritetens vota i den ovenfor citerte sak i Rt-1918-403 (se side 407-408) uttale, at vi deler den av regjeringsadvokaten i hans tilsvar fremholdte mening, at loven under enhver omstændighet maatte ansees

Side:51

forbindende for appellanten, som i tilfælde maatte være henvist til at søke erstatning hos staten saafremt han mener og vil gjøre gjældende, at der ved loven er paaført ham noget økonomisk tap.

Dom:

Den norske stat og Mikkel Opstad bør til lovens første faredag under utkastelses tvang til fordel for Sigurd Peder Svendsen Opstad fravike og ryddiggjøre henholdsvis gnr 35, bnr 8, av skyld mark 3,92 og gnr 35, bnr 21, av skyld 3 øre, i gaarden Opstad i Nærbø tinglag samt til samme tid, hver for sig, under daglig løpende mulkt av 10 - ti - kroner til Nærbø herredskasse meddele ham paa hans egen bekostning lovlig skjøte paa de nævnte eiendomme, alt mot at Sigurd Peder Svendsen Opstad betaler de ved overodelstaksten fastsatte takstsummer av henholdsvis kr. 17.500 og kr. 200.

Processens omkostninger for alle retter ophæves.

Av underrettens dom:

Den 13 august 1906 erklærer S. Opstad sig villig til at sælge sit bruk paa Opstad, gnr 35, bnr 8, i Nærbø herred til staten for en kjøpesum av kr. 17.000.

Tilbudet vedstaaes 1 aar.

Den 25 juli 1907 akcepterte staten tilbudet, men S. Opstad mente, at han ikke var bunden, og der opstod i sakens anledning proces mellem nævnte S. Opstad og staten. Denne proces fik sin avslutning ved høiesteretsdom av 30 juli 1909, ved hvilken overrettens dom stadfæstedes. Overretsdommen gik ut paa, at S. Opstad tilpligtedes at underskrive kjøpekontrakt og skjøte paa nævnte eiendom til staten paa nærmere i dommen nævnte vilkaar. Svend (Svendsen) Opstads umyndige søn har derefter under 18 august ved værgen John Vaaland uttat odelsklage paa Den norske stat og Mikkel Opstad til løsning av gnr 35, bnr 8, Opstad i Haa tinglag og bnr 21 (av nævnte gnr), der er utskilt fra bnr 8 og tilskjøtet Mikkel Opstad. - - -

- - - De indstevnte «anfører», at staten 1 september 1909 fik skjøte paa g.nr 35, bnr 8, Opstad, og ved mageskifte har saa staten overdrat en parcel av bnr 8, nemlig bnr 21, til indstevnte Mikkel Opstad, som har faat skjøte paa dette bnr 21 21 september 1910. - - -

Retten skal bemerke:

Ved kongelig resolution av 22 juli 1907 er det bestemt, at de som «Opstad-feltet» betegnede eiendomme i Nærbø og Varhaug herreder kan erhverves av staten uten hinder av odelsret. Efter procedyren ansees det paa det rene, at de i denne sak omhandlede bnr 8 og 21 er indbefattet i de eiendomme, som den citerte resolution angaar. Det er videre paa det rene, at denne kongelige resolution er fattet i henhold til lov nr. 1 av 16 juli 1907, dens §7. Efter lovens §8 træder i kraft straks.

Efter §7, 3dje led, skal spørsmaalet om odelsfrihet ha været forelagt til uttalelse for nogen av de til eiendommen nærmest odelsberettigede samt for amtsutvalget og vedkommende herredsstyrer. Ved dok. 7 a, b, c, og d ansees det godtgjort, at disse lovens krav før den kongelige resolution fattedes, er skedd fyldest. Den omstændighet, at erklæringerne delvis er avgit umiddelbart før 16 juli 1907 - lovens vedtagelse - ansees betydningsløs. Og heller ikke den omstændighet, at det er citantens far og ikke

Side:52

den for ham beskikkede verge, som har git erklæring (dok. 7 a) kan for saksutfaldet tillægges nogen vegt, specielt ikke al den stund citantens fars erklæring gaar ut paa protest mot odelsfrihet. Retten finder saaledes, at den i nærværende sak paaberopte kongelige resolution er formelt i orden. Hvad dens - og nys citerte lovs - grundlovsmæssighet angaar, skal retten bemerke: «Idet henvises til Aschehougs Statsret III, side 184 ff., mener retten, at loven og den i henhold til samme fattede kongelige resolution om odelsfrihet maa være bindende for alle dem, hvis indløsningsret ikke var blit aktuel paa den tid loven traadte i kraft og resolutionen utfærdiges. Spørsmaalet er med andre ord om hvorvidt citantens indløsningsret var opstaat - blit aktuel - før loven og resolutionen. Retten mener, at dette maa besvares benegtende og finder det i saa henseende tilstrækkelig at citere citantens anførsel i dok. 6: «Jeg er enig med motparten i, at der den 16 juli 1907 ikke var indtraadt adgang for citanten til at gjøre sin odelsret gjældende. Eiendommen var vistnok dengang solgt og salgskontrakten forbindende for sælgeren, men den var ikke endda blit forbindende for kjøperen».

Den 16 juli (1907) sat Svend Opstad (citantens far) endnu med eiendommen, og han hævdet, at salgskontrakten ikke var bindende. Om dette blev der proces, og før den i 1909 var tilendebragt, var der selvfølgelig ikke adgang for citanten til at optræde med odelssøksmaal. I henhold hertil kan det ikke sies, at nævnte lov av 16 juli 1907 og den i henhold hertil fattede kongelige resolution i forhold til citanten er grundlovsstridig. Efter det saaledes anførte finder ikke retten, at citanten kan gjøre nogen odelsret til heromhandlede eiendomme gjældende. - - -

Av overrettens dom:

- - - Jeg kommer til samme resultat som underretten og kan i det væsentlige henholde mig til dens begrundelse.

I motsætning til hvad appellanten har hævdet for underretten, er han nu for overretten med indstevnte enig i, at selve odelsretten som en eventuel løsningsret betragtet ikke kommer ind under grundlovens §97, likesom han for underretten har medgit, at der for appellanten ikke var adgang til at gjøre sin odelsret gjældende, før eiendommen i 1909 endelig var blit statens, saa forsaavidt var der altsaa intet til hinder for frigjørelsen.

At resolutionen som hævdet skulde være grundlovsstridig, fordi den griper ind i et allerede eksisterende forhold mellem staten og Svend Opstad, kan ikke medgives, da eiendommen trods det bindende salgstilbud formentlig først kan siges erhvervet efter resolutionen - altsaa ogsaa i overensstemmelse med lovens: «agtes erhvervet» - likesom Svend Opstad, da han haandgav eiendommen, i ethvert fald forstod eller burde forstaa, at eiendommen skulde benyttes til et formaal, der gjorde odelsfrihet nødvendig, og i den lange haandgivelsestid maatte være forberedt paa, at der blev truffet foranstaltninger i det øiemed.

At erklæringerne om odelsfrihet er indhentet før loven var helt færdigbehandlet, kan ikke skjønnes at ha nogen betydning, naar de, hvem erklæringen avæskedes, var bekjendt med hensigten og formaalet for denne. Heller ikke kan der med grund ankes over, at appellantens far og ikke den beskikkede verge er avæsket erklæringen, da faren i et tilfælde som dette maa være den nærmeste til at vareta sine barns tarv, likesom han jo har protestert.

Efter hvad der uimotsagt er oplyst om overdragelsen til Mikkel

Side:53

Opstad av den ham tilhørende eiendom, maa ogsaa han bli at frifinde.

- - - Otto Wærness, kst.

I det væsentlige og resultatet enig vil jeg ha tilføiet, at naar appellanten - saaledes som av førstvoterende anført - her for retten har medgit, at den maate, hvorpaa staten ved resolution av 22 juli 1907 har faat hans gaard gjort odelsfri, i og for sig ikke er grundlovsstridig, kan der paa grund av haandgivelsens eget indhold formentlig intet hensyn tages til hans paastand om, at resolutionen allikevel maa ansees grundlovsstridig, som gripende ind i det allerede eksisterende retsforhold mellem staten og haandgiveren Svend Opstad. Han hadde jo i sin haandgivelse intet forbehold tat om løsningsret for sin søn (appellanten), saa at handgivelsens indhold forsaavidt blev uberørt av resolutionen, og naar appellanten anfører, at Svend Opstad ikke haandgav gaarden odelsfrit - hvad han heller ikke hadde retten til - da var det jo netop paa grund derav, at staten i medfør av loven av 16 juli 1907, §7, ved resolutionen traf den fornødne bestemmelse om gaardens erhvervelse uten hinder av odelsret.

F. O. Prahl.

Likesaa i det væsentlige og resultatet enig, paa samme maate som andenvoterende. O. P. Olsen.